Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

10. Den almindeligſte Benævnelſe paa on Flod var á (g. ár), en Aa; Benævnelſen elfr brugtes ſjældnere, og helſt om de ſtørre Hoved-Elve. Ordet á eller elfr forbundet med en Steds-Angivelſe er undertiden den eneſte Betegningfor Floden, ſom altſaa paa den Maade ſavner et eget Ravn, f. Eks. Gautelfr, Gøtaelven ɔ: Gauternes Elv. I Almindelighed have dog alle Aaer og Elve ſelvſtændige Navne, og det i en langt ſtørr Udſtrækning end nutildags, hvor Aaens oprindelige Navn ofte er gaaet ud af Brug og erſtattet ved en Sammenſætning af Ordet "Aa" eller "Elv" med Dalſtrøgets Navn, hvilket dog igjen oftſet er dannet af Aaens oprindelige Navn. Saaledes ſiger man f. Eks. "Lyngdals-Elv", medens man i Oldtiden kun ſagde Lygna, hvoraf Dalſtrøgets Navn Lygnudalr dannedes. Endnu ſiger man snart "Sire-Aa" (Síra), ſnart "Siredals-Elv". En Mængde lignende Eksempler kunde anføres, thi de fleſte Dalſtrøg i Landet have ſine Navne af de dem gjennemſtrømmende Elve, ej omvendt. — De fleſte Aa-Navne i vort Oldſprog ere ſterke eller ſage Feminina, f. Eks. Gaul (Gulelv), Mörn ell. Marn (Mandalselv), Nið (Nidelven) eller Sira (Sireaaen), Varma (Vormen), Nauma (Namselven), Auðna (Undalselv) o. fl. Til disſte Navne føjes nu undertiden Ordet á, ſaaat det i Haandſkrifter, hvor Accentueringen ejer iagttaget, ofte ſeer ud ſom om Navnene bøjedes forſkjelligt; man finder ſaaledes Gaul og Gaulá; Varma, g. Vörmu, og Varmá, g. Varmár o. ſ. s. Nogle faa Elve i Landet kaldtes, uden nogen nærmere Beſtemmelſe, Lögr eller Lagr (Band), hvilket ellers kun bruges om Indſøer; disſe Elve er Lögr i Gudbrandsdalen, Lögr i Numedalen og Veſtfold, og Lögr i Guledal i Ryfylke. En mindre

Aa kaldtes ſom nu Bæk, bekkr. Hvor en Bæk randt paa fladt Terrain ſaaledes at den ſagtnedes i fin Fart og udvidede ſig eller forgrende ſig, kaldtes den lœkr, g. lœkjar. En Fos kaldtes fors. Sammenſtødet af to Elve kaldtes Ámót eller Ármót. En Aas udløb i en Indſø eller Havet, eller dens udløb deraf kaldtes óss, undertiden mynni. Naar en Elv ved udløbet deelte ſig i flere Arme, ſom omſlyngende Øer, kaldtes visſe Arme kvíslir (nom. kvísl).

Den almindelige Benævnelſe paa en Indſø, ifær de ſtørre, var ſimpelthen vatn, ogſaa sær, sjár eller sjór. De enkelte Dele af et ſtørre Band kaldtes fjörðr, og vare ofte forbundne ved ſmale Indknibninger (nór eller sund), hvor den gik Strøm (straumr). I den nordlige Deel af Landet var Benævnelſen lögr eller lagr almindelig om mindre Indſøer. En lille Sø kaldtes tjörn (fem., i gen. tjarnar) eller tjarn (neutr. gen. tjarns, et Tjern[1]). En Myr kaldtes mýri, mosi, un Sump fen.

Blandt de ſtørre Elve og Søer kunne merkes:

I Hálogaland:

Mæli-á Maalselven, Grændſen for den rusſiſke Skatte-krævning.

I Froſtathingslagen:

Nauma (Nams-Elv), udſpringende af Naumsvatn.

Lenglingr, den ſtørſte Sø i de nu ſaakaldte Finlider i Snaaſen, den har ſit udløb gjennem Ulſtrømmen i Ulen (Uluþresk), denne i Rengen, og derfra ſtrømmer det ſtore Indals eller Ingdals-Vasdrag, upaatvivlelig Helſingelovens Ysma (ſee § 36).

Snásarvatn, Snaasen-Vand i Sparbyggjafylke, har gjennem et kort Vasdrag ſit udløb i Beitissjór ved Steinker.

Nið, Nidelven, optager Þýðá, Thydalselven, danner Selasjór (Selboſø) og falder ved Niðaróss i Strindsær.

Gaul, Gulelven, udſpringer paa Fjeldene ovenfor Áll, Aalen; gjennemløber Gaulardalr, Guldalen, optager Sókn, (Sogndalselven) ved Staurin, Støren, gaar forbi Skerðingssteðja, Rimul, Meðalhús (Melhus) og Gimsar, og falder ud i en Arm of Throndhjemsfjorden.

Ork, Orkelven, udſpringer nærved Dofrafjall gjennemløber

Kviknir, Rennabú, Meðaldalr og Orkadalr, og falder i Orkedalsfjorden, en Arm af Throndhjemsfjorden.

