Humledyrkningen i Norge fra ældre Tid til Nutiden

Olaf Olafsen

Humledyrkningen i Norge fra ældre Tid til Nutiden

Historisk Tidsskrift, fjerde Række, sjette Bind, 1910 (s. 432-475).

HUMLEDYRKNINGEN I NORGE FRA ÆLDRE TID TIL NUTIDEN.

AF

O. OLAFSEN.

---

Humle (humulus lupulus Lin.) er som bekjendt en vildtvoksende Plante i vort Land. Den forekommer hist og her paa varme Steder, i Urer og lignende, gjennem hele Landet i de lavere Egne lige til Helgeland og Snaasen. I det sydlige Norge skal den stige til omkring 1700 Fod over Havet^[1].

Det kan ikke nægtes, at der er meget, som taler for, at Humlen er en oprindelig vildtvoksende Plante i Landet. Den hører efter Blytt til den Klasse Planter, som har overlevet den sidste Istid, og som nu lever som Vidner om en varmere Tid i Landet. Det er ogsaa sikkert, at Planten forekommer i vort Land allerede meget tidlig i vor Historie, og at vi kan følge den tilbage henved 1000 Aar.

Men der har dog hævet sig Røster mod denne Opfatning, og det af ingen mindre end den store Linné, som i 1766 paastod, at Humlen sammen med flere Kjøkkenplanter var kommen til Norden i Folkevandringens Tid fra Rusland. Den var ukjendt for de gamle og indført i de barbariske Aarhundreder, da vore gothiske Forfædre besatte Italien, hvilke uden Tvivl førte sine Kjøkkenvekster med sig til Italien. Efter Linné er Planten forvildet blandt os. En Plante, som dyrkedes saa almindelig, maatte let forvilde sig ogsaa til Egne, hvor den ikke var dyrket, naar Klima og Jordbund ellers passede for den.

Spørgsmaalet lader sig ad historisk Vei ikke bestemt besvare. Hehn^[2], som vel er den betydeligste Autoritet paa dette Omraade, siger: Der er kun tre Sætninger, som er sikre: 1. at de gamle aldrig havde hørt om en lignende Plante, hvis Blomster giver Øllet en behagelig Tilsætning. 2. At den tidligste Middelalders Kilder, i hvilke Øllet og sydlige Havers Produkter ofte nævnes, aldrig omtaler Humle, som senere var saa uundværlig. 3. At i mange af Europas Lande som England, Sverige Brugen af Humle som Tilsætning til Øllet først optræder henimod Slutningen af Middelalderen eller endog først i Løbet af det 16de Aarh. og lidt efter lidt bliver mere almindelig. Derimod kunde der synes, at man ad filologisk Vei maatte kunne kaste Lys over dette dunkle Spørgsmaal. Det kan ingen Tvivl være om, at vort Navn paa Planten (Humle, gammelnorsk humli, humall) er direkte afledet af det latinske humulus^[3]. Vi har altsaa faaet Navnet fra Rom, og det synes da naturligt, at vi ogsaa maa have faaet Planten derfra. I hvert Fald kjendes nu ikke noget eget norsk Navn paa den. Det tyske Navn Hopfen er af en anden Stamme, ligesom det engelske hop; vi har saaledes, synes det, ikke faaet Planten fra Tydskland, men fra Rom, og den kan ikke være kommen til os som en fællesgermansk Arv, men som et senere Laan – alt dette under Forudsætning af, at Planten ikke tidligere har haft et andet Navn, som senere forsvandt. Sikkert kan vi slutte, at Humlen som Kulturplante først er kommen til os i Middelalderen, efterat vi havde stiftet Bekjendtskab med den romerske Kultur, rimeligvis først i og med Kristendommen. Har Planten allerede tidligere været vildtvoksende her i Landet, saa har den enten været ukjendt og uden Navn, eller Navnet er blevet fortrængt og forglemt.

Jeg skal her anføre det vigtigste af, hvad den nævnte tydske Kulturhistoriker siger om den filologiske Side ved Spørgsmaalet; det er ingen, som jeg kjender, der saa grundig har udredet denne Sag.

Han mener, at det tydske Hopfen kommer af det nedertydske eller nederlandske hoppe, som forekommer i en Glosse af Junius (hos Nyerup, Symbolæ), som af Graff sættes til det 8de eller 9de Aarh.: hoppe timalus (feilskrevet for humalus?), feldhoppe, bradigalo. At Ordet hoppe igjen er opstaaet af middelaldersk Latin hupa, som Weigand mener i sin Ordbog, har liden Sandsynlighed for sig. Hupa findes efter Ducange kun i en Kilde, som stammer fra Nederlandene, og det er neppe andet end Latiniseren af det tydske Ord. Det lod sig maaske gjøre at paavise en Etymologi af hüpfen (hoppe), en Plante, som hopper fra Gren til Gren, ranker sig; men det synes ikke at være en naturlig Forestilling og Benævnelse. Af dette hoppe opstod en Diminutivform med tilføiet l, af hvilken det franske Ord houblon, for houbelon, ligesom det middelalderlig-latinske hubalus (duos modios hubali) lader sig forklare. I Italien, hvor man ikke dyrkede og heller ikke brugte Planten, smeltede dette fremmede Navn sammen med Artikelen til det italienske lupalo, luppolo. Af dette Ord opstod saa igjen i Middelalderens Latin det allerede hos italienske Forfattere optrædende lupulus (Humle). Paa Grund af den middelalderlige Botaniks Afhængighed af den græsk-romerske Literatur, som nød en Slags kanonisk Anseelse, søgte man efter et ligelydende Plantenavn hos de gamle og fandt det hos Plinius, som omtaler en Plante, som hed lupus og voksede blandt Pilekrat. En anden latinsk Forfatter (Martial) nævner ogsaa denne Plante i et Vers: Naar lupus sættes for os, længes vi efter den almindelige Oliven. Hvilken Plante dette var, er uvist, men man gjorde den til Humle. Af hupa, hubalus, hubelo blev der et middelaldersk-latinsk Ord humulus, som blev det latinske Navn paa Humleplanten i Middelalderen og gik med Planten selv mod Nord og Øst. Paa Gammelnorsk blev deraf humall, paa Finsk og Esthnisk humala, humal, hos de slaviske Folk chmeli, chmelĭ, magyarisk komló, nygræsk choumeli (χουμέλι), valachisk hemeju osv. Ordet synes efter denne Udvikling at henvise til Tydskland som Hjemstavn. De tydske Franker eller de keltiske Belgier vilde da være Opfindere af den bitre Drik (Øl).

Men man kunde ogsaa antage, at det slaviske Ord chmelĭ er Grundordet, og at dette igjen var et græsk Ord: smilaks (σμίλαξ), en rankende Plante, som lignede Epheu efter Diodorus. Det er ogsaa at lægge Mærke til, at Ordet chmelĭ, humeli hos Slaverne har Betydning af Beruselse, Drukkenskab. Denne Betydning er meget gammel og findes allerede i det 12te Aarh. hos en Forfatter, hvor humeli er en berusende Drik (beruser uden Vin). Ordet bruges endnu om Brændevin og dets Virkninger. Hos den russiske Forfatter Nestor nævnes Humleblad (i et Ordsprog, som anføres) 985 efter Kristus. Efter denne Fremstilling skulde Ordet fra Slaverne være kommet til Tydskerne og deraf igjen være dannet det latinske humulus.

En tredie Afledning gaar ud fra det latinske lupus, som gik over til lupulus og videre til hoppe og hopfen.

Udgiveren og Bearbeideren af Verket, O. Schrader, opstiller endnu en fjerde Afledning. Ordet skal være et oprindelig østasiatisk Ord: Finsk humalu, Esthnisk humal, umal osv.

Humlen og Øllet hører efter dette hjemme blandt de østasiatiske Folkeslag og er derfra gaaet over til Tydskerne og videre til det øvrige Europa.

Den sidste Paastand synes mig noget tvivlsom; men det er jo meget vanskeligt at kunne gjøre sig nogen Mening herom. Saameget synes mig at staa fast efter de nævnte Kulturhistorikeres Udvikling, at Ordet er fra de slaviske Folk gaaet over til Germanerne og fra dem videre. Om Ordet da er ægte og oprindelig slavisk eller det er kommet ind fra asiatiske Folkeslag som Finner, Magyarer, Lapper, Esther o.s.v., faar staa uafgjort indtil videre.

Hermed forlader jeg denne Side af Spørgsmaalet og vender tilbage til den historiske.

Det vil være nødvendigt, at jeg her giver en ganske kort Oversigt over Humlens Optræden som Kulturplante i Europa. Jeg skal atter gjengive det væsentlige af, hvad Hehn siger.

Humlen omtales ikke i den saakaldte Lex salica eller i Karl den Stores Forordninger. Heller ikke Walafrid Strabo omtaler den i sin Hortulus, fra kort før Midten af det 9de Aarh. Men paa denne Tid dukker de første Spor af den op fra andre Egne. I et Gavebrev af Kong Pipin, Karl den Stores Fader, fra det 17de Aar af hans Regjering, til Abbediet St. Denys skjænker Kongen det Humularias cum integritate; heri gjenkjender man det middelalderlig-latinske humlo (Humle). Her har vi imidlertid at gjøre med et Egennavn ved Siden af mange andre, og Lydligheden er maaske tilfældig. Men i Abbed Irminos af Saint Germains des-Près Polyptychon – fra de første Aar af det 9de Aarh., endnu før Karl den Stores Død – omtales hyppig Tiendeafgifter af Humle, som i Teksten benævnes humolo, humelo, umlo. Nogle Aar senere bliver i Abbed Adalbardus af Corveys Statuter fra 822 Møllerne befriede fra Arbeidet med Malt og Humle. Paa Ludvig den Tydskes Tid, i Midten af den anden Halvdel af det 9de Aarh., forekommer ikke sjelden i Kildeskrifter fra Stiftet Freisingen Humlehaver, humularia, som saaledes allerede var komne i Brug i denne Egn. I de følgende Aarhundreder bliver Humleavl stedse mere og mere almindelig i Tydskland, og jo længere vi kommer ned i Tiden, desto hyppigere ser vi Afgift paa Humle i Tiendebøgerne og Humlehaver blandt Bestanddelene af de Grundstykker, som ved Kjøb eller Gave gaar over paa andre Hænder. Planten er bekjendt for den hellige Hildegard og for Albertus Magnus, og dens Dyrkning er saa udbredt, at den giver Sachsenspiegel, Schwabenspiegel o.s.v. Anledning til udtrykkelige Retsbestemmelser. I Schlesien omtales Dyrkningen af Humle i Aaret 1224. Fra Tydskland trængte Humlen forholdsmæssig sent til Nabolandene. Til England kom den saaledes ikke før Henrik den Ottende og Edvard den sjette.

Efter dette maa altsaa Humlen være bekjendt i Tydskland og brugt som Tilsætning til Øllet allerede før Karl den Stores Tid. Til vort Land er den rimeligvis kommen over Nordtydskland kort efter Kristendommens Indførelse og, som dens latinske Navn synes at vise, gjennem Kirkens Formidling.

Det ældste Vidnesbyrd om Humle i vort Land finder vi i den ældre Frostathingslov: Fyrir epli oc humla scal verd gjalda oc landnim á ofan^[4]. Loven er optegnet i det 13de Aarh., men dens Indhold er meget ældre og gaar antagelig tilbage til Haakon den Godes og Olaf den Helliges Tid. Bestemmelsen synes nærmest at sigte til den dyrkede Humle, og i saa Fald maa Humledyrkning være kjendt her i Landet allerede paa Olaf den Helliges Tid eller kort efter.

I de gamle Retterbøder omtales Indførsel af Humle fra Udlandet; saaledes i Magnus Eriksens Retterbod af 1346, Haakon Magnussens Retterbod af 1358, Haakon Magnussens Retterbod om Handel i Kjøbstæderne^[5]. Der tales her om Handel med Humle, og det er muligvis udenlandsk Humle, som der her er Tale om.

Uden Tvivl hørte Humlen blandt de Planter, som oprindelig hos os dyrkedes i Klosterhaverne og enkelte høierestaaende Geistliges Haver; herfra trængte den efterhaanden ud til de almindelige Gaardbrugere.

I Trondhjem havde saaledes Korsbrødrene en Grasgard, som omtales i 1311. Her nævnes ikke Humle særskilt; men at den fandtes i Grasgarden, ser vi af et senere Diplom af 1341. Her tales om Korsbrødrenes Grasgard i Nidaros og om Grasgardsmanden, som skulde røgte deres Have. Her hedder det, at den Korsbroder, som dette paahviler, skal lata fœra humla ok setia ok grafua vm ok rœkia. Her ser vi saaledes, at der dyrkedes Humle i Korsbrødrenes Grasgard i Nidaros, og da kan vi være forvissede om, at det samme ogsaa var Tilfældet i andre Grasgarder^[6].

I den Jordebog over Erkebispestolens Jordegods, som er forfattet ved Erkebiskop Aslak Bolts Foranstaltning, findes indført en Bestemmelse af Erkebiskopen fra 1432, at enhver Leilænding skulde være pligtig at rydde en Mæling Jord og sætte 10 Humlestænger aarlig. Vi ser heraf, at Geistligheden søgte at opmuntre sine Leilændinger (Landbønder) til at rydde Jord og at plante Humle, idet den vel særlig havde for Øie den forøgede Landskyld, som den kunde vente sig.^[7]

I 1447 skjænkede Margreta Strangesdr. en Humlegaard til Mariakirken i Tønsberg for Bønnehold^[8]. Fra Tønsberg haves mange Vidnesbyrd i Diplomerne om Humlehaver; skal man dømme herefter, maa Humledyrkningen have været meget almindelig i Tønsberg i Middelalderen. I 1481 skjænkede Sognepresten ved Vor Frue Kirke og St. Petri Kirke i Tønsberg en Del Gods til Vor Frue Kirke og skulde derfor have fri Bolig med tilhørende Humlehave^[9]. I 1506 kundgjør Lagmand Jon Jonsen i Tønsberg, at Jens Lauritsen solgte sin Gaard, Gautegaard med tilhørende Humlegaard^[10]. I 1510 skjænkede Hustru Gunhild, Raadmand Eyvind Olsens Kone, sin Del i Humlegaarden Skolten til St. Petri Kirke^[11].

Fra Sande Prestegaard, Sandeherred, har vi et Vidnesbyrd om Humlegaard fra 1446. I et Forhør om et Jordstykke, som havde tilhørt Prestegaarden, omtales et Humblestæde^[12].

Fra Bergs Prestegjæld i Smaalenene har vi et Diplom af 1474, hvor Humlehagen omtales paa Gaarden Ruminæ (Remmen)^[13].

Ikke alene de geistlige Stormænd, men ogsaa de verdslige Høvdinger søgte at fremme Humledyrkningen blandt Folket ved Paabud. Saaledes byder Norges Riges Raad i 1490, at hver Skattebonde skulde lægge aarlig 6 Humlekuler paa sin egen Eiendom.

Vi har endnu et Vidnesbyrd om, hvorledes Geistligheden søgte at fremme Humledyrkningen i Landet. Der er os levnet nogle Optegnelser af Biskop Olaf Torkjellsen i Bergen, vistnok nedskrevne i Anledning af Rigsmødet i Bu 1533; det var Spørgsmaal, som Biskopen agtede at bringe frem paa Mødet. Deriblandt var ogsaa: ath sætiæ humble. Biskopen ønskede rimeligvis at faa udfærdiget et almindeligt Paabud herom^[14]. Omtrent fra samme Tid er en Fortegnelse over, hvad der fandtes i Klostret paa Tautra, da det rømmedes. Her opføres bl. a. 2 Td. Humle^[15]. Dersom vi vidste med Sikkerhed, at dette var hjemmeavlet Humle (fra Klosterhaven), da vilde det have været et vigtigt Bidrag til vort Kjendskab til nævnte Haver. Det er rimeligt, at Humlen var Brødrenes egen Avl; men sikkert er det ikke.

Af den gamle Hamars Beskrivelse sees, at Humlehaver var almindelige i Hamar i Slutningen af Middelalderen og Overgangen til den nyere Tid. Saaledes havde St. Olafs Kloster baade Frugthaver og Humlehaver efter Beskrivelsen. Hver Gaard fra Kannikegaarden og til Kommunet havde sin Urtehave, siger den gamle Forfatter, og her har der uden Tvivl vokset Humle. Hver Gaard i Klosterstrædet havde sin Kaalhave, Urtehave, Æblehave, Kirsebærhave og Humlehave. Biskopen havde sin Æblehave overfor Hamar Gaards Port, og udenfor den laa hans Humlehave. Idet Forfatteren omtaler Hamar Bys Herlighed i de svundne Dage, siger han: der var skjønne Frugthaver, – – der var Humlehaver, Kaalhaver, Æblehaver og Kirsebærhaver^[16].

Der er saaledes ikke saa faa Vidnesbyrd om Humleavl i Norge i Middelalderen, og vi har seet, at baade den verdslige og geistlige Styrelse gjorde, hvad de kunde, for at fremme den. I hvilken Grad dette lykkedes, eller, med andre Ord, i hvilken Udstrækning Humle dyrkedes her i Landet henimod Middelalderens Slutning, er det ikke muligt at afgjøre. Det er i hvert Fald sikkert, at den her i Landet avlede Humle ikke paa langt nær var tilstrækkelig for Behovet. En betydelig Del indførtes fra Udlandet, ligesom ogsaa tydsk Øl var en almindelig Handelsvare. Endvidere ved vi, at der brugtes en hel Del andre Planter som Tilsætning til Øllet. Schübeler regner op en hel Del saadanne i Viridarium Norv., og det er ufornødent her at omtale dem. Kun vil jeg nævne Pors (myrica Gale, L.) som en af de Planter, der synes at have været længst i Brug og særlig yndet. Porsmyrer omtales som en Herlighed og nævnes ogsaa i Danmark. Porsen havde en stærk Virkning, som formodentlig syntes at være gavnlig; om man blev syg efter den, viste det kun dens fortrinlige Virkning.

Jeg har etsteds læst en Fortælling fra Sverige, som er meget oplysende i denne Henseende. Det var en svensk Adelsmand, som gjorde et Selskab; Kong Karl den 9de var Gjæst hos ham. Manden trakterede Gjæsterne med Pors-Øl. Kongen drak godt; men næste Morgen var han syg og elendig. Da han traf Manden, var han ikke videre blid; Pors-Øl vilde han aldrig mere smage, og han henstillede til Adelsmanden herefter at brygge bedre Øl.

Naar der anvendtes mange forskjellige Planter som Tilsætning til Øl, vil dette ikke sige, at man ikke kjendte eller ikke satte Pris paa Humle. Det kom kun af Mangel paa den. Det var kostbart at kjøbe den, og det var vanskeligt at faa den i de fjernere Bygder. Saa maatte man hjælpe sig med det, som simplere var. Underligt da, vil man sige, at de ikke selv dyrkede den i tilstrækkeligt Maal! Ja, ligesaa underligt, som meget, vi ser omkring os ogsaa i Nutiden. Man kjøber – eller undværer, – hvad man selv med Lethed kunde frembringe. Almindelig hed det da som senere: at Humlen vilde ikke vokse. Det var imidlertid i de allerfleste Tilfælde en tom Undskyldning. Hvad der manglede, var derimod Tiltag, Initiativ.

Om Humledyrkningen i vort Land i den første Tid efter Reformationen (1530–1660) mangler vi tilstrækkelige Oplysninger til, at vi kan gjøre os noget klart Begreb om dens Udvikling i dette Tidsrum. De Vidnesbyrd, som jeg har stødt paa, skal her anføres.

Den 19de April 1572 udsteder Kong Fredrik den anden en Skrivelse til Superintendenten (Biskopen) i Oslo om Anvendelsen af den saakaldte Communs-Rente, som tidligere havde tilhørt Hamar Domkapitel. Skolemesteren i Hamar skulde have sit Hus paa de gamle Communs Tomter og nyde og beholde de Ager og Hommelgaarder, som Kapitlet der sammesteds tilkommer. Her har vi saaledes en Del af de ovenfor omtalte Humlehaver paa Hamar^[17].

Biskop Jens Nielsen omtaler i sine Visitatsbøger et par Gange Humle og Humledyrkning. Saaledes siger han om Gaarden By i Vardal i 1594, at her var der en skjøn Humlehave. Ligesaa omtaler han kort efter Humledyrkningen i Birid, og da heder det, at Bispen gav Sognepresten Hr. Kristian Jakobsen 2 Daler at kjøbe Humle for.

I Bergens Bispegaard var der en gammel, meget bekjendt Have, som rimeligvis var anlagt af Franciskanerne, som boede her i Middelalderen. Biskop Geble Pedersen forskjønnede Haven meget og holdt endog en egen Gartner fra Flandern; rimeligvis har han ogsaa havt en Humlegaard her, som igjen stammede fra Munkene. Imidlertid nævnes ikke Humle eller Humlegaard i Beskrivelsen over Haven, saaledes som Edv. Edvardsen har overleveret os den, og som uden Tvivl hviler paa Absalon Pedersens Beretning. Derimod findes Humlehave omtalt i Bispegaarden, i den Beskrivelse af Haven under Biskop Nils Randulf, som Edvardsen har leveret^[18]. Randulf var Biskop i Bergen 1665–1711. Naar der paa hans Tid var Humlehave i Bispegaarden, saa er det høist sandsynligt, at det havde været saa i lange Tider, lige fra Geble Pedersen og endnu længere tilbage.

Som vi ovenfor har seet, havde Styrelsen allerede tidlig sin Opmærksomhed fæstet paa Humleavlens Betydning for Landet og søgte at fremme den ved Lovbud. Denne Bestræbelse maatte finde endnu gunstigere Betingelser i Enevældets Dage, da det blev en Troessandhed, at »vi alene ved, hvad der tjener til vore Rigers Gavn«, og da det syntes enhver uimodsigeligt, at Lovbud var den letteste Maade til at fremme en hvilkensomhelst Sag paa. Vi finder derfor ogsaa, at ikke før var Kongen bleven udrustet med sit »absolute dominium«, førend han griber Tanken om at ophjælpe Humledyrkningen i Landet.

I 1661 nedsattes der en meget mandstærk Landkommission, eller rettere 10 forskjellige Kommissioner, en for hvert Lagdømme, for at undersøge Landets finansielle Tilstand, indrette Jordebøger over alt offentligt og privat Jordegods, anstille Efterforskninger efter det af Regjeringen pantsatte Gods, at indhente Oplysninger om Skovenes Tilstand, om Tolden, at taksere alle Huse og Eiendomme osv. Det gjaldt om at skrabe sammen Penge, da Rigerne naturligvis var kommen i stor Gjæld ved Krigen. Formaalet var saaledes egentlig at ordne og bedre Skatteforholdene; men dette vovede man ikke helt ud at tilstaa, da det kunne vække Frygt hos Folket for nye Skattebyrder.

Der udarbeidedes en meget udførlig Instruks for Kommissionen. I Post 6 heder det bl. a., at Kommissionen ved hver Gaard skulde bestemme (specificere), hvor meget og af hvor mange Tønder Sæd Rydningsland der findes paa Gaarden, hvor meget Bonden uden Forsømmelse kunde rydde hvert Aar, i lige Maade at forelægge enhver Bonde at plante sig fornøden Humlehave, hvor ingen findes, og enhver formanes sligt at efterkomme uden Ladhed og Forsømmelse, med mindre han vil staa i Fare at miste sin Gaard.

Det var strenge Ord; men vi forstaar let, hvorledes det gik. Naturligvis fandtes der sjelden eller aldrig Rydningsland, og Humle vilde ikke vokse, hvor den ikke allerede var plantet. Men undertiden nyttede det dog ikke at komme med disse Udflugter, da det var altfor øiensynligt, at de var opdigtede.

Kommissionen har afgivet Beretning om sin Virksomhed. I Oplandenes Lagdømme nævnes ikke Humleavlen i Beretningen.

I Fredrikshalds Lagdømme var Almuen paalagt at plante Humle, hvor ingen fandtes.

Ligesaa i Tønsbergs Lagdømme og i Skien, hvor det er bemærket, at tilfjelds vilde Humlen ikke gro, da Sommeren var for kort.

Fra Agdesidens Lagdømme heder det, at alle Mand var paalagt at plante Humlehaver, hvor Landets Leilighed kunde tillade det.

Fra Stavanger Lagdømme meddeles, at man fandt det rettest at en eller to fornemme (naturligvis, det var det vigtigste) Mænd i hvert Tinglag blev opnævnte, som skulde udvise saadanne Pladse, som kunde ryddes enten til Sæd eller Humlekuler. Mere findes der ikke i denne Beretning om Humleavl.

I Bergens Lagdømme fandtes (naturligvis kunde man sige) ikke noget Rydningsland. Om Humleavlen siges der, at paa de Steder, hvor Humle kunde vokse, var der allerede lagt Flid paa at ympe og pode Humle, saasom udi Sogn, Søndhordland, Nordhordland, Nordfjord, Voss og Hardanger.

I Trondhjems Lagdømme havde Kommissionen formanet Almuen at plante Humlehaver.

Fra Nordlands Lagdømme kom der ingen Beretning^[19].

Holder man sig til Ordlyden i disse Beretninger, faar man ikke meget høie Tanker om Humleavlen i Landet paa denne Tid. Det synes, som om det væsentlig kun var Bergens Stift, hvor den var mere almindelig. Imidlertid har dog neppe Forholdet været saa slet; man har vel indskrænket sig til at paaminde Almuen i Almindelighed at plante Humle uden nærmere at undersøge, hvorvidt der fandtes Humlehaver. Det vilde ogsaa være et uoverkommeligt Arbeide for Kommissionen med de Hjælpemidler, den besad, og den Tid, som var stillet den til Raadighed. Det kan saaledes ansees som temmelig sikkert, at Humleavlen er udbredt i en hel Del, kanske de fleste Bygder i Landet i den vestlige, sydlige og østlige Del, hvor ikke Naturforholdene var altfor ugunstige. I Trondhjems Stift synes det derimod at have været lidet af den.

De Foranstaltninger, som ovenfor er omtalt, for at ordne Skatteforholdene og ophjælpe de kongelige Indtægter af Landet ledede kort efter til nye og mere indgribende. Den 23de Januar 1665 udstedte Kongen en Befaling til alle Lagmænd i Norge, at de i Forening med Fogden og Sorenskriveren samt 6 Lagrettesmænd skulde befare alle Gaarde og sætte dem til en bestemt Skatteskyld, som skulde regnes efter samme Skyldspecies i hver af de to Dele: Søndenfjelds og Nordenfjelds. Dette skede dog ikke helt. I dette Paabud gjentages Bestemmelsen fra 1661 om Rydning og Anlæg af Humlehaver: »samt og annotere dem, som endnu efter Recessen et haver plantet sig Humlehave med Formaning det forderligst at efterkommes o.s.v.

Matrikulen af 1667 – den ældste Matrikul i vort Land – indeholder i Overensstemmelse med dette Paabud detaljerede Opgaver over Humledyrkningen i Landet. Har Gaarden Humlehave, er dette bemærket. Hvis ikke, saa er vedkommende Gaard enten paalagt at plante Humle, eller den fritages derfor paa Grund af Naturforholdene ! (»vil ikke vokse«). Imidlertid er der en hel Del Gaarde, ja mange Bygder og Herreder, hvor der ikke siges noget. Man skulde da nærmest tro, at der ikke fandtes Humlehaver, og at man antog, at det heller ikke vilde nytte at anlægge saadanne. Imidlertid synes det dog, at Skyldsætningskommissionerne har gaaet frem efter forskjellige Principer, og at de ikke altid har taget det saa nøiagtig. Især synes det, som om den Mening, at Humle ikke vilde trives i vedkommende Egn, har gjort, at man ikke har bemøiet sig videre med Sagen. Dette vil antagelig klart fremgaa af det følgende. Opgaverne bør derfor behandles med adskillig Kritik, naar man vil eftergaa dem i Enkelthederne; men i det store og hele giver de vistnok et temmelig godt Billede af Humledyrkningen i vort Land i Tiden omkring 1660.

Jeg skal nu i al Korthed gjennemgaa Opgaverne i Matrikulen af 1667 om Humleavlen.

Jeg begynder med Vestlandet, hvor vi skulde vente at finde den største Humleavl.

Romsdals Amt.

Her findes Humlehaver i Nordmør, særlig i Surendalen, som havde 33 Haver. Stangvik havde 13. Gimnæs Skibrede havde 7. De øvrige Tinglag eller Prestegjeld havde ingen Humlehaver undtagen et Par, som havde 1 og 2 hver.

I Romsdalen var der saagodtsom ingen Humlehaver; alene Visdalen havde 2.

I Søndmør nævnes intet om Humleavl.

Nordre Bergenhus Amt.

I Nordfjord nævnes ikke Humlehaver eller Humledyrkning. Dette synes besynderligt, og man har Grund til at tvivle paa, at det er korrekt.

I Søndfjord nævnes 11 Humlehaver i Askevold og Indre Holmedal.

I Sogn var Humledyrkningen meget udbredt. I Norum Skibrede var der 15 Humlehaver, medens 49 Gaarde fik Paalæg om at anlægge saadanne. I Sogndals Skibrede var der kun 4 Humlehaver; 51 Gaarde fik Paalæg om at anlægge saadanne. I Marifjærens Skibrede var der 23 Humlehaver, medens 16 Gaarde fik Paalæg om Anlæg. I Solvorn var der 31 Humlehaver, medens kun 7 Gaarde fik Paalæg om at anlægge saadanne og 29 manglede naturlige Betingelser. I Jostedalen var der 15 Gaarde, som havde Humlehaver. I Lyster var der 12 Gaarde med Humlehaver, og 79 fik Paalæg om at plante Humle. I Aardal havde 12 Gaarde Humlehaver og i Lærdal 13. I Borgund var der ingen. Alle disse Bygdelag fik Paa- bud om at plante. I Nærø Skibrede var ingen Humlehave, og kun 11 Gaarde fik Paalæg at plante. I Aurland var der 2, i Sjøstrand ingen og ligesaa i alle de følgende Skibreder i Sogn; mange fik Paalæg om at plante Humle.

Man vil heraf se, at det i dette Amt var væsentlig Indre Sogn, som dyrkede Humle.

Søndre Bergenhus Amt.

I Nordhordlands Fogderi nævnes intet om Humleavl.

Om Voss har jeg ikke nogen Oplysning; Matrikulen mangler (?).

I Søndhordland findes ikke saa faa Humlehaver. Saaledes var der i Os 12, i Strandvik 14, i Kvinnherred 6, i Strandebarm 6, i Skonevik 3 og i Etne 1.

Hardanger var den Egn paa Vestlandet, som havde de fleste Humlehaver. Jondal havde saaledes 18 Humlehaver, medens 13 Gaarde havde faaet Paalæg om at plante Humle. I Øystesø Skibrede, hvor Humledyrkningen var mest udbredt, havde 66 Gaarde Humlehaver, og om 17 Gaarde er det bemærket, at Humlen ikke vil vokse der. Kun 4 Gaarde havde faaet Paalæg om at plante. Intet Skibrede paa Vestlandet stod saa høit som dette i Humledyrkning. I Ullensvang havde 80 Gaarde Humlehaver, 30 havde faaet Paalæg om at plante, og 33 manglede naturlige Betingelser. I Røldal var der ingen Humlehaver; ligesaa i Eidfjord. I Ulvik havde 21 Gaarde Humlehaver, og 20 havde faaet Paalæg om at plante. 14 manglede naturlige Betingelser. I Granvin var der kun 5 Gaarde, som havde Humlehaver, og kun 4, som havde faaet Paalæg om at plante. De fleste Gaarde synes at have manglet naturlige Betingelser (hvad der naturligvis ikke var Tilfældet).

Hardanger er saaledes i dette Amt det Strøg, hvor der paa denne Tid dyrkes mest Humle. Især udmærker Vikør og Ullensvangs Prestegjæld sig.

Stavanger Amt.

Her nævnes ingen Humlehaver.

Lister og Mandals Amt.

Intet om Humlehaver.

Nedenæs Amt.

Intet om Humlehaver.

Bratsberg Amt.

I Øvre Telemarken (Skatlandet) nævnes ikke Humlehaver.

I Nedre Telemarken (Tiendelandet):

I Solum Sogn havde 5 Gaarde Humlehaver. I Mælum havde 6 Gaarde Humle, i Holden 9 Gaarde, i Komnæs 6, i Helgen 11, i Bø 29, i Saude 32, i Næs 16, i Hitterdal 35.

Den øvrige Del var dels – for en mindre Del – paalagt at plante Humle, dels – og fornemmelig – manglede de naturlige Betingelser.

I Bamle Fogderi havde Gjerpen 5 Gaarde med Humlehaver, 5 var paalagt at plante, og 111 Gaarde manglede naturlige Betingelser. I Eidanger havde 23 Gaarde Humlehaver; alle de øvrige manglede Betingelser. Slemdal havde 16 Gaarde med Humlehaver, medens de øvrige »ikke havde Leilighed«. Sannikedal havde ingen Humlehaver. Ligesaa Bamle. Men Drangedal – mærkelig nok – havde 11 Humlehaver. Dette skulde jo tyde paa, at det ikke var rimeligt, at der i hele Sannikedal og Bamle ikke skulde findes en eneste Gaard, som havde naturlige Betingelser for Humleavl.

Som man ser, har hele Strækningen fra Hardangerfjorden og til Skiensfjorden ingen Humleavl; men omkring Skiensfjordens indre Del og opover fra den begynder atter Humledyrkningen og tiltager i det hele og store østover.

Jarlsberg og Laurviks Amt.

Dette Amt var det Amt, som havde det største Antal Humlehaver i Forhold til Folketallet. Samtlige Herreder havde Humlehaver, og det i den Udstrækning, at i de fleste Herreder var Tallet af Gaarde med Humlehaver større end Tallet af Gaarde uden. I det hele havde Amtet 768 Gaarde med Humlehaver. Især udmærkede sig: Sandeherred, Slagen, Borre, Stokke, Vaale, Sande osv.

Buskeruds Amt.

I Numedal var der ingen Humlehaver. I Sandsvær var der 40 Humlehaver. I Hedenstad 18, i Komnæs 23 og i Tuft 8.

I Buskerud havde Modum 18 Gaarde med Humlehaver. Sigdal havde 59 Gaarde med Humlehaver, Eggedal 11, Krødsherred 19, Eker og Skoger 32.

Kristians Amt.

I Land og Hadelands Fogderi stod Gran høiest med 33 Gaarde, som havde Humlehaver. Jevnaker havde 7, Land havde 95.

I Valders nævnes Humlehaver kun i Aurdal, hvor 10 Gaarde havde Haver, medens Resten som Regel var paalagt at plante.

I Totens Fogderi udmærkede sig Totens Prestegjæld, hvor 139 Gaarde havde Humlehaver. Om de øvrige Gaarde heder det enten, at de var paalagt at plante, eller at de »ikke havde Leilighed«.

I Vardal havde 50 Gaarde Humlehaver, i Biri 3 Gaarde.

I Gudbrandsdalen fandtes der ikke mange Humlehaver. I Faaberg var der 12 Gaarde, som havde saadanne, i Follebu var der-13, i Gausdal 27, i Fron 21; de øvrige Prestegjæld havde ingen Humlehaver eller saagodt som ingen.

Smaalenenes Amt.

Rakkestad havde 79 Gaarde med Humlehaver. Frøland (d. e. Trøkstad og Askim) havde 17, Spydeberg havde 50, Skiptvet 53.

Borge havde 28 Gaarde med Humlehaver, Hvaler havde 6, Berg ingen, Varteig 15.

Rygge havde 31 Gaarde med Humlehaver, Vaaler 26, Tune 50, Glemminge 14.

Om flere Prestegjæld savnes Oplysning.

Akershus Amt.

Om Aker og Follo Fogderi savnes Oplysning undtagen for V. Bærum, hvor der fandtes 8 Gaarde med Humlehaver.

I N. Romerike havde Enebak 45 Gaarde med Humlehaver, Sørum 41, Skedsmo 9 og Fet 10.

I Ø. Romerike havde Eidsvold omkring 100 Gaarde med Humlehaver, Næs ligesaa omkring 100, Nannestad 90, Ullensaker 85 og Gjerdrum 23.

Hedemarkens Amt.

I Østerdalen havde Aamot 14 Gaarde med Humlehaver og Elverum 29. I de andre Prestegjæld fandtes ikke Humlehaver.

I Solør havde Grue 90 Gaarde med Humlehaver, »Gudtz Aasiundtz Annex« (?) havde 78, Hoff Prestegjæld 50, Aasnæs 44 og Vaaler 39.

I Vinger og Odalen havde Vinger 32 Gaarde med Humlehaver og »Midtskogen« 65.

I Hedemarkens Fogderi stod Næs Prestegjæld høiest; det havde 98 Gaarde med Humlehaver. Helgeøen stod høiest; thi her var der kun 3 Mand, som ikke havde Humle. Ringsaker Prestegjæld havde 70 Gaarde med Frugthaver, Vangs Sogn havde 83 Gaarde med Humlehaver, Furnæs (Deiglum Sogn) havde 47, Romedal havde 38, Stange Prestegjæld havde 116 og Løiten havde ingen.

Som man ser, var Hedemarkens Amt rigt forsynet med Humlehaver, naar Hensyn tages til Naturforholdene.

Søndre Trondhjems Amt.

I Ørkedalens Fogderi stod Rennebu høiest; 57 Gaarde havde Humlehaver. Meldalen havde 45 og Ørkedalen 33. Opdal havde ingen. Kommissionen gik her frem med Alvor; omtrent alle Gaarde, som ikke havde Humle, ogsaa i Opdal, fik Paalæg om at plante. Dette tager sig unægtelig lidt besynderligt ud, naar man sammenligner disse Bygder med mange andre, hvor det uden videre heder, at »de ikke havde Leilighed«, eller hvor man ikke engang havde umaget sig med at nævne det.

I Guldalens Fogderi savnes Humlehaver i Aalen, Holtaalen, Soknedalen og Budalen. Soknedalen fik Paalæg om at plante, de øvrige Bygdelag manglede naturlige Betingelser. Melhus Prestegjæld havde 28 Gaarde med Humlehaver, deraf 1 paa Høilandet og 1 i hver af de to andre Sogne. Storen havde 15. I Strinde og Selbo Fogderi havde Børseskogn, Buviken, Selbo og Tydalen ingen Humlehaver. Buviken fik Paalæg om at plante. Børsen havde 2 Gaarde med Humlehaver, Bynæsset 11, Klæbu med Tiller 25, Strinden 21. Mange Gaarde fik Paaleg om at plante. I Fosens Fogderi havde Hevne 3 Gaarde med Humlehaver, Hitteren, Ørlandet, Frøien, Bjørnør, Bjugn og Aafjorden havde ingen Humlehaver. Stadsbygden og Rissen havde 37 Gaarde med Humlehaver.

Søndre Trondhjems Amt viser sig, sammenlignet med de øvrige Amter, at staa meget høit, hvad Humledyrkning angaar, ligesom Kommissionen har taget det dem givne Opdrag baade med Alvor og med fuld Forstaaelse af Forholdene.

Nordre Trondhjems Amt.

I Stør- og Værdalens Fogderi staar Værdalen øverst med 94 Gaarde, som har Humlehaver, Skogn (Alstahaug) havde 70. Størdalens Prestegjæld havde 63. Frosten med Aasen 29. Om Gaarden Laugsten findes den interessante Oplysning, at der fandtes en Kirsebærhave, som betalte en Afgift til Logtu Kirke, men tilhørte Borgermester i Trondhjem Anders Hellekands Børn og Arvinger. Forrens Tinglag havde 130 Gaarde med Humlehaver.

I Inderøen fandtes en Mængde Humlehaver. Inderøens Prestegjæld havde saaledes 36 Gaarde med Humlehaver, Ytterøens 29, Beitstaden 72, Stod 102, Sparbu 140, Snaasen 4.

Det maa vække Forundring, at Inderøen kunde staa saa høit i Humleavl, naar man tænker paa Beliggenheden. Det hørte til de Egne i Landet, som stod høiest.

I Namdalens Fogderi omtales ikke Humlehaver, og der gives intet Paalæg om at plante Humle.

Til ovenstaaende maa bemærkes, at jeg ikke har kunnet finde Matrikler for enkelte Bygders Vedkommende. Det skulde dog være besynderligt, om saa vigtige og i sin Tid meget brugte Skrifter skulde være forsvundne.

Med Hensyn til Gaardene og deres Antal maa jeg gjøre opmærksom paa, at som Regel omfatter Gaarden et Matrikulnummer, og der er som oftest 2 eller flere Brugere paa hver Gaard. Vi maa derfor antage, at naar det siges, at der var Humlehaver paa Gaarden, menes derved i Almindelighed, at hver Bruger havde sin Have. I enkelte Tilfælde er det udtrykkelig bemærket, at der var flere Humlehaver paa Gaarden.

I de fleste Tilfælde følger Matrikulen Skibredeinddelingen, uden nogen anden Inddeling. Men ofte findes ogsaa Prestegjældsdeling eller Sognedeling, tildels uden Skibredeinddeling. De forskjellige Kommissioner har fulgt forskjellige Principer.

Matriklerne af 1667 og følgende Aar er af meget stor Betydning, naar det gjælder om at lære Fortiden at kjende. Ved Siden af Presternes Mandtal af 1664 er de i Virkeligheden de vigtigste historiske Kildeskrifter, vi har fra denne Tid; de burde for længe side have været udgivet.

Det i 1665 givne Paalæg om Plantning af Humle har antagelig virket ud over Landet. Det er ialfald sikkert, at det Paabud, som i 1661 blev givet Landkommissionen, gjorde Virkning; thi i Matrikulen af 1667 heder det gjentagende, at Humlehave nylig var anlagt, og det er uden Tvivl skeet netop paa Grund af det nævnte Paabud i 1661. Det er da ogsaa fuld Grund til at antage, at det i 1665 givne Bud, som formentlig blev indskjærpet overalt paa Tingene og ved de Møder, Matrikulkommissionen holdt med Folket, ogsaa bar Frugt i de nærmest følgende Aar.

Regjeringen havde vistnok for Øie med sit Paabud om Humleavl at øge de kongelige Indtægter, nemlig gjennem Tiende; men det har neppe lykkedes. Jeg kjender kun eet Eksempel paa et Tilløb i denne Retning, idet Sognepresten i Ullensvang Peder Løgil i 1657 i sin Tiendebog ogsaa opførte Tiende af Humle; men det førte ikke til noget.

I det enkelte at paavise, hvorledes Humledyrkningen i den følgende Tid gik fremad, lader sig ikke gjøre, da nøiagtige Oplysninger mangler. Rimeligvis har den udbredt sig videre og videre; men det gik smaat, og man avlede kun til eget Brug paa de fleste Steder.

Pontoppidan skriver i sin Norges naturlige Historie^[20]: Man finder Humlehaver overalt i Syd og i Nord, dog de bedste paa Hedemarken og i Solør. Ogsaa paa Søndmør havde han seet god Humle. Lignende almindelige Udtalelser kan man finde ogsaa hos andre topografiske Forfattere; men de giver saa liden Oplysning. Forfatteren Thaarup^[21] nævner Toten, Hedemarken, Grue i Solør, Hardanger, Surendalen og Folden (?) som de bedste Humlebygder.

I det følgende skal jeg fremdrage en Del Vidnesbyrd fra trykte og utrykte Skrifter, idet jeg gjennemgaar de forskjellige Amter og følger Ordenen ovenfor.

I Romsdals Amt omtaler, som vi hørte, Pontoppidan Humlehaverne paa Søndmør. Presten Strøm, som kort efter skrev sin berømte Søndmørs Beskrivelse, omtaler i denne Humledyrkningen paa Søndmør^[22]. Humle plantes vel paa adskillige Steder, men fornemmelig i Søkelvens og Strandens Sogne og allermest i Sunelvs-Bygden, hvor man ei alene avler Humle til egen Fornødenhed, men endog til at sælge, og det undertiden saa meget, at de aarlige Skatter dermed kan betales. Paa visse Steder lægger man sig til Æblehaver istedenfor Humlehaver, skjønt de sidste er uden Tvivl fordelagtigere end de første. Senere fremhæver han især Nordalen^[23].

I Romsdalen levede og virkede de bekjendte Havedyrkere Fogden Eg, Fader og Søn, paa Gjermundnæs samt Provst Erik Røring paa Veø; disse søgte uden Tvivl ogsaa at fremme Humleavlen. I Bulls Beskrivelse af Molde omtales Reknæs og Humlehaven »ved Toppen af Bakken«, hvor der avledes 2 Voger Humle. Desuden nævnes en Humlehave »ved Foden af Fjeldet.« Disse Haver er antagelig anlagt af General-Auditør Koren. Vi kan endvidere med Sikkerhed gaa ud fra, at der fandtes Humlehaver paa alle Herregaarde indover fra Moldegaard og til Strande.

G. Schøning omtaler i sin Reisebeskrivelse Humledyrkningen i Kværnæs; men den synes ikke at have været meget betydelig.

I Nordmør stod Surendalen og Sundalen høiest, hvad Humleavl angaar. Chr. Pram omtaler i sin Reisebeskrivelse Humleavlen i Sundalen og fortæller, at man avlede meget mere, end man selv behøvede, og solgte den paa Romsdals Marked.

I Krafts Norges Beskrivelse^[24] faar vi nogle sparsomme Oplysninger om Humledyrkningen i Amtet. I Surendalen avledes der Humle i betydelig Mængde, og mere end i noget andet Prestegjæld i Amtet. De fleste Gaarde, særlig i Hovedsognet, havde Humlehaver, og en enkelt Mand kunde avle fra 2 til 4 Voger Humle. Ogsaa i Stangvik avledes en Del, men mest til eget Brug. I Sundalen avledes saa meget, at man ogsaa havde adskilligt tilsalgs. I de øvrige Prestegjæld fandtes der saagodtsom ingen Humlehaver.

I Romsdals Fogderi avledes Humle hist og her, men kun i ringe Mængde. Paa Søndmør avledes Humle inde i Fjordene af en Del Gaardbrugere til Husbrug. I Sunelven, Nordalen, Stranden og Ørskog kunde man ogsaa afsætte en Del Humle til andre Bygder. Humlen roses for sin gode Kvalitet.

Denne Krafts Fremstilling af Humleavlen i Romsdals Amt er maaske lidt for ugunstig. Jeg kan mindes fra omkring 1850, at der endnu fandtes Humlehaver i Romsdalen paa omtrent hver Gaard eller Levninger af saadanne. De var smaa og kun beregnede paa Husbrug. Jeg har al Grund til at antage, at saa var Forholdet overalt i Amtet, hvor ikke de naturlige Forholde lagde Hindringer i Veien, som ude ved Havkysten eller tilfjelds.

I N. Bergenhus Amt vil jeg først nævne Nordfjord. Vi har Oplysning om Humleavlen i Provst J. A. Kroghs Beskrivelse af Nordfjord. Han skriver^[25]: Humle vokser her ingensteds, som mig bekjendt er, vild, men dyrkes især inde i Fjordene mesten af hver Bonde. Saa ofte ikke Vindduggen gjør den Skade, falder den i Almindelighed temmelig god. I Indvikens Prestegjæld avles det meste, hvorfra ei alene Nordfjord de fleste Aar for det meste forsynes, men og endel føres til Søndmør, hvor den gemenlig gjelder 8 til 12 Skil. Pundet. Dog kjøber og Nordfjord aarlig noget i Bergen, hvilket sat i Ligning med det, som i dets Sted sælges paa Søndmør, gjør i denne Artikel mest fuldkommen Balance. Som man ser, har der i Nordfjord paa denne Tid været en betydelig Humleavl; man var selvhjulpen. Det ser da besynderlig ud, at der i 1667 ikke skulde findes Humlehaver i Nordfjord; dette viser os, at vi kan ikke uden videre stole paa Opgaverne i den gamle Matrikul. Kommissionerne har paa mange Steder taget det givne Paabud let; i Nordfjord har de vel ganske sat det tilside.

Om Søndfjord har vi en sparsom Oplysning i H. Arentz’s Beskrivelse over Søndfjord fra omkring 1780^[26]. Han skriver her (S. 75) om Humleavlen i Distriktet: Humleplantningen lægger og enkelte sig efter, og det i gode Aaringer med nogenlunde Lykke, og vilde jeg ønske, at den her blev dyrket noget mere almindelig og omhyggelig, end nu sker; thi lad være, at vort Veirlag ikke just kan siges at være det passeligste for denne Plante, tør jeg dog paastaa, at den Humle, som her i føielige Aaringer kommer til sin Fuldkommenhed, kan maaske i Smag og Styrke sættes ved Siden af den bedste Brunsvigske Humle, som faaes tilkjøbs i Bergen.

Om Sogns Humleavl har vi meget faa Efterretninger efter 1667; vi ved kun, at den var almindelig udbredt, særlig i Indre Sogn. Bing siger om Sogn i sin Norges Beskrivelse^[27]: »Her vokser en Mængde Roer, Humle, Havefrugter, Æbler etc.«

Presten Bøiesen omtaler i sin Beskrivelse af Lærdals Prestegjæld^[28] ogsaa med faa Ord Humleavlen i Prestegjældet. Han fortæller, at der paa Gaarden Rikum var en betydelig Humlehave, som stadig udvidedes. Paa de fleste Gaarde fandtes der nogle enkelte Humleranker, som han mener er Levninger af de Humlehaver, som omtales i Matrikulen i 1667, idet han gaar ud fra, at Humledyrkningen tidligere havde været betydeligere. Der er dog ingen Grund til at antage dette; alt beror paa den Maalestok, man bruger, og i Sogn som overalt ellers i Landet var det kun til eget Brug, man som Regel dyrkede Humle. At dyrke Humle til Salg svarede sig vistnok i Almindelighed kun daarlig, i hvert Fald paa den Maade, man i ældre Tid dyrkede den paa.

Kraft fortæller i sin Norges Beskrivelse om Nordfjord (IV, S. 889), at Humle avledes paa de fleste Gaarde inde i Fjordene til Husbehov. Indvikens Prestegjæld og især Nedre Stryn udmærkede sig særlig og afsatte en ikke ubetydelig Del Humle til Bergen og Søndmør.

Om Søndfjord siger han (S. 844), at der dyrkedes Humle her i kun ringe Udstrækning. Paa enkelte Gaarde i Førde og Indre Holmedal avledes lidt, men man maatte indføre en god Del, og det skjønt Humlen voksede godt i Søndfjord og Humleavlen var meget fordelagtig. Krafts Opfatning er uden Tvivl vel mørk. Som Gaarde, hvor Humle særlig dyrkedes, nævnes Gaarden Tyse ved Dalsfjorden, hvor Sorenskriver Landmark boede; den havde 6 Humlehaver. Videre det bekjendte Gods Svanø, hvor Ole Torgersen Svanø boede. Her nævnes ogsaa bl. a. en Humlehave.

Om Sogn skriver han, at Leikanger, Vik og Brække Sogn avler, hvad man selv tiltrænger. I Ladvik og Eyvindvik Prestegjælde dyrkes ikke Humle. I Indre Sogn staar Humledyrkningen høiere, men den er dog af ingen Betydning, siger han. Hvad Lærdals Prestegjæld angaar, gjentager han kun, hvad Presten Bøiesen havde skrevet tidligere. Om de øvrige Prestegjæld i Indre Sogn siger han, at Humle dyrkes hist og her noget mere, og den lykkes godt nede i Dalene, hvor der var Ly for Nordenvinden; der var dog kun faa Steder, hvor man avlede nok til Husbehov. Dog syntes Humledyrkningen at være i Opkomst. Ogsaa for Indre Sogns Vedkommende synes mig Krafts Skildring vel mørk.

I Søndre Bergenhus Amt stod Nordhordland mest tilbage i Humledyrkning; der nævnes intet om den i Matrikulen af 1667. Dog har der sikkerlig senere været Humlehaver paa mange Steder ogsaa her. Proprietær Krüger, som i Budstikkens 2den Aarg. har leveret en Beskrivelse over Os Prestegjæld, fortæller, at Humle dyrkedes paa nogle faa Gaarde i Strandvik, Fuse og Dalens Sogne; 10–12 Gaarde havde Humlehaver, og i de bedste kunde man avle en 5–6 Bismerpund. Humledyrkningen, siger han videre, var gaaet tilbage, siden man lærte Poteterne at kjende; det lønte sig bedre at dyrke Poteter end Humle. Tidligere var Humledyrkningen mere almindelig i Prestegjældet, og næsten hver Mand avlede, hvad han behøvede af Humle. Rimeligvis har dette været Tilfælde ogsaa i mange andre Bygder i Nordhordland.

I Søndhordland har uden Tvivl Humledyrkning været temmelig almindelig i mange Bygder. I Kvinnherred var der enkelte Humlehaver, fortæller Sogneprest P. H. Hertzberg i sin Beskrivelse af Prestegjældet^[29]. Pram fortæller i sin Reisebeskrivelse om Etne, at der var noget Humleavl her, men kun til eget Forbrug.

I Hardanger stod Vikør Prestegjæld øverst i Humledyrkning. Saaledes skriver Biskop Neumann^[30] om Vikør og Hardanger i Almindelighed: Ved Norheim ligger en Strækning af Humlehaver, hvilke netop i dette Prestegjæld findes hyppigst, ihvorvel man over hele Hardanger som op paa Voss dyrker Humle. Avlen var en vigtig Næringsgren for Bønderne.

Kraft skriver om Humleavlen i S. Bergenhus^[31]: Humleavl finder noget hyppigere Sted i Nordhordland (nemlig end Hamp- og Linavl), da man hist og her i Lindaas og Hosanger Prestegjælde fornemmelig i den til det sidste hørende Modal avler noget Humle, og paa Voss er Humleavlen saa udbredt, især i visse af Hovedsognets Ottinger, at man derfra afsætter en ikke ubetydelig Del Humle til de omliggende Bygder.

I Søndhordland avles Humle paa enkelte Gaarde; i Os Prestegjæld gjentager han, hvad Krüger havde skrevet tidligere om de 10–12 Gaarde, som dyrkede Humle. I Hardanger lægger man Vinn paa Humleavl. Den meste Humle avles i Vikør Prestegjæld, hvorfra en betydelig Mængde udføres til de østlige og sydlige Nabodistrikter i Akershus og Kristiansands Stifter. Han omtaler ogsaa, at Potetesdyrkningen i Søndhordland havde fortrængt Humledyrkningea. Naar en Mark Humle kunde kjøbes for 1 Skj. Poteter, svarede det sig ikke at dyrke Humle, siger han, og det maa vel alle være enige i.

Ogsaa i Ullensvangs og Ulviks Prestegjælde var Humledyrkningen almindelig; men den dreves ikke i den Udstrækning her som i Vikør; det var mest til Husbehov.

Fra gammel Tid af hørte Humle til de Varer, som Haringerne paa Hesteryggen førte over Vidden til Østlandet, særlig til Kongsberg. Store Masser Humle førtes i Sommerens Løb over. En stor Del var rimeligvis indkjøbt rundt om i Bygderne; men en stor Del var vel af udenlandsk Oprindelse. Vi kan ogsaa se, at Handelskarle fra Hardanger reiste sydover til Ryfylke og Stavanger med Humle, hvorover Landhandlerne høiligen forbitredes.

I Stavanger Amt omtales ikke Humlehaver i Matrikulen af 1667. Det er ogsaa sikkert, at Humledyrkningen i dette Amt altid har været meget ubetydelig. I Ryfylke mangler mange Herreder naturlige Betingelser; men i de indre Bygder vilde nok Humlen vokse. Det synes dog, som om man ikke har lagt sig synderlig efter Dyrkningen. Suldal nævnes af Kraft som det Prestegjæld, der havde en Del Humlehaver. Rimeligvis har dog ogsaa enkelte andre Prestegjæld haft enkelte Haver.

Jæderen var naturligvis uskikket for Humleavl. Inde i Dalerne derimod vilde nok Humlen trives, og man havde ogsaa Humlehaver paa enkelte Steder; men det hele var uden nogen videre Betydning. Man indførte Humle især fra Hardanger, med hvilken Landsdel en livlig Handelsforbindelse fra gammel Tid af synes at have fundet Sted. Hardanger synes ialfald i daarlige Kornaar at have indført Korn fra Jæderen.

At Humledyrkningen dog ikke har været ukjendt i Stavanger Amt i ældre Tid, viser Amtmand de Fines Ord i hans Beskrivelse over Stavanger Amt (1745): Humle vokser, siger han, paa adskillige Steder baade i Dalerne, og Ryfylke Fogderier; men de fleste Bønder bliver almindelig ved sine Forfædres gamle Sædvane, skjønt de kunde plante saa meget Humle, som de selv havde fornøden. Humlen vilde, mente han, trives ligesaa godt her som i Hardanger, naar undtages Jæderen og Øerne mod Havet.

I Lister og Mandals Amt har der heller ikke været nogen stor Humleavl. Store Strækninger af Amtet er ogsaa uskikkede for Humledyrkning. I de indre Bygder derimod trives den.

Vi har et mærkeligt Forslag fra dette Amt. I 1735 udgik der et Kgl. Reskript, at Stiftamtmændene skulde afgive Erklæringer om Amternes og Byernes Tilstand. Stiftamtmand With i Kristiansand afgav en Beretning (Relation) med 10 Poster, som han henledede Opmærksomheden paa. Deriblandt var der en Post, som gik ud paa, at Regjeringen for at fremme Humledyrkning skulde paabyde, at ingen ung Karl skulde faa gifte sig, førend han kunde fremvise Sognepresten Attest for, at han havde anlagt Humlehave. Dette Eksempel karakteriserer Tiden og dens Opfatning, hvor man ventede al Lykke og Velsignelse af den enevældige Styrers Lovbud. Heldigvis gik dog Regjeringen ikke ind paa denne Galskab; men man kunde vente sig noget af hvert, og der er Lovbud, som er mere taabelige, end dette vilde være.

Der har dog været dyrket Humle paa mange Steder i Lister og Mandals Amt. Løitnant Floor, som reiste gjennem Amtet i 1810, skriver, at han fandt Humlehaver i de fleste Egne, han reiste igjennem, og at Bønderne før Krigen havde brugt at sælge Humle til Byerne, men Prisen var saa lav, at Dyrkningen ikke svarede sig.

Kraft siger i sin Norges Beskrivelse^[32], at Humle dyrkedes saagodt som ikke i Mandals Fogderi og i Listers Fogderi kun paa enkelte Gaarde. Man fandt det t billigere at kjøbe, hvad man tiltrængte, i Byen.

I Nedenæs synes Sætersdalen at have været det Bygdelag, som lagde mest Vinn paa Humleavl. Reier Gjellebøl omtaler i sin Beskrivelse af Sætersdalen Humleavlen, men siger, at den kun var af ringe Betydning. Presten Lund, som skrev en Beskrivelse over Valle Prestegjæld i 1798, siger, at Humle dyrkedes i ringe Udstrækning i Hyllestad Sogn. Man kjøbte Humle fra Hardanger. Pram derimod fortæller i sin Reisebeskrivelse, at man i Valle avlede det meste af den Humle, man behøvede, og at den var udmærket god.

Kraft siger om Sætersdalen i sin Helhed, at man avlede en Del Humle, men ikke nok til Husbehov.

I Nedenæs Fogderi dyrkedes kun ubetydeligt Humle; man kjøbte heller den Humle, man tiltrængte, i Byerne.

I Øvre Telemarken omtaler Lund i sin Beskrivelse, at Humlehaver fandtes ved mange Gaarde, men ingen af Betydning^[33]. Løvenskiold omtaler i sin Bratsbergs Beskrivelse Humlehaver i Gjerpen, hvor man synes at have dyrket Humle i ikke saa liden Udstrækning. I en Del gamle Optegnelser blandt Landstads Papirer i Universitetets Manuskriptsamling omtales Dyrkningen af Humle i Ø. Telemarken, rimeligvis i Kviteseid, og Fremgangsmaaden beskrives. I en utrykt Beskrivelse sammesteds af Presten Grave over Saude heder det, at mange havde Humlehaver; men dog avledes ikke nok; man maatte kjøbe paa Kongsberg Marked af »Oplændingerne«. Det er rimeligt, at de bekjendte Havedyrkere i Ø. Telemarken Provst Vinfeldt, Sorenskriver Vamberg og Fogden Klouman har bidraget meget til at fremme Humleavlen i sin Omegn, og i hvert Fald har Humledyrkningen i Slutningen af det 18de Aarh. været almindelig i de fleste Bygder i Øvre og Nedre Telemarken. I Bamle derimod synes den at have været ganske ubetydelig.

Kraft siger i sin Norges Beskrivelse^[34] om Bamle, at der dyrkes lidet Humle her; man kjøber den heller. I Nedre Telemarken dyrkedes mere, dog ikke tilstrækkeligt til Fornødenhed. Om Humleavlen i Ø. Telemarken siger han, at den er ubetydelig, uagtet den maatte kunne drives med Fordel. Ølbrygningen var aftaget og Brændevinsbrændingen tiltaget; dette havde vel gjort sit til at sætte Humledyrkningen tilbage.

Af Opgaverne i de gamle Matrikler saa vi, at Jarlsberg og Laurviks Amt var blandt dem, som stod høiest i Humledyrkning; dette var vel en Følge af de naturlige Forholde.

I Laurviks Fogderi var, efter Krafts Beskrivelse^[35], paa hans Tid Humleavlingen meget ringe. Enten maa da Forfatteren se Forholdene i et vel mørkt Lys, eller ogsaa maa Brændevinsbrændingen have fortrængt Ølbrygningen.

I Jarlsberg Fogderi dyrkedes paa Krafts Tid Humle, især i Arendals Sogn i Stokke; men i det hele taget var Avlen ikke tilstrækkelig til at tilfredsstille Behovet.

I Buskeruds Amt nævner jeg først Sandsvær. Her var der henimod Slutningen af det 18de Aarh. nogen Humleavl. Presten Joh. Klem har efterladt sig en utrykt Beskrivelse af Sandsvær – i Universitetets Haandskriftsamling –, og her omtales ogsaa Humledyrkningen. De fleste havde smaa Humlehaver og avlede tilstrækkeligt til eget Brug, men mindre til Salg. Dog drev man Dyrkningen endnu paa gammel Vis. Men en Sgr. Wright havde anlagt en Humlehave efter engelsk Mønster, og Sogneprestens Søn havde igjen lært af ham og anlagt en ny og tidsmæssig Humlehave. Forfatteren haabede, at en ny Næringsvei heraf vilde opstaa.

Presten Hans Strøm omtaler i sin Ekers Beskrivelse^[36] Humledyrkningen i Egnen. Der fandtes Humlehaver ved de fleste Gaarde af nogen Betydning; de var i Almindelighed gamle og ikke skjøttede eller vedligeholdte; de var derfor kun i maadelig eller slet Stand. I »Oplandene« derimod tiltog Humleavlen mere og mere, saa at der ved Drammens »store« Toldsted nu (d. e. omkring 1784) lidet eller intet indføres fra fremmede Steder. Mange betjente sig af den vildtvoksende Humle, som fandtes mangesteds i Mængde. Mange hjalp sig med nogle faa Humleranker, som havde staaet over 20 Aar paa Stedet.

Om Ringerike skriver Foged Ivar Wiel i sin Ringerikes og Hallingdals Beskrivelse (1743), et for sin Tid meget godt Arbeide^[37]: Humlehaver findes snart ved hver Gaard paa Ringerike. Humleavlen maa saaledes have været almindelig paa Ringerike. Ogsaa i Hallingdal maa der have været dyrket Humle paa de fleste Gaarde i de lavere liggende Bygder. Den nævnte Forfatter siger, at i Flaa, Næs, Gol og Torpe Sogne fandtes Humlehaver ved snart sagt hver Gaard. I de øvrige Sogne derimod var der faa. Humlen, som voksede her, var meget god. Bygderne var i Almindelighed selvhjulpne undtagen i Misvekstaar.

I Lier dyrkedes Humle temmelig almindelig. Essendrop siger i sin Liers Beskrivelse (1761)^[38], at Humle var plantet paa nogle Steder, men de fleste gjorde sig liden Umag med at røgte den. Den var almindeligvis plantet paa gammel Vis og var mindre god. Forfatteren havde gjort Forsøg med at plante den paa en anden Maade, og det havde givet et godt Resultat.

Pram, som reiste gjennem Lier, Modum og Eker, omtaler kun Humleavlen i Eker: Man avlede for en stor Del den Humle, man tiltrængte.

Kraft^[39] siger om Ringerike, at Humlehaver findes mangesteds (hvilket antagelig er et vel svagt Udtryk), og i Sognedalen sælges endog lidt Humle til Nabobygderne. For Hallingdals Vedkommende gjentager han Ivar Wiels Ord. Om Lier siger han, at Humle kun dyrkes meget lidet. I Røken og Hurum dyrkedes ligeledes meget lidet Humle. I Modum og Eker dyrkedes Humle for det meste til egen Fornødenhed. I Sigdal avledes Humle ogsaa til Salg. I Sandsvær dyrkede man nok til eget Brug, og i Numedal fandtes Humlehaver blot paa nogle Gaarde.

I Kristians Amt vil jeg begynde med Land og Hadeland. Her maa Humledyrkning fra gammel Tid af have været almindelig, som man ser af Opgaverne i den ældste Matrikul.

Sommerfelt siger i sin Beskrivelse af Kristians Amt^[40], at Humlehaver er ikke rare (d. e. sjeldne) Han fremhæver særlig Toten, hvor der hvert Aar sælges en betydelig Mængde Humle. Han klager over, at Afsætning og Pris i Byerne var saa usikker.

Om Humleavlen i Gudbrandsdalen siger Hjorthøy^[41], at Bønderne almindelig dyrkede Humle, og paa enkelte Steder havde de saa store Humlehaver, at de ikke alene havde til eget Behov, men ogsaa kunde sælge til andre, naar ikke Nattekulde gjorde Skade paa Planterne. Jens Abildgaard i sine »Bemærkninger om Gudbrandsdalen«^[42] siger, at Humle avles for det meste til Fornødenhed, ja stundom sælges ogsaa noget til Trondhjems Stift.

Om Humledyrkningen paa Land og Hadeland siger Kraft^[43], at Bønderne avler, hvad de behøver. I Valders avler Aurdal, hvad der behøves; i Slidre haves ogsaa Humlehaver paa adskillige Gaarde, men i Vang lykkes Humleavlen sjelden. Paa Toten avles ikke alene Humle til eget Behov, men der sælges ogsaa en Del til andre Bygder. I Birid avles tilstrækkeligt til eget Behov. Om Gudbrandsdalen siger han, at man ikke lægger sig synderlig efter Humleavl, og en betydelig Del Humle kjøbes fra andre Bygder.

I Smaalenene synes Humledyrkningen at have været temmelig almindelig i det 17de Aarh., og senere har den vel holdt sig og tildels ogsaa udvidet sig. Wilse omtaler i sin Beskrivelse af Spydeberg Humleavlen og fortæller, at de fleste Gaarde havde Humlehaver, dog ikke større og ikke flere, end at jo Sognet behøvede dem selv, og mange enda maa kjøbe fra Sognene østenfor Elven. Humlen trivedes i Skoglier og skadedes ikke synderlig af Nattefrost^[44].

Om Onsø Prestegjæld skriver Provst Sandberg i sin Beskrivelse af Prestegjældet^[45]: Humle dyrkes af Nogle, men i ubetydelig Mængde. Om Haabel skriver J. Abildgaard, Sogneprest sammesteds^[46]: Humle avles til Husbehov, især da man kan bruge Øllet istedetfor Melk.

Kraft skriver om Idde og Markers Fogderi^[47]: Af Humle avles kun saare lidet, og den meste Humle maa kjøbes andensteds fra. Om Mosse og Tune Fogderi siger han^[48], at Humle dyrkes paa sine Steder, dog i ubetydelig Mængde. I Rakkestad, Frøland og Heggen Fogderi avledes i Rakkestad Prestegjæld tilstrækkelig til eget Brug og ligesaa i Spydeberg, men i Skiptvet næsten intet. I Trøkstad, Askim og Eidsberg dyrkedes noget Humle, men ikke tilstrækkelig til Behovet. Om Frøland og Heggens Fogderi findes en Oplysning vedkommende Humledyrkningen i den Beskrivelse, som tillægges Foged Rested^[49], hvor det hedder: Humlegaarde er almindelige; der findes og nogle, hvorudi kan avles endel Aar 2 Bismerpund (= 120 Kilo) Humle og derover; dog falder her ikke synderlig god Humle. Bønderne reiste omkring og solgte Humle til andre Bygder og i Byerne. Om Rakkestad Sorenskriveri skriver Sorenskriver Bassøe^[50], at der var anlagt Humlehaver paa enkelte Gaarde.

I Akershus Amt kjender vi lidt til Humledyrkning i Høland. Presten Reier Gjellebøl, som har leveret en Beskrivelse af Prestegjældet i Topogr. Journal, fortæller her, at der fandtes paa hans Tid (1771) Humlehaver ved de fleste Gaarde, skjønt de kun var smaa og af ringe Betydning, saa at de fleste knap havde, hvad de selv tiltrængte. Han mente, at dette kom af Ukyndighed og Mangel paa Flid. Sogneprest Palludan har ogsaa leveret en Beskrivelse af Høland (Budstikken 1817 No. 88–89), og han fortæller ligeledes, at man avlede temmelig meget Humle, saa at man havde til eget Brug.

I Asker var efter Sogneprest Neumanns Beskrivelse af Prestegjældet i den nævnte Aargang af Budstikken Humledyrkningen altfor lidet udbredt, hvorfor det nylig stiftede Selskab for Askers Vel bl. a. ogsaa havde sat sig til Opgave at arbeide for Humledyrkningens Opkomst.

I Enebak var der efter Sogneprest J. Aars, Budstikken 1817 No. 3–4, neppe en eneste Humlegaard af nogen Betydning.

Efter Krafts Beskrivelse (se 1ste B. S. 258, 358 og 416) dyrkedes i Follo Humle kun af meget faa og kun til eget Brug. I Aker og Asker dyrkedes Humle »altfor lidet«. Selskabet »For Askers Vel« havde ogsaa sat sig til Opgave at arbeide paa Humleavlens Opkomst.

I Nedre Romerike dyrkedes Humle overalt, men ikke i tilstrækkelig Mængde for Behovet. I Frogner, Anneks til Sørum, stod Humleavlen høiest, idet man ikke alene dyrkede tilstrækkeligt til eget Brug, men ogsaa forsynede Nabobygderne og endog afsatte mindre Partier til Kristiania.

I Øvre Romerike dyrkedes vel Humle paa mange Steder, men det var ikke tilstrækkeligt til Husbehov.

Det egentlige Hedemarken var blandt de Egne i Landet, hvor Humleavlen var mest udbredt og dreves i størst Udstrækning. Vi mangler imidlertid nærmere Underretning herom. Pram fortæller i sin Reisebeskrivelse om Vang, at man her avlede rigelig Humle, og det samme gjælder ogsaa vistnok Naboprestegjældene. Især var Helgeøen bekjendt for sit Havebrug og sin Humleavl.

Kraft siger i sin Norges Beskrivelse^[51] om Vang, at Humle avles til Prestegjældets eget Forbrug, men ikke til Salg. Om Ringsaker siger han, at der sælges meget Humle hvert Aar; men mange havde nedlagt sine Humlehaver paa Grund af den lave Pris paa Humle; man fandt, at Dyrkningen ikke lønnede sig. Om de øvrige Prestegjæld siges ikke noget om Humleavlen; kun bemærkes, at i Stange, Romedal og Løiten dyrkes mindre Humle. Rimeligvis stod Humledyrkningen par Hedemarken noget høiere, end man faar Indtryk af i disse knappe Bemærkninger.

Om Østerdalen siger samme Forfatter^[52], at Humlehaver var sjeldne her; den meste Humle maatte kjøbes fra andre Bygder.

Om Solør og Odalen skriver han^[53]: Humle dyrkes kun lidet i Odalen, men derimod i Mængde og af god Art i Solør, hvor der dermed drives en temmelig betydelig Handel. Dog har i de senere Aar Afsætningen ikke været fordelagtig formedelst Humlens ringe Pris i Forhold til andre Artikler i Kjøbstaden, hvortil ogsaa Bedrageri kan have virket, da man har fundet paa at blande Humlen. Dette har noget indskrænket Humleavlingen.

I Søndre Trondhjems Amt mærker vi os særlig Ørkedalen, hvor Humleavlen omtales af Presten Garmann i hans Beskrivelse af Ørkedalen – yderst tarvelig – i det Kgl. norske Videnskabsselskabs Skrifter 1ste B. (1813). Der solgtes endogsaa lidt Humle. I Opdal derimod dyrkedes ikke Humle^[54]. I Melhus fandtes faa og ubetydelige Humlehaver^[55]. Men Sevald Bloch fortæller os i sine Reiseerindringer fra 1806, at der i Guldalen dyrkedes meget Humle, og især synes han at have haft Soknedalen for Øie. Om Trondhjems Omegn bemærker Pram i sin Reisebeskrivelse, at Humle dyrkedes her i ringe Udstrækning.

G. Schøning omtaler i sin Reiseberetning Humleavlen i Melhus; der avledes en betydelig Mængde, skriver han. I Bynæssets Prestegjæld derimod avledes intet. I Ørlandet nævner han ikke Humledyrkning, og om Stadsbygden bemærker han udtrykkelig, at der ikke dyrkedes Humle. I Rissen derimod avledes en Del og især i Skogdalen, hvor hver Mand havde sin Humlehave, som leverede en meget god Humle. I Leksviken avledes kun lidet Humle.

