John Gabriel Borkman/Tredje akt

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
TREDJE AKT

(Fru Borkmans dagligstue. Lampen brænder fremdeles foran på kanapébordet. Inde i havestuen er der slukket og mørkt.)

(Fru Borkman, med tørklædet over hodet, kommer i hæftigt indre oprør ind gennem forstuedøren, går hen til vinduet og trækker forhænget lidt tilside; derpå går hun hen og sætter sig ved kakkelovnen, men springer snart op igen og går hen og ringer på klokkestrængen. Står ved kanapéen og venter en stund. Ingen kommer. Derpå ringer hun igen; dennegang hæftigere.)

(Lidt efter kommer stuepigen ind fra forstuen. Hun ser grætten og søvnig ud og synes at have klædt sig på i en fart.)

Fru Borkman

(utålmodig). Hvor bli'r De da af, Malene? Jeg har gået her og ringet to gange!

Stuepigen

Ja, frue, jeg hørte det nok.

Fru Borkman

Og så kommer De ikke alligevel.

Stuepigen

(studs). Jeg måtte da først få kaste lidt klæ'r på mig, véd jeg.

Fru Borkman

Ja, De får klæ' Dem ordentlig på. Og så må De straks løbe hen og hente min søn.

Stuepigen

(ser forbauset på hende). Skal jeg hente studenten?

Fru Borkman

Ja, De skal bare sige, at han må komme hjem til mig straks, for jeg vil tale med ham.

Stuepigen

(surmulende). Så er det vel bedst, jeg vækker kusken hos forvalteren da.

Fru Borkman

Hvorfor det?

Stuepigen

For at han kan spænde for slæden. Så'nt et fælt snøvejr, som det er ude ikveld.

Fru Borkman

Å, det gør ingenting. Bare skynd Dem og gå! Det er jo lige her om hjørnet.

Stuepigen

Nej men, frue, det er da ikke lige om hjørnet, det.

Fru Borkman

Jo visst er det så. Véd De da ikke, hvor advokat Hinkels villa ligger?

Stuepigen

(spydig). Å ja-så, er det der, at studenten er ikveld?

Fru Borkman

(studser). Ja, hvor skulde han ellers være?

Stuepigen

(trækker på smilet). Nej, jeg tænkte bare, han var der, han plejer, jeg.

Fru Borkman

Hvor, mener De?

Stuepigen

Hos denne her fru Wilton, som de kalder hende.

Fru Borkman

Fru Wilton? Min søn plejer da ikke komme så ofte der.

Stuepigen

(halvt mumlende). Jeg synes dem siger, han kommer der dagstødt, jeg.

Fru Borkman

Det er bare noget snak, Malene. Gå altså hen til advokat Hinkels og se at få ham fat.

Stuepigen

(kaster på nakken). Ja, Gud bevar's; jeg skal nok gå.

(hun vil gå ud gennem forstuen. I det samme åbnes døren til denne. Ella Rentheim og Borkman viser sig på tærskelen.)

Fru Borkman

(vakler et skridt tilbage). Hvad skal dette her betyde!

Stuepigen

(forskrækket, folder uvilkårlig hænderne). I Jøssu' navn da!

Fru Borkman

(hvisker til pigen). Sig, at han må komme straks på timen!

Stuepigen

(sagte). Ja da, frue.

(Ella Rentheim og, efter hende, Borkman kommer ind i værelset. Stuepigen smyger sig bag dem ud gennem døren og lukker efter sig.)

(Kort taushed.)

Fru Borkman

(atter behersket, vender sig til Ella). Hvad er det, han vil her nede hos mig?

Ella Rentheim

Han vil prøve på at komme til forståelse med dig, Gunhild.

Fru Borkman

Det har han aldrig prøvet på før.

Ella Rentheim

Iaften vil han det.

Fru Borkman

Sidste gang vi stod overfor hinanden, – det var i retten. Da jeg blev indkaldt for at gi' forklaring –

Borkman

(går nærmere). Og iaften er det mig, som vil gi' forklaring.

Fru Borkman

(ser på ham). Du!

Borkman

Ikke om det, jeg har forgået mig i. For det kender jo al verden.

Fru Borkman

(drager et bittert suk). Ja, det er et sandt ord. Al verden kender det.

Borkman

Men den kender ikke, hvorfor jeg har forgåt mig. Hvorfor jeg måtte forgå mig. Menneskene skønner ikke, at jeg måtte det, fordi jeg var mig selv, – fordi jeg var John Gabriel Borkman, – og ikke nogen anden. Og det er det, jeg vil prøve på at gi' dig en forklaring over.

Fru Borkman

(ryster på hodet). Nytter ikke noget. Tilskyndelser frikender ingen. Indskydelser ikke heller.

Borkman

I ens egne øjne kan de frikende.

Fru Borkman

(slår afvisende ud med hånden). Å, lad være med dette her! Jeg har tænkt så rundelig nok over disse dine mørke sager.

Borkman

Jeg også. I de fem endeløse år i cellen – og andetsteds – havde jeg tid til det. Og i de otte år ovenpå i salen havde jeg endnu bedre tid. Jeg har taget hele retssagen op igen til fornyet behandling – for mig selv. Gang efter gang har jeg taget den op. Jeg har været min egen anklager, min egen forsvarer og min egen dommer. Mere upartisk, end nogensomhelst anden, – det tør jeg nok sige. Jeg har gået deroppe på salsgulvet og krænget og endevendt hver eneste en af mine handlinger. Betragtet dem både forfra og bagfra lige så skånselløst, lige så ubarmhjertigt, som nogen advokat. Og det domsresultat, jeg stadig kommer til, det er det, at den eneste, jeg har forbrudt mig imod, – det er mig selv.

Fru Borkman

End imod mig da? Og imod din søn?

Borkman

Du og han kommer ind under det, jeg mener, når jeg siger mig selv.

Fru Borkman

Og så de mange hundrede andre da? De, som folk siger, at du skal ha' ruineret?

Borkman

(heftigere). Jeg havde magten! Og så den ubetvingelige kaldelse indeni mig da! De bundne millioner lå der udover landet, dybt i fjeldene, og råbte på mig! Skreg til mig om befrielse! Men ingen af alle de andre hørte det. Bare jeg alene.

Fru Borkman

Ja, til brændemærke for navnet Borkman.

Borkman

Gad vide, jeg, hvis de andre havde havt magten, om de ikke havde handlet akkurat ligesom jeg?

Fru Borkman

Ingen, ingen uden du havde gjort det!

Borkman

Kanske ikke. Men så var det, fordi de ikke havde evner som jeg. Og havde de gjort det, så havde de ikke gjort det med mine formål for øje. Handlingen var da ble't en anden. – Kort og godt, jeg har frikendt mig selv.

Ella Rentheim

(blødt og bønligt). Å, men tør du sige det så trygt, Borkman?

Borkman

(nikker). Frikendt mig for så vidt. Men så kommer den store, knugende selvanklage.

Fru Borkman

Hvilken er det?

Borkman

Jeg har gået deroppe og sløset bort hele otte kostbare år af mit liv! Samme dag, jeg kom på fri fod, skulde jeg gåt ud i virkeligheden, – ud i den jernhårde, drømmeløse virkelighed! Jeg skulde begyndt nedenfra og svunget mig op til højderne påny, – højere, end nogensinde før, – trods alt det, som ligger imellem.

Fru Borkman

Å, det blev bare at leve det samme liv om om igen, – tro du mig.

Borkman

(ryster på hodet og ser belærende på hende). Der sker ingenting nyt. Men det, som er sket, – det gentager sig heller ikke. Det er øjet, som forvandler handlingen. Det genfødte øje forvandler den gamle handling. (afbryder.) Nå, det forstår du ikke.

Fru Borkman

(kort). Nej, jeg forstår det ikke.

Borkman

Nej, det er just forbandelsen, at jeg aldrig har fundet forståelse hos nogen eneste menneskesjæl.

Ella Rentheim

(ser på ham). Aldrig, Borkman.

