John Gabriel Borkman/Første akt

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Henrik Ibsen
Samlede værker, Bind IX
(I - III - IV - V - VI - VII - VIII - IX - X
(Bind I kommer fra en annen serie enn de andre, og inneholder alle verk i Bind I & II.)
s. 317-362).

(fru borkmans dagligstue, udstyret med gammeldags, falmet pragt. En åben skydedør fører ind i en havestue med vinduer og glasdør i baggrunden. Derigennem udsigt til haven, hvor snevejret fyger i tusmørket. På højre sidevæg indgangsdør fra forstuen. Længere fremme en stor, gammel jernovn med ild i. Til venstre, noget tilbage, en enkelt, mindre dør. Foran på samme side et vindu, dækket af tykke forhæng. Mellem vinduet og døren en kanapé med hestehårs betræk og med et tæppebelagt bord foran. På bordet en tændt lampe med skærm. Ved ovnenen højrygget lænestol.)

(fru gunhild borkman sidder på kanapéen med sit hækletøj. Hun er en ældre dame af koldt, fornemt udseende, med stiv holdning og ubevægelige ansigtstræk. Hendes rige hår er stærkt grånet. Hænderne fine, gennemsigtige. Klædt i en tyk mørk silkedragt, som oprindelig har været elegant, men nu noget slidt og medtagen. Uldsjal over skuldrene.)

(Hun sidder en stund opret og urørlig ved hækletøjet. Så høres udenfor bjældeklang fra en forbikørende slæde.)

fru borkman

(lytter op; det tindrer af glæde i hendes øjne og hun hvisker uvilkårligt):

Erhart! Endelig!

(Hun rejser sig og ser ud gennem forhænget. Synes skuffet og sættersig igen på kanapéen til sit arbejde.)

(Stuepigen kommer lidt efter ind fra entréen med et visitkort på en liden brikke.)
fru borkman
(hurtig)

Kom studenten alligevel?

stuepigen

Nej, frue. Men her er en dame ude –

fru borkman
(lægger hækletøjet tilside).

Nå, fru Wilton altså –

stuepigen
(går nærmere).

Nej, det er en fremmed dame –

fru borkman
(rækker efter kortet).

Lad mig se – (læser; rejser sig hurtig og ser stivt på pigen.) Er De viss på, at det er til mig?

stuepigen

Ja, jeg forstod det, som det var til fruen.

fru borkman

Bad hun om at få tale med fru Borkman?

stuepigen

Jaha, det gjorde hun.

fru borkman
(kort; besluttet).

Godt. Så sig, at jeg er hjemme.

(stuepigen åbner døren for den fremmede dame og går selv ud.)

(frøken ella rentheim kommer ind i stuen. Hun ligner søsteren af udseende; men hendes ansigt har et mere lidende end hårdt udtryk. Det bærer endnu præg af stor, karakterfuld skønhed i tidligere år. Det svære hår er strøget op i naturlige bukler fra panden og er ganske sølvhvidt. Hun er klædt i sort fløjl med hat og peltsfodret kåbe af samme stof.)

(Begge søstrene står en stund i taushed og ser prøvende på hinanden. Hver af dem venter øjensynlig, at den anden skal tale først.)

ella rentheim
(som har holdt sig i nærheden af døren).

Ja, du ser nok forundret på mig, du, Gunhild.

fru borkman
(står ubevægelig oprejst mellem kanapéen og bordet og støtter fingerspidsene mod tæppet).

Går du ikke fejl? Forvalteren bor jo i sidebygningen, véd du.

ella rentheim

Det er ikke forvalteren, jeg skal tale med i dag.

fru borkman

Er det da mig, du vil noget?

ella rentheim

Ja. Jeg må tale nogen ord med dig.

fru borkman
(kommer frem på gulvet).

Nå, – så sæt dig ned da.

ella rentheim

Tak; jeg kan godt stå så længe.

fru borkman

Ganske som du selv vil. Men løs ialfald lidt på overtøjet.

ella rentheim
(knapper kåben op).

Ja, her er svært varmt –

Fru Borkman

Jeg fryser altid.

Ella Rentheim

(står en stund og ser på hende med armen hvilende på ryggen af lænestolen). Ja, – Gunhild, det er nu snart otte år siden vi sidst såes.

Fru Borkman

(koldt). Siden vi taltes ved ialfald.

Ella Rentheim

Rettere sagt, taltes ved, ja. – For du har vel set mig en gang imellem, – når jeg måtte gøre min årsrejse hid til forvalteren.

Fru Borkman

En gang eller to, tror jeg.

Ella Rentheim

Jeg har også et par gange set et skimt af dig. I vinduet der.

Fru Borkman

Bag forhængene må det ha' været. Du har gode øjne, du. (hårdt og skærende.) Men sidste gang vi taltes ved, – det var her inde i stuen hos mig –

Ella Rentheim

(afværgende). Ja, ja, jeg véd det, Gunhild!

Fru Borkman

– ugen før han, – før han slap ud.

Ella Rentheim
(går opover gulvet).

Å, rør da ikke ved det!

Fru Borkman

(fast men dæmpet). Det var ugen før han, – bankchefen kom på fri fod igen.

Ella Rentheim

(fremover gulvet). Å ja, ja, ja! Jeg glemmer nok ikke den stund! Men det er så altfor knugende at tænke på. Bare det, at dvæle ved det et eneste øjeblik – åh!

Fru Borkman

(dumpt). Og så får tankerne aldrig lov til at kredse om noget andet alligevel! (i udbrud; slår hænderne sammen.) Nej, jeg skønner det ikke! Aldrig i verden! Jeg fatter ikke, at noget sådant noget, – noget så forfærdeligt kan overgå en enkelt familie! Og så, tænk, – vor familie! En så fornem familie, som vor! Tænke sig til, at det just skulde ramme den!

Ella Rentheim.

A, Gunhild, – det var nok mange, mange flere end vor familie, som det slag rammed.

