Illustreret Norges Historie/4/18
Det samme Forfald og Nedgang, som viser sig i de norske politiske Forhold i Kristiern I’s Regjeringstid, ytrer sig ogsaa paa sorskjellig Vis inden den norske Kirke, hvorover Kongen snart tilvendte sig den største Indflydelse. Saaledes erholdt han efter Optrinene med Marcellus og Henrik Kalteisen det Løfte af Kurien, at Paven herefter ikke mere skulde indsætte nogen i de kirkelige Embeder i Kongens Riger uden efter Forslag af denne. Men det viste sig dog snart, at der paa slige Løfter ikke kunde lægges synderlig Bret. Efter Biskop Thorleiv Olafssøns Drab i 1455 ønskede Kongen at skaffe en dansk Adelsmand ved Navn Joachim Grubbe, der var Kannik i Roskilde,
hans Stilling. Han fik i 1456 ogsaa hans Valg udvirket af Bergens Kapitel; men da Joachim Grubbe endnu ikke havde den lovlige Alder, gjorde Paven Vanskeligheder ved at anerkjende hans Valg og udnævnte i det Sted det følgende Aar, da Joachim allerede var afgaaet ved Døden, den høiættede Italiener Paolo Justiniani til Biskop i Bergen. Den Harme, Kongen saaledes skulde have været berettiget til at nære over dette Brud paa Tro og Love, fortonede sig dog snart. Da Justiniani i det samme Aars Høst fremstillede sig for Kongen i Stockholm, hvor han just havde holdt sit Indtog, blev han venskabelig modtagen, da Kongen troede i den smidige Italiener at have fundet et høveligt Redskab til at faa Paven til at anerkjende hans Ret til Sveriges Throne. Men da Justiniani kom til Rom, formaaede han her intet at udrette, og Kong Kristiern afskedigede ham derfor som Gesandt. Justiniani, der aldrig synes at have været tilstede ved sit Bispesæde, blev allerede i 1459 anbragt i et andet Embede. Den merkeligste Begivenhed i den norske Kirke i denne Tid var utvivlsomt det Klosterbytte, Munkelivs Birgittinere i Bergen omtr. 1460 midlertidig foretog med Cisterciensermunkene paa Hovedøen ved Oslo. Sandsynligvis stod denne Bopælforandring i Forbindelse med Munkelivs Klosters Brand og den Tid, dets Gjenopførelse medtog. Omkring Aar 1480 flyttede Konventerne igjen tilbage, hvert til sit Kloster. De talrige Gavebreve, som søndenfjelds udstedtes til Birgittinerne i Hovedøen, vidner tilstrækkelig om, at i økonomisk Henseende var denne Bopælforandring særdeles indbringende for dem.
Om Olaf Throndssøns Virksomhed som Erkebiskop er der meget lidet at sige i de 15 Aar, han levede efter virkelig at have tiltraadt det Embede, hvortil han i 1450 var bleven valgt af Kapitelet. Han maa have staaet ikke lidet under sin norske Forgjænger Aaslak Bolt baade som Politiker og Kirkefyrste. Saaledes er der ingen Konciliebestemmelser levnede fra hans Tid, og det tør hænde, at dette har sin Grund i, at der ikke har været holdt noget norsk Provincialkoncilium i hans sidste Leveaar. For Nidaros’s Domkapitel maa han i verdslig Henseende have været en meget nyttig Mand, men paa samme Tid maa han tillige have benyttet Anledningen til at skaffe sine Frænder den størst mulige Indflydelse. I 1473 oprettede han saaledes et Præbende ved Throndhjems Domkapitel, kaldet de fire Doctorers Præbende, hvis Gods imidlertid efter 70 Aars Forløb skulde falde tilbage til hans Æt. Vistnok var en saadan Disposition ikke den første af denne Art her ved Kapitelet; men den maa i en væsentlig Grad have været bestemmende for det følgende Erkebiskopsvalg, ligesom den ogsaa sikrede Erkebiskopens nærmeste Frænder Embedsstillinger, der i Indflydelse og Indtægter maa have kunnet maale sig med mangen Sysselmands. Henimod Katholicismens sidste Tider i vort Land synes Erkebiskopernes Slægtninge og Tjenere efterhaanden at have dannet en selvstændig Klasse dels som Frimænd, dels som Sædesvende, skjønt det Forhold, hvori disse stod til Erkestolen endnu neppe er bragt aldeles paa det rene.
Paa Nordmøre og i Romsdal hvor Nidaros’s Erkestol dels ved Kjøb, dels ved Gaver havde erhvervet sit betydeligste Jordegods, finder vi paa Olaf Throndssøns Tid dennes Broder Ivar Throndssøn som Forvalter af dette. Da Olaf Throndssøn i Slutningen af 1474 var afgaaet ved Døden, kan Kapitelet neppe have været i Tvivl om til hans Eftermand at vælge Ivars Søn Gaute, der i sin Ungdom havde studeret ved Rostocks Universitet, hvor han i 1463 var bleven Magister. I Erkebiskop Gautes Tid bestyredes Erkestolens Jordegods paa Nordmøre og i Romsdal efter hans Faders Død af Broderen Jon Ivarssøn, der boede paa Ættegaarden Aspe paa Nordmøre, og som i sin Kreds maa have været en særdeles agtet Mand. En anden af deres nærmeste Frænder, Thrond Ivarssøn, synes ogsaa at have indehavt et Ombud paa Erkestolens Vegne.
