I Sølvlandets Nat/Kapittel 23
En mægtig sort skygge strøk henover landskapet. Den dræbte lyset. Det var som om en mægtig haand hadde trukket i det mørke forhæng, som skiller mellem nat og dag.
Slik er det i troperne. Der findes ingen mellemtilstand, ingen langsomt dvælende skumring, ingen blek skinnende sommernat. Lyset er lys og mørke er mørke.
Og med mørket kom aftenvinden. Kjølig, frisk og høifjeldsmættet.
Der findes ingen luft i verden, som er saa vidunderlig let og forfriskende som den, der hver aften stryker kjærtegnende hen over den meksikanske høislette. Men heller ingen, som er saa farlig for fremmede. Mangen uforsigtig »gringo« har lagt sine ben til hvile i Meksikos muld, fordi han nød denne kjølige høifjeldsaande med altfor uforsigtig begjærlighet.
Men meksikaneren griper sin brogede zerape fra Saltillos væverier og hyller den tæt om sig. Hans tynde blod taaler ingensomhelst kjølighet. Og han vet, at mørket har andre onde aander end dem, som hans vilde, overtroiske fantasi maner frem.
Det er lungesygdommens farlige frø, som truer den menneskelige organisme i den friske, vidunderlige aften. De flyver omkring som smaa vampyrer og tilvifter menneskene kjølighet, de faar dem til at slumre ind ubeskyttet mot nattens farer; de kommer med tusener sylhvasse isnaaler, som borer sig ind i luftveiene og bereder veien for en hurtig og smertefuld død. Og naar morgenen kommer, naar solen atter sender sine hedebølger ut over landet, finder den altid mange mænd og kvinder, som vælter sig paa sit leie, medens en tør og rallende hoste og feberhete øine fortæller, at nu har døden atter gaat paa rov i sølvlandets nat . . .
De fire fanger, som laa bundne ved ruinerne av Abraham Fairfax’ taarn, følte kjøligheten og mørket komme som en befrier. Aftenvinden hvisket dem mange trøstende ord i øret. Selv Natascha vaagnet av sin bevisstløshet og la sig tæt op til sin mand. Ingen talte. Hvad var der at si? . . . Den skjønne, tause stjerneaften lukket deres læber, men deres tanker fløi langt ind i den verden, hvor drømmene gaar paa fjerntog mot fortidens kyster.
Og se der — helt nede i horisonten i en kløft mellem fjeldene luet Sydkorsets diamanter som et diadem paa himmelens mørkegrønne fløiel!
—Hvad tænker du paa, Natascha? hvisket Delma ømt og lænte sig over den unge kvinde, som med store, lykkelige øine stirret ind i mørket.
—Jeg tænker paa min barndom, svarte hun nølende. Det er som om jeg hører floden synge mellem Ukraines stepper. Den hvisker og den hvisker.
—Og hvad hvisker den om, Natascha.
—Om det store, uutgrundelige eventyr. Om den brede, evigtflydende flod, som strømmer tungt og skjæbnebestemt ut i menneskeslegtens hav. Ingen kan stanse dens løp. Ve den, som vil hindre dens frie vei . . . Hvor jeg husker min far fra de dage . . . Mørk og ensom stod han der ved floden med sammenbidte læber og rynkede bryn. Aldrig saa jeg ham smile. Aldrig talte han et venligt ord til nogen. Hvor haard og sterk han var! . . . Vet du hvorfor, Jacques? . . . Han fortalte mig det aldrig. Senere fik jeg vite det. Min mor var polakinde. Hun døde, da jeg var to aar gammel, mellem de militære bødlers hænder i Warschaus citadel. Man sier, at hun blev pisket ihjel. Den knut har kostet mange menneskeliv, Jacques. Og det kostet mig min sjælefred. Hatet var min religion, som det var min fars. Vi kunde ikke følge flodens vei. Vi maatte trodse os op mot strømmen. Men nu . . .
Delma bøiet sig kjærlig over hende.
—Jeg forstaar det ikke, sa han. Det er ofte jeg skammer mig over mig selv og min svaghet. Men det er likesom verden ikke vedkommer mig mere. Uretten og uretfærdigheten hidser mig ikke længer. Der danser ikke mere røde skygger for mine øine, naar jeg ser, hvorledes menneskenes frihet knebles og bastes av lovens tyranner . . . Den vei, som min far pekte ut for mig, er ikke mere min. Jeg har ikke andet i hele, vide verden end dig, Natascha! . . . Saa du blodhundene, som uten nølen og uten frygt styrtet løs paa indianerne? Det er billedet paa blodtørstens blinde instinkt, paa den vældige animalske urdrift, som vil hugge sine tænder i fiendens krop og føle livets strøm risle mellem kjæverne. Den drift trives her i Meksiko baade blandt dyr og mennesker. Den er født av tusenaarig misgjerning, av fremmed vold, av bastardaandens feige krypende vildskap. Og hvem vet, om den ikke vil koste os livet?
—Det tror jeg ikke, sa Natascha bestemt. Vor tid er ikke kommet. Jeg føler det saa sikkert. Dr. Fjeld og du — —
—Jeg takker for Deres tillid, frue, lød Fjelds stemme bak dem. Vi har endnu mange utveier. Det gjælder bare at ha taalmodighet, til banditterne har besørget plyndringen. Lig tæt sammen, for natteluften er farlig og pust kun gjennem næsen . . .
Han stanset pludselig. Der lød en svak stønnen ved siden av dem.
—Er De syk, frøken Torell? spurte Fjeld ængstelig.
Den unge pike svarte ikke med en gang.
—Det er baandene, hvisket hun endelig. De skjærer mig ind i kjøtet. Men bry dere ikke om mig.
Fjeld reiste sig halvt.
—Vel, mumlet han for sig selv. Det passer ikke i min plan. Men der er ikke andet at gjøre. Saa rullet han sig med besvær henover pladsen.
Nogen snes alen fra dem laa liket av en meksikansk blodhund. Dens tænder sat endnu i en død indianers strupe, men dypt i hundens nakke stod der en bredbladet kniv.
Fjeld rullet sig hen over det døde par, indtil hans bakbundne hænder var i høide med vaapenet. Saa begyndte han langsomt at føre repene hen over knivsbladet. Det var et vanskelig arbeide, og ret som det var skar han sig dypt i haandflaterne. Men han ænset det ikke, og i løpet av et par minuter var den sterke og seige hamp overskaaret. Hænderne var fri.
I næste øieblik hadde Fjeld revet kniven ut av det døde legeme og overskaaret baandene. Han strakte sig litt. Saa gik han rolig hen til sit følge og snittet over de rep, som bandt deres armer og ben.
Da skar der pludselig en skarp lysstripe ind blandt dem. Foran de fire europæere stod der en kraftig meksikaner i 50 aars alderen. Han hadde et rynket ansigt med mange ar og et kort graasprængt skjeg. De smaa sorte øine flakket fra den ene til den anden, medens han likegyldig lænet sig til en langløpet remingtonrifle. Han saa ut som en skikkelig velmeritert æseldriver. Det var han ogsaa. Men han yndet stundom at kalde sig general, og det var en tid, han sigtet saa høit som paa Meksikos præsidentstol.
Hans navn var Emiliano Zapata.