Dronning Ragnhild
Paa Ringerig hersked i Hedenold
En Konning saa tapper og gjæv og bold,
Og Sigurd Hjort blev han nævnet.
Hans Ry gik vide, det var ei tyst,
Som Yngling fordum fra Kyst til Kyst
Med Vikingsnekken han stevned.
Saamangen en Kamp han kjæk bestod,
Og Ingen sig maalte med ham i Mod,
Thi høit det i Barmen ham flammed.
Som tolvaars Dreng han tolv Kjæmper vog,
Med mandig Arm han dem alle slog,
Død fulgte, hvor Helten rammed.
Men nu var han gammel og mægted ei
At føre Fylking paa Hildurs Vei,
Blandt Valens Dynger at stride,
Nu kun mod de graadige Dyr i Skog
Det blinkende Sværd han fra Lænden drog,
De maatte i Græsset bide.
Og Hallens Vægge var rundt belagt
Med Bjørnehuder, han havde bragt
Som Seierstegn ifra Striden.
Der sad nu Sigurd ved breden Bord
Og tømte Hornet ærværdig, stor,
Med prægtige Hirdmænd ved Siden.
En herlig Skat Konning Sigurd har,
Thi underdeilig som Freja var
Ung Ragnhild, hans gjæve Dotter;
— Fra alle Svende hun Hjertet stjal,
Og alle Hirdmænd i Sigurds Hal
Med Elskov til hende skotter.
Selv Hake, Hadelands Berserk vild,
Blev fængslet af Ragnhilds yndige Smil,
Men hun ham afskyer og hader.
Det hjælper ei, at han sig viser blid,
Han vandt dog ei hende til evig Tid,
Den Berserk med grumme Lader.
Dog rasende pønser han altid paa,
Hvorledes han dog skal det Maal opnaa,
Hvortil han saa ivrig haster.
Han grunder ved Dag, han grunder ved Nat,
Hvorledes han vinde skal Sigurds Skat,
Og snart han en Plan udkaster.
Kong Sigurd drager i Skogen ud,
Og paa hans eget bestemte Bud
Ham ingen af Hirden følger; —
Da sadler Hake sin stolte Hest,
Med mægtigt Følge, som han kan bedst,
I mørken Skog han sig dølger.
Da kommer Kongen just derforbi,
De ringe ham ind paa den dunkle Sti,
Og Hake tager til Orde:
‘Kom, følg os nu til din Kongebo,
Mon da din Datter mig gi’er sin Tro,
Nu ei hun det afslaa vil turde!’
Da drager Drotten med Hast sit Sværd,
Det Ord ham tyktes et Svar fuldtværd;
Paa tolv alt sit Glavind han sløver,
Dog bider endnu det dybt og hvast,
Høit svinger han det med Lynets Hast,
Et vældigt Blodbad han øver.
Tre mægtige Saar han Hake gav,
Hans Høire hugger han ogsaa af,
Saa Sværdet mod Jorden klirrer.
Vred Hake det griber med venstre Haand,
Han svinger det atter med bitter Haan,
Hans Tab ham slet ikke forvirrer.
Dog gamle Sigurd udmattes snart,
Han føler grant, at det bli’er for svart
At slaaes mod en saadan Skare;
En Flok alt laa der: men eftersom
En ned han hug, der en Anden kom,
Og Nye ind paa ham fare.
Da hugger han endnu det sidste Slag,
Han segner til Jord og med Støi og Brag
De Sværdet igjennem ham rænde.
‘Ha!’ raabte Hake, ‘den Kamp var haard,
Nu maa vi skynde os til hans Gaard
Og hjem med Datteren vende.’
Snart galer Ildhanen fra Kongsgaardtag,
Og Bjælkerne styrte fra Loft med Brag,
Derinde er Skrig og Jammer.
Bort Hake iler til Hadeland,
Der vil han vorde skjøn Ragnhilds Mand,
Hun slæbtes fra Jomfrukammer.
Paa Hadeland sidder med Kinden vaad
Ung Ragnhild; hun veed ei sit arme Raad,
Og Broderen Guttorm unge.
Ham ene de ogsaa med sig tog,
Mens Alle de Andre ihjel de slog,
Mens Fad’ren i Skog de stunge.
Han søger at trøste sin Søsters Graad:
‘Fat Mod, min Ragnhild, der bli’er nok Raad
Ei endnu du blive bange.
Ei bli’er du Niddingens Brud iaar,
Han ligger syg af de mange Saar,
Han af vor Fader mon fange.’
Men Hakes Kjæmper de lytted til,
De Ord ham bragtes med lumske Il,
Vred farer han op fra Sengen:
‘Saa? tror han, jeg Bryllup ei holde kan,
Nu tøver jeg ikke det mindste Gran,
Det skal jeg snart vise Drengen.’
De Svende skikker paastand han ud,
Han byder dem bringe til Alle Bud:
Til Hakes Bryllup at møde.
At nu han vorder skjøn Ragnhilds Mand,
Saa vidt skal rygtes udover Land
Fra Morgen- til Aftenrøde.
Men Halfdan Svarte, den gjæve Drot,
Paa Hedemarken sad lunt og godt
Og Mjødhorn med Hirden tømte.
De talte glade om Heltefærd,
Om vældig Kamp med Spær og med Sværd,
Hver tapper Daad de berømte.
Saa kom da Talen paa Sigurd og,
Den gjæve Drot, som saa tappert slog
Den lumskelig Stimandsbande;
De talte om Hake, den Berserk vild
Og om hans Rov paa den Pigelil:
Imorgen skal Brylluppet stande.
Da vorder Halfdan i Hu saa gram,
Og Blodet stiger til Kinden ham,
Hans Øine lyne af Vrede:
‘Nei aldrig times mig skal den Spe,
At jeg skal rolig det Bryllup se,
Mens Ragnhild maa Taarer græde!’
‘Afsted! min Stallare, Haarek Gand!
Imorgen Du naaer vel til Hadeland,
Med Sværd du skal gjæste Hake.
En udsøgt Skare du tage med,
Tænd Øglereden, og reis afsted
Og kom med Ragnhild tilbage.
Strax Haarek lyder sin Konges Bud,
Med sikkert Øie han vælger ud
En tapper og trofast Skare.
Saa ile de bort i den tause Nat,
Gjennem Dal, over Bjerg, gjennem Skog og Krat,
Paa Ski de hvinende fare.
End sove Alle paa Hakes Gaard,
Da Haarek Gand did ved Daggry naaer,
Den Bersærk ei Svigen kan ane.
Brat hugged de Vagten med Sværdet ned,
Det hjalp ei Alt, hvad den bad og græd,
Saa hævnedes Sigurds Bane.
Knap fik de Ragnhild og Guttorm ud,
Før Haarek fuldender sin Konges Bud:
Frem vælte de knittrende Flammer,
Da fare de atter afsted med Hast,
Mens Sneen fyger om Skien hvast,
Snart skjuler dem Skogens Stammer.
Men Hake vaagner ved Røgen brat,
Han mærker snart, at hans dyre Skat
Er røvet, at Gaarden brænder.
Da griber han Sværdet, hans Øienbryn
Sig rynke, og vrede, rasende Lyn
Fra Øiets Dyb han udsender.
Han mæled Intet, men for afsted,
Som rappeste Ganger paa Jord han red,
Ei Nogen ham mægted at følge,
Men Haarek var ham dog altfor rap
Med Vinden iled hans Ski omkap
Til Mjøsens islagte Bølge.
Da Hake naaed den vestre Strand,
Var Haarek alt over i Hedemarks Land,
Hvor Konning Halfdan ham mødte.
Da standsed Hake, han kom tilkort,
Vredt drog han Sværdet, og dybt og haardt
Han ind i sit Bryst det stødte.
Han styrted om, som med vældigt Brag
En Gran omstyrter for Stormens Tag,
Og gabende Saaret blødte.
Endnu han aabned sin Mund og skreg
Af Raseri og af Hævnlyst bleg
Og udgav sin Aand og døde.
Men over i Hedemark Halfdan sad
Og feired Bryllup med Ragnhild glad,
Hun blev hans trofaste Dronning.
De var det Træ, hvorfra spired ud
Saa mange friske og skjønne Skud,
Saa mangen en daadrig Konning.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |