Indtagelse i berg
Næsten overalt i vort land har man sagn og beretninger om, at de underjordiske har taget mennesker ind til sig i fjeldet, hvorfra de fleste aldrig er komne ud, medens enkelte ved kirkeklokkernes klang, som de underjordiske ikke taaler at høre, er blevne udfriede. Der er vistnok faa bygder, hvor man ikke baret eller andet minde om, at kirkeklokkerne er blevne førte ud i vildmarken for at ringe en forsvunden ud. I afsidesliggende annekssogne og fjeldbygder skal saadanne klokkeringninger være foregaaede endnu i den første halvdel af vort aarhundrede. I Aafjorden skal ifølge sagnet i aaret 1812 et barn være fravristet troldene paa denne vis, og i Kvikne prestegjeld blev omtrent ved samme tid en gut ved navn Richard Trøen, som levede ialfald for faa ar siden, ringet ud af fjeldet. I Kvikne har man ogsaa et sagn om en pige fra gaarden Veen, som pludselig forsvandt, og som man derfor mente maatte være «bergtekin«. Om der blev ringet efter hende med kirkeklokker, skal være usagt; men i lang tid hverken hørte eller spurgte man noget til hende. En dag, da hendes fader gik forbi pladsen Grisebæk, mødte han et følge af underjordiske, og midt iblandt dem var hans datter, der var pyntet som brud. Hun hilsede da sin fader til afsked med de ord: «Idag er jeg brud i Grisebæk bjerg; imorgen er jeg dronning i Meslo bjerg.«[1]
I den oftere omtalte optegnelsesbog fra Høienhald omtales en ung karl fra gaarden Damsengen i Sems sogn, som i aaret 1687 blev indtagen i et bjerg ovenfor Holmestrand. Der blev ringet efter ham i mange kirkesogne, men han kom aldrig mere tilbage. Dog skal han en enkelt gang have vist sig for nogle mennesker der i egnen.
Ogsaa i retsprotokollerne finder man af og til efterretninger om menneskers indtagelse i bjerg. Af disse har et forhør, som amtmand J. Must af Buskerud i 1720 lod optage over en pige fra Aadalen, som sagde sig at have været bergtagen, en særlig interesse for overtroens historie. Retsakten, der findes i Universitetets manuskriptsamling, er i sin helhed saalydende:
Examination, holdet den 7de og 8de august 1720 paa Nordrehougs prestegaard paa Ringeriget, udi deres velærværdigheder hr. Daniel Rami og hr. Diderich Stillings overværelse, angaaende den udi Aadals annex i Nordrehougs prestegjeld, omtrent først i junio næstforhen efter beretning i 5 dage udi bjerget indtagne pige Astri Olsdatter, 15 aar gammel, da udi tjeneste paa gaarden Skarud udi bemeldte Aadalen, og fød af forældre Ole Elsrud og Guru Nielsdatter sammesteds, hvis udsigende er saaledes:
»At som hun gik og gjette fæ ½ fjerding fra gaarden Skarud, noget ud paa eftermiddagen, hørte hun udi bjerget et spil af lyd som en langeleg, hvorpaa da hun blev staaende og lydde, blev hun var en mand af positur, udtale og klæder som hendes husbonde, hun tjente hos, Niels Skarud, kommende ligesom hjemme ifra, og spurgte hende, om hun ikke hørte det smukke spil, hvortil hun svarede ham jag derpaa han begjærede, hun vilde kaste sin kniv, hun bar ved siden udi sit knivskede, udi næste stenrøse, som hun og efterkom. Derefter gik han for hende og bad, hun vilde følge efter, hvorudi han og blev adlydt, og som de et stykke paa veien vare avancerede, tog han hende under armen og ledte hende, at hun skulde komme desto snarere derhen, og som de komme paa en stor, slet vei, mødte dem fire mænd, som var klædte udi røde trøier, sorte bukser, blaa strømper, svarte sko med spænder udi, en sort, rund lue, og havde gult haar, og i samme øieblik blev da hendes formente medhavende husbonde udi bemeldte habit og skikkelse omdannet, og strax derpaa udi bjerget forflyttet (uvidende hvorledes); alene hun saa der blev igjenlukt efter hende en dør, større end en port, hvorpaa hun ei nogen laas eller hængsler fornam; var (efter hendes udsigende) meget glimrende, smukkere og rødere end som messing, og ligesom med messing-spiger overalt beslagen. Udi hvilket bjerg, da hun indkom, beretter iblandt andre, midt paa gulvet at have set der en extraordinær stor mand, staaende