Hassel-Nødder/IV

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (s. 18-24).

Skulde man troe det muligt, at gjøre en endnu ynkeligere Figur ſom Elſker, end den jeg allerede har gjort? Jeg ſkriver ikke for at advare mod Forlibelſe i og for ſig ſelv, (hvilket vilde være at ſætte en Pind til at ſtandſe et Fosſefald) men forat advare mod de Daarſkaber, hvortil den kan forlede netop de Gemytter, ſom, paa Grund af deres Følelſers Styrke, deres Oprigtighed og Afſondren af det Sandſelige og Egennyttige, mindſt fortjene at blive til Nar for den; men ſom dog just allermeeſt ere udſatte for denne Skjebne, og det ikke altid i den førſte Ungdom.

Idetmindſte var jeg et Par Aar eller mere over de Tyve, da jeg en vakker Vinter-Søndagmorgen midt paa en milelang Mo befandt mig liggende i en af de Sveiver, ſom Tømmerkjørere udhule i Vejen. Den garanterede Egenſkab ved mit ſelvopfundne Kjøreredſkab, en Slags Pulk, ikke at kunne vælte, var fløiten; og uagtet jeg ikke kunde øine andet Liv i det lange Perſpektiv frem og tilbage henad Moen, end min Brune i uafbrudt jevnt Trav til den ikke var ſtørre end en Flue, var jeg dog ærlig nok til at beſlutte, for Eftertiden ikke mere at tale om min Pulks Uomvæltelighed; og anbefaler jeg dette Exempel iſær til dem ſom handle med Heſte, Uhre, Fortepianoer og deslige.

Der gik meget længere Tid inden jeg fik Heſten fat, end jeg vil behøve til at fortælle Aarſagen baade til Reiſen og til dette keithændede Omen, dette Reiſens førſte og mindſte Uheld.

Jeg havde allerede i længere Tid fundet, at en theologiſk Kandidat burde være forlovet og at en Embedsmands ret ſmukke Datter en Miils Vei borte baade var et pasſende Valg ſaavel i ſig ſelv ſom med Henſyn til Afſtanden, efterſom Veien var lang nok baade til at viſe Lidenſkab, om jeg vilde tage den gaaende, ſom og til at tilkjendegive Lidenſkabens Stigen og Synken, altſom jeg tiere eller ſjeldnere betraadte den. Sommeren var gaaen hen med en heel Deel paafaldende Beſøg af mig tilfods. Engang havde jeg endog altfor tydeligen røbet hvad der drev mig hver Uge til disſe Spadſereture paa en ſtiv Miil gjennem dybe Sandmoer førſt i Solheden ſtrax over Middag og ſaa udpaa Natten Milen tilbage igjen. Frithjofs Saga var dengang i Alles Munde, og ſaa havde jeg da tidlig i Junimaaned ladet gjøre en bitte lille Sølvkurv af en Bondeſølvſmed og ſendt min Dame ſamme med nogle Jordbær ſaa nær Modenheden, ſom det havde været mig muligt at finde dem, ſamt et halvſkudt Rugax i, ledſaget af følgende betydningsfulde Linjer af Tegnér:

„Det førſte Jordbær, ſom blev rødt,
det førſte Ax, ſig gyldent bøjed,
gav Han ſin Ingeborg fornøjet.“

Men jeg fik ſaamen ogsaa Kurven tilbage.

Hvor jeg forbandede det Indfald at vælge den ominøſe Tingeſt, en Kurv! Virkelig — jeg havde intet ondt tænkt derved, intet andet end at ſlige Sager virkelig laae meſt pasſende i en Kurv. Men det andet Kjøn tænker altid finere, og ſaaledes maatte jeg tage Kurven tilbage, uagtet jeg antydede, at den dog lod ſig bruge til at lægge Naale i.

Nu ſkulde jeg bære mig klogere ad. Jeg var bleven træt af Milemarſcherne og Vinteren var kommen. Pigen var desuden i et Beſøg paa længere Tid hos Præſten i en Nabobygd. Did beſluttede jeg da at ſende et alvorligt Frierbrev. Der kunde hun i bedre Ro fatte ſin Beſlutning.

Denne burde jeg da have oppebiet. Fredag Aften var et Brev paa 3 Ark til Jomfru C. C., adresſeret til Nabopræſtegaarden, perſonligen bleven afleveret paa Poſtaabneriet. Middagen derefter ſkulde det være i de rette Hænder, og da jeg havde udbedet mig Svar med Omgaaende, enten det indeholdt Liv eller Død, kunde jeg ſikkert vente dette Tirsdag.

