Iliaden/Zevs blir daaret.
< Iliaden
FJORTENDE SANG.
ZEVS BLIR DAARET.
Nestor blev stridslarmen var, skjønt flittig han tømte sit bæger.
Talte han da med vingede ord til Asklepios’ ætling:
«Gjæve Makaon, aa tænk dog paa hvordan dette skal ende!
Sterkere lyder ved skibene hist de kjæmpendes hærskrik.
Drik nu du den funklende vin og bli sittende rolig,
indtil den haarfagre mø Hekaméde i hast kan faa varmet
vandet til bad og faa vasket det størknede blod fra din vunde.
Selv vil jeg gaa til vor varde og snart faa skaffet mig visshet.»
Saa han talte og grep det mægtige skinnende malmskjold
som Trasymédes, hans herlige søn, den navngjetne vognhelt,
nys lot ligge i teltet; sin fars tok han med sig i kampen.
Derefter tok han det vældige spyd med den hvæssede malmodd,
traadte saa ut av sit telt og fik se et jammerfuldt skue:
landsmænd jaget paa flugt, mens de overmodige troer
trængte dem haardt Akaiernes mur var styrtet i gruset.
Som naar det vældige hav i vindstille løfter sin bølge,
anende dunkelt de pilsnare støt av susende vinde
— sjøen er tyst. Ei ruller den frem, ei heller tilbake,
førend en byge som Zevs har valgt, slaar ned fra det høie; —
saaledes grublet den gamle en stund med tvil i sit hjerte,
enten han straks skulde gaa til akaiernes flygtende stridsmænd
eller til mændenes drot, til Atrevs’ søn Agamemnon.
Raadeligst fandt han det dog i sin tvil at gaa for at finde
Atrevs’ mægtige søn. Men begge de kjæmpende rækker
fældte og faldt, og den hærdede malm om heltenes lemmer
braket ved sverdhugg og støt av de dobbelthvæssede lanser.
Møtte da Nestor paa veien de gudopfostrede konger,
Tydevs’ søn og Odyssevs og Atrevs’ søn Agamemnon.
Samtlige kom de med verkende saar fra de stavnhøie snekker;
ti deres skibe var trukket paa land ved det graalige havdyp
langt fra valen, og ytterst blandt snekkerne hadde de trukket
disse paa land, mens muren var reist bak de inderste skibe.
Ti det var uraad at stranden, hvor bred den end var, kunde rumme
alle de tjærede snekker, og trang var pladsen for hæren.
Derfor trak de dem, rad bak rad, paa land, saa de fyldte
hele den langstrakte vik mellem begge de stængende pynter.
Derfor vandret de nu for at se paa de larmende kampe,
samlet og støttet til spydenes skaft, og kummerfuldt banket
hjertet i drotternes bryst. Da kom den graanede Nestor
gaaende mot dem og fyldte med angst deres sorgfulde hjerter.
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og spurte:
«Nestor, Nelevs’ søn, akaiernes stolthet og hæder!
Tal! Hvi kommer du hit fra de mandespildende kampe?
Aa, jeg aner med gru at nu vil den vældige Hektor
holde det løfte han truet os med i troernes møte,
ikke at vende til Ilios hjem fra de stavnhøie snekker,
før han fik tændt vore skibe i brand og fældet os alle.
Saaledes lød jo hans truende ord, og nu blir de fuldbragt.
Aa! tilvisse maa ogsaa de andre akaiiske helter
hate mig likesaa grumt i sin sjæl som drotten Akillevs,
og det er derfor de negter at kjæmpe ved skibenes bakstavn.»
Nestor, den gamle gereniske helt, tok ordet og svarte:
«Visselig, alt som du nævner, er skedd, og selve den høie
tordnende Zevs har det ei i sin magt at gjøre det ugjort.
Styrtet i grus er vor mur som vi trodde saa trygt skulde vorde
fast og ubrytelig vern for os selv og de stavnhøie snekker.
Hist ved skibene tumler de nu i ustanselig feide.
Speidet du aldrig saa nøie, du kunde saavisst ikke skjelne
hvorfra akaierne trænges som værst i kampenes tummel,
ti overalt blir de dræpt, og skrikene stiger mot himlen.
Nu faar vi tænke os om, saasandt som da tanker kan nytte,
hvordan det hele skal ende. Dog raader jeg fra at vi stevner
selv til striden. Den saarede mand er unyttig i kampen.»
Atter tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Nestor! naar kampene alt er i gang ved skibenes bakstavn,
og naar den velbygde mur og voldgraven intet har nyttet,
den som vi gravet med stræv og haabet saa trygt skulde vorde
fast og ubrytelig vern for os selv og de stavnhøie snekker,
aa, saa er det vel Alfader kjært at alle akaier
her skal segne i navnløs grav langt borte fra Argos.
Ti som jeg visste det før, da han hjalp danaerne naadig,
vet jeg det nu at han hædrer med ry som de salige guder
troernes mænd og har bundet vor arm og lammet vor styrke.
Vel, la mig nævne et raad, og la os saa følge det alle:
Skibene hist som er trukket paa land der nederst ved sjøen
trækker vi alle paa havdypet ut i de hellige bølger.
Der faar vi ankre dem op med dræggene, indtil den mørke
nat bryter frem, om troerne da vil stanse med kampen.
Efterpaa faar vi da sætte paa sjø vore samtlige snekker.
Ei er det skam at flygte for ulykken endog om natten.
Bedre at fly for den truende død end vorde dens bytte.»
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Atrevs’ søn! hvi slipper du slikt over tændernes gjærde?
Folkefordærver! Aa gid du var drot for en æreløs fylking!
ikke for os, som Zevs i sin harm har villet skal døie
like fra ungdommen av til alderens graanende dage
farer og trængsler i krig, til vi alle er sunket i graven.
Er det for alvor din agt at fly fra troernes stolte,
velbygde by, for hvilken vi alt har døiet saa meget?
Ti dog! La ei blandt akaiernes folk en anden faa høre
dette dit ord, som ikke en mand vilde ta paa sin tunge,
dersom han eide forstand til sømmelig tale og førte
kongelig scepter, saa talrike mænd maatte lyde hans vilje,
likesaa mange som Argos’ mænd, hvis drot du er vorden.
Slik som du nu har talt, maa jeg laste dit sindelag høilig,
du som mens kampene raser som værst og hærskriket gjalder,
vil vi skal sætte paa sjø de toftede snekker og føie
troernes ønsker end mer, skjønt de alt har seiren i hænde,
medens fordærvelse truer os selv; ti akaiernes sønner
vil ikke kjækt holde stand, naar skibene sættes paa sjøen.
Dit vil de vende sit blik og holde sig borte fra kampen.
Da vil raadet du gav bli vor undergang, mægtige høvding!»
Atter tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Gjæve Odyssevs! dypt har du rammet min sjæl med de strenge
refsende ord; men jeg byder jo ei at akaiernes sønner
mot deres vilje skal sætte paa sjø de toftede snekker.
Aa, om der fandtes en mand som evnet at raade os bedre,
ung eller gammel, jeg bød ham forvisst med glæde velkommen.»
Nu tok helten, den høimælte drot Diomedes, til orde:
«Her er manden, og ei behøver vi længe at lete,
hvis I vil lyde og ikke forsmaa min tale i hovmod,
bare fordi jeg er yngre av aar end alle I andre.
Dog, ogsaa jeg kan nævne en far av den ædleste herkomst,
Tydevs, hin drot som hviler forlængst under mulde i Tebai.
Høvdingen Portevs blev far til trende fortrinlige sønner.
Heltene bodde i Plevron og Kálydon oppe paa aasen.
Melas og Agrios het de; den tredje var vognkjæmpen Oinevs.
Farfar var han av mig og brødrenes mester i manddom.
Oinevs blev i sit hjem; men min far som flakket saa vide,
stanset i Argos. Saa vilde vel Zevs og de øvrige guder.
Datter av Adrastos fik han til brud, og grundrik paa skatte
bodde han der paa sin borg. Av marker, som bugnet av hvete,
eide han mange, og rækker av trær var plantet om borgen.
Rik var han ogsaa paa faar, og bedst av alle akaier
svang han sit spyd. Slikt hørte I visst og kan sande min tale.
Derfor kan I ei laste min byrd og tro jeg er kraftløs,
eller forsmaa det gavnlige raad jeg agter at nævne:
Kom! vi er nødt til at gaa med de sviende vunder til kampen.
Der faar vi selv bli staaende fjernt fra striden og undgaa
piler og spyd, saa ingen paany skal saares paa valen.
Men la os egge de andre til strid, de mange som ellers
føier sin lyst og sniker sig væk og ikke vil kjæmpe.»
Saa han talte. De lød hans raad og fulgte det villig.
Skyndsomt gik de avsted med sin drot Agamemnon som fører.
Dog, han var ikke blind paa sin vakt, den sterke Poseidon;
men som en graahærdet gubbe kom havguden vandrende efter.
Trøstende trykket han Atrevs’ søn Agamemnon i haanden,
hilste ham venlig med vingede ord og talte til helten:
«Atrevs’ søn! nu glæder forvisst Akillevs’ grumme
hjerte sig høit i hans bryst, naar han ser akaiernes sønner
fældes og fly; ti han eier av hjertelag ikke det mindste.
Gid han maa finde sin død som vi, og en gud vilde slaa ham.
Selv er du ikke saa helt forhatt av de salige guder.
End skal troernes førende mænd og raadende fyrster
jages i hvirvlende støv over valpladsen. End skal du skue
fiendens flugt til den kneisende by fra skibe og telter.»
Saa han talte og vældig han skrek, da han fôr over sletten.
Likesaa høit som ni, ja ti ganger tusinde stridsmænd
skriker, naar vildt de stormer til strid i krigsgudens kampe,
likesaa rungende lød fra Poseidons mægtige bringe
herskerens røst og vakte paany i akaiernes hjerter
styrke og mod til ustanselig strid og kamp uten hvile.
Hera steg op fra sin trone av guld, og høit paa Olympens
mægtige aasryg speidet hun om, og med frydefuldt hjerte
kjendte hun straks sin svoger og bror, som i aandeløs iver
stormet paa valen omkring, hvor heltene vinder sin hæder.
Men paa den øverste top av Ida, hvor bækkene risler,
øinet hun Zevs, der han sat, og hun kokte av harm i sit hjerte.
Derefter grundet hun paa, den mørkøide værdige Hera,
hvordan hun aigissvingerens sind som bedst kunde daare.
Tyktes det da gudinden tilsidst at være det bedste,
klædt i sin herligste pragt at vandre til Ida og friste
om han i længselsfuld lyst skulde attraa at hvile i elskov
i hendes fang, saa hun mildt kunde sænke den kvægende slummer
over hans øine og dysse i søvn hans kløktige tanker.
Ind i det lukkede kammer hun gik, som sønnen Hefaistos
bygget med kunst. Med en hemmelig slaa han sluttet den sterke
fløidør til karmen. En anden av guderne aapnet den aldrig.
Der gik hun ind og lukket i laas den straalende fløidør,
og med ambrosia tvættet hun først de yndige lemmer
rene for smuds og salvet sin hud med den glinsende olje
himmelsk og liflig. Den duftet saa søtt med kostelig vellugt.
Bare den røres bak terskler av malm i Alfaders haller,
spredes dens duft under himmelens hvælv over jorderig vide.
Dermed salvet hun først de deilige lemmer og kjæmmet
lokkernes lysende flom og flettet med smidige hænder
haaret som bølget i underskjøn glans fra udødelig isse.
Derefter hyllet hun sig i det rike gevandt som Atene
vævet og glattet med kunst og smykket med billeders mængde,
fæstet det saa med spænder av guld om barmen og spændte
beltet, det skjønne, om midjen, besat med hundrede kvaster.
Straalende guldringer fæstet hun smukt i ørenes huller
smykket med perlerne, trende paa hver, i spillende lysglans.
Hyllet hun saa, den herlige dis, sit hode i sløret,
deilig og nyt fra væven, saa hvitt som det blendende sollys.
Under de skinnende føtter hun bandt de skjønne sandaler.
Da hun fra isse til fot hadde klædt sig i straalende festskrud,
gik hun fra kammeret ut og kaldte i løn Afrodite
bort ifra gudernes kreds, og bedende tok hun til orde:
«Mon du, mit elskede barn, vil føie mig nu naar jeg ber dig,
eller si nei med nag i din barm, fordi jeg i kampen
hjælper akaiernes folk, men du de troiske kjæmper?»
Svarte da straks Afrodite, den mægtige Alfaders datter:
«Hera, du høie gudinde! du barn av den vældige Kronos.
Nævn hvad du ønsker. Forvisst staar min hu til at gjøre din vilje,
staar det saasandt i min magt, og det som du ønsker er gjørlig.»
Listelig talte paany gudinden den værdige Hera:
«Laan mig da elskovens magt og længselen, hvormed du daarer
hver en udødelig gud og dødelig mand som du lyster.
Vit at jeg agter at gaa til jorderigs ytterste grænser.
Tetys, vor mor, vil jeg se, og Okeanos, gudernes ophav,
de som har fostret mig ømt i sin hal og pleiet mig kjærlig
dengang de fik mig av Reia, da Zevs med sit lyn hadde styrtet
Kronos saa dypt under jord og dypt under havet det golde.
Dem vil jeg gjeste paany og løse en endeløs tvedragt;
ti i langsommelig tid har de skydd hinanden og favnes
aldrig paa leiet i elskov, men huser kun hat i sit hjerte.
Dersom jeg nu med venlige ord kunde røre dem begge,
saa de paany kunde favnes i inderlig elskov paa leiet,
vilde de elske og agte mig høit til evige tider.»
Svarte da straks Afrodite, den smilende elskovsgudinde:
«Ei er det mulig, og ei er det ret at negte dig noget;
ti det er dig som hviler i Zevs, den høiestes, arme.»
Saa hun talte og løste fra barm det deilige brystbaand,
alleslags tryllende billeders pragt var virket i væven.
Der var længsel og kjærlighets lyst og lokkende tale;
der var forførelsens magt som daarer de sindigste hjerter.
Rakte hun da det herlige baand til Hera og mælte:
«Ta det og gjem ved din barm mit baand med de billeder fagre.
Deri er indvævet hele min magt, og hvad du saa ønsker,
skuffet vil du saavisst ei vende tilbake fra færden.»
Saa hun talte. Da smilte den mørkøide værdige Hera.
Smilende tok hun det tryllende baand og stak det i barmen.
Ind i gudernes hal gik Alfaders barn Afrodite.
Men fra den høieste tind paa Olymp svang Hera sig hastig.
Over Piérias land og Emátias yndige marker,
over de trakiske vognkjæmpers fjeld med de snedækte tinder,
svævet hun lekende let, og føtterne rørte ei jorden.
Derefter ilte hun hen over bølgende havdyp fra Atos,
kom saa til Lemnos tilsidst, til den herlige Toas’ kongsstad.
Søvnguden traf hun og trykket hans haand, tok ordet og mælte
«Mægtige Søvn, hvem menneskers barn og guder maa lyde.
Likesom engang tilforn du villig har hørt mine bønner,
lyd mig da nu! Jeg skal lønne dig rikt i kommende dage.
Sænk under Alfaders bryn en blund paa hans straalende øine,
straks naar jeg hviler i kjærlighets lyst ved herskerens side.
Da skal jeg gi dig en tronstol av guld til evindelig eie.
Den skal Hefaístos, min haltende søn, med kyndige hænder
hamre og glatte saa skjønt, og nedentil gjør han en skammel,
saa du ved festlige gilder kan hvile de glinsende føtter.»
Straks tok Søvnen, den kvægende gud til orde og svarte:
«Hera, du høie gudinde, du barn av den vældige Kronos.
Let kan jeg dysse en anden i søvn av de evige guder,
ja, om det saa var Okéanos selv med de brusende strømme,
han som er far og ophav til alt som lever og røres.
Dog, at komme til Zevs, til Kronos’ søn for at dysse
guden i slummer, det vaager jeg ei, naar han selv ikke ber mig.
Nei, en befaling fra dig har lært mig at ta mig i vare
engang tilforn, da Alfaders søn, den barske Herakles,
vendte fra Ilios hjem, da han troernes by hadde ødet.
Dengang sænket jeg blidt over Aigissvingerens tanker
søteste blund paa hans leie, mens du med nag i dit hjerte
pønset paa ondt og reiste paa hav de rasende vinde.
Over til Kôs, den velbygde ø, blev han drevet av stormen,
fjernt fra de trofaste venner; men vred blev Zevs, da han vaagnet.
Guderne slynget han om i sin hal; mig søkte han ivrigst.
Skamslaat mig hadde han sikkert og slængt mig fra himlen i havet,
hvis ikke Natten som kuer hver gud og mand, hadde frelst mig.
Tilflugt fandt jeg hos hende, og vred som han var, blev han mildnet;
ti han var ræd for at krænke den ilende Nat ved sin vrede.
Nu er det atter en halsløs daad som du byder mig øve.»
Talte da atter gudinden, den mørkøide værdige Hera:
«Søvn! hvi gruer du endnu for slikt i dit ængstede hjerte?
Mener du da at tordneren Zevs sine troer vil verge
likesaa vred som han verget sin søn, den gjæve Herakles?
Gaa du bare! Jeg skjænker dig da en skjønhetsgudinde,
en av de yngste til brud. Din deilige viv skal hun kaldes,
møen Pasítea selv, som du altid har ønsket at vinde.»
Saaledes talte gudinden, og glad tok Søvnen til orde:
«Vel, saa sverg mig en ed ved Stykselvens grufulde vande.
Læg paa den mangenærende jord din haand mens du sverger.
Rør med den anden det glitrende hav; ti da kan de vidne
alle de guder i Kronos’ kreds som dvæler i dypet,
at du blandt skjønhetsgudinder vil skjænke mig en av de yngste,
møen Pasítea selv, som jeg altid har ønsket at vinde.»
Saa han talte, og Hera, den armhvite, føiet ham villig.
Svor hun da eden han bød, og guderne nede i dypet
nævnte hun alle ved navn. Titanerne kaldes de vanlig.
Men da hun saa hadde svoret og styrket sit løfte ved eden,
svævet de begge fra Lemnos’ ø og Imbros’ strande,
hyllet i taake, og fløi som en storm over veiene vide.
Fremme ved Ida, hvor bækkene gaar og vilddyr har hjemme,
steg de fra havet ved Lekton og vandret avsted paa det tørre.
Skogene sænket for gudernes fot de svaiende topper.
Der blev Søvnen tilbake, før Zevs kunde naa ham med blikket.
Steg han da op i en svimlende gran, den længste som dengang
vokste paa Ida og løftet sin top gjennem luften til himlen.
Der sat han lønlig i skjul hvor grenene vokste som tættest,
skapt som hin skrikende høifjeldets fugl som guderne kalder
kobberfugl; natteravn heter den helst i menneskers tale.
Hera steg op med ilsomme fjed til Gárgarostinden,
Idas høitkneisende top, og Zevs fik se hende komme.
Elskovens brændende lyst omhyllet hans hjerte ved synet
likesaa het som dengang de fjernt fra de kjære forældre
først til brudeseng gik og hvilte i ømmeste elskov.
Straks gik han hen til sin hustru og talte saa venlig og spurte:
«Hera, hvi kommer du hit? Hvorhen vil du gaa fra Olympen?
Ei kan du stige tilvogns; ti du har hverken vogn eller forspand.»
Listelig svarte gudinden, den mørkøide, værdige Hera:
«Vit at jeg agter at gaa til jorderigs ytterste grænser.
Tetys, vor mor, vil jeg se og Okéanos, gudernes ophav,
de som har fostret mig ømt i sin hal og pleiet mig kjærlig.
Dem vil jeg gjeste paany og løse en endeløs tvedragt.
Ti i langsommelig tid har de skydd hinanden og favnes
aldrig paa leiet i elskov, men huser kun hat i sit hjerte.
Hist ved den nederste fot av Ida, hvor bækkene risler,
venter mit spand, som skal føre mig raskt over lande og bølger.
Bare for din skyld kommer jeg hit fra det høie Olympen,
forat du senere ei skulde vredes, saafremt jeg i taushet
drog til den bundløse strøm og gjestet Okéanos’ bolig.»
Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og mælte:
«Hera, nei dit hvor du agter dig nu, kan du senere drage.
Kom, min daarende viv! la os frydes i elskov paa leiet.
Aldrig tilforn har en dødelig mø eller fager gudinde
vakt i mit hjerte med kuende magt saa flammende elskov,
ikke engang da jeg tændtes i brand av Iksions hustru,
hun som Peiritoos fødte, en drot saa vis som en guddom;
ei da jeg Dánae elsket, Akrisios’ yndige datter,
hun som blev mor til den første blandt mænd, den vældige Persevs,
eller den deilige mø, den navngjetne Foiniks’ datter,
hun som fødte mig Minos og drotten saa gjæv Radamantys,
eller Semele, ei heller hin Tebens fyrstinde Alkmene,
hun som fødte min søn, den ubændige kjæmpe Herakles;
men til menneskers fryd blev Dionysos født av Seméle;
ei da Démeter daaret mit sind, den fagre gudinde,
eller den herlige Leto. Nei, end ikke dig har jeg elsket
høit som jeg elsker dig nu og bæver i søteste længsel.»
Listelig talte paany gudinden, den værdige Hera:
«Kronos’ søn, du skræmmer mig rent. Hvad er det du sier?
Dersom du brænder av lyst til at hvile i elskov paa leiet,
oppe paa toppen av Ida, hvor alt kan sees saa vide,
aa, hvordan skulde det gaa, om en av de salige guder
saa os i søvn og gik hen til gudernes kreds og fortalte
alt hvad han saa. Staa op fra vor seng og gaa til din bolig —
nei, jeg kunde det ei. Usømmelig vilde det være.
Men hvis du endelig vil, og dette er kjært for dit hjerte,
har du jo kammeret hist, som vor søn, den kloke Hefaistos
bygget og stængte med dør som slutter saa nøie til karmen.
Kom la os gaa og lægge os der, naar du endelig vil det.»
Straks tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hera, vær tryg for at hverken en gud eller dødelig skabning
skuer vor færd; saa tæt skal jeg sænke en blendende guldsky
om os at end ikke Helios selv skal skimte det mindste,
han som av alle har øine som skarpest kan se i det skjulte.»
Kronos’ søn hadde talt, og i armene tok han sin hustru.
Under dem bredte den hellige jord et spirende teppe,
kløverens duggede blad, hyacinter og lysende krokus,
dunbløtt og tæt, og lindt ifra jord det løftet dem begge.
Der gik de trygge til ro, og over sig bredte de varlig
taaken den gyldne. Da drysset fra sky de glitrende draaper.
Alfader slumret i tryggeste ro paa Gargarostinden
døsig av elskov og søvn, og i armene holdt han sin hustru.
Søvnen, den kvægende, ilte imens til akaiernes snekker
hen til Poseidon med bud, hin drot som ryster al jorden.
Trædende nær med vingede ord han talte til guden:
«Skynd dig, Poseidon og hjælp danaernes kjæmper i striden.
Skjænk dem nu hæder den stakkede stund, mens Alfader sover;
ti jeg har dysset ham ind i den blideste slummer, da Hera
lokket ham nylig med list til at hvile i elskov paa leiet.»
Saa han talte og drog til menneskers herlige slegter.
Guden blev egget end mer til at hjælpe danaernes helter.
Ilsomt styrtet han frem til de forreste rækker og ropte:
«Skal vi da atter, argeier, la Hektor faa seiren i hænde,
Priamos’ søn, saa han vinder sig ry og tar vore snekker?
Ja, for han sier det selv og praler, saalænge Akillevs
sitter i ro ved skibenes stavn med vrede i hjertet.
Ham skal vi dog ikke savne saa saart, hvis alle vi andre
kraftig vil mande os op til at hjælpe hverandre i kampen.
Vel, jeg skal nævne mit raad, og la os saa følge det alle:
Alle de største og sterkeste skjold som findes i hæren,
dem skal vi ta. Med den funklende hjelm skal vi dække vort hode.
Naar vi saa alle har grepet i haand de vældigste lanser,
la os da gaa. Jeg selv skal gaa først, og jeg tror ikke Hektor,
Priamos’ søn, er han aldrig saa kjæk, skal trodse os længer.
Er her iblandt os en kamplysten helt, hvis skjold er for litet,
gir han det straks til en ringere mand og tar sig et større.»
Saa han talte. De lød hans raad og fulgte det villig.
Kongerne fylket til strid sine mænd, skjønt selv de var saaret.
Tydevs’ søn og Odyssevs og Atrevs’ søn Agamemnon
ilte omkring overalt og delte ut vaaben til kampen.
Den som var sterk, fik sterke; de vekere gav han den veke.
Men da enhver hadde sluttet om bryst det blinkende kobber,
stevnet de frem, og foran dem gik den sterke Poseidon
løftende høit i den vældige haand det hvæssede slagsverd,
blankt som et lyn, hint sverd som ingen i dødssvangre kampe
vaager at møte; ti bævende gru holder stridsmænd tilbake.
Troernes mænd blev fylket til strid av den straalende Hektor.
Spændte da begge sin ytterste kraft i det blodige stevne,
baade Poseidon, hin gud med de kulsorte lokker, og Hektor,
hin til akaiernes hjælp og denne til troernes frelse.
Brændingen bruste mot strand ved akaiernes telter og snekker,
mens til det blodige møte de gik under rungende hærskrik.