Borkman

Undtagen hos én – kanske. For længe, længe siden. I de dage, da jeg ikke syntes, at jeg havde forståelse behov. Ellers, siden, aldrig hos nogen! Ingen har jeg havt, som var årvågen nok til at være påfærde og kalde på mig, – ringe for mig som en morgenklokke, – mane mig op til frejdigt arbejde påny –. Og så prænte mig ind, at jeg intet ubodeligt har bedrevet.

Fru Borkman

(ler hånligt). Så det behøver du da alligevel at indpræntes udenfra?

Borkman

(i svulmende harme). Ja, når hele verden hvæser i kor, at jeg er en uoprejselig mand, så kan der komme stunder over mig, da jeg selv er nær ved at tro det. (hæver hodet.) Men så stiger min inderste, sejrende bevidsthed op igen. Og den frikender mig!

Fru Borkman

(ser hårdt på ham). Hvorfor kom du aldrig og spurgte mig efter det, som du kalder forståelse?

Borkman

Havde det nyttet – om jeg var kommen til dig?

Fru Borkman

(afvisende, slår ud med hånden). Du har aldrig elsket noget udenfor dig selv, – det er kærnen i det hele.

Borkman

(stolt). Jeg har elsket magten –

Fru Borkman

Magten, ja!

Borkman

– magten til at skabe menneskelykke vidt, vidt omkring mig!

Fru Borkman

Du havde engang magten til at gøre mig lykkelig. Har du brugt den til det?

Borkman

(uden at se på hende). Nogen må som oftest bukke under – i et skibbrud.

Fru Borkman

Og din egen søn! Har du brugt din magt – eller har du levet og åndet for at gøre ham lykkelig?

Borkman

Ham kender jeg ikke.

Fru Borkman

Nej, det er sandt. Du kender ham ikke engang.

Borkman

(hårdt). Det har du, – du, hans mor, sørget for.

Fru Borkman

(ser på ham; med højhed i udtrykket). Å, du véd ikke, hvad jeg har sørget for!

Borkman

Du?

Fru Borkman

Ja, just jeg. Jeg alene.

Borkman

Så sig det da.

Fru Borkman

Dit eftermæle har jeg sørget for.

Borkman

(med en kort, tør latter). Mit eftermæle? Se, se! Det klinger jo næsten, som om jeg alt var død.

Fru Borkman

(med eftertryk). Det er du også.

Borkman

(langsomt). Ja, du har kanske ret i det. (opfarende.) Men nej, nej! Ikke endnu! Jeg har været så nær, så nær ved det. Men nu er jeg vågnet. Frisknet til igen. Der ligger endnu liv foran mig. Jeg kan se dette nye, lysende liv, som gærer og venter –. Og du skal nok få se det, du også.

Fru Borkman

(hæver hånden). Drøm aldrig mere om liv! Forhold dig rolig, der du ligger!

Ella Rentheim

(oprørt). Gunhild! Gunhild, – hvor kan du da ville –!

Fru Borkman

(uden at høre på hende). Jeg vil rejse mindesmærket over graven.

Borkman

Skamstøtten, mener du sagtens?

Fru Borkman

(i stigende sindsbevægelse). Å nej, det skal ikke være noget mærke af sten eller metal. Og ingen skal få lov til at ætse nogen hånfuld indskrift ind i det mærke, jeg rejser. Der skal plantes ligesom en klynge af levende hegn, af trær og busker tæt, tæt omkring dit gravliv. Der skal dækkes over alt det dunkle, som engang var. Skjules i glemsel for menneskenes øjne John Gabriel Borkman!

Borkman

(hæst og skærende). Og det kærlighedsværk vil du øve?

Fru Borkman

Ikke ved egne kræfter. Det tør jeg ikke tænke på. Men jeg har opdraget en hjælper til at sætte sit liv ind på dette ene. Han skal leve livet i renhed og højhed og lys, således at dit eget grubeliv bli'r som udslettet heroppe på jorden!

Borkman

(mørk og truende). Er det Erhart, du mener, så sig det straks!

