Illustreret Norges Historie/4/22
Allerede i sin Faders senere Regjeringsaar havde Kong Kristiern indlagt sig megen Hæder for den Dygtighed, hvormed han havde varetaget forskjellige Regjeringsanliggender, og Middelstandens og Almueklassens Forventning var derfor paa det høieste spændt paa, hvad han vilde komme til at udrette. Der fandtes ifølge Svanings Udsagn i hele Riget neppe en Mand, som ønskede at se nogen anden end Kristiern paa Thronen efter Kong Hans.
Efter sin Thronbestigelse udfoldede Kongen en rastløs Virksomhed “Han stod op om Morgenen Klokken 5 eller før den Tid,“ skriver Allen, “thi man kunde stundom om Sommeren se ham paaklædt og færdes ude tilfods eller tilhest allerede Klokken 5. Kantsleren kom til ham Klokken 6 om Sommeren og om Vinteren Klokken 7, og siden fortsattes Arbeidet saa lang som Dagen var, kun afbrudt ved Kirkegang Kl. 8—9 og 3—4 og ved de to Maaltider strax efter Gudstjenestens Slutning.“ Det er derfor ogsaa ganske paafaldende, hvor meget han fik udrettet, og hvor hurtigt han expederede de indkomne Sager fra sig. Naar han ikke sad hjemme paa sit Slot, var han ude paa Reiser for at dømme i Sager og afhjælpe alle de Brøst, som trængte til hans Mellemkomst. Alt vilde han se med egne Øine og selv dømme i; selv i Markegangsforretninger holdt han det ikke under sin Værdighed at deltage. Derhos holdt han ogsaa et vaagent Øie med Kancelliets underordnede Personale og med den Arbeidsomhed, som dette udfoldede.
Hvad Kong Kristiern i sin første Regjeringstid havde taget Øiemerke paa, var Næringsveienes Opkomst, Kjøbstædernes Handel og Landboforholdenes Ordning. Navnlig har man fra den første Tid af hans Regjering en Række Forordninger, der tilsigtede at hæve Borgerstanden og frarive de privilegerede Stænder de Handelsrettigheder, som de med Urette havde anmasset sig. At han herunder maatte sætte flere af Haandfæstningens Bestemmelser tilside, siger sig selv. Han forbød saaledes Geistligheden, Adelen og Landsalmuen at drive Kjøbmandskab paa Landet med andet end, hvad de behøvede til eget Forbrug. Handelen med Korn, Heste og Øxne skulde gaa over Kjøbstæderne, hvor de først skulde afhændes til Markedspriser. Under 2den Marts 1516 forbød han ligeledes de mange “Landkjøbere“ (Bissekræmmere, Skræppekarle), som drog omkring i Landsbygderne, at reise om paa slig Vis under Straf af Varernes Forbrydelse og haarde Bøder. Fogder og Lensmænd forbødes at opkjøbe Landsprodukter og udhøkre Kjøbstadvarer, til Skade saavel for Landsfolk som for Kjøbstadsborgerne. I Forbindelse med Kongens Bestræbelser for at hæve Byernes Velstand ved en selvstændig og blomstrende Handel staar ogsaa hans Plan at gjøre Kjøbenhavn, hvis heldige Beliggenhed han forstod at vurdere, til en Stapelstad for den østersøiske Handel. Han indbød Kjøbmænd af alle søfarende Nationer under Tilsagn af sin særdeles Beskyttelse til at nedsætte sig i Kjøbenhavn, og navnlig udstedte han en saadan Indbydelse til de rige Fuggere fra Augsburg, der ganske beherskede Pengemarkedet i Nederlandene, Sydtyskland og Norditalien. Der er ingen Tvivl om, at Lübeckerne paa en meget kort Tid vilde have set sin Handel ruineret, om Kongens Forehavende var lykkedes. Dette Skridt fra hans Side kunde de heller ikke lettelig tilgive ham, og en lübecksk Krønikeskriver udtaler sig saaledes om denne Plan: “Kong Kristiern havde onde Raadgivere og hørte gjerne slette Raad“. Det var derfor med en vis Lettelse og Fortrøstningsfuldhed, de hanseatiske Kjøbmænd saa det trække noget ud med Indretningen af Kjøbenhavns Stapel, da et saa betydeligt Verk ikke kunde gjennemføres i Løbet af et Aars Tid eller to, og Fuggerne ikke havde overvættes stor Lyst til Spekulationer paa det nordiske Marked. Oppebørselen af Øresundstolden henlagdes til Kjøbenhavn fra Helsingør, hvis Rhed var uskikket til Vinterhavn og derhos noget usikker ved sydøstlige Vinde. Paa samme Tid overdroges det til Sigbrit, for hvis Øine Lübeckerne kun fandt liden Naade, at føre Overtilsyn med Toldvæsenet, hvorved et skarpere Opsyn tilveiebragtes og en ny Tarif indførtes. Mynten forbedredes og blev bestemt at være ens for begge Riger, Danmark og Norge. For de rige Sildefiskerier i Limfjorden, der paa denne Tid ikke stod meget tilbage for de skaanske Fiskerier, udstedte han gavnlige Forordninger, der viser, hvor meget han har været forud for sin Tid. Da Vildtet i Danmark paa denne Tid var sterkt i Aftagende, udfærdigede han en Fredningslov for det. Men hans Jagtforordninger var dog hverken saa meningsløse eller saa haarde, som de i hans nærmeste Eftermænds Dage blev. For at faa Danskerne oplærte i Havedyrkning hentede Kongen fra Waterlandene i Nordholland en hel Koloni Bønder, der anvistes den nær Kjøbenhavn liggende Ø Amager til Beboelse. Her formaaede de i over tre Aarhundreder at opretholde sin Nationalitet uopblandet af danske Elementer.
Ogsaa til Norge strakte Kongens Iver for Næringsveienes Udvikling sig. Den norske Bjergverksdrift kan saaledes føres tilbage til denne Konges Tid. Den eneste Udvinding af Metaller, som hidtil havde været kjendt hertillands, var den saakaldte Myrblæster eller Tilvirkning af Myrmalm, der helt fra den graa Oldtid havde været Gjenstand for en ikke ubetydelig Bygdeindustri. Om et Kobberverk, der omkring Aar 1490 var i Gang i Sandshverv, har vi ingen anden Oplysning, end at Henrik Krumedike og Kantsleren Jon Paulssøn havde det i Forlening. Nu hører vi imidlertid i 1516, at Erik Valkendorf forsøgsvis havde sat en Kobbermalmanvisning, som var fundet 8 store Mile fra Throndhjem, under Drift. Hvad Udbytte dette Kobberverk har bragt, kjender man ikke, lige saa lidt som man ved, hvor det har været beliggende. Nærmest ligger det vel at tænke paa Meraker, Sælbu eller Indset, hvor Kobberverker ogsaa i nyere Tider har været i Drift, og hvor der tildels paavises mindre Gruber, hvis Oprindelse utvivlsomt hidrører fra den norske Bjergverksdrifts Barndom.
Ogsaa søndenfjelds gjør Kongen paa samme Tid Anstalter til at faa et ordnet Bergvæsen i Gang. Fra Freiberg i Sachsen lod han saaledes i 1519 Bergmestere og andre kyndige Bergfolk hente til Norge, hvor de undersøgte forskjellige Strækninger af Landet. Af et Brev, som Oslobispen Hans Mule, der tillige var Høvedsmand paa Akershus, i denne Anledning tilskriver Kongen, erfares det, at disse Bergfolk, som af Biskopen erholder Skudsmaal for Duelighed, har undersøgt mange Bjerge og prøvet de forefundne Ertser. Aarsagen til, at de norske Bjerge hidtil havde ligget ubenyttede, tilskrev den tyske Bergmester “det umilde Herskab“, Bønderne havde havt. Det lader til af Biskop Mules Brev, at Undersøgelserne skulde gjenoptages de følgende Aar, og i 1520 finder vi en tysk Bergmester Bartholomæus Pantgartner bosat i Nærheden af Akers Kirke, paa den Nonneseter Kloster tilhørende Gaard Haug. Sandsynligvis er det fra denne Tid Kobbergruberne i Akersbakken ovenfor Oslo skriver sig, ligesom der ogsaa i Nærheden af Sognsvandet i Aker findes en gammel Grube, der tør antages at være optagen paa samme Tid og efter Sagnet har været drevet paa Kobber og Sølv.
