Illustreret Norges Historie/4/23
Først efter 6 Aars Forløb skulde det lykkes Kristiern II at komme i Besiddelse af Sveriges Krone; men en blodig Kamp skulde dog gaa forud for hans Thronbestigelse.
Efter Svante Nilssøns Død havde hans Søn Sten Sture den yngre, der endnu var en ung Mand paa 19—20 Aar, taget Arv efter ham. Men det svenske Rigsraad var tilbøielig til at overse ham for hans store Ungdoms Skyld, dels frygtede det vel og, at han, sin Faders Traditioner tro, skulde afstedkomme et Brud med Danmark. Det valgte derfor allerede faa Dage efter Svante Nilssøns Død til Rigsforstander Erik Trolle, en Mand, der havde sin Rod dybt i det danske Samfund. Dette skede paa et Møde i Arboga. Men Raadets Vilje var ikke Folkets; thi det hang ved Svante Nilssøn og hans Æt. Paa et Møde, som Erkebiskopen Jakob Ulvssøn holdt med Bønderne paa Upsala Torv for at forkynde dem Hr. Erik Trolles Valg til Rigsforstander, raabte nogle af dem strax: “Nei, ingen Troller, de er af dansk Blod“. Erkebiskopen kom da op at kjevles midt paa Torvet med en Dalkarl ved Navn Olaf Mogenssøn, og da denne var lidt paa en Kant, kjørte han slig rundt med den gamle Erkebiskop, at han fandt det rettest at stikke Pibe i Sæk. Efterat Erkebiskopen var bleven maalbunden, havde ingen af Rigsraadets øvrige Herrer Hu paa at indlade sig med Bønderne, og de indgik derfor i Juni Maaned et Forbund om at hævde Rigsraadets Myndighed paa Grundlag af den med Danmark sluttede Fred. Ikke desmindre maatte de finde sig i at bøie sig for Folkeopinionen, og den 23de Juli 1512 hyldedes Sten Svantessøn Sture paa et Møde i Stockholm som Sveriges Rigsforstander.
Der indtraadte nu et Øiebliks Ro i det af indvortes Uroligheder oprevne Samfund. Sten Sture syntes i det hele at ville følge en fredelig Politik, idet Overenskomsten i Malmø om Sommeren 1513 bekræftedes, som ovenfor fortalt, og den 60—aarige Fred med Rusland stadfæstedes. Den bansatte Hemming Gad maatte opgive det Bispedømme, han gjorde Fordring paa, og dette blev overdraget til Østgøten Hans Brask, som forresten var en Alen af samme Stykke. I Sten Stures Regjering fik Hemming intet at sige.
Blandt de Fiender, Sten Sture fra første Stund af havde at trækkes med, var hans Stifmoder Fru Mereta Ivarsdatter og hendes Stifsøn Karl Knutssøn. Disse to sammenbragte Børn, Karl Knutssøn og Sten Svantessøn, kunde navnlig ikke godt enes, og Karl, der fandt Medhold hos Fru Mereta, søgte altid af bedste Evne at fortrædige sin Broder, naar Leilighed gaves. En anden Uven, Sten Sture strax efter fik, var Gustav Trolle, ældste Søn af hans tidligere Medbeiler til Rigsforstanderværdigheden; foruden det Slægtshad, Gustav havde arvet, overtog han ogsaa som en uheldsvanger Arv Erkebiskopen Jakob Ulvssøns Had til Sturerne, idet han ved dennes Resignation i 1515 i en Alder af kun lidt over 30 Aar blev viet til hans Eftermand. Men allerede ved Gustavs Valg og Indvielse havde Sten Sture saa langt fra lagt an paa at faa den gamle Ættetvist udslettet, at han meget mere ved forskjellige underfundige Kneb paa Forhaand havde søgt at undergrave hans Stilling baade ved Kurien og andensteds. Dette glemte Gustav Trolle ham ikke. Allerede ved den første Samtale, Sten Sture havde med ham efter hans Hjemkomst fra Kurien, gav han ham med største Aabenhjertethed at forstaa, hvor han havde ham: Bansættelse og evig Fordømmelse baade her og hisset skulde times Hr. Sten, hvis han ikke i et og alt gjorde, som Erkebiskopen vilde. Optrækkende Skyer viste, at Uveir og Storm var i Vente.
Udpaa Sommeren 1516 skulde der holdes en Herredag i Telge; men til Trods for gjentagne Opfordringer fra Sten Stures Side om at indfinde sig her udeblev Gustav Trolle og hans fornemste Tilhængere aldeles. Der var dog vigtige Sager, som her skulde forhandles; saaledes skulde det afgjøres, om Stäke Slot og Len skulde tilhøre Kronen eller Erkestolen i Upsala. Siden Kong Kristofers Dage havde denne Borg tilhørt Upsala Erkebisper. Blandt dem, som havde sluttet sig til Erkebiskopens Parti, var den onde Sten Kristerssøn Oxenstierna, en berygtet og voldsom Mand, der havde Slottet Nykøping i Forlening. Umiddelbart efterat Herredagen i Telge var opløst, samlede Rigsforstanderen en Hær, med hvilken han rykkede frem mod Nykøping, tvang Sten Kristerssøn til at opgive Slottet og tog ham selv til Fange. Den samme Skjæbne ramte strax efter Erkebiskopens Fader, Erik Trolle, hvorpaa Erkebiskopen selv blev indesluttet paa Stäke Slot. Ved Nytaarstider 1517 holdtes der et Rigsmøde i Arboga, hvor Forholdet til Danmark var paa Bane, da Stilstanden snart var udløben. Man sandt det her rettest, før Krigen udbrød paany, at forsøge at faa Stilstanden forlænget paa lempelige Vilkaar ved et Møde, som i Februar Maaned var berammet til Afholdelse i Halmstad. Dog var man allerede nu paa det rene med, at Krigen var uundgaaelig. Siden gav Sten Sture en Fremstilling af Stridighederne mellem ham og Gustav Trolle, og i denne overdængede han sin Modstander med Beskyldninger for at have villet forraade Sverige til Kristiern II og for at have staaet ham selv efter Livet. For at hindre slige onde Anslag havde han derfor stængt ham inde paa Stäke, sagde han. Flere af Herrerne gik nu imellem for at faa Rigsforstanderen og Erkebispen til at prøve et sidste Forsøg paa at komme til Forlig. Et saadant blev ogsaa fristet, men mislykkedes fuldstændig hvorpaa Beleiringen af Stäke fortsattes som før.
Tiden var nu kommen, da Kristiern II troede at burde gribe ind i de svenske Forhold. Allerede rum Tid i Forveien havde han rustet sig, og om Vaaren 1517, da det i Halmstad afholdte Møde ikke havde bragt Enighed tilveie, kunde han med en Hær paa 4000 Mand og en Flaade paa 18—20 Skibe begynde Angrebet paa Sverige. Anførerne for Flaaden var den ovenfor omtalte Søren Norby, Joachim Trolle, Erkebiskop Gustavs Farbroder, og den ovenfor omtalte Karl Knutssøn, der hidtil havde opholdt sig i Sverige, men nu med Moderen var gaaet til Danmark og havde taget Tjeneste i Kong Kristierns Hær. Til Løn skjænkede Kongen ham Faderens inddragne norske Eiendomme tilbage, og Faderens Lig, der hidtil havde ligget paa Morde, blev nu jordfæstet. Hans Broder Erik blev derimod Sverige og sin Pleiebroder Sten Sture tro.
De svenske Kyster blev nu haardt hjemsøgte af de danske Krigere. Stegeholm i Smaaland blev beskudt med Brandpile og gik op i Luer. Aalandsøerne, Nyland og Viborgs Len blev hjemsøgte med Plyndring, Mord og Brand, og i Begyndelsen af August Maaned stod Flaaden ind i Stockholms Skjærgaard, hvor Gustav Trolle med Jubel hilsede dens Komme. Men da de danske en af de følgende Dage gjorde Landgang paa Ladugaardslandet, mødte Sten Sture dem ved Vedla og kastede dem efter en haard Kamp og med stort Mandspilde tilbage. Mange omkom under Forsøget paa at redde sig ved Svømning ud til Skibene. Togets Hensigt var fuldstændig forfeilet, forsaavidt Gustav Trolle og Stäke ikke var blevne undsatte. Gustav vilde nu krybe til Korset; men det var for silde, og der var ikke Tale om andet, end at han skulde overgive sig paa Naade og Unaade. Paa en Rigsdag, som holdtes i Stockholm i November 1517, anklagede Sten Sture Gustav som en Landsforræder og krævede ham afsat som Erkebiskop, og det blev besluttet, at Stäke skulde nedbrydes og jevnes med Jorden, og at Gustav skulde afsættes fra sit Embede. Et Dokument blev opsat herom, og alle de tilstedeværende hængte sine Segl for. Kun Linkøpings Biskop, Hans Brask, passede sit Snit til at lægge paa Bunden af Seglkapselen en liden Seddel, hvorpaa han havde skrevet: “Dette gjør jeg nødtvungen“.
Efter Mødet fortsattes Beleiringen af Stäke, som forsvaredes med stor Haardnakkethed af Gustav Trolle. Omsider maatte han dog overgive sig paa de Vilkaar, Seirherrerne bestemte, og Stäke blev sløifet. Men Gustav selv holdtes i to Aars Tid i et Slags mildt Fangenskab efter at have nedlagt sin erkebiskopelige Værdighed.
Til Trods for at alt i 1517 var løbet uheldigt af, udrustede Kristiern II i Løbet af den næste Vaar med store Bekostninger et nyt Tog. Hæren, der bestod af leiede udenlandske Landsknegte for den største Del og var forsynet med et efter Tidens Fordringer udmerket, svært Artilleri, gik ved St. Hans Tider i Land ved Ladugaardslandet ved Stockholm og besatte Brunkebjerg. Men da Sten Sture ikke vilde modtage Slag her, leirede Kongen sig efter et Par Dages Forløb paa Sødermalm og aabnede Beleiring. Da denne havde varet i henved 3 Uger, blev det ham meldt, at en fiendtlig Hær var under Fremrykning søndenfra. Han brød da op med Hovedstyrken og tog Stilling i det sterkt kuperede Terræn ved Brännkyrka, ½ Mil fra Staden. Her kom der den 22de Juli til et alvorligt Basketag. De danske og tyske Tropper kjæmpede med stor Tapperhed og slog Svenskerne gjentagne Gange tilbage. Men under Forfølgelsen af de flygtende opløstes de danske Linier i mindre uordnede Hobe, og da Svenskerne, dækkede af Skogen, paany havde samlet sig til et Angreb, dreves Danskerne tilbage og en Afdeling, bestaaende fornemmelig af tyske Leiesoldater, trængtes ud i en blød Myr, hvor de for den største Del nedhuggedes. Ved denne Leilighed førte den senere saa navnkundige svenske Konge Gustav Vasa det svenske Banner, og han modtog her Bloddaaben.
Skjønt Svenskerne i Slaget havde mistet mange Folk, maa Seiren dog siges at have hældet til deres Side; men den danske Styrke var dog paa ingen Maade knust og kunde atter skride til Beleiring og Beskydning af Stockholm. Men snart begyndte det at skorte Hæren paa alskens Fornødenheder, navnlig Levnetsmidler og Krudt og der ytrede sig Tegn til Mytteri iblandt Leiesoldaterne. Efter 6 Ugers Forløb nødtes Kongen til at hæve Beleiringen. Svenskerne gjorde Udfald fra Stockholm for at følge ham paa Vei, men Kristiern dvælede en Stund i Skjærgaarden, hvorfra han plyndrede Kysterne. Da han imidlertid merkede, at han med Vaabenmagt ikke kunde komme et Haarsbred nærmere Maalet, aabnede han Underhandlinger; men de Fordringer, han opstillede, var saa ublue, at Svenskerne ikke paa nogen Vis vilde gaa ind paa dem. Alt, hvad Sten Sture vilde indlade sig paa, var, at der i Juli Maaned næste Aar skulde holdes et af de vanlige uendelige Fredsmøder, hvor man skulde se til at opnaa Enighed. Men hermed var Kongen ikke fornøiet. Han vilde gjerne sikre sig Sten Stures Person, paa hvilken Maade det saa maatte være. Han sendte Bud opover til Stockholm med Indbydelse til Sten Sture om at komme ombord paa et af Skibene til Samtale med ham. Til fuld Betryggelse for Hr. Sten lovede Kongen at sende nogle af sine første Mænd som Gisler til Stockholm. Sten Sture anede ingen Uraad, og da de danske Gisler var ankomne, vilde han begive sig til Kristiern. Men hans nærmeste lagde sig imellem og fik Sammenkomsten forhindret, da de fandt, at Kongen ikke var at stole paa. Denne satte op en Mine, som han ved denne Mistro var saaret i sit Inderste, og tilbød sig at gaa iland til en Sammenkomst med Hr. Sten, hvis ogsaa han vilde stille ham Gisler. Sten sendte ham da 6 fornemme Herrer som Gisler; blandt dem var Hemming Gad og Gustav Erikssøn Vasa. Men neppe havde Kongen faaet Gislerne ombord, før han lettede Anker og lagde længere nord i Skjærgaarden. Sammenkomsten blev der intet af; men en Uges Tid senere styrede han hjem til Danmark, førende Gislerne med sig.
Samtidig med at Kristiern II blev Danmarks og Norges Konge, besteg Kardinal Johan af Medici under Navnet Leo X Pavestolen. Blandt de Foretagender, han havde faaet i Arv efter sin Forgjænger Julius II, var Gjenopførelsen af St. Peters mere end 1000 Aar gamle nys afbrudte Basilika. Men i de pavelige Kasser fandtes ingen Penge, og en Synode bevilgede ham da Tiende af alle Kristenhedens Kirker. Men endda monede det ikke, og det blev derfor besluttet, at en almindelig Afladshandel skulde tilveiebringe, hvad der endnu fattedes. Til Norden sendtes som Afladskræmmer den pavelige Legat Johan Angelus Arcemboldus, der fik en meget vidtrækkende Myndighed. Blandt andet havde Paven givet ham i Opdrag at mægle i den Strid, som i Sverige var udbrudt mellem Rigsforstanderen og Erkebiskopen.
I sit Følge havde Arcemboldus en Mand, der skulde komme til at spille en meget fremtrædende Rolle i Nordens Historie. Det var Westfaleren Didrik Slaghæk, som skal have været en Slægtning af Mor Sigbrit. Skjønt Didrik var Søn af en Prest og en ugift Kvinde, var han dog ved pavelig Dispensation bleven optaget i den geistlige Stand og havde erhvervet Magister- eller Doctorgraden. I Norden lykkedes det ham snart ved den største Behændighed og List at hæve sig til Kirkens høieste Værdighed.
