Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen

Absalon Taranger

Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen

Historisk Tidsskrift, fjerde Række, fjerde Bind, 1907 (s. 98-128).

HARALD HAARFAGRES TILEGNELSE AF ODELEN^[1].

KRITIK AF Dr. YNGVAR NIELSEN, STUDIER OVER HARALD HAARFAGRES HISTORIE.

AF

ABSALON TARANGER.

---

1. Landnámabóks traditioner.

Da Videnskabsselskabet har besluttet, at der i dets hist.-filosofiske klasse skal holdes et diskussionsmøde om dr. Yngvar Nielsens »Studier over Harald Haarfagres Historie«, og jeg er anmodet om at indlede denne, tar jeg strax fat paa kjernepunktet i hans bevisførelse: paalideligheden af Landnámabóks traditioner.

Y. N.s dom om Landnámabók er baseret paa Finnur Jónssons literaturhistorie (se s. 18 f.). Derimod har han ikke benyttet fortalen til Finnur Jónssons udgave af Landnámabók af 1900^[2]. Havde det været tilfælde, vilde hans dom om Landnáma muligens blevet en anden.

Det karakteristiske for Y. N.s opfatning af Landnámabók er ikke blot, at den paalidelig gjengir de folkelige traditioner om landnamet og landnamsmændene, men ogsaa at den udtømmer dem. »Alene ved at gjennemgaa samtlige i Landnámabók indtagne Traditioner og ved at undersøge, hvad der siges – og kanske allermest ved at undersøge, hvad der ikke siges, vil der kunne bringes fuldstændig Klarhed over det vigtige Punkt, hvad Efterkommerne af de til Island udvandrede norske Slægter havde at meddele om de Bevæggrunde, der engang havde drevet deres Forfædre bort fra Norge. I denne Henseende tør Traditionernes Taushed være ulige mere veiledende end de Tilfælde, i hvilke de taler^[3], – og denne Taushed godtgjør, at Massen af Islands Slægter ikke kan have bevaret blivende, bitre Minder fra Udvandringstiden« (s. 20 jfr. s. 21).

At drage slutninger fra en kildes taushed er kun tilladt, naar kilden enten er udtømmende eller ialfald har tilsigtet at være det. I sidste fald kan vi gaa ud fra, at dens forfatter ikke blot har medtaget, men ogsaa eftersporet og indsamlet alt, der hørte til hans emne. Først da kan man fra verkets taushed slutte, at der er ikke mere at si om den sag.

Har Landnámabóks forfatter stillet sig den opgave at meddele alt, hvad den islandske literatur og den islandske tradition ved aar 1200 vidste om landnamet og landnamsmændene? Saare langt fra det. Han har benyttet Ares Íslendingabók og 13 kjendte sagaer, hvoriblandt Egilssaga og Eyrbyggjasaga, og en ældre saga om Harald Haarfagre [og Halfdan Svarte], der ogsaa er benyttet af Snorre. Dertil kommer endel tabte sagaer. »Det er, som man kunde vænte, – siger Finnur Jónsson – en temmelig tilfældig samling af sagaer, der har stået forf. til rådighed. Af disse er de fleste (c. 12) fra den sydvestlige del af landet, hvilket står i den bedste samklang med Landnámas utvivlsomme tilblivelsessted« (fortalen s. L–LI). Dette maa være Sydvestlandet. Thi værkets kendskab til personer og steder og til landnamene overhovedet er ingen steds større end netop i det sydvestlige land. – Navnlig mærke man sig, hvilken detaljeret nøiagtighed og grundighed der vises lige fra egnene ved Faxebugten til Isefjorden eller rettere sagt til Hunafloe. Størst er vel nøiagtigheden i egnene omkring Borgarfjorden, i Myrar og Snæfjældsnæsset. Her er der neppe en plet jord glemt eller udeladt.

Allerede dette er talende nok. Men også fremstillingens og udførlighedens art er betegnende. Netop her er de historiske småfortællinger og anekdoter af en talende betydning (fortalen s. LII).

Disse smaafortællinger inddeler F. Jónsson i 3 grupper efter de tidsperioder, de angaar: 1. gruppe angaar landnamsmanden (eller hans slægt) før og under bosættelsen paa Island; 2. gruppe angaar landnamsmanden eller hans slægt efter dette tidspunkt; 3. gruppe angaar hans og andres efterkommere, altsaa senere perioder i landets historie Fortællinger af 1. gr. findes for Vestlandet (hvortil den vestlige del af Sydlandet regnes) i 22 kapitler, for Nordlandet i 16, for Østlandet i 15 og for Sydlandet i 13 kapitler. Af 2. gruppe for V. i 14 (eller 15) kapitler, for N. i 9, for Ø. i 3, for S. i 4. Og af 3. gruppe for V. i 32 kapitler, for N. i 18, for Ø. i R og for S. i 12. Eller ialt: for V. i 68 (69) kapitler, for N. i 43, for Ø. i 26 og for S. i 29.

»Når nu hertil kommer – siger F. Jónsson –, at disse fortællinger tit og ofte kun er ganske korte antydninger af historiske begivenheder, som f. ex. »Sigmundr, hvem Glúmr dræbte paa marken«, hvoraf der er omtrent 10 af 18 (den 3. gruppe) i N., og når man lægger mærke til, at mange af disse fortællinger i 3. gruppe i S. – – går tilbage til litterære kilder, så er det ganske klart, hvilket misforhold der er mellem de enkelte hovedafsnit i bogen^[4], og hvilken begunstigelse Vestlandet overalt nyder, ikke mindst for 3. gruppes vedkommende. Med andre ord: påstanden om bogens gennemgaaende ensformighed^[4] lader sig ikke opretholde; den må frafaldes. Og dernæst, den overvægt, Vestlandet sidder inde med, viser med nødvendighed, at forfatteren er en vestlænding, og at bogen er bleven til paa Vestlandet (fortalen s. LIII).

Det viser sig altsaa, at Landnámas forfatter med en høist forskjellig interesse, omhu og udførlighed har bearbeidet bogens forskjellige afsnit. Hermed bortfalder ethvert skin af ret for os til at slutte noget af hans taushed. De faa og knappe oplysninger, Landnáma gir om landnamsmændene, kan være saa paalidelige, de være vil; det er dog sikkert nok, at den ikke meddeler alt, hvad der fortaltes eller var skrevet om dem. Den, som vil skrive landnamets og landnamsmændenes historie, er derfor nødt til at ty til ættesagaerne og kongesagaerne.

Hvad ættesagaerne angaar, er det Y. N.s mening, at »Landnámabók maa gives Fortrinnet for alle Ættesagaer« s. 27). De sidste er tendentiøse digterverker (s. 41 ff.). Dette kan neppe kaldes en korrekt karakteristik af ættesagaerne. De kan vistnok i visse maader betragtes som historiske romaner, hvis første og i regelen vel ogsaa eneste tendens er at underholde og fængsle læseren. Derfor er deres emner altid kamp og feide. »En saga forudsætter stridigheder mellem personer eller familier«, siger Finnur Jónsson (Landnámabók, fortalen s. LII). Fortællinger om kamp og strid var det eneste, som virkelig interesserte publikum i middelalderen, ja længe efter den tid ogsaa. Men heraf følger ikke, at en ættesaga ikke er korrekt i sine historiske oplysninger eller i sin opfatning og skildring af personer og forhold. Der har vistnok været reist anker mod de islandske ættesagaer ogsaa i denne retning. Saaledes er de juridiske partier af Njála gjort til gjenstand for en skarp og vistnok berettiget kritik^[5]. Men paa den anden side er de juridiske partier i Eigla og Eyrbyggja underkastet en nøiagtig prøve af Konrad Maurer og har bestaaet den. Særlig vil jeg fremhæve, at Maurer efter en omhyggelig undersøgelse kommer til det resultat, at hvor Eyrbyggja og Landnáma paa forskjellig maade skildrer en proces, maa Eyrbyggja gives fortrinnet. Den indeholder den oprindeligste og fuldstændigste relation, som forfatteren af Landnáma ikke blot har forkortet og forenklet, men ogsaa forfalsket, idet han har bragt de refererede, paa hans tid antikverede retsregler i samklang med den da gjældende ret^[6]. Maurer er saaledes ikke af den mening, at »Landnámabók maa gives fortrinnet for alle ættesagaer«. Denne mening er heller ikke af Y. N. videnskabelig begrundet. Den beror paa et subjektivt skjøn^[7], som videnskabsmanden vistnok ofte maa lade sig nøie med, men som ikke forekommer mig at være paa sin plads her, hvor en objektiv begrundelse er mulig.

I virkeligheden forholder Landnáma sig til ættesagaerne som en »oversigt« eller »udsigt« til en detailbehandling af emnet. Landnáma gir derfor i regelen kun uddrag af ættesagaerne, og disses forfattere maa ansees som »specialister« paa felter, hvor Landnámas forfatter er en andenhaands arbeider. Præsumptionen er derfor altid for, at den historiske ættesaga har de fyldigste og bedste oplysninger, som overhode kan opdrives. Denne præsumption er dog selvfølgelig »afbevislig«. Men ættesagaens forkastelse kræver bevis for, at dens beretning er umulig, usandsynlig eller den mindst sandsynlige.

Heller ikke kan jeg medgive, at f. ex. Egilssaga tegner et ensidigt og usympatetisk billede af Harald Haarfagre. Y. N. søger at godtgjøre dette ved uddrag af taler, som forf. lægger Haralds uvenner i munden. Men Harald har ogsaa sine venner og beundrere i Egilssaga, hvis ord forfatteren kalder sande. Saaledes hedder det (s. 14) om Ølve Hnúfa, da han søgte at overtale Kveldulf til at bli Haralds mand, at »han fremholdt stærkt, som sandt var, at kongen var god mod sine mænd, baade med hensyn til gods og hædersbevisninger«. Og Torolf Kveldulfsson lægges følgende ord i munden (s. 16): »Er mig sagt om kongen, at han er den mildeste til at gi sine mænd pengegaver og desuden villig til at hjælpe dem frem og overdrage len til dem, som han dertil finder skikkede. Men det hører jeg om alle, som vender ham ryggen og ikke vinder hans venskab, at ingen af dem blir noget tilmands. Somme flygter bort fra landet, men andre forvandles til leilændinger (leigumenn).« Jeg anser dette for en saa træffende karakteristik af Haralds politik overfor de gamle høvdingeætter, som gives kan.

Dernæst vil jeg gjøre opmærksom paa et udtryk, som flere gange forekommer i Landnáma (se Y. N. s. 29), nemlig at folk forlod Norge »fyrir ofríki Haralds konungs«. Det er ganske utilladeligt med Y. N. at begrænse dette ofríki kun til de mænd, hvorom det udtrykkelig nævnes. Ofríki er en ganske almindelig karakteristik af Haralds regjering: det er et voldsherredømme, en magtudfoldelse og magtanvendelse, som under fylkeskongedømmet var ganske ukjendt. Med andre ord: Landnámas forfatter har nøiagtig den samme opfatning af kong Haralds regjering som de bedste ættesagaer og kongesagaerne.

Endelig vil jeg fremhæve, at Egilssagas skildring af bogens hovedperson, Egil Skallagrimsson, giver et alt andet end sympatetisk billede af denne. Denne pengegriske berserk er med alt sit heltemod og sin digtergave ikke det 12te aarhundredes virkelige mandsideal.

2. Den saakaldte »norske tradition«.

Y. N. har (s. 47) efter Gustav Storms forbillede lagt en særlig vægt paa den »norske tradition, som skal gjenfindes hos Theodricus monachus, i Historia Norvegiæ, Ágrip og Nóregs konungatal (Fagrskinna). Jeg vil hertil for det første bemærke, at alle disse fremstillinger af Norges oldhistorie er yderst knappe, saa den vilde bli meget fattig, om vi ikke havde rigere oplysninger ogsaa om norsk tradition. Theodricus udgjør i Storms Monumenta med sit store noteapparat 68 sider, Historia Norvegiæ 53 sider, Ágrip er 48 sider (i Dahlerups udgave) og Nóregs konungatal 387 sider liden oktav (i Finnur Jónssons udgave). Der kan ikke være tale om, at disse smaaskrifter virkelig har udtømt den norske tradition. Dertil kommer, at Theodricus, som muligens er identisk med biskop Tore i Hamar, og som kanske har skrevet sit verk i Paris^[8], udtrykkelig erklærer, at hans kilde til den ældste historie er beretninger af Islændinger, som selv paaberaaber sig sine antiqua carmina^[9]. Og forfatteren af Hist. Norvegiæ oplyser ligesaa, at han for den ældre tid følger tidligere forfatteres beretninger (cum nihil a me de vetustatis serie novum vel inauditum assumpserim, sed in omnibus seniorum assertiones secutus^[10]), hvorved han sigter til Adam af Bremen og Are Frodes store Íslendingabók, som nu er tabt^[11]. Den sidste og Historia Norvegiæ^[12] selv er Ágrips hovedkilder, medens Nóregs konungatal, der omkring aar 1240 er forfattet af en obskur Islænding og vistnok efter kong Haakon Haakonssons bestilling, hviler for det meste »paa ældre skrevne kilder (enkeltsagaer), som han delvis forkorter og sammendrager; herved kan han gjøre sig skyldig i forvanskninger og utilbørlige udeladelser«. Saaledes lyder Finnur Jónssons dom om dette verk i fortalen til hans udgave af det (s. XIV), hvor han med hensyn til begrundelsen henviser til sin Literaturhistorie II 630–39.

Dette faar være nok til belysning af manglerne ved Y. N.s kildekritik og kildegruppering. Han har fuldkommen ret i det, at en kildesondring er nødvendig; derom er alle nulevende historikere enige. Men sondringen kan ikke foregaa efter den mekaniske metode, som Y. N. gir anvisning paa. Og navnlig kan vi ikke gaa ud fra, at kun det, som findes i de korte bearbeidelser i Landnámabók og i de ældste norske spirer til en historisk literatur, er paalideligt, medens det, som findes i de udførligere ættesagaer og kongesagaer er grumset og upaalideligt. Det maa fastholdes, at traditionerne fra Harald Haarfagres dage, da literaturen begynder i det 12. aarh., allerede er mellem 2 og 3 hundred aar gamle, og det maa ansees som givet, at de i denne tid har spaltet sig i en mængde varieteter. Heraf at udskille den oprindelige sande kjerne har ikke været nogen let opgave for datidens historieforskere og historieskrivere. Ingen af disse kan forudsættes kun at give et raat referat af en enkelt traditionsvariant. De har maattet veie og vrage og vælge det, som forekom dem selv mest sandsynligt. Det samme maa vi. Og den største viden, i forbindelse med den største intelligens og den bedste fagmæssige uddannelse havde da som nu den bedste chance for at opdage og afdække sandheden. Derfor maa vel Snorre ansees for en paalideligere fører gjennem det 9., 10. og 11. aarhundreds traditionslabyrinth end hans forgjængere^[13].

3. Harald Haarfagres »tilegnelse af odelen«^[14].

Y. N.s opfatning af dette fænomen synes at være den, at kong Harald konfiskerede enkelte af landnamsmændenes »odel«, hvilket en senere tradition eller muligens først selve sagaforfatterne har generaliseret derhen, at han tilegnede sig al odel, eller ophævede selve odelsinstitutet (se s. 72 f.). Dette lar sig høre. En saadan konjektur fortjener at prøves.

Men hvis dette er den egentlige kjerne i Y. N.s opfatning af Haralds »tilegnelse af odelen«, forstaar jeg ikke hans tilslutning til Sars og Hertzberg; thi disse forfattere fortolker fænomenet paa en helt anden maade. Ogsaa efter deres opfatning beror sagaernes beretning paa en misforstaaelse af, hvad der virkelig foregik, men en misforstaaelse af en ganske anden art end den, som efter Y. N.s mening har fundet nedslag i sagaernes beretning om »odelstilegnelsen«. Sars og Hertzberg mener nemlig, at det er Haralds skattepaalæg, som af bønderne er opfattet som landskyld af jorden, og at jorddrotterne derved fandt sig forvandlede til kongens leilændinger, hvad de i virkeligheden slet ikke var. Kongen rørte ikke ved deres odelsret eller overhode ved deres privatretslige forhold til jorden. Han paala dem kun en statsretlig byrde, som de før havde været fri for, og som derfor oprørte deres retsfølelse Og i denne exalterte tilstand la de noget andet og mere ind i beskatningen, end denne tilsigtede eller indeholdt. Denne fortolkning af »odelstilegnelsen« gir – som sagt – Y. N. sin udtrykkelige tilslutning, idet han (s. 71–72) udtaler: »Det, som virkelig skede, er, ogsaa efter min Opfatning, netop hvad Sars og Hertzberg har fundet. Han søger derpaa at forene den Sars-Hertzbergske hypothese med sin egen ved følgende ord (s. 72). »Men i Stedet for den nu givne Fortolkning, at Snorres Beretning ikke har Hentydning til Odelen som privatretslig Institution, men derimod kun gjælder Ophævelsen af Odelens Suverænitet (ɔ: Sars-Hertzberg), vil jeg sige, at Snorre og andre islandske Forfattere her nok har havt for Øie en Forandring som den, der udtrykkes ved de sidstnævnte Ord, men at de for at betegne den har valgt et Udtryk, som i denne Forbindelse ikke gav nogen fuldgyldig Redegjørelse for det sande Forhold.« Hvis jeg ikke misforstaar Y. N., saa er det hans mening, at Snorre og hans forgjængere »har havt for Øie« Haralds jordbeskatning, men kaldt den odelstilegnelse, hvilket »ikke gav nogen fuldgyldig Redegjørelse for det sande Forhold«, som efter Y. N. er, at enkeltkonfiskationer er bleven generaliseret til en almindelig odelstilegnelse. Medens Sars og Hertzberg lar sig nøie med én misforstaaelse, saa opererer altsaa Y. N. med to, og det er efter min formening mindst én formeget. Jeg tillader mig derfor at antage, at Y. N. i virkeligheden ikke er enig med sine forgjængere, men opstiller en helt ny og selvstændig hypothese, den om enkeltkonfiskationernes generalisation. Denne tillader jeg mig at kalde konfiskationshypothesen, medens jeg betegner den Sars-Hertzbergske teori som beskatningshypothesen. Endelig har Alexander Bugge^[15] forfægtet en lære, som ogsaa jeg foredrog paa mine første forelæsninger over vor statsrets historie, men som jeg ikke har optaget i min trykte »Udsigt« II bind. Læren, som jeg vil kalde erobringshypothesen, gaar ud paa, at odelstilegnelsen kun fandt sted i de erobrede landsdele, ikke i Haralds arvelande. Den har unægtelig god støtte, for det første, som vi senere skal se, i sagaernes ord og dernæst i den frankiske retsregel, at alt fra fienden taget land tilhører kongen^[16]. Da imidlertid ogsaa Bugge opfatter »landskylden« som en skat og saaledes er en tilhænger af beskatningshypothesen, skal jeg ikke opholde mig videre ved erobringshypothesen. Derimod vil jeg, saa godt det lar sig gjøre i dette korte foredrag, prøve beskatnings- og konfiskationshypothesernes kildemæssighed.

Beskatningshypothesen har i Hertzbergs »Lén og veizla i Norges sagatid«^[17] faaet en begrundelse, der ikke blot hviler paa et indgaaende studium og omhyggelig fortolkning af vore hjemlige kilder, men tillige paa et fortroligt kjendskab til den herskende lære om den almindelige europæiske retsudvikling. Og det vil jeg strax tilføie: uden sammenligning med den europæiske retsudvikling vinder vi ikke fuld klarhed over Harald Haarfagres verk.

Udgangspunktet for Hertzbergs betragtning af Haralds odelstilegnelse er den ældgamle betegnelse af kongen som lánardróttinn ɔ: laans- eller lensherren. Lánardróttinn er i de svenske love betegnelse for den private jorddrot, (paa norsk landsdróttinn), medens ordet i Norge betegner kongen dels i forhold til hans haandgangne mænd, dels i forhold til alle hans undersaatter. Den første ordbrug forekommer i sagaerne, den anden i det ældgamle indledningskapitel i Gulatingsbogen, som paalægger undersaatterne »at bøie sig mod øst og bede til den hellige Krist om godt aar og fred og om, at vi kan holde vort land bygget og vor lánardrot frisk. Han være vor ven og vi hans, men Gud vor alles ven«. Det er paa det rene, at denne kristne formular er bygget over et hedensk forbillede, og at den derfor er meget gammel. Det ligger derfor nær at slutte, at lánardrotten længe før kristendommens indførelse har været en teknisk betegnelse for kongen i forhold til hans hele folk, hvilket atter vil sige, at folket havde landet »til laans« af kongen, med andre ord, at han var hele landets egentlige jorddrot, undersaatterne hans laans- eller lensmænd. Hertzberg antar imidlertid, at denne Gulatingslovens sprogbrug ikke er den oprindelige, men den afledede. Oprindelig er kongen kun sine haandgangne mænds og specielt sine lendermænds og skattejarlers lánardrot. Senere har ordet faaet den udvidede betydning om kongen som hele landets lánardrot. Jeg finder ikke denne forklaring overbevisende. Jeg antar, at lánardrot i Norge som i Sverige oprindelig har været betegnelse for den private jorddrot i forhold til hans leilændinger eller tjenerskab. Fra privatretten er det gaaet over i statsretten som betegnelse for kongens forhold baade til hans haandgangne mænd og til hans undersaatter i det hele Denne sidste anvendelse forudsætter ialfald et faktisk magtforhold, der lader undersaatterne føle sig i høi grad afhængige af kongens naade. Jeg ved ingen periode i Norges ældre historie, som var bedre skikket til at fremkalde denne følelse end Harald Haarfagres, Erik Blodøkses og Gunhildssønnerne regjering. Jeg anser det derfor for mest sandsynligt, at den opfatning, at kongen er hele folkets lánardrot, netop er skabt i denne tid.

Men den opfatning, at kongen er hele folkets lánardróttinn, stemmer merkelig godt med sagaernes beretning om, at kong Harald tilegnede sig al odel og alt land, og at alle bønder skulde være hans leilændinger og betale ham landskyld. Denne beretning foreligger i tre redaktioner, hvoraf €n findes i Egilssaga, en anden i OHS (1853) og i Fms. samt i OTS i Flatøbogen og Fms. og en tredie i Hkr. (Harald Haarf. s. 6) og i Upphaf ríkis Haralds hárfagra (Flatøbogen I c. 460). Uagtet ordlyden oftere er gjengivet, vil jeg dog gjenta den her.

Egilssaga c. 4: Kong Harald tilegnede sig i hvert fylke al odel og alt land, bygt og ubygt og endog sjøen og vandene, og alle bønder skulde være hans leilændinger. Ligesaa de, som virkede i skogene, og saltkarlene og alle fangstmænd, baade paa sjø og land, da var alle ham lydskyldige.

OHS (1853) c. 1: Da Harald herjede (var. fredede) landet og havde kampe, da tilegnede han sig saa fuldstændig alt land og al odel, baade bygder og sætre og udøer; han tilegnede sig ligeledes alle skoge og alt landets øde; alle bønder var hans leiemænd og landboer.

Snorre: Kong Harald satte den ret overalt, hvor han vandt riget under sig, at han tilegnede sig al odel og lod alle bønder, baade mægtige og ringe, betale sig landskyld.

I de to sidste beretninger er odels- og landstilegnelsen sat i forbindelse med erobringen, og det samme er uden tvil ogsaa Egilssagas opfatning; thi umiddelbart foran det citerede gaar her følgende skildring: Kong Harald var, naar han havde tilegnet sig de fylker, som var nykomne i hans vold, meget nøie agtpaagivende overfor lendermænd og mægtige bønder og alle dem, om hvem han nærede den mistanke, at der af dem kunde ventes nogen reisning etc. (se Y. N. s. 43). Hos Snorre er paa den anden side odelstilegnelsen sat i forbindelse med Haralds lensorganisation af hele riget med en jarl i hvert fylke og under ham 4 herser eller flere (se Y. N. 39 f.). Da efter sagaerne lensorganisationen fulgte slag i slag, eftersom erobringen skred frem, gjør vi vel rettest i at opfatte baade odelstilegnelsen og landets bortforlening som foranstaltninger, der iverksattes umiddelbart efter erobringen, landsdel for landsdel. Og politisk hører begge disse regjeringshandlinger efter min mening uadskilleligt sammen: Kong Harald tilegnede sig odelen for at kunne uddele len til sine mænd. Dette var et skridt, som maatte være en bydende nødvendighed, hvis Harald virkelig skulde kunne gjennemføre den lensorganisation, som Snorre tillægger ham. Denne gik jo, som allerede nævnt, ud paa, at det hele land skulde styres af lensmænd, der skulde holde en staaende lenshær til kongens tjeneste: hver jarl 60 hærmænd og hver herse 20. Til gjengjæld skulde hver herse af kongen ha et veizlelen (beneficium) paa 20 mark, d. e. saa meget jordegods, at det aarlig afgav 20 mark i landskyld. Jarlen skulde derimod ha et embedslen, d. e. kgl. embedsmyndighed over et fylke, og hans løn bestod i en trediedel af samtlige indtægter i lenet (skat, [sagøre] og landskyld). Snorre oplyser, at kong Harald i den grad havde øget paalæg og landskyld, at hans jarler havde større magt (ríki), end kongerne havde før. Dette er overmaade sandsynligt. Men hvorledes var dette muligt uden en voldsom forøgelse af krongodset?

Den herskende lære gaar ud fra, at kong Harald forøgede kronens indtægter og dermed lensindtægterne ved at paalægge bønderne grundskat, og at det er dertil, der sigtes ved den af kongen paalagte »landskyld« og alle bønders forvandling til kongens »leilændinger«. Herved er dog at mærke, at »landskyld« er en specifik norsk betegnelse for jordleieafgift, som paa Island kaldes leiga^[18], medens leiglendingr og leigumaðr baade paa Island og i Norge er tekniske termini for jordleier^[19]. Paa den anden side er skattr et velkjendt begreb; men hverken i Norge eller i Norden forøvrigt kjender man jord- eller grundskat før i det 13. aarh., da ledingen baade i Danmark og Norge forvandles fra en kopskat til en grundskat. Den eneste skatteform, som oldtiden kjender, er nefgildisskatten (kopskatten)^[20], som udtrykkelig siges paalagt af Harald Haarfagre. I Landnáma (Hauksbók c. 314) berettes, at kong Harald kræver skat af Asgrim Ulfsson i Telemarken, men at denne kun vil give kongen en »gaves, hvori ligger, at ydelsen var frivillig, ingen retspligt; men da kongen ikke vil modtage nogen »gave«, men vil ha »skat«, holder Asgrim ting med bønderne og spør, om de vil betale kongen slig skat, som han krævede. Bønderne bad Asgrim svare for sig og vilde intet betale. Der foreligger ingen grund til at anta, at her sigtes til anden skat end kopskatten, som er den eneste, kilderne tillægger kong Harald. Landskylden er derimod ingen skat, men en jordleieafgift, som selveierbønderne maatte betale sin nye jorddrot, kongen. Den er det korrekte, juridiske udtryk for kongens eiendomsret til landet. Jfr. s. 126–127.

Det er mod denne privatretlige opfatning af odelstilegnelsen indvendt, at sagaerne ikke gir udtryk for nogen ændring i bøndernes privatretlige forhold til jorden. »Rent privatretligt seet, forblev [alt] ved det gamle, idet man kunde arve og odle, kjøbe og sælge, handle og vandle som før«, siger Hertzberg^[21]. Lad os se, hvorledes dette stemmer med Egilssagas beretninger:

Paa Torgar bor lendermanden Bjørgolf, som af et ældre ægteskab havde sønnen Brynjolf og paa sine gamle dage indgik »lausabryllop« med Hilderid Hognesdatter fra Leka, med hvem han fik Hilderidsønnerne. Ved Bjørgolfs død faar de sidste ingen del af farsarven, men flytter med sin mor til Leka, hvor de og moren overtar arven efter morfaren Hogne. Brynjolf overtar sin farsarv paa Torgar, blir kong Haralds lendermand, faar af ham »større veizler, end hans far før har havt, samt finneferden, konungssýsla á fjalli og finnehandelen, hvilket ogsaa hans far har havt.

Efter Brynjolfs død overtar hans søn Baard, som havde ægtet Sigrid Sigurdsdatter af Sandnes, sin farsarv og blir kongens lendermand med samme veizler og syssel, som faren har havt. Baard og hans ven Torolf Kveldulfsson deltar i Hafrsfjordslaget, hvor Baard dødelig saares. Da han føler døden nærme sig, lod han kong Harald kalde og siger saa: »Hvis saa sker, at jeg dør af disse saar, da vil jeg bede eder, at I lader mig raade for min arv. Da kongen indvilger heri, sa han: »Al min arv vil jeg, at min felage og frænde Torolf skal tage, land og løsøre. Ham vil jeg og give min kone og min søn til opfostring, thi jeg tiltror ham det bedst af alle mænd. Han »fester« denne kontrakt efter lovens forskrift (sem log voro til) med kongens tilladelse. Med kongens orlov drager Torolf senere nord til Torgar for at tiltræde Baards arv, og »kongen gjør med ordsending og jærtegn, at Torolf skal faa alt det, som Baard gav ham; han lader det følge, at denne gave var gjort med kongens raad, og han vil lade det være saaledes. Kongen gjør Torolf til lendermand og veiter ham alle de veizler, som Baard havde havt, og dertil finnefærden. Da Torolf kommer til Torgar, meddeler han Sigrid Baards død, og at Baard havde givet ham efter sig land og løsøre og det kvánfang, som han før havde eiet. Bærer siden frem kongens ord og jærtegn«. Sigrid bøier sig for kongens vilje, hvis hendes far ikke var mod partiet, hvad han ikke er. Torolf fæster Sigrid hos hendes far og holder siden bryllop med hende. Strax efter dør Sigurd paa Sandnes, og Torolf »tog al arv efter ham«.^[22] Da Torolf nægter Hilderidsønnerne andel i arven efter deres far Bjørgolf, fordi de var konkubinebørn, bagtaler disse ham hos kongen og beskylder ham for uredelig erlæggelse af finneskatten. Følgen blir, at kongen overdrager syslen paa Haalogaland og finnefærden til Hilderidsønnerne, og samtidig konfiskerer han (kastaði eigu sinni á) »boet i Torgar og alle de eiendomme, som Brynjolf havde eiet, og gir Hilderidsønnerne forvaltningen over dette. Torolf drager da med det løsøre, han kunde disponere over (mátti með fara) og sine frigivne og træler nord til sit bo paa Sandnes^[23]. Over sin hustrus farsarv disponerer han endnu frit, sælger og pantsætter de dertil hørende jorder for at holde sin husholdning paa den vante fod. Paa en udenlandsfærd røver han kongens skib til hævn for, at kongens mænd har røvet hans. Enden blir, som bekjendt, at kong Harald overfalder Torolf paa Sandnes og fælder ham, hvorefter han konfiskerer alt hans gods paa Sandnes. Derefter overdrager kongen til Torolfs frænde, Eyvind Lambe, hans hustru og alt hans gods. Sigrid bøier sig atter for kongens vilje og blir Eyvinds hustru^[24]. Mellem kongen og Kveldulfsfamilien blev nu bittert fiendskab, og den sidste forlod landet og bosatte sig paa Island. »De havde med sig alt det løsøre, som de kunde tage med sig. Men deres jorder turde ingen mand kjøbe af hensyn til kongens magt (firi ríki konungs)«^[25]. Saaledes forholdt det sig med friheden til »at handle og vandle« i kong Haralds dage.

Det omtales i Eigla nogle gange ellers, at børn rolig tiltræder sin farsarv; tre gange handles der om kongsmænd, som staar paa god fod med kongen (s. 51 og 127 f, 232). Men da lendermanden Erik Alspak døde, tog kongens aarmænd hans arv »og kastede paa den kongens eiendomsret (ɔ: konfiskerede den), mens Eriks søn Torstein var i England. Torstein henvender sig da til «den engelske konge Adalstein med bøn om at »sende ords« til sin fostersøn, Haakon den gode, som da var bleven Norges konge, om at Torstein maatte faa sin arv og eiendomme i Norge. Torstein og Egil Skallagrimsson reiser saa til Norge, hvor Torstein opfordrer aarmændene til at udlevere ham sin farsarv. Disse overdrar ham forvaltningen (varðveizla) af arven, indtil kong Haakon har afgjort sagen. Kong Haakon »lod Torstein naa sine eiendomme, og dertil blev han kongens lendermand, som hans far havde været«^[26]. Ligesaa tillader kong Haakon, at Egil med lov og ret indtaler sin hustrus farsarv, som kong Erik Blodøkse havde tildømt Berg-Onund, hvis bror Atle den korte nu sad inde med den. Karakteristisk er Atles svar paa Egils tiltale: »Længe har vi hørt det, Egil, at du er en uforligelig mand (újafnaðarmaðr), men nu faar jeg erfaring for det, naar du tænker at indtale det gods i min besiddelse, som kong Erik tildømte min bror Onund. Havde kong Erik da at raade for bud og bann her i landet.« Enden blev, som bekjendt, at sagen afgjordes ved holmgang mellem Egil og Atle, og i den seirede Egil, som derpaa tiltraadte arven^[27].

Det forekommer mig, at vi efter disse oplysninger ikke har ret til at tale om, at den privatretlige adkomst til jorden respekteres under Harald Haarfagre og særlig ikke arveretten. Det er aabenbart sagaens mening, at kongens bud og bann (ɔ: regjeringsmagt) gaar foran al arveret. Det er en kongelig naadesag, om arveretten skal gjælde^[28].

Jeg vil særlig fremhæve Harald Haarfagres ret til at disponere over sin lendermand Baards gods og hustru, ikke blot over hans veizler og len, men over hans privatgods. En saadan dispositionsret er fuldstændig uhjemlet i vore gamle love, og den var ca. 1200, da Egilssaga forfattedes, utvilsomt uden sidestykke i praxis. Ud fra sin tids retsforudsætninger kunde forfatteren umulig komme til at opstille en saadan retsregel. Kongens disposition over Sigrid, efterat han har fældet hendes anden mand, Torolf, og konfiskeret hans gods, har derimod en nøiagtig parallel i Olaf den Helliges disposition over Ølve paa Eggs enke, efterat han havde dræbt Ølve og konfiskeret hans eiendomme. Det hedder der udtrykkelig, at »kongen da var hendes formynder« (en forráð hennar hafði þá konungr)^[29]. Ølve efterlod sig 2 sønner.

Vi vil forgjæves i retsbøgerne søge nogen hjemmel for denne kongens ret til at disponere over sine mænds arv, end sie over deres enker. Derimod er denne regel en velkjendt bestanddel af den europæiske lensret. De germanske konger optog fra de romerske keisere den regel, at et kongeligt ægteskabspaabud, erhvervet af beileren, erstattede brudens og hendes slægtsformynders samtykke til ægteskabet. Denne kongelige ægteskabstvang udøvedes baade af Vestgoterkongerne og Merovingerne; men der reiste sig en reaktion mod dette priviligerte kvinderov, og Chlothar II forbød i 614, at nogen begjærede en enke eller jomfru tilægte per auctoritatem regiam. Men derved udryddedes ikke denne sedvane. De anglonormanniske konger solgte ligefrem sine lensmænds arvedøtre og enker til den høistbydende^[30]. I Henrik I’ kroningsbrev af 1100 hedder det: »Hvis nogen af mine baroner eller andre mænd ønsker at bortgifte sin datter eller søster eller niece eller kusine, lad ham tale med mig derom; men jeg vil ikke tage noget af ham for tilladelsen eller forbyde ham at bortgifte hende, uden til min fiende. Og hvis en af mine baroner eller andre mænd ved sin død efterlader en datter som arving, vil jeg bortgifte hende med hendes land med mine baroners raad. Hvis han efterlader en enke uden børn, skal hun beholde sin dos og ægteskabspart, og jeg vil ikke bortgifte hende mod hendes vilje«^[31] etc. Det fremgaar af brevet, at kong Henriks baroner har samme ret over sine vasaller. Vi har sikre spor af dette lensretlige formynderskab i England tilbage til sidste halvdel af det 10. aarh.^[32] Skal vi tænke os, at Egilssagæs forfatter har digtet disse fortællinger om Haralds arve- og kvindedispositioner paa grundlag af den samtidige lensretlige praxis i England? Denne udvei forekommer mig udelukket. Fortællingen hænger for nøie sammen med Kveldulfsættens historie og med personernes fuldt historiske ætteforbindelser til, at vi kan anse den for digtning. De maa ansees for fuldt paalidelige historiske kjendsgjerninger. Men da er kun en forklaring mulig: Kong Harald har disponeret over sine lendermænds arv og deres enker efter den fransk-engelske lensrets regler. Ja vi kan tilføie: Hans odelstilegnelse og hele hans lensorganisation er en reception af samtidens europæiske lensret.