Efter J. Krafts Beskrivelse dyrkedes Humle paa hans Tid mangesteds i Ørkedalen og Guldalens Fogderi, »men ikke overalt til egen Fornødenhed^[56].«

Om Humledyrkningen i Nordre Trondhjems Amt meddeles nogle Oplysninger af G. Schøning i hans Reisebeskrivelse. Om Størdalen siger han saaledes, at der avledes en temmelig betydelig Mængde Humle her, og ligesaa i Nabobygden Aasen. Om Skogn siger han, at der ved de fleste Gaarde fandtes en Humlehave. Leopold v. Buch omtaler ogsaa Humledyrkningen i Skogn, som maa have været betydelig. I Sparbo avledes ogsaa Humle. I Snaasen avledes endog Humle i betydelig Mængde og af en særdeles god Sort. 4 Mark af den var tilstrækkelig til en Tønde Malt. I Overhalden avledes ligeledes en Mængde Humle.

Om Størdalen har Sogneprest H. Heyerdahl skrevet i Budstikken for 1817^[57], og han siger her, at der avles noget Humle, men ikke tilstrækkeligt til Behovet.

Efter Krafts Beskrivelse dyrkedes der i Stør- og Værdalens Fogderi Humle paa mange Steder, men ikke til Fogderiets Fornødenhed.

Om Inderøens Fogderi siger han, at der i Beitstadens og Snaasens Prestegjælde gives Humlehaver ved de fleste en Del til andre Bygder. I de øvrige Prestegjælde synes Humledyrkningen at være mindre betydelig, skjønt den overalt finder Sted. Om Namdals Fogderi skriver han, at Humleavlen var temmelig almindelig i Overhalden og Grong, hvorfra en ikke ubetydelig Del Humle afsattes til andre Bygder. I Fosnæs samt i Elden Sogn avledes mangesteds Humle til egen Fornødenhed. I Kolvereid, men især i Foldereid havde næsten hver Mand sin Humlehave, hvoraf han endog solgte Humle. Ved Sjøkanten derimod avledes ikke Humle^[58].

I Nordland kan man ikke vente at finde Humledyrkningen almindelig; de naturlige Betingelser synes her at mangle. Ikke desto mindre finder vi, at der i sin Tid dyrkedes Humle paa mange Steder i Nordland. Et af de bedste Humledistrikter her var Korgen i Hemnæs, især Lerskar-Bygden. Om denne siger Presten Heltzen^[59], at Humlehaver findes ved enhver Mands Gaard.

Kraft siger i sin Beskrivelse, at der avles nogen Humle paa enkelte Gaarde inde i Fjordene i Brønø Prestegjæld. Ogsaa i Vefsen findes Humlehaver ved nogle Gaarde, hvor Humlen trives godt. Han gjentager saa Presten Heltzens Ord om Lerskarbygden^[60].

Kaster vi nu et Tilbageblik paa Udviklingen, vil vi se, at Humledyrkningen er meget gammel i vort Land, men at den dog ikke har fundet nogen almindelig Udbredelse ud over Landsbygderne før omkring 1660. De Bud, som da udgik til Bønderne om at plante Humle, bar Frugt i hvert Fald i mange Egne, og Humledyrkningen tiltog stærkt. Det var Indlandsbygderne, som særlig dyrkede Humle, medens Kystdistrikterne blev staaende tilbage, en Følge af de naturlige Forholde. Den yderste Kyststribe var blottet for Humlegaarde, og ogsaa de indenfor liggende ydre Fjordbygder var temmelig fattige i denne Henseende. Ogsaa de høiere liggende Fjeldbygder var udelukkede af samme Grund som de nævnte Kystegne. Klimaet var ugunstigt; Sommeren var her for kort. Det bliver saaledes de indre Fjorddistrikter og Østlandets Slettebygder med de lavere liggende Dalfører samt Egnene rundt Trondhjemsfjorden, som var Humleavlens Hjem hos os. De vigtigste Humlebygder var Jarlsberg og Laurviks Amt, Dele af Smaalenene og Akershus Amter, Egnene om Randsfjorden og Mjøsen samt Indherredsbygderne og enkelte Dalfører i Søndre Trondhjems og Romsdals Amter. Ligeledes maa nævnes de indre Bygder om Sognefjorden og især omkring Hardangerfjorden.

I Løbet af det 18de Aarhundrede udviklede Humledyrkningen sig videre i vort Land og naaede sin største Udstrækning imod Slutningen af dette Aarhundrede. Paa denne Tid har de fleste Indlandsbygder og indre Fjordbygder avlet tilstrækkeligt til eget Behov, og mange har desuden udført Humle til andre Bygder og til Byerne. Det maa bemærkes, skjønt det skulde være overflødigt, at Humle var i Datiden en Nødvendighedsartikel i enhver Bygd. Øl bryggedes nemlig i hvert eneste Hus paa Landet, og hvorvel man forsøgte mange Planter som Surrogater for Humlen, var der dog ingen, som vandt Bifald. Der skulde saaledes store Masser af Humle til, og en hel Del indførtes naturligvis fra Udlandet. Men det meste var dog avlet i Landet, og derfor tror jeg, at Humleavlen i Virkeligheden var mere udbredt, end man faar Indtryk af ved at læse, hvad vi finder optegnet herom. I de fleste Hjem, hvor Forholdene tillod det, var der smaa Humlegaarde; men de var saa ringe og ubetydelige, at man oversaa dem. De leverede dog det fornødne til Husbrug, om end naturligvis Varen ikke altid var af første Sort.

Ved Overgangen til det forrige – 19de Aarhundrede begyndte Humledyrkningen at gaa tilbage. Grundene hertil var forskjellige.

Humlen havde altid været billig; det lønnede sig derfor ikke at dyrke den i nogen større Udstrækning; herom synes alle at have været enige. Paa den Tid, som her er nævnt, blomstrede Handel og Skibsfart i vort Land, og det blev lettere at faa kjøbt udenlandsk Humle. Samtidig voksede Interessen for et rationelt Jordbrug; men det var især Kornarterne og Poteter, som optog Sindene. Det lønnede sig jo ganske anderledes at dyrke Poteter end Humle. Saa kom Krigsaarene i 1808–14, og da fik man nok at gjøre med at dyrke Korn og Poteter for at stille Hungeren. Efter Krigen var al Foretagsomhed lammet, og Humledyrkningen kom aldrig op igjen. Den gik stadig tilbage, og jo mer Samfærdselsmidlerne forbedredes mellem Landet og Udlandet og mellem Landsbygderne og Byerne, desto mere vandt den udenlandske Humle Indgang. Det afgjørende Slag traf den norske Humleavl omkring Midten af det forrige Aarhundrede, da de tydske Ølsorter trængte ind og Ølbrygning i stor Maalestok udviklede sig, især i de større Byer. Hjemmebrygningen ophørte nu meget hurtig over den største Del af Landet og dermed ogsaa Brugen af Humle. Det blev kun nogle faa Bygder paa Vestlandet, som vedblev at brygge Øl; men de fandt, at den tyske Humle var bedre end den norske.

Saaledes ophørte Humleavlen i vort Land, og det er heller ikke noget Savn efter den. At dyrke Kulturplanter, som ikke svarer sig, er en daarlig Anvendelse af Tid og Jord. Det var en Tid, da man her i Landet opmuntrede Bønderne til at dyrke alle mulige Kulturplanter; det var velmenende Mænd, som gav disse Raad; men de var udtænkt i Studerkammeret. Den Bonde, som vilde følge disse Raad, vilde komme paa Betlerstien.

Der har været gjort Forsøg i den nyere Tid paa at gjenoptage Humledyrkningen efter udenlandsk Mønster. Dette Forsøg gjordes i den Egn af vort Land (Mjøsegnen), som skulde have de bedste naturlige Betingelser herfor; men det viste sig, at Produktet ikke kunde konkurrere med den indførte Humle, og i vor Tid er en Konkurrance paa en saadan Basis dødsdømt i Fødselen. Humledyrkningen i vort Land er død en naturlig Død, og den vil aldrig opstaa igjen til Liv, med mindre der maatte indtræffe Forholde, som vi nu ikke kan forudse.

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Blytt, Flora; og Schübeler, Virid. norveg.
2. Kulturpflanzen u. Hausthiere in ihrem Uebergange aus Asien. 6te Aufl. S. 463.
3. Det latinske Navn kunde være afledet af et nordisk, men det er vel neppe tænkeligt.
4. Norges gamle Love I, S. 244.
5. N. g. L. II, S. 166, 177, 205, 208.
6. Dipl. Norv. II, No. 108, 242.
7. Aslak Bolts Jordebog, udg. af P. A. Munch, S. 1.
8. D. N. XI, No. 186.
9. D. N, XI, No. 247.
10. D. N. IV, No. 1047.
11. D. N. XI, No. 290.
12. D. N. I, No. 799.
13. D. N. VII, No. 477.
14. D. N. X, No. 674.
15. D. N. XI, No. 583.
16. Storms Udg. S. 119, 120, 123, 131.
17. Norske Rigs-Registr. II, S. 21.
18. Se Sagen og Foss, Bergens Beskr., S. 415. I Nicolaysens Gjengivelse er Humlehaven udeladt.
19. Beretningerne er trykt i Meddelelser fra det norske Rigsarkiv og en i Saml. til det n. Folks Sprog og Historie IV, S. 30.
20. I, S. 195.
21. Udførl. Veiledn. til d. danske Monarkis Statistik, II, S. 25.
22. I, S. 341.
23. II, S. 281.
24. V,¹, S. 236, 164, 76.
25. Nordfjords Beskrivelse S. 265. I Topogr.-stat. Saml. II, 1.
26. Topograph. Journ. VIII, H. 2, m. flg,
27. S. 859.
28. Budstikken for 1820–21.
29. Budstikken 2den Aarg., No. 21–22.
30. Budstikken 1825, S. 375 f.
31. Krafts Beskrivelse, IV, S. 601, 457.
32. II, S. 454 og 518.
33. Lunds Beskr. over Ø. Telemarken, S. 9.
34. III, S. 51.
35. II, S. 825, 630.
36. S. 175.
37. Topograph. Journal H. 32, S. 151.
38. S. 131.
39. Norges Beskriv. II, S. 299, 361, 504.
40. Top. Journ. 15de H., S. 110.
41. Gudbrandsdalens Beskr. S. 78.
42. Budstikken 1817 No. 100 flg.
43. Norges Beskr. II, S. 190, 14, 86.
44. Spydebergs Beskrivelse I, S. 260 flg.
45. Budstikken 1817 No. 5–6.
46. Budstikken 1817 No. 45–46.
47. Norges Beskrivelse I, S. 63.
48. Samst. S. 121.
49. Topogr. Journ. H. 27, S. 106.
50. Topogr. Journ. H. 18, S. 46.
51. I, S. 631.
52. Samst. S. 570.
53. Samst. S. 488.
54. Nævnte Skrifter I, S. 344.
55. Samst. S. 342.
56. V, S. 460.
57. No. 96 flg.
58. VI, 2. 8. 15, 80, 174.
59. Budstikken 1831 No. 53–54.
60. VI, 2. S. 262.