Fru Borkman

Nå ja; men alle disse her andre bryr jeg mig ikke så stort om. For det var da jo bare nogen penge – eller nogen papirer, – som det gik ud over for dem. Men for os –! For mig! Og så for Erhart! Det barn, som han dengang var! (i stigende oprør.) Skammen over os to uskyldige! Vanæren! Den stygge, forfærdelige vanære! Og så rent ruineret til og med!

Ella Rentheim

(varsomt). Sig mig, Gunhild, – hvorledes bærer han det?

Fru Borkman

Erhart, mener du?

Ella Rentheim

Nej, – han selv. Hvorledes bærer han det?

Fru Borkman

(blæser hånligt). Tror du, jeg spør' efter det?

Ella Rentheim.

Spør'? Du behøver da vel ikke at spørge –

Fru Borkman

(ser forbauset på hende). Du tror da vel aldrig, at jeg omgås ham? Kommer sammen med ham? Ser noget til ham?

Ella Rentheim

Ikke det engang!

Fru Borkman

(som før). Han, som har måttet sidde under lås og lukke i fem år! (slår hænderne for ansigtet.) Å, slig en knusende skam! (farer op.) Og så tænke på, hvad navnet John Gabriel Borkman havde at betyde før i tiden! – Nej, nej, nej, – aldrig se ham mere! – Aldrig!

Ella Rentheim

(ser en stund på hende). Du har et hårdt sind, Gunhild.

Fru Borkman

Imod ham, ja.

Ella Rentheim

Han er jo dog din mand.

Fru Borkman

Har han ikke sagt for retten, at det var mig, som begyndte med at ruinere ham? At jeg brugte så altfor mange penge –?

Ella Rentheim

(forsigtig). Men var der ikke noget sandt i det?

Fru Borkman

Men var det ikke netop ham selv, som vilde ha' det således! Alting skulde jo være så rent meningsløst overdådigt –

Ella Rentheim

Det véd jeg nok. Men just derfor skulde du ha' holdt igen. Og det gjorde du nok ikke.

Fru Borkman

Vidste da jeg, at det ikke var hans egne penge, – de, som han gav mig til at rutte med? Og som han rutted med selv også. Tifold værre end jeg!

Ella Rentheim

(stilfærdig). Nå, det førte vel hans stilling med sig, kan jeg tro. For en stor del da.

Fru Borkman

(hånligt). Ja, det hed sig altid, at vi måtte «repræsentere». Og så repræsenterte han da også rigtig tilgavns! Kørte med firspand, – som om han var en konge. Lod folk bukke og skrabe for sig, som for en konge. ( ler) Og så kaldte de ham ved fornavn, – hele landet udover – akkurat som om han var kongen selv. «John Gabriel», «John Gabriel». Alle så vidste de, hvad «John Gabriel» var for en størrelse!

Ella Rentheim

(fast og varmt). Han var en størrelse dengang, du.

Fru Borkman

Ja, det så jo slig ud. Men aldrig med et eneste ord satte han mig ind i, hvorledes hans stilling egentlig var. Aldrig lod han sig forlyde med, hvor han tog midlerne fra.

Ella Rentheim

Nej, nej, – det aned nok ikke de heller.

Fru Borkman

Det fik nu være det samme med de andre. Men mig havde han pligtet at sige sandheden. Og det gjorde han aldrig! Han bare løj, – løj så bundløst for mig –

Ella Rentheim

(afbrydende). Det gjorde han visst ikke, Gunhild! Han fortied kanske. Men han løj visst ikke.

Fru Borkman

Ja, ja, kald det, som du vil. Det kommer jo ganske ud på et. – Men så ramled det da også sammen. Alting. Hele herligheden tilslut.

Ella Rentheim

(hen for sig). Ja, alting ramled sammen – for ham, – og for andre.

Fru Borkman

(retter sig truende ivejret). Men det siger jeg dig, Ella, – jeg gi'r mig ikke endda! Jeg skal nok vide at skaffe mig oprejsning. Det kan du forlade dig på!

Ella Rentheim

(spændt). Oprejsning? Hvad mener du med det?

Fru Borkman

Oprejsning for navn og ære og velfærd! Oprejsning for hele min forkludrede livsskæbne, det mener jeg! Jeg har en i baghånden, jeg, skal du vide. – En, som skal tvætte rent alt det, som – som bankchefen har tilsmudset.

Ella Rentheim

Gunhild! Gunhild!

Fru Borkman

(stigende). Der lever en hævner, du! En, som skal gøre godt igen alt det, som hans far har forbrudt imod mig!

Ella Rentheim

Erhart altså.

Fru Borkman

Ja, Erhart, – min herlige gut! Han skal nok vide at oprejse slægten, huset, navnet. Alt det, som kan oprejses. – Og kanske mere til.

Ella Rentheim

Og på hvad måde mener du det skulde ske?

Fru Borkman

Det får komme, som det kan. Jeg véd ikke hvorledes det vil komme. Men jeg véd, at det vil og det skal komme engang. (ser spørgende på hende.) Ja – Ella, – er det ikke i grunden det samme, du også har gået og tænkt på lige siden han var liden?

Ella Rentheim

Nej, det kan jeg ikke egentlig sige.

Fru Borkman

Ikke det? Hvorfor tog du dig da af ham? Dengang, da stormen var brudt løs over – over huset her.

Ella Rentheim

Du selv kunde jo ikke dengang, Gunhild.

Fru Borkman

Å nej, – jeg kunde jo ikke det. Og hans far, – han var lovlig undskyldt, – der han sad, – så godt forvaret –

Ella Rentheim

(oprørt). Å, at du kan få frem slige ord –! Du!

Fru Borkman

(med et giftigt udtryk). Og at du kunde bekvemme dig til at ta' dig af en, – en John Gabriels barn! Aldeles, som om det barn var dit eget –. Ta' det fra mig, – og rejse hjem med det. Og beholde det hos dig, år efter år. Til gutten blev næsten voksen. (ser mistænksom på hende.) Hvorfor gjorde du egentlig det, Ella? Hvorfor beholdt du ham?

Ella Rentheim

Jeg kom til at holde så inderlig af ham –

Fru Borkman

Mere end jeg, – hans mor!