Rauma, Romsdalselven, udſpringer i Gudbrandsdalen af det nu ſaakaldte Leſjøſkogens Vand (Lesjaskógsvatn?), gjennemſtrømmer Raumsdalr og falder i Romsdalsfjorden.

I Gulathingslagen:

Hornymudalsvatn, nu Horningdalsvand, den ſtørſte Indſø i hele Gulathingslagen, har gjennem en kort Elv Udløb ved Eygi eller Œygi i Nordfjord.

Gaul, nu Gaula, gjennemſtrømmer Landſkabet Gaular, Hoveddistrictet i det gamle Fjalir, og falder i Dalsfjörðr.

Læradalsá, eler rettere viſtnok blot Lærá, Lærdalselven, udſpringer paa Fillafjall, og falder i Sognefjorden.

Síra dannede Grændſen mellem Rygjafylke og Egdafylke, og gjennemløb Sírudalr.

Hvín, Kvinen eller Kvinesdals-Elven, gjennemløb Hvínisdalr. Kvinesdalen, i Nord-Agder, og faldt ud i Hvínisfjörðr (Feddefjorden).

Otra, Oteraaen, udſprang øverſt i Rábyggjalög paa Grændſen mod Hardanger og Thelemarken, løb ſydlig gjennem Setr, Sætersdalen og Otrudalr (Evje Preſtegjeld) og faldt ved Otrunes (Oddernes) ud i Otrufjörðr eller Þofnardalsfjörðr.

Nið, Nidelven, har ſit Udløb i Thelemarken af den ſtore Indſø Niðsir eller Nizir (Nisſervandet); løber gjennem en Elv ſom kom fra Fyrisvatn i Fyrisdalr (Molands Sogn); gjennemløber derpaa den øſtlige Deel af Rábyggjalög og Austragðir, gaar forbi Eyjarstaðir eller Œyjarstaðir (Øjestad), og falder ved Niðarnes i Havet, nær ved Þrumusund.

I Borgarthingslagen og Eidſivathingslagen:

Af de ſtore Indſøer i Thelemarken gaae Fyrisvatn og Nizir gjennem Nið til Agder. De øvrige fornes alle i Landſkabet Grœnland i Nonnsjór (nu Nordſø), der gjennem en kort Elv, der gaar forbi Skíðan (Skien) falder ud i Grenmarr.

Lögr, Laagen, udſpringer af Fjeldvandet Lögr i Hardanger, løber gjennem Numadalr, derfra gjennem Herederne Sandsverf, Lagardalr og Heiðarheim, og falder i Lagarvik.

Dröfn, Dramselven, der falder i Fjorden af ſamme Navn, har Tillæb fra tre Hovedvasdrag: a) Haddingjadalens, der gjennemløber Indſøen Krœðir, Krøderen, og forener ſig med Dröfn i Heredet

Móðheimr, Modum; b) Valdres og Ringerikes Vasdrag, der udſpringer paa Fillafjall, danner flere Søer, hvoriblandt Mjörs i Valdres, kaldes i Bagns Herred Begna; gaar ind i Ringerike, hvor den i Bygden Árdalr, Aadalen, danner Indſøen Spirill, danner derpaa den ſtore Indſø Týri, gjennemſtrømmer Móðheimr, kaldtes nu Dröfn og gaaer ind i Vestfold, hvor den gjennemſtrømmer Eikjar og danner Grændſen mellem Skógabygð (Skouger) og Hliðir (Lier) indtil den ved Koparvik, Kopervik, falder i Drafnarfjörðr; c) Lands og Hadalands Vasdrag, der kommer fra den ſtore Indſø Rönd eller Rand, Randsfjorden, hvoraf den nordre Deel tilører Land, Den ſøndre Hadeland; ved en kort Elv forener den ſig med Valdres-Vasdraget paa Ringerike, noget ovenfor Njarðarhof, Norderhou. Elven Dröfn optager ogſaa paa Móðheimr en mindre Elv, der kommer fra Eggjadalr og Sigdalr.

Gudbrandsdalens Hovedvasdrag er Lögr, Laagen, der kommer fra den anden Ende af ſamme Vand paa Lesjar, ſom Rauma. Den gjennemløber Herrederne Lesjar, Dofrar og Vága (Vaage), optager Bielven Ótta, der kommer fra Sneebrederne paa Grændſen mod Søndmøre og Firdafylke og gjennemſtrømmer derpaa de ſydligere Bygder af Gudbrandsdalen, optager ved Fagaberg (Faaberg) Gausa, der gjennemløber Gausdalr; den falder i Mjörs, Mjøſen, ved Hamarr litli (Lillehammer).

Indſøen Mjörs (gen. Mjarsar), Mjøſen, var Norges næſtſtørſte Indſø. Den omgaves af Guðbrandsdalir ved den nordlige Ende, Heiðmörk i Øſt, Bírið, Vardalr og Þótn i Veſt, ſamt Raumaríki i Syd. Midt i Vandet ligger den til Hedemarken hørende Eyin helga, Helgeøen. Paa en Spidſe nordøſt for denne laa Kjøbſtaden Hamarr, Hamarkaupanger. Ved Mynni i Landſkabet Eið paa Raumarike udløber Varmá, Vormen, af Mjors, og ſætter den ſaaledes i Forbindelſe med Raumelfr. Varmá optager en kort Elv, den kommer fra Urðadalr, nu Hurdalen, paa Romerike.

Østerdalens, Raumarikes og Vingulmarks Hovedvasdrag var den nu ſaakaldte Glommen, Norges ſtørſte Elv, hvis fornemſte Navn i Oldtiden upaatvivlelig kan have være Glymja; i Sagaerne kaldtes den altid Raumelfr en Benævnelſe, ſom dog kun kan have gjeldet for Raumarike og de nedenfor liggende Landſkaber, og ikke engang her udelukkende, da man ikke langt fra dens Udløb finder en Bygd kaldet Glymheimar. Den løber ud af Aursundssjór paa

de ſydlige Fjælde i Gauldœlafylki, optager den lille Reyðá ved Reyðaróss (Røros), gjennemløber den veſtlige Deel af Eystridalir, hvis Hovedbygd dog laa omkring Reina, Renelven, der ved Ámót forenede ſig med Hovedelven; den gjennemſkærer den ſydligſte Deel af Østerdalene, Alfrheimsheraðr (Elverum), derpaa Sóleyjar i Raumafylki, altid ſydefter, indtil Vingr, hvor den bøjer mod Veſt, gjennem Ódalr, optager Varma ved Nes (Store-Nes), gjennemløber vet ſtore Eyjavatn (Øyeren), og dannede, før Oprettelſen af Borgarsýsla, Grændſen mellem Vingulmörk og Alfheimr, omſlyngede Túnir (Tune) og Hrolfsey, maaſkee og Óðinsey (Onsø); dens øſtlige Arm dannede Fosſen Sarpr ved Kjøbſtaden Sarpsborg. Den faldt ud i Foldin.

Østerdalens andet Hoved-Vasdrag var Fæmundselven, der kom fra den ſtore Fæmundſø, ſom i Oldtiden vel hed Fémundsjór. Den deraf udrindede Elv gjennemløb Trysiljar, nu Trysil, og forlod derpaa Norge, idet den gjennemløb Vermeland i Sverige, hvor den, omſlyngende Þingvalla-ø, faldt ud i den ſtore Indſø Vænern.

Østerdalens øſtligſte Vasdrag var den nu ſaakaldte Øſtre-Dalelv, der gjennemløb Idre og Serna-Herreder, men ſiden forlod Norge, gik ind i Járnberjaland i Sverige, og faldt ud i Østerſøen (Eystrasalt) mellem Gestrekaland og Sjáland eller Róðrinn.

Alfheims nordligſte Vasdrag kom fra Aurskógr og Heylönd (Urſkog og Høland), gjennemſtrømmende, idet det dannede forſkjellige Indſøer, Landſkaber Markir (Marker) og havde gjennem Þeistá (Tiſtedalselven), Udløb i Helisfjörðr.

Paa Grændſen af Alfheime og Vermaland ſamt Dalr i Sverige ligger den lange Indſø (Store-Lee), der har Udløb i Venern.

Grændſen mellem Elfarsýsla og Vestragautland dannede Gautelr, ogſaa kaldet Elfr. Den løb forbi den vigtige gøtiſke Handelsſtad Ljódhus (Lødøſe), derpaa forbi den norſte By Konungahella, hvor den, ved at dele ſig i to Arme (Elfarkvislir) dannede den ſtore Ø Hísing.

I Jemtland og Herjedalen:

Jemtelands fornemſte Vasdrag kom fra Grændſerne mod Verdœla- og Sparbyggjafylki, og dannede flere ſtore Søer, blandt hvilke Stórsjór med Øen Freysey var den ſtørſte Indſø i Norge. Vasdraget forenede ſig ſiden med det forhen omtalte Ysma, der kom fra Lenglingr, og dannede nu Rafunda-elfr (Ragunda-Elven) der ovenfor Rafundir (Ragunda) endnu optog en betydelig Biflod. Vasdraget (nu Indals-Elv) gjennemløb ſiden det ſvenſke Landſkab Meðalpaði og faldt ud i Helsingjabotn (den botniſke Bugt). Et andet Vasdrag (nu Fare-Elven) kom fra Grændſefjeldene mod Naumudalr, gik forbi Straumr (Strøm) og gjennemløb Angrmannaland forbi Hrafnaslir (Ramſele) inden det faldt ud i Helsingjabotn.

Herjedalens fornemſte Vasdrag var Ljósna, der kommer fra de ſamme Fjælde, hvor Glymja hadde ſit Udſpring; den optog ſiden, lidt ovenfor Thingſtedet Sveig, Herjá, hvoraf hele Landſkabet har ſit Navn. Den gjennemløber derpaa det ſvenſke Landſkab Helsingjaland, og falder i Helsingjabotn.

  1. Den ſædvanlige Skrivemaade "Kjern" er aldeles urigtig