Hos Kong Kristiern II fandt Legaten den venligste Modtagelse, og han gjorde glimrende Forretninger med sine Afladsbreve. Efter Kongens mislykkede Tog til Sverige i 1517 havde Arcemboldus mæglet en kortere Vaabenstilstand mellem Rigerne, og før dennes Udløb havde han foretaget en Forretningsreise til Sverige baade som Kong Kristierns Mægler og Afladskommissær. Om han tillige havde paataget sig paa anden Vis at virke i Kong Kristierns Interesse, er ikke godt at vide.
Efterat Kong Kristiern om Høsten 1518 fra sit andet mislykkede Tog var vendt tilbage til Danmark, ankom Arcemboldus til Stockholm, hvor han som pavelig Legat blev modtagen med alle optænkelige Æresbevisninger, og han kunde strax etablere sin Afladshandel under sterk Tilstrømning.[1] Med Sten Sture kom Arcemboldus snart paa en særdeles god Fod, og ved Løfte om betydelige Gaver og Udsigten til at blive Gustav Trolles Eftermand, som forespeiledes ham af den listige Rigsforstander, blev han ham snart saa hengiven, at han, efter hvad Kong Kristiern senerehen paastod, aabenbarede ham alt, hvad Kongen havde betroet ham om sine hemmelige Planer. Legatens hele Holdning gav Kong Kristiern et velkomment Paaskud til at bryde med ham og tilføje hans Forretning et føleligt Afbræk.
Allerede et Par Dage efter Hjemkomsten fra Sverige havde Kristiern II begyndt at træffe Forberedelser til at foretage et nyt Tog derhen. For at skaffe de fornødne Pengemidler tilveie optog han Laan dels hos Geistligheden, dels hos Adelen mod Pant i flere af Landets Slotte og Len. Derhos udskreves der en Skat af Levnetsmidler som faldt den haardt udsugede Almue tung at udrede. Strax over Nytaar 1519 tog Fiendtlighederne sin Begyndelse. Karl Knutssøn foretog fra Nordhalland af med en forholdsvis liden Hærstyrke et Indfald i Vestergøtland, som brandskattedes, inden den svenske Befalingsmand her endnu havde faaet Tropper samlet. Men da denne havde summet sig lidt, gjorde han til Gjengjæld et Indfald i Henrik Krumedikes Len, Halland, hvor 5 Sogne herjedes, uden at Hr. Henrik havde truffet Forberedelser til at afværge det. Ligesaa uforsigtig bar Knut Knutssøn Baat sig ad som Høvedsmand paa Baahus. Inden Udløbet af en midlertidig Stilstand, som var sluttet mellem Viken og Vestergøtland, blev han en Nat overfalden af Fienden, der trængte frem lige under hans Mure og nedhuggede eller fangede en Del af hans Skytter, som der laa indkvarterede. Saa fuldstændigt var Nederlaget, at Folk ikke kunde forstaa andet, end at der maatte være Forræderi med i Spillet. Strax efter kom Svenskerne igjen i den Hensigt at plyndre Dragsmarks Kloster. Paa Veien afbrændte de Knut Knutssøns Gaard Morlanda, men Angrebet paa Klosteret blev afslaaet. Omtrent paa samme Tid blev ogsaa Jemtland hjemsøgt af en svensk Rytterstyrke, som slog de Folk, som Erkebiskopen og Rigshovmesteren Nils Henrikssøn til Østraat havde sendt derhen. Almuen, som lige saa lidt denne Gang som ellers var at stole paa, gik Sten Sture til Haande; men snart efter jog Erkebiskopen og Rigshovmesteren Svenskerne atter tilbage. Hvad Straf Lensherren her, Olaf Galde, fik for at have været fraværende fra sit Len, er ikke omtalt. Men for det forsømmelige Forhold, Henrik Krumedike under Fiendens Indfald havde udvist, faldt han for anden Gang i Unaade og mistede alle sine Forleninger. Endnu værre gik det Knut Knutssøn Baat til Morlanda, der under Svenskernes Overrumpling af Baahus havde baaret sig saa ynkelig ad. Folkerygtet udpegede ham som en Forræder; flere andre Beskyldninger reistes mod ham af Karl Knutssøn, der blandt andet nu røbede de Planer, Knut Knutssøn i 1507 efter sin Afskedigelse som Høvedsmand paa Akershus havde næret om at gaa over til Svenskerne, og Følgen heraf var, at ogsaa han inden ret lang Tid afsattes som Høvedsmand paa Baahus og toges i Forvaring. Skjønt det danske Rigsraad, der skulde paadømme Knuts Sag, frikjendte ham aldeles, lod Kristiern ham dog uden Naade og Barmhjertighed halshugge, da han fandt, at Rigsraadet havde iagttaget en partisk Holdning. Et Par i vore Dage fremdragne Dokumenter, der beviser Knut Knutssøns landsforræderske Sindelag, retfærdiggjør Kong Kristierns haarde Fremgangsmaade.
Det eneste Foretagende, som paa denne Tid udførtes fra dansk-norsk Side og fortjener Opmerksomhed, var Befæstningen af Elfsborgs Klippe. Efterat Kristiern II i Aaret 1502 havde indtaget og brændt Fæstningen, havde han ved Krigens Fornyelse i 1511 atter begyndt at opføre Fæstningsverker her. Hvor langt disse Arbeider var fremskredne vides ikke; men i ethvert Fald blev de afbrudte ved Freden i Malmø. Nu henledede Karl Knutssøn Kongens Opmerksomhed paa dette vigtige Punkt, og da Mor Sigbrit støttede hans Plan, fik han i rivende Fart Befæstningsarbejderne afsluttede og Svenskerne udestængte fra Forbindelsen med Nordsøen. Svenskerne indsaa først for sent, hvad de her havde forsømt og forsøgte Gang paa Gang at tage Fæstningen tilbage, uden at det lykkedes, saa længe Kristiern sad fast paa Thronen.
Imidlertid havde Kong Kristiern fortsat sine Rustninger til at føre det sidste store Slag mod Sverige. For de svære Skattepaalæg som disse medførte, havde Norge lige saa lidt som Danmark gaaet fri, og der forefaldt i denne Anledning flere Opløb og Uroligheder paa forskjellige Kanter af Landet; i det mindste ved en Anledning lod Almuen sin Harme gaa ud over Fogden. Udskrivningerne maa ogsaa have været overmaade store. Saaledes forlangte Kongen af de hanseatiske Kjøbmænd i Bergen efter Mor Sigbrits Forestilling Sold til 200 Mand, med 10 Mark maanedlig til hver. Ogsaa alle geistlige og verdslige Herrer, som havde Forleninger af Kronen maatte stille Krigsfolk eller en tilsvarende Ydelse i rede Penge. Erkebiskopen af Throndhjem skulde saaledes levere 150 Mand, Biskopen af Oslo 80, Biskopen af Bergen 60, Biskoperne af Hamar og Stavanger hver 40, Rigshovmesteren Nils Henrikssøn til Østraat 30 o. s. v. Ogsaa Byerne maatte stille Krigsfolk, saaledes Bergen 40 og Throndhjem 30 Mand. Hertil kom, at forskjellige Paalæg som hidtil havde været ukjendte hertillands, nu blev indførte, som Trælasttold, Accise og en yderst trykkende Procentskat. Da alt dette ikke vilde strække til, maatte Kongen reise endnu større Pantelaan, end han havde gjort. I disse Aar gjorde han alvorlige Bestræbelser for at faa Island bortpantet til England eller Amsterdam; men ihvorvel baade de engelske og hollandske Kjøbmænd havde meget stor Lyst paa Øen, fandt de dog, at den Sum, Kongen forlangte, var overdreven høi, og Norges gamle Nybygge skulde saaledes forskaanes for at dele Orknøernes og Hjaltlands Skjæbne.
