Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

14. Den Deel af Norge, der efter al Rimelighed førſt bebyggedes, var Hálogaland, og af dette igjen Diſtrictet Amd eller Ömd (ſee nedenfor § 32). Her finde vi og, nordenfor Thingſtedet Þrándarnes paa Hindøen, lige ved Indløbet til den ſtore indre Fjord Vaags-Fjorden, Øen Bjarkey, hvis blotte Navn vidner om, at den maa have været Handelsplads i hiin os ej længer bekjendte Oldtid, da Haalogaland var den fornemſte eller bedſt beboede Deel af Norge.

I den ſydlige Deel af Norge var der ligeledes i de ældſte Tider en Handelsplads, ſom ſiden forglemtes eller ombyttedes med en anden. Dette var Skíringssalr, om hvilken Hálogalændingen Ottar i Slutningen af det 9de Aarhundrede fortalte Kong Alfred i England. Skiringssalr var egentlig Navnet paa et Hered i den ſydveſtligſte Deel af Veſtfold, det nuværende Thjøling Sogn, mellem Udløbet af Elven Laagen og Sandefjord, men Handelspladſens Sted gjenkjendes endnu af Navnet Kaupang (kaupangr) paa en Gaard ved den føromtalte Viksfjord, der ſkærer ſig ind mod Øſt fra Larviksfjorden. I Nærheden af Kaupang laa Kongsgaarden Geirstaðir, nu Gjerſtad, hvor Halfdan Svartes ældre Halvbroder Olaf og dennes Søn Ragnvald boede. Skiringsſal ophører at omtales ſom Kjøbſtad fra den Tid, Túnsberg begynder at nævnes, førſt ſom Reſidens for Harald Haarfagres Morbroder og Statholder i Viken, Guttorm Sigurdsſøn, ſiden, og fornemmelig, ſom det Sted, hvorfra Harald Haarfagres Søn Bjørn Farmand, Underkonge paa Veſtfold, drev ſin Handel. Han boede paa det nærliggende Sæheimr, nu Sæm eller Jarlsberg, og Tunsberg beſkrives paa den Tid allerede ſom en meget beſøgt Handelsplads, hvor der endog kom Handels-Skibe fra Saxland eller Nordtydſkland. Rimeligviis har det været den ſamme Handel, der, begunſtiget af Kongen paa Geirſtad, dreves paa Kaupang i Skiringsſal, ſom ſiden med Kongeſædet forflyttedes til Tunsberg ved Sæheim.

Omtrent ſamtidig med Tunsberg nævnes ogſaa Stafangr ɔ:Stavanger, i Rygjafylke, men ſom ordentlig Kjøbſtad forekommer den ej førend omtrent ved Midten af det 11te Aarhundrede.

I Vikingetiden omtales Brennøerne, der laa yderſt i Mundingen af Gøt-Elven (i elfarskerjum) og neppe tilhørte Norge, ſom en af Handelsmænd og Vikinger meget beſøgt Markedsplads. Snart ophøre de dog at nævnes, derimod omtales nu hyppigere Konungahella (Kongehelle) paa den norſke, og Ljóðhús (Lødøſe) paa den gøtiſke Side af Elven. Rimeligviis er det Handelen fra Brennøerne, ſom ſiden trak ſig til disſe Steder, hvorfra hele Veſtergøtland og Alfheim forſynedes.

Som en Handelsplads nævnes allerede i det 10de Aarhundrede Bergen, Bjargvin, Björgvin eller Bergvin, (af bjarg eller berg, Berg, og vin, behagelig Plads) i Nordhørdeland. Dens egentlige Opkomſt ſkyldte den førſt K. Olaf Haraldſøn kyrre, der indrettede den til en ordentlig Kjøbſtad omtrent ved 1070.

I Strinden i Thrøndelagen, i Nærheden af Jarleſædet Hlaðir, deels under Bjerget Hladehammeren, deels paa den af Nidelven ved dens udløb omſlyngede lille Halvø Niðarnes ſynes der ogſaa at have været Handelslejer. Paa det ſidſte Sted anlagte K. Olaf Tryggveſøn i Aaret 997 en ordentlig Kjøbſtad, det bekjendte Niðaróss, der dog i den førſte Tid ſynes at have vedblevet at føre Navnet Niðarnes; ſiden kaldtes den ogſaa ofte ſlethen kaupangr i Þróndheimi, hvorfor den nu blot benævnes Throndhjem. Inderſt inde i Beitſtadfjorden ved Udløbet af de Vasdrag, der kommer fra Snaaſenvandet, i Sparbyggjafylke, laa allerede i Oldtiden og ligger endnu Handelspladſen Steinker (dat. Steinkerum), hvilken Jarlerne Erik og Svein, Hakons Sønner, efter Olaf Tryggveſøns Fald ſøgte at gjøre til den fornemſte Kjøbſtad i Throndhjem, medens de lode Nidaros forfalde; imidlertid varede dette ej længere end til Olaf den Helliges Thronbeſtigelſe; han ophjalp igjen Nidaros, medens Steinker ſank ned til ſin forrige Ubetydelighed.