Fru Borkman

(ser ham fast i øjnene). Ja, det er Erhart. Min søn. Han, som du vil gi' afkald på – til bod for dine egne gerninger.

Borkman

(med et blik mod Ella). Til bod for min tungeste brøde.

Fru Borkman

(afvisende). Brøde imod en fremmed bare. Husk på brøden imod mig! (ser hoverende på dem begge.) Men han lyder jer ikke! Når jeg skriger efter ham i min nød, så kommer han! For det er hos mig, han vil være! Hos mig og aldrig hos nogen anden – (lytter pludselig og råber.) Der hører jeg ham! Der er han, – der er han! Erhart!

(Erhart Borkman river ilsomt entrédøren op og kommer ind i stuen. Han er i overfrakke og har hatten på hodet.)

Erhart

(bleg og ængstelig). Mor da, – hvad i Guds navn –! (han ser Borkman, som står ved døråbningen til havestuen, farer sammen og tager hatten af.)

Erhart

(tier et øjeblik; så spørger han) Hvad er det, du vil mig, mor? Hvad er her hændt.

Fru Borkman

(breder armene ud imod ham). Jeg vil se dig, Erhart! Jeg vil ha' dig hos mig – altid!

Erhart

(stammende). Ha' mig –? Altid! Hvad mener du med det?

Fru Borkman

Ha' dig, ha' dig. vil jeg! For der er nogen, som vil ta' dig fra mig!

Erhart

(viger et skridt) Ah, – du véd det altså!

Fru Borkman

Ja. Véd du det også?

Erhart

(studser og ser på hende). Om jeg véd det? Ja, naturligvis –

Fru Borkman

Aha, et aftalt spil! Bag min ryg! Erhart, Erhart!

Erhart

(hurtig). Mor, sig mig, hvad det er for noget, som du véd!

Fru Borkman

Jeg véd det altsammen. Jeg véd, at din tante er kommen her for at ta' dig fra mig.

Erhart

Tante Ella!

Ella Rentheim

A, hør først lidt på mig, Erhart!

Fru Borkman

(vedblivende). Hun vil, at jeg skal afstå dig til hende. Hun vil være dig i mors sted, Erhart! Hun vil, at du skal være hendes søn og ikke min herefterdags. Vil, at du skal arve alt efter hende. Lægge dit navn af og ta' hendes istedet!

Erhart

Tante Ella, er dette her sandt?

Ella Rentheim

Ja, det er sandt.

Erhart

Jeg har ikke vidst et ord om sligt noget før nu. Hvorfor vil du ha' mig til dig nu igen?

Ella Rentheim

Fordi jeg føler, at jeg mister dig her.

Fru Borkman

(hårdt). For min skyld mister du ham, – ja! Og det er bare i sin orden, det.

Ella Rentheim

(ser bedende på ham). Erhart, jeg har ikke råd til at miste dig. For du skal vide, at jeg er et ensomt, – døende menneske.

Erhart

Døende –?

Ella Rentheim

Ja døende. Vil du være hos mig til det sidste? Knytte dig helt til mig? Være for mig, som om du var mit eget barn –

Fru Borkman

(afbrydende). – og svigte din mor og kanske din opgave i livet også? Vil du det, Erhart?

Ella Rentheim

Jeg er dømt til at gå bort. Svar mig, Erhart.

Erhart

(varmt, bevæget). Tante Ella, – du har været mig så usigelig god. Hos dig har jeg fåt lov til at vokse op i al den sorgløse lykkefølelse, som jeg tror, der kan være over noget barns liv –

Fru Borkman

Erhart, Erhart!

Ella Rentheim

Å, hvor velsignet, at du kan se det så endnu!

Erhart

– men jeg kan ikke ofre mig for dig nu. Jeg kan umulig sådan helt og holdent gå op i at være som en søn for dig –

Fru Borkman

(triumferende). Ah, jeg vidste det nok! Du får ham ikke! Du får ham ikke, Ella!

Ella Rentheim

(tungt). Jeg ser det. Du har vundet ham tilbage.