Et Foretagende, som var af særlig Interesse for Norge og som Kong Kristiern søgte at sætte i Verk, var Fornyelsen af Sejladsen til det gamle, norske Skatland Grønland, som i snart 100 Aar havde været afsondret fra enhver Forbindelse med sit Moderland. Hele det 14de Aarhundrede igjennem synes den norske Koloni paa Grønland at have ført en hensygnende Tilværelse og efterat Norge i Aarhundredets Midte ved den sorte Døds Herjinger var bleven i yderste Grad svækket, blev Kolonien mere og mere forsømt. I hele 19 Aar (1350—68) stod Bispestolen i Garde ubesat, og da den derefter beskikkede Biskop Alv i 1378 var afgaaet ved Døden, varede det hele 6 Aar, før Budskabet om hans Død naaede til Norge. Bispestolen blev vistnok snart igjen besat med en Henrik, der i de følgende Aar ses at have opholdt sig i Danmark; men senere gik det mere og mere uordentligt til med Bispeembedets Besættelse. Stundom havde Grønland ingen Biskop, stundom havde det to eller flere; men det var kun en tom Titel; thi neppe en eneste af dem satte sin Fod paa Grønlands Jordbund. Den sidste Biskop af Garde var Andreas, der vikarierede for andre Bisper i deres Fravær, snart paa Island, snart i Sverige. Efter hans Tid blev ingen indviet til Biskop i Garde før i Kristiern II’s Dage.
De stakkels norske Kolonister, som befandt sig i ensom Afsondrethed paa Grønland, havde det saa ondt, som de bedst kunde have det. I Aaret 1379 foretog Eskimoerne, som Nordmændene kaldte Skrælinger, et Herjetog derhen over Davisstrædet. Herunder skal ifølge de islandske Annalers Udsagn atten af de norske Indbyggere være blevne dræbte og to Gutter bortførte i Trældom. Det lykkedes dog neppe denne Gang Eskimoerne at sætte sig fast paa den vidstrakte Ø. I den følgende Tid forulykkede flere derhen bestemte norske Fartøier, og Forholdene i det ulykkelige Land synes at have været høist fortvivlede. I Aaret 1418 kom Eskimoerne med en stor Flaade igjen til Øen, som hjemsøgtes paa det skrækkeligste med Ild og Sværd, og bortførte en stor Del af Indbyggerne i Trældom. Alligevel heder det, at der endnu stod ni Sognekirker igjen paa Øen, og at en større Del af de bortførte Nordboer var saa heldige at komme tilbage fra sit Fangenskab, hvorpaa de atter tog sine tidligere Bosteder i Besiddelse. Endnu i Aaret 1448 formaner Pave Nikolaus V Biskoperne i Skaalholt og Hole til at komme de betrængte grønlandske Kristne til Hjælp; men hvorvidt denne Opfordring kunde efterfølges vides ikke. I Løbet af dette og det næste Aarhundrede tør Nordmændene have udkjæmpet haardnakkede Kampe med de fremtrængende Eskimoer, der endnu i sine Sagn om Kablunakkernes Udryddelse antages at have bevaret Mindet derom.
Det er sandsynligvis Erik Valkendorf, som først har udkastet Planen til at sætte Grønland paany i Forbindelse med Norge; men Kongen tog sig med Iver af dette Fortagende, muligens tilskyndet dertil ved de store Opdagelsesreiser, som i de sidste Aar var udgaaede fra den spanske Halvø, og ved det rige Udbytte disse havde bragt. Til Biskop i Grønland viedes en Nederlænder ved Navn Vincentius Kampe, der imidlertid aldrig kom til sit Bispedømme, og som skulde blive den sidste Titulærbiskop til Grønland i Katholicismens Dage.
Erkebiskop Erik Valkendorf, til hvem Ledelsen af det hele Foretagende blev anbetroet, lod undersøge gamle Haandskrifter og udtegne, hvad der i dem fandtes af Oplysninger saavel om Grønlands Bebyggelse som om de gamle Grønlandsfærder; derhos lod han ligeledes gamle og erfarne Mænd udspørge om alt, hvad de vidste om Landets Beskaffenhed, Sejladsen og Veien derhen. Herigjennem kom han i Besiddelse af en Mængde Oplysninger, navnlig af fuldstændige Kursforskrifter til Veiledning for Grønlandsfarere. For Besætningen paa det Skib, han agtede at afsende, lod han opsætte en særegen Instrux, der vidner om stor Forsigtighed og om, hvor fuldstændig uvidende man var om Øens Forhold i den seneste Tid. Den største Varsomhed ved Landingen indskjærpes; de medfølgende Klerker skulde optræde som Prester, om det lod sig gjøre, som Missionærer eller til en Begyndelse som Tjenestekarle og siden skikke sig, “eftersom Behov gjøres“. Fandt de Landet ubebygget, skulde de paa brugelig Vis tage det i Besiddelse ved at optænde Baal, reise Varder og Kors og hugge Merker i Træer og Stene. Paa Tilbagereisen skulde de paa det nøiagtigste merke sig Kursen til Grønland.
Men skjønt alt saaledes paa bedste Vis var forberedet, kom det paatænkte Foretagende dog ikke istand. Grunden hertil maa søges i den Unaade, hvori Erik Valkendorf strax efter faldt hos Mor Sigbrit og derigjennem ogsaa hos Kong Kristiern. Sædvanlig heder det, at Kongen ikke vilde indgaa paa Erkebiskopens Fordring om at forlenes Landet afgiftsfrit for 10 Aar, men denne Beretning har neppe fuld Hjemmel for sig. I de sidste Aar af sin Regjering tænkte Kongen atter alvorlig paa at udruste en Expedition i dette Øiemed, og i Spidsen for den agtede han at stille den kjække og dygtige Søren Norby, som nys for i et Par Aars Tid havde været Høvedsmand paa Island. Ogsaa denne Gang blev der kun truffet de forberedende Skridt til Expeditionen; men Søren Norby tænkte flere Aar bagefter paa egen Haand at sætte det saaledes planlagte Foretagende i Verk.
Aarsagen til, at Søren Norby, der siden den svenske Krig havde været i nederlandsk Tjeneste, blev beskikket til Høvedsmand paa Island, var de Overgreb, som de engelske Handelsmænd og Fiskere havde tilladt sig ligeoverfor Islændingerne til Trods for den Overenskomst som i 1490 var bleven sluttet mellem Kong Hans og Henrik VII af England. Fra Aaret 1507 af og udover er de Klagemaal, som fra dansk-norsk Side førtes, især meget høilydte. Efterat Hans Rantzau i 1510 eller 1511 var bleven ansat som Befalingsmand paa Øen, kom det endog til Fægtning med Englænderne, som havde befæstet sig her. Englænderne blev vel fordrevne, men Aaret efter kom de mandsterkere igjen, og da tog de blandt andet et af Kongens Skibe, hvorpaa en kongelig Sekretær befandt sig, og dræbte ham med en Del af Besætningen. Ogsaa forskjellige andre Streger af samme Art havde Kristiern ved sin Thronbestigelse at anke over; men da han havde at gjøre med den navngjetne Henrik VIII, kan man omtrent slutte sig til, hvorledes de danske Kæremaal her vilde blive optagne.