Ogsaa paa anden Vis reiste Kongen Penge. Da Arcemboldus i 1519 kom tilbage fra Sverige, hvor han havde gjort særdeles gode Forretninger, lagde Kongen Beslag paa alle de Penge, Kostbarheder, Levnetsmidler m. m., som han førte med sig, og vilde ogsaa have fakket ham selv, om han ikke i Tide havde reddet sig ved ilsom Flugt Han maatte nu nøies med at klage for sin Herre Paven i Rom over Kongens Griskhed.
Siden sit Giftermaal havde Kongen af Dronningens Medgift, der var fastsat til 250,000 Gylden, ikke modtaget en eneste Skilling, skjønt alle Terminer var forfaldne og Kongen støt og stadig havde purret paa sine rige Slægtninge om at gjøre sin Pligt. Han sendte da et Gesandtskab til sin Svoger Karl; men da dette kun blev afspist med vakre Ord og Anvisninger paa Fremtiden, besluttede Kongen at gribe til Midler, som han vidste ikke vilde slaa feil. Han sendte Kaperskibe ud, der gjennemkrydsede Nordsøen og opbragte de Fiskerskibe og Handelsfartøier, de kunde overkomme; alle hollandske Fartøier, som laa i de nordiske Havne, blev beslaglagte til største Fortrydelse for de nederlandske Kjøbmænd. Der var da intet andet for det nederlandske Hof at gjøre end at rette sig efter Kongens Ønske og i den nærmest paafølgende Fremtid fik han virkelig ogsaa en Del af Medgiften udbetalt.
Efter saa overordentlige Anstrængelser var det omsider lykkedes Kong Kristiern at saa en mægtig Hær paa Benene, bestaaende af nordtyske, franske og skotske Leietropper samt et Opbud af Adel og Kjøbstadsmænd. Til Overbefalingsmand ansattes Otte Krumpen til Trudsholm, som nu nævnes for første Gang, men som gjennem et langt Liv skulde staa i Spidsen for den danske Hær. Blandt Underanførerne var Nordmanden Karl Knutssøn, der i de tidligere Aar havde udmerket sig som en kjæk Partigjænger. Hærens Størrelse har man anslaaet til 20,000 Mand eller deromkring; dog er dettes Tal muligens noget for høit ansat. Ogsaa for aandelige Vaaben var der sørget. Allerede i 1517 havde Erkebiskop Birger af Lund lyst Sten Sture i Kirkens Ban; men denne Banstraale var ikke bleven synderlig paaagtet. Nu var derimod Bannet over Sten Sture bleven fornyet for hans voldsomme Færd mod Gustav Trolle og Landet belagt med Interdikt efter en Rettergang, som om Sommeren 1519 var bleven holdt paa et Kirkemøde i Lund. Denne Dom skulde Kristiern II’s Hær sætte i Verk.
Strax efter Nytaar 1520 rykkede den danske Hær gjennem Skaane og Halland op mod Vestergøtland, efterat en indtrædende sterk Kulde havde islagt alle Søer og rindende Vande. Meningen var at gaa over Tiveden og gjennem Nerike at trænge frem til Stockholm. Merkelig nok havde Sten Sture i de forløbne Aar ikke truffet nogen synderlig Anstalt til at forsvare sig selv og sit Land. Først ved Nytaarstider 1520, da de danske Tropper allerede var færdige til at falde ind i Danmark, henvendte han sig om Hjælp til de udenlandske Magter, navnlig til Polen og Danzig. Ikke desmindre gik han med Fyrighed og Mod den optrækkende Fare i Møde. Med et ikke ubetydeligt Opbud tog han Stilling paa og ved den tilfrosne Indsø Aasunda, ved Kjøbstaden Bogesund (nu Ulrikehamn), hvor de to Hovedveie sydfra krydsedes. Her kom det den 19de Januar 1520 til et. Slag. Allerede i Kampens Begyndelse rammedes Sten Sture af en tilbageprellende Kugle, der dræbte Hesten og knuste hans Laar. Anførerens Ulykke bragte Forvirring i de svenske Rækker; medens Hr. Sten. Sture paa en Slæde førtes bort fra Slagmarken, opløstes hans Hær fuldstændig og trak sig i Forvirring tilbage til Tiveden. Her vilde den ved Hærbraater forsvare sig og lokke Fienden i et Baghold. Uvist kan det vel ogsaa være, hvorledes det var gaaet de fremmede Leiesvende, hvis ikke Karl Knutssøn og andre i Skogkrig øvede Mænd havde været med. Men efter et tungt Dagsverk, i hvilket Franskmændene fik sin Andel af Byrden at bære, lykkedes det den 1ste Februar Kong Kristierns Hær at tage eller omgaa Forhugningerne, hvorefter den brændende og herjende fortsatte sit Tog til Vesteraas, hvor den rastede i 10 Dage.
I største Hast var den lidende Rigsforstander ført opover mod Stockholm. Saaret, der neppe vilde have været dødbringende under vanlige Forhold, blev det paa Grund af Vanrøgt og andre sammenstødende Omstændigheder, navnlig under den nagende Harme og Sorg, som de sidste Dages Begivenheder havde nedsænket Hr. Sten i. Medens han lidende og dødssyg laa i Strengnæs, sendte han et Bud til Gustav Trolle for at gjøre et Forsøg paa at stemme ham til Forsonlighed og drage ham over paa sit og Sveriges Selvstændighedsparti. Erkebiskopen skal have svaret imødekommende nok og lovet Rigsforstanderen Huldskab og Troskab. Hvorvidt han virkelig har ment det, eller om det kun var et Skalkeskjul, kan ikke siges. Men for Sten selv kunde det alt komme ud paa et. Thi samme Dag, som denne Aftale skal være truffet, døde Rigsforstanderen, idet han vilde kjøre over Mälarens Is til Stockholm (3die Februar 1520). Han var da ikke mere end 27 Aar gammel.
Stureslægtens Forhaabninger om at bestige Sveriges Throne gik med ham i Graven. I sit Ægteskab med Kristina Nilsdatter Gyldenstjerne havde han vistnok tre Sønner og en Datter; men de var endnu smaa, den ældste kun 7 Aar gammel. Men i Fru Kristina boede der en Mands Mod og Hjerte. Da Sten Sture drog ud imod Fienden, havde han betroet hende Befalingen over Stockholms Slot, og snart skulde hun vise, at hun var denne Tillid fuldt ud værdig. Den ældste af Sønnerne, Nils Stenssøn Sture, fik hun i største Hast ved den trofaste Kantsler Peder Jakobssøn sendt til Kong Sigismund i Polen, hvor de tillige skulde søge Hjælp til Stockholms Forsvar. Ved ildfulde Skrivelser og Opraab reiste hun Sveriges Almue til Kamp mod den troløse Fiende, som nu stod for Stockholms Mure. Hendes Ord fandt overalt Anklang. Paa samme Tid, som Sveriges Stormænd holdt Møder, snart hist, snart her, og endelig fik mæglet en Stilstand, medens de paa et Møde i Upsala den 2den Marts underkastede sig Kongen mod at erholde Amnesti for det forudgaaende og Tilsagn om at Landet skulde styres i Overensstemmelse med gamle Love og Rettigheder, samlede Bønderne sig til et Stormanfald paa den fremrykkende Fiende. Ved Balundsaas, en Mils Vei fra Vesteraas, led de kongelige Knegte et afgjørende Nederlag; men da Almuen Langfredag den 6te April rykkede frem mod den fiendtlige Hovedstyrke, som laa i Upsala, blev den efter først at have vundet nogle uvæsentlige Fordele fuldstændig opreven og slagen. Ikke mindre end 10,000 Bønder skal være faldne og ifølge Forlangende af Gustav Trolle, der igjen var kommen paa fri Fod og havde sluttet sig til Fienden, blev de liggende paa Valpladsen til Bytte for Hund og Ravn. Men Gjæringen i Landet vedblev.
