I Sølvlandets Nat/Kapittel 10
De fleste store verdensbyer har fra sin regulerings barndom arvet en eller anden tynd og trang gate, som ligger tæt op til byens pulserende hjerte. London har Fleet Street, Berlin har Friedrichstrasse og Meksiko City har Calle Francisko.
Der findes mange gater i verden, som er pragtfuldere end denne smukke, men smale handelsaare i Meksikos hovedstad. Men ingen er eiendommeligere og rikere. Her har man i hurtige og overbevisende blink en oversigt over dette lands overvældende naturlige rigdom.
Ingen pariserinde klær sig mer parisisk end de skjønne meksikanske kvinder, og ingen londonerdandy kan hamle op mot den meksikanske sølvadels ungdom i stilfuld og fornem skrædderkultur. Og man maa lede længe, før man finder slik vidunderlig overlæsselse av guld og ædle stene som netop her i Calle Francisko, hvor Meksiko Citys internationale storstadsansigt stirrer paa en fra tusen straalende vinduer. Alle sprog suser om ens øren. Der er tyske restauranter, der er franske konditorier, der er amerikanske bar’er og italienske cantiner, — et handelens babylon, som bringer en til at glemme, at man befinder sig i et stakkels revolutionsslitt land — paa overflaten av et folkekrater, som med usvikelig sikkerhet spyr ut sine luner, naar tidernes uavladelige fylde kommer . . .
— — — — —
To høie blonde mænd banet sig langsomt vei gjennem folkemassen. Den ene var meget slank, og hans magre ansigt fortalte tydeligere end noget andet, at han hadde levet mange av aar sine aar paa tropernes terskel. Den anden hadde en overordentlig kraftig bygning, som maatte vække opmerksomhet. Den senede hals og de brede skulderpartier vidnet om en sjelden styrke. De klare, blaa og drømmende øine med det vaktsomme uttryk, de tæt sammenpressede læber vilde gi en fysiognomiker meget at tænke paa. Der var ingen klar bestemt linje i dette ansigt. Fantasi og virkelighet var blandet sammen paa den mest motsigende maate. En ubøielig haardhet og en mild følsomhet stod skrevet i de sterke, litt kantede træk. Hans øine lyste, — det var akkurat den mands øine, som gaar store begivenheter imøte.
Den høie, slanke germaner stanset utenfor et stort og sterkt oplyst lokale.
—Her er det, sa han. Dette er vor store restaurant. Vi har mange levemænd her i Meksiko, som nødig vil undvære «Bach». Man spiser godt her mellem to revolutioner . . .
—De mener altsaa, at — —
—Selvfølgelig. Vi har igaar faat ministerkrise. Imorgen har vi revolution. Stol paa det! Den parlamentariske diskussion er av en egen art i Meksiko. Den føres ofte ved hjælp av revolvere og hamperep, naar kjæftbruket svigter. De er kommet paa et uheldigt tidspunkt, dr. Fjeld. Imorgen er alle jernbanestationer barrikadert. De maa da ta tiltakke med min lille fæstning i Calle de Flamencos 28.
—Jeg er Dem meget taknemlig, kjære konsul Fossum, men jeg maa ut av byen paa en eller anden maate.
Konsulen trak paa skuldrene.
—Jeg vilde nødig være i Deres Skind, sa han. Et menneskeliv er ikke værd mange pesos her i Meksiko, naar revolutionsagenterne slipper løs. De er nogenlunde sikker hjemme hos mig. Vi har tre whinchestere og en kjelder med hermetik. Men la os gaa ind. Det blir det sidste festmaaltid i Meksiko paa lange tider.
De gik ind i det store, pragtfulde lokale. Det var fuldt av mennesker, og et orkester spillet en tango. Langt inde i et bortgjemt hjørne fandt de et bord, hvor der kun sat en gjest.
Det var en underlig stemning over det lyse, rikt utstyrte rum, hvor de sortklædte opvartere fløi omkring som mørke skygger. Champagnepropperne knaldet, og latteren skringret fra alle borde. Der var noget uhyggeligt over denne skrigende festglæde midt i Meksikos hjerte. Alle visste, at der et eller andet sted i byen forberedtes en likfærd over det bestaaende. Og ret som det var, strøk der en pludselig stilhet ind over de begeistrede bægersvingere. De lyttet efter den vante lyd av de fræsende geværsalver, som fortalte borgerne, at nu fik de lukke sine butiker og barrikadere sine vinduer, medens de stridende parter diskuterte om Meksikos fremtid med vaaben i haand.
Men da intet hørtes, tok Bachs festklædte gjester atter fat og kurtiserte sine sminkede damer med de fyrige kuløine over de bloddryppende kyllinger og de skummende vine med den vældige forlorne glød, som enkelte kalder lidenskap.
—Her ser De Meksikos haute volée, sa konsulen efter nogen tids pause. Det er haciendaeiere, som aldrig sætter sine ben paa sine godse, det er mineeiere, som har forpagtet sine gruber bort, kort sagt, det er alle de, som lever av sine utenlandske agenters dygtighet. Meksikanerne duer ikke til stort mere end at arve og bortødsle sin arv . . . De lever saa at si av tidernes omskiftelighet, de spekulerer i revolutioner, som amerikaneren spekulerer i kjøt og hvete . . . Og allikevel — se paa en mand som Porfirio Diaz, som i tredive aar holdt dette land sammen! Og Benito Juarez, som jog den fremmede regjering ut av landet og skjøt keiser Maximilian. Eller Hildalgo, som i begyndelsen av det 19. aarhundrede ringet friheten ind over Meksiko og fandt døden i kampen for den. Der randt indiansk blod i deres aarer, de var sprunget ut av en døende folkeraces halvkultur, — og dog kan faa landes historie fremvise magen til saamegen handlekraft, saameget oprindeligt mot og en saa levende kjærlighet til fædrelandet.
—Det er livets evige vekselbrug, svarte Fjeld smilende. Mellem gjødselen finder vi ofte de vakreste planter. Og det er en historisk kjendsgjerning, at der vokser megen folkelig fornyelse op fra de sociale rendestene. For et forunderligt land dette er! . . . Det er røverromantikens sidste tilflugt og det amerikanske kontinents store sølvkammer. Dets tid er formodentlig snart forbi . . .
Den norske konsul betænkte sig litt.
—Hør, sa han, jeg tror, det vil bli en ulykke for Meksiko at komme under nordamerikanernes haarde hænder. Det vil bli redet med dollarens stangbidsel, sønderslitt av trusterne. Husk paa — av Meksikos 15 millioner mennesker er kun 2000 hvite. Der er 12 millioner indianere i dette land. Kommer de 30,000 amerikanere til magten, saa vil den røde mand ogsaa her i Meksiko dø, — svinde hen under handelscivilisationen.
Fjeld vilde svare, men i samme øieblik kom en av opvarterne hen til bordet.
—Der staar en mand utenfor og vil gjerne tale med den herre, som er sammen med signor Fossum, hvisket han.
—Hvad heter han? spurte konsulen.
—Han kalder sig Fernando Lopez, herre, svarte kellneren. Han er sendt av justitsministeren for at være til assistance. Lopez sier, at forholdene er slik, at den, som vil ut av Meksiko City, maa bryte op, før det lyser av dag.
—Kjender De denne Lopez? spurte Fjeld.
—Nei, sa konsulen. Men justitsministeren lovet at skaffe os den bedste og brukeligste mand.
Fjeld reiste sig.
—Vel, sa han, saa er det vel bedst at drage. Det sidste tog gaar kl. 12 iaften.
Da hendte der noget ganske merkeligt. Den enslige gjest ved bordet løftet pludselig hodet fra sin tallerken. Det var en mørk, glatbarbert ældre fyr med klare og brune øine.
—Reis ikke, sa han paa svensk. Fernando Lopez vil dræpe Dem, hvis det passer ham. Den første gang han ser Deres ryg, vil han anbringe sin kniv i den. Han er det blodtørstigste redskap i slette mænds hænder.
—Men justitsministeren?
—Justitsministeren vil være skudt inden hanerne i Chapultepec har galt imorgen tidlig.
—Jeg takker for Deres gode raad. Med hvem har jeg den ære . . .
Den fremmede svarte ikke. Han la nogen pesos paa bordet, grep sin hat, bukket ærbødig og gik med rolige og værdige skridt ut av lokalet.