Studier over Harald Haarfagres Historie

Historisk Tidsskrift, fjerde Række, fjerde Bind, 1907 (s. 1-80).

Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen ►

journalHistorisk TidsskriftStudier over Harald Haarfagres HistorieYngvar NielsenGrøndahl1907Kristianiafjerde Række, fjerde BindStudier over Harald Haarfagres Historie1-80

STUDIER

OVER

HARALD HAARFAGRES HISTORIE.

AF

Dr. YNGVAR NIELSEN.

1. Indledning.

Som Harald Haarfagre, Norges første einvaldskonungr eller allvaldskonungr, staar for os, i Belysning, fornemmelig af den fra Egils Saga og fra nogle andre islandske Ættesagaer, saavelsom fra Heimskringla, kjendte Tradition, er han den haardhændte og tyranniske Hersker, under hvem gammel Selvstændighed, baade for Individ og for Samfund, maatte knækkes og dø bort. Vi kan med Lethed forstaa, at en saadan Tradition kunde danne sig, og at den kunde leve et langt Liv blandt Efterkommere af de Modstandere, hvem Kongens Erobringer og dybt indgribende nye Foranstaltninger havde drevet ud i Landflygtigheden, den være nu tvungen eller frivillig. Fra de Hold er der overhovedet ikke at vente en overbærende Dom, der erkjender, at der var Forhold, som berettigede Harald til at føre sin erobrende Samlingspolitik, og at Kongens Gjerning havde været en historisk Nødvendighed, der atter maatte begrunde en mildere Dom over hans Færd.

For Medlemmerne af flere blandt de til Island udvandrede norske Slægter var der utvivlsomt Omstændigheder forhaanden, som kunde efterlade bitre, smertelige Minder fra de Kampe, der førte til Grundlæggelsen af det norske Enekongedømme og til den dermed nær sammenhængende Omformning af det gamle Samfund. Det er let at forstaa, hvorledes netop den Maade, hvorpaa denne Nydannelse havde foregaaet, kunde indgive uddragende Nordmænd og deres islandske Efterkommere den Tro, at Samfundets Nyordning væsentlig bestod i en tyrannisk Krænkelse af ældgamle Rettigheder og i voldsomme Indgreb i den fra Fædrene hævdede personlige og sociale Frihed.

I Forbindelse hermed maa der ydermere haves for Øie, hvorledes flere af Udvandrerne inden sin Afreise fra Norge havde havt et personligt Mellemværende med Kong Harald, – hvorledes de havde følt sig personlig krænkede og tilsidesatte af ham og derpaa havde forladt det gamle Hjem som hans bitre Fiender. Af senere Slægter kunde saa dette, væsentlig personlige Fiendskab lettelig opfattes som grundet i et vidtgaaende politisk Modsætningsforhold, – hvorved senere den Tradition, som dannede sig blandt dem, angaaende det norske Monarkis Grundlæggelse og Islands Bebyggelse, ganske naturlig formedes som en Anklage mod den norske Konge, i hvis Regjeringstid begge Dele havde fundet Sted.

Men som denne Tradition foreligger, kan den i og for sig ikke eie nogen Ret til at opstilles som fuld historisk Sandhed. Det maa ialfald være tvivlsomt, hvorvidt man deri har at se noget andet end et Udtryk for det Syn, som Efterkommere af misfornøiede norske Udvandrere havde paa Kong Harald og paa hans Samlingsværk. Allerede deri, at den nævnte Tradition i sin skarpeste Form er opbevaret i Egils Saga, altsaa netop i den af de islandske Ættesagaer, der i det hele, fremfor alle andre, repræsenterer den mod Harald personlig mest fiendske Opfatning, maa der ligge en Opfordring til at være varsom med at tillægge den almengyldigt Værd.

Saa er imidlertid skeet.

Ved Bedømmelsen af Haralds historiske Personlighed har der været lagt en stor Vægt paa de Steder af den nævnte Saga, hvor Resultaterne af hans Gjerning i Norge findes sammenstillede.

Der skulde imidlertid saa meget mere været Betænkeligheder ved at tage disse Steder af den enkelte Saga til Rettesnor, som dens Opfatning er fremmed for enkelte andre, med den ligestillede Sagaværker. Dertil kommer, at den Tradition, der maa ansees som den ægteste islandske, – den Tradition, som er opbevaret i Landnámabók, ingenlunde som Helhed kan tages til Indtægt for den i Egils Saga givne haarde Dom.

Det er tillige en Kjendsgjerning, at der ogsaa er bevaret en helt anden, om end meget knapt formet Traition om Kong Harald, – en Tradition, der stiller ham i et fra den første ganske afvigende Lys. Den Opfatning, som taler ud fra denne Tradition, træffes i gamle historiske Skrifter, der enten er forfattede i Norge eller ialfald har staaet under Paavirkning af den i dette Land raadende historiske Betragtning. At betegne disse historiske Synsmaader som fremgaaede af norsk Tradition maa derfor være berettiget.

For denne norske Tradition staar Kong Harald og hans samlende Værk i en Belysning, der fuldstændig afviger fra den, som findes i Egils Saga. Seet med norske Øine, staar Harald Haarfagre, fremfor noget andet, som den fredstiftende Konge, hvis Gjerning det var at bringe Orden og Ro tilveie i Landet og at give det af indre Stridigheder oprevne Folk Anledning til at læge alle Saar.

Men ogsaa ved denne Tradition kan der frembyde sig visse Betænkeligheder, – hvorvidt den virkelig ublandet repræsenterer den Opfatning af Kong Harald, der havde holdt sig helt fra hans egen Samtid. Der er ved de Kilder, i hvilke den er bragt til Eftertiden, enkelte Sider, der maa fremkalde visse Tvivl, om den virkelig ogsaa giver os den fulde og ubeskaarne historiske Sandhed. Det er, naar der nærmere sees hen til de Kildeskrifter, i hvilke den er bevaret, og navnlig naar der tages Hensyn til den Tendens, der ialfald aander ud fra nogle af dem, maaske ogsaa for dens Vedkommende vel beføiet at gjøre visse Forbehold. Ialfald kan det, under Hensyn til det Tidspunkt, da denne norske Tradition førtes i Pennen, tænkes som en Mulighed, at vi der netop kunde have for os det Syn paa Kong Harald og hans Gjerning, som Sverre og Kongerne af hans Æt ønskede at skaffe Indgang i det norske Folks historiske Bevidsthed. I dette Tilfælde vilde det været politiske Hensyn, som havde medvirket til at give netop denne norske Tradition en Form, der stemte med Kongehusets egne Interesser og Planer.

En nøiagtig Udskillen af hver enkelt mellem disse historiske Opfatninger har ikke hidtil været forsøgt. Historikernes Skildringer af Harald Haarfagre var længe nærmest byggede paa en Sammensmeltning mellem de forskjelligartede Kilders Udsagn. De betragtede dem alle omtrent som ligegode, kun at jævnlig en ganske væsentlig Vægt blev lagt paa den Side ved den islandske Tradition, der var mest ubillig mod Kong Harald. Men med den høist vekslende Alder og Karakter, som der er ved disse Kilder, kan dette ikke ske. Kildernes Vægt er en meget skiftende, hvorfor det ikke kan tilstedes at sammenstille f. Eks. Fagrskinna og Egils Saga som helt jævnbyrdige og lige vægtige. Jeg kan derfor ikke betragte det som endelig afgjort, at den overveiende Del af det norske Folk og de fleste Islændinger virkelig har betragtet Harald Haarfagres Personlighed og hans Nydannelse af det norske Samfund i det Lys, hvori det hele stod for de Islændinger, der delte Mening med Forfatteren af Egils Saga. Over selve den nye Statsdannelses Art er der i Aarenes Løb opnaaet en voksende Klarhed, og dette er her for mig kun et underordnet Spørgsmaal. Hvad jeg derimod hovedsagelig vil have for Øie, er noget andet, – nemlig hvor langt det kan være muligt at naa i Retning af at skaffe Klarhed over det Spørgsmaal, hvorledes den virkelig ægte, af personlige Hensyn upaavirkede Tradition om Harald Haarfagre har været.

Her spørges da først: hvorledes har han staaet for det norske og for det islandske Folk? – har han været opfattet som den ordnende, fredsæle Hersker eller som den haardhændte Tyran? Dette har tillige en nær Sammenhæng med et andet Spørgsmaal: hvorvidt den Udvandring til Island, der tog sin Begyndelse kort efter Slaget i Hafrsfjorden og Norges Samling, overveiende har været foranlediget ved den Maade, hvorpaa Harald gjennemførte dette sit Storværk. Mellem begge disse Dele er der en nær indre Forbindelse.

Her vil den sikreste og paalideligste Kilde, som overhovedet haves for Harald Haarfagres Regjeringshistorie, ikke slaa til. De samtidige Skaldevers behandler kun Begivenheder og Livet ved Kongens Hird. Ingen Hirdskald kunde lovsynge de store administrative Forandringer, som han gjennemførte, og allermindst kunde han fortælle om, at de havde vakt Misnøie.

Udover Skaldeversene er alt, hvad der fortælles om Kong Harald, udelakkende bygget paa gammel Tradition, der er formet over lokale Sagn, og disse er igjen af meget ulige Værdi. Det gjælder da om at udfinde, hvor denne Tradition og disse Sagn har den største Ælde og den største Paalidelighed. Som de nu foreligger, er der hengaaet Aarhundreder, forinden de førtes i Pennen. Gjennem den mundtlige Overlevering har de været forplantede under forskjellige ydre Omstændigheder, der kam have øvet forskjellig Indvirkning paa deres Form. Det gjælder da om at træffe Traditionerne i deres mest tendensfrie Skikkelse. Vi er saa heldige, i den allerede nævnte Landnámabók at have en Samling af Traditioner om Harald Haarfagre, i hvilken der ikke er gjort Forsøg paa at tvinge dem ind under en enkelt historisk Opfatning. Men dette giver dem for vort Øiemed et Værd, som ikke kan tillegges noget andet enkelt Skrift i den gamle islandske Literatur. Af den Grund kan netop Udgangspunktet for den videre Undersøgelse bedst tages i dette eiendommelige Skrift.

Forinden jeg gaar over til den detaillerede Paavisning af den nøgterne, upaavirkede Karakter, som hviler over de deri samlede Traditioner, skal jeg først omtale den historiske Begivenhed, som afsluttede Harald Haarfagres lange Erobringskampe inden selve Norge, og først derefter optage Traaden i min videre Undersøgelse.

2. Slaget i Hafrsfjorden.

Efter den længe mellem alle Historikere gjængse Opfatning havde Slaget i Hafrsfjorden, Aar 872, alene Betydning som Afslutningen af Harald Haarfagres store Erobringsforetagende i Norge. Det var kun den sidste Kamp, i hvilken Kong Harald beseirede de faa gjenværende Modstandere inden Norges Grænser og derefter underlagde sig deres Smaariger i det sydlige Norge. Men udover dette skulde ikke Indvirkningerne af Kampen i Hafrsfjorden have rukket. I denne Henseende har længe den ene Historiker fulgt den anden^[1]. Kun en eneste har skilt sig ud. Denne var Gustav Storm, der i en Monografi om Slaget (trykt i Historisk Tidsskrift, Række II, Bind 2, S. 313–331) fremsatte en helt ny Anskuelse, den nemlig, at Haralds Modstandere i Hafrsfjorden ikke alene var de indtil da uafhængige Konger eller Høvdinger over Hørder, Ryger og Egder, men at talrige Nordmænd fra Island og fra de skotske Øer havde kjæmpet sammen med dem.

Hvad Storm har fremført i denne Afhandling, er for mig meget tiltalende. Det forekommer mig at være saa godt begrundet, og i sig selv saa sandsynligt, at det omtrent kan regnes som givet, at Slaget i Hafrsfjorden herefter maa sees og forstaaes ud fra det af Storm hævdede Synspunkt. Et strengt historisk Bevis er ikke ført. Et saadant kan heller ikke føres. Endvidere kan der maaske i enkelte Punkter gjøres Indvendinger mod Storms Teori. Men jeg tror alligevel, at den, som Helhed taget, paa det nærmeste rammer de virkelige, historiske Forhold, og efter dette bliver Slaget i Hafrsfjorden en Kamp, hvori den norske Vikingeverden fra Vesten har været indviklet, og som derfor ligeledes fik meget vidererækkende Følger, end det tidligere var forudsat, med Kampens snevrere Begrænsning.

Storm erkjender ingen andre norske eller islandske Kilder som gyldige for Slagets Historie end de gamle Kvad, som er gjengivne i Fagrskinna og i Heimskringla, og dette er aldeles rigtigt. De udmalende Beretninger, som træffes i flere Sagaredaktioner, er enten byggede over disse eller konstruerede paa nyere Formodninger. Med saadant for Øie maa derfor Personligheder som de to Konger Erik af Hørdaland og Sulke af Rogaland med dennes Broder Sote Jarl udgaa af Historien. Slaget har alene staaet mellem to Konger: Luva, den ætstore Konge, allvaldr austmanna, paa den ene Side, og Kjøtve, den mægtige og halsdigre. Sidstnævnte havde tillige for Anledningen faaet Hjælp af en anden Konge, der nævnes under Navnet Haklang.