Dog, det larmer ei saa, naar bølgerne brytes mot stranden,
jaget fra storhavets dyp av Boreas’ barskeste byger.
Aldrig knitrer saa vildt i fjeldenes dale og kløfter
luende flammer naar ilden er løs og skogene brænder.
Aldrig hyler en storm i ekenes mægtige kroner,
selv naar den larmer som værst og vindene raser i vrede,
likesaa vildt som de gjaldende rop fra akaier og troer,
nu da med truende skrik de møtte hverandre paa valen.
Først var det Hektor, den straalende helt, som sigtet og rammet
Aias, som vendte sig mot ham. Han kastet ei feil, men hans lanse
rammet ham der hvor remmer var spændt i kryds over brystet,
én fra hans skjold og én fra hans sverd med de sølvblanke nagler.
Remmene verget hans smidige hud. Da vrededes Hektor
over at spydet det skarpe forgjæves fór ut av hans næve.
Ilsomt vek han til vennernes flok og flygtet for døden.
Men da han vek, tok Telamons søn, den vældige Aias,
en av de talrike stener som rullet for kjæmpernes føtter,
lagt der til støtte for skibenes bund, og traf ham med stenen
ret over malmskjoldets krummede rand i brystet ved halsen.
Rundt som en snurrende top blev høvdingen hvirvlet ved kastet.
Som naar ved Alfaders lyn en ek, oprykket med roten,
falder til jord og en kvælende stank av brændende svovel
spreder sig vidt, og rolig tilsinds er ingen ved synet,
hvis han er nær; ti Alfaders lyn er grumt i sin vælde,
saaledes styrtet i hast den vældige Hektor i støvet.
Lansen slap helten av haand, og skjold og skinnende malmhjelm
fulgte i faldet. Da braket om bryst den klirrende brynje.
Stormet da straks akaiernes mænd med gjaldende hærskrik
frem for at slæpe ham bort og slynget de talrike lanser.
Dog, der var ingen som magtet med støt eller spydkast at saare
folkenes hyrde; ti alle de tapreste stillet sig om ham,
drotten Polydamas gjæv, Aineias og helten Agenor,
fyrsten Sarpedon, Lykiens drot, og den herlige Glavkos.
End ikke én av alle hans mænd vilde svigte sin høvding.
Foran ham holdt de til vern sine kredsrunde skjold, og hans venner
bar ham fra tummelen varlig paa arm, til han kom til de rappe
gangeres par som bak det larmende kampgny paa valen
stod med den prægtige vogn, mens væbneren holdt deres tøiler.
Henimot hjembyen ilte de raskt med den stønnende kjæmpe.
Men da de kom til det grundeste sted ved den hvirvlende Ksantos,
der hvor den speilklare elv, som Zevs har avlet, kan vades,
la de ham ned fra vognen paa jord, og med vand de ham stænket.
Snart trak han aande paany og aapnet igjen sine øine,
reiste sig saa paa knæ, og blodstrømmen stod ham fra munden.
Bakover segnet han atter til jord, og over hans øine
sænket sig nat; ti end var hans livskraft kuet av kastet.
Men da akaierne saa at Hektor blev baaret fra striden,
gik de mot troerne kjækkere frem og brændte av kamplyst.
Styrtet nu straks Oilevs’ søn, den fotrappe Aias
foran de andre med malmhvæsset spyd, og Satnios traf han,
Enops’ søn. Hans mor var en skjøn najade som Enops
traf da han vogtet sit kvæg ved bredden av Satniosfloden.
Drotten Oilevs’ navngjetne søn fôr mot ham og rammet
helten i lysken. Han tumlet til jord, og i kreds om den faldne
møttes danaer og troiske mænd i vældige kampe.
Svingende lansen i haand fôr Polydamas frem som hans hevner,
Pántoos’ søn, og traf Areïlykos’ søn Protoënor
like i skuldren til høire, og spydet gik tvers gjennem skuldren.
Ned i støvet han faldt og grep med sin næve i jorden.
Jublende ropte Polydamas stolt med rungende stemme:
«Dennegang skulde jeg tro at Pántoos’ modige ætling
ei med den vældige næve har slynget sin lanse forgjæves.
En av argeierne fanget den op i sin krop, og som støtte
skal han vel bruke den nu, naar han vandrer til Hades’ bolig.»
Pralende talte han saa, og argeierne harmedes saare.
Ingen blev krænket saa dypt i sin sjæl som den kamplystne Aias,
Telamons søn; ti nærmest ved ham blev høvdingen fældet.
Spydet, det blinkende, slynget han raskt mot den vikende kjæmpe.
Dog, Polydamas selv fôr rapt til siden og undgik
døden, den sorte; men helten Arkilokos, søn av Antenor,
rammet hans spyd; ti i gudernes raad var han viet til døden.
Like ved leddet i nakken, hvor hodet er fæstet til halsen,
traf han i øverste hvirvel og avskar begge hans sener.
Faldt da hans hode til jord med munden og næsen i støvet
længe før knærne knælte til fald og benene svigtet.
Men til den gjæve Polydamas skrek den vældige Aias:
«Stolte Polydamas. Tænk dig nu om og svar mig oprigtig:
Mon ikke nu Protoënor fik vederlag nok i den faldne?
Lavættet tykkes han ei eller født av ringe forældre;
men han maa være en bror av hin hestetumler Antenor,
eller hans søn. Han maa slegte paa ham, ti hans træk er de samme.»
Troerne grepes av harm ved hans ord; ti hans gjætning var rigtig.
Akamas skjermet sin fældede bror og rammet med lansen
Promakos, drot for boiotiske mænd, da han slæpte den faldne
bort efter foten, og Akamas skrek med rungende stemme:
«Brautende kjæmper fra Argos, som aldrig blir trætte av trusler!
Visselig blir ikke vi de eneste her som maa døie
jammer og nød; nei, ogsaa I selv skal dræpes som denne.
Merk eder vel hvor trygt eders landsmand Promakos sover,
tvunget av dette mit spyd forat ei min bror skulde savne
længe den skyldige bot. Ja, her maa nok mangen en kjæmpe
ønske sig eftermaalsmand i sin hal som kan hevne hans ufærd.»
Pralende talte han saa, og argeierne harmedes saare.
Haardest blev dog den mandige helt Penéleos krænket.
Like mot Akamas fôr han; dog, høvdingen turde ei trodse
drotten Penéleos’ kraft; men Ilíonevs traf han med lansen,
søn av den kvægrike Forbas, en drot som guden Hermeias
høiest blandt troerne elsket og skjænket den rikeste velstand.
Helten Ilíonevs fødtes som eneste søn av hans hustru.
Høvdingen rammet ham nu under brynene like i øiet.
Sprang da ved støtet hans øiesten ut. Gjennem øiet og nakken
boret sig lansen. Han segnet i knæ med utstrakte armer.
Trak da Penéleos straks sit hvæssede slagsverd og hugget
tvers over halsen og skilte hans hjelmdækte hode fra kroppen.
Ned paa jorden det faldt; men endnu var fæstet i øiet
spydet det sterke. Som valmuens knop han løftet hans hode,
viste det pralende frem for troernes kjæmper og ropte:
«Meld nu, troiske mænd, den gjæve Ilíonevs’ skjæbne
hjem til hans far og hans mor. La dødsklagen lyde i hallen.
Ja, ti likesaa litt kan Prómakos’ hustru med glæde
favne sin mand, Alegénors søn, naar akaiernes stridsmænd
stevner omsider fra Ilios hjem paa de tjærede snekker.»
Saa han talte. Da skalv de av skræk, og med angstfulde blikke
speidet enhver hvor han helst skulde fly fra døden den bratte.
Tal og fortæl, I muser som bor i olympiske haller,
hvo av akaierne først fik røvet en blodflekket rustning,
nu da den herlige jordryster selv gav kampen en vending.
Aias, Telamons søn, var den første som fældte en kjæmpe,
Hyrtios, Gyrtios’ søn, hin mysernes modige fører.
Falkes og Mérmeros faldt, og Antilokos tok deres rustning.
Men ved Meriones’ spyd blev Hippótion fældet og Morys.
Tevkros stak ned Perifétes, og Prótoos faldt for hans lanse.
Slynget saa Atrevs’ søn sit spyd og rammet i lysken
mændenes drot Hyperénor, og tvers gjennem høvdingens indvold
trængte den hvæssede malm, og gjennem den gapende flænge
ilte den flygtende sjæl, og dødsmørket slørte hans øine.
