Illustreret Norges Historie/4/17
Ditmarsken, den vestligste Del af Middelalderens Nordalbingien, omfattede Landet mellem Elben, Nordsøen og Eideren, en Strækning af 7 geografiske Mile fra Nord mod Syd og 4 Mile fra Øst mod Vest. De 30—40,000 Indbyggere som boede her, dannede et republikansk, af 48 folkevalgte Mænd styret Samfund, der igjennem Tiderne, takket være Landets Beliggenhed og Folkets Kraft og Stridbarhed, havde formaaet at hævde sin Selvstændighed mod overmægtige Naboers Angreb. I Aaret 1404 havde de saaledes fældet Grev Gerhard VI af Holsten, og baade hans Formænd og Eftermænd havde med Skam maattet vende tilbage fra sine Tog derhen.
Vi har ovenfor (S. 143) set, at den tyske Keiser Fredrik III havde givet Kriftiern I Overhøihedsretten over Ditmarsken. Men Indbyggerne vilde ikke gaa med paa denne Disposition, men klagede for Paven herover. Denne nedlagde bestemt Forbud mod, at nogen angreb Ditmarsken, som erklæredes for en kirkelig Eiendom under Erkebiskopen af Bremens Overherredømme. Hermed havde det foreløbig sit Forblivende; thi Hans var dels ved sine Tvistigheder med Broderen, dels ved Forhandlingerne med Sverige altfor optaget til at kunne gjøre sine fra Faderen arvede Rettigheder gjældende. Det kan vel ogsaa være tvivlsomt, om han overhovedet havde foretaget noget Tog til Ditmarsken, om dette Lands Bønder ikke selv havde fremkaldt Krigen. Hertug Fredrik, Kong Hans’s Broder, havde tilegnet sig Øen Helgoland, som i tidligere Dage havde tilhørt Nordfrisland, og anlagt en ny Told her, der var saavel Hansestæderne som Ditmarskerne en Torn i Øiet, da de helst vilde, at Øen skulde være et frit Oplagssted. Der var nu kommen til Voldsomheder fra begge Sider; Ditmarskerne havde gjort Indfald med Brand og Plyndring i Eiderstedt, medens Hertugen havde taget en Del paa Helgoland tilbageblevne Ditmarskere til Fange. Grænsefeiden var saaledes i fuld Gang, kun afbrudt af et kort Mellemrum i 1499. Kort at fortælle, det kom baade Kongen og Hertugen vel tilpas, at Ditmarskerne ved denne Strid gav dem Anledning til at fremdrage det Lensbrev, som deres Fader 25 Aar i Forveien havde erholdt, og de besluttede nu ved Vaabenmagt at gjøre denne sin Ret gjældende. De gik dog herunder meget forsigtig tilverks, for at Ditmarskerne skulde ane Uraad saa lidet som muligt. I al Stilhed hvervedes igjen den sachsiske Garde, som under Junker Thomas Schlenitz havde gjort saa god Tjeneste under den svenske Krig i 1497, da den havde vundet Slagene ved Rotebro og Stockholm, og som nu stod i en liden nordtysk Fyrstes Sold. Den bestod af 2700 Mand, fordelte i 8 Kompagnier, og var frygtelig ved sin Orden og sin Krigsøvelse. Men hele Herkjet var ikke andet end en Samling af Galgenfugle og Landstrygere fra alle Kanter, som man nødig betjente sig af længere end høist nødvendigt, da de i Grunden var lige brysomme for Ven som for Fiende. Dette var Kjernen i den Hær, Kongen og Hertugen vilde anvende mod Ditmarskens Befolkning. Forøvrigt blev der hvervet andre mindre Skarer af Landsknegte, hvorhos der udbødes Almue af Nørrejylland og Hertugdømmerne samt Hertugdømmernes sværtrustede ridderlige Rytteri. I det store Hele kan dog siges, at det maatte blive en Kamp af Tyskere mod Tyskere. Kongen og Hertugen indbildte sig, at Krigstoget vilde blive ført tilende paa høist et Par Ugers Tid, især da man til Udførelsen af sit Forehavende valgte Vinteren, da alle Grøfter og Damme, som afgav det bedste Værn for Landet, var tilfrosne. Alligevel skulde et Felttog i Ditmarsken snart vise sig at være et saa vanskeligt Foretagende, at det udfordrede ganske anden Erfarenhed og Talenter, end en Landsknegthøvding raadede over. Thi nogen virkelig Krigsmand til Anfører havde Kong Hans ikke sørget for. Derfor maatte det ogsaa gaa, som det gik.
Hæren udgjorde 12—15000 Mand og var saa vel udrustet i alle Maader, at Junker Schlenitz fandt sig beføiet til at spørge Kongen, om Ditmarsken da var lænket til Himmelen, siden man gjorde saa store Forberedelser for at indtage det. Saa vanskeligt troede nok ingen det var; thi Riddere og Junkere gik pyntede som til et Bryllup. Det lyste lang Vei af de digre Guldkjæder, de bar over Brystet og Axlerne Hver og en førte spækkede Pengepunge med sig for at afkjøbe Soldaterne det rige Bytte, de kom til at gjøre. Derhos havde de ogsaa sine Signeter med for i Nødsfald at kunne udstede Gjældsbreve. Efter Toget fulgte 3000 Trosvogne, der skulde tjene til at føre Rovet bort.
Det eneste, som holdt Stik, var, at Krigen blev af kort Varighed. Men forøvrigt gik det bagvendt med hele Beregningen. Uden Sværdslag stod den kongelige Hær midt inde i Ditmarsken, hvor Meldorf hurtig blev tagen og plyndret under vilde Optrin. Bønderne havde imidlertid taget Stilling paa Dusentdüwelswarf, nær Hemmingsted, 500 Mand i Tallet. De anførtes af Bonden Wolf Isebrandt, og deres Banner bares af Telse Hansdatter, en Jomfru, som fra denne Dag indviede sit Liv til Gud.
Tæt sluttet rykkede den kongelige Hær den 17de Februar frem mod Bøndernes Stilling ad den smale Landevei, der paa begge Sider var omgiven af dybe Grøfter. Frosten var slaaet over i Lindveir, og Veien var en eneste Lersørpe. Mange mente, det var bedst at vente et Par Dage; men Junker Schlenitz skyndte paa, og under Raabet: “Nu wahr di, Bur, de Gard, de kumt!“ (Vogt dig, Bonde, nu kommer Garden!) togede Hæren frem. Da blæste der op en forrygende Storm, og Regnet høljede ned. Fra Bøndernes Skanse løsnedes der nogle Kanonskud, der anrettede frygtelige Ødelæggelser inden de tæt sammenstuvede Masser, der hverken kunde komme frem eller tilbage. Slusen aabnedes, og Vesterhavets Bølger brød ind over Mark og Grøft og Vei. Alligevel hævdede Garden endnu sit Krigerry. To Udfald, som Ditmarskerne gjorde fra sin Skanse, blev drevne tilbage, men da de den tredie Gang under Raabet: “Nu wahr di, Gard, de Bur, de kumt!“ (Nu vogt dig, Garde, Bonden kommer!) styrtede frem, formaaede intet at modstaa dem. Gardens Rækker gjennembrødes, Junker Schlenitz selv faldt, og alt opløste sig i vild Flugt. Ingen Fanger blev tagne; men den hele Kamp blev et Slagteri uden lige. Mindst 4000 Mand maatte her lade sit Liv, deriblandt Kjernen af den slesvigholstenske Adel, af hvilken enkelte Ætter mistede opimod et halvt Snes Medlemmer og flere. Mange Aar efter faaes de strunke Adelsherrers afpillede Benrader i Ditmarskens Grøfter, hvori de var henslængte til Føde for Hund og Korp. Et rigt Bytte faldt i Ditmarskernes Hænder: alt Skytset, et Par tusinde Heste, Vaaben, Klæder, Guld, Sølv og Ædelstene i sand Overflod, og det fortælles, at Bønderne i Ditmarsken i lang Tid bandt sine Lænkehunde i Guldkjæder, uden at vide, hvad Bindslet bestod af. 8 Faner blev tagne, deriblandt Danebrog, som i snart tre Aarhundreder havde vaiet foran de danske Hære.
Hvorledes Kongen og Hertugen reddede sig, vides ikke. Men de slap dog ud af den alvorlige Klemme med Livet, skjønt de begge vistnok maa have lidt alvorlige Tab. Saaledes anslog Kongen alene, hvad han her havde mistet, til over 200,000 Gylden. Alligevel maa de her have udfoldet en Aandsstyrke, som man efter det frygtelige Nederlag neppe skulde have tiltroet dem. Det lykkedes dem i forholdsvis kort Tid at saa Resterne af Hæren samlet, hvorpaa de agtede at friste et nyt Angreb. De fik imidlertid andet at tænke paa, da Ditmarskerne foretog Indfald i Holsten, hvor de afstedkom ikke ubetydelige Ødelæggelser Skjønt Hansestæderne gottede sig hjerteligt over det Uheld, Kongen havde havt, fandt de det dog hensigtsmæssigt at faa mæglet Fred. Der sluttedes da en Vaabenstilstand, hvorunder Voldgiftsmænd skulde dømme mellem de Stridende. Kunde disse ikke komme til Enighed, skulde den hamburgske Domherre, Historieskriveren Albert Krantz, afgjøre Sagen. Videre kom det ikke; noget Voldgiftsmøde blev nemlig ikke afholdt, lige saa lidet som Fjendtlighederne begyndte paany.
Skjønt Ditmarskertogets umiddelbare Følger under normale Forhold neppe vilde have havt synderlig Betydning for Kongens virkelige Magt, led han dog derved, at Rygtet i urimelig Grad forstørrede hans Nederlag, et sterkt Skaar i sin Anseelse. “Gjennem hele Norden gik som et Jordskjælv, hvis Stød da selvfølgelig sterkest rystede den skrøbelige Bygning, Kongen nylig havde faaet opført i Sveriges Rige“. Navnlig tør Sten Sture, til Trods for det gode Forhold, som nu skulde være indtraadt mellem ham og Kong Hans, med en vis Spænding havde lyttet til Rygtet, der bebudede, at et Slags Vederlag skulde han nu opnaa for de Ydmygelser, som var bleven ham til Del. Det ulmede vistnok i Grunden. Men foreløbig fik Ilden ingen Næring. Thi Svenskerne havde allermindst nogen Grund til at være misfornøjede med Kong Hans’s hidtidige Styre. Men Gjæring var der, og denne foranledigede Kong Hans i Januar Maaned 1501 at begive sig til Stockholm, hvor han strax udskrev en Herredag.
Ved denne var Stemningen for Kongen imidlertid yderst kjølig. Høsten i Forveien var Grænsefeiden mellem Russer og Finner paany udbrudt med alle de Gjenvordigheder, denne pleiede at have i Ledtog med sig. I Sverige herskede der Dyrtid og smitsom Syge. Mellem Sten Sture og Erkebiskopen opblussede der paany Strid, som krævede Kongens Mellemkomst for at blive bilagt. Men det værste var dog, naar alt kom til alt, at der indfandt sig Sendebud fra den russiske Storfyrste, paa hvis Vegne de krævede Afstaaelse af en Del af Finland. Kong Hans afviste imidlertid paa det bestemteste den derom nedlagte Paastand.
I Slutningen af Marts eller Begyndelsen af April begav Kong Hans sig paa Tilbagereisen til Danmark. Men neppe var han naaet til Vadstena, før han erfarede, at der var udbrudt Oprør i de Dele af Landet, som han havde forladt, og at Sten Sture, som forresten var i hans Følge, agtede at anfalde ham paa Stimandsvis med en Styrke paa ikke mindre end 3000 Bønder. Kongen vendte derfor tilbage til Stockholm, hvorhen Sten Sture negtede at følge ham uden sikkert Leide.
Men nu optraadte der paa den svenske Skueplads en mægtig Personlighed, der i de følgende Aar skulde spille en Hovedrolle. Det var Hemming Gad fra Østergøtland, der var Domprovst i Linkøping og kaldte sig udvalgt Biskop til Linkøpings Stift. Denne havde i sin Ungdom studeret i Rostock, og var senere hen i 20 Aar paa Grund af sit Talent for Intrigen bleven anvendt af Sten Sture som Regjeringens Agent i Rom, hvor han ved Borgiaernes Hof til Fuldkommenhed havde tilegnet sig alle den italienske Politiks Slangelinier og Krogveie. I 1499 var han rimeligvis kommen hjem til Sverige. Han havde hidtil, skjønt fraværende, været Domprovst i Linkøping, og da nu Bispestolen i denne By blev ledig, blev han valgt til at beklæde den. Men Paven overdrog den til en Kardinal. Da Kong Hans ikke foretog noget Skridt for at udjevne de herved opstaaede Vanskeligheder, opflammede dette om muligt end mere Hemmings Had til Danskerne, som han allerede med Modersmelken havde inddrukket. Han blev nu om ikke af Navn saa i Virkeligheden den første Mand i Sverige. “Hans Kjendskab til de politiske Forhold i og udenfor Norden, hvori han stod over alle andre, hans dybe Menneskekundskab, hans Kløgt blandet med Underfundighed, hans henrivende Veltalenhed maatte i Tider som disse altid sikre ham en udmerket Plads; men han var tillige snarraadig, hurtig og utrættelig, naar det gjaldt om at handle, og modig til Forvovenhed. I Raadskammeret forstod han baade at vække og dysse Lidenskaber, at afvinde enhver Sag en saadan Side, at den, som skulde overbevises og omstemmes, maatte erkjende hans Grunde for uimodsigelige og give ham Ret. Men frygtelig var han især i Folkeforsamlinger, hvor han vidste med Sikkerhed at anslaa alle de Strenge, som sterkest bevæger et Folks Følelser og Fordomme, og hvor han udslyngede de syndige, ildfulde, skarpe og lynende Ord, der fyldte alle Tilhørere med det Mod og det Had, som glødede i hans eget Bryst. Skjønt Ordet og Pennen var hans egentlige Vaaben, saa var han dog ikke fremmed for Sværdet. Han trak Brynjen over Bispekjolen og anførte Hærskarer, leverede Fægtninger, stormede Fæstninger, ja han tog ikke i Betænkning at bestige Orlogsskibet for paa Havet at forfølge sine Fiender. I Ledtog med Lübeckerne herjede han, skjønt Geistlig og Bisp, Danmarks Kyster som en gammel Viking“.[1]
Hemming Gad indsaa, at Kong Hans’s Magt i Sverige var uangribelig, saa længe Landets fornemste Mænd laa i indbyrdes Splid og Uvenskab. Han lagde derfor an paa at stifte Fred mellem Sten Sture og hans Modstander Svante Nilssøn, og dette lykkedes ham ogsaa, idet han forestillede Svante, at der ikke kunde være nogen anden, der kunde efterfølge den alderstegne Sten Sture ved hans Frafald, end netop han. De to, mente han, vilde, ifald de var Venner og forligte, være Sveriges Herrer; men ellers vilde de og deres Efterkommere til evig Tid være fordømte til at tjene Danskerne, som forstod at benytte sig af deres Uenighed. Saasnart det var lykkedes ham at bringe Forsoning mellem Sten Sture og Svante Nilssøn tilveie, vandt han og andre Mænd for deres Parti. Blandt dem var Nordmanden Knut Alvssøn, om hvem vi senere vil høre, og tre svenske Rigsraader.
Ved en Herredag, som Kong Hans længere ud paa Vaaren lod holde i Stockholm, indfandt vistnok Sten Sture og hans Venner sig, men med et Følge af 700 sterkt rustede Mænd. Kong Hans fandt det derfor ogsaa raadeligst paa sin Side at ruste sig, og under hele Rigsdagen herskede der en temmelig trykket Stemning. Alligevel lod det til, at alt vilde jevne sig, jo nærmere det led imod Rigsdagens Slutning, og der kom et Forlig istand mellem Kongen og de misfornøiede. Men dette var fra de sidstnævntes Side ikke synderlig alvorlig ment. Den 1ste August indgik 7 svenske Herrer, deriblandt Sten Sture, Svante Nilssøn og Hemming Gad, et Forbund til Opstand mod Kongen og udstedte Proklamationer, hvori de opfordrede Rigets Indbyggere til at gribe til Vaaben og fordrive en Konge, som traadte Lov og Ret under Fødder, og som i smaat og i stort havde vist sig som Svenskernes Uven. Paa samme Tid lod de ogsaa opsætte et Brev til Kong Hans, hvori de opsagde ham Huldskab og Troskab. Lidt efter spredtes de sammensvorne Herrer ad for at ophidse Almuen hver i den Egn, han var bedst kjendt. Sten Sture og Knut Alvssøn, der skjønt Nordmand og Medlem af det norske Rigsraad, nu havde gjort fælles Sag med de svenske Oprørere, begav sig til Dalarne og Vestmanland for at opflamme Indbyggerne der til at gribe til Vaaben. Paa lignende Vis virkede Hemming Gud og Svante Nilssøn i Østergøtland. Deres Opmaninger havde ogsaa al forønsket Virkning. Thi overalt i de svenske Landskaber fandt en sand Folkereisning Sted. Fæstningerne Vesteraas og Ørebro beleiredes; af disse formaaede den første, der indehavdes af Nils Bysse, at udholde en to Maaneders Beleiring indtil den 11te November 1501, medens den sidste under Fogden Jens Falster med største Kjækhed forsvarede sig i hele 7 Maaneder.
I Løbet af August Maaned havde Kong Hans modtaget fra den ene Stormand efter den anden Opsigelsesbreve, og den 11te August forlod han Stockholm for at hente Hjælp i Danmark. Paa Tilbageveien brændte han en Gaard, Häringe i Sødertørn, der tilhørte Sten Sture. Paa Stockholms Slot efterlod han en Besætning paa 1000 Mand under Befaling af sin kjække Dronning Kristina, der skjønt sygelig og lidende ledede Borgens Forsvar med megen Duelighed.
I Norge var der, siden Hans i 1483 havde besteget Thronen, ikke foregaaet nogen betydeligere Forandring i Landets indre Styre. De to verdslige Raadsmedlemmer, den tidligere Rigsforstander Jon Svalessøn Smør og Einar Fluga, der havde spillet en fremtrædende Rolle under den Bevægelse, som gik forud for Kong Hans’s Hylding, var begge i 1483 druknede udenfor Jarlsøen eller Jersøen ved Tunsberg, sandsynligvis paa Hjemveien fra Halmstad. Hermed maa vel den Opposition, som i Norge havde ytret sig mod Kong Hans, for en væsentlig Del have lagt sig. Erkebiskopen Gaute Ivarssøn synes i den første Tid ikke at have været Kongen synderlig hengiven, og det heder, at han skal have staaet i Forbindelse med Sten Sture. I ethvert Fald ses der i Aaret 1486 at have bestaaet et spændt Forhold mellem Kongen og Erkebiskopen, der tør have forvoldt nogen Uro i Landet. Kong Hans maa ogsaa have fundet Stillingen her betænkelig, og han besluttede sig til at drage opover om Vaaren, ledsaget af en betydelig Hær, som var udbudt af Danmark. I Bergen holdtes der i Juli Maaned et Raadsmøde, ved hvilket Kongen og Erkebiskopen var tilstede. Om de Forhandlinger, som her førtes, har man ikke synderlig Besked; kun ser man, at der mellem Kongen og Erkebiskopen var opstaaet Tvist om Patronatsretten til Kirken paa Trums, som afgjordes til Kongens Fordel. At dette har været det eneste Stridsemne, er vel lidet rimeligt; men hvorledes det nu end forholder sig hermed, saa blev der tilvejebragt Forsoning mellem Kongen og de Nordmænd, som tilforn syntes ham uvillige, og de gav hinanden de bedste Løfter. Nogle Aar efter, i 1489, var Forholdet mellem Kongen og Nordmændenes fornemste Mænd endog saa godt, at det norske Rigsraad, deriblandt Erkebiskop Gaute og flere af Landets Biskoper, begav sig til Kjøbenhavn, hvor det den 25de Juli paa det norske Folks Vegne antog og hyldede Hans’s 8aarige Søn Kristiern til Faderens Eftermand som Konge i Norge, med udtrykkelig Tilsidesættelse af de Bestemmelser i Halmstadsrecessen, som maatte være stridende derimod. Men til Trods for, at der i Kongens Haandfæstning var indrømmet det norske Rigsraad flere Fordele, der vilde have sikret Landet et selvstændigt Centralstyre, var den politiske Interesse hos det norske Aristokrati saa uhyre liden, at Haandfæstningens Bestemmelser maatte falde ganske magtesløse til Jorden, selv om de fra Kongens Side var blevne iagttagne paa behørig Vis. Bortset fra den Virksomhed, Rigsraadet udfolder som Landets øverste Domstol dels samlet, dels i mindre Udvalg, spiller det gjennem næsten hele Kong Hans’s Regjeringstid en meget ubetydelig Rolle. Ja, saa ringe var den Indflydelse, det i Virkeligheden øvede, at Kongen paa det nærmeste kan siges at have afgjort de forskjelligste Regjeringsanliggender paa egen Haand, uden engang at spørge efter Rigsraadets Mening eller Samtykke. Dette var saaledes Tilfældet med alle Spørgsmaal af administrativ Natur. Skjønt det i Kongens Haandfæstning var bleven forudsat, at Landet skulde have sit særegne financielle Styre, blev alle Afgifter og Lensindtægter indbetalte i Kjøbenhavn. Endog Skatter synes Kongen paa egen Haand at have paalagt uden først at indhente Rigsraadets Samtykke. Endnu sterkere træder Kongens Anmasselse frem i Spørgsmaalet om Udlændingernes Handel paa Norge. Skjønt Kongen i sin Haandfæstning havde lovet, at det skulde tillades “Kjøbmænd i alle Lande frit og uhindret at seile til Bergen og andre Kjøbstæder i Norge med deres Kjøbmandskab, Norges Rige til Nytte og Bestand“, forhindrede dette ham dog ikke fra at gjenoptage den Praxis, som Faderen havde øvet med Kabinetsprivilegier. Under Tilbagereisen fra Norge i 1483 udstedte han den 18de August i Tunsberg et Brev, hvorved Rostockernes Handel paa denne By blev indskrænket. Ved denne Anledning synes han at have hørt Raadets Mening. Men 4 Aar efter, den 20de Mai 1487, gav han Rostockerne tilbage deres forrige Friheder i den hele Udstrækning, ja, den 21de Juli 1489 gjentog han Ord til andet det Fribrev, som Kong Kristofer under 22de Oktober 1447 havde givet Rostockerne.
En fastere og bestemtere Holdning indtog Kong Hans ligeoverfor de vendiske Stæder. Saaledes gav han sig god Tid, førend han stadfæstede deres Privilegier; derimod forhøiede han Sundtolden og lod opkræve en Rortold af ethvert Kjøbmandsskib, som indfandt sig ved de skaanske Fiskeriet. Hertil kom endnu flere Omstændigheder, som forøgede Hanseaternes Misnøie. Kongens Fætter Junker Jakob af Oldenburg, en Søn af Kristiern I’s Broder Morits, var i 1483 af Biskop Henrik af Münster-Bremen bleven fordreven fra sin Fadersarv, Delmenhorst, og søgte Tilflugt hos Kong Hans. Den næste Vaar begyndte han, som man paastaar med Kongens Vidende og Understøttelse, en Kaperkrig mod Byerne Lübeck og Hamburg, der var optraadte som Biskop Henriks Forbundne. Blandt dem, som gik i Junker Jakobs Tjeneste, var den dygtige Sømand Didrik Pining, der synes at have tilhørt en af de mindre vestlandske Adelsfamilier. Didrik havde i Kong Kristierns senere Regjeringsaar indehavt en Forlening paa Island, hvor der paa denne Tid gik temmelig lovløst til, navnlig paa Grund af de Hjemsøgelser, engelske Fiskere og Handelsmænd anrettede saavel der paa Øen som i de nordlige Farvande overhovedet. I 1465 var der i Hamburg sluttet en Overenskomst mellem Kristiern I og Kong Edvard IV af England, gaaende ud paa, at ingen Engelskmand under Dødsstraf maatte understaa sig at drage paa Fiske eller Handelsfærd til Island uden den danske Konges Tilladelse. Ikke desmindre kom nogle Skibe fra London og Bristol derhen et Par Aar efter, og da Øens Hirdstjore Bjørn Thorleifssøn vilde vise dem bort, satte Besætningerne sig til Modværge, dræbte ham selv og satte Ild paa hans Gaard. Til Gjengjæld lod Kong Kristiern beslaglægge et Par i London og Bristol hjemmehørende Skibe, som just laa i Sundet, og solgte Ladningen. Dette havde igjen til Følge, at den engelske Konge øvede Gjengjæld mod Hanseaterne i England, ret som om disse havde havt nogen Andel i de Skridt, Kongen havde taget. Mellem Kongen af Danmark-Norge og Englænderne udbrød der nu et Slags Kaperkrig, som dog ikke gik ud over halvprivate Skjærmydsler. I denne Kamp udmerkede Didrik Pining sig, og naar han i 1484 gik i Junker Jakob af Oldenburgs Tjeneste, var det kun for at optage Kaperierne i en større Maalestok. I de norske Havne i Viken havde Junker Jakob, Didrik Pining og deres Fæller, blandt hvilke der nævnes en Lüneburger, Zander Hoboden, og en vis Pothorst, et Tilflugtssted, saa længe det varede. Kong Hans blev nemlig snart nødt til at paalægge sin Fætter at ophøre med sine Bedrifter, men da han under kongeligt Leide skulde drage til Danmark, sandsynligvis for at underhandle med sine Modstandere, døde han underveis i Nærheden af den norske Kyst. Med hvilken Tilfredsstillelse de hanseatiske Kjøbmænd modtog Budskabet om hans Død, udmaler sig kraftigen i en Krønikeskrivers Ord: “Han døde i Norge, og en Skare af Djævle førte ham i Triumf til Helvede“. Allerede før Junker Jakobs Død synes Didrik Pining at have skilt Lag med ham og begivet sig ud paa en længere Færd. Om Sommeren var han nemlig nede i den spanske Sø, hvor han opsnappede nogle værdifulde Skibe, som han bragte til Kjøbenhavn til Hansestædernes store Fortrydelse, da de vel vidste, at det var dem, som kom til at betale den hele Leg, hvor meget de i Virkeligheden end havde lagt an paa at forhindre Kaperierne.
Om Sommeren 1484 (11te Juli—6te August) førtes der af Udsendinger fra 6 nordtyske Byer Forhandlinger i Kjøbenhavn om Privilegiernes Fornyelse. Men herpaa vilde Kongen ikke indlade sig, før han havde sat sig ind i, hvad hans Forgjængere havde tilstaaet dem. Alt, hvad han vilde gaa ind paa, var, at de tyske Kjøbmænd indtil April Maaned det næste Aar fik besøge hans Riger paa samme Vis som tidligere. Paa nogen Erstatning fra Kongens Side for den Skade, som var Stæderne tilføiet ved Junker Jakobs Kaperier, var der ikke at tænke. Da Kongen ogsaa i de følgende Aar vidste Udveie til at holde Spørgsmaalet svævende, maatte Stæderne beslutte sig til at lade Bergensfarerne afgaa i Flok og Følge. Thi Søen foruroligedes nu ikke blot af Junker Jakobs Kapere og Olaf Nilssøns Eftermaalsmænd, men tillige af Ivar Axelssøn paa Gotland. Denne sidstes Optræden medvirkede nu ogsaa til, at Stæderne nærmede sig Sten Sture og Svenskerne. Først efterat de tyske Kjøbmænd i samfulde otte Aar havde faaet øve sig i Taalmodighed, blev Privilegierne stadfæstede under 15de Juli 1489. Men i Henhold til Haandfæstningens Bestemmelser var der nu ikke længere Tale om at udelukke de øvrige handlende Nationer. Skjønt der i det samme Aar overgik Bergen en Ildsvaade, der lagde den hele Strandside i Aske, hvorved de her bosatte norske Smaahandlere maa være blevne satte tilbage, var der dog indtraadt et Vendepunkt for den hanseatiske Handel saavel i Bergen som i Norden overhovedet. Paa samme Tid som de tyske Kjøbmænds Privilegier stadfæstedes, havde Kongen aabnet Underhandlinger med England, med hvis Konge, Henrik VII der den 20de Januar 1490 sluttedes Fred. Ikke nok med, at der fra begge Sider med Kraft og Alvor arbeidedes paa at faa de tidligere Kaperier afskaffede, hvorved bl. a. Didrik Pining og Pothorst blev satte udenfor Loven og efter Sagnet maatte lide en voldsom Død, blev der tilstaaet de engelske Kjøbmænd udstrakte Rettigheder bredved de mest begunstigede Kjøbmænd i de danske og norske Stæder. Paa de vigtigste Handelspladser i begge Riger fik de anlægge Faktorier, og i Bergen blev det dem indrømmet at have deres egne Oldermænd. De hollandske Stæder, som i Kristiern I’s Tid var blevne saa tilsidesatte til Fordel for de vendiske Handelsbyer, fik nu (1490) lige Handelsfriheder med disse baade i Danmark og Norge, især i Bergen, og da de tyske Handelsmænd her søgte at lægge sine Rivaler Vanskeligheder i Veien, stadfæstede Kong Hans i Julen 1498 i de bestemteste og mest omfattende Udtryk de Rettigheder, som var tilstaaede Kjøbmændene af Amsterdam. Ved Kriftiern II’s Handelspolitik skulde de sidste snart høste endda større Fordele end den frie Konkurrance havde været istand til at yde dem.