I Slutningen af April Maaned ankom Kong Kristiern II selv til Sverige efter at have indsat sin Dronning Elisabet til i Forening med Mor Sigbrit og Mogens Gjø at føre Styret i Danmark under sit Fravær. Ved sit Komme til Kalmar forlangte Kongen, at Fru Anne Bjelke, der efter sin Mands Død førte Befalingen paa Kalmars Slot, skulde overlevere ham dette; men til sin store Fortrydelse fik han det Svar, at hun ikke turde gjøre det for Befalingsmændene paa Stockholms Slot, som havde befalet hende at forsvare det. Han udstedte da et Opraab til de svenske Landskaber og beklagede sig over den Tort, som herigjennem blev ham tilføiet, skjønt han som Landets lovlig valgte Konge var kommen med de bedste Hensigter at afværge al Skade og Fordærv. Han tillyste nu en almindelig Rigsdag, som skulde møde udenfor Stockholm den 3die Juni for der at slutte en evig Fred mellem de tre nordiske Riger. Det lader imidlertid ikke til, at hans Ord har gjort synderligt Indtryk paa det svenske Folk, og Mødet blev kun sparsomt besøgt. Men Kongen havde draget Omsorg for at bevæge Almuen til Underkastelse paa anden Vis.
Ombord paa sin Flaade havde han nemlig den gamle Biskop Hemming Gad, som tidligere havde været Danmarks hadskeste Fiende og en ivrig Modstander af de tre Rigers Forening. Den Tilsidesættelse, som Sten Sture havde ladet ham blive til Del og den Utaknemmelighed som var bleven udvist mod ham af den yngre Slægt, havde fremkaldt et fuldstændigt Omslag i hans hele Livsopfatning og politiske Holdning. Han havde efter Svante Nilssøns Død taget Ordet for, at Malmøfreden skulde opretholdes saaledes at Kong Kristiern skulde tilstaaes en aarlig Sum af Sveriges Krone. Men dette gjorde ham mistænkt for at spille under Dække med Danskerne og da han i 1518 paa troløseste Vis som Gissel var bleven bortført til Danmark, stempledes han som Landsforræder og hans Smule Eiendom beslaglagdes. Dette var mere, end han kunde bære. Nu havde han kastet sig i Armene paa Kristiern II og pønsede kun paa Hevn over sine Modstandere. Skjønt en ikke ringe Del af Svenskerne med Harme vendte sig bort fra den Mand, som paa slig Vis havde forraadt sit Fædrelands Sag, besad han dog hos Landsalmuen megen Indflydelse; den havde nemlig endnu den gamle Bondehøvding og hvad han for den havde været, i friskt Minde.
Medens Kongen ved en overordentlig flot Uddeling af Salt vandt de svenske Bønder for sig — thi en Tønde Salt var et ligesaa godt Lokkemiddel for Bonden, som et Len for en Adelsmand — toges Vesteraas Slot i Juli eller August Maaned ved Storm, og Underhandlinger aabnedes med Stockholm, som helt siden Mai Maaned holdtes beleiret af Danskerne. Beleiringen lededes dels af Kong Kristiern selv, dels af Otte Krumpen, medens Kongen var fraværende paa en Reise til Kjøbenhavn. Allerede tidligere havde Hemming Gad i en udførlig Skrivelse underrettet Stockholms Indvaanere om Aarsagen til den Vending, han i politisk Henseende havde gjort, og han forberedte ogsaa ved Underhaands Bearbeidelse Stemningen for Kristierns Antagelse til Konge. Efterat Vesteraas var falden, aabnede Kongen Underhandlinger med Stockholm og Fru Kristina. Et Gesandtskab, hvori Hemming Gad og Biskop Matthias af Strengnæs befandt sig, kom paa Kongens Vegne ind i den svenske Hovedstad, og saa veltalende var den gamle Danskehader nu bleven i at udmale den Mildhed og Naade, den danske Konge udfoldede, og den Ro og Sikkerhed som vilde udbrede sig over det hele Land under hans fredsæle Regjering at Fru Kristina snudde ham Ryggen og lod det hele Gesandtskab følge til Dørs. Nede i Byen var Modtagelsen ikke meget hjerteligere, da man fik høre, hvorledes Fru Kristina havde hilset dem. Ja, en ung Mand ved Navn Peter Fredag forglemte sig endog i den Grad, at han gjorde sig megen Umag for at faa slaaet ind Skallen paa den ottiaarige Olding Hemming Gad! Med Nød og neppe reddede han ved denne Leilighed Livet; men dette skræmte ham ikke fra at komme igjen. Efter gjentagne Samtaler fik han Herrerne i Byen til at lytte til sine Ord, og snart vandt han ogsaa Byens fornemste Borgere for sig. Saa nødig Fru Kristina vilde, saa maatte hun og den øvrige Del af Befolkningen give efter. Paa en Holme nær Valdemarsøen undertegnedes saa den 5te Februar 1520 en Overenskomst mellem Kong Kristiern paa den ene Side og paa den anden Stockholms By og Fru Kristina. “Med Haand og Mund, Brev og Indsegl, Eder og Forpligtelser“, skriver den samtidige Forfatter Olaf Peterssøn (Olaus Petri), “sluttedes Dagtingningen saaledes, at alt skulde være en aftalt Sag og forligt til en fuldkommen Ende saaledes, at nu skulde intet andet være end Naade og Gunst, og alt, hvad Byens Borgere, ja ikke blot hvad Stockholmerne, men tillige alle Svenskerne ønskede, blev strax bejaet, samtykket og bebrevet, og derhos lovede Kongen selv med Haand og Mund, at han ikke blot vilde samtykke og stadfæste det, men endog forbedre det i alle dets Punkter og Artikler“. Alle Fanger skulde frigives, Fru Kristina erholdt temmelig store Forleninger i Finland, og der skulde tillige uddeles Len til alle dem, som paa hendes Vegne havde ført Befalingen over Rigets Slotte.
Den 7de September 1520 holdt Kong Kristiern sit Indtog i Staden. Borgermestere og Raad kom ham imøde paa Sødermalm og overrakte ham Byens Nøgler, hvorpaa han i Spidsen for 1000 Ryttere og 2000 Fodknegte red først hen til Storkyrkan eller St. Nikolai Kirke, hvor han takkede Gud for den vundne Seir, og derpaa til Slottet. Allerede et Par Dage efter det stolte Indtog, hvorved alt havde været idel Glæde, skulde Stockholmerne faa et Vink om, hvad Fremtiden vilde bringe. Paa Byens to fornemste Torvepladse opførtes der Galger, og den tapre Slotshøvedsmand paa Vesteraas, der var falden i Kong Kristierns Hænder, blev som ikke indbefattet i den almindelige Amnesti parteret og lagt paa Steile.
Et Par Dage efter Indtoget forlod Kong Kristiern Stockholm efter at have indsat tre danske Adelsmænd til Slotslovere (d. e. Befalingsmænd) under sit Fravær og sendt Hemming Gad med en stor Hær til Finland. Men hans Fravær blev ikke af,lang Varighed. Allerede i Midten af Oktober var han tilbage i Stockholm.
Den 30te Oktober holdt Kongen et stort Rigsmøde i Graabrødreklosteret i Stockholm, hvortil hele Adelen og Repræsentanter for Geistlighed, Borgere, Bergmænd og Bønder var indkaldte. Her viste det sig bedst, hvor føielige de svenske Stormænd var til at rette sig efter Kongens Ønsker. Efterat Odenses Biskop, Jens Anderssøn Beldenak,[2] der nogen Tid i Forveien havde været saa uens med Kongen, at denne havde fundet sig beføiet til i henved tre Aar at holde ham i Arrest, men nu var tagen fuldstændig til Naade, havde givet en udførlig skjønt ingenlunde korrekt Fremstilling af den Ret, Kong Kristiern som Ætling af den hellige Kong Erik havde til at arve Sveriges Krone, erkjendte Forsamlingen Kong Kristiern for sin Arveherre, hvorpaa han den 1ste November næstefter hyldedes som saadan. Den paafølgende Søndag, 4de November, kronedes han i Stockholms Storkirke af Gustav Trolle under stor Høitidelighed, og umiddelbart efter den kirkelige Akt slog han flere Danske og Tyskere, blandt andre Otte Krumpen, Nils Lykke og Søren Norby, til Riddere. Ved selve Kroningen var det ikke at tage feil af, at Kongen heller end gjerne satte Svenskerne tilside, og det var ikke frit for, at sligt vakte Anstød. Men værre var det, som fulgte paa.
Tre Dage var paa det nærmeste hengaaede i Sus og Dus paa Stockholms Slot. Over Middagen, Onsdag den 7de November, samledes alle Gjæsterne i den store Sal, og Slottets Porte lukkedes. Kun nogle Efternølere slap ind. Ingen maatte gaa ud. Efterat Kong en havde taget Plads paa sin Throne, traadte Erkebiskop Gustav Trolle frem og bad om Opreisning for den store Uret, han havde lidt, og for de Krænkelser, som var overgaaede ham og hans Formand. Han mindede om den Ed, Kongen nogle Dage i Forveien ved sin Kroning havde svoret at værne om Kirken og dennes Rettigheder, hvorpaa han lod oplæse det skriftlig affattede Klagemaal han havde at fremføre mod 16 navngivne svenske Herrer og 2 Fruer. Disse Klagepunkter angik Beleiringen og Nedbrydelsen af Stäke Slot, Plyndringen af Upsala Domkirke og Erkesæde og den Molest, som i Fangenskabet var øvet mod hans Person. For alt dette fordrede han en Erstatning af 500,000 Mark Sølv og nedlagde derhos Paastand om, at alle de af ham anklagede Personer skulde holdes arresterede, indtil Kongen havde idømt dem Straf efter Fortjeneste, hvorved han vilde faa Løn af Gud og Pris af hele den samlede Kristenhed. Sandsynligvis har denne Gustav Trolles Optræden ligeoverfor de svenske Herrer været et aftalt Spil med Kongen, der behøvede Penge til at lønne sine Leiesvende med og derhos heller end gjerne ved omfattende Konfiskationer har ønsket at tilføie de mægtige svenske Stormænd et føleligt Knæk i materiel Henseende. Fru Kristina Gyldenstjerne, der var blandt dem, som Erkebiskopen først og fremst havde reist sin Anklage mod, forstod meget godt, at det var hendes og hendes spæde Børns økonomiske Ruin, som herigjennem først og fremst var tilsigtet. Hun saa sig da ingen anden Udvei til at afværge Ulykken fra deres Hoved end ved at fremlægge det paa Rigsdagen den 23de November 1517 opsatte Dokument, der indeholdt Beslutningen om Gustav Trolles Afsættelse og Stäke Slots Nedbrydelse. Ganske vist har dette vigtige Dokument, hvis Tilværelse hidtil synes at have været en Hemmelighed, havt en merkelig Indflydelse paa Sagens hele Gang. Thi herigjennem fik Kong Kristiern ikke blot fuld Rede paa, hvem der havde været med paa at fatte Beslutningen, men tillige et uomstødeligt Bevismiddel for, at vedkommende havde gjort sig skyldige i den groveste Forbrydelse Tiden kjendte, nemlig Oprør mod Pavemagten og den bestaaende kirkelige Orden. Efter dette var det ikke længere et Erstatningsspørgsmaal, det gjaldt. En for en kaldtes Underskriverne frem for Kongen og adspurgtes, om de vedkjendte sig Dokumentets Besegling. Først stod Biskop Hans Brask af Linkøping for Tur. Han vedstod sit Segl, men gjorde opmerksom paa, at han havde gjort sit Forbehold ved Beseglingen. Papirlappen med hans Paaskrift om, at han kun nødtvungen havde beseglet det omhandlede Dokument, blev nu fremdragen af sit Gjemme i Seglkapselen. Hans Undskyldning blev tagen for god. De øvrige Herrer og Rigsraader søgte ogsaa paa bedste Vis at fri sig, og herunder røg de op at kjævles, idet hver især vilde vælte Skylden over paa andre. Thi nu merkede ogsaa de, at der ikke længere var Spørgsmaal om en Bod for hver især paa et Par tusinde Merker Sølv, men at det var selve Livet, det spøgte for.
Det løb nok nogen hver af de forsamlede Bisper og Rigsraader koldt nedover Ryggen, da Kongen fjernede sig og lod dem tilbage i Salen. Længe skulde de imidlertid ikke lades i Uvished om, hvad der forestod dem. Ud paa Eftermiddagen aabnedes Dørene til Salen, og Klaus Bilde og Søren Norby traadte ind med Vagt og Fakler og udsøgte Biskoperne Matthias af Strengnæs og Vincents af Skara tilligemed nogle Adelsmænd. Om lidt kom de tilbage og hentede andre, og slig gik det paa til langt paa Kveld. Medens Vagterne gik frem og tilbage og hentede Fanger, herskede der i Salen den største Uro og Frygt; ingen kunde jo være sikker paa, at det ikke var ham, Vagten nu vilde føre bort. Da Klokken var bleven 10 om Aftenen, ophørte Arrestationerne; men samtlige Gjæster maatte forblive Natten over paa Slottet i et lidet trangt Rum, hvor de imidlertid blev viste ind.
Den næste Morgen Kl. 9 maatte de tilstedeværende Prælater og Geistlige, 14 i Tallet, indfinde sig i Slottets store Sal for at deltage i Retten over de Fængslede under Forsæde af Biskop Jens Anderssøn Beldenak. Paa det Spørgsmaal, denne opstillede, om de, som havde sammensvoret sig mod den hellige Kirke og Paven, ikke burde anses for Kjættere, svarede Forsamlingen efter nogen Betænkning, at den ikke kunde finde andet efter Kirkeret, Keiserret og Sveriges rette Lov. Et Dokument herom opsattes og besegledes af de otte, som havde Signet hos sig. Derefter vistes Bisidderne igjen ind i det snevre Kot, hvori de havde tilbragt Natten. Straffen skulde Kongen selv bestemme: den var Døden.
Allerede tidlig om Morgenen var Byportene blevne afstængte, og under Trompetstød var det fra alle Byens Torve og aabne Pladse forkyndt, at ingen maatte understaa sig at gaa ud af sit Hus. Paa Stortorvet foran Raadhuset reistes der et Skafot. Fra dette og til Slottet stilledes der en sterk Vagt i to Rader.
Imidlertid havde de paa Slottet forsamlede Herrer under Sorg og Bedrøvelse nydt sit Middagsmaaltid. Da de vel var færdige dermed, kom der en styrtende ind og raabte, at nu førtes Biskoperne Matthias af Strengnæs og Vincents af Skara fangne ud af Slottet. Jens Anderssøn, som kom til, forsikrede, at sligt bare var Løgn og Skvalder. Men det ene Bud kom efter det andet, og da det snart hed, at nu skulde Biskoperne til at strække Hals, greb Rædsel dem alle, og, med Jens Anderssøn i Spidsen styrtede de ud under Raabet, at de vilde til Kongen for at forhindre Udførelsen af en saa grusom Handling. Da kom Didrik Slaghæk, Kongens høire Haand, dem imøde og sagde: “Pas Eder selv, at I ikke times det samme som de andre Forrædere“. Forstenede af Skræk trak de sig saa tilbage til sit Værelse.
Det var sandt nok, hvad Budene meldte. De dødsdømte blev i Procession nedførte fra Slottet, først Biskoperne, dernæst Adelsmændene og tilsidst de Borgerlige. Da de var komne paa Torvet, holdt den nye Ridder Nils Lykke fra Raadhusets Trappe en Tale til de Forsamlede og bad dem om ikke at forfærdes over, hvad der skulde ske. Thi det var bare nogle Forrædere og Misdædere som her efter Erkebiskop Gustavs Paastand modtog den forskyldte Straf for sine uretfærdige Handlinger. Kun Biskop Vincents af Skara protesterede mod Dommens Retfærdighed, og to af de stockholmske Raadmænd, som stod i Kredsen, raabte, at de svenske Mænd skulde lære af det, som overgik dem, at tage sig i Vare for at lade sig narre af falske Breve og Tilsagn. Deres Blod skulde raabe til Himlen om Hevn og Straf over Ophavsmanden til den Udaad, som her blev øvet.
Hvad der nu paafulgte, maa have trodset enhver Beskrivelse; de gode Borgere, som nu efter sin ufrivillige Husarrest fik Befaling til at indfinde i sig paa Byens Torv for at være Vidne til Exekutionen, kunde allermindst med Ro se paa det blodige Skuespil og angav senerehen Tallet paa de henrettede yderst forskjelligt. Men Profossen, den tyske Officer Jørgen Homuth, fortalte nogle Aar efter, at 82 Hoveder faldt for Bøddelsværdet den første Dag. Saa tumultuarisk gik Slagteriet for sig, at det hele var overstaaet paa halvanden Times Tid. Ingen af Slagtofrene fik Tilladelse til at skrifte og modtage Kirkens Afløsning. Kong Kristiern vilde myrde Sjælen med Legemet, mente man.
Den første blandt dem, paa hvem Dødsdommen fuldbyrdedes, var Biskop Matthias af Strengnæs, der mere end nogen anden svensk Mand havde arbeidet for Kongens Sag i de sidste Aar. Derpaa fulgte Biskopen af Skara, flere verdslige Herrer af det svenske Rigsraad, andre Adelsmænd, Stockholms tre Borgermestere og 14 af Byens Raadmænd samt en Mængde af de mest ansete Borgere. En Nordmand var ogsaa iblandt: det var Erik Knutssøn, en Søn af Knut Alvssøn, der var bleven sin svenske Stedbroder Sten Sture og hans Sag tro. Med ham udsluktes Mandslinien af den norske Roseæt, idet hans Broder Karl Knutssøn tidligere var falden i Kong Kristierns Tjeneste under Stockholms Beleiring. De følgende Dage fortsattes Henrettelserne. Under et stærkt Regnskyl førtes de aflivedes Blod fra Torvet, hvor de døde Legemer laa henslængte rundt i alle Byens Gader og Smug, saa hele Byen syntes lauget i Blod. Tredie Dagen ytrede Biskop Jens Beldenak til Kongen: “Her slagtes saa fort, Herre, at det volder stor Stank“. Kongen gav da Befaling til, at Ligene skulde føres bort, og Lørdagen den 10de November blev der opgjort et stort Baal udenfor Byen paa Sødermalm, hvor de henrettede brændtes. Sten Stures Lig blev opgravet og slængt paa Baalet, da han som Kjætter ansaas for uværdig til at ligge i viet Jord. Ogsaa Liget af et af hans spæde Børn, der var død Aaret i Forveien, behandledes paa samme Vis.
Dagen efter Blodbadet (8de Novbr.) udstedte Kongen et aabent Brev til alle Rigets Landskaber. I dette kundgjorde han kort og godt, hvad der var hændt. Den Straffedom, som var overgaaet de domfældte Kjættere, havde været retfærdig og maatte betragtes som et Nødværge, da det ellers havde været at befrygte, at hele Riget for deres Skyld vilde være bleven belagt med Interdikt. Herefter vilde han styre Riget i Fred og Ro og holde enhver ved Landets Lov og Ret.
Snart udstrakte Blodsudgydelsen sig over det hele Rige. I Finland i blev den gamle Hemming Gad, der med en Krigsstyrke var sendt derover, henrettet udenfor Raseborg Slot den 16de December. Flere andre fulgte ham i Døden. Men midt under alle disse blodige Optrin holdtes der paa Byens Raadhus af Borgerskabet en Fest til Kongens Ære i Anledning af, at Dronningen den 10de November havde født en Datter, der fik Navnet Dorothea.
Blodbadet i Stockholm har, Ære være Menneskeligheden, kun faa Sidestykker i Historien. Med Blodbryllupet i Paris, der fandt Sted 52 Aar senere, er det bleven sammenstillet; men til Trods for, at disse to Begivenheder har uhyggelig mange Enkeltheder tilfælles, overgaas det sidste dog langt af det første. Thi i Bartholomæusnatten var det jo den fanatiserede Pøbel, som gav sine Lidenskaber frit Løb. Til en Enkeltmands Verk at være har Kristierns blodige Voldsdaad alene Sidestykker i de forskjellige Udslag af de østerlandske Despoters Menneskeforagt, de sikuliske Tyranners Menneskefrygt og de romerske Cæsarers Vanvidsparoxysmer. I Grunden var ogsaa Blodbadet i Stockholm en Blanding af alt dette. Man har Aarsag til at tro, at Kongen i det Øieblik, han stadfæstede Bloddommen, maa have befundet sig i en paa det nærmeste ialfald utilregnelig Tilstand. For hans forvildede Sind maa det have taget sig ud som en Retfærdighedshandling, han maatte i bringe i Udøvelse. Saa meget sterkere falder derfor Ansvaret tilbage paa den Mand, som benyttede sig af Kongens Utilregnelighed til at give sine egne raae og vilde Lidenskaber frie Tøiler. Det var Didrik Slaghæk. Han benyttede sig af Kongens Svaghed til at gjøre ham til Medskyldig i den største af alle Forbrydelser, som endnu var øvet i de nordiske Lande. Da Kongen omsider var vaagnet af det Vanvid, hvori han havde været nedsænket, maatte hans onde Raadgiver lide den haardeste Straf, som Loven hjemlede.