Det er en bekjendt sag, at Munch, Keyser og Aschehoug opfattede kong Haralds odelstilegnelse paa denne vis. Men saa kom Maurer og efter ham Sars og benægtede, at dette var muligt, da en saadan lensret ikke existerede i Europa paa Haralds tid. Hertzberg har dog fundet Haralds forfatningssystem saa ligt lenssystemet, at han har følt sig opfordret til udtrykkelig at afvise de ældre historikeres forklaring og henviser til Maurers og Sars’s begrundelse. Derhos fremhæver han, »at feudalordningen var af militær oprindelse, medens Haralds saakaldte tilegnelse af odelen intet har med forsvarsvæsenet at gjøre, men saameget mere med hans fiskale foranstaltninger. Hverken forbilledet eller formaalet tjener derfor til at forbinde hans skattevæsen med feudalvæsenet. Og ligesaa umulig er sammenligningen paa andre punkter. Medens et frankisk feudum var et kongeligt jordegods eller andet » beneficium«, der overdroges den belenede mod visse tjeneste pligter, overdrog kong Harald de norske bønder intetsomhelst, men lod dem, forsaavidt de underkastede sig ham, rolig forblive i besiddelse af sine arvede eller anderledes erhvervede eiendomme, og medens feudallenet ansaaes for og fra først af ogsaa benævnedes en »velgjerning«, for hvis modtagelse »beneficiaren« var kongen tak og troskab skyldig, var det med alt andet end erkjendtlige følelser, at de norske bønder modtog den skattebyrde, som var den eneste foranstaltning, som Harald Haarfagre for deres vedkommende satte i værk«^[33].

Dette ræsonnement er ikke overbevisende og særlig ikke sammenligningen mellem de norske bønder og udlandets lensmænd. Hvis vi derimod sammenligner de norske lensmænd (jarler og herser eller lendermænd) med udlandets lensmænd, da springer det strax i øinene, at hovedøiemedet med begge er oprettelsen af en lenshær, der stadig staar til kongens tjeneste. Bønderne er ligesaalidt her hjemme som i udlandet kongens »lensmænd« i teknisk forstand. Kongen er ikke bøndernes lánardróttinn i samme forstand, som han er sine lensmænds lánardróttinn. For at opnaa en bedre indsigt i disse forhold vil vi kaste et blik paa det europæiske lensvæsens oprindelse.

Som af Hertzberg bemærket, er lensvæsenet baseret paa en forening af vasallitet (norsk: haandgang) og beneficialvæsen (norsk: veizla). Det karakteristiske for vasallen er, at han staar i et specielt troskabs- og tjenesteforhold til herren, som paa sin side skylder ham beskyttelse (norsk: traust) Det karakteristiske for beneficiet er for det første, at det er en løn for vasaltjeneste (»riddersold«), dernæst at det ikke er en overdragelse til eiendom, men et laan, som falder tilbage til herren, saavel ved vasallens død (mannfall) som ved tronskifte (herrenfall) og endelig ved vasallens troskabsbrudd. Det er nu almindelig antaget, at beneficiet har sit specielle forbillede i det kirkelige precarium, og det af den grund, at Karl Martel ikke kunde disponere over kirkegodset, som han i stor udstrækning anvendte til beneficier for sine vasaller, paa anden maade end som laan. Tidligere havde Merovingerne lønnet sine mænd med landgaver, som imidlertid i henhold til det almindelige germanske gavebegreb ikke stiftede fuld afhændelig og arvelig eiendomsret til det modtagne land, hvis en saadan ikke udtrykkelig i kongeskjødet var stipuleret. I regelen overførte den kongelige landgave en begrænset eiendomsret, idet landet ikke uden kongens samtykke kunde afhændes til andre, og hvis donataren døde uden mandlige arvinger, faldt det som oftest tilbage under kongen; ligesaa hvis donataren svigtede sin troskabspligt. Med kongeskjødet fulgte immunitet og grundherredømme, hvilket vil sige overdragelse af den kongelige regjeringsmagt (twine unde ban = norsk: bóð ok bann) over det tilskjødede territorium og dets beboere. Efter Karl Martels tid blir den kongelige landgave almindelig ændret til forlening (beneficium) efter de af ham oprettede kirkegodslens forbillede^[34].

Hvad er det for »land«, den merovingiske konge og agilolfingiske hertug bortskjænker? Svaret lyder: det er krongods. Og til krongods hører, foruden kongeættens gamle familiegods, fiskalgods i de erobrede lande, konfiskeret privatgods og alt herreløst land^[35].

Richard Schröder fremsatte i sin tid^[36] den lære, at donatarens begrænsede ret til den kongelige landgave havde sin retsgrund i et kongeligt grundregal (Bodenregal) Men da Brunner^[37] havde forklaret denne retsbegrænsning ud fra det germanske gavebegreb, blev dette accepteret af Schröder^[38]. Ogsaa frankerkongens dispositioner over kirkegodset opfattede Schröder oprindelig som en følge af hans grundregal. Men da Ulrich Stutz havde paavist, at disse dispositioner var et udslag af den germanske eiendomskirkeret (Eigenkirchenrecht), der atter skulde have sit forbillede i den germanske eiendomstempelret, gik saavel Schröder^[39] som Brunner^[40] over til denne lære. Til eiendomskirkeretten kommer jeg senere tilbage. Grundregalet fandt sit retlige udtryk i kongens eiendomsret til herreløst land, i rydnings- og kolonisationsprivilegier, i almennings- og rydningsafgift, i strøm-, vei- og strandregalet, i forst- og jagtbannet og senere i bergverks- og saltvindingsregalet^[41].

Germanisterne bestrider, at kongegaven kan gribe forstyrrende ind i private jordeiendomsforhold. Men jeg føler mig ikke overbevist om, at germanisterne i dette stykke har ret. Jeg vil henlede opmærksomheden paa en række bayerske gavebreve til kirker, hvor det udtales, at den bayerske hertug samtykker i dispositioner over privatgods. Det hedder saaledes, at giveren per licentiam eller per consensum eller under hertugens medvirkning traderer til en kirke ea quae habuit, mancipia sua eller colonias eller rem propriam, heredidatem suam, propriam hereditatem, partes hereditatis, possessionem propriae hereditatis, aliquid de hereditate, quam mihi meus genitor dereliquit, de propria alode seu de adquisitione sua. Roth antog, at den hertugelige afhændelseskonsens over privat gods havde sin grund deri, at dette gods skrev sig fra en hertugelig landgave eller forlening, som modtageren ikke uden giverens samtykke kunde afhænde til andre. Brunner kan imidlertid ikke uden videre tiltræde denne forklaring. Han oplyser derhos, at omtrent ²⁄3 af traditionsbrevene ikke omtaler denne afhændelseskonsens, at den i enkelte brevsamlinger aldrig fremhæves ved gaver af proprietas eller af hereditas, og at en og samme person snart afhænder med, snart uden afhændelseskonsens. Han antager derfor, at afhændelseskonsensen dels har sin grund deri, at giveren har hørt til homines potestatem non habentes^[42], dels deri, at godset er rydningsgods paa fiskalland, dels i andre forhold, hvor hertugens samtykke var foreskrevet eller begjæret til gavens retsbeskyttelse. I tvilstilfælde mener dog ogsaa Brunner, at konsensen har sin retsgrund deri, at den omhandlede proprietas eller hereditas er erhvervet ved en hertugelig landgave af res dominica, selv om ikke brevet udtrykkelig fremhæver dette moment^[43]. Jeg vil foreløbig ikke udtale nogen dom om rigtigheden af denne forklaring. Jeg vil blot fremhæve, at der i det 8. aarh. i Bayern ikke saa sjelden disponeres over privatgods (proprietas, hereditas) med fyrstens samtykke, og at dette samtykke er en betingelse for dispositionens retskraft.

Jeg vender mig dernæst til det angelsaksiske folcland og bócland. Fra 1830–1893 var alle forskere enige om, at folcland betegnede ager publicus eller oprindelige »statsalmenninger«, og denne lære fastholdes tildels endnu af tyske germanister^[44]. I 1893 gjenoptog og begrundede Paul Vinogradoff^[45] Spelmans gamle forklaring af folcland som »land held by folk-right«, d. e. odel (terra familiae), og denne tydning er siden godkjendt af de engelske retshistorikere Pollock og Maitland^[46] og nærmere begrundet af professor Vinogradoff i hans nye bog »The growth of the manor« (s. 112 ff. og noten s. 244 ff.). Han siger her: »The rules which governed family property – – – were rules of popular custom, of folk-right, and the land which came under the action of these rules was folcland, as opposed to land which had been exempted from them through the influence of the Church, the legislative action of king and witan and the formal testimony of charters or books—bócland. This latter class of land was growing steadily« (s. 142–43).

Bócland er priviligeret land, skabt ved en kongelig landbóc. Kun overkongen, ikke underkongen, kan udstede en landbóc. Ved denne modificeres eller ophæves den almindelige folksret, specielt i den retning, at bóclandet kan blive virkelig individualeiendom, hvorover eieren frit kan disponere saavel inter vivos som mortis causa. Vi finder derfor bócland betegnet som »terra testamentalis« eller »terra hereditaria«, hvorved der netop sigtes til dets egenskab af individualeiendom i modsætning til folclandet som slægtseiendom^[47]. Ganske karakteristisk er det, at kongen lader sit eget folcland forvandles til bócland, for at han kan opnaa en friere raadighed derover. Vil en undersaat forvandle sit folcland til bócland, trænges dertil kongelig »konfirmation«^[48].

Professor Maitland^[49] har gjort det klart, at den angelsaksiske konge ved sine »landbøger« ikke blot disponerer over krongods, men ogsaa over sine undersaatters odelsgods (folcland), og han kalder altsammen »tellus mea«, »terra iuris mei«. Det er selve landet, han bortskjøder, »med alle sine tilliggelser, marker, havnegange, skoge og enge«. Han giver selve grunden. Landbogen udtaler: »perpetualiter trado et de meo iure in tuo transseribo terram – – – ut tam tu quam posteri tui teneatis, possideatis et quaecumque volueris de eadem terra facere liberam habeatis potestatem«^[50]. Men, hvad vil det sige, at kongen paa denne vis disponerer over sine undersaatters folcland? Jo, baade Maitland og Vinogradoff antager, at han trods skjødets ord i virkeligheden ikke disponerer over sine undersaatters odelsjord, men kun over sine kongelige regjeringsrettigheder og specielt sine fiskalrettigheder over denne. Bóclandseieren blir saaledes, hvor det ikke gjælder krongods, kun eier af de kongelige rettigheder over landet, medens folclandseieren (odelseieren) uforstyrret og ukrænket beholder sin private eiendomsret til jorden. Denne fortolkning indeholder neppe den hele sandhed. Det forekommer mig klart, at odelsretten (folclandsretten) umulig kan bli helt uberørt af det factum, at kongen har disponeret over privat folcland og derved forvandlet det til bócland. Derved er ialfald indtraadt den meget væsentlige forandring, at folcelandseieren har faaet en ny landlord eller landrica over sig, der i kraft af sin private hjemmel udøver de kongelige rettigheder over ham og hans land. Og denne hjemmel er ifølge landbogens egne ord erhvervet i kraft af kongens eiendomsret til hans land. Det kan da ikke være en tom frase, at kongen kalder den private jordeiers land »terra iuris mei« eller »tellus mea«? Der maa ligge en retslig realitet til grund for dette udtryk. Ja, denne retslige realitet er, at kongen opfatter sin herskerret (imperium) som en eiendomsret (dominium). Med andre ord: kongen opfatter sig som eier af land og folk. Dette er ikke en opfatning, som først skabes af det 12. og 13. aarh.s feudalret^[51]. Den er tvertimod urgermanisk. Jo længere tilbage vi gaar i tiden, des mere vil vi finde, at herskerrettigheder er eiendomsrettigheder, eiendomsting og -gjenstande, hvorover kongen disponerer med samme ret og paa samme maade, som den private mand disponerer over sine eiendomsting. Et talende bevis herfor er netop den germaniske eiendomskirkeret, som jeg foran har nævnt. Hele kirkeregjeringen forvandles hos germanerne til en kirkeeiendomsret med alle dens privatretlige beføielser. Det er dette, som i Gulatingsbogen 15 har faaet det karakteristiske udtryk, at »gera kirkiur at fekaupe« (at bygge kirker til godserhverv). Ligesaa karakteristisk er det, at vore loves og sagaers udtryk for regjeringsmagten (bóð ok bann) tillige er det tekniske udtryk for eiendomsretten. Omkring aar 1200 fører Garmomændene paa et stevne ved Tesservand sine »hævdsvidner (fyrnuvitni) paa, at de i 30 vintre havde raadet for sine [fiske]bodvolde med bud og bann«^[52], ganske som kong Erik Blodøkses bud- og bannsret i Egilssaga anføres som hjemmel nok for hans disposition over Egils hustrus arvegods.

Jeg mener altsaa, at man ikke kan afvise de ældre historikeres teori om, at kong Haralds »tilegnelse af odelen« var en »lensretlig« foranstaltning, med den bemærkning, at en saadan lensret paa Haralds tid var ukjendt i Frankrig og Englaad. Det er saare langt fra, at den var ukjendt; den kan forfølges tilbage til aar 600 baade i England og Frankerriget. Og endnu havde ikke den primitive identification af regjeringsmagt og eiendomsret veget plads for den senere lensretlige sondring mellem overeiendomsret (dominium directum) og undereiendomsret (dominium utile). Først ved den kanoniske rets seir i det 12. aarh. banes veien for den moderne opfatning af kronen som en juridisk person, over hvis rettigheder kongemagtens indehaver kun har en begrænset raadighed^[53].

Jeg nærer saaledes ingen tvil om, at kong Haralds odelstilegnelse er et udslag af den germanske storkonges eiendomsret til landet^[54]. Jeg anser derfor sagaernes ord for rigtige. Misforstaaelsen er ikke paa bøndernes og sagamændenes side, men hos vore moderne historikere.

Et i mine øine aldeles afgjørende bevis for beskatningshypothesens urigtighed leverer de shetlandske og orknøiske skatte og jordebøger, hvis indhold jeg netop i disse dage har lært at kjende, og som jeg derfor ikke kunde paaberaabe mig i mit foredrag i Videnskabsselskabet. Disse jordebøger viser, at Shetlands- og Orknøjarlerne har oppebaaret skat og leding af alle jordbrugere paa øerne, hvad enten de var leilændinger eller óðalsmenn (udallers); men landskyld (landmail – landmáli?) kun af jarledømmernes leilændinger^[55]. Her er skattr og landskyld holdt fuldkommen ud fra hinanden og uden tvil lige fra Harald Haarfagres dage. Og »skatten« er ikke af disse norske øboere opfattet som udtryk for en »tilegnelse« eller en »ophævelse af odelen«. Trods sin ældgamle skattepligt har de vedblevet at opfatte sig selv som fri óðalsmenn.

