Hassel-Nødder/V

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Til det Paradiſiſke ved min Hjembygd hørte ogſaa, at jeg var Almuens Yndling. Endnu blomſtrer denne Kjærlighed ſom Vintergrønt’et i den øde Have. Og jeg elſkede de gode Folk igjen, og jeg gjør det endnu, endſkjøndt denne lidenſkabsløſe Kjærlighed har bragt mig flere Ulykker og ladet mig begaae farligere Daarſkaber end hiin ſværmerſke, hvis Magt til at dreje Hovedet om paa Folk man har ſeet Prøver paa.

„Holloi! Hei!“ raabte en ægte Jydeſtemme efter en Officeer og mig paa en Ridetur en ſmuk Sommeraften juſt ſom vi havde pasſeret den majeſtætiſke Allee til hiin velſignede Nabogaard. „Holloi! have Mherrer ſlig Haſt?“ lød Røſten atter fra Jordet ved Siden af Vejen med den hule Hæshed, ſom røber, at man har ført et raſkt Liv i Ungdommen.

Det var den daværende Ejer af Gaarden, ſom raabte os an, ilende til Gjærdet fra ſine Slaattefolk for at invitere os ned til en Eftasvel. Og en Eftasvel under de ſtore Træer hos denne yderſt gjæſtfri og vittige Mand og i de gode Gamles Nærhed, var Noget jeg ſatte høi Priis paa. Han havde ligeſiden min Konfirmation været min kjæreſte Omgang, ja jeg ſatte ham høit mellem mine Venner, og at han nærede oprigtig Hengivenhed for mig, derom var og er jeg overbeviiſt. Han var den førſte voxne Mand, ſom havde drukket Dus med mig før jeg var bleven Student, og han fik mig til at dandſe paa min Konfirmationsdag ved at hviſke mig i Øret, da han ſaae hvor forhippet jeg var derpaa: „For de Rene er Alting rent.“

Men nu! Havde han budet mig Dagen før, havde jeg ſtrax ſagt Tak og gjort omkring. Men nu — til Tak for den artige Indbydelſe bruſer jeg ud, med Blodet pumpet op i Panden: „Nei Tak for mig! Mellem os maa det være forbi, Hr. Palle, ſiden jeg hører De er ſaa haard imod Almuen. Fy for Fanden o. ſ. v.“ Det ene Ord tog det andet. Udtrykkene fra begge Sider ſtege, ligeſom ſammenhvirvlede Blade i en Hvirvelvind, indtil de forſvandt, ligeſom disſe i Luften, udenfor Sprogets Omraade i Tvi’er og alſkens paa Stedet opfundne Interjektioner. Tænker man ſig Mundhuggeriet ſom en Bue, dalende i udtømt Mathed, da befandt Udtrykkene „Blodſuger,“ „forvorpne Dreng,“ „fordømte Jyde, ſom ſkal komme her og gifte ſig ind i en agtværdig Familie“ og andre deslige ſig allerede i Nedgaaende.

Men pludſelig ſkyder der ſig to grønne Straaler, ſom jeg aldrig havde ſeet før, ud af Hr. Palles ſmaa plirende Øine. „Hans, Gulbrand, Ole, Peter, Jakob hid hid!“ raaber han til ſine Folk. „Have I hørt hvad han har ſagt?“

„Ja, at I er en fordømt Blodſuger,“ brølede jeg, figurerende chevalereſk med Heſt og Ridepidſk.

„Naa! Det er ſaa meget ſom I høre paa,“ lagde han til, tørrende Fraaden af Munden. „Det er nok. De ſkal høre fra mig, Hrr. W.“

Allerede ſamme Dag troer jeg Stevningsmændene indfandt ſig. Stevningen blev vel ikke forfulgt; men den aabnede dog Rækken af de Stevninger jeg ſiden har været plaget med. Palle glemte mig denne Rencontre aldrig. Den blev Drageægget til Procesſer, der have fortæret flere af mine indre Kræfter og Mere af min Livsfriſkhed, end en yderlig Fattigdoms Elendighed vilde have gjort. Da jeg i Høſt paa Sotteſengen havde Omarbeidelſen af Menneſket og Mesſias for mig, følte jeg mig overtydet om, at jeg ikke vilde have kunnet ſkrive dette Værk, om dette ikke var ſkeet før hine Prometheusgribbe af Procesſer begyndte at æde paa min Lever.

Siden jeg ſlap fra mine Procesſer føler jeg en Slags Isnen over Ryggen bare jeg ſeer et Udſkud af en Inkasſator. Den, ſom engang er bleven bidt af „en lang ſtyg levandes En,“ bliver ogſaa bange for en Tougende, hedder det.

Saa dyrt har jeg betalt den Lære, ſom mine Læſere faae for intet, at ingen Laſt er farligere end den ædle Dyd, Oprigtighed, paa urette Tid og Sted.