Om Gaute Ivarssøns Optræden under Thronledigheden efter Kong Kristiern I’s Død er ovenfor fortalt. Hans Modstandere paastod, at han ogsaa efter Kong Hans’s Hylding stod i Ledtog med Sten Sture. Muligt er det, at han i ikke ringe Grad har pustet til Gjæringen mod Kongen i de første Aar efter dennes Thronbestigelse. Ved Mødet i Bergen i Juni 1486 blev dog Spændingen mellem ham og Kongen bilagt. Ved denne Leilighed afgjorde Erkebiskopen ogsaa et Klagemaal, som Almuen i Midsyssel paa Agder førte over sine Prester for ulovlige Oppebørsler. Under de Uroligheder, som Knut Alvssøn vakte i det søndenfjeldske i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, synes Erkebiskop Gaute at have holdt sig fuldstændig udenfor Partierne. Sandsynligvis har han havt nok at varetage i sit Arbeide som Kirkens Tjener. Hans Visitatsreiser ses at have strakt sig til de mest afsidesliggende Fjeldbygder i hans vidtløftige Bispedømme. Saaledes kunde Bønderne i Tønset, som dengang synes at have været et Slags Kapelsogn under Opdal, i 1580 berette Oslos bekjendte Superintendent Jens Nilssøn, at Gaute var den sidste katholske Erkebiskop, som havde holdt Visitats her. Han tør derhos, skjønt der herom ikke foreligger noget udtrykkeligt, have taget sig med Kraft af Throndhjems Domkirkes Restauration. At Gaute har havt noget dybere Indblik i Tidens Brøst, eller at der fra ham er udgaaet nogensomhelst Bevægelse, der har tilsigtet at skabe et nyt Liv i den norske Kirke, har man ingen Grund til at tro. Hans kirkelige Syn har neppe naaet ud over det forretningsmæssige Vanegjængeri.
Medens Kong Hans ligeoverfor den norske Geistlighed i den første Del af sin Regjeringstid havde holdt sig den i Haandfæstningen indgaaede Forpligtelse efterrettelig, kun at tildele Indsødte Kirkens Beneficier, tog han det ikke saa nøie dermed i sine senere Aar. I 1505 døde Biskop Herlog Vigleikssøn af Oslo. Til hans Eftermand valgte Kapitelet et af sine Medlemmer Thorkel Jonssøn, og Pavens Stadfæstelse af hans Valg var allerede indløbet, da Kongen, uvist af hvilken Grund, negtede at anerkjende ham, og uden videre indsatte en dansk Geistlig ved Navn Andreas Mus paa Oslos Bispestol. Hvorledes Thorkel Jonssøn optog dette, skal vi senere hen høre.
Den eneste Begivenhed af særlig kirkelig Interesse, som kan siges at have fundet Sted i Gautes Tid, var Indførelsen af en ny Munkeorden her i Landet. Det var den saakaldte Hellig-Antonius-Orden eller St. Antonii Brødre, som Ordenens Medlemmer kaldtes. Denne Orden, der som Lægbroderskab kan føres tilbage til det 11te Aarhundrede men som først fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede gik over til at blive en Munkeorden, var et Slags Johannittere og Tiggermunke, der drev vidt omkring. I Norden blev Ordenen først kjendt i Aaret 1403, da en af Brødrene optraadte som Afladskræmmer og Mirakeldoktor i Vadstena, hvor han fandt stor Tilslutning. I Hamar synes Ordenen tidlig at have slaaet sig ned og faaet et Kloster og Hospital oprettet. Sandsynligvis har det været fra dette Nybygge, den i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede kom til Bergen.
Her havde Kongen og Rigsraadet (det vil vel sige Biskoperne) foretaget en Udrensning af Nonneseter, hvis Beboersker, der tilhørte Cistereiensernes eller Bernhardinernes Orden, havde begaaet de værste Udskeielser. Kun enkelte af de ældre Nonner, der var mindre skyldige, tillodes at bo i Klosteret under Opsyn af Birgittinerne i Munkeliv, som synes at have faaet sig Nonneseter overladt. Siden tog Antoniusbrødrene det forladte Kloster i Besiddelse, men først i 1507 blev det dem formelig overdraget. Klostervæsenets gode Tid var imidlertid ogsaa i Norge tilende, og ligesaa lidet, som Antoniusbrødrene kom til at spille nogen iøjnefaldende Virksomhed her tillands, skulde de længe faa Lov til at hygge sig i sin nye Bolig.
Gaute Ivarssøn maa være bleven en meget gammel Mand. I henved 36 Aar beklædte han Nidaros Erkestol, og det er tydeligt, at Aarenes Tryk maa have gjort sig sterkt gjældende hos ham, navnlig i hans sidste Leveaar. En Støtte tør han dog have fundet i en ung haabefuld Mand, der vistnok har tilhørt hans Slægt, og som ialfald for en Del havde faaet Understøttelse af Throndhjems Domkapitel til sine Studeringer i Udlandet. Det var den siden saa navnkundige Olaf Engelbrektssøn.