Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

12. Kjøbſtæderne i Norge fremſtode eller tiltoge ej, ſom i det ſydlige Europe, derved, at Handelsmænd, Haandverkere og andre perſonlig frie, dog ej til Feudal-Adelen henhørende Folk flyttede ſammen i Byer og forenede ſig i Communer, for bedre at kunna ſtaa hverandre bi i Udøvelſen af de til deres Næringsvej hørende Syſler, hvilken Feudal-Adelens Anmasſelſer og Voldſheder ellers næſten vilde have gjort umulig. En ſaadan Tilſtand forudſætter altid mere eller mindre en forudgaaende Erobring af Landet ved en mægtigere, men mindre talrig Folkeſkare, der fordeler Landdiſtricterne mellem ſig, undertvingende eller fortrængende den ældre Befolkning, hvilken ſaaledes, naar den ej vil underkaſte ſig Livegenſkabet, enten maa flytte bort, eller forſvare ſig i befæſtede Byer. I Norge var der ingen ſaadan ældre, overvunden Befolkning, ingen ſaadan Deling i tvende Klasſer med indbyrdes ſtridende Interesſer, og ſom en Følge deraf heller ingen befæſtede Byer, overhoved ikke andre Byer, end ſaadanne, ſom efterhaanden opſtode derved at flere og flere Familier flyttede ſammen paa Steder, der paa Grund af deres Beliggenhed eller af andre Aarſager bleve ſtadige eller ſterkt beſøgte Handels- eller Markedspladſe, hvor inden- og udenlandſke Kjøbmænd i Førſtningen kun til visſe Tider af Aaret, ſiden paa hvilkenſomhelſt Tid, idetmindſte om Sommeren, kunde komme ſammen for at kjøbſlaa, og forefinde idetmindſte de allertarveligſte Betingelſer for et Ophold af flere Uger, f. Ex. Skuur, Boder, Nøſt eller noget lignende, omtrent ſom nutildags ved de ſtore Fiſkevær.

De fleſte norſke Byer, der nævnes i Sagaerne, have paa den Maade været til ſom Handels- eller Markeds-Pladſe, eller Fiſkerlejer, længe førend de omtales i Hiſtorien. Der kan ſaaledes egentlig ej være Tale om nogen formelig Anlæggelſe af denne eller hiin By ved denne eller hiin Konge, men kun om Ophjelpelſen, Forſkjønnelſen og Reguleringen af et allerede forefundet Handels-Sted med ſin Klynge af Huſe. Saadanne Steder maae iſær ſøges dybt inde i Fjorde, hvis Opland var vel bebygget, eller ved Elve paa det Sted, hvor naturlige Hindringer nødte de fra Søen opſejlende Skibe til at ſtandſe. Da der ej er nogen Grund til at antage, at man ved Opførelſen af Huſene paa en ſaadan Handelsplads bar ſig anderledes ad, end ellers paa Landet, uden forſaavidt ſom et indſkrænket Terrain paa en ſmal Kyſtrand under Fjeldfoden ofte maatte gjøre en ſparſommere Benyttelſe af Rummet nødvendig, kan man, naar man veed, hvilken uforholdsmæsſig Mængde af enkelte Huſebygninger blot en eneſte Gaard indeholdt, letteligen forſtaa, at igrunden kun yderſt faa Familier behøvede at flytte ſammen paa en Handelsplads, for at give den Udſeende af en By[1]. Saadanne forefundne By-Anlæg have da ſenere Konger, efter at Norge var ſamlet til et eneſte Heelt, Vikingelivet ophørt og Handel og Søfart tryggere og mere udbredt, medens paa den anden Side Statsforfatningens og Regjeringsformens ſtørre Udvikling gjorde et nøjere Tilſyn fra Kongemagtens Side nødvendigt, ophjulpet ved at meddele dem udvidede Handelsrettigheder, ved at forſkjønne dem med Bygninger, fornemmelig Kongsgaarde og Kirker, og ved at ordne de ſpredte Huſe i beſtemte Gader og Grupper, ſaa at formelige Byer fremkom. Ved flere af disſe Byer anlagdes ſiden Befæſtninger (borgir eller hús).

  1. See Keyſer, om Nordmændenes Boliger og daglige Syſler, fornemmelig S. 13–15.