John Gabriel Borkman/Andre akt

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Henrik Ibsen
Samlede værker, Bind IX
(I - III - IV - V - VI - VII - VIII - IX - X
(Bind I kommer fra en annen serie enn de andre, og inneholder alle verk i Bind I & II.)
s. 363-413).

(Den store fordums pragtsal ovenpå i det Rentheimske hus. Væggene ere beklædte med gamle vævede tapeter, forestillende jagtscener, hyrder og hyrdinder, alt i falmede, afblegede farver. På væggen til venstre en fløjdør og nærmere i forgrunden et piano. I hjørnet på bagvæggen til venstre en tapetdør uden indfatning. Midt på væggen til højre et stort udskåret egetræs skrivebord med mange bøger og papirer. Længere foran på samme side en sofa med bord og stole. Møblerne er holdt i stiv empirestil. På pulten og bordet står tændte lamper.)

(John Gabriel Borkman står med hænderne på ryggen ved pianoet og hører på Frida Foldal, som sidder og spiller de sidste takter af Danse macabre.)

(Borkman er en middelhøj, fast og kraftig bygget mand oppe i sekstiårene. Fornemt udseende, fint skåret profil, hvasse øjne og gråhvidt, kruset hår og skæg. Han er klædt i en sort, ikke ganske moderne dragt og bærer hvidt halstørklæde. Frida Foldal er en smuk, bleg, femtenårig pige med et noget træt, anstrængt udtryk. Tarvelig pyntet i lys påklædning.)

(Musikstykket er spillet til ende. Stilhed.)

Borkman

Kan De gætte Dem til, hvor jeg første gang hørte slige toner, som disse her?

Frida

(ser op på ham). Nej, herr Borkman?

Borkman

Det var nede i gruberne.

Frida

(forstår ikke). Ja så? Nede i gruberne?

Borkman

Jeg er en bergmands søn, véd De vel. Eller véd De kanske ikke det?

Frida

Nej, herr Borkman.

Borkman

En bergmands søn. Og min far tog mig med sig ned i gruberne iblandt. – Dernede synger malmen.

Frida

Ja så, – synger den?

Borkman

(nikker). Når den blir løsnet. Hammerslagene, som løsner den, – det er midnatsklokken, som slår, og gør den fri. Derfor synger malmen – af glæde – på sin vis.

Frida

Hvorfor gør den det, herr Borkman?

Borkman

Den vil op i dagens lys og tjene menneskene. (han går frem og tilbage på salsgulvet, bestandig med hænderne på ryggen.)

Frida

(sidder lidt og venter; ser på sit ur og rejser sig). Om forladelse, herr Borkman, – men jeg må nok desværre gå, jeg.

Borkman

(standser foran hende). Vil De alt gå nu?

Frida

(lægger noterne i mappen). Ja, jeg må nok det. (synlig forlegen.) For jeg er bestilt hen et steds iaften.

Borkman

Et steds, hvor der er selskab?

Frida

Ja.

Borkman

Og der skal De la' Dem høre for selskabet?

Frida

(bider sig i læben). Nej – jeg skal spille til dans for dem.

Borkman

Bare til dans?

Frida

Ja; de vil danse efter aftensbordet.

Borkman

(står og ser på hende). Spiller De gerne til dans? Sådan omkring i husene?

Frida

(tager overtøjet på sig). Ja, når jeg kan få en bestilling, så –. Der er jo altid lidt at fortjene ved det. Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/394 Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/395

Frida

Han sa’ det selv. For en times tid siden.

Borkman

Er han da her ude idag?

Frida

Ja, han har været hos fru Wilton hele eftermiddagen.

Borkman

(forskende). Véd De, om han var indom her også? Om han var inde og talte med nogen nedenunder, mener jeg?

Frida

Ja, han så lidt indom til fruen.

Borkman

(bittert). Aha, – kunde forstå det.

Frida

Men der var nok en fremmed dame hos hende, tror jeg.

Borkman

Så? Var der det? Å ja, til fruen kommer der vel sagtens nogen en gang imellem.

Frida

Skal jeg sige til student Borkman, hvis jeg træffer ham siden, at han skal komme her op til Dem også?

Borkman

(barsk). De skal ingenting sige! Det skal jeg meget ha' mig frabedt. De folk, som ønsker at se op til mig, de kan komme af sig selv. Jeg be'r ingen.

Frida

Nej, nej, så skal jeg ingenting si' da. – Godnat, herr Borkman.

Borkman

(driver om og brummer). Godnat.

Frida

Ja, får jeg kanske lov til at løbe ned vindeltrappen? Det er fortere.

Borkman

Å bevar's, – løb De for mig hvad trappe De selv vil. Godnat med Dem!

Frida

Godnat, herr Borkman. (hun går ud gennem den lille tapetdør i baggrunden til venstre.)

(Borkman går i tanker hen til pianoet og vil lukke det, men lader det være. Ser sig om i al tomheden og gir sig til at drive op og ned af gulvet fra hjørnet ved pianoet til hjørnet i baggrunden til højre, – bestandig rastløs og urolig frem og tilbage. Tilsidst går han hen til skrivebordet, lytter over mod fløjdøren, tager hurtig et håndspejl, ser sig i det og retter på sit halstørklæde.)

(Det banker på fløjdøren. Borkman hører det, ser hurtig derhen, men tier.)

(Om lidt banker det igen; dennegang stærkere.)

Borkman

(stående ved skrivebordet med den venstre hånd støttet mod bordpladen og den højre indstukket på brystet). Kom ind!

(Vilhelm Foldal kommer varsomt ind i salen. Han er en bøjet, udslidt mand med milde, blå øjne og tyndt, langt, gråt hår nedover frakkekraven. En mappe under armen. Blød filthat i hånden og store hornbriller, som han skyder op i panden.)

Borkman

(forandrer stilling og ser på den indtrædende med et halvt skuffet, halvt tilfreds udtryk). Å, er det bare dig.

Foldal

En god aften, John Gabriel. Jo, det er såmænd mig.

Borkman

(med et strængt blik). Jeg synes forresten du er lovlig sent ude.

Foldal

Nå, vejen er ikke så ganske kort, du. Især for en, som skal gå den tilfods.

Borkman

Men hvorfor går du da altid, Vilhelm? Du har jo sporvognen lige ved.