Medens Forhandlingerne endnu var i sin Begyndelse, havde Henrik saa meget at varetage i sin Krig med Frankrige, at han ikke engang kunde tænke paa at lade Naturen gaa over Optugtelsen. Ligeoverfor Kong Kristierns Sendebud var han derfor, saa utroligt det høres, Høfligheden selv, uden at man har nogen Grund til at tro, at den Fritagelse for Øresundstold, som stilledes de engelske Fartøier i Udsigt, som vilde besøge Helsingør eller Kjøbenhavn, har havt nogen formildende Indflydelse paa ham. Det var derfor foreløbig ingen Maade paa, hvor nær han tog sig af sine Undersaatters Tølperagtighed, slig som de opførte sig paa Island, eller af den Nærgaaenhed, som hans Kaperskippere udviste mod de kongelige danske Skibe. Det lod næsten til, at han ikke engang vilde se paa den Erstatning, som den danske Konge nedlagde Paastand paa, naar bare alle slige Smaatterier ikke maatte sætte ondt mellem dem. Det var, som han vilde gjøre den høfligste Undskyldning for, at han selv ikke kunde passe alt og være allevegne. Men da Kong Kristiern havde sat op sin Regning paa den Erstatning, han fordrede, og Henrik VIII i Mellemtiden havde knust Skoterne og sluttet en særdeles heldig Fred med Franskmændene, var han ikke til at kjende igjen. Nu var han Tværheden og Uvilligheden selv. Islændingerne og deres Embedsmænd havde ikke faaet anden Medfart end dem tilkom, mente han; Kongens Krav paa Erstatning var der ikke Spor af Mening i, og det var ikke frit for, at han blæste ad hele Øresundstolden. Det var næsten som en hel Naade af ham, at Traktaten af 1490 blev stadfæstet i Aaret 1515. Da var det, at Kristiern II indsatte Søren Norby som Høvedsmand paa Island, og kjender man ham ret, sørgede nok han for, at Islænderne fik saa lidet som muligt at klage over. Desværre tiltrængtes hans Tjeneste snart i sydligere Farvande, da Kristierns Krig med Sverige udbrød, og det varede derfor ikke synderlig længe, før Englænderne atter spillede Herrer paa Island.
Efterat Sigbrit og hendes Datter havde flyttet til Kjøbenhavn, merkede Rigsraadet til sin store Fortrydelse, at den digre gamle Hollænderenke Dag for Dag vandt større og større Indflydelse hos Kongen, og at han langt heller fulgte de Raad, hun gav ham, end de Raad, han fik af Rigets store og fornemme Herrer. Snart saa disse hende ogsaa rette direkte Angreb paa det Omraade, som de hidtil havde hævdet for sig selv. Allerede i 1512 eller før den Tid havde hun faaet sin Broder Herman Villumssøn anbragt som Høvedsmand over Bergenhus Slot og den dermed forbundne store Forlening. Senerehen blev hendes Indflydelse endnu mere merkbar. Da hendes Broder omkring 1514 begav sig tilbage til Holland, hvor vi i den følgende Tid finder ham som Kongens Handelsfaktor, fik hun Jyden Jørgen Hanssøn ansat som hans Eftermand, til Trods for at han ingen Adelsmand var. Hvem denne Ansættelse var mest imod, de adelige Herrer eller Tyskerne i Bergen, skal være usagt; men de sidste fandt i ethvert Fald, at han ikke var god at trækkes med.
Samtidig med at Keiser Maximilian havde ladet Herberstein drage til Kong Kristiern for at tale ham til Rette med Hensyn til Forholdet til Dyveke, havde ogsaa det nederlandske Hof sendt ham Gesandter i samme Erende; men disse havde faaet Instrux om enten med det Gode eller paa anden Maade at se til at faa Dyveke til at reise fra Kongen og ud af hans Riger og Lande, “og hvis hun ikke reiser“, heder det, “da skal man, ihvad det saa maatte koste, spille hende en grov Streg, og ikke hvile, før hun er borte.“
Dette lyder jo som en Undsigelse og snart skulde det ogsaa opfattes som en saadan. I Juni Maaned 1517 døde Dyveke under mistænkelige Forhold, og det velunderrettede Byrygte vidste ogsaa at berette, at hun strax før havde nydt nogle tidlig modne Kirsebær, som Befalingsmanden paa Kjøbenhavns Slot, Thorbjørn (eller Thorben) Oxe, havde sendt hende. Til Thorbens Karakter kjender vi for lidet til at kunne udtale nogen Dom om den. En Samtidig (Paul Eliassøn) siger om ham, at han “var et Menneske, besudlet med mange Laster og utaalelig for alle“ og at “han havde et grusomt og ugudeligt Hjerte“. Paul Vendekaabe er vel for løs, til at man skal tro ham paa hans blotte Ord. Alligevel stadfæster Domme og Aktstykker, at Thorben selv blandt den Tids Adelsmænd maa have været et Stykke af et Uhyre baade med Hensyn til Voldsomhed og hensynsløs Lidenskabelighed. I saa Henseende havde han godt at slægte paa. Oxerne var navngjetne for sin Balstyrighed blandt sine Jevnlige, og en Halvbroder af ham havde i sin Tid faaet Dom paa sig for at have forstyrret Thingfreden og skudt paa Dommeren.