med en gul peruque og en sort hat paa hovedet, og for det øvrige som de forbenævnte habiteret[2]; hvilke, da han fik hende og følge at se, skal have sagt: «de fik hende alligevel«. Derpaa beretter pigen at være falden udi en heftig graad, hvor hun da blev af en prest (udi habit som andre prester) formanet sig derfra at entholde, og være ved frit mod, hende foreholdende de herligheder, hun der saa og kunde blive delagtig udi. Samme prest skal have havt en sølvkande udi den ene haand, og et sølvbæger udi den anden, hvilket han holdt hende tæt indtil munden, men som hun intet derudaf har villet smage, tog han det igjen tilbage, og blev hun, (som hun beretter) alt imidlertid med haanden holdt paa hovedet af den besagte store mand, med idelig formaning, hun fra at græde og være sorrigfuld skulde aflade. Derefter beretter hun at være bleven sat udi en lænestol ligesom udaf sølv og guld, og en sær façon, (som hun ei vidste at beskrive); alene at derudi laa øde blaa silke-puder, en udi sædet og en ved ryggen, meget bløde, at hun faldt dybt derudi ned. Hernæst udsagde pigen, at være kommen til hende en kone (pegende paa presten, at det var hendes mand) med en lævseklining udi haanden, og bad hende spise, med disse ord: at hun vidste, hun var sulten, og lagde hun saa kliningen udi pigens skjød, og bad hende atter paa mad; skal og have løftet pigens hoved op, og tilholdet hende ikke at slaa sine øine ned, men se paa hende og de omstaaende, hvilken prestekone, pigen fortalte, en tid lang ved stolen hos hende at være bleven staaende, og omsider bragt hende et krus at drikke af. Men som pigen ingen af delene vilde smage, tog hun det bort igjen, og satte det paa et stort bord, omtrent til 100 personer, opfyldt med mangfoldig mad, kander, kruse og glas, som til et stort bryllup, hvilket bord pigen beretter, med et blaat bordklæde at være bedækket, og sagde pigen, at prestekonen og mange andre strax derefter kom til hende med mange slags mad, som de nødte hende til at spise, og blev holdet hende tæt ind til munden, uden at hun smagte det ringeste derudaf; hvoraf pigen intet vidste at nævne uden steg, sukker, smør og ost. Derpaa, siger pigen, prestekonen at have sagt til hende at ville vise hende sine døtre, om hun vilde være smuk, lystig og glad; hvorpaa og straks en mængde af kvindfolk og mandfolk skal være indkommen, og prestekonen da tillige sagt til pigen: ser du nu, hvor mange døtre jeg haver, hvilke, efter pigens udsigende, var klædte paa hovederne med spraglede luer, med meget rødt iblandt, derunder nathætter med røde kniplinger fore, ringe og kjeder udi ørene, som hang endel ned til skuldrene, guldkjeder om halsen, og havde meget hvide halse og hud, blaa særker, spraglede trøier, med rødt og blaat udi og stukne fuld af glimrende stjerner, røde skjørter, meget vide under, røde forklæder, røde sko, guldkjeder om livet, som hængte langs ned ved siden, og ringe paa fingrene, alt (som pigen fortæller) paa kjøbstedvis gjort. Disse saakaldte prestekonens døtre nærmede sig til pigen, strøg og klappede hende paa skuldrene og viste hende al deres stads og pragt, som de lovede at overlade hende, om hun vilde blive hos dem; tog og ringene af deres fingre og vilde sætte dem paa pigens, og som pigen berettede, skal hun have hørt dem sige imellem hin« anden: «O gid hun vilde blive hos os!«
Straks derefter, siger pigen, prestekonen med de andre søgte at persvadere[3] hende til at tale, med løfte, de da skulde holde saa meget af hende, og lade se deres godhed imod hende, hvilket bemeldte prestekone atter siden igjentog saaledes: at dersom hun vilde endda tale, skulde pigen faa se hendes ro sønner, som i det samme lod sig se og straks spurgte, hvor pigen var, hvorpaa prestekonen gjorde dem henvisning, derhen de da nærmede sig, og forsikrede prestekonen pigen, om hun vilde blive der, at faa hvilken af disse sønner hun selv vilde have, og hørte pigen, at disse prestekonens sønner enhver især tilspurgte hende, om hun vilde have dem, og at de trættede imellem hinanden, at den ene sagde, pigen vilde have ham, den anden sig, og at de ønskede: «O gid pigen vilde blive her!» Herefter siger pigen, hende af prestekonen saaledes blev tiltalt: «Dersom du nu vil tale, kommer mama din og moster din«, hvilken sidste hun derpaa straks blev var, med en lævse-klining udi haanden, der vilde overtale hende at spise den, sigende: «Haver du ikke vaaren hos mig saa mangen gang og ædt, æd nu med», og da pigen ikke endda vilde æde, sagde denne moster: »nu kommer hun Guru (som er pigens moder) med», som i det samme ialt lod sig se og tilsyne som hendes moder, havende et sølvkrus udi den ene haand, hvoraf hun skjænkede udi et bæger, hun holdt udi den anden haand, og gav pigen, sigende: «drik din galning!« hældte tillige med bægeret ind til pigens mund, mens pigen rykkede hovedet tilside og holdt munden til. I det samme gik moderen bort, og kom dog som tideste[4] med mosteren tilbage igjen til pigen, og hørte pigen af moderen sige: »O bedre mig for dig!» Og som de endda ei kunde overtale pigen, siger hun, at prestekonen spurgte hende, om hun vilde se bruden, som og straks derpaa indkom med et stort følge for sig af mænd og kvinder udi foranførte dragt. Men bruden havde en rød krone paa hovedet, glimrende som en ildslue, og gult haar, guldkjeden, øreringene og de krandse, som hun var fuld af om halsen, og paa trøien omsyede, samt kjeden om livet glindsede som gloende jern; havde og et rødt skinnende skjørt og røde sko med spænder, og fulgte bruden en hob bagefter, ligesom for; og fortalte pigen fremdeles, at prestekonens sønner mødte brudefærden midt paa gulvet, med kruse og bægere udi haanden, og skjænkede brudens medfølge, hvilke samtlige forføiede sig til pigen, og viste hende deres pragt, bruden og visende paa hendes, lovede pigen, om hun vilde tale, at overlade hende sin smukke brudgom og al hendes pragt og dragt, at hun udi alt skulde blive ligesaa deilig som hun, hørte og at de repeterte disse ord imellem sig: «O gid hun vilde .blive her«. Og at der i det samme indkom en extraordinær stor og tyk mand med halv sorte og halv blaa støvler paa benene, og sporer, udseende som en rød lue, der skranglede meget, hvor han gik, hvilken de fornemste da af laget gik imøde, med adskillige slags drikke-kar af kander, kruse og bægere, der alle glimrede som luer; og som han havde drukket, skal han have spurgt efter pigen, og derpaa gaaet til hende med et rødt bæger udi haanden og sagt: «Je, hvor hun er smuk», og med det samme spurgt, om hun vil have ham, saa og begjært, hun alene vilde smage paa det, han havde udi bægeret, skulde hun strax glemme baade fader og moder; og som pigen sig dertil ei vilde bekvemme, satte han dog bægeret tæt ind til hendes mund, men pigen holdt hovedet tilside og læberne tæt til; derpaa forlod han hende lidt, og kom igjen og bad hende lægge af det stygge gjeter-horn, hun havde om halsen, og messing-spænden, hun bar udi brystet, samt trække sine klæder af, hvor i steden han vilde forse hende med bedre og smukkere, hvilket ei før var talt, før pigen siger endel store kister ligesom af guld og sølv blev opladte, og deraf udtagen adskillige klæder, den ene prægtigere end den anden, og vist hende samt kjede, udseende som en lue, den de bad, hun vilde tage om halsen isteden for messingspænden. Desligste blev pigen og lagt endel kjeder i skjødet, som hun sagde var meget tunge, hvilke hende alle blev tilsagt at maatte beholde. Endelig bad bruden, der skulde lukkes op en anden kiste, at pigen kunde faa et smukkere horn, hvilken kiste pigen sagde deraf ligesom var proppet fuld, hvoraf hende og blev lagt nogle udi fanget og haanden, efterat forbemeldte kjeder var nedfaldne ligesom af sig selv af hendes skjød og udi en straks derved staaende kiste, og hørte pigen, der blev sagt: «Hun vil ikke røre dem engang«, og med det samme hende endnu anmodet at tale, hvilket som hun ei vilde, blev hornene hende igjen fratagen og sagt: «Vi have intet, for vi gjør alt dette«. Endnu fortalte pigen, at