Foldal

Det er sundere, det at gå. Og så er jo de ti øre sparet. – Nå, har så Frida nylig været heroppe og spillet for dig?

Borkman

Hun gik lige i dette øjeblik. Mødte du hende ikke udenfor?

Foldal

Nej, jeg har ikke set noget til hende på lange tider. Lige siden hun kom i huset til denne fru Wilton.

Borkman

(sætter sig i sofaen og tyder med en håndbevægelse mod en stol). Du kan gerne sætte dig, du også, Vilhelm.

Foldal

(sætter sig på stolkanten). Mange tak. (ser tungsindig på ham.) Å, du kan ikke tro, hvor ensom jeg føler mig, siden Frida kom hjemmefra.

Borkman

Å hvad, – du har da nok igen.

Foldal

Ja, det véd Gud jeg har. Hele fem stykker. Men Frida var den eneste, som sådan forstod mig en smule. (ryster tungt på hodet.) Alle de andre forstår mig sletikke.

Borkman

(mørk, ser hen for sig og trommer på bordet). Nej, det er sagen. Det er forbandelsen, som vi enkelte, vi udvalgte mennesker har at bære på. Massen og mængden, – alle de gennemsnitlige, – de forstår os ikke, Vilhelm.

Foldal

(resigneret). Det fik endda være med forståelsen. Med lidt tålmodighed kan en jo altid gå og vente på den en stund endnu. (med tårekvalt stemme.) Men der er det, som er bittrere, du.

Borkman

(hæftig). Der er ingenting bittrere end det!

Foldal

Jo, der er, John Gabriel. Jeg havde nu netop en huslig scene – før jeg gik herud.

Borkman

Så? Hvorfor det?

Foldal

(brister ud). De derhjemme – de foragter mig.

Borkman

(farer op). Foragter –!

Foldal

(visker øjnene). Jeg har længe mærket det. Men idag kom det rigtig frem.

Borkman

(tier lidt). Du gjorde visst et dårligt valg, da du gifted dig.

Foldal

Der var jo omtrent intet valg for mig. Og desuden, – gifte sig vil en jo gerne, når en begynder at trække på årene. Og så reduceret, så dybt på knæerne, som jeg dengang var –

Borkman

(springer op i vrede). Skal dette her være en sigtelse til mig? En bebrejdelse –!

Foldal

(ængstelig). Nej, for Guds skyld, John Gabriel –!

Borkman

Jo, du sidder og tænker på al den ulykke, som brød ind over banken –!

Foldal

(beroligende). Men jeg gi'r da ikke dig skylden for det! Gud bevare mig vel –!

Borkman

(brummende, sætter sig igen). Nå, det var da endda godt.

Foldal

For resten må du ikke tro, det er min hustru, jeg beklager mig over. Hun har jo liden dannelse, stakker, det er sandt. Men nokså bra' er hun alligevel. – Nej, det er børnene, du –

Borkman

Kunde tænke det.

Foldal

For børnene, – de har jo mere kultur, de. Og flere fordringer til livet altså.

Borkman

(ser deltagende på ham). Og derfor så foragter de ungerne dig, Vilhelm?

Foldal

(trækker på skuldrene). Jeg har jo ikke gjort videre karriere, ser du. Det må jo indrømmes –

Borkman

(rykker nærmere og lægger hånden på hans arm). Véd de da ikke, at du har skrevet et sørgespil i din ungdoms dage?

Foldal

Jo, naturligvis véd de det. Men det lader ikke til at gøre synderlig indtryk på dem.

Borkman

Så er de uforstående, du. For dit sørgespil er godt. Det tror jeg fuldt og fast.

Foldal

(opklarende). Ja, synes ikke du, der er adskillig godt i det, John Gabriel? Herregud, når jeg nu endelig engang kunde få det anbragt – (begynder ivrigt at åbne og blade i mappen.) Se her! Nu skal jeg vise dig noget, som jeg har forandret –

Borkman

Har du det med dig?

Foldal

Ja, jeg tog det med. Det er så længe siden, jeg læste det for dig nu. Og så tænkte jeg, det kanske kunde adsprede dig at høre en akt eller to –

Borkman

(afværgende, rejser sig). Nej, nej, lad heller være til en anden gang.

Foldal

Ja, ja, som du vil da.

(Borkman går ud på gulvet, frem og tilbage. Foldal pakker manuskriptet ind igen.)

Borkman

(standser foran ham). Du har ret i det, du nylig sa', – at du ingen karriere har gjort. Men det lover jeg dig, Vilhelm, at når engang oprejsningens time er slåt for mig –

Foldal

(vil rejse sig). Å, tak skal du ha' –!

Borkman

(med håndbevægelse). Du må gerne bli' siddende. (stigende ophidset). Når oprejsningens time slår for mig –. Når de indser, at de ikke kan undvære mig –. Når de kommer her op til mig på salen – og kryber til korset og trygler mig om at ta' bankens tøjler igen –! Den nye bank, som de har grundet – og ikke kan magte – (stiller sig ved skrivebordet ligesom før og slår sig for brystet.) Her vil jeg stå og ta' imod dem! Og det skal høres og spørges videnom i landet, hvad betingelser John Gabriel Borkman stiller for at – (standser pludselig og stirrer på Foldal.) Du ser så tvilende på mig! Tror du kanske ikke, at de kommer? At de må, må, må komme til mig engang? Tror du ikke det!

Foldal

Jo, det véd Gud jeg gør, John Gabriel.

Borkman

(sætter sig igen i sofaen). Jeg tror det så fast. Véd det så uryggelig visst – at de kommer. – Havde jeg ikke havt den visshed, – så havde jeg for længe siden skudt mig en kugle gennem hodet.

Foldal

(angst). Å nej, for alt i verden –!

Borkman (hoverende). Men de kommer! De kommer nok! Pas på! Hver dag, hver time kan jeg vente dem her. Og du ser, jeg holder mig parat til at ta' imod dem.

Foldal

(med et suk). Bare de vilde komme rigtig snart.

Borkman

(urolig). Ja du, tiden går; årene går; livet, – uh nej – det tør jeg ikke tænke på! (ser på ham.) Véd du, hvorledes jeg undertiden føler mig?

Foldal

Nå?

Borkman

Jeg føler mig som en Napoleon, der blev skudt til krøbling i sit første feltslag.

Foldal

(lægger hånden på mappen). Den fornemmelse kender jeg også.

Borkman

Å ja, det er nu sådan i det mindre, det.

Foldal

(stilfærdig). Min lille digterverden har stor værdi for mig, John Gabriel.

Borkman

(hæftig). Ja, men jeg, som kunde ha' skabt millioner! Alle bergværkerne, som jeg vilde lagt under mig! Nye gruber i det uendelige! Vandfaldene! Stenbruddene! Handelsveje og skibsforbindelser hele den vide verden udover. Alt, alt skulde jeg alene ha' fåt istand!

Foldal

Ja, jeg véd det nok. Der var ikke den ting, du veg tilbage for.

Borkman

(knuger hænderne). Og så må jeg sidde her som en skamskudt storfugl og se på, at de andre kommer mig i forkøbet, – og ta'r det fra mig, stykke for stykke!

Foldal

Så går det mig også, du.

Borkman

(uden at agte på ham). Tænke sig til. Så lige var jeg ved målet. Havde jeg bare fåt otte dages frist til at område mig. Alle deposita skulde da været indløste. Alle de værdier, som jeg med modig hånd havde gjort brug af, de skulde da igen ha' ligget på sin plads, som før. De svimlende store aktieselskaber var dengang lige på et hængende hår kommet istand. Ingen eneste en skulde ha' tabt en øre –

Foldal

Ja Herregud, – så yderlig nær, som du var –

Borkman

(i kvalt raseri). Og så kom forræderiet over mig! Netop lige midt i afgørelsens dage! (ser på ham.) Véd du, hvad jeg holder for den infameste forbrydelse, et menneske kan begå?

Foldal

Nej, sig mig det.

Borkman

Det er ikke mord. Ikke røveri eller natligt indbrud. Ikke falsk ed engang. For alt sligt noget, det øves jo mest imod folk, som en hader eller som er en ligegyldige og ikke kommer en ved.

Foldal

Men det infameste da, John Gabriel?

Borkman

(med eftertryk). Det infameste er vens misbrug af vens tillid.

Foldal

(lidt betænkelig). Ja men hør nu her –

Borkman

(opfarende). Hvad er det, du vil sige! Jeg ser det på dig. Men det slår ikke til. De folk, som havde sine værdipapirer i banken, de skulde fåt alt sit tilbage. Hver eneste smule! – Nej, du, – det infameste, et menneske kan begå, det er at misbruge en vens breve, – lægge frem for alverden det, som bare var betroet til en eneste, på tomandshånd, ligesom en hvisken i et tomt, mørkt, låset værelse. Den mand, som kan gribe til slige midler, han er helt igennem forgiftet og forpestet af overskurkens moral. Og en slig ven har jeg havt. – Og han var den, som knuste mig.

Foldal

Jeg aner jo nok, hvem du sigter til.

Borkman

Der var ikke en fold i hele min vandel, som jeg ikke turde lægge åben for ham. Og da så øjeblikket var inde, da vendte han de våben imod mig, som jeg selv havde givet ham i hænde.

Foldal

Jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor han –. Ja, der blev jo rigtignok ymtet om adskilligt dengang.

Borkman

Hvad blev der ymtet om? Sig det. Jeg véd jo ingenting. For jeg kom jo straks i – i isolation. Hvad ymted folk om, Vilhelm?

Foldal

Du skulde jo været minister, blev der sagt.

Borkman

Det blev mig tilbudt. Men jeg afslog.

Foldal

Stod ham altså ikke i vejen.

Borkman

Å nej; det var ikke derfor, han forrådte mig.

Foldal

Ja, da begriber jeg så sandelig ikke –

Borkman

Jeg kan gerne sige det til dig, Vilhelm.

Foldal

Nå?

Borkman

Det var – sådan et slags kvindehistorie, du.

Foldal

En kvindehistorie? Nej men, John Gabriel –?

Borkman

(afbrydende). Ja, ja, ja, – de gamle, dumme historier snakker vi ikke mere om. – Nå, minister blev da hverken han eller jeg.

Foldal

Men højt tilvejrs kom han.

Borkman

Og jeg i afgrunden.

Foldal

Å, det er et frygteligt sørgespil –

Borkman

(nikker til ham). Næsten lige så frygteligt som dit, synes jeg, når jeg tænker på det.

Foldal

(troskyldig). Ja, mindst lige så frygteligt.

Borkman

(ler stille). Men fra en anden side betragtet, så er det virkelig en slags komedie også.

Foldal

En komedie? Dette her?

Borkman

Ja slig, som det lader til at arte sig nu. For nu skal du bare høre –

Foldal

Nå da?

Borkman

Ja, du traf jo ikke Frida, da du kom.

Foldal

Nej.

Borkman

Mens vi to sidder her, så sidder hun nede og spiller til dans hos ham, som forrådte og ruinerte mig.

Foldal

Det havde jeg da ingen anelse om.

Borkman

Jo, hun tog sine noter og gik fra mig til – til herskabshuset.

Foldal

(undskyldende). Ja, ja, stakkers barn –

Borkman

Og kan du gætte, hvem hun spiller for – blandt andre?

Foldal

Nå?

Borkman

For min søn, du.

Foldal

Hvad!

Borkman

Ja, hvad synes du, Vilhelm? Min søn er dernede i de dansendes rækker iaften. Er det så ikke en komedie, som jeg siger?

Foldal

Ja, men så véd han visst ikke noget, du.

Borkman

Hvad véd han ikke?

Foldal

Han véd visst ikke, hvorledes han – denne – nå –

Borkman

Du kan gerne nævne navnet. Jeg kan godt tåle at høre det nu.

Foldal

Jeg er sikker på, at din søn ikke kender sammenhængen, John Gabriel.

Borkman

(mørk, sidder og banker i bordet). Han kender den, du, – så visst, som jeg sidder her.

Foldal

Men kan du da tænke, at han skulde søge omgang i det hus!

Borkman

(ryster på hodet). Min søn ser vel ikke på tingene med samme slags øjne som jeg. Jeg tør sværge på, at han står på mine fienders side! Han synes sagtens, ligesom de, at advokat Hinkel bare gjorde sin forbandede skyldighed, da han gik hen og forrådte mig.

Foldal

Men, kære, hvem skulde ha' stillet sagen i det lys for ham?

Borkman

Hvem? Glemmer du, hvem der har opdraget ham? Først hans tante – fra han var en sex-syv år gammel. Og nu bagefter – hans mor!

Foldal

Jeg tror, du gør dem uret i dette her.

Borkman

(opfarende). Jeg gør aldrig noget menneske uret! Begge to så har de hidset ham imod mig, hører du jo!

Foldal

(spagfærdig). Ja, ja, ja, så har de vel det da.

Borkman

(harmfuld). Å, de kvinder! De fordærver og forvansker livet for os! Forkvakler hele vor skæbne, – hele vor sejersgang.

Foldal

Ikke alle, du!

Borkman

Så? Nævn mig nogen eneste en, som duer da!

Foldal

Nej, det er sagen. De få, jeg kender, de duer ikke.

Borkman

(blæser hånligt). Ja, hvad nytter det så! At der er slige kvinder til, – når en ikke kender dem!

Foldal

(varmt). Jo, John Gabriel, det nytter alligevel. Det er så lykkeligt og så velsignet at tænke på, at ude, rundt om os, langt borte, – der findes dog den sande kvinde.

Borkman

(flytter sig utålmodig i sofaen). Å, lad bare være med den digtersnak!

Foldal

(ser dybt krænket på ham). Kalder du min helligste tro for digtersnak?

Borkman

(hårdt). Ja, jeg gør! Det er dette her, som er skyld i, at du aldrig er kommen frem i verden. Hvis du vilde la' alt sligt noget fare, så kunde jeg endnu hjælpe dig på fode, – hjælpe dig i vejret.

Foldal

(mens det koger indeni ham). Å, det kan du jo ikke.

Borkman

Jeg kan, når jeg bare kommer til magten igen.

Foldal

Men det har visst forfærdelig lange udsigter.

Borkman

(hæftig). Tror du kanske, at den tid aldrig kommer? Svar mig på det!

Foldal

Jeg véd ikke, hvad jeg skal svare dig.

Borkman

(rejser sig, kold og fornem, med en håndbevægelse mod døren). Så har jeg ikke længer nogen brug for dig.

Foldal

(op fra stolen). Ikke brug –!

Borkman

Når du ikke tror, at min skæbne vil vende sig –

Foldal

Men jeg kan da ikke tro imod al fornuft! – Oprejsning måtte du jo ha' –

Borkman

Videre! Videre!

Foldal

Vel har jeg ikke taget min examen; men så meget har jeg da læst i mine dage –

Borkman

(hurtig). Umuligt, mener du?

Foldal

Der er ikke noget præjudikat for sligt.

Borkman

Behøves ikke for undtagelsesmennesker.

Foldal

Loven kender ikke den slags hensyn.

Borkman

(hårdt og afgørende). Du er ingen digter, Vilhelm.

Foldal

(folder uvilkårlig hænderne). Siger du det i fuldt alvor?

Borkman

(afvisende, uden at svare). Vi spilder bare vor tid på hinanden. Bedst, at du ikke kommer igen.

Foldal

Vil du altså, at jeg skal gå fra dig?

Borkman

(uden at se på ham). Har ingen brug for dig længer.

Foldal

(sagtmodig, tager mappen). Nej, nej, nej; kan så være, det.

Borkman

Her har du altså hele tiden løjet for mig.

Foldal

(ryster på hodet). Aldrig løjet, John Gabriel.

Borkman

Har du ikke siddet her og løjet håb og tro og tillid ind i mig?

Foldal

Det var ikke løgn, så længe du trode på mit kald. Så længe du trode på mig, så længe trode jeg på dig.

Borkman

Vi har bedraget hinanden gensidig altså. Og kanske bedraget os selv – begge to.

Foldal

Men er da ikke det i grunden venskab, John Gabriel?

Borkman

(smiler bittert). Jo, det, at bedrage, – det er venskab. Det har du ret i. Den erfaring har jeg gjort en gang før.

Foldal

(ser hen på ham). Ikke noget digterkald. Og det kunde du sige mig så hårdhændt.

Borkman

(blødere i stemmen). Nå, jeg er jo ikke nogen sagkyndig på det område.

Foldal

Kanske mere end du selv véd.

Borkman

Jeg?

Foldal

(sagte). Ja, du. For jeg har selv havt mine tvil – en gang imellem, skal du vide. Den grufulde tvil – at jeg har forkvaklet livet for en indbildnings skyld.

Borkman

Har du selv tvil, da står du på faldende fødder.

Foldal

Derfor var det så trøsterigt for mig at komme her og støtte mig op til dig, som troede. (tager sin hat.) – Men nu er du som en fremmed for mig.

Borkman

Du også for mig.

Foldal

Godnat, John Gabriel.

Borkman

Godnat, Vilhelm. (Foldal går ud til venstre.)

(Borkman står en stund og stirrer mod den lukkede dør; gør en bevægelse, som om han vilde kalde Foldal tilbage, men betænker sig og begynder at gå op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen. Derpå standser han ved sofabordet og slukker lampen. Det bliver halvmørkt i salen.)

(Lidt efter banker det på tapetdøren til venstre i baggrunden.)

Borkman

(ved bordet, farer sammen, vender sig og spørger højlydt). Hvem er det, som banker?

(Intet svar; det banker igen.)

Borkman

(bliver stående). Hvem er det? Kom ind!

(Ella Rentheim, med et tændt lys i hånden, kommer tilsyne i døren. Hun er klædt i sin sorte dragt, som før, med kåben kastet løst over skuldrene.)

Borkman

(stirrer på hende). Hvem er De? Hvad vil De mig!

Ella Rentheim

(lukker døren efter sig og kommer nærmere). Det er mig, Borkman. (hun sætter lyset fra sig på pianoet og bliver stående der.)

Borkman

(står som lynslagen, stirrer ufravendt på hende og hvisker halvhøjt). Er det – er det Ella? Er det Ella Rentheim?

Ella Rentheim

Ja. – Det er «din» Ella, – som du kaldte mig før i tiden. Engang. For de mange – mange år siden.

Borkman

(som før). Ja, det er dig, Ella, – jeg ser det nu.

Ella Rentheim

Kan du kende mig igen?