Alle tre Navne er Tilnavne.

At Luva betegner Kong Harald, maa være utvivlsomt. Det er den haarrige Konge. At de to andre Navne maa være Øgenavne, er antagelig ligesaa utvivlsomt; den ene Konge betegnes som den fede, halsdigre, over hvem den seirende Part hoverer, og den Egenhed ved den anden Konges Ydre, hvortil hans Tilnavn hentyder, er mere end tilstrækkelig Grund til at forklare dette.

I yngre Sagaer har man forsøgt at supplere de to Øgenavne ved at give hver af de nævnte Konger et ordentligt Fornavn, og de taler saaledes om Asbjørn Kjøtve og Tore Haklang. Men der er ingen Grund til deri at se andet end et Udslag af en fri Fantasi. Heller ikke er vi dermed nærmere til at erholde nogen Oplysning om, hvem disse Konger forøvrigt har været.

Imidlertid er det muligt, ad andre Veie at faa Rede paa, hvem og hvorfra disse Konger var.

I Skaldekvadene om Hafrsfjordskampen siges, at den saakaldte Kjøtve, den halsdigre Konges Krigere bar vesterlandske, altsaa skotske eller irske Sværd og galliske Skjolde. Dermed synes det givet, at de havde faaet sin krigerske Udrustning fra de keltiske og fra de frankiske Lande. Men dette, at Kong Haralds Modstandere i Hafrsfjorden havde Vaaben fra Skotland eller Irland, faar en vis Vægt, naar det sammenstilles med en irsk Beretning, paa hvilken Storm først har henledet Opmærksomheden. Det er et irsk Annalfragment, der omhandler Hafrsfjordslagets Tid^[2], og i dette heder det:

[871]. „Amhlaeibh drog fra Erin til Lochlann for at føre Krig mod Lochlannmændene og for at hjælpe sin Fader Godfrid. Thi Lochlannmændene havde begyndt Krig mod ham. Hans Fader var kommen for [at faa Hjælp fra] ham. Men da det vilde være kjedeligt at berette om Krigens Aarsag, og det desuden kun angaar os lidet, uagtet vi har en Kundskab om det, undlader vi at skrive det, for vor Opgave er ikke at skrive hvadsomhelst der kan angaa Erin, eller ikke engang alt dette; for Irerne lider ondt, ikke alene fra Lochlannmændene; men de lider ogsaa megen Uret fra hinanden indbyrdes.“

Umiddelbart efter følger i samme Fragment en anden Annalnotits, der lyder saaledes:

[873]. „I dette Aar, det tiende af Aedh Finnliaths Regjering, plyndrede Imhar, Søn af Godfrid, Søn af Ragnvald, Søn af Godfrid Conung, Søn af Godfrid, og Sønnen af den Mand, som drog bort fra Erin, d. e. Amhlaeibh, hele Erin, fra Vest til Øst og fra Syd til Nord.“

Ved Lochlann menes Norge, og Amhlaeibh er den morske Konge i Dublin, der i norsk-islandske Kilder fører Navnet Olaf hvite. Landnámabók (S. 108) har et noget andet Slægtregister. Han siges der at være Søn af en Ingjald, som tilhørte en Gren af de oplandske Ynglingekongers Æt. I denne forekommer ogsaa Navnet Gudrød (Godfrid). En saadan mindre Uoverensstemmelse har dog for vort Vedkommende ingen Betydning.

Hovedsagen er og bliver det mærkelige Sammentræf, som her er forhaanden mellem Skaldekvadenes Oplysning om Haralds Modstandere som de, der bar vesterlandske Vaaben, og de irske Annalers korte Beretning om den norske Konge i Dublin, der drog til Norge for at hjælpe sin Fader. Storm maa have Ret, naar han derom har udtalt:

„Dette Tog, som en Konge fra Lochlann forbereder ved at samle Tropper i Irland, kan, saavidt jeg forstaar, ikke være andet end det, som islandske Kilder omtaler i de samme Aar, og som endte med Slaget ved Hafrsfjord.“

For mig er dette i høi Grad overbevisende.

En Konge fra Norge kommer i 871 til Dublin til sin Søn, som der er Hersker, for at søge hans Bistand imod en farlig Fiende i Norge. De drager saa begge dertil Det maa have været en ganske betydelig Flaade, hvorover Kongen i Dublin kunde raade. Ved et stort Plyndringstog til Skotland i samme Aar havde han ifølge de irske Annalers Oplysning havt med sig tohundrede Skibe, og kanske han har ført et ligesaa stort Tal over Havet til Norge. Om hans Fader, Kong Gudrød af Agder blot har havt det halve Tal af dette, har det alligevel været en mægtig Flaade, der mødte frem. Der synes ikke at være nogen Mulighed for, at en saadan Styrke skulde have været i Norge samtidig med, at Slaget stod i Hafrsfjorden, uden at Erindringen derom skulde have fremkaldt Skaldevers, som atter var blevne opbevarede af Sagaforfattere.

Efter de irske Annaler er det øiensynligt, at Kongen fra Dublin har fundet sin Død paa dette Tog^[3]. Han er ialfald ikke kommen tilbage til Irland, og i 873 tales der, som vi har seet, om,Sønnen af den Mand, som drog bort fra Erin, og som altsaa øiensynlig er kommen af Dage udenfor Irland. Men saa meget mere maa det beklages, at den gamle irske Annalforfatter ikke har anseet det nødvendigt at meddele mere af den Kundskab, han selv siger, han har havt. En irsk Beretning om Hafrsfjordslaget vilde været meget værd.

Det maa ansees som utvivlsomt, at der i 872 i Norge alene har staaet og alene har kunnet staa et eneste Søslag med saadanne store Maal. Kjøtve og Haklang bliver saaledes de samme som Godfrid og Amhlaeibh eller Gudrød og Olaf, den ene fra Dublin, den anden formodentlig fra Agder^[4]. Ti det maa fastholdes, at der i de gamle Kvad alene er Tale om to Konger, der kjæmper mod Luva.

At Sagaerne mellem Deltagerne i Kampen ogsaa nævner Kong Erik af Hørdaland, Kong Sulke af Rogaland og dennes Broder Sote Jarl, er – som allerede nævnt – uden Betydning. Storm har nærmere paavist, hvorledes dette udelukkende kan tænkes indkommet gjennem senere Tildigtning. Denne Tildigtning kan være bygget over Lokalsagn, som maaske ikke engang oprindelig har havt nogen Sammenhæng med Hafrsfjordslaget. Storm formoder, at «Kong Erik er kommen med, fordi en saadan var kjendt fra Sagnet om Gyda Eriksdatter. Herom er det ikke muligt at have nogen nærmere begrundet Mening. Derimod er der sikkerlig en Sammenhæng mellem det Navn, som er tillagt Rogalandskongen Sulke og Fjeldnavnet Sulken, der forekommer indenfor Jæderen. Hvorledes denne Forbindelse er istandbragt, og hvilke Kombinationer der har bragt den ind i Sagaens Beretning, er usikkert og kan være Gjenstand for flere Gjætninger. Der kan have været et Sagn om en Kong Sulke, knyttet til Sulken, og dette har saa foranlediget Sagaforfatterne til at give den Konge af Rogaland, som de har anbragt i Kampen, netop dette Navn.

Sulken (Sōlkjen) sees, efter hvad Konservator Helliesen i Stavanger velvilligst har meddelt, meget godt fra Jæderens ytre Rand, f. Ex. ved Gaardene Reve og Hodne, der ligger noget i Nord for Jæderens Rev. Endnu bedre sees dette Fjeld ude fra Havet, og det er der et bekjendt Sømærke og Med. Inde paa selve Jæderfladen tager det sig derimod ikke noget videre ud. Det er i nær Overensstemmelse med mange lignende Lokalsagn, at der af Sulken er lavet en Kong Sulke, – kun, at vi, saafremt min Formodning erkjendes for rigtig, i dette Tilfælde har et Sagn af meget høiere Ælde, end der ellers med Sikkerhed kan paavises^[5].

Saa meget mere beføiet er det at lade Kong Sulke og de to andre Høvdinger udrangere af den sikre Historie. I det Sted bygges vor Viden om Slaget i Hafrsfjorden paa de gamle Skaldevers og paa de irske Annaler.

Der er endnu at nævne et velkjendt Sted i Landnámabók (S. 174), der viser, at der umiddelbart før det store Slag kom Vikinger vestenfra til Rogaland, som opererede paa egen Haand og sluttede sig til Harald Haarfagre. Det er neppe rimeligt, at dette var saa ganske tilfældigt, uden at de i Forveien skulde have været vidende om, at noget stort var i Gjære. I Slagets Aar og nærmest forud for dette, er det rimeligt, at Bevægeligheden mellem de udflyttede og omsværmende Nordmænd har været større end sædvanligt, og at Vikingernes Opmærksomhed var vakt for, at noget forestod, som ogsaa for dem kunde drage alvorlige Følger efter sig.

Jeg vil ikke her gaa videre i dette Punkt. Jeg nøies med at præcisere Storms Meninger, – at den ene i Kvadene om den store Kamp i Hafrsfjorden nævnte Konge eller Høvding har været en Gudrød og Konge fra Agder, og at han har havt Hjælp af sin Søn Kong Olaf hvite fra Dublin. For Kong Harald blev dermed Slagets Maal og Resultater noget mere end alene Samlingen af Norge i egentligste Forstand. I og med Seiren havde han ogsaa faaet den Anvisning paa at udstrække sit Herredømme til de norsk-keltiske Vesterlande, som han snart efter fulgte.

Derimod skal jeg endnu dvæle noget ved Hafrsfjordens geografiske Forhold, der ogsaa har sin Interesse^[6]. Ti Valget af denne Fjord var ingen Tilfældighed. Den er som skabt til Valplads for en afgjørende Søkamp efter den gamle Taktik. Man rammer ikke det karakteristiske ved denne Fjord, ved at nøies med de almindelige korte Beskrivelser, – at den ligger nordligst paa Jæderen, at den har et smalt Indløb og at den længere inde breder sig ud til en større Flade, omkring Sømsøerne.

Virkeligheden byder nemlig meget mere. Hafrsfjorden og dens Omgivelser er noget høist mærkeligt. Den ligger ovenikjøbet netop paa det Punkt af Kystlinien, hvor det var nærmest at være forberedt paa Ankomsten af den fra Vesten ventede norsk-irske Flaade, – paa den store Halvø, Stavangerhalvøen, hvormed Jæderen mod. Nord finder sin Afslutning, mellem Atlanterhavet og Gandefjorden. Gamle Jordfund fra denne Halvø vidner om, at den tidlig var et Hjem for en udviklet Kultur. Her findes ogsaa de gamle Storgaarde, fremfor alle det berømte Sole.

Halvøen er meget ophakket. To store Vand, der begge fører Navn af Stokkevandet, ligger kun faa Meter over Havet, og deler den. Forbi Sole fører et ganske lavt Eide over til Havet fra Hafrsfjordens sydvestlige Bund. Alt dette var i gamle Dage af en meget væsentlig Betydning. Thi derigjennem blev den hele Halvø tilgjængelig. Hafrsfjorden var i Oldtiden – tiltrods for, at den da som nu kun havde et eneste virkeligt Udløb – dog tilgjængelig, mindst fra tre Sider, idet det var en let Sag at drage de dengang brugelige Skibe over Eider og ferske Vand til Havet ad forskjellige Veie. Fornemmelig var det her Eidet i Nord for Sole, som maatte komme i Betragtning. Det er øiensynligt, at Pladsen for denne gamle Storgaard maa være valgt med Hensyn til den Adgang, dette Eide har budt til at slæbe Skibene overland ud og ind af Hafrsfjorden. Denne var saaledes ingen cul de sac, kun det hovedsagelige Led i et forgrenet System af Fjorde og Ferskvand, der breder sig over den hele Halvø. Hafrsfjordens Bredder blev ikke alene et ypperligt Hjem for Vikinger. Dens store indre Flade blev tillige en fortrinlig Kampplads, i sin Art af de bedste, som den norske Kyst har at byde.

Det var derfor ingen Tilfældighed, at Harald Haarfagre valgte dette Sted til at optage en afgjørende Kamp, ikke mod nogle faa norske Smaakonger alene, men tillige imod Magten fra den norsk-keltiske Verden i Vesten. Valget af Sted for denne store Styrkeprøve giver tillige en Veiledning til at forstaa de Principer, hvorefter Vikingetidens Søkrigere førte sine Kampe. Den, som ovenfra Udlandshaugen, dette nu saa yndede Udflugtssted for Reisende fra Stavanger, ser udover Hafrsfjorden med dens brede Omgivelser, forstaar let, at her var den rette Plads for det Slag, hvis blivende Resultat var Samlingen af det egentlige Norge og Indledningen til en Grundlæggelse af det større Norge, som siden holdt sig gjennem lange Aarhundreder.

Endnu maa jeg nævne et enkelt topografisk Punkt, som vedkommer Slaget i Hafrsfjorden.

I Hornkloves Kvad^[7] heder det:

»Lei af Landet
mod Luva at verge
blev halsdigre Høvding:
Holmen til Skjold tog han.“

Dette er øiensynlig den eneste Kilde for den mere udvidede Beretning i Heimskringla: „da flygtede Kjøtve og paa en Holme, hvor der var stor Befæstning.“ Men denne udvidede Text, med dens Tillæg om den store Befæstning, skyldes sandsynligvis en Viden, som Snorre Sturlassøn har erhvervet ved et Besøg paa selve Valpladsen. Det kunde derfor have sin Interesse at kontrollere Rigtigheden af denne Beretning, idet Hafrsfjorden netop ligger inden de Dele af Norge, hvor Snorre havde reist, og det maatte antages, at han ikke havde passeret derforbi, uden at foretage en Undersøgelse af Stedforholdene. Om Høsten 1218 reiste Snorre fra Bergen til Tønsberg, og da har han neppe undladt at se indom i Hafrsfjorden.

Den 28de Juni 1905 passerede jeg fra Sole op til Hinna og derfra til Stavanger, paa den indre Side af den navnkundige Fjord, hvor jeg havde min Opmærksomhed særlig henvendt paa Muligheden af at kunne paavise den af Snorre omtalte store Befæstning. Jeg traf den ogsaa. Men den laa ikke paa nogen Holme. Hvis Snorre har været der i Baad og er kommen til Stedet fra Fjordsiden, er det nok muligt, at han har taget det for en Holme. I Virkeligheden er det dog en Halvø. Denne bærer paa sin ytterste Spidse Mure, der stammer fra et meget gammelt Befæstningsanlæg, fra en af de saakaldte Bygdeborge, ovenikjøbet fra en ganske stærk Befæstning. Jeg saa snart, at denne Halvøbefæstning efter al Rimelighed maatte være den i Heimskringla omtalte Befæstning paa Holmen.

Da jeg den følgende Dag i Stavanger konfererede herom med Konservator Tor Helliesen, fik jeg ogsaa Vished for, at jeg dermed havde truffet det rette. Men jeg havde ikke været den første, som gjorde Opdagelsen, der ovenikjøbet allerede for flere Aar siden havde været fremsat paa Tryk. Konservator Helliesen havde under sine mangeaarige grundige Undersøgelser af Landet omkring Stavanger ogsaa paavist Tilværelsen af denne Bygdeborg og derefter fremsat Formodningen om, at den var identisk med den i Heimskringla omtalte store Befæstning, – en Formodning, som jeg alene kan give min fulde Tilslutning. En tilsvarende Befæstning findes, efter hvad Hr. Helliesen oplyste for mig, overhovedet ikke paa noget andet Sted ved eller i Hafrsfjorden, hvis Øer og Holmer han, netop med dette for Øie, har underkastet en indgaaende Undersøgelse^[8].

Den Halvø eller det Nes, hvorpaa den omhandlede Bygdeborg er anlagt, tilhører Gaarden Saurnes og kaldes Ytreberg. Paavisningen af denne Lokalitet er et vigtigt og interessant Led i de af Hr. Helliesen drevne Undersøgelser paa Jæderen. Naar han mener, at Neset tidligere har været en omflydt Holme, kan jeg dog ikke være enig med ham. Det forbindende Eide er nemlig saa høit, at det hverken paa Snorres eller paa Harald Haarfagres Tid kan tænkes at have ligget under Vand. Der er desuden ogsaa paa Eidets indre Side en Mur, der synes at høre med til den gamle Befæstning, og denne forudsætter, at Neset har været landfast, da Anlægget af denne Bygdeborg fandt Sted.

At den slagne Konge fra Agder har taget sin Tilflugt til denne gamle Befæstning, er altsaa kun en Formodning fra Sagaskriverens Side, og denne kan vel nærmest blot være at opfatte som lidet grundet.

Hvad det med Slaget nogetnær samtidige Skaldevers angaar, da nævner jo dette alene en Holme uden at tale et Ord om Befæstningen, som først er kommen ind i den meget yngre prosaiske Skildring i Kongesagaen. I det 12te og 13de Aarhundrede kan denne have været i forholdsvis god, kanske endog brugbar Stand, og det er da ikke forunderligt, om Datidens historiske Kritik har ment, at den her havde for sig den Lokalitet, hvortil Skaldene havde ladet Kong Kjøtve flygte, da Slaget var tabt for ham. Hvis han var kommen iland ved Ytreberg, havde det ikke været vanskeligt for ham at flygte videre, sammen med dem af hans egne Krigere, der tog de øvre Veie over Jæderen for derved at komme tilbage til Agder. Men da havde der heller ikke været nogen særlig Grund til at omtale hans Landstigning paa dette Sted.

Vi maa med Skaldeverset holde paa, at den slagne Konge virkelig kom iland paa en Holme i Fjorden, hvor han forsøgte et sidste Forsvar. Denne Holme (eller mindre Ø) maa være en af Sømsøerne, og paa den er da Kongen af Agder – som det maa forudsættes – snart bleven dræbt. Om dette end ikke udtrykkelig er nævnt af Hirdskalden, der lovpriste Haralds Bedrifter, maa det alligevel være forudsat, som noget, der fulgte omtrent af sig selv. Nærmere er det neppe muligt at komme med den rette Sammenhæng i Hafrsfjordslagets sidste Episode.

3. Landnámabók’s Traditioner.

Landnámabók, den navnkundige Landnámabók er og bliver et af den islandske Sagaliteraturs mærkeligste Skrifter. Denne Bog eier visseligen ikke Sidestykke i nogen anden Literatur, og med Rette kan derfor Finnur Jónsson nævne Bogen som „et Værk med et saa eiendommeligt Indhold og af en saa exakt Paalidelighed, at den altid vil være den islandske Oldliteraturs Pryd og Stolthed“. Landnámabók er den store Fundgrube for Studier over Islands og tildels over Norges Fortid, af mangesidig Art. For os her eier den sin særlige Betydning gjennem de Oplysninger, den giver af Forholdene i Norge, paa den Tid, da dette samledes til et eneste Kongerige. Om overhovedet noget historisk Skrift skulde kunne give ægte, nøgterne islandske Traditioner helt tilbage mod Indvandringstiden, da maa det være dette, som derfor bliver den store Generalnævner, ved hvis Hjælp det er muligt at kontrollere de hidhørende Beretninger, som indeholdes i de islandske Ættesagaer.

Landnámabók antages i sin endelige Redaktion at stamme fra Tiden mellem 1200 og 1225^[9]. Men dette hindrer ikke, at dens Indhold kan tages som Bevis for og Veiledning til at forstaa meget ældre Forhold. Kilderne har nok for en Del været islandske Ættesagaer, og i saadanne Tilfælde ligger Bogens Beretning nær ind paa disse. Tildels er den dog i Strid med, hvad de fortælle. Men overveiende hviler Bogen paa indsamlet mundtlig Tradition, af hvilken en Del ogsaa forud er ført i Pennen af kyndige Mænd. Der er de gamle, noksaa ubearbeidede islandske Slægtstraditioner, som har været bevarede gjennem Hundreder af Aar, med hvilke vi her kan stifte et Bekjendtskab, og hvad en saa fremragende Kjender af den gamle Sagaliteratur som Finnur Jónsson herom har udtalt, maa erkjendes at ramme den hele og fulde Sandhed: at de eier en saa stor Paalidelighed og Tilforladelighed, som overhovedet kan ventes i Spørgsmaal af den Art. Ifølge samme Forfatter danner Bogen et velkomment Supplement til de islandske Ættesagaer „og giver os Midler til at prøve disses historiske Værd“.

Selv om der i Enkelthederne kan findes Feil, vil dette dog ikke forringe Bogens almindelige Paalidelighed i dens Helhed. Det er for en Del ogsaa Feil, som det er let at kontrollere, saa at de for en Bedømmelse af Bogens Værd som Kilde vil være uden større Betydning.

Efter de store Grundlinier maa Billedet forudsættes at være nogenlunde korrekt. Saaledes giver Landnámabók det mest tilforladelige Indblik i de Forhold, der bestemte og paavirkede Udvandringen fra Norge, og i hvad der forøvrigt stod i Forbindelse med denne. Det er Traditioner, som er samlede fra det hele Island og gjengivne, hver enkelt for sig i geografisk Rækkefølge, henførte til hver sit Sted. De forskjellige Traditioner er ikke afpassede efter hinanden, ikke pressede ind under en fælles, samlende Redaktion; men den ene staar uafhængig af den anden, som den altid forhen havde staaet.

Alene ved at gjennemgaa samtlige i Landnámabók indtagne Traditioner og ved at undersøge, hvad der siges – og kanske allermest ved at undersøge, hvad der ikke siges, vil der kunne bringes fuldstændig Klarhed over det vigtige Punkt, hvad Efterkommerne af de til Island udvandrede norske Slægter havde at meddele om de Bevæggrunde, der engang havde drevet deres Forfædre bort fra Norge. I denne Henseende tør Traditionernes Taushed være ulige mere veiledende end de Tilfælde, i hvilke de taler, – og denne Taushed godtgjør, at Massen af Islands Slægter ikke kan have bevaret blivende, bitre Minder fra Udvandringstiden.

Landnámabók er for den væsentligste Del taus om saadanne. Den taler i Almindelighed ikke derom. Saa maa det ligge nær at drage den Slutning, at Traditionerne i alle saadanne Tilfælde ikke har havt noget at meddele. Ved en Gjennemgaaelse af Bogens talrige Anførsler og Opregninger, falder det meget hurtig i Øinene, hvor knappe de Traditioner er, som angaar Minder af den nævnte Sort. Bogen er kortfattet i, hvad den har at byde af saadanne Oplysninger. I store Dele kan dens Indhold nærmest karakteriseres som en nøgen Statistik over Udvandrerne og over deres Slægter En udførligere, udmalende Tradition hører med til Undtagelserne.

Det er det, som maa fastholdes, – at Landnámabók, den bedste og sikreste Kilde for islandsk Tradition, som Regel ikke har andet at berette om de fleste norske Udvandrere, end det ene, at de kom over til Island og der bosatte sig paa nærmere angivne Steder. I de følgende Aarhundreder har Traditionen om Personnavne og Stedsnavne holdt sig med en mærkelig Seighed, medens der ikke kan være talt om, at der til disse Navne var knyttet nogen Minder om, at Udvandringen havde politiske Aarsager.

Dette er det regulære ved de Traditioner, som er samlede i denne mærkelige Bog. Det andet er og bliver kun Undtagelser. Men Skildringen af et Folks Syn paa en stor historisk Tid maa bygges paa det, som er Regel, ikke paa Undtagelserne. Saaledes bliver Landnámabók, tagen som Helhed, nærmest et Bevis for, at der ikke paa Island har levet nogen almindelig Tradition om, at Øen væsentlig var bleven befolket af misfornøiede norske Udvandrere, der ikke kunde holde ud i Hjemmet paa Grund af Harald Haarfagres Tyranni.

Hos andre Folk vilde dette kanske ikke have en saadan Beviskraft. Men hos Islændingerne, med deres Paa samme Tid aarvaagne og følsomme historiske Bevidsthed, maa det kunne siges, at hvis den overveiende Del af Folket havde havt en stærk Følelse af, at de alle gjennem Trykket af tyranniske Forholdsregler var drevne ud fra sit oprindelige Hjemland, da vilde dette ikke have gledet ud af den levende Tradition.

Undtagelserne, de Tilfælde, i hvilke der nævnes noget om de Bevæggrunde, som havde drevet Udvandrerne bort fra Norge, maa snarere siges at bestyrke Regelen. Thi forsaavidt man erfarer noget om disse Grunde, er de af noksaa forskjellig Art. Tildels er de desuden i sig selv saa karakteristiske, at de maa formodes at have medvirket i mange af de Tilfælde, hvori man kun har Udvandrernes Navne og ikke faar videre Besked om Motiverne.

Jeg skal anføre, hvad der i Landnámabók^[10] anføres om de første Udvandreres, om Landnaamsmændenes Motiver, naar de forlod Norge.

Først møder her de Tilfælde, i hvilke det heder om dem, at de reiste ud, alene fordi de havde Lyst. Grunden har altsaa alene været den urolige Vandretrang, som var kommen dem i Blodet. I vore Dage, da vi kjender den stærke Magt, der ligger i Amerikafeberen, lader saadanne Følelser sig let forstaa. Den ene drog afsted, fordi den anden drog, uden rigtig at gjøre sig Rede derfor. Beretningerne lyder ganske ligefrem. I et enkelt Tilfælde, som i det med Grim Ingjaldssøn fra Hallingdal, Broder af Aase Herse, heder det: hann fór til Íslands i landaleit (S. 76). Et mere almindelig holdt Udtryk er, at vedkommende fór til Íslands at fýsn sinni eller af fýsi sinni (S. 201, 283 flg.); en enkelt Gang heder det: Eyvindr fýstist til Íslands eptir andlát föður síns (S. 228) eller som med Hovgoden Þórhaddr fra Mæren: hann fýstist til Íslands (S. 254). Om Ørlyg Hrappssøn, der tilhørte en Herseslægt fra Sogn og opdroges paa Suderøerne, heder det ligeledes, at han fra disse Øer fýstist at fara til Íslands (S. 42).

Men i denne Længsel, i denne fýsn efter at komme ud til det nye, fjerne Land – denne Trang efter at drage paa landaleit har vi vel det mest karakteristiske Udslag for den Aand, som havde taget Sæde i det norske Folk. Det er netop saa betegnende for Tidens gjennemgaaende Stemninger, hvad der fortælles om Þorsteinn lunan, hvem det var spaaet, at han skulde dø paa et Land, som den Gang endnu ikke var bebygget^[11]. Det har synlig været en Tanke, som senere drog efter med ham, saaledes at han paa sine gamle Dage virkelig begav sig afsted til Island sammen med sin Søn (S. 297). Om en enkelt Udvandrer heder det (S. 148), at hann fór til Íslands at vitja frænda sinna, og at han senere blev bosiddende paa denne Ø. Det er i den samme Smag.

Videre møder der Mænd, som driver Fredens Gjerning – ialfald for en overveiende Del –, om hvem det vel skulde kunne siges, at de ingen Opfordring havde til at drage bort fra Norge. Og dog gribes de af Udvandringslysten, som de ikke kan modstaa. En vakker Dag farer de saa ud og fæster Bo paa den nyfundne Ø, uden at vende tilbage til Norge.

Et godt Exempel byder her ved Siden af den førnævnte Torstein Lunan, Fortællingen om Skinna-Björn (S. 169 flg.) Hans Fader, Skútaðar-Skeggi, omtales som en maðr ágætr í Noregi; selve Bjørn siges at have faaet sit Tilnavn, fordi han var en Holmgarðsfari, altsaa handlede paa Rusland med Pelsværk. Men saa blev han kjed af sine Handelsfærder og drog til Island. Ogsaa Bjørns Søn, Miðfjarðar-Skeggi, omtales som garpr mikill ok farmaðr; men derhos herjede han í austrveg. Under et Besøg paa Sjæland brød han sig ind i Hrolf kraki’s Haug og satte sig i Besiddelse af dennes Sværd Sköfnung.

Under Forhold som disse, med Tidens store Uro, med den almindelige Bevægelighed, som overalt møder, maatte det fremfor alt ligge nær, at allehaande urolige, voldsomme Elementer søgte til Island og bosatte sig der. Mellem Farmanden og Vikingen var der ikke skarpt Skille, og vi har i Miðfjarðar-Skeggi et Exempel paa en Mand, der stod midt imellem begge Dele. I Omstændighedernes Medfør kunde han snart være den fredelige Handelsmand, snart den herjende Viking. Med saadanne Mellemled var Overgangen let.

For disse vilde Vikinger kunde hyppig Island blive et stille Hvilested, hvor de fandt sig tilrette ovenpaa et langt omflakkende Liv, fuldt af Uro og Møie. Landnámabók (S. 161, 269) har bevaret Mindet om flere af denne Slags Indvandrere til Island. Men saa nævner den ogsaa Exempler paa Mænd, som derfra fortsatte sit Vikingeliv, og som levede paa den Vis, de allerede i Forveien havde vænnet sig til at leve. Saadanne Personligheder er mest i Stilen, mest overensstemmende med hele den Aand, som var den raadende i Tiden. Hvad Traditionerne beretter om dem og om deres voldsomme Færd, bliver derfor et interessant Bidrag til et Tidsmaleri: Deres fýsn havde et videre Maal; deres landaleit sigtede længere ud end til alene at finde et Hjem paa Island og der slaa sig til Ro.

Af saadanne, for den hele urolige Tidsaand høist karakteristiske Personligheder møder først i Landnámabók’s Beretning (S. 80) en Hirdmand hos Harald Haarfagre, om hvem det siges: hann vá víg í véum ok varð útlegr; derfor drog han til Suðreyja ok staðfestist þar. Han havde tre Sønner, og disse drog senere til Island. – Videre har vi Þorbjörn bitra, der skildres (S. 159) som víkíngr ok illmenni, hvorved det ligesom bliver selvsagt, at han for til Island.

Paa samme Maade er det med Ólafr bekkr, en Søn af Karl or Bjarkey af Hálogalandi, som blev utlæg for et Drab og saa i Fællesskab med Ulfr víkíngr for til Island (S. 202). Þormóðr enn rammi blev landflygtig (S. 202), fordi han dræbte Gyrd, som var Morfar til Skjálgr á Jaðri, og for saa til Island. Selv var denne Þormóðr Søn af en Harald Viking. Gunnólfr enn gamli fra Sogn dræbte Vegeir, föður Vebjarnar sygnakappa og for siden til Island (S. 203). Videre er det selvsagt om en Mand som Flosi, der kaldes son Þorbjarnar ens gaulverska, at han maatte udvandre til Island. Han dræbte nemlig tre af Kong Haralds sýslumenn, og drog saa frivillig over Havet til Island (S. 295). Sogningen Özur hvíti var i Brudefærd paa Oplandene, hvor han vá víg i véum; derfor blev han landflótti til Íslands (S. 304).

Beretningerne om alle disse Personer er ganske ensartede. Det forstaaes let, at de har levet i en voldsomt gjærende Tid, i hvilken der var fuldt op af urolige Elementer. Det er et af de Billeder, som ikke kan misforstaaes. Overalt, efter hele Norges lange Kyst forekommer saadanne Personer, fra Jæderen og op til Haalogaland, saa langt overhovedet den norske Befolkning havde trængt frem mod Nord.

Inden selve Norge var der ogsaa denne samme Uro og Bevægelighed, der lod Mænd og Slægter jævnlig skifte Bo og flytte fra Landsdel til Landsdel, i en stadig Higen mod noget Nyt. Nogle slog sig omsider til Ro, inden Grænserne for det, som senere hen blev det samlede Norge. Men der var andre, som der ikke kunde finde sig tilrette, og disse søgte da videre ud. Uroen var kommen i Folket. Den havde grebet Sindene. Saa drev den mange bort.

Men denne Bevægelse var en langvarig Proces, der havde foregaaet længe, forinden Island var fundet og kjendt. Islands Opdagelse gav blot Strømmen en anden Retning. Først havde de, som var grebne af den store Bevægelse, søgt ud til de keltiske Lande i Vest for Nordsøen, hvor et nyt, norsk Befolkningselement kom ind og for en Tid blev det herskende. Vikingernes gamle Veie var kjendte. Havet gjennemsøgtes. Det var en Tid, der havde spredt norske Skibe ud over de nordlige Have, – en Tid for en almindelig landaleit, som den ellers ikke kan paavises, og det var denne, som gav Anledning til, at Island blev fundet. I den Henseende er det betegnende, at allerede Beretningen om Islands første Landnaamsmænd anvender et dertil svarende Udtryk (S. 31 flg.). De for, som det siges, at leita lands þess er Hrafnafloki hafði fundit, ok þá var Ísland kallat. Ogsaa paa en anden Maade viser denne Beretning om Ingolf og Hjørleif, hvorledes Norge var i Bevægelse og Uro, og hvorledes en derigjennem fremkaldt Familietvist blev den tilfældige Aarsag til Nordmænds første Bosættelse paa Island.

Ingolf og Hjørleif tilhørte en Æt, som oprindelig stammede fra Telemarken. Men for et Drabs Skyld havde den forladt sin Hjemstavn og havde bosat sig ved Dalsfjorden paa Fjalir. Her kom de i et fiendtligt Forhold til Atle Jarls Sønner, og saa udspandt der sig en Ættekamp af helt lokal Karakter. Der var i denne Kjærlighed, der var Drab og deraf fulgte igjen en Landflygtighed, som drev Ingolf og Hjørleif bort fra Norge og blev Anledningen til, at Island fik sin første Bebyggelse.

Noget lignende er Forholdet med den Beretning, som Landnámabók (S. 39 flg., 94 o. fl. St.) giver om Ketill flatnefr. Han traadte frivillig i Kongens Tjeneste, blev hans haandgangne og betroede Mand og overtog, hvad vi med et moderne Udtryk kunde kalde ven speciel politisk og militær Mission som Bestyrer af Suderøerne. I denne Stilling kom han i Kollision med Kongen, idet han undlod at betale ham de skyldige Skatter af sine norske Eiendomme. Dette vakte Haralds Vrede. Han inddrog Ketils norske Eiendomme og fordrev hans Søn Bjørn fra Norge, og dermed var denne Æt henvist til at slaa sig ned i Vesten og paa Island.

Den her meddelte Beretning, som er grei og forstaaelig, stemmer vel overens med Fortællingen i Eyrbyggja Saga. P. A. Munch har derimod (Norske Folks Historie, I, 1, S. 505) fundet en anden Relation, den, som meddeles i Laksdøla Saga, mere sandsynlig. Ifølge denne havde Ketil Flatnev allerede i Hjemlandet været misfornøiet med Haralds Nyordninger, og han havde af den Grund frivillig forladt Norge som Kongens personlige Fiende. Hvilke Hensyn der har bevæget Munch til at foretrække den sidste Form for Traditionen som den mest sandsynlige, vides ikke. For mig staar det, som om Landnámabók maa gives Fortrinet for alle Ættesagaer. Den repræsenterer dog som Regel den mest nøgterne og dermed visselig ogsaa den mest paalidelige Tradition. Som Beretningen i Laksdøla Saga foreligger, synes den ogsaa i andre Henseender at være urigtig.

Jeg forudsætter altsaa, at Ketil Flatnev oprindelig var saa langt fra at have været en principiel Modstander af Harald Haarfagre, at han endog til en Begyndelse havde reist ud som hans Mand, med et ham af Kongen særlig overdraget vigtigt Hverv.

Saavidt jeg kan se, er det netop den almindelige Uro og Bevægelighed, hvorom Landnámabók belærer os, selv hvor den kun giver de nøgne Navne, uden nærmere Oplysning om Motiver og om de ledsagende Omstændigheder. Uroen er det milieu, i hvilket Islands Bebyggelse rettelig maa sees.

Midt op i al Uroen kom imidlertid Harald Haarfagres Erobring, med dens Afslutning ved Slaget i Hafrsfjorden. En saadan Omvæltning, der greb ind i mange Forhold, kunde nu, mindre end ellers, undlade at sætte sine Spor. Uroen, som allerede var der, maatte nødvendigen øges. Der blev nu forskjellige, for hvem det ogsaa af politiske Grunde blev umuligt at holde ud i Hjemmet, og som derfor søgte bort fra dette. Af dem vendte mange sig til de keltiske Lande i Vest, medens andre søgte videre hen og drog til Island. Landnámabók gjør ogsaa Rede for denne Klasse af Udvandrere, der drog bort fra Norge af politiske Hensyn. Men sidestillet med den store Skare af Udvandrere, bliver deres Tal kun et ganske ringe. For de Traditioner, paa hvilke Landnámabók hviler, har saaledes politiske Bevæggrunde kun i forholdsvis ringe Udstrækning staaet som den afgjørende Aarsag til Udvandringen. Dette er ikke hidtil, i tilstrækkelig Grad, blevet paaagtet. Jeg skal da her, et for et, gjennemgaa de enkelte Tilfælde, som de refereres, og se, hvad der kan bygges paa dem.

Ved de Udvandrere, om hvem det siges, at de drog bort paa Grund af Misnøie med Kongen, altsaa ialfald for en Del af politiske Bevæggrunde, anvendes der regelmæssigen to Udtryk, der muligens kan have en lidt forskjellig Betydning. Det ene er, at.de fór bort fyrir ofríki Haralds konúngs hárfagra, – det andet, at de blev missáttir við Harald konúng enn hárfagra. Nogen større Vægt kan dog vanskelig lægges paa en saadan mulig Forskjel.

Det første af de to Udtryk (fyrir ofríki Haralds konúngs) forekommer ved Omtalen af Torolf Mostrarskegg (S. 96), Ørlyg Bødvarssøn (S. 155), samt den nedenfor (S. 31) nævnte Ørn fra Rogaland (S. 139 flg.). Flere var der ikke.

Hvor mange var saa de, der vilde drage ud, fordi de var blevne missáttir med Kongen?

Først møder her Án rauðfeldr (S. 140, 352), senere Strindbyggerne Eyvindr vopni og Refr enn rauði (S. 238), samt Ófeigr fra Raumsdølafylki (S. 279, 342), – altsaa atter et ganske ringe Tal. Sidstnævnte blev ovenikjøbet dræbt, inden han kunde komme afsted. Saa er der Hærkongen Geirmundr heljarskinn, som skal have havt et Rige paa Rogaland. Han var i Vesterviking, da Slaget stod i Hafrsfjorden, og kom først efter dette tilbage til Hjemmet, hvor han erfarede, at Kong Harald havde lagt under sig hele Rogaland ok tekit þar marga menn af óðulum sínum. Derfor mente Geirmund, at der for ham ikke var anden Udvei levnet end at forlade Norge, og saa heder det videre (S. 122): hann tók þá þat ráð, at leita Íslands.

Fremdeles er det en ganske naturlig Sag, at der mellem de Mænd, som i Hafrsfjorden havde kjæmpet mod Harald Haarfagre, fandtes flere, der senere hen drog til Island Saadant fortælles om Hallvarðr súgandi (S. 147), om Önundr tréfótr, der var saaret i Slaget (S. 157). om Bálki Blæingsson (S. 160) og om Þrándr mjöksiglandi (S. 308). Ormr enn gamli drog til Island (S. 316), uden at nogen Aarsag opgives, kun at der i Notitsen om ham tilsidst heder, at hans Fader Eyvindr jarl var með Kjötva auðga mót Haraldi konúngi í Hafrsfirði^[12].

Til disse Exempler kommer fremdeles to, hvori der bruges det Udtryk, at vedkommende Udvandrer stökk fyrir Haraldi konúngi. Den ene af disse Udvandrere var Hersen Veþormr, son Vemundar ens gamla (S. 314). Han drog selv til Jæmteland, hvorfra hans Efterkommere over Sudrøerne fortsatte videre til Island. Den anden var Álfr enn egðski (S. 318): stökk fyrir Haraldi konúngi af Ögðum or Noregi; hann fór til Íslands. Hid hører endvidere nærmest Hásteinn, Søn af Atle Jarle (S. 301). Men Aarsagen var her en indre Kamp mellem Jarleslægterne selv, og denne vedkom ikke direkte Kong Harald.

Vi har derefter at bestille med to særegne Tilfælde, det første med Søndmøringen Dýri. Han omtales (S. 143) som maðr ágætr, om hvem det heder, at han udvandrede til Island at ráði Rögnvalds jarls, en fyrir ofríki Haraldar konúngs hárfagra. – Det andet af de nævnte Tilfælde var med Sogningen Þórhrólfr fasthaldi, ogsaa en maðr ágætr (S. 155). Om ham heder det, ganske i Modsætning til Dyre, at han varð ósáttr við Hákon jarl Grjótgarðsson ok fór til Íslands með ráði Haralds konúngs.

I denne Forbindelse indgaar ogsaa nogle andre Tilfælde af lignende Art. Haalogalændingen Loðinn aungull (S. 224) drog til Island, som det siges, fyrir ofríki Hákonar jarls Grjótgarðssonar. Vebjörn Sygnakappi (S. 149) udvandrede til Island, fordi han blev ósáttr vis Hákon jarl. Ligeledes heder det om en anden maðr ágætr, der hed Ørn, at hann varð missáttr við Hákon jarl Grjótgarðsson ok fór af því til Íslands (S. 352). Men Traditionen har ikke været sikrere, end at det i samme Skrift paa et andet Sted heder om denne samme Mand, der var fra Rogaland og en Frænde af Geirmund Heljarskinn, at han udvandrede til Island fyrir ofríki Haraldar konungs (S. 139 flg.). Det er ikke let at forklare, hvorledes det kunde gaa til, at Uvenskabet med Ladejarlen skulde drive en fornem Mand fra Rogaland i Landflygtighed. Maaske kan det tænkes, at der her foreligger en eller anden Misforstaaelse.

Paa noget lignende Maade siges om Þórir þussasprengir fra Amd, at han var kommen i Uenighed med den samme Haakon jarl, ok fór af því til Íslands (S. 211). Med Ölver enn hvíti har der været et lignende Forhold, skjønt Beretningen (S. 239) er noget uklar: hann var lendr maðr –; hann varð ósáttr við Hákon jarl Grjótgarðsson, ok fór á Yrjar ok dó þar, en Þorsteinn enn hvíti, son hans, fór til Íslands. Endnu et Exempel paa en Udvandring, der skal have fundet Sted paa Grund af Uvenskab med en Jarl, forekommer S. 222 med Skagi Skoptason, en maðr ágætr á Mæri, om hvem det fortælles, at han blev ósáttr við Eystein glumru ok fór af því til Íslands.

Af en mere indviklet Art er Affæren med Öndottr Kráka og hans Slægt (S. 213 flg.). Øndottr nævnes som ríkr maðr og boede inden Kvin; han og hans Sønner kom i Ættekamp med Kongens Herse Grim og hans Jarl Audun, og derigjennem blev der foranlediget Overfald, Drab o. s. v., alt endende i en Udvandring. Det ser ud, som om Øndottr og hans Børn til en Begyndelse har føiet sig efter den nye Samfundsorden. Først efter et voldsomt administrativt Indgreb fra Hersens Side, begynder Uenigheden. Kongen synes næsten personlig optagen af Striden, der spiller fra Agder helt op til Nordmøre, hvor der i den Anledning nævnes to Lendermænd i Surendalen.

Om Hella-Björn (S. 156 siges), at han var víkíngr mikill; hann var jafnan óvin Haralds konúngs; han fór til Íslands. Paa samme Maade (S. 156) fortælles om Herrauðr hvítaský, der kaldes göfugr maðr, at han blev dræbt paa Kong Haralds Anstiftelse, hvorefter hans tre Sønner föru til Íslands.

Vi er dermed komne ind paa de Tilfælde, hvori der foreligger formelige Ættekampe. Men disse er ikke synderlig mange i Tallet og har, nærmere beseet, en saa overveiende personlig Karakter, at det politiske Element, som ogsaa kunde være forhaanden, saagodtsom svinder bort. De har budt et rigt Stof for digterisk Behandling, og derfor er da ogsaa Egils Saga bygget over en saadan Ættekamp, den, som i flere Slægtled førtes af Kveldulfs Efterkommere mod det norske Kongehus. Landnámabók (S. 55 flg.) har ogsaa en Tradition om denne Kamp, som dog afsluttes med Ættens Bosættelse paa Island.

For en Mand som Kveldulf har det været en vanskelig Sag, rolig at finde sig i Anerkjendelsen af den nye Samfundsorden. Foreløbig kunde det dog gaa. Men Bruddet fremkaldtes ved en Handling fra Kongens Side, der i den til os komne Tradition skildres som et voldsomt Overgreb. Harald overfaldt og dræbte Torolf Kveldulfssøn, og dermed var den lange Ættekamp indledet. Kveldulf og hans Søn Skallagrim drog til Island. En Mulighed, som ikke er udelukket, er den, at der ogsaa kan have været noget Ret paa Kongens Side, og at Torolf kan have været tvivlsom i sit Forhold til ham. Men derom tier den islandske Tradition.

I nær Sammenhæng med Kveldulfs og Skallagrims Udfærd staar Ketil Høngs (S. 281 flg). Denne nævnes som ágætr maðr, bosat i Namdalen og Søn af en Jarl. Han hævnede først Torolfs Drab og fór saa til Island. Imidlertid har ikke hele denne Frænde- og Vennekreds med samme Lidenskab taget Parti. I den Henseende er at mærke, hvad der (S. 283 flg.) berettes om Sighvatr rauði, der nævnes som maðr ágætr á Hálogalandi. Han stod Torolf Kveldulfssøn temmelig nær, og han udvandrede senere til Island. Men det siges da udtrykkelig om ham, at han drog derhen at fýsn sinni.

Endnu er der i denne Række et Exempel at nævne. Det er, hvad Traditionen (S. 292) har at berette om en mægtig Herse i Telemarken, Úlfr gyldir, hvis Søn Ásgrímr negtede at betale Kongen Skat. Derfor sendte denne til ham sin Frænde, Tororm fra Tromøen, som dræbte Aasgrim. Men da Aasgrims Søn, Torstein, kom hjem fra Viking, benyttede han Anledningen og lagde til ved Tromøen, hvor han indebrændte Tororm med alle hans Folk og røvede alt hans Løsøre. Derpaa drog han med sin yngste Broder til Island. Her er en Indledning, ganske som i Skildringen af Kveldulfsættens Forhold til Kongen.

Andre Tilfælde af denne Klasse forekommer ikke i Landnámabók. I dens Traditioner optager de saaledes ingen større Plads, og de kan ikke forandre det Indtryk, som disse Traditioner i sin Helhed giver af de Forhold, som drev de norske Udvandrere bort fra Fædrelandet og lod dem bosætte sig paa Island.

Imidlertid er der endnu en Del Bemærkninger at gjøre ved disse samme Traditioner, – til mulig Forklaring af de forskjellige Forhold, som ledede til Islands Bebyggelse. Allerede Torfæus har udførlig gjort Rede for disse og paavist de til Island indvandrede Slægters Herkomst fra de forskjellige Dele af Norge. I nyere Tid har P. A. Munch i Det norske Folks Historie leveret en udførlig Oversigt over Indvandrernes Fordeling efter deres lokale Hjem i Norge. Det er saaledes let, under Henvisning til denne Oversigt, her at nøies med nogle kortfattede Bemærkninger.

Et Træk ved denne Udvandring, som hurtig maa falde i Øinene under en Gjennemlæsning af Landnámabók, er den overveiende Andel, hvormed de vestlige Landskaber optræder. Det er Kystlandets Befolkning, fra Agder til Senjen, som leverer den hovedsageligste Kontingent til Islands Befolkning. For Hovedmængdens Vedkommende er der rigtignok intet opført om deres Hjemsted i Norge. Men det er ikke nogen urimelig Tanke at forudsætte, at disse har været fordelte over det gamle Land nogenlunde i samme Forhold som de, hvis Hjemstavn udtrykkelig opgives.

Viken og Vestfold har saagodtsom helt staaet udenfor. Fra selve Viken nævnes kun en enkelt Mand, der stammede fra „Sotanes“, og som kjæmpede i Hafrsfjorden mod Harald (S. 159) Men deraf følger ikke, at han selv boede paa Sotanes i Viken^[13]. Han kan selv meget godt være kommen fra Vesten og saa efter Slaget have søgt til Island. Fra Vestfold træffes ogsaa kun en enkelt Udvandrer, hvis Moder imidlertid var fra Namdalen (S. 196). Da hendes Broder derfra drog til Island (S. 207), kan det vel tænkes, at det er disse Familieforbindelser, som ogsaa bragte hendes Søn til at udvandre. I dette Tilfælde bliver det saaledes et meget underordnet Hensyn, at Udvandreren paa fædrene Side stammede fra Vestfold.

Fra Oplandene er der kun et Par Udvandrere, Þorsteinn upplendingr (S. 269) og Bruni enn hvíti, der opgives som Søn af Oplændingejarlen Haarek (S. 201). Om en enkelt Udvandrer (S. 148) heder det: hann var getinn austr, ok upplenzkr at móðurætt. Ogsaa Herjolf Hornbrjots Sønnesøn, Þrasi í skógum (S. 250, 276 flg., 341) maa regnes som Oplænding. P. A. Munch^[14] medtager ogsaa Orm den gamle (S. 317) mellem Oplændingerne. Men det tør vel være mere tvivlsomt, om denne kan medregnes under den Kontingent, som disse leverede. Fra det hele store, søndenfjeldske Indlandsdistrikt har der øiensynlig kun ganske tilfældig og enkeltvis foregaaet nogen Udvandring.

Heller ikke Trøndelagen i egentligst Forstand har budt nogen større Kontingent til Udvandrerne.

Af størst Interesse er her Exemplet med Þórhaddr enn gamli (ovfr. S. 22), der uden nærmere Motivering var greben af Udvandringslysten. Han var hofgoði í Þrándheimi á Mœri. Nu rev han Hovet ned, tog Hovsmulden og Sulerne med sig og anvendte dem paa Island ved Bygningen af det nye Hov, over hvis Omgivelser han, som det heder, lagde Mærehelgen. Videre nævnes to Udvandrere fra Værdalen (S. 242) og en fra Orkedalen (S. 58)^[15], samt Haakon Grjotgardssøns Dattersøn Kolgrim den gamle (S. 48), der forøvrigt omtales som Søn af Rolf Herse.

Af disse Navne fæster man sig uvilkaarlig ved Horgoden fra Mære. Beretningen om ham kan forsaavidt være paalidelig, som den meddeler den Oplysning, at en høitstillet Mand fra Indtrøndelagen har reist over til Island, og det er vel muligt, at han dertil har overført og fortsat en særegen trøndersk Kultusform. Men for den videre Udmalings Vedkommende er det nødvendigt at stille sig meget tvivlende. Naar det heder, at han inden sin Afreise nedrev Hovet paa Mære, da kan der spørges, om dette virkelig var muligt, at en enkelt Mand kunde tiltage sig Retten til at udføre noget saadant.

Indtrøndelagens centrale Kultusbygning kunde dog ikke paa denne Maade fjernes. Hovet paa Mære var jo ogsaa i den paafølgende Tid et religiøst Samlingssted. Den dertil knyttede Hellighed lod sig ikke overføre til Island, hvad jo maatte have været Meningen, hvis den anførte Tradition var at stole paa. Antagelig er derfor i dette Punkt den islandske Tradition af nyere Datum og kun delvis stemmende med de historisk givne Forhold.

Trøndelagen maa, med sit ringe Bidrag til Udvandrernes Skare, hovedsagelig blive at sætte i Klasse med Oplandene og Viken. Heller ikke i dette Landskab kan derfor Folket i nogen større Grad have været greben af Uroen og Bevægelsen, og selv om der til de her opregnede Navne endnu skulde føies alle, om hvem det fortælles, at de dreves bort af Ladejarlen, vil Tallet af paaviselige Udvandrere fra Trøndelagen blive et forholdsvis ringe. Selve den egentlige, den indre Trøndelag maa nærmest – tiltrods for Fjorden – regnes som Indlandsdistrikt, med de deraf følgende Nærings- og Livsforhold.