Fru Borkman

Ja, ja, – min er han og min blir han! Erhart, – ikke sandt, du, – vi to har endnu et stykke vej at gå sammen, vi.

Erhart

(kæmpende med sig selv). Mor, – jeg får lige så godt sige dig det rent ud –

Fru Borkman

(spændt). Nå?

Erhart

Det bli'r nok bare et kort stykke vej, jeg kommer til at gå sammen med dig, mor.

Fru Borkman

(står som slagen). Hvad vil du sige med det?

Erhart

(mander sig op). Herregud, mor, – jeg er da ung! Jeg synes, at stueluften her rent må kvæle mig tilslut.

Fru Borkman

Her – hos mig!

Erhart

Ja, her hos dig, mor!

Ella Rentheim

Så kom med mig da, Erhart!

Erhart

Å, tante Ella, det er ikke et hår bedre hos dig. Det er på en anden vis der. Men ikke bedre for det. Ikke bedre for mig. Der er roser og lavendler, – stueluft, der som her!

Fru Borkman

(rystet, men med tilkæmpet fatning). Stueluft hos din mor, siger du!

Erhart

(i stigende utålmodighed). Ja, jeg véd ikke, hvad jeg skal kalde det andet. Al denne sygelige omhu og – og forgudelse – eller hvad det er for noget. Jeg holder det ikke ud længer!

Fru Borkman

(ser dybt alvorligt på ham). Glemmer du, hvad du har viet dit liv til, Erhart?

Erhart

(udbrydende). Å sig heller, hvad du har viet mit liv til! Du, du har været min vilje! Jeg selv har aldrig fåt lov til at ha' nogen! Men nu kan jeg ikke bære dette åg længer! Jeg er ung! Husk vel på det, mor! (med et høfligt. hensynsfuldt blik til Borkman.) Jeg kan ikke vie mit liv til soning for nogen anden. Hvem denne anden så end måtte være.

Fru Borkman

(greben af en stigende angst). Hvem er det, som har forvandlet dig, Erhart!

Erhart

(truffen). Hvem –? Kunde det da ikke være mig selv, som –?

Fru Borkman

Nej, nej, nej! Du er kommen ind under fremmede magter. Du er ikke under din mors længer. Og ikke under din – din plejemors heller.

Erhart

(i tiltvungen trodsighed). Jeg er under min egen magt, jeg, mor! Og under min egen vilje også!

Borkman

(frem imod Erhart). Så er kanske timen endelig kommen for mig en gang.

Erhart

(fremmed og afmålt høflig). Hvorledes –? Hvorledes mener far det?

Fru Borkman

(hånlig). Ja, det spør' rigtignok jeg også om.

Borkman

(vedbliver uforstyrret). Hør du, Erhart, – vil du så gå med din far da? Det er ikke gennem nogen andens livsførelse, et en mand kan finde oprejsning for sit fald. Sligt noget er bare tomme drømme, som er ble't fablet for dig om – hernede i stueluften. Om du så vilde indrette dit liv på at leve det som alle de hellige mænd tilsammen, – det nytted ikke mig en smule.

Erhart

(afmålt, ærbødig). Det er så sandt, som det er sagt.

Borkman

Ja, det er det. Og det vilde heller ikke nytte, om jeg gav mig til at visne hen i bod og sønderknuselse. Jeg har prøvet på at hjælpe mig igennem med drømme og håb – i alle disse årene. Men sligt noget duer ikke for mig. Og nu vil jeg ud af drømmene.

Erhart

(bukker let). Og hvad vil – hvad vil så far gøre?

Borkman

Oprejse mig selv, vil jeg. Begynde nedenfra igen. Det er bare gennem sin nutid og sin fremtid, at et menneske kan sone fortiden. Gennem arbejde, – gennem ustandseligt arbejde for alt det, som i ungdommen stod for mig som selve livet. Men nu så tusendfold højere end dengang. Erhart, – vil du være med mig og hjælpe mig med dette nye liv?

Fru Borkman

(hæver advarende hånden). Gør det ikke, Erhart!

