I Sølvlandets Nat/Kapittel 29
Røverne hadde flokket sig om Gonzalez hest og stod et øieblik og filosoferte over livets mangehaande tilskikkelser. Var der ikke sket et under for deres øine, — et jertegn, som tydet paa en eller anden endnu underligere hændelse?
De saa ikke de to mænd, som paa hænder og føtter krøp over linjen like foran det rykende lokomotiv. De saa heller ikke de tre personer, som hadde lagt i sig dypet av grøften foran det store vandtaarn. Den gule hests død hadde pirket ved den altid vaakne rædsel for det overnaturlige, som er alle halvvilde nationers svake punkt.
Delma og Fjeld kom derfor uhindret op til bygningen. Man saa tydelige spor av den kamp, som netop maatte ha været utkjæmpet. Rundt omkring laa likene av stationsbetjeningen, som alle paa meksikansk vis hadde maattet springe over klingen. Det store restaurationslokale var som en slagmark at se til.
De to mænd kastet et likegyldig blik paa de rædsler, som aapnet sig for deres øine, og krøp videre . . .
—Vi maa ind i maskinhallen hvisket Fjeld. Der maa findes et eller andet voiture for os . . . La os skynde os, før det blir altfor lyst. Og vi kan være sikker paa, at Zapata og hans mænd snart vil være her . . .! Det kan staa paa minuter .
Delma saa sig nervøst tilbake. Der var et farlig blik i hans øine . . .
—La ham komme, mumlet han, mens den haarede, klolignende haand knyttet sig om den lange machete i hans belte.
De var nu naadd hen til maskinhuset. Døren stod aapen. Røverne hadde ogsaa været der og væltet alt om hinanden.
Fjelds øine for hen over alle de merkelige ting, som fløt om hverandre i et eneste kaos. Det var verktøi, oljetønder og alskens maskindele. En indianer sat paa en petroleumstank og saa fremfor sig med et stivt og træt blik. Der silret en liten blodstrøm ned over den blaa busserul. Han hadde faat en kule like i hjertet. Nu sov han med maanelyset like ind i ansigtet den evige søvn.
—Hvad leter De efter? hvisket Delma litt utaalmodig. Fjeld svarte ikke straks. Han gik omkring i det grønne halvlys som en hund, der søker et eller andet spor. Han slet og rev i alle de tunge saker, han keg i alle hjørner . . . Da hørte Delma pludselig en fornøiet plystren og en sterk rammel . . .
—Jeg har fundet den, lød Fjelds stemme inde fra mørket. Det skulde allikevel ikke undre mig, om vi slap fra dem.
—Hvad har De fundet? spurte Delma utaalmodig.
—En draisin, svarte Fjeld fornøiet. Den ligger her paa bunden av kaos. Men den er stor og solid med plads til fire mand.
—Vi er jo fem.
—Saa faar vi ta damerne paa fanget, sa Fjeld muntert, medens han kastet de tunge jerndele og tønderne som om de var lavet av pap.
I næste øieblik hadde han trukket frem en dobbeltdraisin, som saa ut til at være i den bedste forfatning.
—Vi faar la det staa til, hvisket Fjeld. De kryper ned til linjen og underretter de andre. Jeg bærer maskinen langs stationsbygningen, og saa ruller vi avsted nedover til Vera Cruz . . . Veien ser ut til at være fri for øieblikket.
—Jeg liker ikke denne pludselige stilhet, mumlet Delma. Der maa være en storm i anmarsj et eller andet sted. Og har man nogensinde set maken til maaneskin.
Delma hadde ret. Man ser intet sted i verden slikt maaneskin som i den vidunderlige æterklare luft paa Meksikos høislette. Der var en intensitet i de grønbleke straaler, som virket rent uhyggelig. Og den unge franskmand, som aldrig hadde visst, hvad feighet var, følte en let gysen over det billede, som møtte ham, da han snek sig nedover mot jernbanelinjen.
Jo — han befandt sig i sølvlandets nat — den maaneskinsbleke nat med blodige skygger ind i alle dunkle kroke, med luskende, menneskelige rovdyr i busk og krat. I et eneste blink saa han dette skjønne lands fremtid. Han saa, hvorledes yankeernes skarer skred frem over de menneskelige ruiner av Montezumas og Cortez folk, han hørte klangen av »The starspangled banner«, han skimtet den nye dag over sølvlandets berge. Det var et døende folk, som raset mot sig selv i den vildeste blodbrynde — det var de røde bastarder, som fortæret sig indbyrdes, indtil den nye indvandring fra Teksas’ sletter og Arizonas berge plantet stjerneflaget over Hidalgos. Benito Juarez’ og Porfirio Diaz’ land.
Delma stanset. Der kom en liten skare indianere med en uhyre pulquekrukke mellem sig. Han krøp ind i skyggen. Og røverne var saa beskjæftiget med den herlige drik, som skvulpet mellem dem, at de ikke saa noget. Leende og grinende gik de videre. Der blev atter stille . . .
Men midt i stilheten vokset der frem en underlig jevn lyd, som en fjern torden. Delma forstod straks, hvad det var. En stor rytterskare nærmet sig Oriental i fuld fart. Det var Zapata, som hadde fulgt i deres spor . . .
Franskmanden krøp hurtig over linjen, i samme øieblik som Fjeld grep den tunge draisin og løftet den over sit hode.
Han kastet et blik over gaardspladsen. Der var ingen. Men fra den anden side hørte han røverne med høie skrik hilse pulquekrukken velkommen.
Da var tiden kommen. Uten at se sig om sprang han med sin tunge byrde de 50–60 skridt, som skilte ham fra linjen. Ingen hindret ham. Det var et øiebliks sak at anbringe draisinen paa linjen. Fjeld tok plads ved drivstangen, og de andre anbragte sig som bedst de kunde.
Men pludselig var stationen atter blit levende. Zapatas rytterskare kom sprængende ind mellem agaverne, og deres høie rop bragte alle paa benene. I spidsen red selve røvergeneralen paa en hvit hest, og hans ansigt var fortrukket av raseri . . .
Da grep Fjeld fat i drivstangen og draisinen bevæget sig langsomt henover linjen . . .
Det var som et eneste hundretunget brøl hævet sig fra den ødelagte station. Men over det hele hørte man som en saaret tyrs tuten en stemme, som krævet blod og hevn . . .
Nogen av rytterne sprængte efter den lille vogn, som nu med stor fart bevæget sig henover den svakt heldende slette.
Da rev rytteren paa den hvite hest sit gevær fra skulderen, sigtet og skjøt . . .
Der lød et kort og skarpt skud efterfulgt av et smertensskrik, som litt efter litt gled over i en stille jammer.
Saa forsvandt draisinen ind i natten.