Helt forskjelligt bliver det Billede, som byder sig frem, naar vi følger Kystlandet. Fra dette stammer den store Hovedmasse af Udvandrere, og det hele Kystland er med.

Allerede fra Haalogalands nordligste Dele er Tallet forholdsvis betydeligt. Der møder Udvandrere helt oppe fra Amd, fra Lofoten og fra Salten, saavelsom fra Helge- land. Ogsaa fra Namdalens Kystland, ikke i sig selv noget større Distrikt, er der ret mange Udvandrere, mellem dem Ketill hængr, der angives at have været en Søn af Torkell Naumdølajarl.

Nordmør og Raumsdalen leverede sin Kontingent, og derimellem Mænd, som angives at tilhøre Ragnvald Mørejarls Slægt, hvorimod der kun nævnes to Udvandrere fra Søndmør. Fjordene, der har at opvise de første Udvandrere, er stærkt repræsenteret mellem Landnaamsmændene, deriblandt med Efterkommere af Jarlerne Atle og Roald, samt af Herserne Arinbjørn og Tore. Herfra kom Kveldulfs Æt.

Imidlertid er der mellem Udvandrerne fra Norge til Island en endnu stærkere Repræsentation for de sydover efter Fjordene følgende Fylker Hovedmassen af den senere islandske Befolkning stammer, ifølge Landnámabóks Tradition, fra Sogn, Hørdaland, Rogaland og Agder.

Udvandrerne fra Sygnafylket hævdede for sig en høibyrdig Afstamning. Den sognske Herser Björn buna er, ifølge vor Kilde, Stamfaderen for talrige Familiegrene, og det forsikres gjentagne Gange, at frá Birni er nær allt stórmenni komit á Íslandi (S. 39), eller som det heder om hans Sønnesøn: frá Þórði er mart stórmenni komit á Íslandi (S. 40). Denne Bjørn Bunas Herseræt er nær beslægtet med en anden Æt af samme høie Rang fra Sogn og er indgiftet i en ringerikisk Herseræt (S. 41, 94, 108 flg.). Andre udledede sin Herkomst fra Harald Guldskjæg, den sidste Fylkeskonge i Sogn (S. 185, 300, 325).

Hørdafylket var paa lignende Maade Hjem for mange Udvandrere, af hvilke nogle efter Traditionen skulde stamme fra Herser. Om ikke faa af disse Hørder opgives det udtrykkelig, at de kom fra Voss. Böðvarr enn hvíti var en af disse. Han havde et langt Slægtregister, der for det meste tør være meget tvivlsomt, idet det fører helt op til den gamle Oplandskonge, Rolf i Berg. Torolf Mostrarskegg var ligeledes mellem Notabiliteterne fra Hørdaland. Om Brødrene Tord og Ønund Vikingssønner fortaltes, at de skulde være Harald Haarfagres Sønner, hvad dog neppe kan have stemt med det virkelige Forhold (S. 143, 147). Som Hersesønner fra Hørdafylket nævnes ogsaa Eyvind Torsteinssøn og hans Broder Ketil (S. 228 flg). Naar P. A. Munch (I, 1, S. 550) udtaler: „Hørdafylke har saaledes maaske endog afgivet det største Antal Kolonister til Island, da er det rimeligt, at han dermed maa have rammet Sandheden. Mellem disse Kolonister var der ogsaa flere, som i første eller andet Led skulde være Efterkommere af den hyppig omtalte Høvding, Kaare, der gjerne gik under Navnet Hørdakaare.

Paa Rogaland møder os først Hærkongen, Geirmund Heljarskinn, der nedstammer fra tidligere Konger over Hørdafylket. Sagnene om denne Æt maa forøvrigt have vaklet mellem Hørdaland og Rogaland.

Agder talte ogsaa mange notable Udvandrere, af hvilke flere har tilhørt den store Æt (eller Ætter?), som boede inden det berømte Kvin. Ligeledes var der nogle, hvis Navne knytter sig nær til Øksnatore, en hyppig omtalt Personlighed. Steinólfr enn lági omtales (S. 122) som son Hrólfs hersis af Ögdum. Ogsaa Ætlinger af Ølve Barnakarl omtales.

Endelig kommer Valdres og Hallingdal med nogle faa Udvandrere, af hvilke Hallingerne sættes i Forbindelse med en Herseslægt. Begge disse Landskaber maa regnes som tilhørende Vestlandet. Skjønt de ligger paa den østlige Side af den store Fjeldryg, saa var de dog i gamle Dage Annexer til de vestlige Kystdistrikter. Fra disse havde de faaet sin Befolkning Med dem havde de sine stærkeste Tilknytningspunkter, og saaledes var det en helt naturlig Sag, at de maatte paavirkes af den urolige Bevægelse, som var kommen i Gang over/ hele Kystlandet.

4. Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen, efter de gamle islandske og norske Beretninger.

Allerede i sjette Kapitel af Harald Haarfagres Saga i Heimskringla, umiddelbart efter Omtalen af Kongens første nordenfjeldske Erobring, da han havde lagt Orkedalen under sig, fortsætter Snorre Sturlassøn:

„Kong Harald satte den Ret overalt, hvor han vandt Rige under sig, at han tilegnede sig al Odel og lod alle Bønder, baade mægtige og ringe, betale sig Landskyld.“

Derefter følger i umiddelbar Fortsættelse den bekjendte Skildring af Kong Haralds administrative Nyordning:

„Han satte i hvert Fylke en Jarl, som skulde dømme Lov og Landsret og kræve Sakøre og Landskyld, og skulde enhver Jarl have en Trediedel af Skatter og Skylder til Bordhold og Omkostninger. Hver Jarl skulde have under sig fire eller flere Herser, og hver af dem skulde have Landindtægter paa 20 Mark. Hver Jarl skulde stille til Kongens Hær 60 Hærmænd, men hver Herse 20 Mand. Men saa meget havde Kong Harald øget Paalæg og Landskyld, at hans Jarler havde større Rige, end Konger havde forud. Men da dette spurgtes om i Trondhjem, da søgte mange Stormænd til Kong Harald og blev hans Mænd.

Videre fortæller Snorre, i første Kapitel af Haakon den godes Saga, at da denne Konge i 934 kom til Norge og holdt sit første Ting med Trønderne, da havde han

„det Ophav i sin Tale, at han bad Bønderne at give sig Kongenavn, og det tillige, at yde ham Støtte og Hjælp til at holde Kongedømmet. Men til Gjengjæld bød han dem at gjøre alle Bønder odelsbaarne og give dem deres Odelsgaarder, som de boede paa. – – – De Tidender spurgtes til Oplandene, at Trønderne havde taget sig en Konge, som var slig i alt, som Harald Haarfagre var, undtagen det, at Harald havde trælbundet og kuet alt Folk i Landet; men denne Haakon vilde hver Mand godt og bød at give tilbage til Bønderne deres Odelsgaarder, som Kong Harald havde taget fra dem.“

Som det vil sees, har Snorre, de norske Kongers Historieskriver, i disse Skildringer væsentlig forholdt sig som den refererende, med Anvendelse af nøgterne, mere forbeholdne Ord. Alene der, hvor han nævner Odelens Tilbagegivelse til Bønderne og omtaler disses Tilfredshed i samme Anledning, bruger han de stærkere Ord om Kong Harald. Det er ogsaa at mærke, at i den Tale, han i Kapitel 11 af Harald Haarfagres Saga lader Sølve Klove holde for Kong Audbjørn af Fjordene, anvender han de stærkere Ord, som der maatte staa for Talerens, ikke Forfatterens Regning: „Alle“ – siger Sølve – „kan vi nu let se, at det Vilkaar, vi har, er at reise os imod Kong Harald, alle tilsammen; da vil vi have Styrke nok, og da vil Skjæbnen raade for Seiren. Men ellers har vi kun at blive hans Træler, og det er intet Vilkaar for de Mænd, som ikke har ringere Navn end Harald. Det tyktes min Fader bedre at falde i Kamp i sit Kongedømme end at blive Kong Haralds Undermand.“

I en ganske anderledes utvungen Form er de tilsvarende Skildringer i enkelte af de islandske Ættesagaer affattede: „I Harald Haarfagres Dage“ – heder det saaledes i Indledningen til Hørd Grimkjelssøns Saga – „blev Island mest bygget, fordi Mænd ikke taalte hans Undertrykkelse og Vold, fremfor alt de, som var af stor Æt og af stort Sind og havde gode Kaar, og vilde de hellere fly fra sine Eiendomme end lide Fortræd og Uretfærdighed, mere af Kongen end af en anden Mand.“ Lignende Udtalelser træffes i andre Sagaer, dog ingensteds bitrere og krassere end i Egils Saga, hvor atter Kongens Tilegnelse af Bøndernes Odel er bleven en Hovedanklage mod Kongen. Egils Sagas Omtale af disse Forhold er hyppig paaberaabt som Hjemmel og gaar igjen paa flere Steder. Men over den Skildring, som denne Saga giver, hviler der en stærk Stemning af personligt Had.

Sagaens Helt, Egil Skallagrimssøn og hans Slægt følte sig personlig krænkede af det norske Kongehus, og deraf har den Saga, der bærer hans Navn og handler om hans Bedrifter, taget sin Farve. Sagaen er en Fortælling om en Familiefeide, der føres af en fra Norge til Island udvandret Slægt mod Harald Haarfagre og dennes Efterfølgere. Sagaens Indledning begrunder hele Egils Stilling og hans Forhold til det norske Kongehus ved at levere en udførlig Skildring af, hvorledes allerede hans Fader og Farfader havde staaet paa en meget spændt Fod med dette – og hvorledes der i denne Forbindelse skulde være megen gammel Uret at hævne.

Egils Saga er ganske vist en islandsk Ættesaga, men den spiller for en meget væsentlig Del paa norsk Grund. Hele dens historiske Karakter er derigjennem bestemt: Islændingerne skal have Ret som de, der holder paa den gamle Samfundsorden. Det norske Kongehus maa derfor i tilsvarende Grad have Uret. Dermed er tillige denne Sagas Værd som historisk Kilde bestemt. Den viser os mange Træk og mange Begivenheder, der kan formodes at kaste Lys over Forholdene i Norge selv, gjennem det niende og tiende Aarhundrede. Men den svigter, hvor det gjælder om at skabe et paalideligt Grundlag for den objektive Skildring af den historiske Harald Haarfagre. Ikke engang om Forfatteren af Egils Saga havde havt fuldstændig Ret i sine Meninger angaaende Kongens og Kongehusets personlige Forhold til den enkelte Slægt, hvis Hændelser og Oplevelser han beskriver, og selv om Harald overfor den udelukkende havde ladet sig bestemme af personlige, tyranniske Bevæggrunde, saa vilde det dog ikke dermed nødvendig have fulgt, at dette tillige skulde gjælde for hans hele Regjeringssystem og for hans Forhold til alle dem, som udvandrede fra Norge til Island. Kongens og Kongehusets Mellemværende med Egil Skallagrimssøn og hans Slægt er en Sag for sig, og det er ikke rigtigt, derfra at hente den eneste eller ialfald hovedsageligste Maalestok for Bedømmelsen af Kong Haralds indre norske Politik.

Egils Saga giver, allerede i tredie Kapitel en udførlig Fremstilling af Haralds Erobringstog. Her træffes et Ræsonnement, som er lagt de handlende Personer i Munden, men som i Virkeligheden alene kan være Forfatterens eller ialfald høre hjemme i den Tradition, hvorpaa han bygger. Sølve Klove holder ogsaa her en Tale – denne Gang til Søndmørskongen Arnvid – og egger ham til Modstand mod Harald Haarfagre, idet han om denne bruger det Udtryk, at han hefir alla menn þrælkat ok áþjáð, sem hann vill, Norðmœri ok í Raumsdal. Sølve Klove siger yderligere, at Namdalskongens Underkastelse med sine Folk var som at ganga með sjálfvilja í ánauð ok gerast þrælar Haralds.

