Ragnarok
Høit larmed Valhals skjoldbetækte Sale,
Hver As sig reiste, greb til Vaaben brat,
I deres Øren lød den mørke Tale,
At nu sig nærmed Ragnarokers Nat.
Forstummet var de bolde Asers Glæde,
Nu trued’ Døden deres Gudeblod,
Mørk reiste Odin sig fra Lidskjalfs Sæde,
Beredt at trodse Skjæbnens Bud han stod.
Thor knuged Hamren i de vrede Hænder,
Og spændte Bæltet om den stærke Lænd,
Vred Freir sit Blik mod Jettebjerget vender,
Og ønsker sig det tabte Sværd igjen.
Vildt stamper Vidar mod de haarde Fliser,
Tyr hæver truende den venstre Arm,
Med blege Kinder staa de høie Diser,
Mens Hjertet banker stærkt i bange Barm.
Og Fenris’s Hyl med Heimdals Horn sig blander.
Den klare Bevrøst hyller sig i Damp,
Mens Asers Flok i Fylking paa den stander
Og møder stolt den sidste Dødsens Kamp.
Men se! — det var ei Jøtners grumme Vælde
Ei Surturs Flammer og ei Naastrands Nat,
Som skulde Valhals gamle Guder fælde
Og styrte dem i Undergangen brat.
O nei, den Magt, der knuste deres Vælde,
Den kom fra Syden blid og foraarsvarm, —
Som Vaaren smelter Sne paa Nordens Fjelde,
Saa segned Asers Æt for Christi Arm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |