Iliaden/Kampen ved skibene.
< Iliaden
TRETTENDE SANG.
KAMPEN OM SKIBENE.
Nu da Zevs hadde hjulpet de kjæmpende troer og Hektor
frem til skibene, lot han dem der ustanselig døie
trængsel og nød. Selv vendte han bort de straalende øine
fjernt til de trakiske vognkjæmpers land og de stridbare mysers.
Derefter mønstret hans blik hippomolgernes folk, som i armod
lever av hoppernes melk, det retfærdigste folk under himlen.
Ei mot Ilios vendte han mer de straalende øine,
saasom han trodde forvisst at ingen udødelig guddom
vaaget at hjælpe danaernes mænd eller troernes kjæmper.
Dog, han sat ikke blind paa sin vakt, den sterke Poseidon.
Høit paa den øverste tind av det skogrike trakiske Samos
sat han og skuet med undrende blik paa de grufulde kampe.
Der laa Ida fra isse til fot for herskerens blikke;
derfra skuet han Priamos’ by og akaiernes snekker.
Dit steg han op fra sit hav, og han ynket de kjæmper som segnet
brat for troernes spyd, og paa Zevs var han saare forbitret.
Straks steg havguden ned fra fjeldryggens takkede tinder.
Føtterne flyttet han raskt, og skog og langstrakte aaser
skalv ved den mægtige gud Peseidons vældige fottrin.
Treganger tok han et skridt; ved det fjerde stod guden ved maalet,
Aigai, der hvor et gyldent palads er bygget for drotten,
straalende herlig paa havbugtens bund til evige tider.
Der steg han ned og spændte for karm det malmskodde tvespand,
gangere rappe som vinden med guldgule flagrende manker,
spændte saa selv om sit bryst den guldsmykte brynje og fattet
raskt om den prægtige svepe av guld og hoppet paa vognen.
Hen over bølgerne rullet han let, og fra kløfter i dypet
dukket der havtroll frem overalt; ti de kjendte sin herre.
Havflaten smilte og jevnet hans vei, og gangerne ilte
frem som paa vinger. Ei vætet et stænk hans aksel av kobber.
Hestene trak ham i dansende trav til akaiernes snekker.
Nede paa havdypets bund har guden en rummelig grotte
midt mellem Tenedos’ ø og Imbros’ takkede tinder.
Der lot Poseidon, hin jordryster sterk, sine gangere stanse,
spændte dem begge fra karm og la den himmelske næring
for dem og bandt deres fot uløselig fast med de sterke
lænker av guld. Der skulde de staa, til den mægtige hersker
vendte tilbake. Selv ilte han hen til akaiernes snekker.
Troerne fulgte i flok med larm og rungende hærskrik
Hektor, Priamos’ søn, som en ild, naar den jages av stormen,
griske paa kamp; ti at vinde med vold akaiernes skibe
haabet de trygt og at fælde i strid de tapreste helter.
Dog, Poseidon som knuger i favn og ryster al jorden,
egget akaiernes mod, da han kom fra det kjølige havdyp.
Havguden lignet av stemme og vekst den fremsynte Kalkas.
Først til de tvende Aianter tok guden til orde og mælte:
«Hør mig, Aianter! I to kan frelse akaiernes fylking,
dersom I tænker paa kamp og ei paa den isnende rædsel.
Ellers forfærdes jeg ei for troernes kraftige hænder,
skjønt de i flok og følge har stormet vor mægtige ringmur.
Nei, ti akaiernes malmklædte mænd vil stanse dem alle.
Derimot ræddes jeg svart at der her er fare paa færde,
her hvor den rasende helt gaar frem som en herjende flamme,
Hektor som brautende kalder sig søn av selve Kronion.
Maatte saasandt en gud faa lagt eder begge paa sinde
selv at holde urokkelig stand og egge de andre,
visselig jog I ham da med skam fra de hurtige snekker,
er det end selve hin drot paa Olymp som vækker hans kampmod.»
Saaledes talte hin gud som favner og ryster al jorden,
rørte dem saa med sin stav og fyldte med mod deres hjerter.
Bøielig gjorde han hvert et lem, baade føtter og armer.
Selv fløi havguden bort lik en falk som paa pilsnare vinger
stiger fra svimlende stup paa den skyhøie tinde og svæver
hen over sletten i jagende fart efter flygtende smaafugl.
Saaledes fôr den sterke Poseidon bort fra dem begge.
Helten Oïlevs’ fotrappe søn var den første som saa det.
Talte han da til Telamons søn, den vældige Aias:
«Aias, forvisst har en gud i spaamandens skikkelse steget
ned fra det høie Olymp og budt os at kjæmpe ved flaaten.
Ja, for det var ikke Kalkas, som tolker os gudernes varsler.
Tydelig saa jeg, nu da han gik og vendte os ryggen,
skikkelsens lægger og fotlag; ti guder er lette at kjende.
Desuten føler jeg selv i mit bryst langt mere end fordum
djerveste mod til at vaage en dyst i det blodige stevne.
Foten vil gaa av sig selv, og hænderne higer mot kampen.»
Straks tok Telamons søn, den vældige Aias, til orde:
«Ogsaa med mig er det saa. Med kjæmpekraft knuger de sterke
hænder mit spyd. Mit kampmod er vakt, og begge de raske
føtter vil frem. Nu ønsker jeg selv at møte i tvekamp
Priamos’ vildt fremstormende søn, den vældige Hektor.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden,
glade ved lysten paa kamp som en gud hadde vakt hos dem begge.
Egget da guden Poseidon imens de bakerste stridsmænd,
helter som søkte et øiebliks hvil ved de hurtige snekker;
ti deres kraftige lemmer var brutt av lammende træthet,
mens de med sorgfuldt sind maatte se at troerne stormet
frem over selve den mægtige mur i talrike skarer.
Taarerne randt under bryn, da de saa sine fiender seire.
Fly fra dødsfaren haabet de ei. Da ilte Poseidon
hen til de slagne og egget paany de kraftige rækker.
Tevkros og Leïtos møtte han først og bød dem at kjæmpe.
Helten Penéleos traf han, Deipyros dernæst og Toas;
derefter Nestors søn og Meriones, stridbare kjæmper.
Manende lød hans vingede ord, da han egget dem alle:
«Skam jer, argeier! Jeg trodde saa visst, at I som er unge
kraftige mænd, skulde frelse i kamp vore hurtige snekker.
Men dersom I i den grufulde kamp skal svigte i slaphet,
da er den kommet den dag, da vi kues av troernes vælde.
Aa, for en skam! Hist skuer mit blik et merkelig under,
grufuldt tillike, et under jeg ei hadde trodd kunde hænde:
troerne nær vore skibe! de samme som hittil har lignet
flygtende hjorter som falder i skog som hjælpeløst bytte,
enten for panter og graadig sjakal eller glubende ulver,
flakkende vildsomt omkring uten kraft eller mod til at kjæmpe.
Saaledes hadde jo aldrig tilforn de troiske stridsmænd
lyst til at staa for akaiernes kraft og farlige hænder.
Nu tør de kjæmpe saa fjernt fra sin by ved de stavnhøie snekker
bare paa grund av førerens feil og krigernes slapnet;
ti i sin vrede mot ham har de slet ingen lyst til at verge
kjækt vore snekker, men myrdes i flok ved skibenes bakstavn.
Men om det end er sandt at skylden unegtelig ligger
ene hos Atrevs’ søn, den mægtige drot Agamemnon,
saasom han krænket fornys Peleiden, den raske Akillevs,
derfor har slet ikke vi nogen ret til at svigte i kampen.
Nei, la os bøte vor feil! En helt lar sig tale tilrette.
Ei er det rigtig av jer at glemme det stormende kampmod,
I som er gjævest i hele vor leir. Jeg vilde jo aldrig
refse en stymper, en mand som trak sig tilbake i feighet,
ræd for en kamp; men paa jer maa jeg harmes av inderste hjerte.
Aa, mine venner. I volder jo snart ved denne jer sløvhet
ulykker større end nu. Enhver maa dog føle i hjertet
blygsel for menneskers dom; ti frygtelig raser jo striden.
Hektor kjæmper med rungende rop helt fremme ved flaaten.
Nys har den vældige sprængt vor port og den mægtige tverbom.»
Saaledes talte Poseidon og egget akaiernes helter.
Mandjevnt stillet sig atter i flok om de tvende Aianter
kraftige rækker som krigsguden selv eller skjoldmøen Pallas
ei, om de kom, hadde lastet; ti utvalgte mænd av de bedste
ventet i række og rad paa Hektor og troernes stridsmænd,
holdende spyd ved spyd og skjold ved skjold som et gjærde.
Krigernes skjold var støttet til skjold og hjelmer til hjelmer.
Kjæmperne stod saa tæt, at de hestehaarsmykkede hjelmer
møttes med skjermenes straalende malm, naar de rørte sit hode.
Dirrende bøide sig lansernes skaft, naar modige hænder
svang dem med kraft. Frem higet de kjækt og brændte av kamplyst.
Frem gik troernes kjæmper i flok, og forrest gik Hektor.
Rasende stormet han frem lik en sten som den flommende fjeldbæk
velter fra ytterste skrænt, naar den svulmer i vinterens øsregn,
skyllende bort hvert fæste som bandt den herjende stenblok.
Høit den hopper i vældige byks og det braker i skogen.
Støt og ustanselig farer den frem, til den kommer paa sletten.
Videre ruller den ei, hvor vild end farten har været.
Saaledes truet nu Hektor en stund med at storme med lethet
like til havdypets strand mellem fiendens telter og snekker,
dræpende vildt; men straks da han traf de sluttede rækker,
stanset han brat i sin fart; ti argeierne stormet imot ham.
Huggende til med sverd og dobbelthvæssede lanser
drev de ham bort, og haardt blev han trængt, da han selv maatte vike.
Rungende lød hans røst da han ropte til troernes skarer:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Staa, hvor I staar. Ret længe vil ei akaiernes stridsmænd
trodse min kraft, hvor tæt de end har stillet sin fylking.
Nei, de viker nok snart for mit spyd, saasandt som mit kampmod
vaktes av gudernes drot, av Heras vidttordnende husbond.»
Saa han talte og vakte hos heltene kraften og modet.
Da skred Priamos’ søn Deïfobos, stolt av sin manddom,
fremad i skaren. Sit kredsrunde skjold bar helten paa armen.
Føtterne flyttet han let og dækket sig varlig med skjoldet.
Straks tok Meriones sigte og kastet sin blinkende lanse.
Spydet fôr ikke forbi, men rammet i oksehudsskjoldet.
Dog gjennem platerne drev han det ei; men fremme ved odden
brast det vældige spydskaft, da helten Deifobos lynsnart
løftet mot spydet sit oksehuds skjold; ti krigerens hjerte
bævet av gru for Meriones’ spyd. Den skuffede høvding
trak sig tilbake til vennernes flok i nagende harme,
baade for seiren som glap og for lansen som brast imot skjoldet.
Selv gik han hastig avsted til akaiernes telter og skibe
efter det mægtige spyd, som han hadde derhjemme i teltet.
Alle de øvrige kjæmpet imens med gjaldende hærskrik.
Først vog Telamons søn, den modige Tevkros, en stridsmand,
Imbrios, vældig med lansen, en søn av den hestrike Mentor.
Høvdingen bodde i Pedaions by, før akaierne landet,
gift med Medesikaste, kong Priamos’ barn med en frille.
Men da danaernes hær var kommet paa stavnhøie snekker,
drog han til Troja paany og var blandt de første i byen.
Priamos hædret ham høit som en søn; og han bodde hos drotten.
Ham traf Telamons søn med det vældige spyd under øret,
trak det saa atter tilbake, og Imbrios segnet lik asken,
som paa den fjerntfra synlige top av en kneisende aasryg
falder for øksen og segner til jord med de skjælvende blade.
Saaledes faldt han til jord, og rustningen klirret om manden.
Frem fôr Tevkros paany for at røve hans rustning; men Hektor
sigtet med blinkende spyd paa høvdingen midt i hans stormløp.
Lynsnart saa han sig for og slap med nød for at rammes
selv av det malmhvasse spyd; men Amtimakos traf det i brystet,
Aktors sønnesøn, Kteatos’ søn, da han ilte til striden.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Hektor sprang frem for at rive i hast fra høvdingens hode
hjelmen som sluttet sig tæt til den kjække Antimakos’ tinding.
Strakte da Aias sig frem med den blinkende lanse og stanset
Hektor i løpet, men saaret ham ei; ti det bomfaste kobber
dækket ham helt; men like i skjoldbulen traf han og støtte
Hektor tilbake med frygtelig kraft. Fra begge de faldne
vek han i hast, og akaiernes høvdinger slæpte dem med sig;
ti atenernes fyrster, Menestevs og Stikios, bragte
helten Amtimakos’ blodige lik til akaiernes fylking,
medens de tapre Aianter bar Imbrios med sig fra valen.
Lik to løver som tar fra en flok hvastandede hunder
inde i tætteste skogholt en gjet og holder sit bytte
høit over marken og bærer det bort i de mægtige kjæver,
saaledes løftet Aianterne høit den faldne og røvet
hele hans rustning. Saa hugget Oïlevs’ søn, for at hevne
vennen Antimakos, hovedet løs fra halsen den bløte,
svang det i haanden og hvirvlet det hen som en bold gjennem skaren.
Like ved Hektors føtter det faldt og trillet i støvet.
Grepen i hjertet av bitreste harm blev guden Poseidon,
nu da hans sønnesøn segnet paa val i den grufulde tummel.
Hastig gik guden avsted til akaiernes telter og snekker,
eggende alle til kamp; men troerne voldte han kvaler.
Helten Idomenevs møtte ham først, hin mester med lansen,
hastende hjem fra en ven som nys var kommet fra kampen,
saaret i hasen av skjærende malm og baaret av landsmænd.
Ham lot Idomenevs pleie av kyndige læger og ilte
selv til sit telt; ti end stod hans hu til at stevne til kampen.
Havdypets mægtige drot Poseidon ropte til helten,
lignende Toas, Andraimons søn, av aasyn og stemme,
han som i Plevron og Kalydons by paa den kneisende aasryg
styrte aitolernes folk og hædredes høit som en guddom:
«Si mig, Idomenevs, kreternes drot, hvor er nu de stolte
trusler mot troernes mænd som akaierne ofte lot høre?»
Straks tok kreternes drot Idomenevs ordet og svarte:
«Toas, saavidt jeg kan se, kan ei nogen stridsmand med rette
lastes for dette; ti hver av os gjør sit bedste i kampen.
Ingen gir tapt i sansesløs frygt eller holder sig lunkent
borte fra stridslarmens gru. Nei, nu maa det visselig være
Zevs, den almægtiges, vilje at alle akaier skal segne
her i sin grav uten hæder og ry, langt borte fra Argos.
Toas, du var jo tilforn en drabelig stridsmand og egget
ogsaa en anden til kamp, naar du saa at han slapt gav sig over.
Svigt da nu ikke selv og driv de andre til kampen.»
Nu tok Poseidon, hin jordryster sterk, til orde og svarte:
«Gjæve Idomenevs! Maatte en mand ei vende ilive
hjem fra Troja, men vorde til lek for graadige hunder,
hvis han idag med vilje er slap og nøler i kampen.
Hent nu du dine vaaben og kom! ti nu maa vi friste,
selv om vi bare er to, at stræve det bedste vi evner.
Endog de svake kan virke med kraft, naar de bruker den samlet.
Vi to skulde da trygt kunne slaas med de tapreste kjæmper.»
Saa han talte, og guden gik selv tilbake til kampen.
Men da Idomenevs kom til sit vel avstivede leirtelt.
spændte han rustningens plater om bryst og grep sine lanser,
fôr saa avsted lik et lyn som Kronos’ søn med sin høire
griper og slynger med kraft fra Olympos’ lysende tinde
menneskers slegt til et tegn, og straalerne skinner saa vide
saaledes skinnet den blinkende malm om hans bryst under løpet.
Høvdingens modige væbner Meriones kom ham i møte
nær ved hans telt; ti han kom for at hente en malmhvæsset lanse.
Straks tok den kraftige drot Idomenevs ordet og mælte:
«Raske Meriones, Molos’ søn, min kjæreste staldbror,
si mig, hvi stevner du hit fra kamp mot fiender grumme?
Fik du et saar, og pines du haardt av spydsoddens vunde,
eller har nogen nu sendt dig med bud? Det huer mig ikke
feigt at sitte i ro i mit telt. Min hu staar til kampen.»
Straks tok den kløktige helt Meriones ordet og svarte:
«Gjæve Idomenevs, mægtige drot for de malmklædte kreter!
Nei, men dersom du har i dit telt en lanse tilovers,
kommer jeg nu for at hente mig én; ti jeg knækket min egen
nys da jeg rammet Deifobos’ skjold, den mandige krigers.»
Atter tok kreternes drot Idomenevs ordet og svarte:
«Vil du, saa finder du hist i mit telt av blinkende lanser
tyve saa sikkert som én; i rad staar de lænet til væggen,
bytte fra troiske mænd som jeg vog; ti det huer mig aldrig
lunkent at holde mig fjernt fra fienders fylking i kampen.
Derfor eier jeg her baade spyd og buklede skjolde,
hjelmer og brynjer av blinkende malm i straalende rækker.»
Straks tok den kløktige helt Meriones ordet og mælte:
«Selv har jeg hist i mit telt ved det tjærede langskib en mængde
troiske spyd; men det blir mig for langt at hente dem derfra.
Trygt tør jeg si om mig selv at jeg aldrig forglemmer min manddom;
men i de blodige slag, hvor helter har hæder at vinde,
staar jeg i forreste rad, hvor den heteste kamp er i vente.
Ventelig er der vel dem blandt akaiernes sønner som litet
kjender min færd i en kamp; men selv maa du kjende den nøie.»
Atter tok kreternes drot Idomenevs ordet og mælte:
«Ja, jeg kjender dit mod. Hvi nævner du det som er selvsagt?
Valgtes ved skibene her de gjæveste blandt os og sendtes
frem til et bakhold, hvor mændenes mod kommer lettest tilsyne,
kom det nok klart for en dag om en mand var feig eller tapper.
Uslingen røber sig straks. Han skifter ustanselig farve.
Aldrig har stymperen mod i sit bryst til at sitte urørlig.
Føtterne skifter han tidt, naar han huker sig ned i sin rædsel.
Hjertet slaar vildt i hans ængstede bryst; ti tankerne dvæler
stadig ved dødsstundens gru, og tænderne klaprer i munden.
Derimot skifter en helt saavisst ikke farve og aldrig
gruer han feigt, saasnart han med mænd har lagt sig i bakhold.
Ivrig han ønsker at styrte sig straks i rædsomme kampe.
Der skulde ingen faa laste dit mod og de kraftige arme.
Blev du i tummelen truffet av spyd eller saaret med sverdet,
aldrig rammet et vaaben dig da i ryg eller nakke.
Nei, men det traf dig i bryst eller buk, naar du styrtet dig modig
frem til den blodige lek i mændenes forreste række.
Dog, la os ikke bli staaende her og snakke bort tiden
likesom barn, saa vi slipper for harmfulde ord fra de andre.
Gaa nu hen til mit telt og vælg dig en dugelig lanse.»
Saa han talte, og helten Meriones, kampglad som Ares,
hentet fra høvdingens telt i hast en malmhvæsset lanse,
løp saa efter sin ven og skyndte sig modig til kampen.
Likesom Ares, den mordlystne gud, til kampleken haster,
fulgt av sin sterke og frygtløse søn, den stivnende Rædsel,
han som kan fylde med isnende gru den modigste kjæmpe
— rustet gaar de fra Trakiens land til de gjæve efyrer
eller de mandige flegyers folk; men de hører ei begges
bønner om held, men ett av folkene skjænker de seier —
saaledes stevnet i skinnende malm til blodige kampe
helten Meriones frem og Idomenevs, folkenes fyrster.
Da tok svenden Meriones først til orde og spurte:
«Søn av Devkalion! hvor vil du helst vi skal stevne i tumlen?
Er det til høire du vil eller hen til de midterste rækker,
eller til venstre?; ti der maa akaiernes haarfagre sønner
visselig trænge den kraftigste hjælp og støtte i kampen.»
Straks tok kreternes drot Idomenevs ordet og svarte:
«Hist ved skibenes midterste rad er der andre som kjæmper,
begge Aianter og Tevkros, som bedst av alle akaier
skyter med bue og likesaa kjækt tør staa i en nærkamp.
Disse vil visselig trænge ham nok, den hidsige kjæmpe,
Hektor, Priamos’ søn, om han end er aldrig saa kraftig.
Er han end lysten paa kamp, for svært vil det bli ham at seire
først over heltenes kraft og farlige hænder og siden
stikke vor flaate i brand, saafremt ikke Zevs i sin vrede
selv vil slynge sin flammende ild mot de hurtige snekker.
Aias, Telamons søn, den vældige, viker nok aldrig
feigt for en dødelig mand som næres av Demeters gaver,
dersom hans krop kan brytes av malm eller vældige stener.
Var det en nærkamp, vek han nok ei for selve Akillevs,
helten som knuser sin mand; men i løp er Akillevs hans mester.
Vel, la os styre til venstre vor gang, saa vi begge kan vite
snart om vi selv skal vinde os ry eller øke en andens.»
Saa han talte, og helten Meriones, kampglad som Ares,
skyndte sig foran sin ven, til de kom hvor han bød ham at kjæmpe.
Men da nu troerne saa Idomenevs, sterk som en flamme,
rustet i skinnende malm, ham selv og hans kraftige væbner,
stormet de mot ham, alle i flok, med eggende hærskrik.
Alle kom med i den vildeste strid ved skibenes bakstavn.
Som naar en storm med susende vindstøt farer med vælde
hen over vei og sti en dag naar de dækkes av støvet
— sammen hvirvler de veistøvet op i mægtige skyer —
saaledes tørnet de sammen i strid, og heltene higet
efter at fælde med kobberets odd hverandre i striden.
Truende strittet i kjæmpernes haand paa den dødssvangre valplads
vældige lanser med flængende odd, og da rækkerne møttes,
blendedes blikket av kobberets glans fra funklende hjelmer,
speilblanke brynjer om heltenes bryst og skinnende skjolde.
Visselig maatte en mand ha frygtløst hjerte i barmen,
dersom han glad kunde se paa kampene uten at skjælve.
Kronos’ sønner, de vældige to, forvoldte i bitter
tvist med hinanden de kjæmpende folk unævnelig jammer.
Zevs vilde unde de troiske mænd og Hektor at seire,
saasom han agtet at øke Akillevs’ ry; men at fælde
alle akaier ved Ilions mur var ikke hans vilje.
Tetis og sønnen, den modige helt, vilde herskeren hædre.
Men for at egge argeiernes mod var den sterke Poseidon
steget i løn fra det graalige hav; ti at troerne vog dem
voldte ham nagende harm, og paa Zevs var han vældig forbitret.
Begge var rundet av selvsamme rot, og i byrd var de like;
dog, det var Zevs som var ældst av aar og den største i visdom.
Aapenlyst vaaget da ei den sterke Poseidon at hjælpe;
men i det skjulte og skapt som en dødelig egget han hæren.
Nu slog disse den vældige kamps og den blodige feides
baand om de kjæmpende folk og snørte det skiftevis sammen
haardt og uløselig fast, saa krigerne segnet i mængde.
Nu sprang Idomenevs frem, den graasprængte kjæmpe, og vakte
rædsel blandt troernes mænd; mens han egget danaernes fylking.
Ti med sin lanse han vog Otryonevs, helten som nylig
stevnet til Troja fra Kábesos’ by ved rygtet om krigen.
Uten al brudeskat beilet han nu til den skjønne Kassandra,
Priamos’ fagreste datter; men lovet det vældige storverk
hjem fra Troja med magt at jage akaiernes sønner.
Oldingen Priamos gav ham sit ord og lovet at skjænke
helten sin datter til brud, og han kjæmpet i lit til hans løfte.
Men med det blinkende spyd tok Idomenevs sigte og rammet
just som han stolt skred frem, og høvdingens brynje av kobber
vernet ham ei mot fald; men spydsodden traf ham i buken.
Drønende faldt han til jord, og Idomenevs ropte i jubel:
«Gjæve Otryonevs! høit over alle av dødelig stamme
priser jeg dig, hvis du holder dit ord til Dardanos’ ætling
Priamos, han som lovet dig nys sin datter til egte.
Nu kan det hænde at vi er tilsinds at gi dig det samme
hellige løfte og holde vort ord og hente fra Argos
hit og gi dig som brud Agamemnons fagreste datter,
dersom du hjælper os kjækt med at øde det velbygde Troja.
Følg mig villig, saa enes vi nok ved de hurtige snekker
snart om dit bryllup. Vi knusler jo ei med rundelig medgift.»
Saaledes talte den mandige helt og trak ham ved foten
ut av det vældige slag; men Asios kom som hans hevner,
skridende foran sin vogn, mens væbneren styrte hans hester,
nær saa de pustet i høvdingens ryg. Selv vilde han ramme
kreternes mægtige drot; men Idomenevs jog ham sin lanse
ind under haken i strupen saa malmen fôr ut gjennem nakken.
Tungt han faldt som den mægtige ek eller poppelen falder
eller en rankvokset gran som huggeren oppe i aasen
fælder med nyslepet øks til kjøl for det toftede langskib.
Saaledes laa han saa lang som han var ved den forspændte stridsvogn,
skjærende tænder og knuget det blodige støv i sin næve.
Grepet av sansesløs skræk blev hestenes styrer og vaaget
ikke engang at vende de vælige dyr for at flygte
bort fra fiendens haand; men helten Antilokos boret
raskt sin lanse gjennem hans krop, og brynjen av kobber
vernet ham ei, ti han rammet ham midt i buken med lansen.
Rallende segnet han om og faldt fra den prægtige stridsvogn.
Nestors mandhaftige søn Antilokos kjørte hans hester
bort fra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.
Helten Deïfobos gik i sorg over Asios’ skjæbne
kjækt paa Idomenevs løs og slynget den lynende lanse.
Dog, da Idomenevs rettet sit blik mot odden av kobber,
slap han at rammes og gjemte sig raskt bak skjoldet som altid
hang paa hans arm og var formet av rundskaarne oksehudsplater,
dækket med skinnende malm. To bøiler var fæstet til platen.
Ned bak skjoldplaten dukket han helt, og lansen fløi over.
Malmskjoldet klirret med brakende skrald, da den mægtige spydstang
streifet dets rand; men han slynget den ei av haanden forgjæves.
Like i leveren traf han den mægtige høvding Hypsenor,
Hippasos’ søn, ret under hans bryst og lammet hans lemmer.
Pralende ropte Deifobos stolt med rungende stemme:
«Uhevnet ligger ei Asios mer. Nei, selv naar han vandrer
ned til Hades’ port med den mægtige bom, vil han frydes,
tror jeg, av hele sin sjæl; ti nu fik han følge paa færden.»
Saaledes pralte han stolt og vakte akaiernes harme.
Helten Antilokos krympet sig mest av sorg i sit hjerte.
Dog i sin græmmelse glemte han ei sin fældede landsmand.
Rundt om kjæmpen han gik og dækket ham varlig med skjoldet.