Alt dette er Udtryk, som aander en ganske anden Bitterhed end de tilsvarende i Heimskringlas Referat. Ligesaa er Forholdet med den Omtale af Odelstilegnelsen, med den nye Samfundsorden, som forekommer i Egils Saga, sammenlignet med, hvad der findes hos Snorre. I Egils Saga heder det herom:

„Om Vaaren derefter for Kong Harald sydefter Landet med en Skibshær og lagde under sig Fjordene og Fjalir og satte der til Magten sine Mænd. Han satte Hroald Jarl over Firdafylke. Kong Harald var overmaade nøie agtpaagivende, naar han havde tilegnet sig de Fylker, som var nykomne i hans Magt, med Lendermænd og mægtige Bønder og alle dem, om hvem han nærede den Mistanke, at der af dem kunde ventes noget Forsøg paa Reisning. Da lod han dem vælge et af to – enten at blive hans Tjenestemænd eller at fare bort fra Landet; – men i det tredie Tilfælde at lide haard Medfart eller lade Livet. Men nogle blev lemlæstede paa Hænder og Fødder. Kong Harald tilegnede sig i hvert Fylke al Odel og alt Land, bebygget og ubebygget, ja endog Søen og Vandene, og alle Bønder skulde være hans Leilændinger. Ligesaa de, som ryddede i Markerne, og Saltbrænderne og alle Jægere, baade paa Sø og Land, – de blev ham alle tjenstskyldige. Men for denne Undertrykkelse flyede mange Mænd bort fra Landet, og da bebyggedes videnom mange Ødelande, baade øster i Jæmteland og Helsingeland, og Vesterlandene: Sudrøerne, Dublinshire, Irland, Normandie i Valland, Katanes i Skotland, Orknøerne og Hjaltland, Færøerne, og paa den Tid blev Island fundet.“

Vi møder her Synsmaader, paa hvilke der er bygget formelige Slagord om Harald Haarfagre. Han har frataget Bønderne deres Odel; han har gjort dem til sine leigumenn eller, som det endnu skarpere udtrykkes, til sine þrælar; han har givet dem Valget mellem at modtage disse haarde Vilkaar eller at fly Landet, og tildels har han mod de gjenstridige anvendt Lemlæstelser eller slaaet dem ihjel.

Alt saadant er det interessant at kjende, som Udtryk for Opfatninger, der har hersket paa Island, men ikke videre, medmindre det kunde bevises, at disse ogsaa havde havt historisk Gyldighed for den Tid, Sagaen omhandler.

En helt tilsvarende Opfatning som den, der gaar igjennem Egils Saga, kommer tilorde i de første Kapitler af Laksdøla Saga. Den historiske Ræsonnør er her Ketil Flatnev, der omtales som hersir ríkr í Noregi ok kynstórr. Sagaen lægger ham haarde og strenge Ord i Munden, idet han nævner Kong Haralds Fiendskab mod hans Æt. Ketil siger saaledes, at der for ham og hans kun var levnet Valg mellem et af to: at flýja land eða vera drepnir hverr í sínu rúmi, – og videre, at hvis han forblev i Norge, da var dette enstydigt med at blive gørr þó at leigumanni sjálfr. Men Værdien af disse Paastande er meget tvivlsom, idet denne Sagas Skildring ligefrem strider mod, hvad andre, mindst ligesaa paalidelige Kilder har at meddele om denne samme Mand.

Ti, som allerede ovenfor nævnt – der findes her en Dobbelthed i Traditionen, som endog er egnet til at vække grundede Tvivl, der maa række ud over dette enkelte Tilfælde I Landnámabók og i Eyrbyggja Saga møder nemlig en helt anden Fortælling, der stiller Ketils Bevæggrunde i et ganske forskjelligt Lys.

Ovenfor i denne Afhandling (S. 27) har jeg anført som min Mening, at den Tradition, der forekommer i Laksdøla Saga, ikke kan være den mest paalidelige og ikke den, som nærmest har rammet Sandheden om dette Forhold. Den anden Tradition passer ganske anderledes ind i den almindelige Opfatning, der gaar igjennem de mere nøgterne, lidenskabsløse Kilder, som i og for sig maa byde sig frem som de mest paalidelige.

Forskjellighederne viser nærmest, at Traditionen ikke har været sikker, og at den derhos har lagt meget an paa at kunne stille de islandske Ætters Stamfædre i det mest straalende Lys. En saadan Tradition vil ialfald ikke kunne tages til Støtte for en bestemt Opfatning af Harald Haarfagres Behandling af det norske Folk, som om denne gjennem sin overdrevne Haardhed skulde have berettiget dette og de islandske Udvandrere til i ham væsentlig at se Tyrannen.

Der er andre af de islandske Ættesagaer, som i dette Punkt stiller sig ganske neutrale i Dommen over Kong Harald, medens de dog samtidig røber en Tendens til at hævde vedkommende Ætters Stamfædre som nogle af de gjæveste Mænd, der var komne til Island. Hrafnkell Freysgodes Saga har saaledes kun aldeles rolige Udtalelser om den Udvandring til Island, som fandt Sted i Harald Haarfagres Dage. En lignende Aand møder ogsaa i Brandkrossaþáttr.

Det er altsaa langt fra, at al den Tradition, som findes i de islandske Ættesagaer om Harald Haarfagres Optræden i Norge, bæres af en fremherskende Tendens til at vise os ham som en Tyran. Ogsaa dette maa vække Tvivl om Paalideligheden af de stærke Skildringer, der findes i Heimskringla og i de to førstnævnte islandske Ættesagaer.

Anklagerne mod Kong Harald samler sig derom, at han har villet gjøre Norges Befolkning, Landets frie Bønder, til sine Leilændinger, ja, til sine Trælle, og dette har atter fundet sit stærkeste Udtryk i den Paastand.

at han berøvede dem Eiendomsretten til deres gamle Odelseiendomme.

Men ikke nok med, at disse Anklager kun har en ganske afgrænset islandsk Tradition at støtte sig til, – saa er det ogsaa paafaldende, at der intet nævnes angaaende Tilfælde, hvori en saadan Konfiskation af selve Odelsretten virkelig er foregaaet.

Det Skrift, i hvilket det fornemmelig kunde ventes at træffe omtalt saadanne Tilfælde, er Landnámabók. Men denne indholdsrige Bog er i den Henseende aldeles taus og meddeler ingensomhelst Oplysninger om Odelens Inddragning.

I hele Landnámabók tales overhovedet ikke et Ord om, at Kong Harald havde taget Odelen fra Bønderne. Ti det er noget andet, naar det (S. 122) heder, som ovenfor er anført, at Kongen hafði þá lagt undir sik allt Rogaland, ok tekit þar marga menn af óðulum sínum. Saadanne Udtryk betegner kun, at Kong Harald, efterat han var kommen i Besiddelse af Herredømmet over Rogaland, der havde foretaget Konfiskationer af sine enkelte Modstanderes Eiendomme. Men deri ligger ikke nogen Antydning om en almindelig Inddragning af selve Odelsretten og en Ophævelse af den hele Institution. Det fortæller os kun, at Kong Harald i et enkelt givet Tilfælde har drevet enkelte af sine Modstandere bort fra deres arvede Eiendomme.

Heri ligger et Argument af megen Vægt, og dette Argument vinder endmere Styrke, naar der sees hen til den ulige større Række af gamle Skrifter, der giver en aldeles modsat Skildring af Kong Haralds Gjerning i Norge. Efter disse Skrifter er han den ordnende og fredbringende Monark, der har gjort et stort og godt Arbeide til det hele Samfunds Gavn, og dertil kan endnu føies, som et ganske væsentligt Tillæg, at disse andre Skrifter for det første repræsenterer en gammel Tradition, og at de dernæst maa forudsættes at give os denne Tradition i en norsk Form^[16].

Jeg skal i det følgende referere, hvad denne norske Tradition indeholder om Kong Harald og om hans Ordning af de norske Samfundsforhold. Det vil deraf vise sig, at der i den ikke findes et eneste Ord, der hentyder til noget saadant, som at Bønderne skulde have maattet afstaa sin Odel til Kongen.

Det ældste, bevarede norske Kildeskrift, den af Theodricus monachus forfattede Historia de antiquitate regum Norvagensium, der er nedskreven mellem 1177 og 1179, giver kun en ganske mager Beretning. I første Kapitel fortælles, at „Kong Harald Haarfagre først uddrev alle Smaakonger og alene erholdt Regjeringen over hele Norge i sytti Aar og døde“. I tredie Kapitel fortælles om Islands Opdagelse og første Bebyggelse, men uden noget forklarende Tillæg, at Kongens Haardhed havde drevet Folk bort fra Norge^[17].

Efter denne Historie kommer den kun ubetydelig yngre Historia Norvegiæ, der ogsaa i sin Beretning om Harald Haarfagre er meget kortfattet. Det heder alene, at Harald „først erholdt Regjeringen over hele Sølandet; for Midtlandet raadede fremdeles Smaakongerne^[18], dog ligesom under hans Herredømme. Om ham erindres mange og mærkelige Ting, som det dog nu er langt at fortælle i Enkelthederne. Han regjerede i 73 Aar og avlede 16 Sønner.“

Som det tredie i Rækken af disse gamle Kildeskrifter kommer den saakaldte Ágrip^[19], hvor vi videre kan vente at træffe Udtryk for den norske Tradition om Kong Harald. Her møder i Hovedsagen atter en ganske knap og kort Redaktion, dog lidt mere udvidet. Harald var den tidlig udviklede Kraft; han kjæmpede med de nærmeste Konger, hvem han beseirede, og tilegnede sig derefter hele Norge. Hans sidste seierrige Kamp stod i Hafrsfjorden. Siden raadede han for det hele Norge og var dette Lands allvaldskonungr, hvorefter det heder, at han „indførte god Orden og Fred i Landet“ (siðaði vel land sitt ok friðaði) Haandskriftet omtaler derpaa Haralds mange Hustruer og nævner samtlige hans Sønner, som her er tyve i Tallet, og af hvilke Ragnvald anføres sidst, han, som var Søn af Finnepigen Snjofrid, Datter af Finnekongen Svase. I Tilslutning dertil fortælles saa det bekjendte Sagn om Kong Harald paa Tofte, hvor han gjør disses Bekjendtskab, om hans Kjærlighed til Snjofrid og Sorgen over hende, m. m. Umiddelbart derefter fortælles, at han regjerede i 60 Aar som einvaldskonungr, foruden 10, i hvilke han før havde været Konge, og saa: „siden døde han paa Rogaland og var hauglagt paa Haugar, op fra Hasløiarsundet“.

Med al sin Knaphed giver alligevel dette lille Skrift et interessant Indblik i den Opfatning af Harald Haarfagre og hans historiske Gjerning, der i anden Halvdel af det 12te Aarhundrede kom tilorde i Norge. Harald er den ordnende og fredbringende Landsstyrer Men allerede nu har der om hans Skikkelse begyndt at gruppere sig enkelte Lokalsagn. Fortællingen om Svase og hans Datter er, hvad enten den knyttes til Toten eller til Tofte paa Dovre, et oplandsk Sagn, som en Forfatter her, antagelig for første Gang, har forsøgt at indregistrere som Historie.

Om Ágrip er ført i Pennen af en Nordmand eller af en Islænding, er et i denne Forbindelse ligegyldigt Spørgsmaal, da der forøvrigt hersker Enighed om, at denne Bog hviler paa en fra Norge stammende Tradition.

Et fornyet Udtryk for denne samme norske Tradition træffes atter i en yngre Sagasamling, Noregs konunga tal, eller som den almindelig benævnes, Fagrskinna, med et Navn, som egentlig blot skulde gjælde det ene af de to Haandskrifter, i hvilke den er bevaret. Selv om ogsaa den her foreliggende Redaktion maa antages at være ført i Pennen af en Islænding, saa kan det alligevel regnes som utvivlsomt, at den er forfattet i Norge, og at den viser norsk Opfatning. Det kan endog med Grund antages, at denne Redaktion for en Del er formet efter den Tradition, der i det 13de Aarhundrede fandtes hos en af Norges fornemste Ætter, og at den stammer fra Egnene omkring Christianiafjorden^[20].

Forudsat, at Fagrskinna paa denne Maade kunde siges at give Udtryk for Traditioner inden det Lendermandsaristokrati, der var indordnet i den monarkiske Samfundsorden, – maa det ogsaa haves for Øie, at det samme Skrift tillige var godkjendt af Kongehuset. Fagrskinna eller Noregs konunga tal blev oplæst for Kong Haakon Haakonssøn under hans Sygdom paa Orknøerne (1263). Saaledes maatte det ialfald være en monarkisk-aristokratisk Tradition, hvori man her bliver indført. Hovedsagen er imidlertid, at det var en norsk Tradition.

Forfatteren af dette mærkelige Skrift giver os en Skildring af Kong Harald, der for en væsentlig Del bygger paa Skaldekvad.

Hvad historiske Begivenheder angaar, da er Fagrskinnas Beretning indskrænket til to Punkter. Først omtales Kampen mellem de to Jarler, Atle og Haakon Grjotgardssøn. Dernæst nævnes, at Kongen efter at have underlagt sig Trøndelagen og Landet op til Finmarken, aflagde det Løfte, ikke at ville skjære sit Haar, forinden han havde Skat af hver Opdal som af hvert Udnæs, saa vidt som Norge var, øster til Markerne og nord til Havet. Saa havde han mange Kampe, indtil den sidste, den i Hafrsfjorden, nordenfor Jæderen. Denne beskrives alene med Citater af Skaldenes Kvad, hvorefter det kort og godt heder: „Herefter bragtes Landet i Orden; Skatter betaltes baade inde i Landet og langs Kysten“^[21]. Saa klippede Ragnvald Mørejarl Kongens Haar.

Fagrskinna opregner Haralds Sønner, nøiagtig efter Fortegnelsen i Ágrip, men meddeler intet legendarisk Stof angaaende hans Hustruer, ikke engang om Snjofrid. Tilsidst kommer Fortællingen om Kongesønnen Haakons Ophold i England, og derunder nævnes hans Moder. Saa bliver Kong Harald gammel og overlader sin Søn Erik Blodøkse at styre Riget, hvorpaa han efter tre Vintres Forløb døde: „han blev sottdød paa Rogaland og er hauglagt i Haugesund“.