Men at jeg Søndag Formiddag var at træffe liggende paa Moen midtimellem Præſtegjeldene, kom af at jeg ikke havde kunnet udholde Uvisheden om jeg vilde faae Svar med Omgaaende eller ikke. Selv ikke den Omſtændighed, at der neppe fandt det hjerteligſte Forhold Sted mellem mig og den gjæſtfri og dannede Familie, hun var hos, havde kunnet afholde mig fra at drage afſted tidlig om Morgenen, medens endnu alle Stjerner tindrede.

Jeg arriverede om Middagen. Min Gud! uagtet jeg nok mærkede ſkjelmſke Anſigter baade hos min Elſkede og hos hele Huſets Perſonale — ikke Spor af at noget Brev var ankommet. For at minde om Poſten, krammede jeg ud al den nyeſte Politik, jeg vidſte. Man lader ikke ſærdeles interesſeret deri; jeg ſiger, det er kun gamle Nyheder, men de ſeneſte ſkulde det være værd at kjende til, og Poſten er vel allerede kommen her til Bygdens Poſtaabneri.

„Kan ſaamen gjerne være,“ meente Paſtoren.

„Maa jeg ſpørge om hvad Dage den hentes?“ ſpurgte jeg med Hjertet i Halſen.

„Aa, det er ſaa uviſt,“ ſvarede den utaalelige Indifferentiſt. „Vejen er ikke ſaa kort, ſaa vi ſøge at faae Bud paa letteſte Maade. Vi have ſaa meget Brug for Folkene.“

„Er det da ſaa langt did, Hr. Pastor?“ ſonderede jeg.

„En ſtiv halv Miil.“

„Min Gud det var ubekvemt. Den Indretning bør forandres. Paa offentlig Bekoſtning bør Poſten punktligen afgives ved alle Embedsmænds Døre.“

„Aa,“ bemærkede Paſtoren, „Embedskorreſpondencen er ikke af en ſaa presſerende Natur. Den kommer altid tidsnok.“

Jeg fortvivlede. Værten var ikke til at bevæge. Lige forgjæves ymtede jeg om, at ſidſte Aviſer upaatvivlelig maatte indeholde yderſt interesſante Theaterkritiker. Jeg leed Kvaler paa min Stol ſom et Inſekt paa Naalen. Men ſkjøndt det var Snak med at Aviſer kunde være komne, ſaa maatte dog Brevet ligge paa Poſtaabneriet; men at det vilde blive hentet i Dagens Løb var der ingen Udſigter til, efter hvad jeg havde hørt, og længer end høiſt til næſte Dags Morgen kunde jeg ikke give mig til at blive i det mig temmelig fremmede Huus.

Der maatte overordentlige og hurtigen iværkſatte Kunſter til forat faae Brevet fat. Men hvilke? Det var derpaa jeg ſpekulerede under den meeſt paafaldende Adſpredthed og Forſtemthed. Man ſpillede paa Fortepiano, man gav Duetter og Terzetter for min Skyld — Intet hjalp paa den ubehagelige Gjæſt, Intet kunde bringe mig fra at tale om Poſten eller fra at ſee udaf Vinduerne om Poſtbudet dog ikke ſkulde komme. Det begyndte at ſkumre, blege Stjerner tittede alt frem hiſt og her. Jeg tænkte: ſnart ville de ſtraale ſom da du tog ud imorges og en Dag altſaa være forbi. Der var ikke en Sekund at miſte. „Hr. Paſtor,“ ſiger jeg fortvivlet, „et Ord i Eenrum! Rentud — jeg maa have Bud paa Poſthuſet. De ſeneſte politiſke Efterretninger, ſom knytte ſig til dem jeg fortalte, interesſere mig ſaameget, at jeg vil være Dem meget forbunden, om jeg med Deres Tilladelſe for gode Ord og Betaling kan faae en af Deres Karle hurtigſt afſendt til Poſthuſet efter Aviſerne og hvad Post, der ellers maatte være kommen her til Huſet.“

