Jutulen i Hifjeldet

Fra Wikikilden
Alb. Cammermeyers Forlag (s. 5-8).

I Rissens og Stadsbygdens kirker findes der tvende store alterbægere af sølv. Efter sagnet skal de oprindelig have været et eneste og have været af troldsmide.

En gut i Rissen havde spurgt, at det lod sig gjøre at forfærdige et par ski, som kunde skride lige fort opover som nedad bakke. Slige ski kunde nok nogen hver ønske sig; men gjøre dem var ingen let sag. De maatte nemlig forarbeides i tre paa hinanden følgende julenætter, medens lysene brandt i dagligstuen, og under arbeidet maatte man ikke tale et eneste ord, lige saa lidt som man maatte forskrækkes, om man fik noget skrymt at se. Naar saa skiene var færdige, skulde den, som have gjort dem, skjære sig i lillefingeren og lade tre draaber blod falde paa hver ski. Tog man ikke alt dette nøie iagt, saa vilde alt arbeide være forgjæves og spildt.

En julenat tog gutten saa fat paa arbeidet, saasnart midnat var omme, og holdt paa dermed til klokken fire om morgenen. I førstningen var alt roligt om ham; thi folkene, som efter vanlig juleskik sov i dagligstuen, havde forlængst begivet sig til ro. Men med et begyndte julelysene at danse op og ned paa bordet, og sagflis og træspon hvirvlede sig omkring hans hoved, saa han rent stod som i et gov. Han agtede dog ikke paa det, men fortsatte sit arbeide ufortrødent, indtil klokken blev fire, da folk begyndte at kaste paa sig. Den anden julenat, han tog fat paa arbeidet, blev det endnu værre styr. Først begyndte sagflisen paa gulvet og asken paa peisen at flyve rundt i stuen, saa tog huggestabben sig en svingom og julelysene blaffrede og blaffrede og truede med helt at udslukkes. Men gutten sad rolig, der han sad, og lod kniven hvile, mens ustyret var værst, og da det var begyndt at stilne af, tog han igjen fat paa sit arbeide. Ved det første hanegalsleite var han saavidt færdig, at der bare manglede en rand under den ene ski. Den sidste julenat blev dog den værste. Da gutten var næsten færdig med at pudse af den sidste ski, blev der et leven værre end nogensinde før. Stole, huggestabbe, borde, kort sagt, alt det, som i stuen var, begyndte at røre paa sig, øksen for ud af vinduet og hug sig fast i stabursdøren, lysene slukkedes, døren sprang op, og ind kom det krækende yrende fuldt af stygge trold, store og smaa, som rullede og boltrede sig bortefter gulvet, mens ildgnisterne stod gutten om ørerne. Men han sad rolig og sagde ikke et ord. Ikke en eneste af de mange, som i stuen var, merkede eller hørte det mindste. Da alt var omme, blev gutten færdig med sit arbeide, og da hanen tog paa at gale første gang, gjorde han et snit med sin kniv i den venstre haands lillefinger og lod tre draaber blod falde paa hver ski.

Glad var gutten, at alt var over, og nu vilde han ud for at prøve skierne. Han bandt dem paa, og saa bar det ivei over bjerg og dal, over vand og over urd, saa fort, at han knap formaaede at drage pusten. Paa sin færd kom han ind under det store Hifjeld. Her vilde han hvile sig lidt. Bedst som han stod der, støttet til skistaven, aabnede fjeldet sig med et, og ud traadte der en jutul med et stort prægtigt sølvbæger, fyldt med brusende drikke. »Vil du smage paa juleøllet mit?« raabte det. «Aa, du skulde ikke vøl’ det«, sagde gutten og greb bægeret. Da han vel vidste, at det vilde være ude med ham, om han drak, lod han kun, som han førte bægeret til munden, men slog i det samme indholdet over hovedet paa sig, saaledes at det faldt ned mellem skierne. Nogle draaber skvat bort paa den ene ski, og saa sterkt var øllet, at skien fik en ikke liden spræk. Da det var gjort, satte han i vei med bægeret. Det var ikke jutulens mening; han blev rasende og satte efter gutten for at faa sit bæger igjen. Men da han ikke kunde springe saa fort mod bakke, som Skierne randt, magtede han ikke at indhente gutten. Langt, langt bag sig hørte denne troldet raabe: »Bi, du, til jeg faar trillebroka mi paa, saa skal jeg lære dig at stjæle sølvstøpet mit!« Men gutten biede ikke og satte ivei det bedste, han orkede. Om lidt hørte han troldet komme pæsende efter, og allerede var det lige i hælene paa ham, da klokkerne i Rissens

kirke begyndte at ringe. Den klang taalte jutulen ikke at høre, men han sprak øieblikkelig og blev til en stor sten, som sees endnu den dag idag og kaldes jutulstenen.

Sølvbægeret, som troldet havde eiet, var gjort saaledes, at det kunde lade sig dele i to lige dele. Den ene eller foden paa bægeret skjænkede gutten til Stadsbygdens kirke, medens den anden del eller det egentlige bæger blev overladt Rissens kirke, hvor det fremdeles er i brug.

Meddelt mig i 1883 af K. O. Brovold, dengang elev af artilleriets underbefalsskole.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.