Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

14. Den Deel af Norge, der efter al Rimelighed først bebyggedes, var Hálogaland, og af dette igjen Districtet Amd eller Ömd (see nedenfor § 32). Her finde vi og, nordenfor Thingstedet Þrándarnes paa Hindøen, lige ved Indløbet til den store indre Fjord Vaags-Fjorden, Øen Bjarkey, hvis blotte Navn vidner om, at den maa have været Handelsplads i hiin os ej længer bekjendte Oldtid, da Haalogaland var den fornemste eller bedst beboede Deel af Norge.

I den sydlige Deel af Norge var der ligeledes i de ældste Tider en Handelsplads, som siden forglemtes eller ombyttedes med en anden. Dette var Skíringssalr, om hvilken Hálogalændingen Ottar i Slutningen af det 9de Aarhundrede fortalte Kong Alfred i England. Skiringssalr var egentlig Navnet paa et Hered i den sydvestligste Deel af Vestfold, det nuværende Thjøling Sogn, mellem Udløbet af Elven Laagen og Sandefjord, men Handelspladsens Sted gjenkjendes endnu af Navnet Kaupang (kaupangr) paa en Gaard ved den føromtalte Viksfjord, der skærer sig ind mod Øst fra Larviksfjorden. I Nærheden af Kaupang laa Kongsgaarden Geirstaðir, nu Gjerstad, hvor Halfdan Svartes ældre Halvbroder Olaf og dennes Søn Ragnvald boede. Skiringssal ophører at omtales som Kjøbstad fra den Tid, Túnsberg begynder at nævnes, først som Residens for Harald Haarfagres Morbroder og Statholder i Viken, Guttorm Sigurdssøn, siden, og fornemmelig, som det Sted, hvorfra Harald Haarfagres Søn Bjørn Farmand, Underkonge paa Vestfold, drev sin Handel. Han boede paa det nærliggende Sæheimr, nu Sæm eller Jarlsberg, og Tunsberg beskrives paa den Tid allerede som en meget besøgt Handelsplads, hvor der endog kom Handels-Skibe fra Saxland eller Nordtydskland. Rimeligviis har det været den samme Handel, der, begunstiget af Kongen paa Geirstad, dreves paa Kaupang i Skiringssal, som siden med Kongesædet forflyttedes til Tunsberg ved Sæheim.

Omtrent samtidig med Tunsberg nævnes ogsaa Stafangr ɔ:Stavanger, i Rygjafylke, men som ordentlig Kjøbstad forekommer den ej førend omtrent ved Midten af det 11te Aarhundrede.

I Vikingetiden omtales Brennøerne, der laa yderst i Mundingen af Gøt-Elven (i elfarskerjum) og neppe tilhørte Norge, som en af Handelsmænd og Vikinger meget besøgt Markedsplads. Snart ophøre de dog at nævnes, derimod omtales nu hyppigere Konungahella (Kongehelle) paa den norske, og Ljóðhús (Lødøse) paa den gøtiske Side af Elven. Rimeligviis er det Handelen fra Brennøerne, som siden trak sig til disse Steder, hvorfra hele Vestergøtland og Alfheim forsynedes.

Som en Handelsplads nævnes allerede i det 10de Aarhundrede Bergen, Bjargvin, Björgvin eller Bergvin, (af bjarg eller berg, Berg, og vin, behagelig Plads) i Nordhørdeland. Dens egentlige Opkomst skyldte den først K. Olaf Haraldsøn kyrre, der indrettede den til en ordentlig Kjøbstad omtrent ved 1070.

I Strinden i Thrøndelagen, i Nærheden af Jarlesædet Hlaðir, deels under Bjerget Hladehammeren, deels paa den af Nidelven ved dens udløb omslyngede lille Halvø Niðarnes synes der ogsaa at have været Handelslejer. Paa det sidste Sted anlagte K. Olaf Tryggvesøn i Aaret 997 en ordentlig Kjøbstad, det bekjendte Niðaróss, der dog i den første Tid synes at have vedblevet at føre Navnet Niðarnes; siden kaldtes den ogsaa ofte slethen kaupangr i Þróndheimi, hvorfor den nu blot benævnes Throndhjem. Inderst inde i Beitstadfjorden ved Udløbet af de Vasdrag, der kommer fra Snaasenvandet, i Sparbyggjafylke, laa allerede i Oldtiden og ligger endnu Handelspladsen Steinker (dat. Steinkerum), hvilken Jarlerne Erik og Svein, Hakons Sønner, efter Olaf Tryggvesøns Fald søgte at gjøre til den fornemste Kjøbstad i Throndhjem, medens de lode Nidaros forfalde; imidlertid varede dette ej længere end til Olaf den Helliges Thronbestigelse; han ophjalp igjen Nidaros, medens Steinker sank ned til sin forrige Ubetydelighed.

Ved Sarpfossen, højere end til hvilken Skibene ej kunne gaa op i Glommen, anlagde K. Olaf den Hellige c. 1017 Kjøbstaden Borg, almindeligviis kaldet Sarpsborg, dog vel neppe uden at forefinde en tidligere Samling af Huse.

Inderst ved den nuværende Christianiafjord, i Middelpunktet af de frugtbare Hereder Akrsherað og Folló, og paa det Sted, hvor Raumarikes Befolkning ad den letteste og korteste Vej kunde naa Søkysten, maa Osló eller Asló som Handelsted tidligt have fremstaaet. En ordentlig Kjøbstad blev anlagt her af K. Harald Sigurdssøn, haardraade, omtrent ved 1059.

Paa Hedemarken, ved Mjøsens østlige Bred, nævnes fra Midten af det 12te Aarhundrede som en betydelig Kjøbstad det bekjendte Hamarr, Hamarkaupangr; den synes dog nærmest at have skyldet den der oprettede Bispestol sin Opkomst.

I Landskabet Grœnland forener den store Indsø Nonnsjór, nu Nordsø, næsten alle Vasdrag fra Thelemarken, og har sit udløb i Grenmar (Skiensfjorden) gjennem en kort Elv, der halvvejs opad er sejlbar, indtil Fosse standse Skibes videre Fremtrængen. I denne frugtbare, velbebyggede Egn (Hafund eller Höfund), maa en Kaupang tidlig have dannet sig i Nærheden af Fossen, og denne Kjøbstad, Skien, Skíða eller Skíðan (g. Skíðunnar), der omtales allerførst i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, maa rimeligviis have faaet sin egentlige Opkomst efter Stiftelsen af Nonneklostret paa Gymsey, midt i Elven.

Noget tidligere end Skíðan, uden, som det synes, derfor at være ældre, nævnes den føromtalte Kjøbstad paa Véey (nu Vedø) i Raumsdalen, men den synes dog aldrig, ligesaalidt som den vel omtrent samtidige Borgund paa Søndmør, at have naaet nogen synderlig Anseelse.

Omtrent af samme Beskaffenhed maa Kjøbstaden Lúsakaupangr eller slethen Kaupangr, nu Kopanger, i indre Sogn, have været. Den nævnes ej førend i Slutningen af det 12te Aarhundrede, da Kong Sverrer afbrændte den 1181; siden blev den vel igjen opbygget, og stod endnu i det fjortende Aarhundrede, men synes fra den Tid af mere og mere at have tabt sig; nu er den ej længer til.

Másstrandir, nu Marstrand i Bohuslen, blev anlagt af K. Haakon Haakonssøn.

Foruden de omtalte Byer vare der og andre Handelspladse, som deels nævnes i Oldskrifterne, deels af de nuværende Stedsnavne kunne gjenkjendes som saadanne. Af disse kunne nævnes:

Vágir, nu Vaagen i Lofoten.

Hamarr litli, eller litli kaupangr, det nuværende Lillehammer, nævnes som Kjøbstad allerede først i det 13de Aarhundrede.

Ved Nidelvens Udløb i Agder (Niðaróss i Þrumusundum) var en Handelsplads, nu Arendal.

Freysey eller Fræsey, nu Frøsøen i Storsjø i Jemteland, omtales før 1270.

Koparvik, nu Kopervik i eller ved Drammen, har rimeligviis været Udskibningssted og Havn for Dramselvens Opland.

Kaupmannanes, nu Kopmandsnes, paa en af Logen Elv dannet Halvø i det sydlige Sandsvær paa Vestfold; her skulle i senere Tider især hollandske Kjøbmænd have indfundet sig for at handle med Tømmer. Det nævnes allerede i Midten af 14de Aarhundrede.

I Fenstad paa øvre Romerike, ligger en „Birkekaupang“, (Bírkikaupangr), her har saaledes baade været Birk og Kaupang, rimeligviis i den ældste Tid, da Raumarike endnu havde sine egne Konger.

Steder ved Navn „Kaupangr“ findes og ved Glommen i Storelvedalen i Østerdalen, Aal i Hallingdal, og i Nærheden af Svenæ i Numdal, nordenfor det nuværende Kongsberg.

Som virkelige Kjøbstæder i Norge kunne vi altsaa omtrent ved Aar 1300 regne Niðaróss, Björgvin, Stafangr, Skíðan, Túnsberg, Konungahella, Sarpsborg, Osló og Hamarr; som ubetydelige Véey, Borgund, Lúsakaupangr og Másstrandir. Men ikke alle disse Stæder havde sin egen for Landdistrikterne adskilte Jurisdiction og dannede saaledes virkelige By-Communer. Af saadanne vare der kun fire, Niðaróss, Björgvin, Túnsberg og Osló; hver af dem havde sin egen Lagmand og sit eget Bything, og kaldtes derfor til Forskjel fra de øvrige villæ forenses. De øvrige stode under Landdistriktets Lagmand, og nøde vel heller ikke den Anseelse, som hine.