I den første Tid efter Dyvekes Død synes Kristiern at have overgivet sig til sin voldsomme Smerte, og i denne hans Tilstand, der dog neppe har hindret ham fra at varetage sine Forretninger som Konge, har han vistnok været utilgjængelig for alt Folkesnak. Men sjælesyg, som han i sin inderste Grund maa have været, gik hans ubændige Aand i Rette med Gud, med sig selv, med Omverdenen, med den døde. Fra Tanken paa, hvad den stakkels elskede havde maattet døie af dem, i hvis Vei hun var kommen, laa det ikke ret fjernt at opkaste det Spørgsmaal: Var hun ikke ogsaa af ham bleven høiligen forurettet? Maaske havde hun, naar alt kom til alt, ikke været hans Kjærlighed værd?
Saa mistroisk var Kong Kristiern af Naturen, at han i Erkjendelsen heraf engang havde sagt, at om hans Hue var hans Medvider, vilde han kaste den paa Baalet. Intet Under derfor, at han under denne sin sygelige ophidsede Stemning uddrog Gift af alle de Minder, han bar paa. Aaret i Forveien havde han ladet Slotsskriveren Hans Faaborg hænge. Hans var et forvorpent Menneske, der havde gjort sin Lykke hos Kongen som Fisletut; for hans giftige Tunge gik ingen fri. Men da Kongen kom under Veir med, at det blot var Ondskab og Skvalder, han for med, lod han hans egne Regnskaber efterse, og da det viste sig, at han ikke havde rent Mel i Posen, blev han taget ved Vingebenet. Blandt dem, Hans støt og stadig havde hakket paa, var hans Overordnede Slotshøvedsmanden Thorben Oxe, og han havde hvisket Kongen et Ord i Øret om, at han skulde have et Øie med ham og Dyveke. Maaske var det dette venskabelige Raad, Kongen havde taget ham saa ilde op, skjønt han neppe i den første Tid synes at have ofret det en Tanke engang. Først efter Dyvekes Død var det, at Kongens skinsyge, mistroiske Stemning kom til at beskjæftige sig med Hans Faaborgs Sladder. Nu først var det vel og, at han begyndte at give Agt paa Thorben.
En Tid efter Dyvekes Død var der Fest og Dans paa Slottet, og det var, som Kongen denne Kveld havde rystet Sorgen af. Navnlig mod Thorben viste han sig nok saa naadig og venlig. I Samtalens Løb sagde han da til ham: “Sig os nu Sandheden, er det saa, som din Skriver, der blev hængt, sagde for os, at du skulde have havt med Dyveke at gjøre? Vi vilde gjerne vide det for visse Aarsagers Skyld“. Spørgsmaalet maa være kommen noget braat paa Thorben, og de omstaaende gav ham Vink og Tegn, at han skulde passe vel paa sine Ord. Men Thorben, der vidste sig uskyldig, svarede lige frem, at det ikke var sandt. Der maa imidlertid have været noget ved Thorbens Svar, som ikke var Kongen aldeles tilpas, og han trængte da nærmere ind paa ham. Thorben fortalte da, at han vistnok havde baaret Kjærlighed til Dyveke og tragtet efter hendes Gunst, men fra hendes Side aldrig faaet nogen Opmuntring. Ved dette Svar foregik der en hel Forandring med Kongens Udseende; han blev mørk og faamælt. En af de tilstedeværende tog Thorben til Side og hviskede til ham: “Du maatte have givet meget til, at du ikke havde talt saa daarlige Ord! Det var en ond Aand, som indgav dig slig Tale“. Ved denne Tid synes det at have været, at det smygende Rygte, der tillagde Thorben Dyvekes Død, var kommen Kong Kristiern for Øre, og meget snart efter hans uforbeholdne Tilstaaelse var det, at andre Beskyldninger reistes mod Thorben for forsøgt Voldtægt. Om Høsten lod Kongen saa Thorben Oxe og hans Fætter Knut Pederssøn Gyldenstjerne til Thim fængsle paa Kjøbenhavns