To av hans staldbrødre bøide sig ned og grep om den faldne,
helten Mekistevs, Ekios’ søn, og den kjække Alastor.
Sorgfulde bar de den stønnende helt til de stavnhøie snekker.
Drotten Idomenevs kjæmpet med rastløs kraft; ti han søkte
altid at sænke i dødsmørkets nat en kjæmpende troer
eller at frelse akaiernes mænd, om han selv skulde falde.
Straks han fældte en søn av den høibaarne drot Aisyetes,
helten Alkátoos. Kjæmpen var maag av den gjæve Ankises,
gift med Hippodameia, den ældste av høvdingens døtre.
Ungmøens far og værdige mor i de hjemlige haller
elsket av hjerte sin datter; ti høit over alle veninder
stod hun i kvindelig syssel, i kløkt og i skjønnet, og derfor
kaaret den gjæveste troiske helt hin mø til sin hustru.
Selve Poseidon kuet ham nu med Idomenevs’ lanse,
blendet hans straalende blik og lænket de herlige lemmer.
Hverken formaadde han længer at fly eller vike tilside;
men som en støtte av sten eller træet med løvrike grener
stod han urørlig, da helten Idomenevs støtte den skarpe
lansespids midt i hans bryst og sprængte om barmen den sterke
brynje av malm, som vernet tilforn sin eier mot døden.
Klirrende braket den dumpt, da den brast for høvdingens lanse.
Drønende faldt han til jord, og lansen stod fast i hans hjerte.
Skjælvende slog det dog endnu og rystet det dirrende spydskaft,
indtil den vældige krigsgud selv lot livskraften svinde.
Pralende ropte Idomenevs stolt med rungende stemme:
«Gjæve Deifobos! mon vi kan si at vor regning er opgjort?
Tre har jeg fældet for én. Du pralte nok nys som en daare.
Kom nu, min pralende ven, og stil dig imot mig i tvekamp,
saa du kan se at en ætling av Zevs er kommet til striden.
Zevs blev Minos’ far, hin mægtige herskers paa Kreta.
Minos blev far til en søn saa gjæv, Devkalion kaldet.
Mig har Devkalion avlet som drot over talrike stridsmænd
hist paa det vidtstrakte Kreta, og hit har jeg stevnet paa skibe
dig til fordærv og din far og troernes kjæmper til vanheld.»
Saa han talte. Deifobos stod med tvil i sit hjerte,
enten han straks skulde fly til de modige troer og finde
der en hjælpende ven, eller friste en tvekamp alene.
Raadeligst fandt han det dog i sin tvil at gaa for at hente
helten Aineias til hjælp, og han fandt ham staaende ledig
bakerst i hæren; ti vred paa Priamos var han som tiest,
eftersom drotten ei hædret ham nok for hans manddom i striden.
Gik han da nær og talte med vingede ord til Aineias:
«Gjæve Aineias, troernes drot! Nu maa du tilvisse
hevne din svoger, saasandt nogen sorg kan ramme dit hjerte.
Kom, la os hevne din maag Alkatoos, helten som fordum
fostret dig hist paa sin hjemlige borg fra din spædeste barndom.
Nu har den navngjetne helt Idomenevs dræpt ham paa valen.»
Saa han talte og rørte Aineias’ hjerte i barmen.
Frem mot Idomenevs løp han og skyndte sig ivrig til kampen.
Dog, Idomenevs følte ei frygt som en vergeløs smaagut.
Helten holdt stand lik et vildsvin paa fjeld, som i lit til sin styrke
trodser de larmende jægeres flok som stormer imot det,
fjernt i den ødslige skog, og reiser de strittende børster;
— øinene lyser av flammende ild og det hvæsser sin hugtand,
lysten paa kamp mot jægernes flok og hundenes kobbel —
saaledes holdt den kjække Idomenevs stand mot Aineias,
nu da han stormet til kamp; men til vennerne ropte han høilydt,
da han Askalafos saa og Deipyros hist og Afárevs,
vennen Meriones selv og Antilokos, vældige kjæmper.
Manende lød de vingede ord, da han kaldte dem til sig:
«Venner, aa kom mig til hjælp! Her staar jeg alene og gruer
svart for Aineias, den fotrappe helt som stormer imot mig.
Kjæmpen er sterk og rask til at fælde en kriger paa valen.
Endnu staar helten i ungdommens blomst, i sin kraftigste alder.
Var vi saasandt saa like av aar som vi er det i manddom,
da skulde han eller jeg snart vinde en straalende seier.»
Saa han talte, og alle som én med modige hjerter
stillet sig hen til sin ven med skjoldene støttet mot skuldren.
Kaldte da ogsaa Aineias til hjælp sine trofaste venner,
da han Deifobos saa og Paris og helten Agenor.
Førere var de som høvdingen selv, og menige troer
fulgte i flok lik faar som følger en væder til vanding
hjem fra de frodige beiter, og gjæteren glæder sig saare.
Saaledes banket i jublende fryd Aineias’ hjerte,
nu da han fylkingen saa, som fulgte ham freidig i striden.
Rasende stormet de nu med vældige lanser i hænde
frem til en kamp om den faldne Alkátoos. Frygtelig braket
malmen om heltenes bryst naar de rammet hverandre i tumlen.
Fremfor de øvrige higet dog to av de tapreste kjæmper,
helten Aineias og drotten Idomenevs, sterke som Ares,
efter at flænge hinanden tilblods med det grusomme kobber.
Ret mot Idomenevs slynget nu først Aineias sin lanse.
Lynsnart saa han sig for og slap for den malmhvasse spydsodd.
Dirrende boret Aineias’ spyd sin malmodd i jorden.
Uten at ramme sit maal fôr det ut av hans vældige næve.
Men da Idomenevs traf Oinómaos like i buken,
sprængtes den hvælvede brynje, saa spydet fôr ind hans indvold.
Høvdingen segnet i støvet og grep med sin næve i jorden.
Helten Idomenevs rykket med kraft den vældige lanse
ut av hans krop; dog magtet han ei at rive det skjønne
malmpanser løs fra hans skuldre; ti haardt han trængtes med spydkast.
Ei var han længer i løp saa let paa foten som fordum,
hverken til hastig at hente et spyd eller vike til siden.
Kjækt i en nærkamp verget han sig mot dødsdagens jammer;
men til at flygte i hast fra en kamp var hans føtter for tunge.
Da han nu langsomt vek, tok Deifobos sigte og slynget
raskt sit blinkende spyd; ti forbitrelsen naget ham stadig.
Dog, han feilet som før; men Askálafos traf han i stedet,
Ares’ søn, og det vældige spyd fôr gjennem hans lever.
Høvdingen segnet i støvet og grep med sin næve i jorden.
Endnu hadde dog ei den vældige, brølende krigsgud
merket at sønnen var dræpt i stridslarmens grufulde tummel
ti paa Olympos’ høieste tind under skyernes guldglans
sat han, tvungen ved Alfaders bud, hvor ogsaa de andre
guder var nødt til i ro at holde sig borte fra kampen.
Frem til strid om den faldne Askálafos gik de i stormskridt.
Helten Deifobos rev fra Askálafos’ hode den blanke
kobberhjelm løs; men Meríones, rask som den stormende Ares,
kastet sig frem med sit spyd og rammet hans arm, saa den tunge,
gitrede hjelm faldt klirrende ned fra hans næve til jorden.
Rap som en høk fôr atter Meríones mot ham og rykket
ut av hans arm bak albuens led den vældige lanse.
Derefter vek han tilbake til vennernes flok; men Polítes,
bror av Deifobos, slog sine armer omkring ham og førte
høvdingen ut av den larmende strid, til de kom til de rappe
gangeres par som bak den brakende tummel paa valen
stod med den prægtige vogn, mens styreren holdt deres tøiler.
Henimot hjembyen kjørte de ham, og pint av sin vunde
stønnet han høit, mens blodstrømmen randt fra hans saarede høire.
Kjæmpet da alle de andre imens med rungende hærskrik.
Frem mot Afarevs, en søn av Kalétor, stormet Aineias,
just som han vendte sig mot ham, og støtte ham spydet i strupen.
Hodet sank over til siden, og skjold og skinnende malmhjelm
fulgte i faldet, og døden, den lammende, sænket sig om ham.
Men da Antílokos saa, at Toon vendte ham ryggen,
styrtet han frem og flænget med skarpslepen lanse den lange
aare som løper langs lænder og ryg helt op under nakken.
Tvers gjennem aaren han skar, og bakover faldt han i støvet,
rækkende armene frem i bøn mot de elskede venner.
Straks fôr Antílokos frem og rev ham av kroppen hans rustning,
speidende rundt; ti troernes flok som sanket sig om ham,
rammet hans skinnende skjold, men magtet dog ikke at flænge
bakenfor skjoldet Antílokos’ hud med det grusomme kobber,
saasom den vældige jordryster selv, den sterke Poseidon,
verget sin yndling, Nestors søn, i den tætteste spydregn.
Troerne undte ham aldrig en hvil. Til høire og venstre
vendte han sig. Ei hvilte hans spyd, men svingedes altid
raskt til lynsnare støt; ti utrøttelig higet hans hjerte
efter at ramme en kjæmpe med spyd eller gaa ham paa livet.
Adamas, Asios’ søn, blev var at han sigtet i flokken.
Straks fôr han rasende frem og traf med det hvæssede kobber
midt i hans skjold; men havguden selv med de kulsorte lokker
undte ham ikke at røve hans liv, men knækket hans lanse.
Halvten av spydskaftet stod, lik en pæl som ilden har hærdet,
fast i Antílokos’ skjold, og halvten laa splintret i støvet.
Hen til vennerne vek han i gru og flygtet for døden.
Dog, Meríones fulgte ham straks og traf ham med spydet
midt mellem lysken og navlen, et sted hvor de sværeste smerter
voldes en dødelig mand, naar han rammes av krigsgudens vunder.
Der blev det sittende fast, og sprællende fulgte han spydet.
Likesom oksen paa vildsomme fjeld, naar gjæterne binder
repene om den og trækker den med, saa nødig den følger,
saaledes sprællet et øieblik nu den saarede kjæmpe,
indtil Meríones traadte ham nær og rykket den skarpe
lansespids ut av hans krop og dødsmørket slørte hans øine.
Hélenos gik paa Deipyros løs og rammet hans tinding
haardt med sit trakiske sverd, saa malmhjelmen føk fra hans hode.
Hvirvlende faldt den til jord, og en av akaiernes sønner
grep den i hast, da den trillet avsted mellem kjæmpernes føtter.
Sortnende dødsnat sænket sig brat over høvdingens øine.
Harm blev Atrevs’ søn, den høimælte helt Menelaos.
Truende gik han paa Hélenos løs og svinget sit skarpe
spyd mot den høibaarne drot, som lynsnart spændte sin bue.
Begge fôr frem i selvsamme stund for at ramme hinanden,
én med det hvæssede spyd, den anden med pilen fra strengen.
Først skjøt Priamos’ søn og traf ham med pilen i brystet.
Dog, mot panserets hvælv glap pilen, den bitre, til siden.
Likesom naar paa den vidtstrakte plads, hvor kornet blir renset,
erter og sortbrune bønner fra skovlen blir slynget saa vide
baade av susende vind og av treskerens kraftige næve,
saaledes fløi fra den herlige helt Menelaos’ panser
pilen, den bitre, tilside i hast, og fjernt blev den slynget.
Rammet da Atrevs’ søn, den høimælte helt Menelaos,
haanden som høvdingen holdt om den glattede bue, og spydet
trængte med odden av malm gjennem næven og ind i hans bue.
Vek han da hastig til vennernes flok og flygtet for døden.
Haanden hang mat ved hans side, og efter sig slæpte han spydet.
Helten Agenor fik rykket det ut av hans næve og viklet
varlig om saaret et velflettet baand av fineste uldgarn,
tat fra en slynge som væbneren holdt for den mægtige høvding.
Helten Peisandros gik frem mot den herlige drot Menelaos.
Skjæbnen, den grufulde, grep ham og førte ham like i døden;
ti i en frygtelig strid blev han kuet av dig, Menelaos!
Da de var kommet paa nærmeste hold i det blodige møte,
glap det for Atrevs’ søn, og forbi fôr spydet det skarpe.
Helten Peisandros, som traf Menelaos’ skjold med sin lanse,
magtet dog ei at drive den hvæssede malm gjennem platen.
Skjoldet, det mægtige, stanset hans spyd, og skaftet blev knækket
like ved malmodden just da han selv hadde haabet at seire.
Straks drog Atrevs’ søn sit sverd med de sølvblanke nagler,
stormet saa løs paa Peisandros, som gjemt bak skjoldet fik grepet
øksen av haardeste malm med oliventræs skaftet det lange,
glattet med kunst, og i selvsamme stund gik de løs paa hinanden.
Traf da Peisándros hans hjelm helt oppe ved hestehaarsbusken.
Men da han nærmet sig, hugg Menelaos helten i panden
ret over næsen saa benene brast og de blodige øine
faldt for hans føtter i støvet. Han vred sig i kval da han segnet.
Men med sin hæl paa høvdingens bryst rev straks Menelaos
rustningen løs fra hans krop og ropte i haanende jubel:
«Slik skal vi sagtens faa jaget jer væk fra danaernes skibe,
pralende troer, som aldrig faar nok av de grufulde kampe.
Ei har det manglet jer frækhetens mod til skammelig udaad,
slik som I øvet mot mig, I skamløse hunder! og aldrig
gruet I selv for den tordnende Zevs som i straffende vrede
hevner en vert. Eders kneisende by skal han visselig engang
styrte i grus; ti min elskede viv og talrike skatte
røvet I frækt, skjønt hun selv i sit hjem hadde huset jer gjestmildt.
Nu staar hele jer hu til at slynge de flammende brande
mot vore hurtige snekker og dræpe akaiernes helter.
Dog, hvor lystne I er, saa maa I nok stanse med kampen.
Alfader Zevs! det er sagt at du staar høit over alle
mænd og guder i visdom, og dog er det dig, som har gjort det,
du som har skjænket din naadige hjælp til de grummeste voldsmænd,
lovløse troiske mænd som i frækkeste overmod aldrig
mættes av voldsdaad i krig og av grufuldt herjende kampe.
Alt blir en dødelig mæt av til slut, av søvn og av elskov,
selv av den søteste sang og av frydefuld dans over tilje,
glæder som hjertet maa ønske sig mer end krig og tilfulde
attraa at nyte; men aldrig blir troerne mætte av kampen.»
Saaledes talte den herlige helt Menelaos og spændte
rustningen løs fra hans krop og rakte den til sine svende.
Selv fôr han ind paany i de kjæmpendes forreste rækker.
Der gik drotten Pylaimenes’ søn Harpalion mot ham.
Høvdingen fulgte sin far, da han stevnet i leding til Troja;
men til det elskede fædrenehjem kom han aldrig tilbake.
Kjækt gik han løs paa Atrevs’ søn og slynget sin lanse
midt i hans skjold, men magtet dog ei at drive den gjennem.
Vek han da hastig til vennernes flok og flygtet for døden,
speidende rundt for at slippe for saar av det flængende kobber.
Men da han vek, tok helten Meríones sigte og rammet
haardt med den malmhvasse pil i sætet til høire, og pilen
boret sig like ved blæren igjennem hans krop under hoften.
Bakover segnet han om hvor han stod, og i vennernes arme
aandet han ut og laa som en orm i hele sin længde
utstrakt paa jorden og vætet dens muld med en sortnende blodstrøm.
Men om den fældede samlet sig straks paflagoniske kjæmper,
løftet ham op i hans vogn og sørgende kjørte de helten
hen til det hellige Troja. Hans far gik graatende efter.
Ei fik han bot for den elskede søn som var segnet i døden.
Vred blev Paris i hu da han faldt; ti hans gjesteven trofast
var han fra fordums tid blandt paflagonernes skarer.
Harmfuld sendte han ut en malmhvæsset pil fra sin bue.
Fjernt fra Korintos var kommet en helt, den gjæve Evkénor,
rik og høibaaren, en søn av den fremsynte drot Polyïdos.
Selv var han viss paa en sørgelig død, da han steg paa sit langskib;
ti Polyïdos, hans graanede far, hadde spaadd ham saa ofte
at han av pinefuld sott skulde dø i de hjemlige haller
eller bli dræpt av troiske mænd ved akaiernes snekker.
Derfor skydde han nu baade landsmænds straffende domme
og den usalige sott for at spare sit hjerte for kvaler.
Paris fik rammet ham haardt under kjæven og øret, og livet
flygtet fra lemmerne brat, og mørket, det grufulde, tok ham.
Saaledes raste den hidsige kamp som luende flammer.
Ei blev der bragt noget bud til Hektor, Alfaders yndling.
Endnu visste han ei at hist ved flaaten til venstre
dræptes hans folk av akaiernes mænd og at seierens hæder
vinket dem snart; ti den mægtige gud som ryster al jorden,
egget dem ivrig og skjermet dem selv med sin vældige styrke.
Hektor stod hvor han først sprang ind gjennem porten og muren
dengang han sprængte med kraft danaernes skjoddækte rækker.
Der laa Aias’ skibe og Protesilaos’ snekker
trukket paa land ved det graalige hav, og der var den sterke
ringmur, som vernet dem, lavest, og mænd og vælige hester
stormet nu løs paa hverandre just der i de heteste kampe.
Kjække boioter og ioner i slæpende fotside kjortler,
gjæve epeier i skinnende malm og lokrer og ftier
verget sig der med nød mot Hektor som stormet mot flaaten
sterk som en ild; men de hadde ei kraft til at slaa ham tilbake.
Der stod atenernes utvalgte mænd med sin høibaarne fører
helten Menestevs, Peteos’ søn. Ham fulgte den kjække
Stikios, Feidas og Bias. Epeiernes fyrster var Meges,
Fylevs’ søn, og Amfion, mens Drakios kom som den tredje.
Ftiernes drotter var Medon og helten den djerve Podarkes.
Medon var drotten Oilevs’ søn. Hans mor var en frille.
Halvbror var han av Aias. I Fylake var han til huse,
fjernt fra sit land og sit fædrenehjem, fordi han i vrede
dræpte en bror av Oilevs’ viv Eriopis, hans stedmor.
Helten Podarkes var søn av Ifiklos, Fylakos’ ætling.
Rustet gik disse til kamp i spidsen for modige ftier
nærmest boioternes hær for at verne de stavnhøie snekker.
Ikke et skridt vilde Aias, den fotrappe søn av Oilevs,
vike paa valen fra Telamons søn, den vældige Aias;
men som de rødbrune okser, hvis tvespand med selvsamme iver
trækker paa marken den tømrede plog, mens sveden i strømme
silrer fra hornenes rot og rinder dem ned over panden —
— bare av trækaakets glattede træ er de skilt, naar de skrider
furerne langs med den skjærende plog til akerens grænse —
saaledes stillet de to sig nær ved hinanden i striden.
Dog med Telamons kraftige søn gik rækker av tapre
svende som fulgte sin drot og bar paa hans mægtige malmskjold,
hvergang av træthet og sved hans spænstige knær vilde segne;
men med Oilevs’ søn gik ei de lokriske kjæmper.
Lokrernes krigere hadde ei mod paa staaende kampe,
saasom de ei hadde hjelmer av malm med vaiende hjelmbusk,
eller var rustet med vernende skjold og asketræs lanser.
Bare til spænstige buer og slynger av flettede uldbaand
satte de alle sin lit, da de fulgte sin fører til Troja.
Dermed rammet de kjapt og sprængte de troiske rækker.
Saaledes kjæmpet nu hine med kraft i skinnende rustning
forrest i slaget mot troernes mænd og den malmklædte Hektor.
Bak laa disse og skjøt fra sit skjul, saa troernes rækker
vaklet i pilenes regn og glemte sin lyst til at kjæmpe.
Nu hadde troerne flygtet med skam fra snekker og telter,
drevet tilbake med vold til det stormomsusede Troja,
dersom Polydamas ei hadde talt til den modige Hektor:
«Hektor, det falder dig tungt at lyde et raad fra en anden.
Saasom i krigeres dont en gud har gjort dig til mester,
vil du tillike i raadsnar kløkt være bedre end andre.
Aldrig vil du dog selv kunne vælge dig alt hvad du ønsker.
Én har guderne git de herligste kræfter i kampen,
andre den yndige dans eller sang til citarens toner;
men hos en anden har Zevs, den tordnende hersker, i brystet
plantet den fremsynte kløkt, som kommer saa mange tilgode.
Byer endog har den frelst; selv vet han dog bedst hvad han evner.
Vel, saa vil jeg da si hvad jeg tror maa være det bedste.
Nu er du kringsat og stængt overalt av krigsluens flammer,
og av de troiske mænd som stormet saa kjækt over muren,
holder nu somme med vaaben i haand sig borte; men andre
kjæmper ved skibene spredt, skjønt færre i tal mot de mange.
Gaa nu tilbake og kald vore gjæveste helter til møte,
saa vi i fuldtallig raad av al vor evne kan drøfte
om vi, saasandt en gud vil unde os seier, skal styrte
frem mot de toftede snekker paany, eller om vi skal vende
uskadt fra skibene hjem; ti jeg frygter at Argos’ helter
snart vil betale sin gjæld fra igaar med blodige renter.
Hist ved skibene sitter jo nu en utrættelig kriger,
en som forvisst ikke længer vil holde sig borte fra kampen.»
Saaledes lød hans gavnlige raad, og Hektor var enig.
Straks sprang han ned fra vognen til jord i straalende rustning.
Bydende lød hans vingede ord, da han talte til helten:
«Gjæve Polydamas! hold vore tapreste helter tilbake.
Selv vil jeg skynde mig dit for at møte de sværeste stormløp.
Hit skal jeg komme tilbake, saasnart jeg har meldt dem mit budskap.»
Saa han talte og fôr som et skred fra snedækket tinde
frem under rungende rop mellem troers og hjælperes skarer.
Hen til Polydamas, Pántoos’ søn, den mandige høvding,
strømmet de alle i hast, da de hørte hint hærskrik fra Hektor.
Frem til de forreste rækker han gik og søkte at finde
helten Deifobos først og Hélenos, drotten saa kraftig,
Adamas, Asios’ søn, og Asios, Hyrtakos’ ætling.
Uskadt fandt han dem dog ikke mer eller alle i live.
Somme laa dræpt ved den bakerste stavn av akaiernes skibe.
Der hadde heltene mistet sit liv for argeiernes hænder.
Saaret med skud eller stik laa andre bak hjembyens mure.
Dog paa den grufulde val til venstre i stridstumlen fandt han
snart Aleksandros, sin bror, den haarfagre Hélenas husbond.
Svendenes mod han styrket og egget dem ivrig til kampen.
Traadte da Hektor ham nær, og haanende talte han til ham:
«Uykkes-Paris, du kvindernes lyst, du fagre forfører!
Hvor er Deifobos nu og Hélenos, drotten saa vældig,
Adamas, Asios’ søn, og Asios, Hyrtakos ætling?
Hvor er Otryonevs? Svar! Nu ligger det kneisende Troja
styrtet i grus. Forvisst maa vi vente os døden den bratte.»
Svarte da straks Aleksandros, hin helt saa skjøn som en guddom:
«Hektor! du laster en skyldløs mand i din brændende ildhu.
Ellers det kunde vel hænde jeg holdt mig tilbake fra kampen.
Dog, som en usselryg fødte min mor mig ikke til verden;
ti fra den stund du egget vor hær til at kjæmpe ved flaaten,
færdes vi her i den blodige strid med danaernes helter
uten et øiebliks hvil. De venner du spør om er faldne.
Bare Deifobos frelstes og Hélenos, drotten saa kraftig.
Herfra ilte de bort; ti begge blev saaret i haanden
nylig med vældige spyd; men Zevs har frelst dem fra døden.
Før os nu dit, hvor det tykkes dig bedst i dit sind og dit hjerte.
Vi skal følge dig freidig til kamp, og det tør jeg love:
Ei skal det mangle paa manddom og mod, saa langt som vi evner.
Verge sig mer end han evner, er uraad selv for den tapre.»
Saaledes svarte han freidig sin bror og mildnet hans hjerte.
Skyndte da begge sig dit hvor kampen og striden var hetest,
der hvor Kebríones stod og Polydamas, helten saa mandig,
Falkes, Ortaíos og Palmys og drotten saa gjæv Polyfetes,
og hvor Askanios kjæmpet og Morys, Hippótions sønner.
Dagen tilforn ved det tidligste gry var de kommet med stridsmænd
fjernt fra Askaniens land, og nu drev Zevs dem til kampen.
Heltene styrtet nu frem lik stormens ustyrlige byger
naar de med Alfaders brakende skrald slaar nedover marken. —
— Havdypet røres med frygtelig larm og talløse bølger
velter sig vide i brott og brand med skumhvite kammer
rullende hen over brusende sjø i endeløs række.—
Saaledes fulgte i skinnende malm de fylkede troer,
somme i spidsen, mens andre gik bak, sine drotter til kampen.
Forrest gik Hektor, Priamos’ søn, saa kampgrisk som Ares.
Foran sig holdt han det kredsrunde skjold av talrike tætte
oksehudslag og dækket av kobberets hamrede plate.
Truende nikket den straalende hjelm om høvdingens tinding.
Frygtløs stormet han frem langs fiendens fylking og fristet
om de maaske vilde fly, naar han møtte dem dækket av skjoldet.
Dog, han rokket ei manddom og mod i akaiernes hjerter.
Aias gik frem med vældige skridt og æsket til tvekamp:
«Kom mig dog nær, min ven! Hvi søker du faafængt at skræmme
Argos’ mænd. Vær tryg! vi er slet ikke ukjendt med krigen;
men det er Zevs som har tugtet os nu med sin sviende svepe.
Nu har du sagtens et haab om at herje med ild vore snekker.
Dog, du skal føle at ogsaa hos os er der hænder til forsvar.
Nei, langt før kan det ske at byen, hvor selv I er hjemme,
tages av os med stormende haand og jevnes med jorden.
Trygt tør jeg si at stunden er nær, da du selv i din rædsel
flygter og ber til Zevs og alle de evige guder,
at dine hester maa ile forbi de vingede falker,
naar de i hvirvlende støv skal føre dig hjem over sletten.»
Neppe var ordene talt, da svævet til høire for helten
ned fra det høie en ørn, og akaierne jublet av glæde,
styrket ved tegnet; men Hektor, den straalende helt, tok til orde:
«Aias, hvad var det du kom til at si, du brautende mundhelt?
Gid jeg saasandt var udødelig selv og en søn av den høie
aigissvingende Zevs, og min mor var den værdige Hera!
Gid jeg saasandt var hædret saa høit som Apollon og Pallas,
som det er sikkert at dagen idag skal bringe jer vanheld,
alle som én, og selv skal du dø saasandt som du dristig
vaager at staa for mit spyd, som skal flænge dig huden den hvite.
Da skal troernes hunder og graadige rovfugler mættes
her ved akaiernes leir med fett og med kjøt av dit aatsel.»
Saaledes ropte han stolt, og selv gik han frem, og de andre
fulgte med frygtelig larm, og bak ham jublet hans svende.
Ogsaa argeierne skrek og mistet saavisst ikke modet.
