Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

6. Den nysnævnte Inddeling ſtod i nøieſte Forbindelſe med de adminiſtrative og judicielle Indretninger. Efter Harald Haarfagres Beſtemmelſe ſkulde der være en Jarl i hvert Fylke., og hver Jarl have fire eller flere Herſere under ſig, hvilket vel er ſaaledes at forſtaa, at der ſkulde være en Herſer i hvert Hered. I hvert Hered kunde Sager afgjøres paa Hereds-Thinget; fra Heredsthinget ſtevnedes, naar man ej kunde blive enig, til Halve- eller Fjerdings- eller Tredings-Thinget, derfra i lignende Tilfælde til Fylkes-Thinget, og fra Fylkes-Thinget til det ſtore Lagthing for flere Fylker, hvor ogſaa offentlige Sager afgjordes, Love vedtoges o. ſ. v. Ethvert af disſe Lagthing havde ſine beſtemte Diſtricter med ſærſkilt Lovgivning; disſe Diſtricter vare fra Olaf den Helliges Tid af:

a) Frostuþingslög, hvis fælles Thingſted var paa Froſten; det indbefattede Naumdølafylke, de 8 throndhjemſke Fylker, Nordmørefylke og Raumsdølefylke.

b) Gulaþingslög, hvis fælles Thingſted var paa Gulen (Gula), omtrent ved Evindvik Kirke, nu i yttre Sogn, forhen i Nordhørdeland; det indbefattede Søndmøre, Firdafylke, Sygnafylke, Valdres, Haddingjadal, Hørdafylke, Rygjafylke og Egdafylke.

c) Eiðsivaþingslög, hvis fælles Thingſted var paa Eid eller Eidsvold (Eið, Eiðsvellir) ved Vormen paa øvre Raumarike; det indbefattede Gudbrandsdalens Øſterdalene, Heina-, Hada- og Rauma-Fylker.

d) Borgarþingslög eller Víkin, hvis fælles Thingſted var paa Borg eller Sarpsborg; det indbefattede Grønafylke, Veſtfold, Vingulmark og Ránrike. Det maa dog bemærkes, at Borgarthingslagens Fylker før Olaf den Helliges Tid hørte under Eidſivathinget, og førſt ved Sarpsborgs Opkomſt ſkiltes derfra.

Hálogaland, Jemteland og Herjedalen regnedes ikke under nogen af disſe Afdelinger, men havde Thing for ſig ſelv, uagtet deres Lovgivning ſynes at have været Froſtathingets.

Frostuþingslög ſynes oprindeligen kun at have omfattet de 8 throndhjemſke Fylker, hvorved det ſaaledes var eenstydigt med Þrœndalög, Thrøndelagen, hvortil ſenere de øvrige Fylker maa have ſluttet ſig. Paa ſamme Maade ſynes Gulaþingslög ifølge Egils Saga (c. 57) oprindeligen blot at have omfattet de tre Fylker, Firdafylke, Sogn og Hørdafylke. Formodentlig har ligeledes den egentlige Kjerne af Eidſivathinget været de tre frugtbareſte oplandſke Fylker, Heina-, Hada- og Rauma-Fylke, medens de tre fornemſte Fylker i Viken, Veſtfold, Vingulmark og Alfheim ogſaa have hørt nærmere ſammen. De indre Diſtrictet Valdres, Haddingjadalr, Rábyggjalög, Þelamörk, Guðbrandsdalir, Eystridalir, ſynes da, ligeſom ſenere Jemteland og Herjedalen, ikke at have været regnede under noget beſtemt Lagdømme.

I den ſidſte Tid af Borgerkrigene oprettedes det ſaakaldte Lagmands-Embede, hvis Jurisdiction fik ſaadan Betydning og Anſeelſe, at Retstrætters Afgjørelſe paa de fire Hovedthing efterhaanden blev ſjældnere og omſider ophørte, medens derimod de ſamme Sager afgjordes hos Lagmanden, der endog til beſtemte Tider holdt Thing, paa hvilke Benævnelſen lögþing anvendtes. Derved begrundedes en ny Inddeling i Lagmandsdiſtricter, nemlig: Steigarþing, indbefattende Hálogaland.

Frostuþing, ſom forhen.

Gulaþing, indbefattende Firda, Sygna- og Hørda-Fylker.

Ögvaldsnes eller Avaldsnesþing, indbef. Rygjafylke og Egdafylke.

Skíðuþing, Skiens Thing, indbefattende Grønafylke.

Borgarþing, for Vestfold, Oslóarsýsla og Borgarsýsla.

Fors eller Bagahólmsþing for Ránríkis- og Elfarsýsla.

Sproðeiðsþing, for Jemteland og Herjedalen.

Upplanda-þing, førſt tvende, ſenere forenede til eet.

Desforuden havde hver af de fire Hovedbyer, Niðaróss, Björgvin, Túnsberg og Osló ſin egen Lagmand, af hvilke idetmindſte Tunsbergs og Oslo Lagmænd ogſaa ſynes at have udøvet Jurisdiction over de tilliggende Landdiſtricter, hiin over Vestfold, denne over Oslóarsýsla.