Eivind og Sigrid

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Richie & Glükstad (s. 53-55).

Det synger, det suser i Granernes Top,
Og Bølgerne rulle mod Stranden op,
Og Maanen skuer fra Skyen bleg
Til Stormens vilde, sukkende Leg.

Ung Eivind sidder ved Rorets Pind
Og styrer sin Baad mod Bølger og Vind,
Han holder sin Sigrid tæt op til sit Bryst,
Hun stirrer i Bølgen saa bleg og tyst.

Hvi stirrer saa bleg du i Bølgens Favn?
Frygt ei, min Sigrid, snart naaer vi Havn! —
— Ak, ser du ei henne paa Bølgernes Top,
Der hæver Nøkken sit Hoved op.


Hans Krone er af det røde Guld,
Den funkler af Stene og Perler fuld! —
— Nei, Maanen i Bølgen sig speiler rød
Og farver Skummet som Guldets Glød. -

‘Du skjælvende Pige, o frygt ei mig?
Men følg mig, dybt under Søen stig:
De deiligste Slotte dernede staa
Af Musling og Perler, dem skal du faa!’

Ak, hører du, Eivind, hans lokkende Røst?
Hun knuger med Angst sig op mod hans Bryst. —
— Frygt ikke, Sigrid, min Hjertenskjær,
Kun Stormen synger i Skogens Træer.

‘O følg mig, kom til min Kongehal,
Over Havets Møer du byde skal,
Jeg til min Dronning dig kaare vil,
Mit Hjerte brænder af Elskovs Ild.’

Ak, Eivind, fri mig fra Nøkkens Vold,
Jeg føler hans Haand som Is saa kold!
— Min Sigrid, det er blot den brusende Vind,
Som fører Skummet imod din Kind!


‘Du følge mig skal paa min vaade Vei,
Der nytter ei Modstand, jeg slipper dig ei!’ —
Og Sigrid skriger i Rædsel ud:
— O Eivind, frels mig! — min Gud, min Gud!

Og Eivind gyser. — Den krængende Baad
Hendanser paa skummende Bølger kaad;
Han naaer den frelsende, lune Vig, —
Men trykker til Barmen sin Sigrids Lig. —


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.