Med stor Skarpsindighed har den høit ansete danske Historiker C. Paludan-Müller analyseret Kongens Bevæggrunde til denne Udaad. Idet han gaar ud fra, at der ikke har foreligget nogen forud lagt Plan for Kongens Adfærd, hvilket dennes hele Holdning umiddelbart før og efter Kroningen synes at godtgjøre, antager han, at det først var under de Forhandlinger, som den 7de November førtes om Erstatning for den Gustav Trolle tilføiede Skade, at den uhørte Katastrofe fremkaldtes derved, at Fru Kristine Gyldenstjerne kom frem med Sammensværgelsesbrevet af 23de Novbr. 1517, hvis Tilværelse hidtil havde været Kongen, Erkebiskopen og det hele Slæng ubekjendt. “Jeg ser Kongen komme ud af Salen med Sammensværgelsesbrevet i Haanden; han lader sin Sekretær læse det: — det er jo Kjætteri! — Kjætteri? Ja, thi det er et Angreb paa den hellige Kirkes Enhed, som er en af dens Hovedlærdomme og Sagen er notorisk, da her er Brev og Segl for den, saa at der ikke behøves nogen Inkvisition; dette siger Kirkeloven udtrykkelig i disse og disse Steder! Her forelaa altsaa en ganske ny Sag, der hverken var Kongen eller Gustav Trolle bekjendt, dengang han stadfæstede Upsala-Overenskomsten af 6te Marts eller sluttede Kapitulationen af 5te September eller opfordrede Erkebiskopen til at træde frem med sin Klage; her behøvede man ikke engang at gjøre Brug af Pavens Banbulle, som kunde siges at være medoptagen i Kongens Tilsagn om Amnesti. Nu er det saa, at alt det gamle Nag, al den tilbagetrængte Vrede, alle de ulyksalige Minder fra Farfaderens og Faderens og hans egen Fortid, nu er det, at de mørke Udsigter i Fremtiden og Øieblikkets Trang til Konfiskationer vælder op fra Sjælens Dyb og løser den med Møie lænkebundne Lidenskab, der er karakteristisk for Kristierns Natur. Saaledes bukker han under for Fristelsen, den onde Dæmon ved hans Side faar Magten. Dog kjæmper han imod, navnlig de to Biskopers Henrettelse gjør ham tvivlraadig. Han vil have Vished for, at Sammensværgelsen virkelig er Kjætteri. Derfor opsættes Afgjørelsen, indtil Spørgsmaalet kan besvares af de Geistlige Thorsdag Formiddag, og derfor er det, at Henrettelserne først kan begynde saa sent paa Dagen. Men var blot en eneste forstandig og kyndig Mand kommen til Kongen, vilde han uden Vanskelighed have forstyrret det hele Blændverk; thi Sammensværgelsen kunde i det høieste gjælde for et Schisma, en mindre Grad af Kjætteri, og selv den egentlige Kjætter negter Kirkens Lov ikke Afløsning og Optagelse i Kirkens Skjød, naar han strax efter at være greben i Kjætteri afsværger dette og underkaster sig den paalagte Bod. Kun dersom de havde været aabenbare og haardnakkede Kjættere, som Aktstykket af 8de November kalder dem, skulde den verdslige Magt saavel efter Keiserretten som Kirkeretten og Sveriges Landslov udrydde dem strax. Og selv da maatte de Geistlige, hvis Hoveder skulde falde, først have været degraderede, der maatte have været foretaget en Retshandling med dem. Derom har Didrik Slaghæk ikke undervist Kongen; dennes Lidenskab maatte slippes løs strax, ellers kunde det ikke undgaaes, at Kongen fik bedre Undervisning, og den Udsigt til egen Magt og Herlighed, der aabnede sig for Fristerens Blik udaf Slagtofrenes Blod, vilde slaa om til Ugunst, Vrede, maaske til endnu værre. Der maatte iles, der maatte ingen Stansning, ingen Omvendelse være mulig; derfor springes de Geistliges Degradation over, derfor forbyder Didrik Slaghæk at tilstede Ofrene Skriftemaal, — derfor dette tumultuariske Hastværk“.[3] Der er dog flere Momenter ved det rædselsfulde Drama, som opførtes saavel i Stockholm som i de øvrige svenske Landsdele, der endnu venter sin Forklaring. Navnlig fæster Opmerksomheden sig ved den paafaldende Vilkaarlighed, hvormed Henrettelserne er foregaaede. Der henrettedes nemlig flere Mænd, som ikke havde været med paa at udfærdige det farlige Brev af 23de November 1517, medens andre, som havde været med derpaa, gik fri. Endvidere blev der ved Exekutionen ikke taget det ringeste Hensyn til det Forhold, hvori vedkommende stod til Kongen og den nye Tingenes Orden, som nu var bleven gjennemført.
I Begyndelsen af December Maaned forlod Kongen Stockholm for at drage tilbage til Danmark. Men før Afreisen havde han truffet Anstalter til at danne et stort Handelsselskab, som skulde omfatte alle tre nordiske Lande og i det hele optræde som en Konkurrent af det store hanseatiske Handelsforbund. Det nystiftede Selskab, for hvilket der den 4de December blev vedtaget en Plan, skulde have Hovedkontorer i Kjøbenhavn, Stockholm, Nederlandene og Finland og nærmest være grundlagt paa Udførselen af nordiske og russiske Produkter, hvorhos det mod en passende Afgift skulde overtage Kronens Ret til Bjergverksdrift. Den hele Plan gik imidlertid under den paafølgende Tids stormende Optrin fuldstændig i Vasken. En Opdagelsesexpedition, som Kongen paa samme Tid havde tænkt at udsende til Nordamerika under Søren Norbys Ledelse, maatte ligeledes indstilles, først fordi intet Orlogsskib var i fuld sødygtig Stand, siden fordi Søren paa Grund af det svenske Oprør ingen Vei kunde komme. Var dette ikke kommen imellem, vilde Søren Norbys Navn visselig have straalet inden de store Opdagelsesreisendes Række.
Ogsaa Kong Kristierns Hjemvei til Danmark betegnedes med blodige Optrin. I Jønkøping skal han saaledes have ladet henrette nogle Herrer, som under hans Gjennemreise havde søgt at reise Folket mod ham. Den gængse Fortælling om, at to Smaagutter af Ribbingernes Æt herunder skal være blevne henrettede, beror sandsynligvis paa en Misforstaaelse af Kilderne. I Nydala Kloster blev Abbeden og 5 af hans Munke druknede til Straf for, at de havde negtet at skaffe Kongens Følge det fornødne Underhold. En sjette Munk blev reddet ved Kongens Skriver Jesper Brochmands Aandsnærværelse. Ialt skal efter den svenske Forfatter Olaf Petersens Paastand sex hundrede Mennesker være faldne som Ofre for Kongens løsslupne Lidenskab paa denne hans “Eriksgata“, som han selv kaldte Færden.
Til at styre Riget under sit Fravær indsatte Kong Kristiern et Regjeringsraad med Didrik Slaghæk som Statholder og Formand. Forøvrigt bestod det af Gustav Trolle og Jens Anderssøn Beldenak samt af et Par af den førstnævntes Tilhængere. Stockholms Slot indehavdes af Henrik Slaghæk, Didriks Broder, og Kalmar af Søren Norby.
Men allerede Maaneden efter, at Kong Kristiern havde forladt Sverige, oprettedes der et indenlandsk Styre her, idet Gustav Erikssøn Vasa i Januar 1521 udraabtes til Høvedsmand over Dalarne. Hermed indtraadte Sverige i en ny Epoke af sin Udvikling, i sin saakaldte Nydannelsestid.
- ↑ I Norge, hvorhen Arcemboldus maa have sendt Subagenter, gik Forretningerne dog yderst flaut. Et i Romedal paa Hedemarken levende Sagn ved endog at fortælle, at en Ungkarl fra Gaarden Brette kjøbte et Frihedsbrev for en Synd, han agtede at begaa. Siden passede han op Afladskræmmeren paa Moskogen i Eidsvold, hvor han slog ham ihjel og tog hans Penge.
- ↑ Beldenak et et Skjældsord, svarende omtrent til vort “Fleinskalle“.
- ↑ C. Paludan-Müller, De første Konger af den oldenborgske Slægt, S. 375 ff.