Borkman

Ja, nu begynder jeg at –

Ella Rentheim

Årene har taget hårdt og høstligt på mig, Borkman. Synes du ikke det?

Borkman

(tvungent). Du er ble't noget forandret. Sådan i første øjeblik –

Ella Rentheim

Jeg har ikke de mørke krøllerne nedover nakken nu. De, som du engang holdt så af at sno om dine fingre.

Borkman

(hurtig). Rigtig! Nu ser jeg det, Ella. Du har forandret frisuren.

Ella Rentheim

(med et trist smil). Akkurat. Det er frisuren, som gør det.

Borkman

(afledende). Jeg vidste ellers ikke af, at du var her på disse kanter af landet.

Ella Rentheim

Jeg er også så nylig kommen.

Borkman

Hvorfor er du rejst hidover, – nu, ved vintertid?

Ella Rentheim

Det skal du få høre.

Borkman

Er det noget, du vil mig?

Ella Rentheim

Dig også. Men skal vi tale om det, så må jeg begynde langt tilbage.

Borkman

Du er visst træt.

Ella Rentheim

Ja, jeg er træt.

Borkman

Vil du ikke sætte dig? Der, – i sofaen.

Ella Rentheim

Jo tak. Jeg trænger til at sidde.

(hun går over til højre og sætter sig i det forreste sofahjørne. Borkman står ved bordet med hænderne på ryggen og ser på hende. Kort taushed.)

Ella Rentheim

Det er usigelig længe siden vi to mødtes, ansigt til ansigt, Borkman.

Borkman

(mørk). Længe, længe siden. Alt det forfærdelige ligger imellem.

Ella Rentheim

Et helt menneskeliv ligger imellem. Et forspildt menneskeliv.

Borkman

(ser hvasst på hende). Forspildt!

Ella Rentheim

Ja, just forspildt. For os begge.

Borkman

(i kold forretningstone). Jeg eragter ikke mit liv som forspildt endnu.

Ella Rentheim

Nå, men mit liv da?

Borkman

Der har du selv skylden, Ella.

Ella Rentheim

(med et ryk). Og det siger du!

Borkman

Du kunde så godt ble't lykkelig uden mig.

Ella Rentheim

Tror du det?

Borkman

Ifald du bare selv havde villet.

Ella Rentheim

(bittert). Ja jeg véd jo nok, at der stod en anden parat til at ta' imod mig –

Borkman

Men ham viste du væk –

Ella Rentheim

Ja, jeg gjorde det.

Borkman

Gang på gang viste du ham væk. År efter år –

Ella Rentheim

(hånligt). – år efter år viste jeg lykken fra mig, mener du vel?

Borkman

Du kunde så godt ble't lykkelig med ham også. Og da havde jeg været frelst.

Ella Rentheim

Du? –

Borkman

Ja, da havde du frelst mig, Ella.

Ella Rentheim

Hvorledes mener du det?

Borkman

Han trode, det var mig, som stod bagved dine afvisninger, – dine evige afslag. Og så tog han hævn. For det kunde han så let, – han, som havde alle mine uforbeholdne, tillidsfulde breve i sit værge. Dem gjorde han brug af, – og så var det ude med mig – indtil videre da. Se, alt det er du skyld i, Ella!

Ella Rentheim

Se, se, Borkman, – når det kommer til stykket, så er det kanske mig, som står i skyld og gæld til dig.

Borkman

Som man ta'r det. Jeg véd godt alt det, jeg har at takke dig for. Du lod gården her, hele eiendommen, tilslå dig ved auktionen. Stilled huset fuldt til rådighed for mig og for – for din søster. Du tog Erhart til dig, – og sørged for ham i alle måder –

Ella Rentheim

– så længe jeg fik lov til det –

Borkman

– fik lov af din søster, ja. Jeg har aldrig blandet mig ind i disse huslige spørgsmål. – Som jeg vilde sagt, – jeg véd, hvad du har ofret for mig og for din søster. Men du kunde også gøre det, Ella. Og du skal vel huske på, at der var mig, som satte dig i stand til at kunne det.

Ella Rentheim

(oprørt). Der fejler du storlig, Borkman! Det var mit inderste, varmeste sind og hjerte for Erhart, – og for dig også, – det var det, som drev mig!

Borkman

(afbrydende). Kære, lad os ikke komme ind på følelser og sligt noget. Jeg mener naturligvis, at når du handled, som du gjorde, så var det mig, som gav dig evnen til det.

Ella Rentheim

(smiler). Hm, evnen, evnen –

Borkman

(ildfuldt). Ja, netop evnen! Da det store, afgørende slag skulde stå, – da jeg ikke kunde spare hverken slægt eller venner, – da jeg måtte gribe – og altså greb til millionerne, som var betroet mig, – da sparte jeg alt det, som dit var, alt, hvad du ejed og havde, – skønt jeg kunde ta't og lånt det – og brugt det – ligesom alt det øvrige!

Ella Rentheim

(kold og rolig). Det er sandt og rigtig, Borkman.

Borkman

Det er det. Og derfor, – da de så kom og tog mig, – så fandt de også alt dit urørt i bankens kælder.

Ella Rentheim

(ser hen på ham). Jeg har så tidt tænkt på det, – hvorfor sparte du egentlig alt det, som mit var? Og bare det alene?

Borkman

Hvorfor?

Ella Rentheim

Ja, hvorfor? Sig mig det.

Borkman

(hårdt og hånligt). Du tænker kanske, at det var for at jeg kunde ha' noget at falde tilbage på – om det skulde gå galt?

Ella Rentheim

Å nej, du, – det tænkte du visst ikke på i de dage.

Borkman

Aldrig! Jeg var så uryggelig sikker på sejren.

Ella Rentheim

Ja, men hvorfor så alligevel –?

Borkman

(trækker på skuldrene). Herregud, Ella, – det er ikke så godt at huske bevæggrunde, som er en snes år gamle. Jeg husker bare, at når jeg gik der ensom og tumled i stilhed med alle de store foretagender, som skulde sættes i værk, så syntes jeg, at jeg var tilmode ligesom jeg kunde tænke mig en luftskipper. Gik der i de søvnløse nætter og fyldte en kæmpeballon og skulde til at sejle udover et usikkert, farefuldt verdenshav.

Ella Rentheim

(smiler). Du, som aldrig tvilte på sejren?

Borkman

(utålmodig). Menneskene er slig, Ella. De både tviler og de tror på den samme ting. (hen for sig.) Og derfor var det vel, at jeg ikke vilde ha' dig og dit med mig i ballonen.

Ella Rentheim

(i spænding). Hvorfor, spør' jeg! Sig, hvorfor!

Borkman

(uden at se på hende). En ta'r ikke gerne det dyreste med ombord på slig færd.

Ella Rentheim

Du havde jo det dyreste med ombord. Selve din fremtids liv –

Borkman

Livet er ikke altid det dyreste.

Ella Rentheim

(åndeløs). Stod det slig for dig dengang?

Borkman

Det forekommer mig så.

Ella Rentheim

At jeg var det dyreste, du vidste?

Borkman

Ja, der svæver mig for noget sligt.

Ella Rentheim

Og dengang var der dog gået år og dag hen. efter at du havde sveget mig – og giftet dig med – med en anden!

Borkman

Sveget dig, siger du? Du forstår visst meget godt, at det var højere hensyn, – nå ja, andre hensyn da, – som tvang mig. Uden hans bistand kunde jeg ingen vej komme.

Ella Rentheim

(bekæmper sig). Altså sveget mig af – højere hensyn.

Borkman

Jeg kunde ikke undvære hans hjælp. Og han satte dig som pris for hjælpen.

Ella Rentheim

Og du betalte prisen. Fuldt ud. Uden prutning.

Borkman

Havde ikke noget valg. Måtte sejre eller falde.

Ella Rentheim

(med bævende stemme, ser på ham). Kan det være sandt, som du siger, at jeg dengang var dig det dyreste i verden?

Borkman

Både dengang og siden, – længe, længe bagefter.

Ella Rentheim

Og så tusked du mig bort alligevel. Købslog om din kærligheds ret med en anden mand. Solgte min kærlighed for en – for en bankchefspost!

Borkman

(mørk og bøjet). Den tvingende nødvendighed var over mig, Ella.

Ella Rentheim

(rejser sig vildt og dirrende fra sofaen). Forbryder!

Borkman

(farer sammen, men behersker sig). Det ord har jeg hørt før.

Ella Rentheim

Å, tro aldrig, at jeg sigter til, hvad du kan ha' forbrudt imod lands lov og ret! Hvad brug du har gjort af alle disse aktiebreve og obligationer – eller hvad det var for noget, – hvad tror du, jeg bryr mig om det! Havde jeg fåt lov at stå dig nær, da alt styrted sammen over dig –

Borkman

(spændt). Hvad da, Ella?

Ella Rentheim

Tro mig, jeg skulde båret det så gladelig med dig. Skammen, ødelæggelsen, – alt, alt skulde jeg ha' hjulpet dig at bære –

Borkman

Havde du villet det? Kunnet det?

Ella Rentheim

Både villet og kunnet det. For dengang kendte jeg jo ikke din store, forfærdelige forbrydelse –

Borkman

Hvilken! Hvad sigter du til?

Ella Rentheim

Jeg sigter til den forbrydelse, som der ingen tilgivelse er for.

Borkman

(stirrer på hende). Du må være fra dig selv.

Ella Rentheim

(træder nærmere). Du er en morder! Du har begået den store dødssynd!

Borkman

(viger henover mod pianoet). Raser du, Ella!

Ella Rentheim

Du har dræbt kærlighedslivet i mig. (nærmere mod ham.) Forstår du, hvad det vil sige? Der tales i bibelen om en gådefuld synd, som der ingen tilgivelse er for. Jeg har aldrig før kunnet begribe, hvad det var for noget. Nu begriber jeg det. Den store nådeløse synd, – det er den synd at myrde kærlighedslivet i et menneske.

Borkman

Og det siger du, jeg har gjort?

Ella Rentheim

Du har gjort det. Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad der egentlig var vederfaret mig, før nu ikveld. Det, at du svigted mig og vendte dig til Gunhild istedet, – det tog jeg bare sådan som en almindelig ustadighed fra din side. Og som en følge af hjerteløse kunstgreb fra hendes. Og jeg tror næsten, jeg foragted dig en smule – trods alt. – Men nu ser jeg det! Du sveg den kvinde, du elsked! Mig, mig, mig! Det dyreste, du vidste i verden, det var du rede til at afhænde for vindings skyld. Det er dobbeltmordet, som du har gjort dig skyldig i! Mordet på din egen sjæl og på min!

Borkman

(kold og behersket). Hvor godt jeg kender dit lidenskabelige, utøjlede sind igen, Ella. Det er sagtens så rimeligt for dig at se sagen slig, som du gør. Du er jo kvinde. Og for dig lader det jo altså til, at du ikke véd, ikke la'r gælde nogen anden sag i hele verden.

Ella Rentheim

Nej, det gør jeg rigtignok ikke.

Borkman

Bare din egen hjertesag –

Ella Rentheim

Bare den! Bare den! Det har du ret i.

Borkman

Men du får huske på, at jeg er en mand. Som kvinde var du mig det dyreste i verden. Men når endelig så må være, så kan dog en kvinde erstattes af en anden –

Ella Rentheim

(ser på ham med et smil). Gjorde du den erfaring, da du havde taget Gunhild til hustru?

Borkman

Nej. Men mine opgaver i livet hjalp mig til at bære det også. Alle magtens kilder i dette land vilde jeg gøre mig underdanige. Alt, hvad jord og fjeld og skog og hav rummed af rigdomme – det vilde jeg underlægge mig og skabe herredømme for mig selv og derigennem velvære for de mange, mange tusend andre.

Ella Rentheim

(fortabt i erindringen). Jeg kender det. Så mangen aften, som vi talte om dine formål –

Borkman

Ja, med dig kunde jeg tale, Ella.

Ella Rentheim

Jeg spøgte med dine planer og spurgte, om du vilde vække alle guldets slumrende ånder.

Borkman

(nikker). Jeg kan huske det udtryk. (langsomt.) Alle guldets slumrende ånder.

Ella Rentheim

Men du tog det ikke for spøg. Du sa': ja, ja, Ella, det er netop det, jeg vil.