Dog, den fotrappe søn av Oilevs fældte de fleste;
ti av dem alle var ingen saa rask som han til at følge
flygtende mænd, naar Alfader Zevs lot rædselen raade.
Talte han da med vingede ord til Asklepios’ ætling:
«Gjæve Makaon, aa tænk dog paa hvordan dette skal ende!
Sterkere lyder ved skibene hist de kjæmpendes hærskrik.
Drik nu du den funklende vin og bli sittende rolig,
indtil den haarfagre mø Hekaméde i hast kan faa varmet
vandet til bad og faa vasket det størknede blod fra din vunde.
Selv vil jeg gaa til vor varde og snart faa skaffet mig visshet.»
Saa han talte og grep det mægtige skinnende malmskjold
som Trasymédes, hans herlige søn, den navngjetne vognhelt,
nys lot ligge i teltet; sin fars tok han med sig i kampen.
Derefter tok han det vældige spyd med den hvæssede malmodd,
traadte saa ut av sit telt og fik se et jammerfuldt skue:
landsmænd jaget paa flugt, mens de overmodige troer
trængte dem haardt Akaiernes mur var styrtet i gruset.
Som naar det vældige hav i vindstille løfter sin bølge,
anende dunkelt de pilsnare støt av susende vinde
— sjøen er tyst. Ei ruller den frem, ei heller tilbake,
førend en byge som Zevs har valgt, slaar ned fra det høie; —
saaledes grublet den gamle en stund med tvil i sit hjerte,
enten han straks skulde gaa til akaiernes flygtende stridsmænd
eller til mændenes drot, til Atrevs’ søn Agamemnon.
Raadeligst fandt han det dog i sin tvil at gaa for at finde
Atrevs’ mægtige søn. Men begge de kjæmpende rækker
fældte og faldt, og den hærdede malm om heltenes lemmer
braket ved sverdhugg og støt av de dobbelthvæssede lanser.
Møtte da Nestor paa veien de gudopfostrede konger,
Tydevs’ søn og Odyssevs og Atrevs’ søn Agamemnon.
Samtlige kom de med verkende saar fra de stavnhøie snekker;
ti deres skibe var trukket paa land ved det graalige havdyp
langt fra valen, og ytterst blandt snekkerne hadde de trukket
disse paa land, mens muren var reist bak de inderste skibe.
Ti det var uraad at stranden, hvor bred den end var, kunde rumme
alle de tjærede snekker, og trang var pladsen for hæren.
Derfor trak de dem, rad bak rad, paa land, saa de fyldte
hele den langstrakte vik mellem begge de stængende pynter.
Derfor vandret de nu for at se paa de larmende kampe,
samlet og støttet til spydenes skaft, og kummerfuldt banket
hjertet i drotternes bryst. Da kom den graanede Nestor
gaaende mot dem og fyldte med angst deres sorgfulde hjerter.
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og spurte:
«Nestor, Nelevs’ søn, akaiernes stolthet og hæder!
Tal! Hvi kommer du hit fra de mandespildende kampe?
Aa, jeg aner med gru at nu vil den vældige Hektor
holde det løfte han truet os med i troernes møte,
ikke at vende til Ilios hjem fra de stavnhøie snekker,
før han fik tændt vore skibe i brand og fældet os alle.
Saaledes lød jo hans truende ord, og nu blir de fuldbragt.
Aa! tilvisse maa ogsaa de andre akaiiske helter
hate mig likesaa grumt i sin sjæl som drotten Akillevs,
og det er derfor de negter at kjæmpe ved skibenes bakstavn.»
Nestor, den gamle gereniske helt, tok ordet og svarte:
«Visselig, alt som du nævner, er skedd, og selve den høie
tordnende Zevs har det ei i sin magt at gjøre det ugjort.
Styrtet i grus er vor mur som vi trodde saa trygt skulde vorde
fast og ubrytelig vern for os selv og de stavnhøie snekker.
Hist ved skibene tumler de nu i ustanselig feide.
Speidet du aldrig saa nøie, du kunde saavisst ikke skjelne
hvorfra akaierne trænges som værst i kampenes tummel,
ti overalt blir de dræpt, og skrikene stiger mot himlen.
Nu faar vi tænke os om, saasandt som da tanker kan nytte,
hvordan det hele skal ende. Dog raader jeg fra at vi stevner
selv til striden. Den saarede mand er unyttig i kampen.»
Atter tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Nestor! naar kampene alt er i gang ved skibenes bakstavn,
og naar den velbygde mur og voldgraven intet har nyttet,
den som vi gravet med stræv og haabet saa trygt skulde vorde
fast og ubrytelig vern for os selv og de stavnhøie snekker,
aa, saa er det vel Alfader kjært at alle akaier
her skal segne i navnløs grav langt borte fra Argos.
Ti som jeg visste det før, da han hjalp danaerne naadig,
vet jeg det nu at han hædrer med ry som de salige guder
troernes mænd og har bundet vor arm og lammet vor styrke.
Vel, la mig nævne et raad, og la os saa følge det alle:
Skibene hist som er trukket paa land der nederst ved sjøen
trækker vi alle paa havdypet ut i de hellige bølger.
Der faar vi ankre dem op med dræggene, indtil den mørke
nat bryter frem, om troerne da vil stanse med kampen.
Efterpaa faar vi da sætte paa sjø vore samtlige snekker.
Ei er det skam at flygte for ulykken endog om natten.
Bedre at fly for den truende død end vorde dens bytte.»
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Atrevs’ søn! hvi slipper du slikt over tændernes gjærde?
Folkefordærver! Aa gid du var drot for en æreløs fylking!
ikke for os, som Zevs i sin harm har villet skal døie
like fra ungdommen av til alderens graanende dage
farer og trængsler i krig, til vi alle er sunket i graven.
Er det for alvor din agt at fly fra troernes stolte,
velbygde by, for hvilken vi alt har døiet saa meget?
Ti dog! La ei blandt akaiernes folk en anden faa høre
dette dit ord, som ikke en mand vilde ta paa sin tunge,
dersom han eide forstand til sømmelig tale og førte
kongelig scepter, saa talrike mænd maatte lyde hans vilje,
likesaa mange som Argos’ mænd, hvis drot du er vorden.
Slik som du nu har talt, maa jeg laste dit sindelag høilig,
du som mens kampene raser som værst og hærskriket gjalder,
vil vi skal sætte paa sjø de toftede snekker og føie
troernes ønsker end mer, skjønt de alt har seiren i hænde,
medens fordærvelse truer os selv; ti akaiernes sønner
vil ikke kjækt holde stand, naar skibene sættes paa sjøen.
Dit vil de vende sit blik og holde sig borte fra kampen.
Da vil raadet du gav bli vor undergang, mægtige høvding!»
Atter tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Gjæve Odyssevs! dypt har du rammet min sjæl med de strenge
refsende ord; men jeg byder jo ei at akaiernes sønner
mot deres vilje skal sætte paa sjø de toftede snekker.
Aa, om der fandtes en mand som evnet at raade os bedre,
ung eller gammel, jeg bød ham forvisst med glæde velkommen.»
Nu tok helten, den høimælte drot Diomedes, til orde:
«Her er manden, og ei behøver vi længe at lete,
hvis I vil lyde og ikke forsmaa min tale i hovmod,
bare fordi jeg er yngre av aar end alle I andre.
Dog, ogsaa jeg kan nævne en far av den ædleste herkomst,
Tydevs, hin drot som hviler forlængst under mulde i Tebai.
Høvdingen Portevs blev far til trende fortrinlige sønner.
Heltene bodde i Plevron og Kálydon oppe paa aasen.
Melas og Agrios het de; den tredje var vognkjæmpen Oinevs.
Farfar var han av mig og brødrenes mester i manddom.
Oinevs blev i sit hjem; men min far som flakket saa vide,
stanset i Argos. Saa vilde vel Zevs og de øvrige guder.
Datter av Adrastos fik han til brud, og grundrik paa skatte
bodde han der paa sin borg. Av marker, som bugnet av hvete,
eide han mange, og rækker av trær var plantet om borgen.
Rik var han ogsaa paa faar, og bedst av alle akaier
svang han sit spyd. Slikt hørte I visst og kan sande min tale.
Derfor kan I ei laste min byrd og tro jeg er kraftløs,
eller forsmaa det gavnlige raad jeg agter at nævne:
Kom! vi er nødt til at gaa med de sviende vunder til kampen.
Der faar vi selv bli staaende fjernt fra striden og undgaa
piler og spyd, saa ingen paany skal saares paa valen.
Men la os egge de andre til strid, de mange som ellers
føier sin lyst og sniker sig væk og ikke vil kjæmpe.»
Saa han talte. De lød hans raad og fulgte det villig.
Skyndsomt gik de avsted med sin drot Agamemnon som fører.
Dog, han var ikke blind paa sin vakt, den sterke Poseidon;
men som en graahærdet gubbe kom havguden vandrende efter.
Trøstende trykket han Atrevs’ søn Agamemnon i haanden,
hilste ham venlig med vingede ord og talte til helten:
«Atrevs’ søn! nu glæder forvisst Akillevs’ grumme
hjerte sig høit i hans bryst, naar han ser akaiernes sønner
fældes og fly; ti han eier av hjertelag ikke det mindste.
Gid han maa finde sin død som vi, og en gud vilde slaa ham.
Selv er du ikke saa helt forhatt av de salige guder.
End skal troernes førende mænd og raadende fyrster
jages i hvirvlende støv over valpladsen. End skal du skue
fiendens flugt til den kneisende by fra skibe og telter.»
Saa han talte og vældig han skrek, da han fôr over sletten.
Likesaa høit som ni, ja ti ganger tusinde stridsmænd
skriker, naar vildt de stormer til strid i krigsgudens kampe,
likesaa rungende lød fra Poseidons mægtige bringe
herskerens røst og vakte paany i akaiernes hjerter
styrke og mod til ustanselig strid og kamp uten hvile.
Hera steg op fra sin trone av guld, og høit paa Olympens
mægtige aasryg speidet hun om, og med frydefuldt hjerte
kjendte hun straks sin svoger og bror, som i aandeløs iver
stormet paa valen omkring, hvor heltene vinder sin hæder.
Men paa den øverste top av Ida, hvor bækkene risler,
øinet hun Zevs, der han sat, og hun kokte av harm i sit hjerte.
Derefter grundet hun paa, den mørkøide værdige Hera,
hvordan hun aigissvingerens sind som bedst kunde daare.
Tyktes det da gudinden tilsidst at være det bedste,
klædt i sin herligste pragt at vandre til Ida og friste
om han i længselsfuld lyst skulde attraa at hvile i elskov
i hendes fang, saa hun mildt kunde sænke den kvægende slummer
over hans øine og dysse i søvn hans kløktige tanker.
Ind i det lukkede kammer hun gik, som sønnen Hefaistos
bygget med kunst. Med en hemmelig slaa han sluttet den sterke
fløidør til karmen. En anden av guderne aapnet den aldrig.
Der gik hun ind og lukket i laas den straalende fløidør,
og med ambrosia tvættet hun først de yndige lemmer
rene for smuds og salvet sin hud med den glinsende olje
himmelsk og liflig. Den duftet saa søtt med kostelig vellugt.
Bare den røres bak terskler av malm i Alfaders haller,
spredes dens duft under himmelens hvælv over jorderig vide.
Dermed salvet hun først de deilige lemmer og kjæmmet
lokkernes lysende flom og flettet med smidige hænder
haaret som bølget i underskjøn glans fra udødelig isse.
Derefter hyllet hun sig i det rike gevandt som Atene
vævet og glattet med kunst og smykket med billeders mængde,
fæstet det saa med spænder av guld om barmen og spændte
beltet, det skjønne, om midjen, besat med hundrede kvaster.
Straalende guldringer fæstet hun smukt i ørenes huller
smykket med perlerne, trende paa hver, i spillende lysglans.
Hyllet hun saa, den herlige dis, sit hode i sløret,
deilig og nyt fra væven, saa hvitt som det blendende sollys.
Under de skinnende føtter hun bandt de skjønne sandaler.
Da hun fra isse til fot hadde klædt sig i straalende festskrud,
gik hun fra kammeret ut og kaldte i løn Afrodite
bort ifra gudernes kreds, og bedende tok hun til orde:
«Mon du, mit elskede barn, vil føie mig nu naar jeg ber dig,
eller si nei med nag i din barm, fordi jeg i kampen
hjælper akaiernes folk, men du de troiske kjæmper?»
Svarte da straks Afrodite, den mægtige Alfaders datter:
«Hera, du høie gudinde! du barn av den vældige Kronos.
Nævn hvad du ønsker. Forvisst staar min hu til at gjøre din vilje,
staar det saasandt i min magt, og det som du ønsker er gjørlig.»
Listelig talte paany gudinden den værdige Hera:
«Laan mig da elskovens magt og længselen, hvormed du daarer
hver en udødelig gud og dødelig mand som du lyster.
Vit at jeg agter at gaa til jorderigs ytterste grænser.
Tetys, vor mor, vil jeg se, og Okeanos, gudernes ophav,
de som har fostret mig ømt i sin hal og pleiet mig kjærlig
dengang de fik mig av Reia, da Zevs med sit lyn hadde styrtet
Kronos saa dypt under jord og dypt under havet det golde.
Dem vil jeg gjeste paany og løse en endeløs tvedragt;
ti i langsommelig tid har de skydd hinanden og favnes
aldrig paa leiet i elskov, men huser kun hat i sit hjerte.
Dersom jeg nu med venlige ord kunde røre dem begge,
saa de paany kunde favnes i inderlig elskov paa leiet,
vilde de elske og agte mig høit til evige tider.»
Svarte da straks Afrodite, den smilende elskovsgudinde:
«Ei er det mulig, og ei er det ret at negte dig noget;
ti det er dig som hviler i Zevs, den høiestes, arme.»
Saa hun talte og løste fra barm det deilige brystbaand,
alleslags tryllende billeders pragt var virket i væven.
Der var længsel og kjærlighets lyst og lokkende tale;
der var forførelsens magt som daarer de sindigste hjerter.
Rakte hun da det herlige baand til Hera og mælte:
«Ta det og gjem ved din barm mit baand med de billeder fagre.
Deri er indvævet hele min magt, og hvad du saa ønsker,
skuffet vil du saavisst ei vende tilbake fra færden.»
Saa hun talte. Da smilte den mørkøide værdige Hera.
Smilende tok hun det tryllende baand og stak det i barmen.
Ind i gudernes hal gik Alfaders barn Afrodite.
Men fra den høieste tind paa Olymp svang Hera sig hastig.
Over Piérias land og Emátias yndige marker,
over de trakiske vognkjæmpers fjeld med de snedækte tinder,
svævet hun lekende let, og føtterne rørte ei jorden.
Derefter ilte hun hen over bølgende havdyp fra Atos,
kom saa til Lemnos tilsidst, til den herlige Toas’ kongsstad.
Søvnguden traf hun og trykket hans haand, tok ordet og mælte
«Mægtige Søvn, hvem menneskers barn og guder maa lyde.
Likesom engang tilforn du villig har hørt mine bønner,
lyd mig da nu! Jeg skal lønne dig rikt i kommende dage.
Sænk under Alfaders bryn en blund paa hans straalende øine,
straks naar jeg hviler i kjærlighets lyst ved herskerens side.
Da skal jeg gi dig en tronstol av guld til evindelig eie.
Den skal Hefaístos, min haltende søn, med kyndige hænder
hamre og glatte saa skjønt, og nedentil gjør han en skammel,
saa du ved festlige gilder kan hvile de glinsende føtter.»
Straks tok Søvnen, den kvægende gud til orde og svarte:
«Hera, du høie gudinde, du barn av den vældige Kronos.
Let kan jeg dysse en anden i søvn av de evige guder,
ja, om det saa var Okéanos selv med de brusende strømme,
han som er far og ophav til alt som lever og røres.
Dog, at komme til Zevs, til Kronos’ søn for at dysse
guden i slummer, det vaager jeg ei, naar han selv ikke ber mig.
Nei, en befaling fra dig har lært mig at ta mig i vare
engang tilforn, da Alfaders søn, den barske Herakles,
vendte fra Ilios hjem, da han troernes by hadde ødet.
Dengang sænket jeg blidt over Aigissvingerens tanker
søteste blund paa hans leie, mens du med nag i dit hjerte
pønset paa ondt og reiste paa hav de rasende vinde.
Over til Kôs, den velbygde ø, blev han drevet av stormen,
fjernt fra de trofaste venner; men vred blev Zevs, da han vaagnet.
Guderne slynget han om i sin hal; mig søkte han ivrigst.
Skamslaat mig hadde han sikkert og slængt mig fra himlen i havet,
hvis ikke Natten som kuer hver gud og mand, hadde frelst mig.
Tilflugt fandt jeg hos hende, og vred som han var, blev han mildnet;
ti han var ræd for at krænke den ilende Nat ved sin vrede.
Nu er det atter en halsløs daad som du byder mig øve.»
Talte da atter gudinden, den mørkøide værdige Hera:
«Søvn! hvi gruer du endnu for slikt i dit ængstede hjerte?
Mener du da at tordneren Zevs sine troer vil verge
likesaa vred som han verget sin søn, den gjæve Herakles?
Gaa du bare! Jeg skjænker dig da en skjønhetsgudinde,
en av de yngste til brud. Din deilige viv skal hun kaldes,
møen Pasítea selv, som du altid har ønsket at vinde.»
Saaledes talte gudinden, og glad tok Søvnen til orde:
«Vel, saa sverg mig en ed ved Stykselvens grufulde vande.
Læg paa den mangenærende jord din haand mens du sverger.
Rør med den anden det glitrende hav; ti da kan de vidne
alle de guder i Kronos’ kreds som dvæler i dypet,
at du blandt skjønhetsgudinder vil skjænke mig en av de yngste,
møen Pasítea selv, som jeg altid har ønsket at vinde.»
Saa han talte, og Hera, den armhvite, føiet ham villig.
Svor hun da eden han bød, og guderne nede i dypet
nævnte hun alle ved navn. Titanerne kaldes de vanlig.
Men da hun saa hadde svoret og styrket sit løfte ved eden,
svævet de begge fra Lemnos’ ø og Imbros’ strande,
hyllet i taake, og fløi som en storm over veiene vide.
Fremme ved Ida, hvor bækkene gaar og vilddyr har hjemme,
steg de fra havet ved Lekton og vandret avsted paa det tørre.
Skogene sænket for gudernes fot de svaiende topper.
Der blev Søvnen tilbake, før Zevs kunde naa ham med blikket.
Steg han da op i en svimlende gran, den længste som dengang
vokste paa Ida og løftet sin top gjennem luften til himlen.
Der sat han lønlig i skjul hvor grenene vokste som tættest,
skapt som hin skrikende høifjeldets fugl som guderne kalder
kobberfugl; natteravn heter den helst i menneskers tale.
Hera steg op med ilsomme fjed til Gárgarostinden,
Idas høitkneisende top, og Zevs fik se hende komme.
Elskovens brændende lyst omhyllet hans hjerte ved synet
likesaa het som dengang de fjernt fra de kjære forældre
først til brudeseng gik og hvilte i ømmeste elskov.
Straks gik han hen til sin hustru og talte saa venlig og spurte:
«Hera, hvi kommer du hit? Hvorhen vil du gaa fra Olympen?
Ei kan du stige tilvogns; ti du har hverken vogn eller forspand.»
Listelig svarte gudinden, den mørkøide, værdige Hera:
«Vit at jeg agter at gaa til jorderigs ytterste grænser.
Tetys, vor mor, vil jeg se og Okéanos, gudernes ophav,
de som har fostret mig ømt i sin hal og pleiet mig kjærlig.
Dem vil jeg gjeste paany og løse en endeløs tvedragt.
Ti i langsommelig tid har de skydd hinanden og favnes
aldrig paa leiet i elskov, men huser kun hat i sit hjerte.
Hist ved den nederste fot av Ida, hvor bækkene risler,
venter mit spand, som skal føre mig raskt over lande og bølger.
Bare for din skyld kommer jeg hit fra det høie Olympen,
forat du senere ei skulde vredes, saafremt jeg i taushet
drog til den bundløse strøm og gjestet Okéanos’ bolig.»
Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og mælte:
«Hera, nei dit hvor du agter dig nu, kan du senere drage.
Kom, min daarende viv! la os frydes i elskov paa leiet.
Aldrig tilforn har en dødelig mø eller fager gudinde
vakt i mit hjerte med kuende magt saa flammende elskov,
ikke engang da jeg tændtes i brand av Iksions hustru,
hun som Peiritoos fødte, en drot saa vis som en guddom;
ei da jeg Dánae elsket, Akrisios’ yndige datter,
hun som blev mor til den første blandt mænd, den vældige Persevs,
eller den deilige mø, den navngjetne Foiniks’ datter,
hun som fødte mig Minos og drotten saa gjæv Radamantys,
eller Semele, ei heller hin Tebens fyrstinde Alkmene,
hun som fødte min søn, den ubændige kjæmpe Herakles;
men til menneskers fryd blev Dionysos født av Seméle;
ei da Démeter daaret mit sind, den fagre gudinde,
eller den herlige Leto. Nei, end ikke dig har jeg elsket
høit som jeg elsker dig nu og bæver i søteste længsel.»
Listelig talte paany gudinden, den værdige Hera:
«Kronos’ søn, du skræmmer mig rent. Hvad er det du sier?
Dersom du brænder av lyst til at hvile i elskov paa leiet,
oppe paa toppen av Ida, hvor alt kan sees saa vide,
aa, hvordan skulde det gaa, om en av de salige guder
saa os i søvn og gik hen til gudernes kreds og fortalte
alt hvad han saa. Staa op fra vor seng og gaa til din bolig —
nei, jeg kunde det ei. Usømmelig vilde det være.
Men hvis du endelig vil, og dette er kjært for dit hjerte,
har du jo kammeret hist, som vor søn, den kloke Hefaistos
bygget og stængte med dør som slutter saa nøie til karmen.
Kom la os gaa og lægge os der, naar du endelig vil det.»
Straks tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hera, vær tryg for at hverken en gud eller dødelig skabning
skuer vor færd; saa tæt skal jeg sænke en blendende guldsky
om os at end ikke Helios selv skal skimte det mindste,
han som av alle har øine som skarpest kan se i det skjulte.»
Kronos’ søn hadde talt, og i armene tok han sin hustru.
Under dem bredte den hellige jord et spirende teppe,
kløverens duggede blad, hyacinter og lysende krokus,
dunbløtt og tæt, og lindt ifra jord det løftet dem begge.
Der gik de trygge til ro, og over sig bredte de varlig
taaken den gyldne. Da drysset fra sky de glitrende draaper.
Alfader slumret i tryggeste ro paa Gargarostinden
døsig av elskov og søvn, og i armene holdt han sin hustru.
Søvnen, den kvægende, ilte imens til akaiernes snekker
hen til Poseidon med bud, hin drot som ryster al jorden.
Trædende nær med vingede ord han talte til guden:
«Skynd dig, Poseidon og hjælp danaernes kjæmper i striden.
Skjænk dem nu hæder den stakkede stund, mens Alfader sover;
ti jeg har dysset ham ind i den blideste slummer, da Hera
lokket ham nylig med list til at hvile i elskov paa leiet.»
Saa han talte og drog til menneskers herlige slegter.
Guden blev egget end mer til at hjælpe danaernes helter.
Ilsomt styrtet han frem til de forreste rækker og ropte:
«Skal vi da atter, argeier, la Hektor faa seiren i hænde,
Priamos’ søn, saa han vinder sig ry og tar vore snekker?
Ja, for han sier det selv og praler, saalænge Akillevs
sitter i ro ved skibenes stavn med vrede i hjertet.
Ham skal vi dog ikke savne saa saart, hvis alle vi andre
kraftig vil mande os op til at hjælpe hverandre i kampen.
Vel, jeg skal nævne mit raad, og la os saa følge det alle:
Alle de største og sterkeste skjold som findes i hæren,
dem skal vi ta. Med den funklende hjelm skal vi dække vort hode.
Naar vi saa alle har grepet i haand de vældigste lanser,
la os da gaa. Jeg selv skal gaa først, og jeg tror ikke Hektor,
Priamos’ søn, er han aldrig saa kjæk, skal trodse os længer.
Er her iblandt os en kamplysten helt, hvis skjold er for litet,
gir han det straks til en ringere mand og tar sig et større.»
Saa han talte. De lød hans raad og fulgte det villig.
Kongerne fylket til strid sine mænd, skjønt selv de var saaret.
Tydevs’ søn og Odyssevs og Atrevs’ søn Agamemnon
ilte omkring overalt og delte ut vaaben til kampen.
Den som var sterk, fik sterke; de vekere gav han den veke.
Men da enhver hadde sluttet om bryst det blinkende kobber,
stevnet de frem, og foran dem gik den sterke Poseidon
løftende høit i den vældige haand det hvæssede slagsverd,
blankt som et lyn, hint sverd som ingen i dødssvangre kampe
vaager at møte; ti bævende gru holder stridsmænd tilbake.
Troernes mænd blev fylket til strid av den straalende Hektor.
Spændte da begge sin ytterste kraft i det blodige stevne,
baade Poseidon, hin gud med de kulsorte lokker, og Hektor,
hin til akaiernes hjælp og denne til troernes frelse.
Brændingen bruste mot strand ved akaiernes telter og snekker,
mens til det blodige møte de gik under rungende hærskrik.