Jeg var nok bekjendt for at være en lidenſkabelig Politiker; men dette var vel drøit. Havde jeg endda ſagt, at jeg ventede en Theaterkritik, hvori der ſkulde være Sidehug til mig — det havde dog ladet ſig høre. Men det Utroligſte kom frem, ſlet belagt med nogle Vink om et Væddemaal om Capo d’Istria, der rigtignok forlængſt ſom Død var udgaaet af Avisſpalterne. Imidlertid haabede jeg det ſkulde blive imellem os; men den Skjelm af en Præſt raabte høit ind i Sideværelſet, hvor baade min Donna og Huſets Damer vare: „Mo’r! lad Ole komme ind. Herr. W. maa endelig have en Expresſe til Poſthuſet.“ Jeg tilgiver dig det, Præſt, tænkte jeg, fordi du igjen er ſaa ſnil at glemme, at ingen Avispoſt kunde være kommen. Fniſen ſyntes jeg nok at høre i alle Kroge; men jeg kunde intet ſee for det velſignede Tusmørke, der bedækkede min Forlegenhed og Rødmen over min Frækhed, da jeg ligeſaa godt ſom Præſten maatte vide, at ingen opgaaende Poſt kunde være kommen.

Præſten havde ladet Ole faae Heſt og Slæde og ſaaledes var han tilbage før jeg ventede det.

“Ole er alt kommen,” hviſkede Præſten.

„Allerede?“ raabte jeg raſk og ilede ud i Sideværelſet uden at turde trække Døren til, ſaa Tølperens Ord „Der var nok Intet til Dem, ſom hører Eidsvoll til, men her er et ſtort Brev fra Eidsvoll til Jomfrua, ſom er her i Beſøg hos en Fa’r.“

Her er det man kan bruge Udtrykket om at ſynke i Jorden. Men hvad var der at gjøre? Ordene vare hørte, Brevet i mine Hænder, dets Adresſe i næſte Værelſe. Jeg ønſkede jeg havde knækket Nakken da jeg væltede imorges; men jeg maatte derind; ſelv overrække i Fremmedes Nærværelſe mit Frierbrev! Situationen var gyſelig. Men handles maatte der.

Jeg vaklede ind i det klart oplyſte Værelſe. „Jomfru C.“ ſtammer jeg; „iſtedetfor Noget til mig, har Budet bragt et Brev til Dem.“

„Til mig?“ „Ja! her ſeer De! Vær ſaa god!“ Brevet er i hendes Hænder; men ved at bryde det paaſtedet og ved den Forvirring hun røbede ved at læſe de førſte Ord, viſer hun Alle hvilket latterligt Omfang og hvad Natur det var af.

Dette gik ikke an. Endnu en Grad i Torturen. Halvhøit beder jeg hende i min Kval om at læſe Brevet i Eenrum i næſte Værelſe. Hun gik ind; jeg blev tilbage paa Forundringsſtolen. Eet Fruentimmer af de Tilſtedeværende havde beſtemt oprigtig ondt af mig under den almindelige Taushed, ſom nu indtraadte, kun afbrudt af Velinpapirets Raslen, hvergang Damen i Sideværelſet vendte en Side om; thi hun holdt paa imidlertid at forgive mig med The og alt det Gode der kunde tænkes, og der var ingen forbidt Latter om hendes Læber. Jeg fordrev ogſaa den piinligſte Stund i mit Liv med at fortære et umaadeligt Kvantum The, Tvebakker, Syltetøi og Godter, indtil endelig en Bevægelſe i Sideværelſet forkyndte at Brevet var baade læſt og overtænkt.

Jeg ind. Diskusſionen fremdeles for aabne Døre. Det venligſte Afſlag. Vi afbrødes ved at den venlige Vært ſelv bragte Punſch ind. „Kom, ſagde han leende, lad fem være lige!“ Jeg drak Skaalen med et Anſigt, hvori der fandtes alle Punſchens Ingredienzer undtagen Sukker. Ingen Spiritus kunde være dunkelrødere end mine Kinder, ingen Citron ſurere end mit Smiil, intet kogt Vand flauere end mine Træk.

Man vilde endelig jeg ſkulde blevet der Natten over og ikke tage over den lange Mo. Det var mig umuligt. Det var Synd at forhindre dem fra at ſlippe Latteren løs endnu iaften, tænkte jeg, og tog afſted efter det triſte Aftensmaaltid.

Jeg kom førſt hjem, da Staldkarlen alt ſtod i Stalddøren med sin Løgt.

„Hvormange er Klokken, Ole?“

„Aa, ſagde Han, henved Fire, efter Stjernerne at dømme, for ſaa ſtod døm juſt igaar, da han tog ud.“