Ella Rentheim

(varmt). Jo, jo, gør det! Å, hjælp ham, Erhart!

Fru Borkman

Og det råder du til? Du, den ensomme – den døende.

Ella Rentheim

Det får være det samme med mig.

Fru Borkman

Ja, når bare ikke det er mig, som ta'r ham fra dig.

Ella Rentheim

Netop det, Gunhild.

Borkman

Vil du, Erhart?

Erhart

(i pinlig vånde). Far, – jeg kan det ikke nu. Det er så rent umuligt!

Borkman

Men hvad vil du da så tilsidst?

Erhart

(opblussende). Jeg er ung! Jeg vil leve livet en gang, jeg også! Mit eget liv vil jeg leve!

Ella Rentheim

Ikke ofre et par korte måneder for at lyse op i et fattigt, sluknende menneskeliv?

Erhart

Tante, jeg kan det ikke, om jeg end aldrig så gerne vilde.

Ella Rentheim

Ikke for en, som holder så usigelig af dig?

Erhart

Så sandt jeg lever, tante Ella, – jeg kan det ikke.

Fru Borkman

(ser skarpt på ham). Og din mor binder dig heller ikke længer nu?

Erhart

Jeg vil altid holde af dig, mor. Men jeg kan ikke bli' ved at leve for dig alene. For det er ikke liv for mig, dette her.

Borkman

Så kom og bind dig til mig alligevel! For liv, det er arbejde, det, Erhart. Kom, så går vi to ud i livet og arbejder sammen!

Erhart

(lidenskabeligt). Ja, men jeg vil ikke arbejde nu! For jeg er ung! Aldrig har jeg vidst af, at jeg var det før. Men nu føler jeg det så strømmende varmt igennem mig. Jeg vil ikke arbejde! Bare leve, leve, leve!

Fru Borkman

(med et anende udråb). Erhart, – hvad vil du leve for!

Erhart

(med tindrende øjne). For lykken, mor!

Fru Borkman

Og hvor tænker du at finde den?

Erhart

Jeg har alt fundet den!

Fru Borkman

(skriger). Erhart –!

(Erhart går raskt hen og åbner forstuedøren.)

Erhart

(råber ud). Fanny, – nu kan du komme ind!

(Fru Wilton, i overtøj, viser sig på dørtærskelen.)

Fru Borkman

(med løftede hænder). Fru Wilton –!

Fru Wilton

(noget sky; med et spørgende blik til Erhart). Kan jeg altså –?

Erhart

Ja, nu kan du komme. Jeg har sagt det altsammen.

(Fru Wilton kommer ind i stuen. Erhart lukker døren efter hende. Hun bøjer sig afmålt for Borkman, der stumt hilser igen.)

(Kort taushed.)

Fru Wilton

(med dæmpet, men fast stemme). Ordet er altså blevet sagt. Og så kan jeg jo nok vide, at jeg står her som en, der har anrettet stor ulykke i huset.

Fru Borkman

(langsomt; ser stivt på hende). De har knust den sidste rest af det, jeg havde at leve for. (udbrydende.) Men dette her, – det er jo dog så rent umuligt alligevel!

Fru Wilton

Jeg forstår så godt, at det må forekomme Dem umuligt, fru Borkman.

Fru Borkman

Ja, det må De da vel kunne sige Dem selv, at det er umuligt. Eller hvad –?

Fru Wilton

Jeg vil heller sige, at det er så rent urimeligt. Men det er nu engang så alligevel.

Fru Borkman

(vender sig). Er dette her dit fulde alvor, Erhart?

Erhart

Dette her er lykken for mig, mor. Hele den store, dejlige livets lykke. Jeg kan ikke sige dig noget andet.

Fru Borkman

(til fru Wilton; knuger hænderne). Å, hvor De har dåret og forlokket min ulykkelige søn!

Fru Wilton

(med et stolt nakkekast). Det har jeg ikke gjort.

Fru Borkman

Har De ikke gjort det, siger De!

