Bobben paa Musgjerd

Fra Wikikilden
Alb. Cammermeyers Forlag (s. 8-9).

I gamle dage var bobben eller buven i søndmøringens og romsdølens folketro et stort og mægtigt trold, rigtig en tvillingbroder af jutulen. Ligesom denne havde han sit tilhold i fjelde og bjergknauser. Senere er han dog bleven mere godmodig og dum, læspende i sin tale og saa klodset, at folk uden fare kan raade bugt med ham. I det hele er det nu gaaet saa tilbage med ham, at han kun høver som skræmsel. for smaabørn[1].

I Klingfjeldet ved Musgjerd i Sundalen holdt for ikke lang tid siden en saadan bobbe til. Han havde huglagt en jente paa gaarden og hjemsøgte hende støt og stadig med sine natlige frierbesøg. Men jenten tyktes kun saa som saa om at have denne frieren gaaende der, saa meget mindre som hun alt havde en kjæreste i gaardsgutten, som hed Olav. Ligefuldt kom bobben igjen kveld paa kveld og vilde ind paa loftet til jenten. Tilsidst blev Olav ogsaa lei over al den uro, bobben voldte, og en kveld, han laa bredved kjæresten sin paa loftet, havde han en ladt bøsse med. De havde ikke ligget længe, før de saa den svære klamp af næve, som bobben havde, gribe tag i loftgluggen. Olav var ikke sen med at trykke løs, og nu satte bobben i vei med hui og skrig og jamrede og snøvlede: «O’av! O’av !»

Paa loftet til jenten turde bobben ikke mere vove sig, men alligevel kunde han ikke formaa at holde sig borte fra gaarden. I nøststuen, hvor gaardens kjørreler og redskaber bevaredes, begyndte der nu hver nat at ramle og styre saa forskrækkeligt, at man ikke kunde faa fred og ro. Fredrik Musgjerd, bonden paa gaarden, samlede da sine naboer og andre af bygdens mænd, og med deres hjælp fik han bobben fat og satte ham ind i Klingfjeldet;hvor han hørte hjemme. To raae oksehuder blev lagte ind til ham, og af disse skulde han hver julekveld nappe et haar. Naar bobben saa havde plukket dem snaue, skulde han igjen faa slippe ud af sit fangenskab.

Fortalt af boghandler N. C. Nisja i Kristiania.

Den sidste del af sagnet henføres af nogle til en anden bobbe i Sundalen, som kaldtes Birkestølsbobben. De fleste træk af svundne tiders overtro, som endnu lever i Sundalen, grupperer sig forøvrigt til trakterne om gaarden Snøva, hvor troldtøiet især skulde holde til.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Ivar Aasen: Bobbe – busemand, skræmsel; ogsaa spøgelse;– bobberæd – bange for smaa farer, skyggeræd.