Ella Rentheim

(undvigende). Det véd jeg ikke. Og så var jo Erhart lidt svagelig i opvæksten –

Fru Borkman

Erhart – svagelig!

Ella Rentheim

Ja, jeg syntes $det, – dengang ialfald. Og så er jo luften der borte på vestkysten så meget mildere end her, véd du vel.

Fru Borkman

(smiler bittert). Hm. Er den det? (afbrydende) Ja, du har sandelig gjort svært meget for Erhart, du. (forandrer tonen.) Nå, det forstår sig, du har jo også råd til det. (smiler.) Du var jo så heldig, du, Ella. Du fik jo reddet alt det, som dit var.

Ella Rentheim

(krænket). Det gjorde ikke jeg noget skridt for, – kan jeg forsikkre dig. Jeg havde ikke – før længe, længe bagefter – nogen anelse om, at de papirer, som lå i banken for min regning, – at de var sparet –

Fru Borkman

Ja, ja; sligt noget skønner jeg mig ikke på! Jeg siger bare, at du var heldig. (ser spørgende på hende.) Men når du sådan på egen hånd tog dig til at opdrage Erhart for mig –? Hvad var så din hensigt med det?

Ella Rentheim

(ser på hende). Min hensigt –?

Fru Borkman

Ja, en hensigt måtte du da vel ha'. Hvad vilde du gøre ham til? Gøre ud af ham, mener jeg?

Ella Rentheim

(langsomt). Jeg vilde lette vejen for Erhart til at bli' et lykkeligt menneske her i verden.

Fru Borkman

(blæser). Pyh, – folk i vore kår har nok andet at gøre, end at tænke på lykke.

Ella Rentheim

Hvad da, – mener du?

Fru Borkman

(ser stort, alvorligt på hende). Erhart får først og fremst se til, at han kan komme til at lyse så højt og så vidt udover, at ikke noget menneske i landet længer skimter den skyggen, som hans far har kastet over mig – og over min søn.

Ella Rentheim

(forskende). Sig mig, Gunhild, – er det det krav, som Erhart selv stiller til sit liv –?

Fru Borkman

(studsende). Ja, det får vi da vel håbe!

Ella Rentheim

– eller er det ikke snarere et krav, som du stiller til ham?

Fru Borkman

(kort). Jeg og Erhart stiller altid de samme krav til os selv.

Ella Rentheim

(tungt og langsomt). Så sikker er du altså på din gut, du, Gunhild.

Fru Borkman

(dulgt hoverende). Ja, Gud ske lov og tak, – det er jeg. Det kan du forlade dig på!

Ella Rentheim

Så synes jeg, du i grunden må føle dig lykkelig alligevel. Trods alt det andet.

Fru Borkman

Det gør jeg også. For så vidt. Men så, – hvert øjeblik, ser du, – så kommer jo dette her andet drivende som et uvejr ind over mig.

Ella Rentheim

(med omslag i tonen). Sig mig –. Lige så godt straks. For det var egentlig det, jeg kom ud til dig for –

Fru Borkman

Hvilket?

Ella Rentheim

Noget, jeg synes jeg må tale med dig om. – Sig mig, – Erhart bor jo ikke her ude hos – hos eder andre.

Fru Borkman

(hårdt). Erhart kan ikke bo her ude hos mig. Han må bo inde i byen –

Ella Rentheim

Det har han skrevet mig til.

Fru Borkman

Han må det for studiernes skyld. Men han kommer ud til mig en stund hver eneste aften.

Ella Rentheim

Ja, kunde jeg så kanske få se ham? Og tale med ham straks?

Fru Borkman

Han er ikke kommen endnu. Men jeg venter ham hvert øjeblik.

Ella Rentheim

Jo, Gunhild, – han må være kommen. For jeg hører ham gå ovenpå.

Fru Borkman

(med flygtigt øjekast). Oppe i storsalen?

Ella Rentheim

Ja. Jeg har hørt ham gå deroppe lige siden jeg kom.

Fru Borkman

(vender øjnene fra hende). Det er ikke ham, det, Ella.

Ella Rentheim

(studser). Er det ikke Erhart? (anende.) Hvem er det da!

Fru Borkman

Bankchefen.

Ella Rentheim

(sagte, i undertrykt smærte). Borkman. John Gabriel Borkman!

ru Borkman

Slig går han op og ned. Frem og tilbage. Fra morgen til kvæld. Dag ud og dag ind.

Ella Rentheim

Jeg har jo rigtignok hørt ymte om et og andet –

Fru Borkman

Kan tro det. Der ymtes visst adskilligt om os herude.

Ella Rentheim

Erhart har ymtet om det. I brevene. At hans far holdt sig mest for sig selv, – deroppe. Og du for dig her nedenunder.

Fru Borkman

Ja, – vi har havt det så, vi, Ella. Helt fra de slap ham ud. Og sendte ham hjem til mig. – I alle de lange otte årene.

Ella Rentheim

Men jeg har aldrig tænkt, at det kunde være rigtig sandt. At det kunde være muligt –!

Fru Borkman

(nikker). Sandt er det. Og kan aldrig bli' anderledes.

Ella Rentheim

(ser på hende). Dette må da være et forfærdeligt liv, Gunhild.

Fru Borkman

Mere end forfærdeligt, du. Snart ikke til at holde ud længer.

Ella Rentheim

Det kan jeg så godt forstå.

Fru Borkman

Stadig at høre hans skridt deroppe. Lige fra den tidlige morgen til langt på nat. – Og så lydt, som her er hernede!

Ella Rentheim

Ja, det er svært, så lydt her er.

Fru Borkman

Mangen gang kommer det mig for, at jeg har en syg ulv gående i bur deroppe på salen. Lige ret over hodet på mig. (lytter og hvisker.) Hør bare, du! Hør! Frem og tilbage, – frem og tilbage går ulven.

Ella Rentheim

(varsomt). Kunde det ikke bli' anderledes, Gunhild?

Fru Borkman

(afvisende). Han har aldrig gjort noget skridt til det.

Ella Rentheim

Men kunde så ikke du gøre det første skridt da?

Fru Borkman

(farer op). Jeg! Efter alt det, han har forbrudt imod mig! – Nej tak! Lad så heller ulven bli' ved at tasse omkring deroppe.

Ella Rentheim

Her blir mig for varmt. Jeg må nok få lov at ta' tøjet af alligevel.

Fru Borkman

Ja, jeg spurgte dig jo før – (Ella Rentheim lægger kåbe og hat fra sig på en stol ved indgangsdøren.)

Ella Rentheim

Træffer du aldrig til at møde ham udenfor huset?

Fru Borkman

(ler bittert). I selskabslivet, mener du?

Ella Rentheim

Jeg mener, når han går ud i den friske luft. Inde på stierne i skoven, eller –

Fru Borkman

Bankchefen går aldrig ud.

Ella Rentheim

Ikke i mørkningen engang?

Fru Borkman

Aldrig.

Ella Rentheim

(bevæget). Det kan han ikke overvinde sig til?

Fru Borkman

Kan vel ikke det. Han har sin store slængkappe og filthatten hængende i væggeskabet. I forstuen, véd du –

Ella Rentheim

(hen for sig). – det skabet, vi legte i da vi var små –

Fru Borkman

(nikker). Og en gang imellem, – om aftenen sent, – så kan jeg høre, at han kommer ned – for at ta' på sig og gå ud. Men så standser han gerne midtvejs i trappen, – og vender om. Og så går han op igen på salen.

Ella Rentheim

(stille). Kommer aldrig nogen af hans gamle venner derop og ser til ham?

Fru Borkman

Han har ingen gamle venner.

Ella Rentheim

Han havde dog så mange – engang.

Fru Borkman

Hm! Dem sørged han jo så pent for at skaffe sig af med. Han blev sine venner en dyr ven, – han, John Gabriel.

Ella Rentheim

Å ja, det kan du jo nok ha' ret i, Gunhild.

Fru Borkman

(heftig). For resten må jeg sige, at det er lumpent, lavt, usselt, småligt at lægge så svær vægt på den smule tab, de kan ha' lidt ved ham. Pengetab var det da jo bare. Ikke andet.

Ella Rentheim

(uden at svare). Og så lever han altså deroppe så ganske alene. Så rent for sig selv.

Fru Borkman

Ja, han gør vel det. Jeg hører rigtignok sige, at der kommer en gammel kopist eller extraskriver op til ham en gang imellem.

Ella Rentheim

Å så; det er visst en, som heder Foldal. For jeg véd, at de to var ungdomsvenner.

Fru Borkman

Ja, de var nok det, tror jeg. Jeg kender forresten ikke noget til ham. For han kom aldrig med i vor selskabskreds. Dengang vi havde nogen –

Ella Rentheim

Men nu kommer han altså til Borkman?

Fru Borkman

Ja, han er ikke kræsnere end som så. Men, det forstår sig, han kommer nu bare i mørkningen da.

Ella Rentheim

Denne Foldal, – han var også en af dem, som led tab da banken gik overstyr.

Fru Borkman

(henkastende). Ja, jeg synes, jeg kan huske, at han misted nogen penge, han også. Men det var visst så rent ubetydeligt –

Ella Rentheim

(med let eftertryk). Det var alt det, han ejed.

Fru Borkman

(smiler). Nå, men Herregud, – det, han ejed, det var da visst virkelig så forsvindende lidet, du. Ikke nogenting at snakke om.

Ella Rentheim

Der blev heller ikke snakket om det, – af Foldal, under processen.

Fru Borkman

Og, for øvrigt, så kan jeg fortælle dig det, at Erhart har gi't så rundelig erstatning for den ubetydelighed.

Ella Rentheim

(forundret). Har Erhart! Hvorledes har Erhart kunnet det?

Fru Borkman

Han har taget sig af Foldals yngste datter. Og læst med hende, – så hun kanske kan bli' til noget og sørge for sig selv engang. Se, – det er visst meget mere, du, end fa'ren kunde ha' gjort for hende.

Ella Rentheim

Ja, fa'ren, han sidder vel i små kår, han, kan jeg tro.

Fru Borkman

Og så har Erhart maget det så, at hun får lære musik. Hun er nu alt ble't så flink, at hun kan komme op til – til ham deroppe på salen, og spille for ham.

Ella Rentheim

Så han holder da af musik fremdeles?

Fru Borkman

Å ja, han gør vel det. Han har jo det pianoet, som du skikked herud – da han var i vente –

Ella Rentheim

Og på det spiller hun for ham?

Fru Borkman

Ja, sådan en gang imellem. Om aftenerne. Det har også Erhart fåt istand.

Ella Rentheim

Men må da den stakkers pige gå den lange vejen her ud? Og så hjem til byen igen?

Fru Borkman

Nej, det behøver hun ikke. Erhart har ordnet det så, at hun får være hos en dame, som bor her i nærheden. Det er en fru Wilton –

Ella Rentheim

(levende). Fru Wilton!

Fru Borkman

En meget rig dame. En, som du ikke kender.

Ella Rentheim

Jeg har hørt navnet. Fru Fanny Wilton, tror jeg –

Fru Borkman

Ja, ganske rigtig.

Ella Rentheim

Erhart har flere gange skrevet om hende. – Bor hun her ude nu?

Fru Borkman

Ja, hun har lejet en villa her. Og så er hun flyttet ud fra byen for en tid siden.

Ella Rentheim

(lidt nølende). De siger, folk, at hun skal være skilt fra sin mand.

Fru Borkman

Manden er nok død for flere år siden.

Ella Rentheim

Ja, men de blev skilt –. Han lod sig skille –

Fru Borkman

Han rejste fra hende, gjorde han. Skylden var visst ikke hendes.

Ella Rentheim

Kender du noget nærmere til hende, Gunhild?

Fru Borkman.

Å ja såmænd. Hun bor jo lige i nærheden. Og så ser hun ind til mig en gang imellem da.

Ella Rentheim

Og du synes kanske godt om hende?

Fru Borkman

Hun er så ualmindelig forstående. Så mærkværdig klar i sin dom.

Ella Rentheim

I sin dom om mennesker, mener du?

