Lisbet Nypen
For noget over 200 aar siden brændte man paa torvet i Throndhjem en heks, som hed Lisbet Nypen. Akterne i den merkelige proces, som blev reist mod hende, er oftere trykte og kommenterede, saa denne justitssag hører til de mere bekjendte. Endnu lever hendes navn i de nordenfjeldske og gudbrandsdalske sagn, og navnlig har man god rede paa mange af de trolddomskunster, hun øvede.
Lisbet skal, efter hvad der i hendes hjembygd paastaaes, have boet der, hvor Leinstrandens eller Nypens kirke nu staar. Hid søgte folk langveis fra for at faa bod mod sygdomme og hjælp mod sine uvenner, og i de fleste tilfælde forstod hun og at staa folk bi. Paa det nærliggende Bynes kjender man endnu den trylleformel, hun anvendte for at stemme blod.
Engang satte Lisbet tausen sin til at kjerne smør. Hun skulde tage to skeblad fløde, men ikke en draabe mere. Efter at have givet denne besked strøg Lisbet sin vei. Tausen syntes nok, at der maatte være svært lidet smør at faa af to skeer fløde, og hun dristede sig derfor til at tage fire. Saa gav hun sig til at kjerne. Men da blev hun fælen. Rømmen valdt udover hele gulvet, endda strokken var lige fuld. Bedst det var, kom Lisbet farende igjen. Da hun fik se al den rømme, som gik tilspilde, blev hun saa sint, at hun haardrog jenten, spyttede og bandede: «Jeg bad dig kjerne smør for to bygder, jeg, og du giver dig til at kjerne for fire i den lille strokken min», skreg hun.
Naar man nordenfjelds spiser sild, glemmer man aldrig at knække sildebenet over i tre dele. Skulde en undlade at gjøre det, udebliver aldrig den formaning fra ældre folk: «Knæk sildebenet, ellers kommer Lisbet!» Lisbet havde nemlig engang en tjenestegut, som hun holdt godt med mad og drikke i alle dele. Men drengen blev snart ilde ved, da han kom efter, at det bestandig var en og samme sild, han spiste af, endda han hver gang blot lod benene tilbage. Thi saa ofte Lisbet lagede til maals, lagde hun ny sild paa benet. Tilslut blev han ærgerlig over dette og knækkede benet over tre gange, idet han lod sin madmoder vide, at nu vilde han have en ny sild. Fra den stund af havde Lisbet ikke mere magt over den.
Lisbet var aldrig opraad for skyds. Engang, da hun skulde over til Stadsbygden i et nødvendigt erende, blæste der op en forrygende storm. Men Lisbet satte paa Bynesset en møllesten paa søen og roede paa den over fjorden til sit bestemmelsessted.
Engang, da Lisbet var til stevne oppe paa Dovrefjeld, kom hun ilde ude. Om natten havde hun nemlig taget sin nabo ud af sengen og skabt ham om til hest og red saa paa ham til Opdals kirke. Her bandt hun ham udenfor kirkevæggen med en grime, medens hun var inde med de andre hekse. Veiret var baade surt og koldt, og endda manden var hest, frøs og skalv ham saa det hukrede i ham. Saa kom der en handelskarl dragende forbi. Han saa hesten og syntes, han i den skulde drage kjendsel paa en mand, som han havde truffet sammen med i tidligere dage. Han tog grimen af dyret, og det viste sig da, at han ikke havde taget feil, da hesten blev menneske igjen. Da handelskarlen saa, at det var Lisbet Nypens nabo og uven, skjønte han straks, hvorledes det hang sammen, og han gav ham nu det raad, at han skulde passe paa at smette grimen over hovedet paa Lisbet, just som hun traadte ud af kirkedøren. Han gjorde saa. Men slig friskyds som han dengang fik havde han ikke før havt og fik det heller ikke siden i sit hele liv.
Sent en kveld kom der en student fra Throndhjem ud til Lisbet for at klage sin nød. Han havde nemlig faaet tilsigelse fra kongen om, at han skulde indfinde sig i Kjøbenhavn for at prædike for ham. Men brevet var bleven forsinket, og allerede den næste dags morgen maatte han være der. Lisbet mente, at det nok kunde lade sig gjøre. Hun fandt frem en sopelime, smurte den af et horn, satte sig saa omskrævs over den og bød studenten gjøre ligesaa. Saa mumlede Lisbet nogle ord mellem tænderne; op gjennem skorstenen bar det med dem og videre gjennem luften. Saa strygende gik det, at studenten hverken kunde anse eller sanse; men i Kjøbenhavn var han til rette tid, saa han kunde holde sin prædiken.
Samtlige disse træk er vel kjendte over det throndhjemske. Fortællingen om Studenten og Lisbet har i enkelte bygder det tillæg: Studenten skulde først, naar han var kommen paa prædikestolen, faa opgivet den tekst, hvorover han skulde prædike. Kommen derop blev han overrakt et sammenlagt papir, som skulde indeholde teksten. Men da han udfoldede det, viste det sig, at det var ubeskrevet. Han lod sig imidlertid ikke forbløffe, men vendte og vendte paa det og sagde saa: »Her er intet, og her er intet. Hvor der intet er, der kan man intet tage», – og holdt saa en prædiken derom.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |