Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/11
11. De mange Fjorde og Sund omkring Norges Kyster danne utallige større og mindre Øer og halvøer, der give Kysten sit charakteristiske Udseende og omgive den med hvad der i Sverige kaldes en Skærgaard. Indenfor denne er man mere beskyttet mod Storm og Søgang, og den sædvanlige Kystseilads og indre Communication forgik derfor ogsaa mest indenskærs, hvorfor denne Sejlads i de gamle Skrifter kaldtes Þjódleið ɔ: Folkevejen, den almindelige Vej; at seile udenskærs det "at sjór var í miðum hlíðum" ɔ: at Søen naaede midt op paa Klippesiderne. Fastlandet kaldtes til Modsætning af Øerne meginland. Forskjellen mellem ey eller œy (Ø), holmr eller holmi og sker behøver ej at forklares. Begrepet "Halvø" synes ej at have været vore Forfædre vet klart, ihvorvel Ordet halfey ej strider mod Orddannelsens Regler. En Halvø, som enten kun ved et smalt Eid, eller ved ufarbare Strækninger var forbunden med Fastlandet, kaldte de ofte ligefrem ey; ellers hadde de Benævnelser som skagi (útskagi), en langt udstikkende Landspidse, tunga, en lignende, men noget mindre nes, pl. nes (neutr.) eller nesjar (fem.) ej saameget et Forbjerg, som en fremstikkende højere Landpynt; et højt, enkeltstaaende Forbjerg kaldtes höfði. Et Sted, hvor en Fjord eller Kyst gjorde en skarp Bending, kaldtes hvarf. Et ej af Skærgaard beskyttet, aabent Forland kaldtes jaðarr; en flad, sandig Slette lige ved Kysten af Havet, eller ved en Flod eller Indsø kaldtes eyri. Den almindelige Navn for Kystranden var strönd ell. strand, for Havbredden fjara, hvorfor og det beboede Land sagdes at ligge milli fjalls ok fjöru; det Sted udenfor Kysten, hvor Lavvands-Grunden ophørte og styrtede stejl ud mod Dybet, kaldtes marbakki eller marreinsbakki. Ogsaa Ebben kaldtes fjara, Floden derimod flóð, og den Deel af Stranden, som ved Flodtid overskylledes, og kun ved Ebbetid var tør, kaldtes flœðarmál (neutr. pl.; gen. mála). En Malstrøm kaldtes svelgr, en Brænding eller blindt Skær kaldtes boði, et Sandrev ris; en spids opstaaende Klippe slapi, tildeels og drangr. En Pynt eller et Skær, hvor enten Sælhunde fangedes, eller hvor man kund sanke Duun og Æg, eller hvor der faldt godt Fiskeri, kaldtes ligesom, ver, og var da enten selver, fuglaver, eggver, eller fiskiver.
En Mængde Halvøer forbandtes med Fastlandet kun ved flade, ubetydelige Jordtunger, eið, over hvilke man, naar det lod sig gjøre, heller drog Skibene eller Baadene, end at sejle omkring hele Halvøen. Et saadant Sted kaldtes da ofte drag (det gaeliske tarbet).
Blandt de betydeligere Øer ved Norges Kyst kunne følgende mærkes:
Senja (g.—u) el. Senjan (g.—unnar), nu Senjen, i Hálogaland, vestenfor Malangerfjorden. Den adskilles ved Geigusund (Eksund) fra Fastlandet.
Hinn, nu Hindøen, Norges største Ø, i Hálogaland, S. V. for Senjen, adskilt ved Tjaldasund (Tjeldesunnd) fra den nærmere Fastlandet liggende Tjaldey (Tjeldø). Den østlige Deel deraf hørte til det District som kaldtes Amd eller Ömd, hvorom nedenfor; den vestlige til Districtet Vestráll. Paa Østsiden laa Þrándarnes, hvor der i Oldtiden var et berømt Tempel, og hvor siden Thinget holdtes. I Nærheden var Bjarkey, Bjarkø-Ættens Hovedsæde.
Anguley eller ôngul, nu Engelø, med Kongsgaarden Steig, nu Stegen, i Hálogaland.
Dun eller Dyn, Døn-Ø, ogsaa kaldtes Dynjarness-ey efter Dynjarnes, nu Dønnes, den nordligste Gaard paa Øen, laa lænere mod Syd, i Hálogalands sydligste Deel. Rimeligviis er det denne, som forstaaes ved Plinis's Dumna, i hans Beskrivelse over de nordlige Egne af Europa. (Hist. nat. L. IV. c. 16).
Álast eller Álöst, nu Alsten-Ø, sydligt i Hálogaland, ved Indløbet til Fjorden Vefsn<7tt>.
Leka, nu Lekø, udenfor Naumdalens Kyst.
Njarðey, nu Nærø, en lille Ø udenfor Naumdalen, paa Nordsiden af Foldenfjorden, og ved et Sund, gjennem hvilket hele Hovedpassagen gik fra de sydligere Egne til Hálogaland. Njarðey, som har sit Navn efter Njørd, var derfor i Oldtiden et vigtigt Søkongesæde.
Hitrar, i Nordmørefylke, kaldtes den store Ø Hitteren i Fosens Fogderi, med tilhørende Smaa-Øer. Vestenfor laa Smyl, Smølen, og nordenfor Frey ligeledes store Øer.
Freiðey eller Fræðey, ligeledes i Nordmørefylka, ved Indløbet til Thingvold-Fjorden; her laa Kongsgaarden Birkiströnd.
Vé-ey, en lille Ø i Romsdalsfjorden, hvor rimeligviis i de ældste Tider Hovedtemplet stod, thi Navnet betegner "Heligdoms-Øen" (af vé, Helligdom). Siden var her før Moldes Opkomst, en lille Kjøbstad.
Borgund, en lille Ø i Søndmørefylkes nordlige Deel, ganske tæt ved Nyrfi (Nørvø), hvor Aalesund ligger. Her var ogsaa i ældre Tider en lille Kjøbstad, i hvis Sted Borgensund eller Aalesund siden har reist sig. I Nærheden var Gizki, Giskø, Arnunga-Ættens Hovedsæde.
Hað eller Höð (g. Haðar), nu Hareidland (egentl. Haðareiðs-land), saakaldet af et tversover Øen gaaende Eid. Det er den største Ø paa Søndmøre. Paa den sydøstlige Hjørne er lille Vaag, Hjörungavágr.
Brimangrs-land, nu Bremangerland, i Firdafylke, lidt søndenfør Stadtland; dens egentlige Navn synes at have været Smals. Her far Fjeldet Smalsarhorn, ogsaa kaldet Hjörnagli (Hornelen) yderst mod Øst. Her var og Herresædet Berðla, nu Berle.
Atley, strar nordenfor Indløbet til Dalsfjorden i Firdefylke.
Sólundir, de tre Gulend-Øer, ved Indløbet til Sognfjorden. Efter dem kaldtes Vesterhavet Sólundarhaf.
Fenhringr, nu Askø, saaledes kaldtes after Kongsgaarden Askr, i Nordhørdeland, strar udenfor Björgvin.
Sotr, nu Sartor eller Storsoteren, lidt sydligere.
Storð og Njarðarlög, nu Stord-Øen og Tysnesøen eller Jarløen i Søndhørdeland, to store Øer nordenfor Indløbet til Bumlarfjörðr eller Bømlfjorden. Paa Nordsiden af Storð laa Kongsgaarden Fitjar, nu Fidje.
Buml i Søndhørdeland, nu Bøml-Øen, efter hvilken Fjorden har sit Navn.
Karmt eller Körmt i Rygjafylke, nu Karmø, adskilles fra Fastlandet ved Haugasund. Paa den nordøstlige Kant laa Kongsgaarden og Thingstedet Agvaldsnes, Ögvaldsnes eller Avaldsnes, nu Aveldsnes.
Þruma, nu Throms, i Egdafylke, adskilt ved Þrumusund fra Vestlandet.
Njótarey og Tjúma i Vestfold (Røterø og Tjøms) paa Vestsiden af Indløbet til Fold.
Hvalir,, nu Hvaløerne, udenfor Svínasund i Borgarsysla.
Orðost og Þjörn, nu Oroust og Tjørn, to store Øer i Ránrike, mellem Lanesund og Hakefjorden.
Hísing, nu Hisingen, mellem begge Arme af Got-Elven.
Af Halvøer og Eid kunne mærkes:
Alteið, mellem Kvænangerfjorden og Altenfjord.
Lyngseið, mellem Salfti (Saltenfjord) og Fold (Foldenfjord) i Hálogaland.
Eldueið, ogsaa simpelthen Eið, mellem Naumdœlafylki og Þrœndalög; det kaldes nu Elveidet eller Naumdalseidet, mellem Throndhjemsfjord og Naumfjords sydligste Arm Lyngenfjord.
Dragseið, det yderste af de tre Eid, som forbinde Halvøen Stadtland med Fastlandet.
Spangareið, det smale Eid, som forener Lindesnes-Halvøen (Líðandi) med Fastlandet, sydligst i Egdafylke.
Þórsey, Velley og Yxney vare trende, nu landfaste, Halvøer allersydligst paa Vestfold; det er uvist, om de nogensinde have været virkelige Øer. Þórsey i Skíringssal er Halvøen paa Sydsiden af Viksfjorden, der gaar østligt ind fra Larviksfjorden. Velley og Yxney ere paa hver sin Side af Midfjorden i Sandeherred.
Jalund el. Jölund, nu Jeløn ved Moss, paa Østsiden af Fold (Christianiafjorden), i Borgarsysla.
Óðinsey, Onsø, var rimeligviis i ældre Tider ganske omflydt.