Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

8. Den ſtore Klippemasſe, hvoraf ſaaatsige hele Norge beſtaar, hadde i Oldtiden ligeſaalidt ſom nu ſtørre Samlingsbenævnelſer, men derimod en Mængde Særnavne, deels paa enkelte meſt befarne Strøg, der da fædvanligviis benævntes efter de nærliggende Bygder, ſom Dofrafjall, Fjeldstrøget mellem Dovre i Gudbrandsdalen og Uppdalr i Orkdølafylke, deels paa enkelte Fjeldtoppe, der da ſom nu, efter deres udſeende, benævntes forſkjelligt, hnútr, núpr eller nípa, varði, kambr, eggr, toppr, tind, horn, hæð eller hœð, med foran tilføjet nærmere Localbeſtemmelſe, ſom Raumsdalshorn, Hofsnipa, o. fl. Snefjeldene kaldtes fönn (iſær i Hálogaland og Hørdaland, breði, breðafönn mellem Sogn, Gudbrandsdalen, Søndmør og Fjordene; skafl ved Voſs og Hardanger. Iisfjeldene kaldtes jöklar nom. ſing. jökull) og de nedhængende Gletſchere skækr (i Sg. skák). En bred og temmelig flad Fjeldryg mellem tvende Bygder kaldes heið; en højere og ſmalere, ſom adſkilte Vandløbene, kjölr; hvilken Benævnelſe iſær brugtes om Højdeſtrækningen mellem Hálogaland og nuværende ſvenſte Finmarken. Fjeldſkarene kaldtes skarð.

Efter det bebyggede Lands Beliggenhed med Hensyn til Hoved-Fjeldmasſen inddeeltes Norge i Landet fyrir norðan fjall eller Nordenfjelds, indbefattende Hálogland, Forstathingslagen og Gulathingslagen med Undtagelſe af Egdafylke; og det øvrige, der ſagdes at ligge "fyrir sunnan fjall" eller Søndenfjelds. De fornemſte Fjeldpas mellem det Nordenfjeldske og Søndenfjeldske var a) mellem Eidfjord i Hardanger og Haddingjadal; b) mellem Læradalr i Sogn og Vadres over Fillafjall; c) mellem Raumsdal og Lesjar (Lesjø) i Gudbrandsdalen; d) mellem Uppdalr og Gudbrandsdalen over Dofrafjall.

Vigtige Forbjerge, efter hvilke Seiladſen rettedes, vare Tunna eller Tunnaskagi (Tønsberg Tønde), veſtligt ved Indløbet til Folden, Rygjarbit (Jærnespynten) mellem Egda- og Grøna-Fylke, Liðandisnes (Lindesnes); Hádyri (Haadyr) lidt ſøndenfor Jæderen; Tungunes ved Indløbet til Bókn (Buknfjord); Stað (Stadtland); Stimr eler Stimshestr mellem Raumsdal og Nordmør; Agðanes ved Indløbet til Throndhjemsfjorden; Andarnes, den nordlige Spidſe af Andøen paa Hálogaland; Lyngsþúfa, nu Lyngstuen mellem Lyngenfjord og Ulfsfjord; Andsnes nærved Indløbet til Kvænangerfjorden og Knöskanes nu Knivſkjer-Odden, tætved Nordkap.

Med Hensyn til Benævnelſen "fyrir norðan fjall, fyrir sunnan fjall" maa det bemærkes, at vore Forfædre regnede aldeles ſaaledes ſom Mængden i Norge nutildags, Retningen modſsat hoved-Elvenes Løb paa Øſtſiden af Fjældene at være nordlig, omvendt nedad Elveløbet sydlig, og videre paa den veſtlige Side nedad Elveløbet nordlig, opad sydlig. Derfor betragtedes enhver af de paa Veſtſiden liggende Landſkaber ſom nordenfor de øſtlige; ja naar man f. Er. brog fra Tunsberg langs Kysten til Bergen, hed det, ſelv førend man kom til Lindesnes, at man brog nordefter. Derfor faldes ogſaa den veſtlige Deel af Agder Norðagðir i Modſætning til Austragðir.