Dog, det larmer ei saa, naar bølgerne brytes mot stranden,
jaget fra storhavets dyp av Boreas’ barskeste byger.
Aldrig knitrer saa vildt i fjeldenes dale og kløfter
luende flammer naar ilden er løs og skogene brænder.
Aldrig hyler en storm i ekenes mægtige kroner,
selv naar den larmer som værst og vindene raser i vrede,
likesaa vildt som de gjaldende rop fra akaier og troer,
nu da med truende skrik de møtte hverandre paa valen.
Først var det Hektor, den straalende helt, som sigtet og rammet
Aias, som vendte sig mot ham. Han kastet ei feil, men hans lanse
rammet ham der hvor remmer var spændt i kryds over brystet,
én fra hans skjold og én fra hans sverd med de sølvblanke nagler.
Remmene verget hans smidige hud. Da vrededes Hektor
over at spydet det skarpe forgjæves fór ut av hans næve.
Ilsomt vek han til vennernes flok og flygtet for døden.
Men da han vek, tok Telamons søn, den vældige Aias,
en av de talrike stener som rullet for kjæmpernes føtter,
lagt der til støtte for skibenes bund, og traf ham med stenen
ret over malmskjoldets krummede rand i brystet ved halsen.
Rundt som en snurrende top blev høvdingen hvirvlet ved kastet.
Som naar ved Alfaders lyn en ek, oprykket med roten,
falder til jord og en kvælende stank av brændende svovel
spreder sig vidt, og rolig tilsinds er ingen ved synet,
hvis han er nær; ti Alfaders lyn er grumt i sin vælde,
saaledes styrtet i hast den vældige Hektor i støvet.
Lansen slap helten av haand, og skjold og skinnende malmhjelm
fulgte i faldet. Da braket om bryst den klirrende brynje.
Stormet da straks akaiernes mænd med gjaldende hærskrik
frem for at slæpe ham bort og slynget de talrike lanser.
Dog, der var ingen som magtet med støt eller spydkast at saare
folkenes hyrde; ti alle de tapreste stillet sig om ham,
drotten Polydamas gjæv, Aineias og helten Agenor,
fyrsten Sarpedon, Lykiens drot, og den herlige Glavkos.
End ikke én av alle hans mænd vilde svigte sin høvding.
Foran ham holdt de til vern sine kredsrunde skjold, og hans venner
bar ham fra tummelen varlig paa arm, til han kom til de rappe
gangeres par som bak det larmende kampgny paa valen
stod med den prægtige vogn, mens væbneren holdt deres tøiler.
Henimot hjembyen ilte de raskt med den stønnende kjæmpe.
Men da de kom til det grundeste sted ved den hvirvlende Ksantos,
der hvor den speilklare elv, som Zevs har avlet, kan vades,
la de ham ned fra vognen paa jord, og med vand de ham stænket.
Snart trak han aande paany og aapnet igjen sine øine,
reiste sig saa paa knæ, og blodstrømmen stod ham fra munden.
Bakover segnet han atter til jord, og over hans øine
sænket sig nat; ti end var hans livskraft kuet av kastet.
Men da akaierne saa at Hektor blev baaret fra striden,
gik de mot troerne kjækkere frem og brændte av kamplyst.
Styrtet nu straks Oilevs’ søn, den fotrappe Aias
foran de andre med malmhvæsset spyd, og Satnios traf han,
Enops’ søn. Hans mor var en skjøn najade som Enops
traf da han vogtet sit kvæg ved bredden av Satniosfloden.
Drotten Oilevs’ navngjetne søn fôr mot ham og rammet
helten i lysken. Han tumlet til jord, og i kreds om den faldne
møttes danaer og troiske mænd i vældige kampe.
Svingende lansen i haand fôr Polydamas frem som hans hevner,
Pántoos’ søn, og traf Areïlykos’ søn Protoënor
like i skuldren til høire, og spydet gik tvers gjennem skuldren.
Ned i støvet han faldt og grep med sin næve i jorden.
Jublende ropte Polydamas stolt med rungende stemme:
«Dennegang skulde jeg tro at Pántoos’ modige ætling
ei med den vældige næve har slynget sin lanse forgjæves.
En av argeierne fanget den op i sin krop, og som støtte
skal han vel bruke den nu, naar han vandrer til Hades’ bolig.»
Pralende talte han saa, og argeierne harmedes saare.
Ingen blev krænket saa dypt i sin sjæl som den kamplystne Aias,
Telamons søn; ti nærmest ved ham blev høvdingen fældet.
Spydet, det blinkende, slynget han raskt mot den vikende kjæmpe.
Dog, Polydamas selv fôr rapt til siden og undgik
døden, den sorte; men helten Arkilokos, søn av Antenor,
rammet hans spyd; ti i gudernes raad var han viet til døden.
Like ved leddet i nakken, hvor hodet er fæstet til halsen,
traf han i øverste hvirvel og avskar begge hans sener.
Faldt da hans hode til jord med munden og næsen i støvet
længe før knærne knælte til fald og benene svigtet.
Men til den gjæve Polydamas skrek den vældige Aias:
«Stolte Polydamas. Tænk dig nu om og svar mig oprigtig:
Mon ikke nu Protoënor fik vederlag nok i den faldne?
Lavættet tykkes han ei eller født av ringe forældre;
men han maa være en bror av hin hestetumler Antenor,
eller hans søn. Han maa slegte paa ham, ti hans træk er de samme.»
Troerne grepes av harm ved hans ord; ti hans gjætning var rigtig.
Akamas skjermet sin fældede bror og rammet med lansen
Promakos, drot for boiotiske mænd, da han slæpte den faldne
bort efter foten, og Akamas skrek med rungende stemme:
«Brautende kjæmper fra Argos, som aldrig blir trætte av trusler!
Visselig blir ikke vi de eneste her som maa døie
jammer og nød; nei, ogsaa I selv skal dræpes som denne.
Merk eder vel hvor trygt eders landsmand Promakos sover,
tvunget av dette mit spyd forat ei min bror skulde savne
længe den skyldige bot. Ja, her maa nok mangen en kjæmpe
ønske sig eftermaalsmand i sin hal som kan hevne hans ufærd.»
Pralende talte han saa, og argeierne harmedes saare.
Haardest blev dog den mandige helt Penéleos krænket.
Like mot Akamas fôr han; dog, høvdingen turde ei trodse
drotten Penéleos’ kraft; men Ilíonevs traf han med lansen,
søn av den kvægrike Forbas, en drot som guden Hermeias
høiest blandt troerne elsket og skjænket den rikeste velstand.
Helten Ilíonevs fødtes som eneste søn av hans hustru.
Høvdingen rammet ham nu under brynene like i øiet.
Sprang da ved støtet hans øiesten ut. Gjennem øiet og nakken
boret sig lansen. Han segnet i knæ med utstrakte armer.
Trak da Penéleos straks sit hvæssede slagsverd og hugget
tvers over halsen og skilte hans hjelmdækte hode fra kroppen.
Ned paa jorden det faldt; men endnu var fæstet i øiet
spydet det sterke. Som valmuens knop han løftet hans hode,
viste det pralende frem for troernes kjæmper og ropte:
«Meld nu, troiske mænd, den gjæve Ilíonevs’ skjæbne
hjem til hans far og hans mor. La dødsklagen lyde i hallen.
Ja, ti likesaa litt kan Prómakos’ hustru med glæde
favne sin mand, Alegénors søn, naar akaiernes stridsmænd
stevner omsider fra Ilios hjem paa de tjærede snekker.»
Saa han talte. Da skalv de av skræk, og med angstfulde blikke
speidet enhver hvor han helst skulde fly fra døden den bratte.
Tal og fortæl, I muser som bor i olympiske haller,
hvo av akaierne først fik røvet en blodflekket rustning,
nu da den herlige jordryster selv gav kampen en vending.
Aias, Telamons søn, var den første som fældte en kjæmpe,
Hyrtios, Gyrtios’ søn, hin mysernes modige fører.
Falkes og Mérmeros faldt, og Antilokos tok deres rustning.
Men ved Meriones’ spyd blev Hippótion fældet og Morys.
Tevkros stak ned Perifétes, og Prótoos faldt for hans lanse.
Slynget saa Atrevs’ søn sit spyd og rammet i lysken
mændenes drot Hyperénor, og tvers gjennem høvdingens indvold
trængte den hvæssede malm, og gjennem den gapende flænge
ilte den flygtende sjæl, og dødsmørket slørte hans øine.
Dog, den fotrappe søn av Oilevs fældte de fleste;
ti av dem alle var ingen saa rask som han til at følge
flygtende mænd, naar Alfader Zevs lot rædselen raade.