Den sidste Aften i min Barndomsegn
Dunklere breder sig Aftnens Skjær
Henover Skogens Stier;
Skabningen tier; kun hist og her
Galer en Gjøg bag Skogens Træer
Hen i de tause Lier;
Solen kaster en Straale end
Smilende, blid over Egnen hen
Og vinker til Fjeld og til Skog og Krat:
‘God Nat, god Nat!’
Henover Stien jeg vandrer tyst,
(Solen bag Skogbrynet synker),
Venlige Minder fra Barndommens Lyst
Svæve frem fra Erindringens Kyst,
En Taare fra Øiet rinder.
Nu ser jeg først, hvor jeg elsker det Sted,
Der skued min Barndoms Fryd og Fred,
Nu jeg det siger i mørknende Kvæld:
‘Farvel, farvel!’
Her har jeg leget saamangen Gang
Mellem de duftende Grene,
Jublet med Glæde min barnlige Sang,
Pladsket i Bækken, der brummende sprang
Over de knudrede Stene.
Lærkernes Triller har lokket mit Sind,
Blomster og Blad i den viftende Vind,
Hvergang jeg kom, har de hvisket mig:
‘Vi elske dig!’
Kjærlige venlige Barndomsegn,
Krandset af grønnende Fjelde,
Du var et sikkert og yndigt Hegn
For mig mod Livets Uveir og Regn
Og mod dets stormende Vælde;
Fri for hver Sorg og fri for hvert Savn
Var du min Barndom en værnende Havn,
Livsbølgens Brænding naaed ei did,
Kun Krusning blid!
Elskede, yndige Barndomsstavn!
Nu skal jeg bort da drage,
Vemodigt lyder mig nu dit Navn,
Nu, da jeg styre skal ud fra din Havn
Og aldrig vel komme tilbage. —
Endnu et Blik over Dalen hen, —
Knap kan jeg vende mig bort igjen,
— Elskede Sø og Dal og Fjeld!
Farvel, farvel!
Aldrig jeg glemmer mit Barndomshjem
Og Barndommens Uskyld og Glæder,
Hvor jeg saa stævner i Livet frem,
Hvor jeg end finder et andet Hjem
Og vinder end Ære og Hæder.
Nei, — de Minder jeg glemmer ei bort,
Før Dagen lider, og Tiden bli’er kort,
Naar Jorden jeg siger i Livets Kvæld:
‘Farvel, farvel!’
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |