I Sølvlandets Nat/Kapittel 22
Halvt bevistløse blev flyvemaskinens fire passagerer samlet op av Zapatas mænd. Og før de visste ord av det, var alle snøret slik ind av rep, at alt haab om flugt syntes utelukket. Forbrændte og forvirret blev flygtningerne baaret hen til murvæggen.
Røverne behandlet dem med en vis varsom agtelse. Det var jo et bytte, som levende betød en hel liten kapital. De smukke damer og de to distingverte mænd taksertes hurtig.
De smaa skidne meksikanere, hvis hænder og klær røk av blod, hadde helt glemt sin hevntørst og sit raseri. Pengegriskheten lyste som gule glimt i de sorte øine, og de tynde murstensrøde læber bevæget sig uavlatelig, eftersom summerne vokste i deres ophidsede hjerner. Langs muren laa der sikkerlig en skat, som var likesaa rik som den, der skjulte sig i Guanajuatos og El Oros gruber. Nu skulde i sandhet Gringoerne bløde med mange gyldne pesos!
De kastet et ransakende blik paa fangernes rep. Saa styrtet de sig som græshopper ind over haciendaen for at røve med sig, hvad røves kunde. De ødela alt paa sin vei. Hvad de ikke kunde fylde i sine sække, slog de istykker under vældige glædesbrøl. De beruset sig i rov, de fraadset i ødelæggelsens herlige lyst . . .
Fjeld aapnet øinene. Han hadde faat en voldsom rystelse, men ellers var han kommet nogenlunde uskadt fra luftfarten. Ved siden av ham laa Natascha med lukkede øine. Det sorte haar bølget om hendes skuldre og en liten blodstrøm silret ned fra et saar i tindingen.
Delma hadde lænet sig over hende saa godt det lot sig gjøre. Han slet i sine rep, men de var lavet av et stof, som motstod alle hans anstrengelser. Der var et uttryk i hans ansigt, som Fjeld aldrig glemte. Det haanlige, litt kyniske smil, som ellers stod at læse i franskmandens vakre ansigt var helt borte, mens han anspændt lyttet efter den bevisstløse kvindes korte og higstende aandedrag.
Han løftet hodet og saa sig fortvilet omkring. Det var en bøn om hjælp i hans blik, som skar Fjeld i hjertet.
—De maa ikke opgi haabet, sa Fjeld rolig. Deres kone er ikke haardt saaret. Hun har faat en let hjernerystelse — det er det hele. Om en time vil hun kunne følge os paa flugten.
Delma svarte ikke. Det var som om han et øieblik følte skam over at ha git sig hen til sin sorg.
—Jeg elsker hende, mumlet han hæst.
—Det vil gi Dem større kraft, naar tiden kommer til at handle, sa Fjeld myndig. Vi er ikke mænd, som lar os binde. De hunde derinde skal snart faa føle, at ulvene er over dem. Lad os samle kræfter til handlingens stund. Jeg har ogsaa noget og nogen at leve for her i verden . . .! Vi har endnu mange og gode kort paa haanden. Vort liv er foreløbig ikke i fare. Zapatas mænd vet at vurdere os. Stol paa det.
—Jeg kjender deres grusomhet og hevntørst, hvisket Delma. De vet, at jeg ikke frygter døden. Den har leket med mig i mange aar. Men Natascha. — — — —
Hans stemme druknet i en stønnende hulken . . .
—Hør her Jacques Delma! sa Fjeld bevæget. Jeg forstaar Deres sorg, men jeg forstaar ikke Deres selvopgivelse. Jeg trodde, at kjærligheten væbnet en mands mod. Se paa den unge pike bak Dem, — hun har aldrig set andet end lykken og freden bak et hjems vægge. Og allikevel . . .
Delma vendte sig med besvær.
Ebba Torell sat med halvt lukkede øine og stirret drømmende utover. Hun hørte ikke, hvad mændene talte om. Hendes haar hang i vilde tjafser omkring hendes nøkne skuldre, og den hvite raasilkekjole under repene, som bandt hendes arme og ben, var en eneste samling av filler. Og dog lekte der et forunderlig fjernt smil paa det friske, nordiske ansigt med de dypblaa øine.
Der drog en skygge over Delmas bleke ansigt. Han bøiet hodet og bet sig i læberne. Der gik nogen minuter. Saa bøiet han sig fremover mot Fjeld.
—Vel, sa han. De har ret. Jeg er ikke mere den mand, jeg har været. Men jeg kan bli det. Der var en tid, da ikke et fængsel i Europa hadde jern og mure sterke nok for Jacques Delma. Og nu er vi to mænd, som slaas for friheten mot nogen snes halvvilde apekatte. Naa — hvad mener De, vi skal gjøre? Disse rep er værre end alle de haandjern, jeg har set. Det staar ikke i noget menneskes magt at sprænge dem. Denne Zapotehamp er uslitelig. Eller hvad mener De?
—Det interesserer mig mindre, svarte Fjeld. Vi har foreløbig ikke bruk for friheten. Det vilde ikke nytte os stort at løpe omkap med disse røde bavianer. Lad os vente. Jeg skal jo i embeds medfør ha en konference med sennor Zapata. Det passer sig jo godt. Den brave general vil nok ikke negte mig den fornøielse at konferere om en saa net sum av 2 millioner dollars. Jeg spaar, at vi vil bli behandlet som grever. Man mishandler ikke den høne, som lægger guldegg . . . Saavidt jeg husker, er det idag den 22de mars. Om to dage utløper fristen for løsepengene, som skal utbetales for den stjaalne norske minister. Det kan ikke falde sig heldigere. Jeg vil nødig se en landsmand hængt. Og bortset fra disse hamperep, som sliter en ind i kjøtet, kan jeg ikke forstaa andet, end at situationen er den mest gunstige. Vi har et par dages respit. Sandt at si skulde jeg gjerne se den røver, som kunde holde paa en mand, som engang var Europas skræk.
Skyggen av et smil gled hen over Delmas ansigt.
»De sorte gribbes« vinger er klippet, sa han. De har selv gjort det. De er min overmand. Jeg sier det, som det er. Men naar jeg ser Dem ligge der bunden og bastet, og med staal i hvert øiekast, saa vet jeg, at De er mand for at knuse Meksikos haardeste røverskalle likesaa sikkert som De engang slog ned Josias Saimler. Og . . .
Han stanset pludselig.
Natascha løftet hodet og saa sig forvirret om. Hendes sorte øine fløi fra den ene til den anden. De dvælet en stund ved Fjelds ansigt. Saa vendte hun sig til sin mand og nikket som et rolig barn, der lægger sig til hvile.
—Jeg maa sove, hvisket hun. Jeg er saa træt, saa træt . . . Du maa vække mig, naar vi skal flygte.
—Flygte? spurte Delma.
—Ja, ja, mumlet den unge kvinde halvt i søvne. Vi flygter fra hele verden. Jacques Delma og Jonas Fjeld — hvem kan motstaa dem? . . . Godnat! . . .