Medens Norge udadtil ikke havde det roligste Udseende, dels ved Handelsmagternes Rivaliseren, dels ved det vilde Liv, Landets Kyster maa have frembudt, maa der ogsaa i Riget selv have hersket en voldsom Gjæring til sine Tider. Hvad Grunden til denne har været, kan i de fleste Tilfælde ikke med Bestemthed siges. Men man tager neppe meget feil ved at henføre samtlige til de Brud paa Haandfæstningen, som Kong Hans troede at kunne tillade sig. Til Trods for, at Kong Hans udtrykkelig havde lovet, at han skulde styre hvert af sine Riger med gode indfødte Mænd, og at intet norsk Len eller Slot skulde bortgives uden med Rigsraadets Raad og Samtykke, gjorde han sig dog ingen Skrupler af at indsætte Udlændinger i alle mere indflydelsesrige Stillinger. Paa Baahus Slot finder man saaledes i 1480—Aarene en dansk Mand, Ebbe Munk, som Høvedsmand. Han synes (omkring 1489) at være bleven afløst af Henrik Krumedike, der vistnok kan anses for at være Nordmand af Byrd, men som dog med alle sine Sympathier omfattede den danske Politik. Hans Eftermand her var igjen fra 1503 af Dansken Otte Rud. Ogsaa Akershus Slot og Bergens Kongsgaard var paa faa Undtagelser nær overdragne til Udlændinger, især Danske. Hertil kom, at Kongen uden Raadets Samtykke og Bemyndigelse paalagde nye Skatter. Et saadant Skattepaalæg har det muligens været, som i 1493 fremkaldte et Opløb i Viken, hvor Lagmand og Foged blev slaaede ihjel. Nogle Aar senere (1496) sandt der et alvorligt Opløb Sted paa Søndmøre, hvor den mægtige Rigsraad, Væbneren Arild Kane var Sysselmand. Arild Kane tilhørte den anselige adelige Familie, der havde sit Sæde paa Kanestrøm i Nordmøre. Han havde i Slutningen af 1480—Aarene ægtet Ingegerd Erlandsdatter af Losnaætten, der var barnløs Enke efter Ridderen Olaf Guttormssøn til Hananger paa Lister († 1485). Strax efter deres Giftermaal (1490) tilfaldt der hende en rig Arv paa Skiftet efter den omkr. 1476 afdøde Junker Hans Sigurdssøn,[2] en Søn af Drotseten Sigurd Jonssøn, vistnok den største Jordegodseier, som nogensinde har levet i Norge. Arild Kane synes at have været en hjerteløs Bondeflaaer, der fik et daarligt Ord paa sig, hvor han færdedes. Fra 1494 høres der saaledes fra Viken Klagemaal over hans Færd. Paa Søndmøre gik det tilsidst saa vidt, at Bønderne reiste sig i Flok og Følge mod ham paa Thinget, slog ham selv ihjel og dræbte eller saarede hans Svende. Til Sjælemesser for ham oprettede hans Enke Fru Ingegerd et Præbende ved Nidaros Domkirke, der fik Navn efter Nordens tre hellige Martyrkonger.
Størst Opmerksomhed af alle de norske Begivenheder i denne Tid tildrager sig imidlertid Familiestridighederne mellem Knut Alvssøn og Henrik Krumedike og Knut Alvssøns Deltagelse i den svenske Reisning af 1501.
Ovenfor er fortalt, hvorledes Hr. Hartvig Krumedike for sin Delagtighed i Hr. Erik Sæmundssøns Drab paa Mødet i Skara i 1458 var bleven udstødt af Norges Rigsraad og ialfald for en Tid havde mistet alle sine Forleninger. Hr Eriks Eftermaalsmand var Hr. Alv Knutssøn af den svenske Familie de tre Roser, der havde overtaget Maalet paa sin svenske Broders, Hr. Jøns Knutssøns, Vegne. Hr. Alv Knutssøn var en af Norges mest indflydelsesrige Mænd paa hin Tid. Efter sin Moder, Agnes Alvsdatter Bolt, arvede han store Godser, deriblandt Manvik paa Brynlaanes, og ved sit Giftermaal med Fru Magnhild Oddsdatter, Enke efter den af Gudbrandsdølerne i 1446 dræbte Rigsraad og Ridder Bengt Harniktssøn, forøgede han sine Rigdomme i betydelig Grad. Foruden meget andet Gods bragte Fru Magnhild ham nemlig Gaardene Grefsheim paa Hedemarken og Finnen paa Vos. I Tidernes Løb voxede deres Bo betydeligt, da saavel Hr. Alv som Fru Magnhild var meget flittige til at samle, naarsomhelst en Anledning frembød sig. Vi har ovenfor set, hvorledes Hr. Alv var en af Hovedarvingerne efter Sigurd Jonssøn, hvis Søsters Dattersøn han var.
Til Trods for alle sine Rigdomme kom Hr. Alv Knutssøn ikke til at spille nogen fremragende Rolle, ihvorvel han en Tid var forlenet med Bergenhus. Grefsheim synes at have været hans og hans Frues kjæreste Opholdssted, og her var det vistnok ogsaa han døde i Aaret 1495 eller 1496. Fru Magnhild fulgte ham strax efter i Graven. Af Ægteparrets tre Børn levede Datteren Karine alle sine Dage paa Grefsheim, som faldt paa hendes Arvepart, og her døde hun ogsaa som gammel Jomfru i Aaret 1535. Derimod kom Sønnerne Knut og Odd, der begge sandsynligvis ved Kong Hans’s Kroning i 1483 blev slagne til Riddere; begge til at indtage en fremtrædende social Stilling i vort Samfund. Hr. Odd døde ugift allerede i 1497 efter at have indehavt Skiens Syssel som Forlening og senere været Høvedsmand paa Akershus Slot. Denne Stilling gik ved hans Død tilligemed den største Del af hans Ejendomme over til den ældre, mere navngjetne Broder Knut Alvssøn.
Denne var allerede tidlig bleven knyttet til Sverige først og fremst ved sin halvsvenske Herkomst, senere ved sit Giftermaal med Gyrild Eriksdatter af Gyldenstjernernes ansete Æt, der stod Karl Knutssøn og det svenske Selvstændighedsparti saa nær, som det bedst var muligt, idet Hr. Knuts Svigermoder var Karl Knutssøns egen Datter. Fru Gyrild var tidlig død efter at have født Hr. Knut to Sønner og en Datter, og han var allerede opgift med den norske Rigsraad Anders von Bergens Enke, Fru Merete (eller Mette) Ivarsdatter af den danske Familie Dyre, som senere hen optog Navnet Lunge. Men Fru Merete var ligesom andre af hendes Familie, som vi om ikke ret lang Tid skal lære at kjende, ikke saa fastgroet til sit Fødeland, at Hensynet til det skulde hindre hende fra at slutte sig til dets Fiender. Men endnu laa den Navnkundighed, Fru Merete skulde vinde, i Svøb.
