Hassel-Nødder/IV

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (s. 18-24).

Skulde man troe det muligt, at gjøre en endnu ynkeligere Figur som Elsker, end den jeg allerede har gjort? Jeg skriver ikke for at advare mod Forlibelse i og for sig selv, (hvilket vilde være at sætte en Pind til at standse et Fossefald) men forat advare mod de Daarskaber, hvortil den kan forlede netop de Gemytter, som, paa Grund af deres Følelsers Styrke, deres Oprigtighed og Afsondren af det Sandselige og Egennyttige, mindst fortjene at blive til Nar for den; men som dog just allermeest ere udsatte for denne Skjebne, og det ikke altid i den første Ungdom.

Idetmindste var jeg et Par Aar eller mere over de Tyve, da jeg en vakker Vinter-Søndagmorgen midt paa en milelang Mo befandt mig liggende i en af de Sveiver, som Tømmerkjørere udhule i Vejen. Den garanterede Egenskab ved mit selvopfundne Kjøreredskab, en Slags Pulk, ikke at kunne vælte, var fløiten; og uagtet jeg ikke kunde øine andet Liv i det lange Perspektiv frem og tilbage henad Moen, end min Brune i uafbrudt jevnt Trav til den ikke var større end en Flue, var jeg dog ærlig nok til at beslutte, for Eftertiden ikke mere at tale om min Pulks Uomvæltelighed; og anbefaler jeg dette Exempel især til dem som handle med Heste, Uhre, Fortepianoer og deslige.

Der gik meget længere Tid inden jeg fik Hesten fat, end jeg vil behøve til at fortælle Aarsagen baade til Reisen og til dette keithændede Omen, dette Reisens første og mindste Uheld.

Jeg havde allerede i længere Tid fundet, at en theologisk Kandidat burde være forlovet og at en Embedsmands ret smukke Datter en Miils Vei borte baade var et passende Valg saavel i sig selv som med Hensyn til Afstanden, eftersom Veien var lang nok baade til at vise Lidenskab, om jeg vilde tage den gaaende, som og til at tilkjendegive Lidenskabens Stigen og Synken, altsom jeg tiere eller sjeldnere betraadte den. Sommeren var gaaen hen med en heel Deel paafaldende Besøg af mig tilfods. Engang havde jeg endog altfor tydeligen røbet hvad der drev mig hver Uge til disse Spadsereture paa en stiv Miil gjennem dybe Sandmoer først i Solheden strax over Middag og saa udpaa Natten Milen tilbage igjen. Frithjofs Saga var dengang i Alles Munde, og saa havde jeg da tidlig i Junimaaned ladet gjøre en bitte lille Sølvkurv af en Bondesølvsmed og sendt min Dame samme med nogle Jordbær saa nær Modenheden, som det havde været mig muligt at finde dem, samt et halvskudt Rugax i, ledsaget af følgende betydningsfulde Linjer af Tegnér:

„Det første Jordbær, som blev rødt,
det første Ax, sig gyldent bøjed,
gav Han sin Ingeborg fornøjet.“

Men jeg fik saamen ogsaa Kurven tilbage.

Hvor jeg forbandede det Indfald at vælge den ominøse Tingest, en Kurv! Virkelig — jeg havde intet ondt tænkt derved, intet andet end at slige Sager virkelig laae mest passende i en Kurv. Men det andet Kjøn tænker altid finere, og saaledes maatte jeg tage Kurven tilbage, uagtet jeg antydede, at den dog lod sig bruge til at lægge Naale i.

Nu skulde jeg bære mig klogere ad. Jeg var bleven træt af Milemarscherne og Vinteren var kommen. Pigen var desuden i et Besøg paa længere Tid hos Præsten i en Nabobygd. Did besluttede jeg da at sende et alvorligt Frierbrev. Der kunde hun i bedre Ro fatte sin Beslutning.

Denne burde jeg da have oppebiet. Fredag Aften var et Brev paa 3 Ark til Jomfru C. C., adresseret til Nabopræstegaarden, personligen bleven afleveret paa Postaabneriet. Middagen derefter skulde det være i de rette Hænder, og da jeg havde udbedet mig Svar med Omgaaende, enten det indeholdt Liv eller Død, kunde jeg sikkert vente dette Tirsdag.

Men at jeg Søndag Formiddag var at træffe liggende paa Moen midtimellem Præstegjeldene, kom af at jeg ikke havde kunnet udholde Uvisheden om jeg vilde faae Svar med Omgaaende eller ikke. Selv ikke den Omstændighed, at der neppe fandt det hjerteligste Forhold Sted mellem mig og den gjæstfri og dannede Familie, hun var hos, havde kunnet afholde mig fra at drage afsted tidlig om Morgenen, medens endnu alle Stjerner tindrede.

Jeg arriverede om Middagen. Min Gud! uagtet jeg nok mærkede skjelmske Ansigter baade hos min Elskede og hos hele Husets Personale — ikke Spor af at noget Brev var ankommet. For at minde om Posten, krammede jeg ud al den nyeste Politik, jeg vidste. Man lader ikke særdeles interesseret deri; jeg siger, det er kun gamle Nyheder, men de seneste skulde det være værd at kjende til, og Posten er vel allerede kommen her til Bygdens Postaabneri.

„Kan saamen gjerne være,“ meente Pastoren.

„Maa jeg spørge om hvad Dage den hentes?“ spurgte jeg med Hjertet i Halsen.

„Aa, det er saa uvist,“ svarede den utaalelige Indifferentist. „Vejen er ikke saa kort, saa vi søge at faae Bud paa letteste Maade. Vi have saa meget Brug for Folkene.“

„Er det da saa langt did, Hr. Pastor?“ sonderede jeg.

„En stiv halv Miil.“

„Min Gud det var ubekvemt. Den Indretning bør forandres. Paa offentlig Bekostning bør Posten punktligen afgives ved alle Embedsmænds Døre.“

„Aa,“ bemærkede Pastoren, „Embedskorrespondencen er ikke af en saa presserende Natur. Den kommer altid tidsnok.“

Jeg fortvivlede. Værten var ikke til at bevæge. Lige forgjæves ymtede jeg om, at sidste Aviser upaatvivlelig maatte indeholde yderst interessante Theaterkritiker. Jeg leed Kvaler paa min Stol som et Insekt paa Naalen. Men skjøndt det var Snak med at Aviser kunde være komne, saa maatte dog Brevet ligge paa Postaabneriet; men at det vilde blive hentet i Dagens Løb var der ingen Udsigter til, efter hvad jeg havde hørt, og længer end høist til næste Dags Morgen kunde jeg ikke give mig til at blive i det mig temmelig fremmede Huus.

Der maatte overordentlige og hurtigen iværksatte Kunster til forat faae Brevet fat. Men hvilke? Det var derpaa jeg spekulerede under den meest paafaldende Adspredthed og Forstemthed. Man spillede paa Fortepiano, man gav Duetter og Terzetter for min Skyld — Intet hjalp paa den ubehagelige Gjæst, Intet kunde bringe mig fra at tale om Posten eller fra at see udaf Vinduerne om Postbudet dog ikke skulde komme. Det begyndte at skumre, blege Stjerner tittede alt frem hist og her. Jeg tænkte: snart ville de straale som da du tog ud imorges og en Dag altsaa være forbi. Der var ikke en Sekund at miste. „Hr. Pastor,“ siger jeg fortvivlet, „et Ord i Eenrum! Rentud — jeg maa have Bud paa Posthuset. De seneste politiske Efterretninger, som knytte sig til dem jeg fortalte, interessere mig saameget, at jeg vil være Dem meget forbunden, om jeg med Deres Tilladelse for gode Ord og Betaling kan faae en af Deres Karle hurtigst afsendt til Posthuset efter Aviserne og hvad Post, der ellers maatte være kommen her til Huset.“

