I Høsten

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Richie & Glükstad (s. 50-52).

Fuglenes Skarer
Synge sit sidste Farvel,
Sukkende farer
Bort de fra hjemlige Fjeld.
Høit over Skoven,
Vidt over Voven
Stjernen foroven
Vinker dem taust imod Syd, imod Syd
At juble sin Fryd
Bag duftende Palmer i høieste Lyd.


Hele den lange
Sommer lød Sangen saa glad
Høit fra de mange
Struber bag Birkenes Blad.
Der gynged Reden,
Blomster forneden
Dufted, og Glæden
Gjenlød i Skogenes susende Hal
Fra Dal og til Dal,
Mens Vinden vifted saa blid, saa sval.

Nu stander Skoven
Nøgen og graalig og tyst,
Nu ruller Voven
Sortgrøn og dump imod Kyst,
Stormene sukke,
Blomsterne lukke
Øiet det smukke,
Fuglene sørge og drage sin Vei
Over Hav, over Hei;
Hvorhen? ak, hvorhen? nei, det vide de ei!


Men troligt de svinge
Med higende Længsel i Bryst
Sin bævende Vinge,
Snart naa de til Palmernes Kyst,
Og Sangene toner
Blandt duftende Kroner
I varmere Zoner;
Den higende Længsel er stillet til Ro:
I den yndige Bo
Høit synge de Livet, og Elskov og Tro.

O! kommer end Høsten,
Og kuer dens Storme ihjel
End Glæden og Trøsten;
Fortvivl dog ei derfor min Sjæl!
En Stjerne dig leder
Fra Sorgernes Steder
Til Himmelens Glæder:
Den stille, den blide, den lægende Død;
Kun freidig den mød,
Den frier dig fra Jordens Bekymring og Nød.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.