Den Gjæring, som var oppe i Tiden, ytrede sig ogsaa i det Len, Hr. Knut havde modtaget efter sin Broder, og den fandt den rigeste Næring i de Voldsomheder og Vilkaarligheden som de raae og liderlige Fogder og deres Hovmænd tillod sig ligeoverfor Bønderne. I Novbr. Maaned 1497 indgav Bønderne i søndre Gudbrandsdalen en Klage over den hele Maade, hvorpaa de i Lenet indsatte Fogder regjerede. “Nogle var som Udlændinge vankundige i Norges Lov og kunde derfor ikke dømme rettelig, Andre, som kjendte Loven, havde Lyst til Uret og Vold. Af en liden Sag gjorde de ofte en stor for at kunne kræve høie Bøder og derved blev en stakkels Mand stundom aldeles ødelagt og ude af Stand til at betale Kongen sin Skat. Ogsaa plagedes den fattige Almue af Fogderne ved ulovlig Gjæstning og overdrevne Fordringer om offentlige Ydelser. Mange, baade Mænd og Kvinder, vilde gjerne begive sig til Kongen for at bringe deres Klagemaal for ham, hvis de blot kunde. De bad derfor Kongen indstændig, indtil han efter det Løste, han nylig havde givet, selv kunde komme og se til sine Embedsmænd og Fogder, at ville sende en retsindig og ersaren Mand, der kunde skaffe dem Ret, som Uret havde lidt“. Blandt disse Blodsugere, som Hr. Odd og senere Hr. Knut havde i sin Sold, fæster Opmerksomheden sig især ved Romerikes Foged, Lasse Skjold, dels paa Grund af hans gemene Optræden, dels paa Grund af den sørgelige Skjæbne, som ramte ham. Om ham gav Eidsvolds Almue senere hen forskjellige Oplysninger, der yder et ganske merkeligt Indblik i Tidens hele Raahed og Useldom. Saaledes heder det, at de fattige Bønder hverken maatte nyde Lov eller Ret for ham. Engang gav han en Mand ved Navn Saxe Halvardssøn, der skulde hen for at betale ham sin Visøre, tre Slag med sin Stridshammer, saa Manden styrtede omkuld. Da han igjen reiste sig og bød Lov og Ret for sig, var Lasse Skjold døv paa det Øre. Men neppe var Saxe kommen ud i Svalen, før Lasse Skjold kom sættende efter og gav ham to Slag med Stridshammeren, idet han udraabte: “Du skal faa tre stortandede Djævle, jeg skal sætte mit Sværd igjennem dig, hvor jeg saa maatte finde dig“. En anden Gang kom han til Bonden Aaslak Throndssøn, som fagnede ham paa bedste Vis; det lønnede han med at voldtage en af hans Piger. En anden Bonde, Peter Ingemarssøn, drev han ud af hans Hus og ud i en Strøm, hvor han nær var omkommen. Anders Asses Kone beskyldte han for en Fredløshedsgjerning, dog uden at fremlægge nogensomhelst Bevisligheder derfor. Den stakkels Kvinde nødtes da til at begive sig barbenet til Sverige for at skaffe gode Mænds Vidnesbyrd for, at hun var uden Skyld. Ikke desmindre maatte hendes Mand betale Fogden ni Lod Sølv. To andre navngivne Bønder plyndrede han ligeledes for Gods og Penge, uanset at de bød Lov og Ret for sig. En Gang kom Udyret over Olaf Arnessøn, der laa paa Gulvet og sov sin Rus ud. Han rettede ham først op og gav ham saa et Slag, saa han faldt om som livløs. Da han om Morgenen kom til sig selv, maatte han til Tak for naadig Straf, hvorved der forresten hverken var spurgt om Lov eller Ret, give Fogden et Pund Malt og en Kohud. At “Hunen“ eller Bondeklubben sent eller tidlig maatte blive anvendt mod en slig Slubbert, er ikke at undres over. Samme Høst, Hr. Knut kom til Lenet, blev Lasse Skjold dræbt under Visøreopkrævningen af en Bonde ved Navn Engelbrekt Gunnarssøn. Men det tyktes Bønderne af Næs og Ullenshof at være saa godt gjort, at de i en rigtignok ubeseglet Skrivelse lod vide, at Hr. Knut skjønt der i denne Daad kun var en, som var optraadt paa alles Vegne, vilde de alle svare for den ene. Det kan vel være tvivlsomt, om denne Selvtægt var et Udslag af et fælles Overlæg fra Bøndernes Side. Men ikke desmindre saa det en Stund ud til, at den hele Almue paatog sig det gjensidige Ansvar. Fra Nes og Odalen sendtes nemlig over det hele Len Budkavler, der var brændte i den ene Ende og forsynede med en Hank (d. e. Krog)i den anden: det var i Tidens Billedsprog en Trusel om, at den vilde se sin Gaard brændt og selv vorde hængt, som ikke fulgte Opbudet. Urolighederne bredte sig snart saa vide omkring i Lenet, at alt tegnede til at blive en ganske alvorlig Opstand. Intet Under derfor, at Hr. Knut blev alvorlig bange og saa sig om efter Hjælp til at faa Opstanden kuet.
I denne sin Nød henvendte han sig til Høvedsmanden paa den nærmeste Fæstning, Baahus, om Hjælp. Men denne Høvedsmand var ingen anden end Hr. Henrik Krumedike, en Søn af Hartvig Krumedike, som hans Fader havde gjort saa meget ondt, og som alt tidligere havde vist sig som Alvssønnernes Arvefiende.
Hr. Henrik Krumedike er en af de interessantere Skikkelser, vi i denne Tid støder paa. Da hans Fader i 1476 afgik ved Døden, var han endnu kun et tiaarsgammelt Barn. Men han maa have udviklet sig meget hurtigt, saasom han allerede i 1487 blev anbetroet Akershus Slot, hvilken vigtige Forlening han to Aar efter ombyttede med det ikke mindre vigtige Baahus Slot med tilhørende store Len i Viken. De danske Sympathier, som hans Fader havde næret, og som paa en Gang havde været baade dennes Lykke og Ulykke, var ogsaa sterkt fremtrædende hos Sønnen. Ligesom Faderen var han en magtbegjærlig Mand, der ikke lod nogen Anledning til at forøge sin Velstand gaa ubenyttet hen. Ja, onde Tunger vidste ogsaa at berette, at han skyldte Strandrøverier en betydelig Del af sin Formue. Til Trods for denne virkelige eller paaduttede Nærighed forstod dog Hr. Henrik ikke mindre end hans Fader at holde sig tilvens med Bønderne, og denne hans Holdning kom vistnok ogsaa i den følgende Tid til at øve en bestemmende Indflydelse paa hans hele Politik. Med Alvssønnerne havde han fra første Stund af levet i aabent Fiendskab, der ved flere Lejligheder var kommet til voldsomt Udbrud. I 1494 havde Odd Alvssøn saaledes beskyldt ham for at opvigle hans Folk og Almue mod ham; herpaa var Hr. Henrik ikke bleven ham Svar skyldig, men havde til Gjengjæld ladet ham høre saa drøie Ting, som at han havde ringeagtet Kongens Breve, øvet Vold mod flere Personer og tilegnet sig fremmed Gods, ja, at han endog havde trukket blank lige over for Hr. Henrik, da denne sad paa Dommersædet for at skifte Lov og Ret. Skjønt man ikke kjender til Udgangen paa denne Strid, er det dog neppe tvivlsomt, at Hr. Henrik, der som en nyere Historieskriver bemerker, havde noget af Løvens Natur og ikke lidet af Rævens i sig, har trukket det længste Straa. Med Hr. Knut maa han ogsaa, strax efter at denne var kommen til Akershus, være taget i Tvist, da man hører, at denne havde skaffet sig Betaling for en Sum, han paastod at have tilgode hos Hr. Henrik, ved at opbringe et af hans Skibe og sætte sig i Besiddelse af en Del af Ladningen. Hvorledes Forholdet har været mellem Herrerne paa Toget mod Elfsborg og under den lange Beleiring af dette Slot, har man ingen Besked om.
Da nu Hr. Knut i December 1497 i sin Nød tyede til Hr. Henrik og foreslog ham i Forening med 400 Ryttere at drage gjennem Landet for at kue Opstanden, brød denne sig ikke om at yde sin Uven nogen Hjælp, der kun vilde bringe ham selv Utak, og han holdt sig derfor i Ro. Ikke desmindre lykkedes det efterhaanden Hr. Knut Alvssøn at dæmpe Oprøret i Løbet af det næste Aar, hvorpaa han lod Sagen paatale. De Mænd, som Kongen satte til at dømme i denne, var Fyns senere saa bekjendte Biskop Jens Anderssøn Beldenak, som paa denne Tid var kongelig Sekretær, og Henrik Krumedike. Ihvorvel de anklagede blev dømte til høie Bøder, fik Hr. Henrik og Jens Dommen formildet til største Ærgrelse for Hr. Knut, som gjerne vilde have dem alvorlig tugtede. Tre af Hovedmændene blev dog henrettede i Oslo.
Baade for Hr. Knut Alvssøn og Hr. Henrik Krumedike synes denne Almuereisning og de tvende Høvdingers Forhold under den at have havt en stor Betydning. Thi da Kong Hans kort efter paa Gjennemreise til Sverige besøgte Hr. Henrik paa Baahus, hvor flere norske Rigsraader, deriblandt Erkebiskop Gaute og Hr. Knut Alvssøn var tilstede, overvældede han Krumedike med Naadesbevisninger og tilstod ham forskjellige Forleninger, dels for en ringe Afgift, dels uden al Afgift, og ialfald et af disse Len havde Hr. Knut havt. Strax efter, i 1499, blev den Unaade, hvori Hr. Knut var falden, endnu mere følelig, idet Kongen formelig afskedigede ham fra hans fornemste Forlening Akershus Slot, som blev overdraget til den tidligere Lensherre i Tunsberg en dansk Adelsmand ved Navn Peder Gris. Som man let kan tænke sig, blev Hr. Knut saare harm over alt dette, og for at hevne sig paa Hr. Henrik, som han ansaa for Ophavsmanden til alle de Gjenvordigheder, han havde faaet at gjennemgaa, søgte han gjennem Agenter at opvigle Almuen i hans Len. Men da Hr. Henrik optraadte med Besindighed, havde han lidet igjen for sin Umag. Det blev snart Hr. Knut for trangt i Norge, og han besluttede sig til at drage til Sverige, hvor han turde haabe at finde en lettere Adgang til at gjennemføre sine Hevnplaner baade mod Kongen og mod sine personlige Uvenner inden Landet.
Paa det Møde, som den 1ste August 1501 blev afholdt i Vadstena, og hvor de svenske Ledere kom overens om at reise Oprørsfanen mod Kong Hans, var Knut Alvssøn tilstede. Han fik her Stormændenes Tilsagn om at forlenes med et svensk Slot med Tilliggelser, og han optraadte ganske som en helblods svensk Magnat. Saaledes fulgte han Sten Sture paa dennes Færd op til Dalarne for at ophidse Almuen, og da Sten Sture begav sig tilbage, blev Hr. Knut igjen i Grænselandskaberne for at samle Tropper, hvormed han agtede at gjøre Indfald i Norge. Hans Harme blev ganske vist ikke formindsket ved, at han bragte i Erfaring, at Kongen paa sin Tilbagereise fra Stockholm ikke havde forglemt ham, men givet Besaling til at beslaglægge hans vidtstrakte Godser i Landets forskjellige Dele.
Fra Lederne for Opstanden i Sverige var der allerede ved Reisningens Begyndelse til det norske Rigsraad afsendt Breve, som gik ud paa at drage det over paa Oprørernes Side. Knut selv havde gjort alt muligt for ved sin Indflydelse paa Vestlandet, hvor han havde saa store Besiddelser, at vække en Bondeopstand til Støtte for den svenske Sag, ligesom han ogsaa søgte at drage de tyske Kjøbmænd i Bergen over paa sit Parti. At hans Opraab ialfald til en vis Grad har været fulgt paa disse Kanter, er sikkert nok. Ved et Angreb paa Kongsgaarden, som Knut Alvssøns Folk foretog i Forening med de lübeckske Kjøbmænd i Bergen, blev Kongsmændene fordrevne og maatte lade den indsamlede Skat og et Skib i Stikken. Men dette Held formaaede dog ikke at øve nogen Indflydelse paa selve Hovedbegivenhedernes Gang; thi da Knut Alvssøn om Høsten 1501 gjorde Indfald i Norge, blev han saaledes modtagen af de kongelige Høvedsmænd Henrik Krumedike, Peder Gris og Mattis Olssøn, hvilken sidste havde Tunsberghus i Forlening, at han med Skam maatte trække sig tilbage til Sverige. Men det var let at forudse, at Knut, halsstarrig som han var, vilde komme frygteligere igjen, saasnart han saa sig Raad dertil.
I Sverige var imidlertid Oprørskrigen bleven ført med Kraft mod Kongens Tilhængere og de Slotte, disse havde inde, og det ene efter det andet havde maattet overgive sig til Fienden. Tilsidst stod blot Kalmar og Borgholm tilbage. Stockholms Slot forsvaredes med megen Kjækhed af Kong Hans’s Dronning Kristina. Allerede den 10de Oktober 1501 var Stockholms By ved Borgernes Forræderi falden i Sten Stures Hænder. Men først ud paa Vaaren, da alle Forraad var opbrugte og der af Slottets 1000 Mand sterke Besætning kun var 10 vaabenføre Mænd tilbage — de øvrige havde dels Pest, dels Vaaben, dels Mangel paa fornøden Forpleining bortrevet eller gjort kampudygtige — opgav Dronningen Slottet mod selv med Følge at faa fri Reise til Danmark. Men Sten Sture brød denne Overenskomst til liden Baade for sit Eftermæle, og holdt Dronningen i 11⁄2 Aar tilbage i haardt Fangenskab, dels i Stockholm, dels i Vadstena. Kun tre Dage efter Kapitulationen kom Kong Hans med sin Flaade til Stockholm. Men for sent var for sent. Kong Hans saa snart alle sine Planer krydsede, ved at Dronningen holdtes tilbage. Hertil kom, at der i hans egen Hær spilledes under Dække med Fienden, saaledes endog af Kongens nærmeste Anfører Rigsraaden Povel Laxmand, en af Danmarks mægtigste Mænd paa sin Tid. Dette havde da til Følge, at han strax efter Hjemkomsten fra Toget til Kjøbenhavn den 22de Juni 1502 blev dræbt af tvende Adelsmænd Ebbe Strangessøn og Bjørn Anderssøn, just som han havde været oppe paa Slottet hos Kongen. Drabsmændene blev ikke blot ikke straffede, men Kongen forfremmede endog den første af dem til Rigsraad. Lidt senere reiste Kongen Sag mod den dræbte for Landsforræderi, og hans Gods blev inddraget under Kronen, da hans Arvinger ikke magtede at bevise hans Uskyldighed. Først under Fredrik I fik Familien en Del af hans Godser tilbage.
Allerede før Kong Hans’s Undsætningstog til Sverige foregik, var Knut Alvssøn atter paa færde. Ved Nytaarstid 1502 havde hans Svoger Erik Erikssøn Gyldenstjerne, der var Høvedsmand paa Elfsborgs Fæstning og som hidtil havde vippet mellem Partierne, omsider sluttet sig til Oprørerne og sendt Kong Hans et Opsigelsesbrev. Herved havde Knut Alvssøn faaet et fast Støttepunkt, hvorfra han kunde true Viken og Baahus. Allerede i Februar Maaned havde Hr. Knut med en stor Hær gjort Indfald i det søndenfjeldske Norge, hvor han i sin Frænde Nils Ragvaldssøn paa Aaby, en Dattersøn af Hr. Erik Sæmundssøn, og i dennes dygtige Hustru Ottilia Ottesdatter Rømer, en Søster af den senere hen saa navnkundige Fru Inger til Østraat, fandt en mægtig Støtte, idet Nils allerede ved Opstandens Begyndelse havde sat sig i Besiddelse af Fæstningen Olufsborg ved Bullaren i det nordlige Viken. Hr. Knuts Hær bestod for den største Del af Almue, som var udbudt fra de svenske Grænselandskaber; navnlig havde Vestergøtlands Befalingsmand, den tapre og ridderlige Aake Hanssøn af Familien Natt och Dag, tilført ham en betydelig Forsterkning. De norske Høvedsmænd, Mattis Olssøn paa Tunsberghus, Peder Gris paa Akershus og Henrik Krumedike paa Baahus, til hvem Knut Knutssøn Baat, en Frænde, men tillige Fiende af Knut Alvssøn, søgte vel at samle Krigsfolk for at modtage den fremrykkende Opstandshær, men havde ikke synderligt Held med sig; navnlig var Henrik Krumedike paa Grund af Fæstningerne Olufsborgs og Elfsborgs Nærhed lammet i sine Bevægelser. Det lykkedes derfor Knut Alvssøn at trænge frem til Akershus, som hans Uven Peder Gris maatte rømme. Derpaa vendte han sig mod Vestfold, hvor han forsterkede sig med Bønderne af Sande Skibrede, og indtog og plyndrede Tunsberghus efter at have fordrevet Befalingsmanden Mattis Olssøn.[3] Slottet blev nu for den væsentligste Del nedbrudt. Herfra begav Hr. Knut sig med sin Hær tilbage til Viken for at knække sin Uven Hr. Henrik Krumedike. Marstrand blev indtagen, og Byens Indvaanere nedhuggedes. Sarpsborg blev beleiret af Nils Ravaldssøns Underanfører Søren Skaaning, og da Indbyggerne begyndte at underhandle med ham, henviste han dem til Ottilia Ottesdatter, som i sin Mands Fravær førte Befalingen paa Olufsborg. Men her modtog de det lidet trøstelige Svar, at de baade skulde overgive Byen og betale hende Brandskat. “Vil I ikke give mig, hvad jeg forlanger,“ lagde hun til, “da skal I skaade (d. e. stue) eder alle i Marstrands Speil“. Derefter maatte de ogsaa rette sig. Siden leirede den mandstærke Fiende sig udenfor Baahus, hvor Hr. Henrik snart blev bragt i den betænkeligste Stilling, da han ved udsendte Afdelinger havde svækket sin Styrke Ikke desmindre formaaede han at holde sig ud over Sommeren.
I Norge stod Kong Hans’s Sag snart saa uheldig, som det bedst var muligt. Den Holdning, som Rigsraadet søndenfjelds indtog, maa vistnok nærmest kaldes passiv; men der var meget, som tydede hen paa, at det, hvad Øieblik det skulde være, kunde gjøre fælles Sag med Oprørerne. Ialfald var Kongen kjendelig misfornøiet med dets hele Forhold. Under disse fortvivlede Omstændigheder var det, at Kong Hans tilbød sin Broder Hertug Fredrik af Holsten-Gottorp, der, som vi ovenfor har set, havde antaget Titelen Arving til Norge, Halvdelen af dette Rige mod til Gjengjæld at erholde Hjælp af ham. Heldigvis for Norge gjorde den griske Hertug sig nu saa kostbar, at Kongen derved blev fritagen for at staa ved sit lidet overveiede Tilbud.
Paa samme Tid, som Kong Hans begav sig med sin Hær til Stockholm, overdrog han til sin Søn Kristiern at undsætte Hr. Henrik Krumedike. Med stor Iver og Kraft paaskyndede den unge Prins Rustningerne, og i den anden Halvdel af Juni 1502, da Kong Hans uformodet tidlig var kommen tilbage fra Sverige, drog han med en Flaade opover til Gøtaelven. Her skaffede han strax Baahus og Hr. Henrik Luft, idet han drev Beleiringshæren tilbage efter voldsomme Sammenstød, hvorpaa Henrik strax tænkte paa Tunsbergs og Akershus’s Tilbageerobring. Kristiern derimod vendte sig mod Elfsborg, som Nils Klaussøn nogen Tid i Forveien havde forsvaret i hele fem Maaneder. Men allerede tredie Dagen efter, at Kristiern havde begyndt Beleiring, overgav den daværende Høvedsmand Erik Gyldenstjerne den sterke Fæstning, hvis Besætning dels indlemmedes i den danske Hær, dels erholdt fri Afmarsch. Kun to Mile derfra stod den svenske Hær under Knut Alvssøn og Aake Hanssøn. Da de erholdt Efterretning om det sterke Elfsborgs Fald, blev de betagne af den største Sorg og Harme. Endnu samme Kveld brød Aake Hanssøn op med Rytteriet og rykkede ud mod den danske Leir i den Mening at tage Slottet tilbage. En tæt Taage begunstigede hans Forehavende. I den tidlige Morgenstund, som man kalder Overfaldenes Hyrdetime, kom han lige hen til den danske Leir, hvor alt laa i den tryggeste Søvn. Nattevagterne havde trukket sig tilbage, og ved en uforklarlig Skjødesløshed havde Dagvagterne endnu ikke troppet op. Prins Kristiern laa paa Slottet. Allerede var Aake Hanssøn i Begreb med at sprænge ind i den danske Leir med sine Ryttere, da han med et besindede sig, holdt sin Hest an og bød Hornblæseren, der red ved hans Side, at blæse Allarm. Denne studsede og saa forundret paa Aake. “Blæs!“ raabte denne med frygtelig Røst og løftede Sværdet mod Hornblæseren. “Ilde sømmer det sig at overfalde en Kongesøn sovende!“ Aake stod nemlig i den Tro, at Prinsen selv var i Leiren. Hornblæseren adlød. Neppe var de sidste Toner af Signalet hendøde, før han med sine Ryttere styrtede ind i Leiren. Her opstod en forfærdelig Uro. Teltene redes overende. De søvndrukne Krigsmænd, som stak Hovederne op af Teltdugen, blev nedhuggede. Rundt omkring løb Danskerne i fuld Forvirring. Efter dem red Aale med sine Ryttere og uddelte drøie Sværdhug. Men med en beundringsværdig Snarraadighed plantede den danske Fanebærer sit Mærke midt i Leiren, og omkring det samledes efterhaanden flere og flere Krigsmænd, der vilde holde Stand. Under den Kamp, som her udspandt sig, kom Kongesønnen Kristiern ilende til med en Skare fra Slottet, og i det Basketag, som nu gik for sig, blev Aake Hanssøn og hans Mænd fuldstændig slagne. Men den ridderlige Optræden, Aake her havde udvist, stod endnu efter Aars Forløb levende for Kristierns Minde.
