Guldgraveren
Alt Maanen skinner paa Himlen fuld
Og alle Smaastjernerne funkle
Og sprede omkring sit blege Guld
Blandt Skogens Graner de dunkle.
Da drager en Vandrer ad Veien hen,
Fra fjerne Egne han kommer,
Fra Guldlandet vender han atter hjem
Efter mangen forløben Sommer.
Med gyldne Drømme han drog afsted,
Han saa alt i Tanken sin Lykke,
Men Hjemve snarlig hans Mod slog ned,
Og Trængsler monne ham trykke.
Han graver og graver i Sand og Muld,
Men lidet det blot ham mon fromme;
Han havde kun fundet hel lidet Guld,
Og alt var tre Aaringer omme.
Da kunde han længre udholde det ei,
Han maatte sin Længsel følge,
Saa drog han da atter den samme Vei
Over Havets blaanende Bølge.
Nu stod han der øverst paa Aasens Ryg,
Hvor nedover svinger sig Stien,
Da blev han i Hjertet saa trøstig og tryg,
Glad skued han ned gjennom Lien.
Hans Hjerte banker, hans Øie naaer
I det Fjerne en liden Hytte,
Rundt om den de lune Graner staar,
Mod Stormene de den beskytte.
Da bli’er han saa glad, o! saa inderlig glad,
Det er jo hans Moders Bolig!
Der inde i Skogen saa ofte han sad,
Med Egnen han er saa fortrolig.
Og der boer jo ogsaa hans Fæstemø,
Ak! hende han elsker saa saare.
‘Saa skal jeg da snart dem begge gjense!’
Og han fælder Taare paa Taare.
Han glemmer sin Armod, sin Sorg, sin Harm,
Snart skal han jo trykke de Kjære
Igjen tæt op til sin trofaste Barm
Og aldrig forlade dem mere.
Han iler nedover med lette Fjed
Og tænker paa dem der hjemme,
Han ønsker blot Vinger at flyve med,
Saa skulde han snart være fremme.
Men som han kommer i Dalen ned,
Ser Kirken med Dødens Have,
Og Maanen spreder sin milde Fred
Henover de tause Grave,
Da bli’er han i Hjertet saa vemodsfuld,
Hans Fader ham rinder i Sinde,
Som ligger og hviler dybt under Muld
Paa Kirkegaarden derinde.
Han længes at skue den Grav igjen,
Som eier saa mange Minder,
Han bøier af Veien og gaaer derhen;
To Taarer gaa ned ad hans Kinder.
Taus staar han ved Graven og ser paa den
Med Tanker vemodig blide.
Da vender han Blikket fra den igjen
Og ser to Kors ved dens Side.
‘Hvo mon der hviler ved Siden her?’
Han bøier sig over det ene, —
O ve! han læser ved Maanens Skjær,
Her hviler hans Moders Bene.
Han blegner og stammer: ‘Gud hjælpe mig nu!’
Men uvilkaarlig han vender
Sit Blik mod det andet: — o Gru, o Gru!
Sin Fæstemø’s Navn der han kjender.
Da gaar der en Gysen igjennem ham brat,
‘Nu trøste mig Gud i det Høie!’ —
Han iler afsted i den tause Nat,
Og Vanvid staar i hans Øie.
Tre Dage der randt, da bares han bort
Fra al sin Bekymring og Pine,
Gud hørte hans Bøn, hans Sorg blev kort,
Nu hviler han sødt hos Sine.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |