Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

11. De mange Fjorde og Sund omkring Norges Kyſter danne utallige ſtørre og mindre Øer og halvøer, der give Kyſten ſit charakteriſtiſke Udſeende og omgive den med hvad der i Sverige kaldes en Skærgaard. Indenfor denne er man mere beſkyttet mod Storm og Søgang, og den ſædvanlige Kyſtſeilads og indre Communication forgik derfor ogſaa meſt indenſkærs, hvorfor denne Sejlads i de gamle Skrifter kaldtes Þjódleið ɔ: Folkevejen, den almindelige Vej; at seile udenſkærs det "at sjór var í miðum hlíðum" ɔ: at Søen naaede midt op paa Klippeſiderne. Faſtlandet kaldtes til Modſætning af Øerne meginland. Forſkjellen mellem ey eller œy (Ø), holmr eller holmi og sker behøver ej at forklares. Begrepet "Halvø" ſynes ej at have været vore Forfædre vet klart, ihvorvel Ordet halfey ej ſtrider mod Orddannelſens Regler. En Halvø, ſom enten kun ved et ſmalt Eid, eller ved ufarbare Strækninger var forbunden med Faſtlandet, kaldte de ofte ligefrem ey; ellers hadde de Benævnelſer ſom skagi (útskagi), en langt udſtikkende Landſpidſe, tunga, en lignende, men noget mindre nes, pl. nes (neutr.) eller nesjar (fem.) ej ſaameget et Forbjerg, ſom en fremſtikkende højere Landpynt; et højt, enkeltſtaaende Forbjerg kaldtes höfði. Et Sted, hvor en Fjord eller Kyſt gjorde en ſkarp Bending, kaldtes hvarf. Et ej af Skærgaard beſkyttet, aabent Forland kaldtes jaðarr; en flad, ſandig Slette lige ved Kyſten af Havet, eller ved en Flod eller Indſø kaldtes eyri. Den almindelige Navn for Kyſtranden var strönd ell. strand, for Havbredden fjara, hvorfor og det beboede Land ſagdes at ligge milli fjalls ok fjöru; det Sted udenfor Kyſten, hvor Lavvands-Grunden ophørte og ſtyrtede ſtejl ud mod Dybet, kaldtes marbakki eller marreinsbakki. Ogſaa Ebben kaldtes fjara, Floden derimod flóð, og den Deel af Stranden, ſom ved Flodtid overſkylledes, og kun ved Ebbetid var tør, kaldtes flœðarmál (neutr. pl.; gen. mála). En Malſtrøm kaldtes svelgr, en Brænding eller blindt Skær kaldtes boði, et Sandrev riſ; en ſpids opſtaaende Klippe slapi, tildeels og drangr. En Pynt eller et Skær, hvor enten Sælhunde fangedes, eller hvor man kund ſanke Duun og Æg, eller hvor der faldt godt Fiſkeri, kaldtes ligeſom, ver, og var da enten selver, fuglaver, eggver, eller fiskiver.

En Mængde Halvøer forbandtes med Faſtlandet kun ved flade, ubetydelige Jordtunger, eið, over hvilke man, naar det lod ſig gjøre, heller drog Skibene eller Baadene, end at ſejle omkring hele Halvøen. Et ſaadant Sted kaldtes da ofte drag (det gaeliſke tarbet).

Blandt de betydeligere Øer ved Norges Kyſt kunne følgende mærkes:

Senja (g.—u) el. Senjan (g.—unnar), nu Senjen, i Hálogaland, veſtenfor Malangerfjorden. Den adſkilles ved Geigusund (Ekſund) fra Faſtlandet.

Hinn, nu Hindøen, Norges ſtørſte Ø, i Hálogaland, S. V. for Senjen, adſkilt ved Tjaldasund (Tjeldeſunnd) fra den nærmere Faſtlandet liggende Tjaldey (Tjeldø). Den øſtlige Deel deraf hørte til det Diſtrict ſom kaldtes Amd eller Ömd, hvorom nedenfor; den veſtlige til Diſtrictet Vestráll. Paa Øſtſiden laa Þrándarnes, hvor der i Oldtiden var et berømt Tempel, og hvor ſiden Thinget holdtes. I Nærheden var Bjarkey, Bjarkø-Ættens Hovedſæde.

Anguley eller ôngul, nu Engelø, med Kongsgaarden Steig, nu Stegen, i Hálogaland.

Dun eller Dyn, Døn-Ø, ogſaa kaldtes Dynjarness-ey efter Dynjarnes, nu Dønnes, den nordligſte Gaard paa Øen, laa lænere mod Syd, i Hálogalands ſydligſte Deel. Rimeligviis er det denne, ſom forſtaaes ved Plinis's Dumna, i hans Beſkrivelſe over de nordlige Egne af Europa. (Hist. nat. L. IV. c. 16).

Álast eller Álöst, nu Alſten-Ø, ſydligt i Hálogaland, ved Indløbet til Fjorden Vefsn<7tt>.

Leka, nu Lekø, udenfor Naumdalens Kyſt.

Njarðey, nu Nærø, en lille Ø udenfor Naumdalen, paa Nordſiden af Foldenfjorden, og ved et Sund, gjennem hvilket hele Hovedpasſagen gik fra de ſydligere Egne til Hálogaland. Njarðey, ſom har ſit Navn efter Njørd, var derfor i Oldtiden et vigtigt Søkongeſæde.

Hitrar, i Nordmørefylke, kaldtes den ſtore Ø Hitteren i Foſens Fogderi, med tilhørende Smaa-Øer. Veſtenfor laa Smyl, Smølen, og nordenfor Frey ligeledes ſtore Øer.

Freiðey eller Fræðey, ligeledes i Nordmørefylka, ved Indløbet til Thingvold-Fjorden; her laa Kongsgaarden Birkiströnd.

Vé-ey, en lille Ø i Romsdalsfjorden, hvor rimeligviis i de ældſte Tider Hovedtemplet ſtod, thi Navnet betegner "Heligdoms-Øen" (af vé, Helligdom). Siden var her før Moldes Opkomſt, en lille Kjøbſtad.

Borgund, en lille Ø i Søndmørefylkes nordlige Deel, ganſke tæt ved Nyrfi (Nørvø), hvor Aaleſund ligger. Her var ogſaa i ældre Tider en lille Kjøbstad, i hvis Sted Borgenſund eller Aaleſund ſiden har reiſt ſig. I Nærheden var Gizki, Giskø, Arnunga-Ættens Hovedſæde.

Hað eller Höð (g. Haðar), nu Hareidland (egentl. Haðareiðs-land), ſaakaldet af et tversover Øen gaaende Eid. Det er den ſtørſte Ø paa Søndmøre. Paa den ſydøſtlige Hjørne er lille Vaag, Hjörungavágr.

Brimangrs-land, nu Bremangerland, i Firdafylke, lidt ſøndenfør Stadtland; dens egentlige Navn ſynes at have været Smals. Her far Fjeldet Smalsarhorn, ogſaa kaldet Hjörnagli (Hornelen) yderſt mod Øſt. Her var og Herreſædet Berðla, nu Berle.

Atley, ſtrar nordenfor Indløbet til Dalsfjorden i Firdefylke.

Sólundir, de tre Gulend-Øer, ved Indløbet til Sognfjorden. Efter dem kaldtes Veſterhavet Sólundarhaf.

Fenhringr, nu Aſkø, ſaaledes kaldtes after Kongsgaarden Askr, i Nordhørdeland, ſtrar udenfor Björgvin.

Sotr, nu Sartor eller Storſoteren, lidt ſydligere.

Storð og Njarðarlög, nu Stord-Øen og Tysnesøen eller Jarløen i Søndhørdeland, to ſtore Øer nordenfor Indløbet til Bumlarfjörðr eller Bømlfjorden. Paa Nordſiden af Storð laa Kongsgaarden Fitjar, nu Fidje.

Buml i Søndhørdeland, nu Bøml-Øen, efter hvilken Fjorden har ſit Navn.

Karmt eller Körmt i Rygjafylke, nu Karmø, adſkilles fra Faſtlandet ved Haugasund. Paa den nordøſtlige Kant laa Kongsgaarden og Thingſtedet Agvaldsnes, Ögvaldsnes eller Avaldsnes, nu Aveldsnes.

Þruma, nu Throms, i Egdafylke, adſkilt ved Þrumusund fra Veſtlandet.

Njótarey og Tjúma i Veſtfold (Røterø og Tjøms) paa Veſtſiden af Indløbet til Fold.

Hvalir,, nu Hvaløerne, udenfor Svínasund i Borgarſyſla.

Orðost og Þjörn, nu Orouſt og Tjørn, to ſtore Øer i Ránrike, mellem Laneſund og Hakefjorden.

Hísing, nu Hiſingen, mellem begge Arme af Got-Elven.

Af Halvøer og Eid kunne mærkes:

Alteið, mellem Kvænangerfjorden og Altenfjord.

Lyngseið, mellem Salfti (Saltenfjord) og Fold (Foldenfjord) i Hálogaland.

Eldueið, ogſaa ſimpelthen Eið, mellem Naumdœlafylki og Þrœndalög; det kaldes nu Elveidet eller Naumdalseidet, mellem Throndhjemsfjord og Naumfjords ſydligſte Arm Lyngenfjord.

Dragseið, det yderſte af de tre Eid, ſom forbinde Halvøen Stadtland med Faſtlandet.

Spangareið, det ſmale Eid, ſom forener Lindesnes-Halvøen (Líðandi) med Faſtlandet, ſydligſt i Egdafylke.

Þórsey, Velley og Yxney vare trende, nu landfaſte, Halvøer allerſydligſt paa Veſtfold; det er uviſt, om de nogenſinde have været virkelige Øer. Þórsey i Skíringssal er Halvøen paa Sydſiden af Viksfjorden, der gaar øſtligt ind fra Larviksfjorden. Velley og Yxney ere paa hver ſin Side af Midfjorden i Sandeherred.

Jalund el. Jölund, nu Jeløn ved Moſs, paa Øſtſiden af Fold (Chriſtianiafjorden), i Borgarſyſla.

Óðinsey, Onsø, var rimeligviis i ældre Tider ganſke omflydt.