Efter at have sat Ild paa Elfsborg, hvis uheldige Forsvarer Erik Gyldenstjerne faa Dage efter Overgivelsen var bleven dræbt i Oprørernes Leir af Aakes forbitrede Vestgøter, drog Kristiern opover til Baahus. Her afgav han en Del af sine Folk til Henrik Krumedike og gjorde saa med Resten et Tog ind i Vestergøtland. Paa Veien brændtes Lødøse. Fæstningen Øresten, som Aake Hanssøn havde i Forlening, blev indtagen, men Hærens videre Fremrykning blev stanset ved et Mytteri i hans Hær. Han vendte derfor tilbage til Vardberg, hvor han for en Del opløste sin Hær, og befandt sig i Begyndelsen af August Maaned atter i Kjøbenhavn.
Det var en glimrende Debut, den unge Kongesøn havde gjort, idet han paa nogle faa Uger havde bragt sin Faders faldefærdige Sag paa Fode og givet Krigen paa den norske Grænse en hel ny Vending. Hvad der nu stod tilbage at gjøre, for at Oprøret fuldstændig skulde blive kuet, var Smaating i Sammenligning med, hvad der allerede var udrettet.
Allerede medens Kriftiern foretog Toget ind i Vestergøtland, havde Hr. Henrik Krumedike med sin Hær, der for en Del bestod af Skoter, som Kong Jakob IV havde sendt sin Morbroder til Undsætning, gjort et Forsøg paa at tage Akershus og Tunsberg tilbage. Dette løb dog ikke heldigt af. Under 24de Juli kunde Knut Alvssøn indberette til Sten Sture: “Kom og Krumedike dragendes til Akershus og vilde tage det igjen. Men han blev slagen tilrygge igjen, og en stor mægtig Hob af de Skoter, hannem fulgte, blev ihjelslagne, de, som sluppe, rømte tilsøs og en Part drog til Skotland igjen. Mine Svende fik tre skjønne Skibe fra hannem, og ligger han selv i Marstrand Havn“. I dette Sammenstød, hvorom der ikke er bevaret noget andet Vidnesbyrd end Knut Alvssøns anførte Skrivelse, eller maaske lidt tidligere, lader det til, at Hr. Henrik har mistet sin højre Haand. Alligevel afholdt dette ham ikke fra snart igjen at optage Kampen, efterat han først havde opbudt hver tredie Mand af Vigsiden og Vestfold. Tunsberg, hvorimod han først rettede sit Angreb, overgav sig nu vistnok uden Forsvar, og allerede i Dagene før den 14de August stod han i Oslo, maaske i den Agt at begynde Beleiring af Akershus Fæstning. Denne havde dog nu foruden den Besætning, Knut Alvssøn havde lagt her, tillige modtaget en Forsterkning af Bønder, der havde taget Stilling paa Akersnesset og i Akershagen. At Beleiringen vilde have draget længe ud, er ikke utænkeligt. En Række af sammenstødende Omstændigheder skulde imidlertid afgjøre Kampen hurtigere, end det for Øieblikket saa ud til.
Skjønt de Begivenheder, der staar i Forbindelse med den Katastrofe, hvorom her skal fortælles, kun kjendes af Hr. Henrik Krumedikes og hans Tilhængeres Fremstilling, tør Hovedtrækkene vistnok tillægges fuld Troværdighed, hvor farvet den end kan være i sine Enkeltheder og hvor upaalidelig den øiensynlig er med Hensyn til de Motiver, den tillægger Modstanderne.
Paa Rygtet om Hr. Henriks fornyede Angreb paa Vestfold og hans Marsch mod Akershus traf Knut Alvssøn og Nils Ravaldssøn, der efterfulgte af Prins Kristiern og hans Hær havde trukket sig tilbage til Vestergøtland, Anstalter til at fange ham i en Fælde. For at vinde Tid aabnede Hr. Knut Underhandlinger med Hr. Henrik om Vaabenstilstand, der blev ham indrømmet, og der blev tilstaaet ham Leide til en Sammenkomst i Oslo, der skulde afholdes Torsdag den 18de August. Til dette Møde skulde Hr. Knut i det høieste føre 100 Mand med sig. Hvad Tid, dette Leidebrev blev udfærdiget, vides ikke. Men tvivlsomt kan det vel være, om Stilstanden holdtes fra nogen af Siderne. Den 14de August skrev nemlig Hr. Henrik Krumedike til sin Hustru, der i hans Fravær førte Befalingen paa Baahus, at han samme Dag vilde underhandle med Almuen i Oslo Omegn, hvorpaa han strax vilde rette et Angreb paa Slottet. Hvad Hr. Knut angaar, har han ikke baaret sig bedre ad. Ogsaa han opbød Bønderne af Hedemarken og Romerike, som han stevnede til Oslo omtrent ved den Tid, Mødet der skulde holdes, og da Hamars Biskop, Herman, neppe forekom ham ganske paalidelig, lod han ham gribe. Nils Ravaldssøn, der i ethvert Fald ikke kan have været langt borte fra Hr. Knut, skulde ligeledes rykke frem mod Oslo, hvorved Hr. Henrik og hans i Oslo staaende Hær vilde komme i en alvorlig Klemme, saasnart Vaabenstilstanden udløb. I ethvert Fald gjør man neppe nogen af Parterne synderlig Uret ved at tro, at de begge havde søgt at skaffe sig størst mulig Fordel af den indrømmede Frist. Men det synes dog at have været Tilfældet, som her blev det afgjørende Moment. Under Vaabenstilstanden opsnappede Hr. Knuts Mænd nemlig en af Hr. Henriks Brevdragere og satte sig i Besiddelse af de Skrivelser, som denne medbragte. Hvad Indhold disse har været af, er naturligvis ikke fortalt; men Hr. Knut maa dog deraf have fundet sig beføiet til med et Følge af 150 Ryttere at ile til Akershus, hvor han Natten mellem den 17de og 18de August slap ind. Sandsynligvis maa Slottet have været haardt truet, ialfald efter Hr. Knuts Formening. Da han ved sine tidligere Dispositioner havde truffet Forberedelser til at rette det afgjørende Slag mod Hr. Henrik Dagen efter Vaabenstilstandens Udløb, besluttede han sig nu til at komme denne i Forkjøbet ved at beramme et Udfald fra Slottet allerede Natten efter Mødets Afholdelse, og under dette skulde Oslo By stikkes
i Brand. Derimod er der intet, som tyder hen paa, at de aabenbare Fiendtligheder vilde være blevne begyndte fra Hr. Henriks Side, for Vaabenstilstanden var udløben. Til Mødet, der holdtes paa et Skib i Oslo Havn, medbragte Hr. Knut Henrik Krumedikes Brevdrager, og under den Ordvexling, som udspandt sig i Anledning de opsnappede Breves Indhold, lader det til, at Hr. Knut har ladet nogle “selstsyne og behende“ Ord falde, der lod Hr. Henrik ane, at den eneste Udvei, han nu havde til at redde sig ud af den Vanskelighed, hvori han var stedt, var hans Uvens Drab og den Forvirring, dette muligens kunde afstedkomme. Hr. Knut og flere af hans Ledsagere blev da nedhuggede og de øvrige tagne til Fange. Disse skal strax have tilstaaet, at Hr. Knuts Agt havde været den paafølgende Nat at rette et uventet Angreb paa Oslo By, saasnart Forhandlingerne var endte. Mistanken blev bestyrket saavel ved de Sammenstød, som umiddelbart efter fandt Sted mellem de udstillede Poster, som ved den truende Holdning, Nils Ravaldssøn indtog med sin Styrke, der allerede var kommen Byen paa en halv Mil nær.
Vistnok streifer denne Fortolkning af Kilderne sterkt ind paa Gjetningens Omraade; men i det store hele tør den vistnok slaa til.
At den Udsigt til at se sin By afbrændt, som Oslo Borgere saa lykkelig og vel havde undgaaet, ikke har havt en ganske uvæsentlig Indflydelse paa deres Omdømme, er sikkert nok. Det gik nemlig temmelig snart op for Hr. Henrik Krumedike, som i ethvert Fald var en Mand, der ikke satte de formelle Hensyn tilside, at Sagen ganske vist kunde have været ordnet paa en anden Maade, end Tilfældet her var, hvorved han kunde være bleven fritaget for Ansvar. 8 Dage efter Knuts Drab samlede han Lagmændene i Oslo og Tunsberg samt de to Borgermestere i den førstnævnte By paa Torvet og forlangte af dem en Dom efter Norges Riges Lov over den, som havde forraadt Kongen Land og Folk fra. En tre Tylvters Ret af Oslo Borgere dømte saa Knut Alvssøn som Landsforræder til at have “Fæ og Fred“ forbrudt. Men det var ikke herpaa, Hr. Henrik vilde have dømt, og Retten maatte saa igjen troede sammen for at udtale sig om Leidet og dets Misligholdelse. Resultatet heraf var en Dom, som nærmest tager sig ud som et Aktionsindlæg mod Hr. Knut og et Forsvar for Hr. Henrik. Den konkluderer med, at Hr. Henrik bør være fri for enhver Tiltale, og at Hr. Knut, som uærlig brød sit Leide, som Lig bør ligge under Kongens Miskun og hans Gods være hjemfalden til Kronen. Herefter rettede alle sig. Men til Trods for denne Dom synes det dog, som den store Almenheds Sympathi temmelig snart har omgivet Hr. Knuts Minde med en lidet fortjent Straaleglans, navnlig fordi man troede, at han var bleven lokket i et Baghold. I den skibyske Krønike, som i Reformationstiden forfattedes af Paul Eliassøn, Vendekaaben kaldet, heder det om ham: “Knut Alvssøn var en fornem Ridder i Norge, mere taabelig end ondskabsfuld, hvis Godmodighed de Svenske misbrugte, idet de bevægede ham til at gjøre Opstand. Erkebiskopen af Roskilde og Henrik Krumedike kaldte ham under offentligt Leide, hvilket man burde have overholdt endog mod den grusomste Tyrk, til sig paa et Skib og dræbte ham, der intet ondt anede, saaledes som menederske Forrædere, men ikke de, som agter en Ed, pleier at gjøre“. Dette var visselig ogsaa den Opfatning, en større Del af Nordmændene nærede. Saa godt de norske Bønder end likte Hr. Henrik Krumedike, der bestandig havde lagt an paa at gjøre dem tillags, fandt de dog nu, at han havde baaret sig ad som en Skarv. Hvad Hr. Knut derimod angaar, saa havde han i levende Live aldrig havt noget godt Ord; alligevel var det ikke frit for, at han nu efter sin Død blev tillagt en Betydning, som han tiltrods for sine Rigdomme aldrig vilde have faaet. Umuligt er det jo ikke, at de svenske Herrer har hvisket ham noget i Øret om, at han som Haakon V’s Ætling nok kunde være et høveligt Emne til Konge, og at han med Tiden vilde blive det. Men saa meget er ialfald sikkert, at han ikke holdt det fornødne Maal. Det er liden Mening i at stille ham som Repræsentant for den norske Selvstændighedstanke ved Siden af Aaslak Bolt. Thi stod Aaslak med Hensyn paa Fædrelandssind ikke som en ægte Repræsentant for det norske Folk, Bygdepatriot, som han vel nærmest var, maa han dog siges at have indtaget en Stilling uendelig høit over Hr. Knut, der kun spekulerede i Mellemrigsrøret. Naar der i smukke Vers er bleven sagt, at “Hugget i Knut Alvssøns Pande var et Hug i Norges Hjerte“, er der ikke Spor af Sandhed i saadan Tale.
Umiddelbart efter Drabet paa Knut Alvssøn overgav Akershus sig og fik en ny Høvedsmand i Hr. Knuts Frænde Knut Knutssøn Baat. Her blev ogsaa Hr. Knut Alvssøns Lig i samfulde tolv Aar staaende over Jorden eller “liggende paa Morde“, som det i Tidens Sprog kaldtes. Hans to Sønner, Karl og Erik Knutssøn, var nemlig mindreaarige, og hvad Forholdet mellem Hr. Knut og hans Hustru Fru Merete Dyresdatter angaar, var dette, hvis der var noget i Folkesnakket, ikke synderlig godt men saa meget bedre mellem hende og Svante Nilssøn, til hvis Omsorg hun var bleven betroet under Hr. Knuts sidste Tog. Fra sit sikre Tilflugtssted hos Svante Nilssøn, hvis Trolovede hun strax efter sin anden Mands Død blev, søgte hun af bedste Evne at støtte denne, idet hun med Bud og Breve vedligeholdt Misfornøielsen i Norge. Under Anførsel af Erik Jonssøn fra Vestergøtland gjennemstreifede en svensk Hær i Løbet af Høsten det søndenfjeldske Norge, hvorfra han henimod Aarets Udgang gjennem Hedemarken og Solør vendte tilbage til Vermeland med de bedste Efterretninger og Hilsener fra den norske Almue, ret som om den intet høiere ønskede end snarest muligt at gjøre Hr. Svante Nilssøns Bekjendtskab.
Hr. Henrik Krumedike var imidlertid vendt tilbage til sit Slot Baahus. Men ogsaa i hans Forlening ytrede der sig temmelig truende Tegn paa, at en ny Tid var i Anmarsch. Ganske vist lykkedes det Hr. Henrik at fakke nogle af Tidens Nihilister, der kunde overføres at have gjort sig skyldige i Mord, Brand og Røveri i hine urolige Dage og desuden havde paadraget sig Mistanke for paatænkt Brandstiftelse i Konghelle og en natlig Overrumpling af Baahus; men Hr. Henrik forstod godt, at det kun var de smaa Fiske, han paa den Vis fangede i sit Garn. Nils Ravaldssøn, som nu atter dukkede op, fik derimod gaa fri. Han streifede ind under Baahus’s Mure og satte sig for en Tid fast i Konghelle, hvor han til en Begyndelse nedsablede den af Hr. Henrik her anbragte Garnison. Desværre har man ikke nærmere Efterretninger om denne merkelige Guerillakrig; kun ser man, at Kong Hans paa en Maade var misfornøiet med den Holdning, Hr. Henrik Krumedike derunder udviste, og om Vaaren det næste Aar maatte hans Svoger Otte Rud overtage Baahus Slot i hans Sted. Men hermed var Hr. Henrik ikke tilfreds, thi han var sig bevidst at have gjort, hvad der stod i hans Magt. Men han fandt dog en Slags Retfærdiggjørelse i, hvad der paafulgte. Thi midt i Mai Maaned 1503 stod Svante Nilssøn i Oslo, hvorfra han vistnok i den følgende Maaned trak sig tilbage; men alt tyder dog hen paa, at hele det søndenfjeldske Norge endnu har været behersket fra Sverige af. Om Begivenhederne her besidder vi ingen nærmere Besked. Vi ved kun, at Nils Ravaldssøn oftere maa have foruroliget Viken og de norske Grænselandskaber fra Olufsborg af. Tilsidst besluttede Otte Rud at hjemsøge Borgen Juleaften 1504. Ved Midnatstider trængte han over de ubevogtede Mure og stod, uden man vidste noget af hans Færd, midt inde i Borgestuen, hvor Nils’s Mænd sad ved Juleøllet. Den Scene, som her paafulgte, trodset enhver Beskrivelse. Men i Tummelen slap Nils Ravaldssøn op i et Taarn, hvorfra han forsvarede sig med Sværd og Stenkast til den næste Dag, da han ikke orkede mere og maatte overgive sig. Strax efter blev han syg og maa i Løbet af den paafølgende Vaar være afgaaet ved Døden, efterat han, uvist paa hvilken Maade, igjen var kommen paa fri Fod. Hans
Godser blev ham imidlertid fradømte og skjænkede til Otte Rud. Senerehen gav de Anledning til alvorlige Retsstridigheder mellem Hr. Ottes og Nils Ravaldssøns Arvinger. Ottilia synes at have overlevet sin Mand i henved 30 Aar.
- ↑ Allen, De tre nordiske Rigers Historie I, 182 f.
- ↑ Se Stamtavlen Bd. IlI. S. 772 f. Skiftet efter Junker Hans Sigurdssøn holdtes i Bergen den 11te September 1490 og foretoges af Erkebiskop Gaute, Biskop Hans Theiste af Bergen, Provsten ved Apostelkirken i Bergen Kristiern Pederssøn, Ridder Nils Henrikssøn, Væbner Didrik Pining og Lagmanden Erland Frak af Bergen. Hele Godset stiftedes i tre lige store Lodder, mellem 1. Ridderen Hr. Alv Knutssøn og hans Søskende, 2. Ridderen Hr. Otte Matssøn og hans Søskende og 3. Væbneren Arild Kane paa hans Hustru Fru Ingegerds og hendes Søster Fru Sigrids Vegne.
Paa den første Lod, som tildeltes Hr. Alv Knutssøn og hans Søskende, faldt Sudrheim med underliggende Gods paa Romerike og i Hallingdal, Skinheimren Gaard i Oslo. Giskegodset i Romsdal og paa Søndmøre, Yrjen med Holmene, Kerlingvik, Stene, Leirvaag og Hundestad i Kvædfjord. Tredieparten af Landslodden i Øiefjord, Gryflefjord og Thorskefjord, alt i Senjen, samt en betydelig Del Jordegods paa Hjaltland.
Paa Otte Matssøns Lod faldt Hval i Sogn med alt derværende Gods, Akrefjord og Lid i Søndhordland, en Gaard ved Næsset, alt Gods i Nordfjord, hele Sandøen i Finmarken, Berg i Senjen med Sandtorv og Grimsholm, Teistevik, nedre Gaard i Bjarkø m. v., den anden Trediepart af Landslodden i de nævnte Fjorde samt forskjelligt Gods paa Hjaltland.
Den 3die Lod, Arild Kanes Hustru og og hendes Søster fik, udgjorde: Dønnes paa Helgeland med alt underliggende Gods, halv Landslod i Vægen, alt Gods i Surendalen og andensteds i Ædøens Len, Midfjord i Senjen med Trælen og Hop, øvre Gaard i Bjarkø, Ballesvik, Grytøen, Slagestad, en Gaard i Aristafjord, og den 3die Trediepart af Landslodden samt endelig en Del Gods paa Hjaltland. Boets Gaarde i Bergen forblev derimod uskiftede. - ↑ Under Slottets Beleiring blev den under Haakon Haakonssøns Regjering uddybede Stenskanal mellem Nøterøen og Fastlandet afstængt ved et nedsænket Skib, hvorved Kanalen efterhaanden opfyldtes med Mudder og Grus. Først i 1730—Aarene blev Kanalen ved en Privatmands Foretagsomhed paany oprenset, saa den blev farbar for mindre Fartøier.