Slot. For Rigsraadet, som i denne Sag var det rette Værnething, optraadte Kongen som Anklager; men hvad hans Klage har gaaet ud paa, kan man af de forvirrede Beretningen som man har derom, ikke se; men sandsynligvis har den omfattet baade Voldtægt og Giftmord. Rigsraadet synes imidlertid dels at have afvist Sagen som urigtig stevnet, dels at have frikjendt den anklagede. Kongen mente nok, at Udfaldet vilde være bleven et ganske andet, om han havde havt saa mange Venner i Rigsraadet, som Thorben havde. “Men“, svor han, “om den Oxe end har en Hals saa diger som en Tyrehals, saa skal han dog miste den“. Han indstevnede nu Sagen for Gaardsretten, der var gjældende for Rigets Slotte, og som dannedes af tolv Bønder, og denne dømte i Overensstemmelse med Kongens derom nedlagte Paastand Thorben fra Livet. “Vi dømmer ikke Thorben Oxe, men hans egne Gjerninger dømmer ham“, saa lød den Formular, som blev anvendt ved Afsigelsen af denne Kjendelse. Knut Gyldenstjerne, der hverken var anklaget for Rigsraadet eller Gaardsretten, blev vist bort fra Hoffet.
Dommen var afsagt, men Thorben Oxes mægtige Slægt og Frænder gik i Forbøn for ham, selv Dronningen med sine Hofdamer gjorde Knæfald for Kongen for at faa Thorbens Liv skaanet. Men alt var forgjæves. Retten maatte have sin Gang, og Dommen fuldbyrdedes. Omstændighederne ved Dyvekes Død og Thorben Oxes Dom og Henrettelse er indhyllede i et næsten fuldstændigt Mørke, som vor Tids Kritik kun for en ringe Del har formaaet at sprede, og det kan vel være tvivlsomt, om Fremtiden vil formaa at skaffe synderlig mere Lys i denne Sag, da den hele Procedure fra først til sidst synes at være bleven ført mundtlig. Den nærmeste Tids Historieskrivning, der forfægtede Adelspartiets Synsmaader, stemplede Thorben Oxes Domfældelse som et Justitsmord, som en raa Vilkaarlighed fra Kongens Side, og endnu i vore Dage er man tilbøielig til at bryde Staven over Kong Kristiern derfor. Hvorvidt Dyveke virkelig er ryddet af Veien ved Gift, kan neppe afgjøres, langt mindre om Thorben Oxe har været Redskabet dertil. Men Sigbrit selv paastod, at den eneste Ophavsmand til hendes Datters Død var Throndhjems Erkebiskop Erik Valkendorf og ham forfulgte hun derfor med et uforsonligt Had, der ikke hvilede, før hun havde faaet ham styrtet.
Var det saa, at Dyveke faldt for et Snigmord, og havde Ophavsmanden til det troet over hendes Lig at komme Moderen tillivs, saa holdt disse Beregninger ikke Stik. Sigbrit stod fra nu af fastere i Kongens Gunst og Tillid end nogensinde, og hele Hoffet fra Kongen af til den yngste Kjøkkensvend maatte staa paa Pinde for hende, den forhenværende Høkerenke. Svaning fortæller, at han som Skolegut ofte saa Kongens fornemste Hofmænd staa udenfor hendes Port i Regn og Slud eller i den strengeste Vinterkulde slaaende Hænderne og stampende med Fødderne for at holde sig varme, medens de ventede paa Kongen, som var inde hos Sigbrit. At træde indenfor hendes Port for at søge Ly mod det sure Veir formastede ingen sig til. Det vilde være Synd at sige, at Mor Sigbrits ydre og indre Væsen havde undergaaet nogen Forandring, siden hun stod bag Disken i sin simple Høkerbutik i Bergen. Fine Manerer kjendte hun ikke. Talte hun om Adelen, saa omtalte hun den bestandig som en Hob af Gavtyve og Kjeltringer, som var modne for Galge og Steile. Skjælde og smelde gjorde hun bestandig, saa det stod vel efter, og mødte hun den mindste Modsigelse, gav hun fra sig en Flom af de værste Ukvemsord, saa nogen hver betakkede sig for at komme ind under hendes Veltalenheds Strøm. Kongen selv, der just ikke kan beskyldes for at have taget sig nær af Snak og Sladder, var ræd Sigbrits Mund; thi hun generede sig ikke for at give ham en Overhaling, naar hun syntes, han trængte det. “Dit Fæhoved“, “din Tosse,“ var hendes sædvanlige Tiltale til ham, naar hun fandt, han var tung i Begribelsen, og det var han altid, naar han ikke strax var af hendes Mening. Hun skal ogsaa have ladet sig forlyde med, at Kongen ikke turde understaa sig at gjøre andet, end hvad hun vilde, saa længe han blot var hende 10 Mile nær. At Folk ikke kunde forklare sig hendes store Indflydelse paa anden Vis, end at der maatte være Hexeri med i Spillet, siger sig selv. Ogsaa Erkebiskop Erik Valkendorf udtalte Frygt for, at hun forstod mere, end hun burde efter Kristenretten. Hendes Soveværelse saa ud som et Hexekjøkken, saa opfyldt var det med Kolber, Flasker og Glas. Paa en stor, rundbuget og langhalset Flaske havde hun forvaret en liden svart Djævel, sagde man. En Gang faldt Flasken i Gulvet og gik i Knas, og Djævelen slap ud. Da brød der løs et Jordskjælv og Uveir, saa man troede hele Kjøbenhavn skulde gaa tilgrunde.
Det var imidlertid ikke Trolddom, Sigbrit skyldte den Indflydelse, hun øvede. Hendes klare Forstand, de udmerkede Indsigter, hun besad i Handel og Næringsdrift, hendes indgaaende Kjendskab til fremmede Landes Institutioner og derhos et mageløst praktisk Greb paa alt, hun gav sig i Kast med, gjorde hende saa uundværlig for Kongen, at han ikke foretog sig noget uden først at have hørt hendes Raad. Hendes Kundskaber maa efter Tidens Maalestok have været overvættes store. Hun ses at have ført en smuk og fast Haandskrift. Hun var vel bevandret i Naturvidenskaberne, især i Kemi og Lægevidenskab. Den berømte Læge og Naturforsker Theofrastus Paracelsus besøgte hende og lærte af hende Tilberedelsen af en Lægedrik, som han høiligen roser. Under et raat og frastødende Ydre maa hun have huset mange særdeles agtværdige Egenskaber, som kun hendes allernærmeste forstod at skatte efter Fortjeneste. Ester Dyvekes Død synes hun at have gjort alt muligt for at bringe Kongen og Dronningen sammen i et virkeligt Samliv; med sit indtrængende Kjendskab til Mennesker maa hun have forstaaet at høiagte den ædle, hidtil saa haardt prøvede unge Fyrstinde, der til Trods for den Tilsidesættelse, som var bleven hende til Del, med urokkelig Hengivenhed hang fast ved sin Ægtefælle. At Elisabet, der i mange Henseender var lige saa jevn og fordringsløs som sin mægtige Broder, virkelig holdt af Sigbrit, har vi Grund til at tro. Aaret efter Dyvekes Død (1518) nedkom Dronningen med en Søn, som fik Navnet Hans, og det næste Aar med Tvillinger, to Gutter. Ved begge disse Leiligheder var Sigbrit tilstede og modtog Børnene. Men ogsaa mod Keiser Karl V’s Søster brugte den hollandske Sælgekone det samme Frisprog, som hun var vant til at betjene sig af ligeoverfor alle. Ved Dronningens anden Barselseng sagde hun saaledes til hende: “Hvad skal vi gjøre med alle disse Gutterne? Hvor skal vi faa Lande fra til at forsørge alle disse Herrkens med?“ For det skulde imidlertid hverken Mor Sigbrit eller nogen anden gjøre sig unødige Sorger; thi Tvillingerne døde strax efter Fødselen, og Hertug Hans, den førstefødte Kongesøn, som blev overdraget Sigbrit til Opdragelse, levede kun til sit 14de Aar.