Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

7. Den gejſtlige Inddeling ordnedes førſt i Slutningen af det 12te Aarhundrede, da Erkeſtolen i Nidaros var oprettet. Nidaros Erkebiſpedømme (Niðaróss erkibyskupsdœmi, paa Latin provincia Nidrosiensis) indbefattede Biſpedømmet (byskupsdœmi, dioeceses). Disſe vare:

1. Nidaros Biſpedømme (dioec. Nidrosiensis). Det indbefattede foruden Froſtathingslagen ogſaa Hálogaland, Sunnmørafylke af Gulathingslagen og Herjedalen ſamt det nordligſte af Øſterdalen. Jemtland hørte til Uppſala Biſpedømme.

2. Bergens Biſpedømme (dioec. Bergensis), indbefattede Firdafylke, Sogn og Hørdafylke, paa Eidfjord Sogn nær, der, ſom det heder, lagdes til Stavanger Biſpedømme, forat lette dettes Biſkop den beſværlige Fjeldreiſe over til Haddingjadal, imod at Svedens Sogn lagdes til Bergens Biſpedømme.

3. Stavangers Biſpedømme (dioec. Stavangrensis), indbefattede Rygjafylke, Egdafylke Valdres og Haddingjadal.

4. Oslo Biſpedømme (dioec. Osloensis), indbefattede Raumafylke, Vingulmark, Ránrike, Veſtfold, det meſte af Grønafylke.

5. Hamars Biſpedømme (dioec. Hamarensis}}), indbefattende Heina- og Hada-Fylker, Gudbrandsdalene Øſterdalene, og af Grønafylke Numedalen tilligemed den nordøſtlige Deel af Thelemarken, eller de nuværende Tinds, Silegjords, Hjartdals, Lardals og Vinje Sogne, tilligemed Lilleherreds Sogn af nedre Thelemarken.

6. Færøernes Biſpedømme (dioec. Farensis), indbefattede Færøerne.

7. Orknøernes Biſpedømme (dioec. Orcadensis), indbefattende Orknøerne og Hjaltland.

8. Syderøernes Biſpedømme (dioec. Sodorensis[1]), indbefattende Hebriderne og Man.

9. Skálholts Biſpedømme (dioec. Scalotensis), indbefattende den ſøndre Deel af Island.

10. Hole Biſpedømme (dioeo. Holensis), indbefattende den nordre Deel af Island.

11. Garde Biſpedømme (dioec. Gardensis), indbefattende Colonierne paa Grønland.

Biſpedømmernes Underafdelinger vare forſkjellige. Oprindeligen i laae her de hedenſke Indretninger til Grund. I Hedendommen havde hvert Fylke ſit Hovedtempel (fylkis-hof), hvor Fylkes-Kongen ſelv beſørgede Offringerne; desforuden var der vel ſomofteſt et Tempel i hvert Hered, idetmindſte i hver Treding eller Fjerding, hvor Herſerne foreſtode Offringerne (heraðshof); ogſaa gaves der private Templer, ſom ejedes af en eller flere Bønder. Ved de ſtore Thingſteder fandtes igjen Templer, ſom vare fælles for flere Fylker. De fleſte Hoved-Kirker ſynes fordetmeſte at være anlagte paa ſamme Sted, hvor Templerne før ſtode, rimeligviis fordi Templernes Jordegods er gaaet over til Kirkerne. Man finder derfor,i de gamle Kirkeretter Forſkjel gjort mellem Fylkes-Kirker, Fjerdings-Kirker, Hereds-Kirker og private Kirker (hœgindiskirkjur). Fylkes-Kirken ſkulde vedligeholdes af det hele Fylke, Fjerdings- og Hereds-Kirkerne af Fjerdingen eller Heredet, og de private Kirker af vedkommende Ejere. Fylkes-Preſten havde ſtørre Anſeelſe end de øvrige Preſter i Fylket, og ſynes at have ſtaaet i et overordnet Forhold til dem, omtrent ſom Provſterne nutildags eller Land-Decanerne i flere katholſke Lande. Benævnelſen Provſtier opkom imidlertid ikke i Nidaros, Bergens eller Stavanger Biſpedømme, men fornemmelig i Oslo Biſpedømme, hvor ogſaa Benævnelſen „Fylkeskirke“ findes brugt uegentligt, da i den ældre Borgarthings-Chriſtenret hver af de tre Fylker Veſtfold, Vingulmark og Ránrike ſiges at have tvende Fylkeskirker. I Hamars Biſpedømme brugtes Benævnelſen „Hovedkirke“, af hvilke en ſynes at have været i hver

Treding eller Halve. Provſtierne i Oslo Biſpedømme vare omtrent ved Aaret 1400: 1) Elfarsýslu prófastdœmi; 2) Ránrikis pr.; 3) Sarpsborgs pr., indbefattende den ſøndre Deel af Borgarsýsla med Undtagelſe af Morsudalr (Haabøls og Moſs Preſtegjelde ); 4) Eiðsbergs pr., idnbefattende den nordre Deel af Borgarsýsla; 5) Oslár pr., indbefattende Morsudalr, Oslóarsýsla, og af Vestfold de nuværende Ekers, Skouge og Sande Preſtegjelde, ſamt Strømmens Sogn; 6) Vestfoldar pr., indbefattende det øvrige af Vestfold; 7) Gerpinar pr., indbefattende de nuværende Nedre Thelemarkens og Bamle Fogderier, paa Lilleherred nær; 8) Raumaríkis pr.; 9) Sóleyja pr. og 10) Þelamarkar pr., indbefattende den ſydlige Deel af Øvre Thelemarken. Den anden Deel utgjorde et Provſti under Hammers Biſpedømme. Til enhver Kirke hørte et beſtemt S o g n (sókn), med ſin Sognepræst (sóknarprestr, persona) og ofte vare, ſom nu, flere Sogne og Kirker forenede under een Prest (plebanus) til et Preſtegjeld (parochia).

Hjaltland utgjorde et eget Archidiaconat (erkidjákníriski) under Orknøernes Biſpeſtol.

Paa Island vare alle Kirker private.

  1. Hvoraf den endnu i England brugelige, men for Englænderne ſelv uforſtaaelige og derfor mange Gisninger underkaſtede Titel „bishop of Sodor“ ɔ: Suðr-eyjar. (episcopus Sodorensis).