Hassel-Nødder/III
Snil Gut — stor Trompeter.
Naar man elsker som jeg gjorde, nemlig uden bestemte Hensigter, uden Tanke om den Elskedes Besiddelse, der, som altfor stærk og berusende, med vellystig Gysen trænges langt hen i Baggrunden og kun tillades at fremtræde under Navn af Tanker paa Embedsexamen, — og især naar den Først-Elskede allerede er forlovet: saa kan man, inden man seer sig vel fore, komme til at elske To.
Forklare og forsvare dette vil jeg ikke; men Jeg (og jeg tænker Flere) veed, at det gaaer an. Begge forene sig i Fantasien ganske let og i uløselig Forbindelse som den magdeburgske Kugles Halvdele.
Paa et Julebal foregik denne Operation i mit Indre. Selv var jeg delt; men disse To, min første Inklination og den nye Optrædende, den sødeste Blondine mod den mest glimrende Brunette — o disse to Elskelige forbleve kun Eet, saa det var lige formasteligt at elske En af dem, men naturligt at elske Begge.
Jeg var Student, og anvendte første Semester flittigen til at gruble over Spørgsmaalet, om jeg ikke kunde forlove mig med Nr. 2 og dog vedblive at elske Nr. 1. Et Frierbrev blev skrevet hver Dag, sønderrevet og kastet ud af Vinduet i Haugen, saa min gamle Værtinde troede at Æbletræerne kastede Blomster for tidlig det Aar.
Ak, ja Æbletræerne blomstrede alt. Vinter og Vaar vare hengrublede. Tanken om Tidens Flugt bragte mig endelig til at skrive et Brev til min Elskede og hendes Plejemoder. Og det kom virkelig afsted. Tjeneren i Huset var bestukken. Svaret var ikke ugunstigt. Man ønskede mit Besøg i Huset til nærmere Bekjendtskab. Jeg skjalv og blegnede da jeg læste det, og fik endelig affærdiget en Takskrivelse, hvori jeg anmeldte mit snare Besøg.
Hver Søndag skulde nu dette gaae for sig. Jeg pyntede mig og gik modig nedad Trapperne og henad de første Gader; men ak! — lad mig tilstaae min Skam: ligesom naar man skal til Tanddoktoren, sank Modet ved hvert et Skridt, som nærmede mig til Huset.
Nok, jeg kom der aldrig. Hjem kom jeg ligesaa strøgen som jeg var gaaen ud; og naar jeg saa foran Speilet tog Halstørklædet af, faldt det mig nok ind at jeg burde spytte mig selv i Øinene.
En Dag kom jeg glædedrukken hjem. Familien var flyttet paa Ladegaardsøen og jeg havde strax skaffet mig en uhyre Dollond forat faa Øje gjennem den paa min Elskede den Fjerdingsvei over Fjorden. Det var nok for mig.
I fjorten Dage var jeg det lyksaligste Menneske. Næsten hver anden Morgen Klokken omtrent 6 saae jeg min Tilbedede komme ud i nydelig Morgendragt forat tilsee Blomsterne. Men da fik jeg at vide af en Bondekone, at jeg havde taget feil af Landstedet, saa den, jeg havde betragtet med saadan Henrykkelse, maatte være den rige Kjøbmand Ps. ikke for smukke Kone.
Det rette Sted kom nu i Kikkerten, og i de næste
14 Dage var jeg virkelig saa lykkelig at opdage en Fruentimmerskikkelse, som kunde være Hende.Vinteren udover havde jeg i denne Kjærlighedshistorie havt en Fortrolig i en Student, som vankede meget ofte i min Tilbedtes Familiekreds; men mine Kikkertobservationer fortaug jeg for ham, uden at ahne at jeg havde vægtigere Grund dertil end min Frygt for at fordærve mine hemmelige Nydelser gjennem Kikkerten ved at lade nogen Dødelig faae Nys derom. Ellers havde jeg intet fortiet for ham, og jeg har mine Grunde, hvorfor jeg troer, at min totale Ulykke skriver sig fra det Fængende i mine Lovtaler over Pigen.
Træt og sulten kommer jeg en Dag, hvorpaa jeg ikke havde seet andet ved Landstedet end en hvid Ko, altsaa en af de „spildte,“ paa Spiiskvarteret forat faae min Middag.
„Har De hørt Nyheden?“ skreg man mig imøde. „Student N. (min Fortrolige) er igaar bleven forlovet med Jomfru Grethe M.“ (min Tilbedede). „Paa Søndag skal der være stort Selskab ude paa Landstedet paa Ladegaardsøen,“ lagde En til, hvorved han gav mig Anledning til at dølge min første Bevægelse.
„Oline, en Dram og en Flaske Øl!“ raabte jeg kjækt. Det burde jo have været Viin; men jeg fortæller her den rene Sandhed — ja forat gjøre denne ret Fyldest, negter jeg ikke at jeg strax ovenpaa forlangte nok en af det Onde. Nu havde jeg god Grund til at blive rød, saa jeg undgik alle Spørgsmaal om hvorfor jeg blev det.
Men da jeg kom hjem, løb det rundt i mit Hoved. Jeg vil opregne nogle af de Beslutninger, som virkelig kom tilende og lode sig læse under Omhvirvlingen: 1) Nu vil jeg da blive en Sviregast. 2) Nei, nu vil jeg kaste mig paa Bogen, for Alvor. 3) Jeg troer jeg springer udaf Vinduet — nei, der vilde jeg blive hængende i Æbletræet. 4) Drukne mig? — det er lavt. Jeg vilde see fæl ud, naar man fandt mig. 5) Hænge mig? Det er Nidingsdød. 6) Gift? Ja Den, der havde nogen paalidelig! 7) Skyde mig? Top! Men ak! mine stakkels Forældre! 8) Blive Filhellen? Det var smukt; men Reisepenge? 9) Knuse mit Hoved mod Væggen? Væggen, som er hundredaargammel Rapning, vilde blive knust og jeg kun stikke mit Hoved ud til Publikums Fornøielse som Lallekønig til Baslernes. 10) Forsvinde for i forskjellige Tjenester at friste Arbeidernes Lod? Være Færgemand en Tid, Grøftegraver en Tid, Steinbryter en Tid o. s. v., og omsider blive opdaget paa Arbeidsanstalten og udført i Triumf som en af de største praktiske Filosofer? 11) Gaa over til Katholicismen og blive Munk? Tør sgu nok blive muligt. 12) Lægge mig flittig efter Billardspil, saa jeg kunde leve uden en Skilling fra mine Forældre? Ak, Den der kunde drive det dertil! 13) Skrive mine Forældre til, at jeg udbad mig som deres sidste Godhed, at de vilde glemme, at de havde havt nogen Søn, som hedte Henrik Arnold, og at jeg maatte staae ene i Verden.
Der var Snese Beslutninger til; men virkelig saa fortvivlet var jeg, at det sidste Gyselige, at staae ene i Verden, forekom mig som den største Lykke. Og det er ikke den eneste Gang jeg har tænkt saa.
Den Beslutning, jeg fulgte, var imidlertid at skrive Vers, som min Fortrolige, der til min Forbauselse lod som om Intet var passeret, ikke noksom kunde rose. Hvad der var passeret var jo ogsaa til Pas?
Jeg maa have elsket den søde Grethe M. i ædleste Forstand. Synet af et Gjenfærd har jeg altid følt vilde udøve en forfærdelig Indflydelse paa mig, ja selv Mennesker, jeg havde næret den største Agtelse for, var det rystende for mig at tænke mig synbare efter Døden. For hiin Piges Geist — hun døde nemlig kort efter — har jeg derimod aldrig været bange. Det har endog i en lang Aarrække forekommet mig, som om hun virkelig tog Deel i mit Vel og Ve, og som om hun oftere omsvævede mig, uden at jeg kunde see hende, uagtet jeg ofte i ensomme Nætter bad hende at vise sig om det var muligt. Hvorledes skulde denne meenløse Skabning, sit hele Liv et fattigt forældreløst Barn, der maatte lære Ydmyghed af Barmhjertigheden — hvorledes skulde hun kunne medføre noget Forfærdeligt? Jeg maatte see hende i Hvidt med Lyseblaat, saaledes som jeg førstegang saae hende og altid tænkte mig hende klædt og saae baade den Falske og eengang den muligens Ægte i Kikkerten.