At gaa ud fra, at vore fædre skulde opfatte et skattepaalæg som en »tilegnelse af odelen«, er at tillegge dem en juridisk naivitet, som man forgjæves skal søge exempler paa baade i love og i sagaer, og som aabenbart var dem ganske fremmed. Viser ikke saadanne træk som det foran (s. 112) omtalte, at man vil have en skattr eller gjald betegnet som gjǫf, at de gamle havde sine juridiske begreber fuldkommen i orden? Og viser ikke retsbøgerne det samme? Hvor i den germanske verden finder man vel en mere bestemt, bevidst og konsekvent juridisk ordbrug end i Gula- og Frostatingsbøgerne og i den islandske Grágás? Jeg tillader mig her at henvise til Hertzbergs eget Glossarium og til v. Amiras Westnordisches Obligationenrecht.

Hermed kunde jeg godt slutte. Men jeg vil dog endda sige et par ord om Yngvar Nielsens konfiskationshypothese. Hvis jeg ikke følte mig saa inderlig overbevist om, at sagaernes beretning om kong Haralds »odelstilegnelse« var korrekt, vilde jeg ubetinget foretrække konfiskationshypothesen for beskatningshypothesen. Men der er andre historiske kjendsgjerninger end de ovenanførte, som staar i veien for konfiskationshypothesens antagelse. Disse kjendsgjerninger er paa den ene side sagaens beretning om, at kong Harald tilegnede sig »alt land, baade bygt og ubygt, ja endog sjøen og vandene«, og paa den anden side lovenes bestemmelse om, at almenningerne tilhører kongen. Jeg slutter fra bøndernes brugsret i almenningen og fra hauldernes og bøndernes ret til hvalfund^[56], at almenningerne baade tilfjelds og tilhavs (hit efra og hit ytra) i fylkesstatens tid har været bøndernes og ikke kongens eiendom. Det kongelige almennings- og strandregale er derfor efter min opfatning en følge af kong Haralds tilegnelse af alt land. Heraf flyder saa atter, at vi ikke kan begrænse hans odelstilegnelse til blot og bart de konfiskerte privateiendomme. »Tilegnelsen« har et større omfang og en dybere retsgrund end den, Yngvar Nielsen vil lægge ind i den.

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Foredrag i Videnskabsselskabets historisk-filosofiske klasse 23 februar 1906.
2. Landnámabók I–III. Hauksbók. Sturlubók. Melabók m. m. Udgiven af Det kongelige nordiske Oldskrift Selskab. Kjbhvn. 1900.
3. Udhævet her.
4. Udhævet her.
5. Se nu herom Karl Lehmann, Jurisprudensen i Njála, i Tidsskrift for Retsvidenskab XVIII (1905) s. 183 ff.
6. K. Maurer, Zwei Rechtsfälle aus der Eyrbyggja (Sitzungsber. der bayr. Akademie 1895 s. 7–30). Zwei Rechtsfälle aus der Eigla (sammesteds 1896).
7. Jfr. udtrykket s. 27: »for mig staar det«.
8. Se herom Daae i Hist. Tidsskr. 3. række III 397 ff.
9. Se Storms Monumenta fortalen s. X.
10. Storm l. c. XXI.
11. Storm l. c. XXI–XXIII.
12. Dette er den herskende opfatning. Meisner, Die Strengleikar (s. 39–45) sætter Historia Norvegiæs affattelsestid til 1264–66.
13. Jeg overser selvfølgelig ikke, at Snorre var hildet i sin tids vildfarelser, at han ansaa sagn og myter for virkelig historie, og at hans kritiske metode ikke holder stand for nutidens domstol. Men jeg vil have fremhævet, at kritikken af Snorre som af ættesagaerne og kongesagaerne i det hele maa baseres paa en prøvelse af det hele materiale, og navnlig maa ikke de korte beretninger foretrækkes for de udførlige.
14. Dette afsnit af foredraget er omarbeidet, uden at jeg dog har fundet leilighed til at underkaste dette vanskelige og interessante emne en så dybtgaaende behandling, som det fortjener. Særlig antager jeg, at studiet af vort ældste skattevæsen her skal blive frugtbringende.
15. Se A. Bugge, Vesterlandenes indflydelse s. 92 f.
16. Se Schröder, Die Franken und ihr Recht, i Zt. der Sav. St. II 64 note 2.
17. Festskrift ti Konrad Maurer s. 303 ff.
18. se Finsen, Gloss. til Grágás: leiga; landskyld forekommer i et islandsk dokument fra 1295 DI II 301; jfr. v. Amira, OR II 743 note 5.
19. v. Amira II 742.
20. se A. Bugge, Vesterlandenes indflydelse s. 95.
21. Lén og veizla s. 304.
22. Eigla c. 7–9.
23. Eigla c. 9, 12, 16.
24. Eigla c. 22.
25. Eigla c. 25 (s. 81).
26. Eigla c. 62–63.
27. Eigla e. 65.
28. Eigla c. 63.
29. Heimskr. ed. F. Jönsson II 224–5.
30. Brunner RG II 56–7.
31. Pollock and Maitland HEL I 306.
32. Maitland, Domesday Book and Beyond s. 310.
33. Lén og veizla s. 305.
34. Se Brunner, RG II 88 91–94, jfr. I 8 26 og om Merovingernes og Agilolfingernes landgaver Brunner, Forschungen s. 1 ff. Schröder, RG³ s. 24, 27, 28, v. Amira, Recht §§ 49–51, 65.
35. Brunner, RG II 71–72 jfr. I 203. Schröder, RG³ s. 206 jfr. 210 f.
36. Zt der Sav.-Stift. II 78 f.
37. Forschungen s. 38 f.
38. RG³ s. 212 f.
39. RG³ s. 208.
40. Grundzüge¹ s. 67 f.
41. RG³ s. 207 f.
42. Se om disse Forschungen s. 10–11.
43. Forschungen s. 14–15, jfr. s. 12–13.
44. Schröder RG³ s. 210 finder den ialfald rimeligere end Vinogradoffs forklaring.
45. Engl. Hist. Rev. VIII 1–17.
46. Hist. of Eng. Law I 38–39 og særlig Maitland, Domesday Book and Beyond s. 226–340, særlig s. 244 ff.
47. The growth of the manor s. 209.
48. l. c. s. 246.
49. Domesday Book and Beyond s. 226 ff.
50. l. c. s. 231.
51. Se Domesday Book and Beyond s. 210–41.
52. DN II no. 4.
53. Se herom H. Hjärne, Kyrkliga inflytelser inom Sveriges äldre statsrätt i Bidrag till Sverges medeltidshistoria tillegnade C. G. Malmström. L. M. Bååth, Bidrag till den kanoniska rättens historia i Sverige.
54. Af Landnámas beretning (Hauksbók c. 294) om, at kong Harald bestemte, at ingen skulde tage mere land paa Island, end han med sit skibsfølge kunde fare om med ild paa en dag, synes at fremgaa, at han ogsaa angaa sig som eiere af Island.
55. Gilbert Goudie, The celtic and scandinavian antiquities of Shetland (1904) s. 172 ff. Peterkin, Rentals of the ancient Earldom and Bishopric of Orkney (1820).
56. G. 149. F. XIV 10.