Jeg var nok bekjendt for at være en lidenskabelig Politiker; men dette var vel drøit. Havde jeg endda sagt, at jeg ventede en Theaterkritik, hvori der skulde være Sidehug til mig — det havde dog ladet sig høre. Men det Utroligste kom frem, slet belagt med nogle Vink om et Væddemaal om Capo d’Istria, der rigtignok forlængst som Død var udgaaet af Avisspalterne. Imidlertid haabede jeg det skulde blive imellem os; men den Skjelm af en Præst raabte høit ind i Sideværelset, hvor baade min Donna og Husets Damer vare: „Mo’r! lad Ole komme ind. Herr. W. maa endelig have en Expresse til Posthuset.“ Jeg tilgiver dig det, Præst, tænkte jeg, fordi du igjen er saa snil at glemme, at ingen Avispost kunde være kommen. Fnisen syntes jeg nok at høre i alle Kroge; men jeg kunde intet see for det velsignede Tusmørke, der bedækkede min Forlegenhed og Rødmen over min Frækhed, da jeg ligesaa godt som Præsten maatte vide, at ingen opgaaende Post kunde være kommen.

Præsten havde ladet Ole faae Hest og Slæde og saaledes var han tilbage før jeg ventede det.

“Ole er alt kommen,” hviskede Præsten.

„Allerede?“ raabte jeg rask og ilede ud i Sideværelset uden at turde trække Døren til, saa Tølperens Ord „Der var nok Intet til Dem, som hører Eidsvoll til, men her er et stort Brev fra Eidsvoll til Jomfrua, som er her i Besøg hos en Fa’r.“

Her er det man kan bruge Udtrykket om at synke i Jorden. Men hvad var der at gjøre? Ordene vare hørte, Brevet i mine Hænder, dets Adresse i næste Værelse. Jeg ønskede jeg havde knækket Nakken da jeg væltede imorges; men jeg maatte derind; selv overrække i Fremmedes Nærværelse mit Frierbrev! Situationen var gyselig. Men handles maatte der.

Jeg vaklede ind i det klart oplyste Værelse. „Jomfru C.“ stammer jeg; „istedetfor Noget til mig, har Budet bragt et Brev til Dem.“

„Til mig?“ „Ja! her seer De! Vær saa god!“ Brevet er i hendes Hænder; men ved at bryde det paastedet og ved den Forvirring hun røbede ved at læse de første Ord, viser hun Alle hvilket latterligt Omfang og hvad Natur det var af.

Dette gik ikke an. Endnu en Grad i Torturen. Halvhøit beder jeg hende i min Kval om at læse Brevet i Eenrum i næste Værelse. Hun gik ind; jeg blev tilbage paa Forundringsstolen. Eet Fruentimmer af de Tilstedeværende havde bestemt oprigtig ondt af mig under den almindelige Taushed, som nu indtraadte, kun afbrudt af Velinpapirets Raslen, hvergang Damen i Sideværelset vendte en Side om; thi hun holdt paa imidlertid at forgive mig med The og alt det Gode der kunde tænkes, og der var ingen forbidt Latter om hendes Læber. Jeg fordrev ogsaa den piinligste Stund i mit Liv med at fortære et umaadeligt Kvantum The, Tvebakker, Syltetøi og Godter, indtil endelig en Bevægelse i Sideværelset forkyndte at Brevet var baade læst og overtænkt.

Jeg ind. Diskussionen fremdeles for aabne Døre. Det venligste Afslag. Vi afbrødes ved at den venlige Vært selv bragte Punsch ind. „Kom, sagde han leende, lad fem være lige!“ Jeg drak Skaalen med et Ansigt, hvori der fandtes alle Punschens Ingredienzer undtagen Sukker. Ingen Spiritus kunde være dunkelrødere end mine Kinder, ingen Citron surere end mit Smiil, intet kogt Vand flauere end mine Træk.

Man vilde endelig jeg skulde blevet der Natten over og ikke tage over den lange Mo. Det var mig umuligt. Det var Synd at forhindre dem fra at slippe Latteren løs endnu iaften, tænkte jeg, og tog afsted efter det triste Aftensmaaltid.

Jeg kom først hjem, da Staldkarlen alt stod i Stalddøren med sin Løgt.

„Hvormange er Klokken, Ole?“

„Aa, sagde Han, henved Fire, efter Stjernerne at dømme, for saa stod døm just igaar, da han tog ud.“