Havfruens Sang

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Richie & Glükstad (s. 39-40).

Den Havfru sad ved Stranden i den dybe Efterhøst,
Og stirrede saa tankefuld henover Havets Bryst.

Den klare Maane skinned henad den tause Kyst,
Og Voverne de rulled saa blødt og saa tyst.

Bedrøvet hun sit Hoved i Haanden hvile lod,
To tunge, klare Taarer i hendes Øine stod.

Da steg der tungt og langsomt et Suk fra hendes Bryst,
Hun slog Guldharpens Strenge og klar lød hendes Røst.

‘En Længsel, — o, en Længsel, saa higende og varm
Sig skjuler dybt herinde i min bankende Barm!’

‘Jeg ved ei selv hvorefter, jeg ikke den forstaar,
Men aldrig jeg den glemmer, mit Hjerte Ro ei faar.’


‘Naar Vaarens Vinde komme og gi’er Naturen Liv,
Da vaagner ogsaa jeg af min Drøm bag Havets Siv,’

‘Og Alt, som mig omgiver, de vilde Vindes Sus
Og Fuglene, Løvets Hvisken og Bølgernes Brus’

‘Om underlige Frasagn mig synes tale mildt,
Og se! — det vækker Længslen, der griber mig saa vildt.’

‘Den hele lange Sommer jeg sidder her ved Strand
Og tænker paa min Længsel, som aldrig stilles kan.’

‘Saa underlig og glad den gjennem mig mon gaa,
Men aldrig jeg den fatter, derfor jeg græde maa.’

‘Og naar saa Skogen sukker i Høstens kolde Vind,
Jeg sidder end og længes med Taarer paa min Kind.’

‘Men naar da Vintren kommer, den dysser blidt mig ind;
Men Ingen kjender Taaren, der stivner paa min Kind.’


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.