brud og brudgom med brudefærden, udi tallet over 100 personer, derpaa straks blev sat til bords; bruden var for en ende af bordet og brudgommen med presten for den anden ende, og pigen hos bruden, dog noget ifra bordet, og paa en høiere stol end de andres, at hun desto bedre kunde se sig om; hvorpaa de straks skal have begyndt at spise og drikke uden nogen foregaaende læsning. – Og berettede pigen, der blev ideligen nogle staaende hos hende, som nødte hende at spise og drikke, og andre igjen saa hun danse paa gulvet baade paa kjøbsted-, bygde- og fjeldvis, under en ubeskrivelig smuk musique af alle slags instrumenter. Imidlertid saa hun brudgommen sendte bruden over bordet en sølvskaal paa en sølvspade, hvorudi bruden gav penge, og lagde pigen og en penge udi haanden, hun skulde lægge derudi, med forsikring, hun da skulde faa alle de penge, som blev ilagte. Men, som hun alt hertil ei var at overtale, tog bruden pengen tilbage og sagde til pigen: »Du far saa ilde afsted«; og blev saa skaalen paa samme spade af bruden over bordet brudgommen tilbagesendt, hvorpaa brudgommen skal have reist sig op fra bordet og spurgte, om pigen ikke vilde lægge pengene derudi? som bruden svarede nei til; og straks stod en anden op fra bordet, gik til pigen med skaalen og gav hende en penge, hun endelig skulde lægge derudi, og som hun endda ikke vilde, gik han igjen tilbage med skaalen og pengen, med mere, som passerede, imidlertid de spiste. Endelig forklarer pigen, at da maaltidet var endt, blev bruden ledt til brudgommen, som begge kom til hende og nødte hende at danse med bruden, hvortil hun og af stolen blev nedløftet; mens som hun dertil ei heller var at persvadere, dansede brudgommen selv med bruden, og siden vedblev stedse med de samtlige at danse, indtil pigen hørte dem nogle gange lade ilde over den stygge bjeldes lyd, de hørte,[5] og at de bandede saa ilde, hvorover de skal være gaaen hen over ilden i skorstenen og vredet deres hænder samtlig; og derpaa blev der sagt til prestekonen: de faar at have hende ud igjen. I det samme sagde pigen, at prestekonen tog hende under armene og krystede hende noget haardt over brystet, mens en, som stod paa gulvet, raabte til prestekonen: »Farer ikke ilde med hende, vi skal altid faa hende igjen«. Imidlertid blev hun af samme dør udbaaret, som hun kom ind, og sat paa en rund grøn flek, ligeoverfor gaarden, som pigen syntes hun tjente, og bad prestekonen hende sidde der og løb saa bort. Pigen siger og ei at vide, hvorlænge hun sad der, mens om morgenen, som solen begyndte at komme op, kom en til hende udi en rød trøie og sagde til hende: om hun nu vilde tale, hun da skulde slippe ind igjen: og i det samme tog han pigen og bar hende til gjerdet af gaarden, hvor hun tjente, og steg derover med det ene ben, satte hende indenfor, sigende: »Løb nu, lad se, hvor fort du kan gaa!« som pigen og gjorde, og lukte stuedøren selv op, der faldt imod sædvane noget haardt imod hende, at hun maatte holde imod den, hvorover hendes madmoder og tjenestepigen, som var alene hjemme og laa i en kove næst ved, hvorimellem døren stod aaben, blev hende var, og turde ikke komme til hende, hvorfor pigen bad dem komme ind, som og skede, og de spurgte hende, om hun vilde have mad eller drikke, men pigen begjærede drikke, hvorpaa madmoderen tog til en skaal med melk, som pigen syntes ikke at være stor nok, og begjærte en større, saasom hun sagde at være overmaade tørstig, som og blev efterkommet, og da hun havde faaet en eneste mundfuld deraf, sagde pigen sig ganske mæt. Derefter, siger pigen, madmoderen tog fladbrød og havde ild derudi og røgte hende med og kastede en kniv over hendes hoved, af hvilken damp pigen siger, hun ligesom var daanefærdig, og vilde nær besvime, hvorfor madmoderen klædte hende af og lagde hende, hvorefter hun holdt idelig ved sengen udi 3de dage, og ellers syg udi otte dage, hvorimedens hun kuns lidt eller intet kunde tage, men stedse befundet sig kræftesløs, med hovedpine besværet og til søvn hengiven.
Slutteligen fortalte pigen, at som hun var bleven frisk, og fik lov at reise hjem til sine forældre, hvor hun var 14 dage, til der ved annekset blev gjort messe, og vilde da første gang gaa til herrens bord, blev hun efter anmeldelse ei admitteret, men henvist til klokkeren, for endnu bedre i hendes kristendom at blive undervist, hvortil hun dagen efter i følge af fire bønder begav sig paa veien, hvilke fire mænd forklarede at have set ved pigen gaaende samme tid en udi lige gestalt og habit som hun, hvilken pigen efter tilspørgelse siger ei at være bleven var eller vidst udaf, førend de kastede hende en kniv over hovedet, og fortalte hende det; hvorefter hun kom til klokkeren, og da hun havde været der i nogle dage, bleven til guds bord antagen, og samme dag for presten, hvis herom er beskreven udi alt ord til andet, ligeledes passagen fortalt, og sagde til denne tid siden ikke at have fornummet til de allerringeste anfegtninger.
Allersidst forklarede pigen Astri Olsdatter paa adskillige til hende gjorte spørgsmaal:
1. At hun ikke vidste at have været borte 5 jevndøgn uden efter hendes madmoders og de andres sigende, helst siden det hende ikke forekom at have været fuldt en halv dag, sagde og derhos ei imidlertid at have talet et ord.
2. At hun ei samme dag, hun blev indtagen, havde spist nogen slags rod, bær, blade eller græs, ei heller ligget i marken, mens da hun stod og hørte spillet, blev hun ligesom lidt søvnig.
3. At bjergfolkenes talemaade var ikke just paa fjeldvis, men paa udbygds maade og var meget grovt og dumt, dog kvindfolkenes udtale finere end de andres.
4. At hende ei nogen hunger, tørst, søvn eller andet, imidlertid hun var derinde, paakom, efterdi tiden, hun var der, syntes ikke at være saa længe, at hun kunde havt det fornøden.
s. At det sted, hun var udi, var meget stort, større, høiere og længere end kirken, væggene med taget ganske slet, ligesom af messing og fuldt over alt at tilse som med fortinnede spiger tæt beslagen; hvorudi var en skorsten, og af messing, paa fjeldvis gjort; bordet kunde hun ikke se, saasom det med et blaat silkebordklæde var bedækket.
6. At hun ikke derinde havde set hverken sol, maane eller dag, men havde det meste lys af de mangfoldige paa bordet udi røde lysestager brændende lys, og af ilden, som idelig brændte paa skorstenen, og saa hun, naar dørene bleve oplukte, og nogen derigjennem ud og ind gik, ligesom grønne enge udenfor. Desligste siger hun at have set, der blev reved smaa børn med ingen anden forskjel, end at de lagde dem arme og hænder ved isiden, som de paa landet lægge i kryds, saa og mange smaa drenge og piger af alle slags alder; endnu observeret, at de spækkede fuglestege med flesk og satte dem paa spid for ilden, som hun sagde tilforn aldrig at have set.
7. At hun ikke var tungsindet eller gik i søvne nogen tid.
8. At hun aldrig havde hørt noget eventyr paa samme maade tilforn, men vel om bjergfolket og andet, men ei saaledes fortælle, saa og hørt af gamle folk, at paa samme sted omtrent hun blev indtagen, haver de set en flok gjedunger gaaende, med en bjerghund hos dem, hvortil naar nogen nærmede sig, skal de alletider være forsvundne.
Om hvilket alt, naar forlanges, hun vil aflægge sin saligheds ed, saa og de fire mænd, at have set indmeldte paa veien fra hendes forældre til klokkeren med hende gaaende lignelse«.
Saaledes rigtig efter tit indbemeldte piges udsigende udi pennen forfattet.
Univ. bibl. man. no. 163 fol. – Sagnene fra Kvikne er meddelte af pastor Gerh. Øverland efter kviknedølers beretning.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Meslo er en gaard i Rennebu. Varianterne har i stedet for Meslo bjerg Adelons bjerg eller Aaslo bjer i Sverg (Sverige).
- ↑ habiteret – klædt.
- ↑ persvadere – overtale.
- ↑ som tideste – snart.
- ↑ Denne bjelde var en klokke, som pigens fader med en anden mand havde taget ned af næste kirke og hængt udi et træ, hvor pigen savnedes, og ringede dermed fra morgenen udpaa eftermiddagen, hvis lyd pigen dog siger ei at have hørt.