I Sølvlandets Nat/Kapittel 9
Det var nogen uker senere i Meksiko city. Den mægtige høifjeldsby laa der i aftenkjøligheten og strakte sine lemmer som et stort og dovent dyr.
Der findes ingen stad ovenfor ækvator, som er saa skjøn og lastefuld. Den er sprunget ut av en dobbeltkultur av bedærvet kristendom og grusomt hedenskap, og den er krydset med ti nationers blod. Her hersker jomfru Maria ved siden av krigsguden Meksicatl, og her tvindes de sidste trevler av den gamle aztekervisdom med den moderne yankeemoral til en uløselig gordisk knute av usikkerhet, lovløshet og hykleri.
Ingen, som har vandret under Avenida Juarez’ straalende buelamper mellem tusener glade og velklædte mennesker, vil nogensinde glemme det. Hver aften er som en fest, et karneval av flirt og flitter. Den vidunderlige katedral staar der i sin aarhundredgamle pragt og tor sine hænder over menneskenes børn, som buldrer omkring dens mure. Og inde mellem Alamedaens hemmelighetsfulde gange glimter det i sorte øine, medens silken knitrer under de tunge palmegrene . . .
Automobilerne hyler uavladelig nedover Paseoen, og alle en storbys ulyder blander sine umusikalske toner ind i den mægtige høifjeldsby under Popocatepetes skygge.
Kjernen i Meksiko city er international. Den unge indianerfyrste Cuautemoc, som staar midt paa boulevarden i sin fantatiske dragt med spydet i sin haand, ser ut over en stad der skinner og lyser av østens kultur. Man maa helt til Paris for at se saamegen raffinert arkitektonisk skjønhet.
Men utenfor dette centrum, som er skapt av Meksikos enorme rigdomme, kommer man til den røde mands svinestier. Her lever fattigdom og forbrytelse i broderlig samdrægtighet. Her trives den tropiske sløvhet i et milieu, som hverken forstyrres av skoler eller av boktrykkerkunst. Og her findes de villigste hænder og de bedste knive, naar revolutionsagenterne spaserer omkring og taler til den permanente blodlyst.
Aa . . . denne jord er mættet av blod. Her var det, at tusener paa tusener ofredes til guderne, her randt livets væske som en sildrende strøm langs offerstenens sider. Og her gjødedes hver tomme av landet med med aztekernes ædle blod, naar de vilde krigere sank under spaniernes forfærdelige slagsverd.
Det er ikke sundt for de fremmedes helbred at fordype sig formeget i disse utkanter av Meksiko, hvor de fattige rødgule kalkhuse staar og skriker om sin nød. For her gaar tyfusen stadig omkring paa luskende poter, og kopperne dør aldrig i de trange gyders uhumskheter.
I en av de usleste gater i byens østside findes der en liten indianerkneipe, som heter »Recuerdos del Provenir«. Det er et pudsig navn, for hvem erindrer noget om fremtiden? Men denslags anakronismer glir let ind i den røde mands fantasi, og vist er det, at der findes faa steder i Meksiko city, hvor den nationale »Pulque« drikkes saa meget som her.
»Recuerdos del Provenir« er som indianerkneiper flest — lurvet og uanselig med brogede papirstrimler over døren, som fortæller om, at her skjænkes Meksikos farligste gift i fulde skaaler.
En dag i midten av mars stod der en høi, lurvet klædt indianer lænet over disken og tørret sine røde og sprukne læber efter den sidste liter av agavens merkelige saft. Hans ridebukser var fillede, hans ben var tynde og skjæve og busserullen om det brede bryst av en utpræget forhenværende karakter. Men mandens sombrero var i sandhet pragtfuld med sin okkergule farve og de dyrebare sølvtresser, som slynget sig om den svære brem og spidse pul.
Ansigtet var sterkt rynket, men det var dog ikke en gammel mands. Slettens sol hadde faret ilde med det og gravet dype hulninger i de rødbrune kinder, men øinene lyste av ung dristighet. Fornando Lopez var heller ikke en almindelig kjeltring for Vor Herre, skjønt han bar et av de mest ildelugtende navne i Meksikos nyere historie. Han kom fra egnene omkring Tchuantepec, og der er indianerblodet renere end noget andet sted i Meksiko.
Da keiser Maksimilians ærlige kunstnersjæl sprængtes tildøde under Queretaros mure, var det oberst Lopez, hans bedste ven, som forraadte ham for nogen tusen unzer guld. Men Nemesis er ogsaa i Meksiko slem mot forrædere. Lopez og hans familie blev jaget av skjæbnens furier. Og nu sat en av den værdige obersts efterkommere og søpet i sig den grumsede saft, som bringer alle helvedes aander til at rumstere i den røde mands sind.
Verten kastet av og til et bekymret blik hen paa den høie meksikaner, hvis brede ryg dannet en sterk kontrast til de smalskuldrede, ynkværdige skeletter, som omgav ham . . . Fernandos ansigt var mørkt som natten, og der arbeidet øiensynlig et mægtig raseri under de buskede øienbryn. Han hadde allerede sparket restaurationshunden slig, at den laa og droges med det sidste suk i en fjern krog. Og en av stedets gamle kvinder hadde faat en krukke i hodet og forberedte sig paa at dø i al stilhet.
Verten smilte uavladelig. Han smilte som en, der visste, hvad det kostet at vise tænder likeoverfor en mand som Fernando Lopez. Og da al hans venlighet ikke syntes at gjøre noget indtryk paa den høiagtede gjest, lænet han sig tilslut med en vis fortrolig forsigtighet over bordet.
—Hør her, Fernando, hvisket han, hvorledes gaar affærerne.
Meksikaneren fra syden saa op. Hans øine var røde av beruselse og blodtørst. De flakket omkring som om de søkte et nyt bytte . . .
—Taalmodighet, ven, fortsatte verten, — alt gaar nok iorden. Den hellige Juan Diego svigter ikke sine. Har vi ikke ofret halvt hundrede lys til den hellige jomfru av Guadelupe? — —
Lopez reiste sig langsomt. Den svære overkrop paa de tynde kavalleristben saa endnu mere imponerende ut. Med en lynsnar bevægelse hadde han revet en lang kniv frem av busserullen og hug den med en hvislende ed i bordet.
Der blev dødsstille i det lave og kvalme rum. Man hørte kun den døende hunds stille tuden. Verten smilte endnu, men hans hud var med et blit galdegul, og den ene haand forlot ikke et fast grep om et vaapen ved hans lænd. Der gik et minut, der gik to. Den lille forsamling var som stivnet i en hypnotisk forventning.
Da avbrødes stilheten pludselig. Det var to hæse brøl av en automobil. I næste øieblik blev tæppet foran indgangen slaat tilside. En liten mørk mand i en falmet chaufførdragt traadte hurtig ind.
—Er Lopez her? spurte han med skingrende stemme.
Den svære meksikaner vendte sig imot ham. Hans røde, ophidsede ansigt var forfærdeligt at se paa. Det var, som om blodige skygger trak hen over det.
—Det er mig, hvislet han hæst. Har du ikke øine i kroppen? Naa, hvad var det?
Chaufføren gik hen til ham.
—Jeg har bud til dig fra justitsministeren, sa han. Der er kommet en mand fra Europa, som ønsker en paalidelig veiviser.
—Paalidelig?
—Ja, og saa mente ministeren, at du var den eneste rette.
—Og hvor vil manden hen?
—Han vil tale med Emiliano Zapata før den 24. mars. Du forstaar?
—Har han pengene med sig?
—Det vet jeg ikke. Men han var alene og bad om en veiviser, som han kunde stole paa . . . . .
—Og ministeren?
—Henviste ham til dig, fordi — som han sa — du talte litt engelsk og var en ærlig mand.
Da grep Fernando Lopez den tømte pulquekrukke og kylte den i gulvet, saa stumperne føk. Og da han det hadde gjort, saa slog han sig paa knæerne og brølte. De andre forstod, at nu lo oberst Lopez avkom.
—Hvorpaa de vrælte med.