Fru Borkman

Ja, mest om mennesker. Erhart har hun nu formelig studeret. Sådan rigtig tilbunds, – ind i sjælen. Og derfor så forguder hun ham da også, – som rimeligt er.

Ella Rentheim

(lidt lurende). Så kender hun kanske Erhart endnu nøjere, end hun kender dig?

Fru Borkman

Ja, Erhart traf hende som oftest inde i byen. Før hun flytted her ud.

Ella Rentheim

(uoverlagt). Og så flytted hun fra byen alligevel?

Fru Borkman

(studser og ser hvasst på hende). Alligevel! Hvad mener du med det?

Ella Rentheim

(undvigende). Nå, Herregud, – mener –?

Fru Borkman

Du sa' det på en så underlig måde. Der var noget, du mente med det, Ella!

Ella Rentheim

(ser hende fast i øjnene). Ja, det var det også, Gunhild. Der var virkelig noget, jeg mente med det.

Fru Borkman

Nå, så sig det da rent ud!

Ella Rentheim

Først vil jeg sige dig det, at jeg synes, jeg også har ligesom en slags ret til Erhart. Eller finder du kanske ikke det?

Fru Borkman

(ser henad værelset). Bevar's vel. Efter de summer, du har kostet på ham, så –

Ella Rentheim

Å sletikke derfor, Gunhild. Men fordi jeg holder af ham –

Fru Borkman

(smiler hånligt). Af min søn? Kan du det? Du? Trods alt?

Ella Rentheim

Ja, jeg kan det. Trods alt. Og jeg gør det. Jeg holder af Erhart. Så meget, som jeg overhodet kan holde af et menneske – nu for tiden. I min alder.

Fru Borkman

Nå ja, ja, lad så være; men –

Ella Rentheim

Og derfor, ser du, så blir jeg bekymret så snart jeg mærker noget, som truer ham.

Fru Borkman

Truer Erhart! Ja, men hvad truer ham? Eller hvem truer ham da?

Ella Rentheim

Det gør nok for det første du, – på din vis –

Fru Borkman

(udbryder). Jeg!

Ella Rentheim

– og så denne fru Wilton også, – er jeg bange for.

Fru Borkman

(ser en stund målløs på hende). Og sligt noget kan du tro om Erhart! Om min egen gut! Han, som har sin store mission at fuldbyrde!

Ella Rentheim

(henkastende). Å hvad, mission –!

Fru Borkman

(oprørt). Og det tør du sige så hånligt!

Ella Rentheim

Tror du, at et ungt menneske, i Erharts alder, – sund og glad, – tror du, at han går hen og ofrer sig for – for sligt noget som en «mission»!

Fru Borkman

(stærk og fast). Erhart gør det! Det véd jeg så visst.

Ella Rentheim

(ryster på hodet). Du hverken véd det eller du tror det, Gunhild.

Fru Borkman

Tror jeg det ikke!

Ella Rentheim

Det er bare noget, som du går og drømmer om. For havde du ikke det at klynge dig fast til, så synes du vel, at du måtte rent fortvile.

Fru Borkman.

Ja, da måtte jeg rigtignok fortvile. (hæftig.) Og det er kanske det, du helst så, du, Ella!

Ella Rentheim.

(med løftet hode). Ja, jeg så det helst – ifald du ikke kan fri dig på anden måde, end at det skal gå ud over Erhart.

Fru Borkman

(truende). Du vil træde imellem os! Mellem mor og søn! Du!

Ella Rentheim

Jeg vil fri ham ud af din magt, – din vold, – dit herredømme.

Fru Borkman

(triumferende). Det kan du ikke mere! Du havde ham i dine garn – lige til hans femtende år. Men nu har jeg vundet ham igen, ser du!

Ella Rentheim

Så vil jeg vinde ham igen fra dig! (hæst; halvt hviskende.) Vi to, vi har kæmpet på liv og død om et menneske før, vi, Gunhild!

Fru Borkman

(ser hoverende på hende). Ja, og jeg vandt sejr.

Ella Rentheim

(hånsmiler). Synes du endnu, at den sejr blev til vinding for dig?

Fru Borkman

(mørk). Nej; – det har du så blodig ret i.

Ella Rentheim

Det blir ingen vinding for dig dennegang heller.

Fru Borkman

Ingen vinding, det, at beholde en mors magt over Erhart!

Ella Rentheim.

Nej; for det er bare magten over ham, du vil ha'.

Fru Borkman

Og du da!

Ella Rentheim

(varmt). Jeg vil ha' hans kærlige sind, – hans sjæl, – hans hele hjerte –!

Fru Borkman

(udbryder). Det får du aldrig mere i denne verden!

Ella Rentheim

(ser på hende). Har du kanske sørget for det?

Fru Borkman

(smiler). Ja, det har jeg rigtignok tilladt mig. Har du ikke kunnet læse det ud af hans breve?

Ella Rentheim

(nikker langsomt). Jo. Hele du var i hans breve tilslut.

Fru Borkman

(tirrende). Jeg har nyttet disse otte år – da jeg har havt ham under øjne, ser du.

Ella Rentheim

(behersket). Hvad har du sagt Erhart om mig? Går det an, at du fortæller mig det?

Fru Borkman.

Ja, det går så godt an.

Ella Rentheim

Så gør det da!

Fru Borkman

Jeg har bare sagt ham det, som sandt er.

Ella Rentheim

Nå?

Fru Borkman

Jeg har idelig og altid indpræntet ham, at han, vær'sgo', får huske på, at det er dig, vi må takke for, at vi kan leve såpass, som vi gør. At vi overhodet kan leve.

Ella Rentheim

Ikke andet end det!

Fru Borkman

Å, sligt noget bider, du. Det føler jeg på mig selv.

Ella Rentheim

Men det er jo omtrent bare det, som Erhart vidste i forvejen.

Fru Borkman

Da han kom hjem igen til mig, bildte han sig ind, at du gjorde altsammen af et godt hjerte. (ser skadefro på hende.) Nu tror han ikke det længer, Ella.

Ella Rentheim

Hvad tror han da nu?

Fru Borkman

Han tror det, som sandt er. Jeg spurgte ham, hvorledes han forklarte sig det, at tante Ella aldrig rejste hid for at besøge os –

Ella Rentheim

(afbrydende). Det vidste han før!

Fru Borkman

Han véd det bedre nu. Du havde bildt ham ind, at det var for at skåne mig og – og ham, som går deroppe på salen –

Ella Rentheim

Det var det også.

Fru Borkman

Det tror ikke Erhart en smule på nu længer.

Ella Rentheim

Hvad har du da nu fåt ham til at tro om mig?

Fru Borkman

Han tror, som sandt er, at du skammer dig over os, – foragter os. Eller gør du kanske ikke det? Har du ikke engang pønset på at få rive ham helt løs fra mig? Tænk dig om, Ella. Du husker det visst.

Ella Rentheim

(afvisende). Det var i skandalens værste tid. Da sagen stod for retten. – Jeg nærer ikke de tanker længer nu.

Fru Borkman

Det vilde ikke nytte dig noget heller. For hvad blev der så ellers af hans mission! Å nej tak, du! Det er mig, Erhart behøver, – ikke dig. Og derfor er han som død for dig! Og du for ham!

Ella Rentheim

(koldt, besluttet). Vi skal se. For nu blir jeg her ude.

Fru Borkman

(stirrer på hende). Her på gården?

Ella Rentheim

Ja, her.

Fru Borkman

Her – hos os? Hele natten over?

Ella Rentheim

Her ude blir jeg hele resten af mine dage, om så skal være.

Fru Borkman

(fatter sig). Ja ja, Ella, – gården er jo din.

Ella Rentheim

Å hvad –!

Fru Borkman

Alt sammen er jo dit. Den stol, jeg sidder på, er din. Den seng, jeg ligger og vælter mig søvnløs i, den tilhører dig. Den mad vi spiser, den får vi gennem dig.

Ella Rentheim

Kan ikke ordnes på anden vis, det. Borkman kan ikke ha' egen ejendom. For der vilde straks komme nogen og ta' det fra ham.

Fru Borkman

Jeg véd det nok. Vi får finde os i at leve på din nåde og barmhjertighed.

Ella Rentheim

(koldt). Jeg kan ikke hindre dig i at se det fra den side, Gunhild.

Fru Borkman.

Nej, det kan du ikke. – Når vil du, vi skal flytte ud?

Ella Rentheim

(ser på hende). Flytte ud?

Fru Borkman

(i ophidselse). Ja, du bilder dig da vel aldrig ind, at jeg vil bli' boende her under tag med dig! – Nej, så heller i fattighuset eller ud på landevejen!

Ella Rentheim

Godt. Så giv mig Erhart med –

Fru Borkman

Erhart! Min egen søn! Mit barn!

Ella Rentheim

Ja, – for så rejser jeg straks hjem igen.

Fru Borkman

(efter kort betænkning; fast). Erhart skal selv vælge mellem os.

Ella Rentheim

(ser tvilende og usikker på hende). Han vælge? Ja, – tør du det, Gunhild?

Fru Borkman

(med hård latter). Om jeg tør! La' min gut vælge mellem sin mor og dig! Ja, det tør jeg rigtignok.

Ella Rentheim

(lyttende). Kommer der nogen? Jeg synes, jeg hører –

Fru Borkman

Så er det vel Erhart –

(Det banker raskt på forstuedøren, som derpå uden videre blir åbnet. Fru Wilton, selskabsklædt og i overtøj, kommer ind. Bag efter hende stuepigen, som ikke har fået tid til at melde og ser rådvild ud. Døren blir stående halvt åben. Fru Wilton er en påfaldende smuk, yppig dame i tretiårene. Brede, røde, smilende læber. Spillende øjne. Rigt, mørkt hår.)

Fru Wilton

Godaften, kæreste fru Borkman!

Fru Borkman

(noget tørt). Godaften, frue. (til pigen; peger mod havestuen.) Tag lampen ud derinde og tænd den. (Stuepigen henter og går ud med lampen.)

Fru Wilton

(ser Ella Rentheim). Å, om forladelse, – her er fremmede –

Fru Borkman

Bare min søster, som er kommen tilrejsende – (Erhart Borkman slår den halvåbne forstuedør helt op og stormer ind. Han er et ungt menneske med lyse, frejdige øjne. Elegant klædt. Begyndende knebelsbart.)

Erhart Borkman

(glædestrålende; på dørtærskelen). Hvad for noget! Er tante Ella kommen? (imod hende; griber hendes hænder) Tante, tante! Nej, er det muligt! Er du her?

Ella Rentheim

(slår armene om hans hals). Erhart! Min kære, snille gut! Nej, hvor stor du er ble't! Å, hvor det gør godt at få se dig igen!

Fru Borkman

(skarpt). Hvad skal det sige, Erhart, – står du og gemmer dig i forstuen?

Fru Wilton

(hurtig). Erhart – Borkman kom sammen med mig.

Fru Borkman

(måler ham med øjnene). Ja så, Erhart. Du kommer ikke først til din mor?

Erhart

Jeg måtte bare indom til fru Wilton et øjeblik, – for at hente lille Frida.

Fru Borkman

Er denne frøken Foldal også med?

Fru Wilton

Ja, vi har hende stående udenfor i entréen.

Erhart

(taler ud gennem døren). Gå De bare ovenpå, Frida. (Ophold. Ella Rentheim iagttager Erhart. Han synes forlegen og noget utålmodig; hans ansigt antager et spændt og koldere udtryk.) (Stuepigen bringer den tændte lampe ind i havestuen, går ud igen og lukker døren efter sig.)

Fru Borkman

(med tvungen høflighed). Ja, fru Wilton, – hvis De altså vil slå Dem ned her iaften, så –

Fru Wilton

Nej tusend tak, kære frue. Det tænker jeg slet ikke på. Vi har en anden indbydelse. Vi skal ned til advokat Hinkels.

Fru Borkman

(ser på hende). Vi? Hvilke vi mener De?

Fru Wilton

(leende). Nå, egentlig mener jeg da bare mig selv. Men jeg fik i opdrag af husets damer at ta' student Borkman med, – hvis jeg tilfældigvis skulde få øje på ham.