Ved Sarpfosſen, højere end til hvilken Skibene ej kunne gaa op i Glommen, anlagde K. Olaf den Hellige c. 1017 Kjøbſtaden Borg, almindeligviis kaldet Sarpsborg, dog vel neppe uden at forefinde en tidligere Samling af Huſe.

Inderſt ved den nuværende Chriſtianiafjord, i Middelpunktet af de frugtbare Hereder Akrsherað og Folló, og paa det Sted, hvor Raumarikes Befolkning ad den letteſte og korteſte Vej kunde naa Søkyſten, maa Osló eller Asló ſom Handelſted tidligt have fremſtaaet. En ordentlig Kjøbſtad blev anlagt her af K. Harald Sigurdsſøn, haardraade, omtrent ved 1059.

Paa Hedemarken, ved Mjøſens øſtlige Bred, nævnes fra Midten af det 12te Aarhundrede ſom en betydelig Kjøbſtad det bekjendte Hamarr, Hamarkaupangr; den ſynes dog nærmeſt at have ſkyldet den der oprettede Biſpeſtol ſin Opkomſt.

I Landſkabet Grœnland forener den ſtore Indſø Nonnsjór, nu Nordſø, næſten alle Vasdrag fra Thelemarken, og har ſit udløb i Grenmar (Skiensfjorden) gjennem en kort Elv, der halvvejs opad er ſejlbar, indtil Fosſe ſtandſe Skibes videre Fremtrængen. I denne frugtbare, velbebyggede Egn (Hafund eller Höfund), maa en Kaupang tidlig have dannet ſig i Nærheden af Fosſen, og denne Kjøbſtad, Skien, Skíða eller Skíðan (g. Skíðunnar), der omtales allerførſt i Begyndelſen af det 13de Aarhundrede, maa rimeligviis have faaet ſin egentlige Opkomſt efter Stiftelſen af Nonnekloſtret paa Gymsey, midt i Elven.

Noget tidligere end Skíðan, uden, ſom det ſynes, derfor at være ældre, nævnes den føromtalte Kjøbſtad paa Véey (nu Vedø) i Raumsdalen, men den ſynes dog aldrig, ligeſaalidt ſom den vel omtrent ſamtidige Borgund paa Søndmør, at have naaet nogen ſynderlig Anſeelſe.

Omtrent af ſamme Beſkaffenhed maa Kjøbſtaden Lúsakaupangr eller ſlethen Kaupangr, nu Kopanger, i indre Sogn, have været. Den nævnes ej førend i Slutningen af det 12te Aarhundrede, da Kong Sverrer afbrændte den 1181; ſiden blev den vel igjen opbygget, og ſtod endnu i det fjortende Aarhundrede, men ſynes fra den Tid af mere og mere at have tabt ſig; nu er den ej længer til.

Másstrandir, nu Marſtrand i Bohuslen, blev anlagt af K. Haakon Haakonsſøn.

Foruden de omtalte Byer vare der og andre Handelspladſe, ſom deels nævnes i Oldſkrifterne, deels af de nuværende Stedsnavne kunne gjenkjendes ſom ſaadanne. Af disſe kunne nævnes:

Vágir, nu Vaagen i Lofoten.

Hamarr litli, eller litli kaupangr, det nuværende Lillehammer, nævnes ſom Kjøbſtad allerede førſt i det 13de Aarhundrede.

Ved Nidelvens Udløb i Agder (Niðaróss i Þrumusundum) var en Handelsplads, nu Arendal.

Freysey eller Fræsey, nu Frøsøen i Storſjø i Jemteland, omtales før 1270.

Koparvik, nu Kopervik i eller ved Drammen, har rimeligviis været Udſkibningsſted og Havn for Dramselvens Opland.

Kaupmannanes, nu Kopmandsnes, paa en af Logen Elv dannet Halvø i det ſydlige Sandsvær paa Veſtfold; her ſkulle i ſenere Tider iſær hollandſke Kjøbmænd have indfundet ſig for at handle med Tømmer. Det nævnes allerede i Midten af 14de Aarhundrede.

I Fenſtad paa øvre Romerike, ligger en „Birkekaupang“, (Bírkikaupangr), her har ſaaledes baade været Birk og Kaupang, rimeligviis i den ældſte Tid, da Raumarike endnu havde ſine egne Konger.

Steder ved Navn „Kaupangr“ findes og ved Glommen i Storelvedalen i Øſterdalen, Aal i Hallingdal, og i Nærheden af Svenæ i Numdal, nordenfor det nuværende Kongsberg.

Som virkelige Kjøbſtæder i Norge kunne vi altſaa omtrent ved Aar 1300 regne Niðaróss, Björgvin, Stafangr, Skíðan, Túnsberg, Konungahella, Sarpsborg, Osló og Hamarr; ſom ubetydelige Véey, Borgund, Lúsakaupangr og Másstrandir. Men ikke alle disſe Stæder havde ſin egen for Landdiſtrikterne adſkilte Jurisdiction og dannede ſaaledes virkelige By-Communer. Af ſaadanne vare der kun fire, Niðaróss, Björgvin, Túnsberg og Osló; hver af dem havde ſin egen Lagmand og ſit eget Bything, og kaldtes derfor til Forſkjel fra de øvrige villæ forenses. De øvrige ſtode under Landdiſtriktets Lagmand, og nøde vel heller ikke den Anſeelſe, ſom hine.