Borkman

Det var det også. Når jeg bare først kunde få foden i stigebøjlen –. Og det afhang dengang af den ene mand. Han kunde og han vilde skaffe mig den ledende stilling i banken, – ifald jeg på min side –

Ella Rentheim

Rigtig, ja! Ifald du på din side gav afkald på den kvinde, du havde kær, – og som havde dig så usigelig kær igen.

Borkman

Jeg kendte hans fortærende lidenskab for dig. Vidste, at han aldrig på noget andet vilkår –

Ella Rentheim

Og så slog du til.

Borkman

(heftig). Ja, jeg gjorde det, Ella! For magtlysten var så ubetvingelig i mig, ser du! Og så slog jeg til. Måtte slå til. Og han hjalp mig op halvvejs imod de dragende højder, hvor jeg vilde hen. Og jeg steg og steg. År for år steg jeg –

Ella Rentheim

Og jeg var som udslettet af dit liv.

Borkman

Og endda så styrted han mig i afgrunden igen. For din skyld, Ella.

Ella Rentheim

(efter en kort, tankefuld taushed). Borkman, – synes du ikke, at der ligesom har hvilet forbandelse over hele vort forhold?

Borkman

(ser på hende). Forbandelse?

Ella Rentheim

Ja. Synes du ikke det?

Borkman

(urolig). Jo. Men hvorfor egentlig –? (udbrydende.) Å, Ella, – jeg véd snart ikke længer, hvem der har ret, – enten jeg eller du!

Ella Rentheim

Du er den, som har forsyndet dig. Du fik al menneskeglæde til at dø i mig.

Borkman

(angst). Sig da ikke det, Ella!

Ella Rentheim

Al kvindelig menneskeglæde idetmindste. Fra den tid, da dit billede begyndte at slukne i mig, har jeg levet mit liv som under en solformørkelse. I alle disse år er det ble't mig mere og mere imod, – rent umuligt tilslut, at elske nogen levende skabning. Ikke mennesker, ikke dyr eller planter. Bare denne eneste ene –

Borkman

Hvilken eneste ene –?

Ella Rentheim

Erhart, naturligvis.

Borkman

Erhart –?

Ella Rentheim

Erhart, – din, din søn, Borkman.

Borkman

Har han altså virkelig ligget dig så varmt på hjerte?

Ella Rentheim

Hvorfor tror du ellers, jeg tog ham til mig? Og beholdt ham, så længe jeg bare kunde? Hvorfor?

Borkman

Jeg tænkte, det var af barmhjertighed. Ligesom alt det øvrige.

Ella Rentheim

(i stærkt indre oprør). Barmhjertighed, siger du! Haha! Jeg har aldrig kendt noget til barmhjertighed – siden du sveg mig. Jeg kunde det ligefrem ikke. Kom der et fattigt, forsultent barn ind i mit køkken og frøs og græd og bad om lidt mad, så lod jeg kokkepigen besørge det. Følte aldrig nogen trang til at ta' barnet ind til mig selv, varme det ved min egen ovn, glæde mig ved at sidde og se på, at det fik spise sig mæt. Og jeg havde da aldrig været slig i min ungdom; det mindes jeg så grant! Det er dig, som har gjort det ørkentomt og ørkengoldt indeni mig – og udenom også!

Borkman

Bare ikke for Erhart.

Ella Rentheim

Nej. Ikke for din søn. Men ellers for alt, alt, hvad som levende rører sig. Du har bedraget mig for en mors glæde og lykke i livet. Og for en mors sorger og tårer også. Og det turde kanske være det dyreste tab for mig, du.

Borkman

Siger du det, Ella?

Ella Rentheim

Hvem véd? Det var kanske en mors sorger og tårer, som havde tjent mig bedst. (i stærkere bevægelse.) Men jeg kunde ikke slå mig til tåls med tabet dengang! Og derfor så tog jeg Erhart til mig. Vandt ham helt. Vandt hele hans varme, tillidsfulde barnehjerte for mig, – indtil –. Åh!

Borkman

Indtil hvad?

Ella Rentheim

Indtil hans mor, – hans kødelige mor, mener jeg, tog ham fra mig igen.

Borkman

Han måtte vel fra dig igen. Her ind til byen.

Ella Rentheim

(vrider hænderne). Ja, men jeg bærer ikke forladtheden, du! Ikke tomheden! Ikke tabet af din søns hjerte!

Borkman

(med et ondt udtryk i øjnene). Hm, – det har du visst ikke mistet, Ella. Man mister ikke lettelig hjerter til fromme for nogen her nedenunder – i stueetagen.

Ella Rentheim

Jeg har mistet Erhart her. Og hun har vundet ham igen. Eller nogen anden også. Det lyser da noksom ud af de breve, han skriver til mig en gang imellem.

Borkman

Er det altså for at hente ham hjem til dig, at du kommer her?

Ella Rentheim

Ja, ifald det så sandt var gørligt, da –!

Borkman

Gørligt er det jo, hvis du endelig så vil ha' det. For du har jo det største og første krav på ham.

Ella Rentheim

Å, krav, krav! Hvad gælder da krav her? Har jeg ham ikke frivillig, – så har jeg ham slet ikke. Og det er det, jeg må! Helt og udelt må jeg ha' mit barns hjerte nu!

Borkman

Du må huske på, at Erhart er inde i tyveårsalderen. Længe vilde du vel ikke gøre regning på at få beholde hans hjerte udelt, som du udtrykker dig.

Ella Rentheim

(med et tungt smil). Det behøvte ikke at vare så svært længe.

Borkman

Ikke det? Jeg tænkte, at det du kræver, det kræver du til dine dages ende.

Ella Rentheim

Det gør jeg også. Men derfor behøver det ikke at vare så længe.

Borkman

(studser). Hvad vil du sige med det?

Ella Rentheim

Du ved da vel, at jeg har været sygelig i alle de sidste år?

Borkman

Har du?

Ella Rentheim

Véd du ikke det?

Borkman

Nej, ikke egentlig –

Ella Rentheim

(ser overrasket på ham). Har ikke Erhart fortalt dig det?

Borkman

Kan sandelig ikke huske det i øjeblikket.

Ella Rentheim

Overhodet ikke talt om mig kanske?

Borkman

Jo, talt om dig tror jeg nok han har. Forresten så ser jeg så sjelden noget til ham. Næsten aldrig. Der er nogen nedenunder, som holder ham væk fra mig. Væk, væk, skønner du.

Ella Rentheim

Véd du det så sikkert, Borkman?

Borkman

Ja visst véd jeg det. (forandrer tonen.) Nå, men du har altså været sygelig, Ella?

Ella Rentheim

Ja, jeg har det. Og nu i høst tog det en sådan overhånd, så jeg måtte her ind og tale med læger, som er mere kyndige.

Borkman

Og du har alt talt med dem kanske?

Ella Rentheim

Ja, i formiddag.

Borkman

Hvad sa' de for noget da?

Ella Rentheim

De gav mig fuld visshed for det, som jeg længe har havt en anelse om –

Borkman

Nå?

Ella Rentheim

(jævn og rolig). Det er en dødelig sygdom, jeg bærer på, Borkman.

Borkman

Å, tro da ikke sligt noget, Ella!

Ella Rentheim

Det er en sygdom, som der ingen hjælp og redning er for, du. Lægerne véd intet middel imod den. De må la' den gå sin gang. Kan ingenting gøre for at standse den. Bare lindre lidt kanske. Og det er da ialfald godt.

Borkman

Å, men det kan vare længe endnu, – tro du mig.

Ella Rentheim

Det kan muligens vare vinteren over, blev der sagt mig.

Borkman

(uden at tænke ved det). Nå ja, – vinteren er jo lang, den.

Ella Rentheim

(stille). Den er ialfald lang nok for mig.

Borkman

(ivrig, afledende). Men hvad i al verden kan den sygdom være kommet af? Du, som da visst har levet så sundt og så regelret –? Hvad kan det da være kommet af?

Ella Rentheim

(ser på ham). Lægerne tænkte sig, at jeg kanske engang havde havt store sindsbevægelser at gå igennem.

Borkman

(opbrusende). Sindsbevægelser! Aha, jeg forstår! Det skulde være mig, som har skylden!

Ella Rentheim

(i stigende indre oprør). Det er det for sent at drøfte nu! Men jeg må ha' mit hjertes eget eneste barn igen, før jeg går bort! Det er så usigelig tungt for mig at tænke på, at jeg skal forlade alt, hvad liv er, – forlade sol og lys og luft, uden at lade efter mig her en eneste en, som vilde tænke på mig, mindes mig varmt og vemodigt, – slig, som en søn tænker på og mindes den mor, han har mistet.

Borkman

(efter et kort ophold). Tag ham, Ella, – ifald du kan vinde ham.

Ella Rentheim

(livfuldt). Gir du dit samtykke? Kan du det?

Borkman

(mørk). Ja. Og det er ikke noget så stort offer, du. For jeg ejer ham så ikke alligevel.

Ella Rentheim

Tak, tak for offeret endda! – Men så har jeg én ting til at be' dig om. En stor ting for mig, Borkman.

Borkman

Nå, så bare sig det.

Ella Rentheim

Du vil kanske finde det barnagtigt af mig, – ikke kunne forstå det –

Borkman

Sig det, – sig det da!

Ella Rentheim

Når jeg nu snart går bort, så efterlader jeg mig ikke så ganske lidet –

Borkman

Nej, du gør vel ikke det.

Ella Rentheim

Og det er min agt at la' det altsammen gå over på Erhart.

Borkman

Ja, du har jo egentlig ikke nogen nærmere.

Ella Rentheim

(varmt). Nej, jeg har visselig ingen nærmere end ham.

Borkman

Ingen af din egen slægt. Du er den sidste.

Ella Rentheim

(nikker langsomt). Ja, så er det netop. Når jeg dør, – så dør navnet Rentheim også. Og det er mig en så kvælende tanke. Udslettes af tilværelsen – lige til navnet –

Borkman

(farer op). Ah, – jeg ser, hvor du vil hen!

Ella Rentheim

(lidenskabeligt). Lad ikke det få ske! Lad Erhart få bære navnet efter mig!

Borkman

(ser hårdt på hende). Jeg forstår dig nok. Du vil fri min søn fra at bære sin fars navn. Det er sagen.

Ella Rentheim

Aldrig det! Jeg skulde selv så trodsig og gladelig ha' båret det sammen med dig! Men en mor, som snart skal dø –. Et navn binder mere end du tror og véd, Borkman.

Borkman

(kold og stolt). Godt og vel, Ella. Jeg skal være mand for at bære mit navn alene.

Ella Rentheim

(griber og trykker hans hænder). Tak, Tak! Nu er der fuldt opgør mellem os! Jo, jo, lad så være, det! Du har gjort godt igen, hvad du kunde. For når jeg er ude af livet, så lever Erhart Rentheim efter mig!

(Tapetdøren slås op. Fru Borkman, med det store tørklæde over hodet, står i døråbningen.)

Fru Borkman

(i voldsomt oprør). Aldrig i evighed skal Erhart hede så!

Ella Rentheim

(viger tilbage). Gunhild!

Borkman

(hårdt og truende). Her op til mig har ingen lov til at komme!

Fru Borkman

(et skridt indenfor). Jeg ta'r mig lov til det.

Borkman

(imod hende). Hvad er det, du vil mig?

Fru Borkman

Jeg vil kæmpe og stride for dig. Værge dig imod de onde magter.

Ella Rentheim

De værste magter er i dig selv, Gunhild!

Fru Borkman

(hårdt). Lad så være med det. (truende, med oprakt arm.) Men det siger jeg, – sin fars navn skal han bære! Og bære det højt frem til ære igen! Og jeg alene vil være hans mor! Jeg alene! Mit skal min søns hjerte være. Mit og ingen andens. (hun går ud gennem tapetdøren og lukker efter sig.)

Ella Rentheim

(rystet og oprevet). Borkman, – Erhart kommer til at gå til grunde i dette uvejr. Det må komme til en forståelse mellem dig og Gunhild. Vi må straks ned til hende.

Borkman

(ser på hende). Vi? Jeg også, mener du?

Ella Rentheim

Både du og jeg.

Borkman

(ryster på hodet). Hun er hård, du. Hård, som den malm, jeg engang drømte om at bryde ud af fjeldene.

Ella Rentheim

Så prøv det da nu!

Borkman

(svarer ikke; står og ser uviss på hende).