Kjækt holdt fylkingen stand mot de stormende troiske helter.
Larmen fra begge steg op til Zevs i hans straalende æter.
frem til skibene, lot han dem der ustanselig døie
trængsel og nød. Selv vendte han bort de straalende øine
fjernt til de trakiske vognkjæmpers land og de stridbare mysers.
Derefter mønstret hans blik hippomolgernes folk, som i armod
lever av hoppernes melk, det retfærdigste folk under himlen.
Ei mot Ilios vendte han mer de straalende øine,
saasom han trodde forvisst at ingen udødelig guddom
vaaget at hjælpe danaernes mænd eller troernes kjæmper.
Dog, han sat ikke blind paa sin vakt, den sterke Poseidon.
Høit paa den øverste tind av det skogrike trakiske Samos
sat han og skuet med undrende blik paa de grufulde kampe.
Der laa Ida fra isse til fot for herskerens blikke;
derfra skuet han Priamos’ by og akaiernes snekker.
Dit steg han op fra sit hav, og han ynket de kjæmper som segnet
brat for troernes spyd, og paa Zevs var han saare forbitret.
Straks steg havguden ned fra fjeldryggens takkede tinder.
Føtterne flyttet han raskt, og skog og langstrakte aaser
skalv ved den mægtige gud Peseidons vældige fottrin.
Treganger tok han et skridt; ved det fjerde stod guden ved maalet,
Aigai, der hvor et gyldent palads er bygget for drotten,
straalende herlig paa havbugtens bund til evige tider.
Der steg han ned og spændte for karm det malmskodde tvespand,
gangere rappe som vinden med guldgule flagrende manker,
spændte saa selv om sit bryst den guldsmykte brynje og fattet
raskt om den prægtige svepe av guld og hoppet paa vognen.
Hen over bølgerne rullet han let, og fra kløfter i dypet
dukket der havtroll frem overalt; ti de kjendte sin herre.
Havflaten smilte og jevnet hans vei, og gangerne ilte
frem som paa vinger. Ei vætet et stænk hans aksel av kobber.
Hestene trak ham i dansende trav til akaiernes snekker.
Nede paa havdypets bund har guden en rummelig grotte
midt mellem Tenedos’ ø og Imbros’ takkede tinder.
Der lot Poseidon, hin jordryster sterk, sine gangere stanse,
spændte dem begge fra karm og la den himmelske næring
for dem og bandt deres fot uløselig fast med de sterke
lænker av guld. Der skulde de staa, til den mægtige hersker
vendte tilbake. Selv ilte han hen til akaiernes snekker.
Troerne fulgte i flok med larm og rungende hærskrik
Hektor, Priamos’ søn, som en ild, naar den jages av stormen,
griske paa kamp; ti at vinde med vold akaiernes skibe
haabet de trygt og at fælde i strid de tapreste helter.
Dog, Poseidon som knuger i favn og ryster al jorden,
egget akaiernes mod, da han kom fra det kjølige havdyp.
Havguden lignet av stemme og vekst den fremsynte Kalkas.
Først til de tvende Aianter tok guden til orde og mælte:
«Hør mig, Aianter! I to kan frelse akaiernes fylking,
dersom I tænker paa kamp og ei paa den isnende rædsel.
Ellers forfærdes jeg ei for troernes kraftige hænder,
skjønt de i flok og følge har stormet vor mægtige ringmur.
Nei, ti akaiernes malmklædte mænd vil stanse dem alle.
Derimot ræddes jeg svart at der her er fare paa færde,
her hvor den rasende helt gaar frem som en herjende flamme,
Hektor som brautende kalder sig søn av selve Kronion.
Maatte saasandt en gud faa lagt eder begge paa sinde
selv at holde urokkelig stand og egge de andre,
visselig jog I ham da med skam fra de hurtige snekker,
er det end selve hin drot paa Olymp som vækker hans kampmod.»
Saaledes talte hin gud som favner og ryster al jorden,
rørte dem saa med sin stav og fyldte med mod deres hjerter.
Bøielig gjorde han hvert et lem, baade føtter og armer.
Selv fløi havguden bort lik en falk som paa pilsnare vinger
stiger fra svimlende stup paa den skyhøie tinde og svæver
hen over sletten i jagende fart efter flygtende smaafugl.
Saaledes fôr den sterke Poseidon bort fra dem begge.
Helten Oïlevs’ fotrappe søn var den første som saa det.
Talte han da til Telamons søn, den vældige Aias:
«Aias, forvisst har en gud i spaamandens skikkelse steget
ned fra det høie Olymp og budt os at kjæmpe ved flaaten.
Ja, for det var ikke Kalkas, som tolker os gudernes varsler.
Tydelig saa jeg, nu da han gik og vendte os ryggen,
skikkelsens lægger og fotlag; ti guder er lette at kjende.
Desuten føler jeg selv i mit bryst langt mere end fordum
djerveste mod til at vaage en dyst i det blodige stevne.
Foten vil gaa av sig selv, og hænderne higer mot kampen.»
Straks tok Telamons søn, den vældige Aias, til orde:
«Ogsaa med mig er det saa. Med kjæmpekraft knuger de sterke
hænder mit spyd. Mit kampmod er vakt, og begge de raske
føtter vil frem. Nu ønsker jeg selv at møte i tvekamp
Priamos’ vildt fremstormende søn, den vældige Hektor.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden,
glade ved lysten paa kamp som en gud hadde vakt hos dem begge.
Egget da guden Poseidon imens de bakerste stridsmænd,
helter som søkte et øiebliks hvil ved de hurtige snekker;
ti deres kraftige lemmer var brutt av lammende træthet,
mens de med sorgfuldt sind maatte se at troerne stormet
frem over selve den mægtige mur i talrike skarer.
Taarerne randt under bryn, da de saa sine fiender seire.
Fly fra dødsfaren haabet de ei. Da ilte Poseidon
hen til de slagne og egget paany de kraftige rækker.
Tevkros og Leïtos møtte han først og bød dem at kjæmpe.
Helten Penéleos traf han, Deipyros dernæst og Toas;
derefter Nestors søn og Meriones, stridbare kjæmper.
Manende lød hans vingede ord, da han egget dem alle:
«Skam jer, argeier! Jeg trodde saa visst, at I som er unge
kraftige mænd, skulde frelse i kamp vore hurtige snekker.
Men dersom I i den grufulde kamp skal svigte i slaphet,
da er den kommet den dag, da vi kues av troernes vælde.
Aa, for en skam! Hist skuer mit blik et merkelig under,
grufuldt tillike, et under jeg ei hadde trodd kunde hænde:
troerne nær vore skibe! de samme som hittil har lignet
flygtende hjorter som falder i skog som hjælpeløst bytte,
enten for panter og graadig sjakal eller glubende ulver,
flakkende vildsomt omkring uten kraft eller mod til at kjæmpe.
Saaledes hadde jo aldrig tilforn de troiske stridsmænd
lyst til at staa for akaiernes kraft og farlige hænder.
Nu tør de kjæmpe saa fjernt fra sin by ved de stavnhøie snekker
bare paa grund av førerens feil og krigernes slapnet;
ti i sin vrede mot ham har de slet ingen lyst til at verge
kjækt vore snekker, men myrdes i flok ved skibenes bakstavn.
Men om det end er sandt at skylden unegtelig ligger
ene hos Atrevs’ søn, den mægtige drot Agamemnon,
saasom han krænket fornys Peleiden, den raske Akillevs,
derfor har slet ikke vi nogen ret til at svigte i kampen.
Nei, la os bøte vor feil! En helt lar sig tale tilrette.
Ei er det rigtig av jer at glemme det stormende kampmod,
I som er gjævest i hele vor leir. Jeg vilde jo aldrig
refse en stymper, en mand som trak sig tilbake i feighet,
ræd for en kamp; men paa jer maa jeg harmes av inderste hjerte.
Aa, mine venner. I volder jo snart ved denne jer sløvhet
ulykker større end nu. Enhver maa dog føle i hjertet
blygsel for menneskers dom; ti frygtelig raser jo striden.
Hektor kjæmper med rungende rop helt fremme ved flaaten.
Nys har den vældige sprængt vor port og den mægtige tverbom.»
Saaledes talte Poseidon og egget akaiernes helter.
Mandjevnt stillet sig atter i flok om de tvende Aianter
kraftige rækker som krigsguden selv eller skjoldmøen Pallas
ei, om de kom, hadde lastet; ti utvalgte mænd av de bedste
ventet i række og rad paa Hektor og troernes stridsmænd,
holdende spyd ved spyd og skjold ved skjold som et gjærde.
Krigernes skjold var støttet til skjold og hjelmer til hjelmer.
Kjæmperne stod saa tæt, at de hestehaarsmykkede hjelmer
møttes med skjermenes straalende malm, naar de rørte sit hode.
Dirrende bøide sig lansernes skaft, naar modige hænder
svang dem med kraft. Frem higet de kjækt og brændte av kamplyst.
Frem gik troernes kjæmper i flok, og forrest gik Hektor.
Rasende stormet han frem lik en sten som den flommende fjeldbæk
velter fra ytterste skrænt, naar den svulmer i vinterens øsregn,
skyllende bort hvert fæste som bandt den herjende stenblok.
Høit den hopper i vældige byks og det braker i skogen.
Støt og ustanselig farer den frem, til den kommer paa sletten.
Videre ruller den ei, hvor vild end farten har været.
Saaledes truet nu Hektor en stund med at storme med lethet
like til havdypets strand mellem fiendens telter og snekker,
dræpende vildt; men straks da han traf de sluttede rækker,
stanset han brat i sin fart; ti argeierne stormet imot ham.
Huggende til med sverd og dobbelthvæssede lanser
drev de ham bort, og haardt blev han trængt, da han selv maatte vike.
Rungende lød hans røst da han ropte til troernes skarer:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Staa, hvor I staar. Ret længe vil ei akaiernes stridsmænd
trodse min kraft, hvor tæt de end har stillet sin fylking.
Nei, de viker nok snart for mit spyd, saasandt som mit kampmod
vaktes av gudernes drot, av Heras vidttordnende husbond.»
Saa han talte og vakte hos heltene kraften og modet.
Da skred Priamos’ søn Deïfobos, stolt av sin manddom,
fremad i skaren. Sit kredsrunde skjold bar helten paa armen.
Føtterne flyttet han let og dækket sig varlig med skjoldet.
Straks tok Meriones sigte og kastet sin blinkende lanse.
Spydet fôr ikke forbi, men rammet i oksehudsskjoldet.
Dog gjennem platerne drev han det ei; men fremme ved odden
brast det vældige spydskaft, da helten Deifobos lynsnart
løftet mot spydet sit oksehuds skjold; ti krigerens hjerte
bævet av gru for Meriones’ spyd. Den skuffede høvding
trak sig tilbake til vennernes flok i nagende harme,
baade for seiren som glap og for lansen som brast imot skjoldet.
Selv gik han hastig avsted til akaiernes telter og skibe
efter det mægtige spyd, som han hadde derhjemme i teltet.
Alle de øvrige kjæmpet imens med gjaldende hærskrik.
Først vog Telamons søn, den modige Tevkros, en stridsmand,
Imbrios, vældig med lansen, en søn av den hestrike Mentor.
Høvdingen bodde i Pedaions by, før akaierne landet,
gift med Medesikaste, kong Priamos’ barn med en frille.
Men da danaernes hær var kommet paa stavnhøie snekker,
drog han til Troja paany og var blandt de første i byen.
Priamos hædret ham høit som en søn; og han bodde hos drotten.
Ham traf Telamons søn med det vældige spyd under øret,
trak det saa atter tilbake, og Imbrios segnet lik asken,
som paa den fjerntfra synlige top av en kneisende aasryg
falder for øksen og segner til jord med de skjælvende blade.
Saaledes faldt han til jord, og rustningen klirret om manden.
Frem fôr Tevkros paany for at røve hans rustning; men Hektor
sigtet med blinkende spyd paa høvdingen midt i hans stormløp.
Lynsnart saa han sig for og slap med nød for at rammes
selv av det malmhvasse spyd; men Amtimakos traf det i brystet,
Aktors sønnesøn, Kteatos’ søn, da han ilte til striden.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Hektor sprang frem for at rive i hast fra høvdingens hode
hjelmen som sluttet sig tæt til den kjække Antimakos’ tinding.
Strakte da Aias sig frem med den blinkende lanse og stanset
Hektor i løpet, men saaret ham ei; ti det bomfaste kobber
dækket ham helt; men like i skjoldbulen traf han og støtte
Hektor tilbake med frygtelig kraft. Fra begge de faldne
vek han i hast, og akaiernes høvdinger slæpte dem med sig;
ti atenernes fyrster, Menestevs og Stikios, bragte
helten Amtimakos’ blodige lik til akaiernes fylking,
medens de tapre Aianter bar Imbrios med sig fra valen.
Lik to løver som tar fra en flok hvastandede hunder
inde i tætteste skogholt en gjet og holder sit bytte
høit over marken og bærer det bort i de mægtige kjæver,
saaledes løftet Aianterne høit den faldne og røvet
hele hans rustning. Saa hugget Oïlevs’ søn, for at hevne
vennen Antimakos, hovedet løs fra halsen den bløte,
svang det i haanden og hvirvlet det hen som en bold gjennem skaren.
Like ved Hektors føtter det faldt og trillet i støvet.
Grepen i hjertet av bitreste harm blev guden Poseidon,
nu da hans sønnesøn segnet paa val i den grufulde tummel.
Hastig gik guden avsted til akaiernes telter og snekker,
eggende alle til kamp; men troerne voldte han kvaler.
Helten Idomenevs møtte ham først, hin mester med lansen,
hastende hjem fra en ven som nys var kommet fra kampen,
saaret i hasen av skjærende malm og baaret av landsmænd.
Ham lot Idomenevs pleie av kyndige læger og ilte
selv til sit telt; ti end stod hans hu til at stevne til kampen.
Havdypets mægtige drot Poseidon ropte til helten,
lignende Toas, Andraimons søn, av aasyn og stemme,
han som i Plevron og Kalydons by paa den kneisende aasryg
styrte aitolernes folk og hædredes høit som en guddom:
«Si mig, Idomenevs, kreternes drot, hvor er nu de stolte
trusler mot troernes mænd som akaierne ofte lot høre?»
Straks tok kreternes drot Idomenevs ordet og svarte:
«Toas, saavidt jeg kan se, kan ei nogen stridsmand med rette
lastes for dette; ti hver av os gjør sit bedste i kampen.
Ingen gir tapt i sansesløs frygt eller holder sig lunkent
borte fra stridslarmens gru. Nei, nu maa det visselig være
Zevs, den almægtiges, vilje at alle akaier skal segne
her i sin grav uten hæder og ry, langt borte fra Argos.
Toas, du var jo tilforn en drabelig stridsmand og egget
ogsaa en anden til kamp, naar du saa at han slapt gav sig over.
Svigt da nu ikke selv og driv de andre til kampen.»
Nu tok Poseidon, hin jordryster sterk, til orde og svarte:
«Gjæve Idomenevs! Maatte en mand ei vende ilive
hjem fra Troja, men vorde til lek for graadige hunder,
hvis han idag med vilje er slap og nøler i kampen.
Hent nu du dine vaaben og kom! ti nu maa vi friste,
selv om vi bare er to, at stræve det bedste vi evner.
Endog de svake kan virke med kraft, naar de bruker den samlet.
Vi to skulde da trygt kunne slaas med de tapreste kjæmper.»
Saa han talte, og guden gik selv tilbake til kampen.
Men da Idomenevs kom til sit vel avstivede leirtelt.
spændte han rustningens plater om bryst og grep sine lanser,
fôr saa avsted lik et lyn som Kronos’ søn med sin høire
griper og slynger med kraft fra Olympos’ lysende tinde
menneskers slegt til et tegn, og straalerne skinner saa vide
saaledes skinnet den blinkende malm om hans bryst under løpet.
Høvdingens modige væbner Meriones kom ham i møte
nær ved hans telt; ti han kom for at hente en malmhvæsset lanse.
Straks tok den kraftige drot Idomenevs ordet og mælte:
«Raske Meriones, Molos’ søn, min kjæreste staldbror,
si mig, hvi stevner du hit fra kamp mot fiender grumme?
Fik du et saar, og pines du haardt av spydsoddens vunde,
eller har nogen nu sendt dig med bud? Det huer mig ikke
feigt at sitte i ro i mit telt. Min hu staar til kampen.»
Straks tok den kløktige helt Meriones ordet og svarte:
«Gjæve Idomenevs, mægtige drot for de malmklædte kreter!
Nei, men dersom du har i dit telt en lanse tilovers,
kommer jeg nu for at hente mig én; ti jeg knækket min egen
nys da jeg rammet Deifobos’ skjold, den mandige krigers.»
Atter tok kreternes drot Idomenevs ordet og svarte:
«Vil du, saa finder du hist i mit telt av blinkende lanser
tyve saa sikkert som én; i rad staar de lænet til væggen,
bytte fra troiske mænd som jeg vog; ti det huer mig aldrig
lunkent at holde mig fjernt fra fienders fylking i kampen.
Derfor eier jeg her baade spyd og buklede skjolde,
hjelmer og brynjer av blinkende malm i straalende rækker.»
Straks tok den kløktige helt Meriones ordet og mælte:
«Selv har jeg hist i mit telt ved det tjærede langskib en mængde
troiske spyd; men det blir mig for langt at hente dem derfra.
Trygt tør jeg si om mig selv at jeg aldrig forglemmer min manddom;
men i de blodige slag, hvor helter har hæder at vinde,
staar jeg i forreste rad, hvor den heteste kamp er i vente.
Ventelig er der vel dem blandt akaiernes sønner som litet
kjender min færd i en kamp; men selv maa du kjende den nøie.»
Atter tok kreternes drot Idomenevs ordet og mælte:
«Ja, jeg kjender dit mod. Hvi nævner du det som er selvsagt?
Valgtes ved skibene her de gjæveste blandt os og sendtes
frem til et bakhold, hvor mændenes mod kommer lettest tilsyne,
kom det nok klart for en dag om en mand var feig eller tapper.
Uslingen røber sig straks. Han skifter ustanselig farve.
Aldrig har stymperen mod i sit bryst til at sitte urørlig.
Føtterne skifter han tidt, naar han huker sig ned i sin rædsel.
Hjertet slaar vildt i hans ængstede bryst; ti tankerne dvæler
stadig ved dødsstundens gru, og tænderne klaprer i munden.
Derimot skifter en helt saavisst ikke farve og aldrig
gruer han feigt, saasnart han med mænd har lagt sig i bakhold.
Ivrig han ønsker at styrte sig straks i rædsomme kampe.
Der skulde ingen faa laste dit mod og de kraftige arme.
Blev du i tummelen truffet av spyd eller saaret med sverdet,
aldrig rammet et vaaben dig da i ryg eller nakke.
Nei, men det traf dig i bryst eller buk, naar du styrtet dig modig
frem til den blodige lek i mændenes forreste række.
Dog, la os ikke bli staaende her og snakke bort tiden
likesom barn, saa vi slipper for harmfulde ord fra de andre.
Gaa nu hen til mit telt og vælg dig en dugelig lanse.»
Saa han talte, og helten Meriones, kampglad som Ares,
hentet fra høvdingens telt i hast en malmhvæsset lanse,
løp saa efter sin ven og skyndte sig modig til kampen.
Likesom Ares, den mordlystne gud, til kampleken haster,
fulgt av sin sterke og frygtløse søn, den stivnende Rædsel,
han som kan fylde med isnende gru den modigste kjæmpe
— rustet gaar de fra Trakiens land til de gjæve efyrer
eller de mandige flegyers folk; men de hører ei begges
bønner om held, men ett av folkene skjænker de seier —
saaledes stevnet i skinnende malm til blodige kampe
helten Meriones frem og Idomenevs, folkenes fyrster.
Da tok svenden Meriones først til orde og spurte:
«Søn av Devkalion! hvor vil du helst vi skal stevne i tumlen?
Er det til høire du vil eller hen til de midterste rækker,
eller til venstre?; ti der maa akaiernes haarfagre sønner
visselig trænge den kraftigste hjælp og støtte i kampen.»
Straks tok kreternes drot Idomenevs ordet og svarte:
«Hist ved skibenes midterste rad er der andre som kjæmper,
begge Aianter og Tevkros, som bedst av alle akaier
skyter med bue og likesaa kjækt tør staa i en nærkamp.
Disse vil visselig trænge ham nok, den hidsige kjæmpe,
Hektor, Priamos’ søn, om han end er aldrig saa kraftig.
Er han end lysten paa kamp, for svært vil det bli ham at seire
først over heltenes kraft og farlige hænder og siden
stikke vor flaate i brand, saafremt ikke Zevs i sin vrede
selv vil slynge sin flammende ild mot de hurtige snekker.
Aias, Telamons søn, den vældige, viker nok aldrig
feigt for en dødelig mand som næres av Demeters gaver,
dersom hans krop kan brytes av malm eller vældige stener.
Var det en nærkamp, vek han nok ei for selve Akillevs,
helten som knuser sin mand; men i løp er Akillevs hans mester.
Vel, la os styre til venstre vor gang, saa vi begge kan vite
snart om vi selv skal vinde os ry eller øke en andens.»
Saa han talte, og helten Meriones, kampglad som Ares,
skyndte sig foran sin ven, til de kom hvor han bød ham at kjæmpe.
Men da nu troerne saa Idomenevs, sterk som en flamme,
rustet i skinnende malm, ham selv og hans kraftige væbner,
stormet de mot ham, alle i flok, med eggende hærskrik.
Alle kom med i den vildeste strid ved skibenes bakstavn.
Som naar en storm med susende vindstøt farer med vælde
hen over vei og sti en dag naar de dækkes av støvet
— sammen hvirvler de veistøvet op i mægtige skyer —
saaledes tørnet de sammen i strid, og heltene higet
efter at fælde med kobberets odd hverandre i striden.
Truende strittet i kjæmpernes haand paa den dødssvangre valplads
vældige lanser med flængende odd, og da rækkerne møttes,
blendedes blikket av kobberets glans fra funklende hjelmer,
speilblanke brynjer om heltenes bryst og skinnende skjolde.
Visselig maatte en mand ha frygtløst hjerte i barmen,
dersom han glad kunde se paa kampene uten at skjælve.
Kronos’ sønner, de vældige to, forvoldte i bitter
tvist med hinanden de kjæmpende folk unævnelig jammer.
Zevs vilde unde de troiske mænd og Hektor at seire,
saasom han agtet at øke Akillevs’ ry; men at fælde
alle akaier ved Ilions mur var ikke hans vilje.
Tetis og sønnen, den modige helt, vilde herskeren hædre.
Men for at egge argeiernes mod var den sterke Poseidon
steget i løn fra det graalige hav; ti at troerne vog dem
voldte ham nagende harm, og paa Zevs var han vældig forbitret.
Begge var rundet av selvsamme rot, og i byrd var de like;
dog, det var Zevs som var ældst av aar og den største i visdom.
Aapenlyst vaaget da ei den sterke Poseidon at hjælpe;
men i det skjulte og skapt som en dødelig egget han hæren.
Nu slog disse den vældige kamps og den blodige feides
baand om de kjæmpende folk og snørte det skiftevis sammen
haardt og uløselig fast, saa krigerne segnet i mængde.
Nu sprang Idomenevs frem, den graasprængte kjæmpe, og vakte
rædsel blandt troernes mænd; mens han egget danaernes fylking.
Ti med sin lanse han vog Otryonevs, helten som nylig
stevnet til Troja fra Kábesos’ by ved rygtet om krigen.
Uten al brudeskat beilet han nu til den skjønne Kassandra,
Priamos’ fagreste datter; men lovet det vældige storverk
hjem fra Troja med magt at jage akaiernes sønner.
Oldingen Priamos gav ham sit ord og lovet at skjænke
helten sin datter til brud, og han kjæmpet i lit til hans løfte.
Men med det blinkende spyd tok Idomenevs sigte og rammet
just som han stolt skred frem, og høvdingens brynje av kobber
vernet ham ei mot fald; men spydsodden traf ham i buken.
Drønende faldt han til jord, og Idomenevs ropte i jubel:
«Gjæve Otryonevs! høit over alle av dødelig stamme
priser jeg dig, hvis du holder dit ord til Dardanos’ ætling
Priamos, han som lovet dig nys sin datter til egte.
Nu kan det hænde at vi er tilsinds at gi dig det samme
hellige løfte og holde vort ord og hente fra Argos
hit og gi dig som brud Agamemnons fagreste datter,
dersom du hjælper os kjækt med at øde det velbygde Troja.
Følg mig villig, saa enes vi nok ved de hurtige snekker
snart om dit bryllup. Vi knusler jo ei med rundelig medgift.»
Saaledes talte den mandige helt og trak ham ved foten
ut av det vældige slag; men Asios kom som hans hevner,
skridende foran sin vogn, mens væbneren styrte hans hester,
nær saa de pustet i høvdingens ryg. Selv vilde han ramme
kreternes mægtige drot; men Idomenevs jog ham sin lanse
ind under haken i strupen saa malmen fôr ut gjennem nakken.
Tungt han faldt som den mægtige ek eller poppelen falder
eller en rankvokset gran som huggeren oppe i aasen
fælder med nyslepet øks til kjøl for det toftede langskib.
Saaledes laa han saa lang som han var ved den forspændte stridsvogn,
skjærende tænder og knuget det blodige støv i sin næve.
Grepet av sansesløs skræk blev hestenes styrer og vaaget
ikke engang at vende de vælige dyr for at flygte
bort fra fiendens haand; men helten Antilokos boret
raskt sin lanse gjennem hans krop, og brynjen av kobber
vernet ham ei, ti han rammet ham midt i buken med lansen.
Rallende segnet han om og faldt fra den prægtige stridsvogn.
Nestors mandhaftige søn Antilokos kjørte hans hester
bort fra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.
Helten Deïfobos gik i sorg over Asios’ skjæbne
kjækt paa Idomenevs løs og slynget den lynende lanse.
Dog, da Idomenevs rettet sit blik mot odden av kobber,
slap han at rammes og gjemte sig raskt bak skjoldet som altid
hang paa hans arm og var formet av rundskaarne oksehudsplater,
dækket med skinnende malm. To bøiler var fæstet til platen.
Ned bak skjoldplaten dukket han helt, og lansen fløi over.
Malmskjoldet klirret med brakende skrald, da den mægtige spydstang
streifet dets rand; men han slynget den ei av haanden forgjæves.
Like i leveren traf han den mægtige høvding Hypsenor,
Hippasos’ søn, ret under hans bryst og lammet hans lemmer.
Pralende ropte Deifobos stolt med rungende stemme:
«Uhevnet ligger ei Asios mer. Nei, selv naar han vandrer
ned til Hades’ port med den mægtige bom, vil han frydes,
tror jeg, av hele sin sjæl; ti nu fik han følge paa færden.»
Saaledes pralte han stolt og vakte akaiernes harme.
Helten Antilokos krympet sig mest av sorg i sit hjerte.
Dog i sin græmmelse glemte han ei sin fældede landsmand.
Rundt om kjæmpen han gik og dækket ham varlig med skjoldet.
To av hans staldbrødre bøide sig ned og grep om den faldne,
helten Mekistevs, Ekios’ søn, og den kjække Alastor.
Sorgfulde bar de den stønnende helt til de stavnhøie snekker.
Drotten Idomenevs kjæmpet med rastløs kraft; ti han søkte
altid at sænke i dødsmørkets nat en kjæmpende troer
eller at frelse akaiernes mænd, om han selv skulde falde.
Straks han fældte en søn av den høibaarne drot Aisyetes,
helten Alkátoos. Kjæmpen var maag av den gjæve Ankises,
gift med Hippodameia, den ældste av høvdingens døtre.
Ungmøens far og værdige mor i de hjemlige haller
elsket av hjerte sin datter; ti høit over alle veninder
stod hun i kvindelig syssel, i kløkt og i skjønnet, og derfor
kaaret den gjæveste troiske helt hin mø til sin hustru.
Selve Poseidon kuet ham nu med Idomenevs’ lanse,
blendet hans straalende blik og lænket de herlige lemmer.
Hverken formaadde han længer at fly eller vike tilside;
men som en støtte av sten eller træet med løvrike grener
stod han urørlig, da helten Idomenevs støtte den skarpe
lansespids midt i hans bryst og sprængte om barmen den sterke
brynje av malm, som vernet tilforn sin eier mot døden.
Klirrende braket den dumpt, da den brast for høvdingens lanse.
Drønende faldt han til jord, og lansen stod fast i hans hjerte.
Skjælvende slog det dog endnu og rystet det dirrende spydskaft,
indtil den vældige krigsgud selv lot livskraften svinde.
Pralende ropte Idomenevs stolt med rungende stemme:
«Gjæve Deifobos! mon vi kan si at vor regning er opgjort?
Tre har jeg fældet for én. Du pralte nok nys som en daare.
Kom nu, min pralende ven, og stil dig imot mig i tvekamp,
saa du kan se at en ætling av Zevs er kommet til striden.
Zevs blev Minos’ far, hin mægtige herskers paa Kreta.
Minos blev far til en søn saa gjæv, Devkalion kaldet.
Mig har Devkalion avlet som drot over talrike stridsmænd
hist paa det vidtstrakte Kreta, og hit har jeg stevnet paa skibe
dig til fordærv og din far og troernes kjæmper til vanheld.»
Saa han talte. Deifobos stod med tvil i sit hjerte,
enten han straks skulde fly til de modige troer og finde
der en hjælpende ven, eller friste en tvekamp alene.
Raadeligst fandt han det dog i sin tvil at gaa for at hente
helten Aineias til hjælp, og han fandt ham staaende ledig
bakerst i hæren; ti vred paa Priamos var han som tiest,
eftersom drotten ei hædret ham nok for hans manddom i striden.
Gik han da nær og talte med vingede ord til Aineias:
«Gjæve Aineias, troernes drot! Nu maa du tilvisse
hevne din svoger, saasandt nogen sorg kan ramme dit hjerte.
Kom, la os hevne din maag Alkatoos, helten som fordum
fostret dig hist paa sin hjemlige borg fra din spædeste barndom.
Nu har den navngjetne helt Idomenevs dræpt ham paa valen.»
Saa han talte og rørte Aineias’ hjerte i barmen.
Frem mot Idomenevs løp han og skyndte sig ivrig til kampen.
Dog, Idomenevs følte ei frygt som en vergeløs smaagut.
Helten holdt stand lik et vildsvin paa fjeld, som i lit til sin styrke
trodser de larmende jægeres flok som stormer imot det,
fjernt i den ødslige skog, og reiser de strittende børster;
— øinene lyser av flammende ild og det hvæsser sin hugtand,
lysten paa kamp mot jægernes flok og hundenes kobbel —
saaledes holdt den kjække Idomenevs stand mot Aineias,
nu da han stormet til kamp; men til vennerne ropte han høilydt,
da han Askalafos saa og Deipyros hist og Afárevs,
vennen Meriones selv og Antilokos, vældige kjæmper.
Manende lød de vingede ord, da han kaldte dem til sig:
«Venner, aa kom mig til hjælp! Her staar jeg alene og gruer
svart for Aineias, den fotrappe helt som stormer imot mig.
Kjæmpen er sterk og rask til at fælde en kriger paa valen.
Endnu staar helten i ungdommens blomst, i sin kraftigste alder.
Var vi saasandt saa like av aar som vi er det i manddom,
da skulde han eller jeg snart vinde en straalende seier.»
Saa han talte, og alle som én med modige hjerter
stillet sig hen til sin ven med skjoldene støttet mot skuldren.
Kaldte da ogsaa Aineias til hjælp sine trofaste venner,
da han Deifobos saa og Paris og helten Agenor.
Førere var de som høvdingen selv, og menige troer
fulgte i flok lik faar som følger en væder til vanding
hjem fra de frodige beiter, og gjæteren glæder sig saare.
Saaledes banket i jublende fryd Aineias’ hjerte,
nu da han fylkingen saa, som fulgte ham freidig i striden.
Rasende stormet de nu med vældige lanser i hænde
frem til en kamp om den faldne Alkátoos. Frygtelig braket
malmen om heltenes bryst naar de rammet hverandre i tumlen.
Fremfor de øvrige higet dog to av de tapreste kjæmper,
helten Aineias og drotten Idomenevs, sterke som Ares,
efter at flænge hinanden tilblods med det grusomme kobber.
Ret mot Idomenevs slynget nu først Aineias sin lanse.
Lynsnart saa han sig for og slap for den malmhvasse spydsodd.
Dirrende boret Aineias’ spyd sin malmodd i jorden.
Uten at ramme sit maal fôr det ut av hans vældige næve.
Men da Idomenevs traf Oinómaos like i buken,
sprængtes den hvælvede brynje, saa spydet fôr ind hans indvold.
Høvdingen segnet i støvet og grep med sin næve i jorden.
Helten Idomenevs rykket med kraft den vældige lanse
ut av hans krop; dog magtet han ei at rive det skjønne
malmpanser løs fra hans skuldre; ti haardt han trængtes med spydkast.
Ei var han længer i løp saa let paa foten som fordum,
hverken til hastig at hente et spyd eller vike til siden.
Kjækt i en nærkamp verget han sig mot dødsdagens jammer;
men til at flygte i hast fra en kamp var hans føtter for tunge.
Da han nu langsomt vek, tok Deifobos sigte og slynget
raskt sit blinkende spyd; ti forbitrelsen naget ham stadig.
Dog, han feilet som før; men Askálafos traf han i stedet,
Ares’ søn, og det vældige spyd fôr gjennem hans lever.
Høvdingen segnet i støvet og grep med sin næve i jorden.
Endnu hadde dog ei den vældige, brølende krigsgud
merket at sønnen var dræpt i stridslarmens grufulde tummel
ti paa Olympos’ høieste tind under skyernes guldglans
sat han, tvungen ved Alfaders bud, hvor ogsaa de andre
guder var nødt til i ro at holde sig borte fra kampen.
Frem til strid om den faldne Askálafos gik de i stormskridt.
Helten Deifobos rev fra Askálafos’ hode den blanke
kobberhjelm løs; men Meríones, rask som den stormende Ares,
kastet sig frem med sit spyd og rammet hans arm, saa den tunge,
gitrede hjelm faldt klirrende ned fra hans næve til jorden.
Rap som en høk fôr atter Meríones mot ham og rykket
ut av hans arm bak albuens led den vældige lanse.
Derefter vek han tilbake til vennernes flok; men Polítes,
bror av Deifobos, slog sine armer omkring ham og førte
høvdingen ut av den larmende strid, til de kom til de rappe
gangeres par som bak den brakende tummel paa valen
stod med den prægtige vogn, mens styreren holdt deres tøiler.
Henimot hjembyen kjørte de ham, og pint av sin vunde
stønnet han høit, mens blodstrømmen randt fra hans saarede høire.
Kjæmpet da alle de andre imens med rungende hærskrik.
Frem mot Afarevs, en søn av Kalétor, stormet Aineias,
just som han vendte sig mot ham, og støtte ham spydet i strupen.
Hodet sank over til siden, og skjold og skinnende malmhjelm
fulgte i faldet, og døden, den lammende, sænket sig om ham.
Men da Antílokos saa, at Toon vendte ham ryggen,
styrtet han frem og flænget med skarpslepen lanse den lange
aare som løper langs lænder og ryg helt op under nakken.
Tvers gjennem aaren han skar, og bakover faldt han i støvet,
rækkende armene frem i bøn mot de elskede venner.
Straks fôr Antílokos frem og rev ham av kroppen hans rustning,
speidende rundt; ti troernes flok som sanket sig om ham,
rammet hans skinnende skjold, men magtet dog ikke at flænge
bakenfor skjoldet Antílokos’ hud med det grusomme kobber,
saasom den vældige jordryster selv, den sterke Poseidon,
verget sin yndling, Nestors søn, i den tætteste spydregn.
Troerne undte ham aldrig en hvil. Til høire og venstre
vendte han sig. Ei hvilte hans spyd, men svingedes altid
raskt til lynsnare støt; ti utrøttelig higet hans hjerte
efter at ramme en kjæmpe med spyd eller gaa ham paa livet.
Adamas, Asios’ søn, blev var at han sigtet i flokken.
Straks fôr han rasende frem og traf med det hvæssede kobber
midt i hans skjold; men havguden selv med de kulsorte lokker
undte ham ikke at røve hans liv, men knækket hans lanse.
Halvten av spydskaftet stod, lik en pæl som ilden har hærdet,
fast i Antílokos’ skjold, og halvten laa splintret i støvet.
Hen til vennerne vek han i gru og flygtet for døden.
Dog, Meríones fulgte ham straks og traf ham med spydet
midt mellem lysken og navlen, et sted hvor de sværeste smerter
voldes en dødelig mand, naar han rammes av krigsgudens vunder.
Der blev det sittende fast, og sprællende fulgte han spydet.
Likesom oksen paa vildsomme fjeld, naar gjæterne binder
repene om den og trækker den med, saa nødig den følger,
saaledes sprællet et øieblik nu den saarede kjæmpe,
indtil Meríones traadte ham nær og rykket den skarpe
lansespids ut av hans krop og dødsmørket slørte hans øine.
Hélenos gik paa Deipyros løs og rammet hans tinding
haardt med sit trakiske sverd, saa malmhjelmen føk fra hans hode.
Hvirvlende faldt den til jord, og en av akaiernes sønner
grep den i hast, da den trillet avsted mellem kjæmpernes føtter.
Sortnende dødsnat sænket sig brat over høvdingens øine.
Harm blev Atrevs’ søn, den høimælte helt Menelaos.
Truende gik han paa Hélenos løs og svinget sit skarpe
spyd mot den høibaarne drot, som lynsnart spændte sin bue.
Begge fôr frem i selvsamme stund for at ramme hinanden,
én med det hvæssede spyd, den anden med pilen fra strengen.
Først skjøt Priamos’ søn og traf ham med pilen i brystet.
Dog, mot panserets hvælv glap pilen, den bitre, til siden.
Likesom naar paa den vidtstrakte plads, hvor kornet blir renset,
erter og sortbrune bønner fra skovlen blir slynget saa vide
baade av susende vind og av treskerens kraftige næve,
saaledes fløi fra den herlige helt Menelaos’ panser
pilen, den bitre, tilside i hast, og fjernt blev den slynget.
Rammet da Atrevs’ søn, den høimælte helt Menelaos,
haanden som høvdingen holdt om den glattede bue, og spydet
trængte med odden av malm gjennem næven og ind i hans bue.
Vek han da hastig til vennernes flok og flygtet for døden.
Haanden hang mat ved hans side, og efter sig slæpte han spydet.
Helten Agenor fik rykket det ut av hans næve og viklet
varlig om saaret et velflettet baand av fineste uldgarn,
tat fra en slynge som væbneren holdt for den mægtige høvding.
Helten Peisandros gik frem mot den herlige drot Menelaos.
Skjæbnen, den grufulde, grep ham og førte ham like i døden;
ti i en frygtelig strid blev han kuet av dig, Menelaos!
Da de var kommet paa nærmeste hold i det blodige møte,
glap det for Atrevs’ søn, og forbi fôr spydet det skarpe.
Helten Peisandros, som traf Menelaos’ skjold med sin lanse,
magtet dog ei at drive den hvæssede malm gjennem platen.
Skjoldet, det mægtige, stanset hans spyd, og skaftet blev knækket
like ved malmodden just da han selv hadde haabet at seire.
Straks drog Atrevs’ søn sit sverd med de sølvblanke nagler,
stormet saa løs paa Peisandros, som gjemt bak skjoldet fik grepet
øksen av haardeste malm med oliventræs skaftet det lange,
glattet med kunst, og i selvsamme stund gik de løs paa hinanden.
Traf da Peisándros hans hjelm helt oppe ved hestehaarsbusken.
Men da han nærmet sig, hugg Menelaos helten i panden
ret over næsen saa benene brast og de blodige øine
faldt for hans føtter i støvet. Han vred sig i kval da han segnet.
Men med sin hæl paa høvdingens bryst rev straks Menelaos
rustningen løs fra hans krop og ropte i haanende jubel:
«Slik skal vi sagtens faa jaget jer væk fra danaernes skibe,
pralende troer, som aldrig faar nok av de grufulde kampe.
Ei har det manglet jer frækhetens mod til skammelig udaad,
slik som I øvet mot mig, I skamløse hunder! og aldrig
gruet I selv for den tordnende Zevs som i straffende vrede
hevner en vert. Eders kneisende by skal han visselig engang
styrte i grus; ti min elskede viv og talrike skatte
røvet I frækt, skjønt hun selv i sit hjem hadde huset jer gjestmildt.
Nu staar hele jer hu til at slynge de flammende brande
mot vore hurtige snekker og dræpe akaiernes helter.
Dog, hvor lystne I er, saa maa I nok stanse med kampen.
Alfader Zevs! det er sagt at du staar høit over alle
mænd og guder i visdom, og dog er det dig, som har gjort det,
du som har skjænket din naadige hjælp til de grummeste voldsmænd,
lovløse troiske mænd som i frækkeste overmod aldrig
mættes av voldsdaad i krig og av grufuldt herjende kampe.
Alt blir en dødelig mæt av til slut, av søvn og av elskov,
selv av den søteste sang og av frydefuld dans over tilje,
glæder som hjertet maa ønske sig mer end krig og tilfulde
attraa at nyte; men aldrig blir troerne mætte av kampen.»
Saaledes talte den herlige helt Menelaos og spændte
rustningen løs fra hans krop og rakte den til sine svende.
Selv fôr han ind paany i de kjæmpendes forreste rækker.
Der gik drotten Pylaimenes’ søn Harpalion mot ham.
Høvdingen fulgte sin far, da han stevnet i leding til Troja;
men til det elskede fædrenehjem kom han aldrig tilbake.
Kjækt gik han løs paa Atrevs’ søn og slynget sin lanse
midt i hans skjold, men magtet dog ei at drive den gjennem.
Vek han da hastig til vennernes flok og flygtet for døden,
speidende rundt for at slippe for saar av det flængende kobber.
Men da han vek, tok helten Meríones sigte og rammet
haardt med den malmhvasse pil i sætet til høire, og pilen
boret sig like ved blæren igjennem hans krop under hoften.
Bakover segnet han om hvor han stod, og i vennernes arme
aandet han ut og laa som en orm i hele sin længde
utstrakt paa jorden og vætet dens muld med en sortnende blodstrøm.
Men om den fældede samlet sig straks paflagoniske kjæmper,
løftet ham op i hans vogn og sørgende kjørte de helten
hen til det hellige Troja. Hans far gik graatende efter.
Ei fik han bot for den elskede søn som var segnet i døden.
Vred blev Paris i hu da han faldt; ti hans gjesteven trofast
var han fra fordums tid blandt paflagonernes skarer.
Harmfuld sendte han ut en malmhvæsset pil fra sin bue.
Fjernt fra Korintos var kommet en helt, den gjæve Evkénor,
rik og høibaaren, en søn av den fremsynte drot Polyïdos.
Selv var han viss paa en sørgelig død, da han steg paa sit langskib;
ti Polyïdos, hans graanede far, hadde spaadd ham saa ofte
at han av pinefuld sott skulde dø i de hjemlige haller
eller bli dræpt av troiske mænd ved akaiernes snekker.
Derfor skydde han nu baade landsmænds straffende domme
og den usalige sott for at spare sit hjerte for kvaler.
Paris fik rammet ham haardt under kjæven og øret, og livet
flygtet fra lemmerne brat, og mørket, det grufulde, tok ham.
Saaledes raste den hidsige kamp som luende flammer.
Ei blev der bragt noget bud til Hektor, Alfaders yndling.
Endnu visste han ei at hist ved flaaten til venstre
dræptes hans folk av akaiernes mænd og at seierens hæder
vinket dem snart; ti den mægtige gud som ryster al jorden,
egget dem ivrig og skjermet dem selv med sin vældige styrke.
Hektor stod hvor han først sprang ind gjennem porten og muren
dengang han sprængte med kraft danaernes skjoddækte rækker.
Der laa Aias’ skibe og Protesilaos’ snekker
trukket paa land ved det graalige hav, og der var den sterke
ringmur, som vernet dem, lavest, og mænd og vælige hester
stormet nu løs paa hverandre just der i de heteste kampe.
Kjække boioter og ioner i slæpende fotside kjortler,
gjæve epeier i skinnende malm og lokrer og ftier
verget sig der med nød mot Hektor som stormet mot flaaten
sterk som en ild; men de hadde ei kraft til at slaa ham tilbake.
Der stod atenernes utvalgte mænd med sin høibaarne fører
helten Menestevs, Peteos’ søn. Ham fulgte den kjække
Stikios, Feidas og Bias. Epeiernes fyrster var Meges,
Fylevs’ søn, og Amfion, mens Drakios kom som den tredje.
Ftiernes drotter var Medon og helten den djerve Podarkes.
Medon var drotten Oilevs’ søn. Hans mor var en frille.
Halvbror var han av Aias. I Fylake var han til huse,
fjernt fra sit land og sit fædrenehjem, fordi han i vrede
dræpte en bror av Oilevs’ viv Eriopis, hans stedmor.
Helten Podarkes var søn av Ifiklos, Fylakos’ ætling.
Rustet gik disse til kamp i spidsen for modige ftier
nærmest boioternes hær for at verne de stavnhøie snekker.
Ikke et skridt vilde Aias, den fotrappe søn av Oilevs,
vike paa valen fra Telamons søn, den vældige Aias;
men som de rødbrune okser, hvis tvespand med selvsamme iver
trækker paa marken den tømrede plog, mens sveden i strømme
silrer fra hornenes rot og rinder dem ned over panden —
— bare av trækaakets glattede træ er de skilt, naar de skrider
furerne langs med den skjærende plog til akerens grænse —
saaledes stillet de to sig nær ved hinanden i striden.
Dog med Telamons kraftige søn gik rækker av tapre
svende som fulgte sin drot og bar paa hans mægtige malmskjold,
hvergang av træthet og sved hans spænstige knær vilde segne;
men med Oilevs’ søn gik ei de lokriske kjæmper.
Lokrernes krigere hadde ei mod paa staaende kampe,
saasom de ei hadde hjelmer av malm med vaiende hjelmbusk,
eller var rustet med vernende skjold og asketræs lanser.
Bare til spænstige buer og slynger av flettede uldbaand
satte de alle sin lit, da de fulgte sin fører til Troja.
Dermed rammet de kjapt og sprængte de troiske rækker.
Saaledes kjæmpet nu hine med kraft i skinnende rustning
forrest i slaget mot troernes mænd og den malmklædte Hektor.
Bak laa disse og skjøt fra sit skjul, saa troernes rækker
vaklet i pilenes regn og glemte sin lyst til at kjæmpe.
Nu hadde troerne flygtet med skam fra snekker og telter,
drevet tilbake med vold til det stormomsusede Troja,
dersom Polydamas ei hadde talt til den modige Hektor:
«Hektor, det falder dig tungt at lyde et raad fra en anden.
Saasom i krigeres dont en gud har gjort dig til mester,
vil du tillike i raadsnar kløkt være bedre end andre.
Aldrig vil du dog selv kunne vælge dig alt hvad du ønsker.
Én har guderne git de herligste kræfter i kampen,
andre den yndige dans eller sang til citarens toner;
men hos en anden har Zevs, den tordnende hersker, i brystet
plantet den fremsynte kløkt, som kommer saa mange tilgode.
Byer endog har den frelst; selv vet han dog bedst hvad han evner.
Vel, saa vil jeg da si hvad jeg tror maa være det bedste.
Nu er du kringsat og stængt overalt av krigsluens flammer,
og av de troiske mænd som stormet saa kjækt over muren,
holder nu somme med vaaben i haand sig borte; men andre
kjæmper ved skibene spredt, skjønt færre i tal mot de mange.
Gaa nu tilbake og kald vore gjæveste helter til møte,
saa vi i fuldtallig raad av al vor evne kan drøfte
om vi, saasandt en gud vil unde os seier, skal styrte
frem mot de toftede snekker paany, eller om vi skal vende
uskadt fra skibene hjem; ti jeg frygter at Argos’ helter
snart vil betale sin gjæld fra igaar med blodige renter.
Hist ved skibene sitter jo nu en utrættelig kriger,
en som forvisst ikke længer vil holde sig borte fra kampen.»
Saaledes lød hans gavnlige raad, og Hektor var enig.
Straks sprang han ned fra vognen til jord i straalende rustning.
Bydende lød hans vingede ord, da han talte til helten:
«Gjæve Polydamas! hold vore tapreste helter tilbake.
Selv vil jeg skynde mig dit for at møte de sværeste stormløp.
Hit skal jeg komme tilbake, saasnart jeg har meldt dem mit budskap.»
Saa han talte og fôr som et skred fra snedækket tinde
frem under rungende rop mellem troers og hjælperes skarer.
Hen til Polydamas, Pántoos’ søn, den mandige høvding,
strømmet de alle i hast, da de hørte hint hærskrik fra Hektor.
Frem til de forreste rækker han gik og søkte at finde
helten Deifobos først og Hélenos, drotten saa kraftig,
Adamas, Asios’ søn, og Asios, Hyrtakos’ ætling.
Uskadt fandt han dem dog ikke mer eller alle i live.
Somme laa dræpt ved den bakerste stavn av akaiernes skibe.
Der hadde heltene mistet sit liv for argeiernes hænder.
Saaret med skud eller stik laa andre bak hjembyens mure.
Dog paa den grufulde val til venstre i stridstumlen fandt han
snart Aleksandros, sin bror, den haarfagre Hélenas husbond.
Svendenes mod han styrket og egget dem ivrig til kampen.
Traadte da Hektor ham nær, og haanende talte han til ham:
«Uykkes-Paris, du kvindernes lyst, du fagre forfører!
Hvor er Deifobos nu og Hélenos, drotten saa vældig,
Adamas, Asios’ søn, og Asios, Hyrtakos ætling?
Hvor er Otryonevs? Svar! Nu ligger det kneisende Troja
styrtet i grus. Forvisst maa vi vente os døden den bratte.»
Svarte da straks Aleksandros, hin helt saa skjøn som en guddom:
«Hektor! du laster en skyldløs mand i din brændende ildhu.
Ellers det kunde vel hænde jeg holdt mig tilbake fra kampen.
Dog, som en usselryg fødte min mor mig ikke til verden;
ti fra den stund du egget vor hær til at kjæmpe ved flaaten,
færdes vi her i den blodige strid med danaernes helter
uten et øiebliks hvil. De venner du spør om er faldne.
Bare Deifobos frelstes og Hélenos, drotten saa kraftig.
Herfra ilte de bort; ti begge blev saaret i haanden
nylig med vældige spyd; men Zevs har frelst dem fra døden.
Før os nu dit, hvor det tykkes dig bedst i dit sind og dit hjerte.
Vi skal følge dig freidig til kamp, og det tør jeg love:
Ei skal det mangle paa manddom og mod, saa langt som vi evner.
Verge sig mer end han evner, er uraad selv for den tapre.»
Saaledes svarte han freidig sin bror og mildnet hans hjerte.
Skyndte da begge sig dit hvor kampen og striden var hetest,
der hvor Kebríones stod og Polydamas, helten saa mandig,
Falkes, Ortaíos og Palmys og drotten saa gjæv Polyfetes,
og hvor Askanios kjæmpet og Morys, Hippótions sønner.
Dagen tilforn ved det tidligste gry var de kommet med stridsmænd
fjernt fra Askaniens land, og nu drev Zevs dem til kampen.
Heltene styrtet nu frem lik stormens ustyrlige byger
naar de med Alfaders brakende skrald slaar nedover marken. —
— Havdypet røres med frygtelig larm og talløse bølger
velter sig vide i brott og brand med skumhvite kammer
rullende hen over brusende sjø i endeløs række.—
Saaledes fulgte i skinnende malm de fylkede troer,
somme i spidsen, mens andre gik bak, sine drotter til kampen.
Forrest gik Hektor, Priamos’ søn, saa kampgrisk som Ares.
Foran sig holdt han det kredsrunde skjold av talrike tætte
oksehudslag og dækket av kobberets hamrede plate.
Truende nikket den straalende hjelm om høvdingens tinding.
Frygtløs stormet han frem langs fiendens fylking og fristet
om de maaske vilde fly, naar han møtte dem dækket av skjoldet.
Dog, han rokket ei manddom og mod i akaiernes hjerter.
Aias gik frem med vældige skridt og æsket til tvekamp:
«Kom mig dog nær, min ven! Hvi søker du faafængt at skræmme
Argos’ mænd. Vær tryg! vi er slet ikke ukjendt med krigen;
men det er Zevs som har tugtet os nu med sin sviende svepe.
Nu har du sagtens et haab om at herje med ild vore snekker.
Dog, du skal føle at ogsaa hos os er der hænder til forsvar.
Nei, langt før kan det ske at byen, hvor selv I er hjemme,
tages av os med stormende haand og jevnes med jorden.
Trygt tør jeg si at stunden er nær, da du selv i din rædsel
flygter og ber til Zevs og alle de evige guder,
at dine hester maa ile forbi de vingede falker,
naar de i hvirvlende støv skal føre dig hjem over sletten.»
Neppe var ordene talt, da svævet til høire for helten
ned fra det høie en ørn, og akaierne jublet av glæde,
styrket ved tegnet; men Hektor, den straalende helt, tok til orde:
«Aias, hvad var det du kom til at si, du brautende mundhelt?
Gid jeg saasandt var udødelig selv og en søn av den høie
aigissvingende Zevs, og min mor var den værdige Hera!
Gid jeg saasandt var hædret saa høit som Apollon og Pallas,
som det er sikkert at dagen idag skal bringe jer vanheld,
alle som én, og selv skal du dø saasandt som du dristig
vaager at staa for mit spyd, som skal flænge dig huden den hvite.
Da skal troernes hunder og graadige rovfugler mættes
her ved akaiernes leir med fett og med kjøt av dit aatsel.»
Saaledes ropte han stolt, og selv gik han frem, og de andre
fulgte med frygtelig larm, og bak ham jublet hans svende.
Ogsaa argeierne skrek og mistet saavisst ikke modet.
Kjækt holdt fylkingen stand mot de stormende troiske helter.
Larmen fra begge steg op til Zevs i hans straalende æter.