Fru Borkman

Og det fik De da, som jeg ser.

Fru Wilton

Ja heldigvis. Siden han var så elskværdig at se indom til mig, – for lille Fridas skyld.

Fru Borkman

(tørt). Du, Erhart, – jeg vidste ellers ikke, at du kendte den familie, – disse Hinkels.

Erhart

(irriteret). Nej, egentlig kender jeg dem jo ikke heller. (tilføjer lidt utålmodig.) Du véd visst selv bedst, du mor, hvad folk jeg kender og ikke kender.

Fru Wilton

Å pyt! I det hus blir man snart kendt! Glade, lystige, gæstfri folk. Fuldt op af unge damer.

Fru Borkman

(med eftertryk). Kender jeg min søn ret, så er ikke det egentlig noget selskab for ham, fru Wilton.

Fru Wilton

Men Herregud, kære frue, han er da ung, han også!

Fru Borkman

Ja lykkeligvis er han ung. Det vilde ikke være godt andet.

Erhart

(dølger sin utålmodighed). Ja, ja, ja, mor, – det er jo en selvfølge, at jeg ikke går der hen til disse Hinkels iaften. Jeg blir naturligvis her hos dig og tante Ella.

Fru Borkman

Det vidste jeg nok, min kære Erhart.

Ella Rentheim

Nej, Erhart, – for min skyld må du endelig ikke la' dig afholde –

Erhart

Jo visst da, kære tante; der kan ikke være tale om andet. (ser usikkert på fru Wilton.) Men hvorledes klarer vi det? Går det egentlig an? De har jo svaret ja – på mine vegne.

Fru Wilton

(muntert). Hvad snak! Skulde det ikke gå an? Når jeg nu kommer derned i de lyse, festlige saloner, – ensom og forladt – tænk bare! så svarer jeg nej – på Deres vegne.

Erhart

(langtrukket). Ja, når De altså mener, at det går an, så –

Fru Wilton

(let og fejende). Jeg har så mangen god gang svaret både ja og nej – på egne vegne. Og skulde De gå fra Deres tante nu da hun lige netop er kommen? Fy da, mosjø Erhart, – vilde det være sønligt handlet af Dem?

Fru Borkman

(ilde berørt). Sønligt?

Fru Wilton

Nå, plejesønligt da, fru Borkman.

Fru Borkman

Ja, det får De nok føje til.

Fru Wilton.

Å, jeg synes, man har mere at takke en god plejemor for, end ens egen rigtige mor, jeg.

Fru Borkman

Har De selv erfaret det?

Fru Wilton

Å Gud bedre, – min mor har jeg kendt så lidet til. Men havde jeg havt en så god plejemor, jeg også, – så var jeg kanske ikke ble't så – så uskikkelig, som folk siger, at jeg er. (vender sig til Erhart.) Ja, så blir man altså pent hjemme hos mamma og tante – og drikker te, herr student! (til damerne.) Farvel, farvel, kære frue! Farvel, frøken! (Damerne hilser stumt. Hun går mod døren.)

Erhart

(går efter hende). Skal jeg ikke følge Dem et lidet stykke –?

Fru Wilton

(i døren, afværgende). Ikke et skridt skal De følge mig. Jeg er så vel vant til at gå min vej alene. (standser i døråbningen, ser på ham og nikker.) Men tag Dem nu i vare, student Borkman; – det siger jeg Dem!

Erhart

Hvorfor skal jeg ta' mig i vare?

Fru Wilton

(lystig). Jo, for når jeg går nedover vejen, – ensom og forladt, som sagt, – så vil jeg prøve, om jeg kan kaste runer efter Dem.

Erhart

(ler). Å, sådan! Vil De nu prøve det igen.

Fru Wilton

(halvt alvorlig). Ja, pass Dem nu. Når jeg nu går nedover, så vil jeg sige indvendig, – rigtig ud af min inderste vilje vil jeg sige: Student Erhart Borkman, – tag straks Deres hat!

Fru Borkman

Og så ta'r han den, tror De?

Fru Wilton

(leende). Ja bevar's vel; så griber han straks hatten. Og så vil jeg sige: Træk pent yderfrakken på Dem, Erhart Borkman! Og galoscherne! Glem endelig ikke galoscherne! Og følg mig så efter! Lydig, lydig, lydig!

Erhart

(med tvungen munterhed). Ja, det kan De stole på.

Fru Wilton

(med løftet pegefinger). Lydig! Lydig! – God Nat! (Hun ler og nikker til damerne og lukker døren efter sig.)

Fru Borkman

Driver hun virkelig den slags kunster?

Erhart

Å, langt ifra. Hvor kan du da tro det? Det er bare sådan for spas. (afbrydende.) Men lad os ikke snakke om fru Wilton nu. (han nøder Ella Rentheim til at sætte sig i lænestolen ved ovnen.)

Erhart

(står og ser lidt på hende). Nej, men at du har gjort den lange rejse, tante Ella! Og det nu ved vintertid?

Ella Rentheim

Det blev nødvendigt for mig nu til slut, Erhart.

Erhart

Så? Hvorfor det da?

Ella Rentheim

Jeg måtte her ind og tale med lægerne en gang.

Erhart

Nå, det var da godt!

Ella Rentheim

(smiler). Synes du, det er så godt?

Erhart

At du endelig beslutted dig, mener jeg.

Fru Borkman

(i kanapéen, koldt). Er du syg, Ella?

Ella Rentheim

(ser hårdt på hende). Det véd du da vel, at jeg er syg.

Fru Borkman

Nå ja sådan sygelig, som du har været i mange år –

Erhart

Den tid, jeg var hos dig, sa' jeg dig så tidt, at du skulde tale med doktoren.

Ella Rentheim

Å, der borte på mine kanter er der ingen, som jeg har rigtig tro til. Og desuden føltes det jo ikke så slemt dengang.

Erhart

Er det da værre med dig nu, tante?

Ella Rentheim

Å ja, min gut; nu er det ble't noget værre med mig.

Erhart

Ja men ikke farligt vel?

Ella Rentheim

Å, det er nu, som en ta'r det.

Erhart

(ivrig). Ja men véd du hvad, tante Ella, – så må du ikke rejse hjem igen så snart.

Ella Rentheim

Nej, det gør jeg nok heller ikke.

Erhart

Du må bli' her i byen. For her har du jo alle de bedste læger at vælge imellem.

Ella Rentheim.

Ja, det var så min tanke da jeg rejste hjemmefra.

Erhart

Og så må du se at finde dig et rigtig godt logis, – et sådant et lunt, stille pensionat.

Ella Rentheim

Jeg tog ind imorges i det gamle, hvor jeg før har boet.

Erhart

Nå ja, der får du det jo hyggeligt.

Ella Rentheim

Ja, men jeg kommer ikke til at bli' der alligevel.

Erhart

Så? Hvorfor ikke det da?

Ella Rentheim

Nej, jeg bestemte mig om da jeg kom her ud.

Erhart

(forundret). Så –? Bestemte du dig om –?

Fru Borkman

(hækler; uden at se op). Din tante vil bo her på sin gård, Erhart.

Erhart

(ser afvekslende på dem begge). Her! Hos os! Hos os andre! –Er det sandt, tante?

Ella Rentheim

Ja, jeg har bestemt mig til det nu.

Fru Borkman

(som før). Det hører jo altsammen din tante til, véd du.

Ella Rentheim

Og så blir jeg her ude, Erhart. For det første da. Indtil videre. Jeg indretter mig for mig selv. Der over i forvalterfløjen –

Erhart

Ja, det har du ret i. Der har du jo altid værelser stående. (pludselig livfuldt.) Men det er sandt, tante, – er du ikke svært træt efter rejsen?

Ella Rentheim

Å, noget træt er jeg jo.

Erhart

Nå, så synes jeg, du skulde gå rigtig tidlig tilsengs da.

Ella Rentheim

(ser smilende på ham). Det vil jeg også.

Erhart

(ivrig). For så kunde vi jo snakke nærmere sammen imorgen – eller en anden dag, ser du. Om alt muligt. Løst og fast. Du og mor og jeg. Vilde ikke det være meget bedre, tante Ella?

Fru Borkman

(i udbrud; rejser sig fra kanapéen). Erhart, – jeg kan se det på dig, at du vil gå fra mig!

Erhart

(farer sammen). Hvad mener du med det!

Fru Borkman

Du vil ned til – til advokat Hinkels!

Erhart

(uvilkårlig). Å sådan! (fatter sig.) Ja synes du da, jeg skulde sidde her og holde tante Ella oppe til langt på nat? Hun, som er syg, mor. Tænk på det.

Fru Borkman

Du vil ned til Hinkels, Erhart!

Erhart

(utålmodig). Ja men Herregud, mor, – jeg synes da ikke, jeg godt kan la' det være. Eller hvad siger du, tante?

Ella Rentheim

Du skal helst handle i fuld frihed, Erhart.

Fru Borkman

(truende imod hende). Du vil skille ham fra mig!

Ella Rentheim

(rejser sig). Ja hvis jeg så sandt kunde det, Gunhild!

(Musik høres ovenfra.)

Erhart

(vrider sig som i pine). Å, jeg holder ikke dette her ud! (ser sig om.) Hvor har jeg min hat? (til Ella.) Kender du den musiken der oppe på salen?

Ella Rentheim

Nej. Hvad er det for noget?

Erhart

Danse macabre er det. Dødningdansen. Kender du ikke dødningdansen, tante?

Ella Rentheim

(smiler tungt). Endnu ikke, Erhart.

Erhart

(til fru Borkman). Mor, – jeg be'r dig så vakkert, – lad mig få lov til at gå!

Fru Borkman

(ser hårdt på ham). Fra din mor? Vil du altså det?

Erhart

Jeg kommer jo herud igen – kanske imorgen!

Fru Borkman

(lidenskabelig oprørt). Du vil fra mig! Vil være hos de fremmede mennesker! Hos – hos –; nej, jeg vil ikke tænke det engang!

Erhart

Der nede er der mange tændte lys. Og unge, glade ansigter. Og der er der musik, mor!

Fru Borkman

(peger opad mod taget). Der oppe er der også musik, Erhart.

Erhart

Ja just den musiken der, – den er det, som jager mig ud af huset.

Ella Rentheim

Under du ikke din far den smule selvforglemmelse?

Erhart

Jo, jeg gør. Tusendfold under jeg ham det. Når jeg bare får slippe at høre på det selv.

Fru Borkman

(ser formanende på ham). Vær stærk, Erhart! Stærk, min gut! Glem aldrig, at du har din store mission!

Erhart

Å mor, – kom ikke med de talemåder! Jeg er ikke skabt til at være missionær.– Godnat, kære tante! Godnat, mor! (han går ilsomt ud gennem forstuen.)

Fru Borkman

(efter en kort taushed). Du har nok snart taget ham igen alligevel, du, Ella.

Ella Rentheim

Gid jeg så sandt turde tro det.

Fru Borkman

Men du får ikke længe beholde ham, skal du se.

Ella Rentheim

For dig, mener du?

Fru Borkman

For mig eller – for hende, den anden.

Ella Rentheim

Så heller hun end du.

Fru Borkman

(nikker langsomt). Det forstår jeg. Jeg siger det samme. Heller hun end du.

Ella Rentheim

Hvor det så end skulde bære hen med ham til slut –

Fru Borkman

Det fik næsten være det samme, synes jeg.

Ella Rentheim

(tager sit overtøj på armen). For første gang i livet er vi to tvillingsøstre enige. – God nat, Gunhild. (hun går ud gennem forstuen.)

(Musiken lyder stærkere oppe fra salen.)

Fru Borkman

(står en stund stille, farer sammen, krymper sig og hvisker uvilkårligt). Ulven tuder igen. – Den syge ulven. (hun står et øjeblik, så kaster hun sig ned på gulvtæppet, vrider og vånder sig og hvisker i jammer.) Erhart! Erhart, – vær tro imod mig! Å, kom hjem og hjælp din mor! For jeg bærer ikke dette liv længer!