Fru Wilton

Nej. Jeg har hverken dåret eller forlokket ham. Frivillig er Erhart kommet imod mig. Og frivillig har jeg mødt ham på halvvejen.

Fru Borkman

(ser hånligt nedad hende). Ja De, ja! Det tror jeg så gerne.

Fru Wilton

(behersket). Fru Borkman, – der gives magter i menneskelivet, som De ikke synes at kende synderlig til.

Fru Borkman

Hvilke magter, om jeg tør spørge?

Fru Wilton

De magter, som byder to mennesker at knytte sin livsgang uløseligt – og hensynsløst sammen.

Fru Borkman

(smiler). Jeg trode, at De allerede var uløselig bunden – til en anden.

Fru Wilton

(kort). Denne anden har forladt mig.

Fru Borkman

Men han lever dog, siges der.

Fru Wilton

For mig er han død.

Erhart

(indtrængende). Ja, mor, for Fanny er han død. Og denne anden kommer jo forresten sletikke mig ved!

Fru Borkman

(ser strængt på ham). Du véd det altså, – dette med den anden?

Erhart

Ja, mor, jeg véd det så godt, så godt, altsammen!

Fru Borkman

Og alligevel så kommer det dig ikke ved, siger du!

Erhart

(i afvisende overmod). Jeg kan bare sige dig, at det er lykken, jeg vil ha'! Jeg er ung! Jeg vil leve, leve, leve!

Fru Borkman

Ja, du er ung, Erhart. Altfor ung til dette her.

Fru Wilton

(fast og alvorligt). De må ikke tro andet, fru Borkman, end at jeg har sagt ham det samme. Alle mine livsforhold har jeg lagt frem for ham. Idelig har jeg mindet ham om, at jeg er hele syv år ældre end han –

Erhart

(afbrydende). Å hvad, Fanny, – det vidste jeg jo i forvejen.

Fru Wilton

– men ingenting, – ingenting har frugtet.

Fru Borkman

Så? Ikke det? Hvorfor har De da ikke uden videre afvist ham? Lukket Deres hus for ham? Se, det skulde De ha' gjort i tide!

Fru Wilton

(ser på hende og siger dæmpet). Det kunde jeg simpelt hen ikke, fru Borkman.

Fru Borkman

Hvorfor kunde De ikke?

Fru Wilton

Fordi lykken var for mig også bare i dette eneste ene.

Fru Borkman

(hånligt). Hm, – lykken, lykken –

Fru Wilton

Jeg har aldrig før vidst, hvad lykke var i livet. Og jeg kan da umulig vise lykken fra mig, fordi om den kommer så sent.

Fru Borkman

Og hvor længe tror De den lykken vil vare?

Erhart

(afbrydende). Kort eller længe, mor, – det får være det samme!

Fru Borkman

(i vrede). Forblindede menneske, som du er! Ser du da ikke, hvor alt dette her bærer hen?

Erhart

Jeg bry'r mig ikke om at se fremover i tiden. Vil ikke se mig om i nogen retning! Jeg vil bare få lov til at leve livet engang, jeg også!

Fru Borkman

(smærteligt). Og dette kalder du livet, Erhart!

Erhart

Ja ser du da ikke, hvor dejlig hun er!

Fru Borkman

(vrider hænderne). Og denne knusende skam skal jeg altså også måtte bære på!

Borkman

(i baggrunden, hårdt og hvast). Hå, – du er jo vant til at bære på sligt noget, du, Gunhild!

Ella Rentheim

(bønligt). Borkman –!

Erhart

(ligeså). Far –!

Fru Borkman

Her skal jeg måtte gå og se daglig for mine øjne min egen søn sammen med en – en –

Erhart

(afbryder hårdt). Ingenting skal du få se, mor! Vær tryg for det, du! Jeg bli'r ikke her længer.

Fru Wilton

(rask og bestemt). Vi rejser, vi, fru Borkman.

Fru Borkman

(blegner). Rejser De også! Sammen kanske?

Fru Wilton

(nikker). Jeg rejser sydover, ja. Til udlandet. Sammen med en ung pige. Og Erhart følger med os.

Fru Borkman

Med Dem – og en ung pige?

Fru Wilton

Ja. Det er denne lille Frida Foldal, som jeg har ta't i huset til mig. Jeg vil, at hun skal ud og lære mere musik.

Fru Borkman

Og så ta'r De hende med Dem?

Fru Wilton

Ja, jeg kan jo ikke godt slippe det unge barn løs alene derude.

Fru Borkman

(undertrykker et smil). Hvad siger du til det, Erhart?

Erhart

(lidt forlegen, trækker på skulderen). Jo, mor, – når Fanny endelig så vil ha' det, så –

Fru Borkman

(koldt). Når rejser herskabet, om man tør spørge?

Fru Wilton

Vi rejser nu straks, inat. Min slædevogn står nede på vejen, – udenfor hos Hinkels.

Fru Borkman

(ser nedad hende). Aha, – det var altså aftenselskabet!

Fru Wilton

(smiler). Ja, der kom ikke andre end Erhart og jeg. Og så lille Frida, forstår sig.

Fru Borkman

Og hvor er hun nu?

Fru Wilton

Hun sidder i vognen og venter på os.

Erhart

(pinligt forlegen). Mor, – du kan da vel forstå –? Jeg vilde ha' skånet dig – og alle for dette her.

Fru Borkman

(ser dybt krænket på ham). Du vilde rejst fra mig uden at sige mig farvel?

Erhart

Ja, jeg syntes, det var bedst så. Bedst for begge parter. Alting var jo klappet og klart. Tøjet pakket. Men da der så kom bud efter mig, så –. (vil række hende hænderne.) Farvel da, mor.

Fru Borkman

(afværgende, slår ud imod ham). Rør mig ikke!

Erhart

(spag). Er det dit sidste ord?

Fru Borkman

(hårdt). Ja.

Erhart

(vender sig). Farvel du da, tante Ella.

Ella Rentheim

(trykker hans hænder). Farvel, Erhart! Og lev dit liv, – og bliv så lykkelig, så lykkelig, – som du bare kan!

Erhart

Tak, tante. (bukker for Borkman.) Farvel, far. (hvisker til fru Wilton.) Lad os se at komme afsted, jo før jo heller.

Fru Wilton

(sagte). Ja, lad os det.

Fru Borkman

(med et ondt smil). Fru Wilton, – tror De, at De gør rigtig klogt i at ta' denne unge pigen med?

Fru Wilton

(gengælder smilet, halvt ironisk, halvt alvorlig). Mændene er så ubestandige, fru Borkman. Og kvinderne ligervis. Når Erhart er færdig med mig, – og jeg med ham, – så er det godt for os begge, at han, stakker, har nogen at falde tilbage på.

Fru Borkman

Men De selv da?

Fru Wilton

Å, jeg arrangerer mig nok, kan De vide. Farvel allesammen! (hun hilser og går ud gennem forstuedøren. Erhart står et øjeblik ligesom vaklende; så vender han sig og følger hende.)

Fru Borkman

(med sænkede, foldede hænder). Barnløs.

Borkman

(som vågnende til beslutning). Så ud i uvejret alene da! Min hat! Min kappe! (han går skyndsomt mod døren.)

Ella Rentheim

(i angst; standser ham). John Gabriel, hvor vil du hen?

Borkman

Ud i livets uvejr, hører du. Slip mig, Ella!

Ella Rentheim

(holder ham fast). Nej, nej, jeg slipper dig ikke ud! Du er syg. Jeg kan se det på dig!

Borkman

Lad mig gå, siger jeg! (han river sig løs og går ud i forstuen.)

Ella Rentheim

(i døren). Hjælp mig at holde på ham, Gunhild!

Fru Borkman

(kold og hård; står midt i stuen). Jeg holder ikke på noget menneske i hele verden. Lad dem gå fra mig allesammen. Både den ene og den anden! Så langt, – så langt de bare vil. (pludseligt, med et skærende skrig.) Erhart, rejs ikke! (hun styrter med udbredte arme mod døren. Ella Rentheim standser hende.)