En Hovedkilde for denne Fremstilling af Harald Haarfagres Liv er, som jeg har nævnt, gamle Skaldekvad. I disse kan det ikke ventes at finde Skildringer af de nye statsretslige Forhold, paa hvilke Harald opbyggede sit Monarki. Hvad de giver, er Slagene og Livet ved den pragtelskende Konges Hird. I dem er der saaledes ikke Tale om Udvandringen til Island, og der kan da heller ikke nævnes noget om, at den var fremkaldt ved de af Harald indførte Forandringer. Det er værd at lægge Mærke til, at der i denne Sammenhæng, hverken i Ágrip eller i Fagrskinna, overhovedet forekommer nogen Bemærkning om Island. I begge disse Sagaredaktioner er der fuldstændig Taushed angaaende denne Ø helt til Olaf Trygvessøn, da det fortælles, at han kristnede Islændingerne. I Grunden gjælder det samme ogsaa Theodricus monachus. Han taler nok om de allerældste Landnaamsmænd, men er for øvrigt taus, indtil han beretter om Christendommens Indførelse paa Island, og dette samme gjenfindes ligeledes i Historia Norvegiæ.

Som den norske Tradition foreligger i de nævnte fire Skrifter, og da fornemmelig i de to, som er skrevne paa Norsk, præsenterer den sig for en Del i en meget knap Form. Men dette er netop egnet til at vække Tillid, fremfor den udmalende, bitre Beretning, som læses i Egils Saga. Uvilkaarlig maa Læseren ved denne sidste Skildring spørge, hvorledes det skulde været muligt at fastholde en saa detailleret Beskrivelse gjennem den lange Tid, der hengik, forinden den islandske Ættesaga blev fæstnet.

Ágrip og Fagrskinna nævner intet om, at Harald tog Odelen fra Bønderne, og at han i den Anledning i sin Samtid blev opfattet som den, der gjorde dem til sine Træler og Leilændinger. Men i den sidstnævnte Bog siges noget andet, som vel stemmer med alt, hvad ellers kan ansees sikkert om Kongens Samfundsorden, at han lagde Landet i Skat, og at han betragtedes som en god og fredsæl Fyrste.

Med dette for Øie, bliver det en ganske nærliggende Slutning, – at formode, at det, Fagrskinna har at fortælle om den almindelige Skatlægning af Landet, netop er det samme, som den islandske Tradition gjengiver i den Form, at han skulde have taget Odelen fra Bønderne. Sagaforfatteren har skrevet paa en Maade, der viser, at der i Norge ikke kan have levet nogen stærk Bevidsthed om, at Harald havde gjennemført eller blot planlagt en radikal Omstyrtning af Odelen som Institution.

Hertil kommer et meget vigtigt Moment, der ikke maa oversees. Det er efter mit Skjøn et Moment af stor Vægt for den kritiske Forstaaelse af de forskjellige Sagaredaktioners indbyrdes Værd.

Fagrskinna nævner ikke et Ord om, at Haakon den gode gav Bønderne deres gamle Odel tilbage. Det heder om den unge Konge: „Han forlangte intet, blev Ven med alle, indyndede sig hos forstandige Mænd, vandt de gamle Mænds Hengivenhed med kloge Raad, skjænkede Gaver til unge Mænd, deltog med dem i Leg og Morskab, viste ved store Folkesammenkomster sin Legemsfærdighed paa mange Maader. Derfor priste hver Mand ham, og der kom op Ord om ham, som fløi i hver Mands Hus. Efter det fik alle Længsel til ham, men frygtede den Vold og den Ulovlighed, som var lagt paa Landets Folk, og som alle tilskrev Gunhild. Men der fandtes ikke den, som talte imod det, at hun var den, som havde voldet dette.“

Denne Beretning har en mere naturlig Klang, mere menneskelig Modsætningen til Haakons vindende Mildhed er ikke Haralds 60 Aar gamle Reformer, men Ugjerninger af Erik Blodøkse og Gunhild, som Folket havde i friskt Minde. Vi kan forstaa, at det var saadant, som lettest kunde gribes af den store Mængde og tænde den Lue, som gik fra Landsende til Landsende.

Fagrskinna giver her en selvstændig Tradition, aldeles uafhængig af Ágrips Fortælling. I denne dvæles der især ved Haakons ydre personlige Egenskaber. Det er, som om hver af de to Redaktioner har taget sin særlige Side ved hans Personlighed. Saa kommer For- skjellen i Opfatning hovedsagelig tilsyne mellem Fagrskinna og Heimskringla. Hvad der især maa understreges, er Fagrskinnas Taushed om Odelen baade under Harald og under Haakon.

5. Historikernes Domme om Haralds Tilegnelse af Odelen, fra det 16de til det 19de Aarhundrede.

Rækken af nyere Skribenter, der har omtalt Harald Haarfagre og hans Landsstyrelse, aabnes af den bergenske Læsemester, Mag. Absalon Pederssøn Beyer. Denne Forfatter har i sit Skrift Om Norges Rige, forfattet 1567, paa flere Steder omtalt Kong Harald. I ham ser Magister Absalon den store og gode Hersker, Harald magnus, hvem Herren havde opvakt for at straffe de ugudelige og forbryderske Næssekonger: „Haver han strengeligen sæt Fred i Riget og holdet Undersaatterne med den Lov og Ret, som hans Herr Fader, Halfdan Svarte, indskikkede, hvilken han og forbedrede, og straffede med Sværd og Landflygtighed de uljudige, paa det at Riget kunde komme til Ro og Lise efter langvarende Krig.“ Senere heder det, at misfornøiede Høvdinger drog bort fra Norge, og at de saa fandt Island, men uden at Kongen i denne Forbindelse dadles for nogen Haardhed. Harald Haarfagre er her fremstillet som den ordnende og fredende Regent, der rigtignok er streng og lader den underordnede private Interesse lide, hvor det gjælder at vinde det store, foresatte Maal, at grundlægge den offentlige Ro^[22].

Paa lignende Maade taler ogsaa Peder Claussøn Friis^[23] om de „mange duelige og mandelige Mænd“, som udvandrede til Island, „af de Fylkeskonger og deres Folk og Slægt, som Kong Harald havde fordrevet af Norrig, og mange, som ikke vilde taale hans strenge Regimente“. Paa et andet Sted taler denne Forfatter ogsaa om Haralds „Haardhed og Strenghed“, som drev mange bort fra Norge: „Og somme haver været saa trodsige, at de ikke vilde give sig under hannem eller begjære nogen Naade eller Fred af hannem, og en Part kjedis ved hans Regimente og ved de stedse Krig, han førde imod dennem; derfor haver di veget for hans Løkke og Fremgang og store Magt og Vælde“.

Kong Harald er øiensynlig i Besiddelse af begge disse, med hinanden omtrent samtidige Forfatteres Respekt som den samlende, ordnende Kraft. Men han er dog tillige, efter deres Opfatning, en streng og haardhændt Hersker.

Der er fra dem et langt Sprang frem til Tormodus Torfæus, hvis berømte Værk, Historia rerum Norvegicarum udkom 1711. Dette Skrift har en betydelig flersidig Interesse, – i denne Forbindelse ikke mindst gjennem Forfatterens raske Tilløb til at levere en historisk Karakteristik af de gamle Dages Mænd. Torfæus har tillige stræbt efter Objektivitet, og skjønt han væsentlig skrev efter islandske Kilder, maa det siges, at han har vidst at staa uafhængig overfor disse.

Torfæus har anlagt sin Fremstilling paa den i Kongesagaerne forekommende Rækkefølge. Han omtaler Haralds Tilegnelse af Odelen, som Snorre giver den, men med det udførlige Tillæg fra Egils Saga og har dertil føiet sin egen Kritik. Ordene lyder saaledes:

„Men hvad Lande og Marker han ved Vaabnenes Magt – ikke ligeledes ved frivillig Overgivelse, som det sluttes af mange Ting – havde modtaget i sit Herredømme, det belastede han med denne Tyngsel, at han overdrog Fiendernes fædrene smaa eller store Gaarde, Ødemarker og ligeledes Fjelde, Skove, Vande, Elve og det omliggende Hav til den kongelige Kasse, og at enhver Bonde, uden nogen Forskjel paa hans Fattigdom eller Rigdom, hvad enten han pløiede nyryddet Grund eller han opdyrkede udyrket Land, eller han opholdt Livet ved Saltkogning, ved Fiskeri eller endelig ved Jagt, saa skulde han betale Kongen en aarlig Skat og Afgift af sin Gaard eller Gods, ogsaa om det var ham efterladt fra Fædrene, hvad man kalder Odel.“

For øvrigt udtaler Torfæus sig paa et Par andre Steder i dette Afsnit af sit store Hovedværk om Kong Harald. Han skildrer saaledes, efter den udførligste Redaktion af Kongesagaerne og efter Egils Saga, Slaget i Hafrsfjorden (pars secunda, liber I, cap. 12). Skildringen afsluttes med disse Ord: „Dette Slag regnes blandt de grusomste og navnkundigste i hele Norden. Det gjorde Ende baade paa Borgerkrigene og Mangeherredømmet, ved at indføre Eneherredømmet, en større Hæder for Riget, en Fordel for de følgende Tider, omend et haardt Middel.“

Idet Torfæus længere frem, efter Omtalen af Haralds Død, giver en Karakteristik af hans Personlighed som Regent, mangler det ikke paa Ros. Men dertil knyttes dog Bebreidelser for en „umaadelig Herskelyst“, hvorhos Harald skildres som „en Ophavsmand til skjændige Raad, og som den freidige Opmuntrer, utrættelige Opfordrer og grumme Tilskynder til at angribe andres Eiendomme, med den største Uret“.

Derhos siger Forfatteren: „Hans Overbærenhed med Eriks Forbrydelser, hans grænseløse Kjærlighed til flere Hustruer og Skjøger, som ikke holdes i Tømme ved nogen Betænkelighed, undgaaes dog ikke Dadel.“

Men disse Pletter bliver dog ikke afgjørende for det Billede, den berømte islandske Historieskriver har tegnet. I sin Helhed er dette et meget gunstigt, og Harald fremstilles som et Mønster paa en stor Konge. Torfæus er, naar Dadel veies mod Ros, Harald Haarfagres Beundrer. Skjønt Islænding, lægger han ikke Vægt paa, at det var hans strenge Fremfærd, som drev de mange norske Udvandrere bort fra sit gamle Hjem og lod dem søge et nyt i Vesten og paa Island. Det er at mærke, at Torfæus alene bedømmer Harald ud fra et rent norsk Synspunkt, og at han i den Henseende er uafhængig af sine islandske Kilder. Vi tør deri se et Vidnesbyrd om, at han var en selvstændig Forsker, en Historiker af virkelig Rang. Han viser en iøinefaldende Evne til at opgjøre sin Mening paa Grundlag af forskjellige Kilder, og falder ikke i den Fristelse at levere en ganske ensidig Skildring.

Ogsaa fra en med Torfæus samtidig, norskfødt Historiker har vi en Bedømmelse af Harald Haarfagre, der væsentlig falder sammen med den foregaaende, uden dog at eie dennes Originalitet og Selvstændighed. Det er en Historiker af meget lavere Rang, nærmest en Kompilator i stor Stil, Magister Jonas Ramus, hvis Norriges Kongers Historie udkom i 1719.

Kong Harald – heder det her (S. 54) – forøgede sit Rige, „endel med Magt og Vælde, og endel med Venskab og Forbund. Thi som han var modig og uforsagt i Krigen, saa var han venlig og lystig i daglig Omgjængelse Han holdt de gamle i Ære, og sine jævnlige i Alder talede han blidelig til, saa at alle Mænd elskede ham og søgte hans Yndest, hvorved hans Hof blev storligen formeret“. Noget senere (S. 89), efter Hafrsfjordslaget heder det: „Efter denne Seier fik Kong Harald ingen mere Modstand af Norriges Indbyggere; thi hans største Fiender var da slagne, og mange ypperlige Mænd, som ikke vilde staa under Kongens Magt, rømte af Landet til fremmede Steder, nogle til Jæmteland og Helsingeland, som af norske Folk blev opfyldte og bebygde; nogle drog hen til Orknøer, Hetland og Færø; men de fleste begav dennem til Island og bygde samme Land, som før var ubebygt“. Alt dette er jo intet andet end en Kompilation, der ikke bringer noget nyt eller originalt.

I 1773 udgav Gerhard Schøning anden Del af sin store Norges Riges Historie, hvor han ogsaa (S. 494 flg.) søgte at give en Forklaring af, hvad der egentlig mentes ved Kong Haralds Tilegnelse af Odelen. Schøning var Forløberen for den moderne Historieforskning og søgte at give en kritisk Tolkning af, hvad Sagaerne indeholdt om denne Begivenhed. Han siger derom:

„Det var bemeldte Konges Forsæt, en af hans Stats-Maximer, som af hans Historie kan sees, at alle inden Norges Grænser skulde betale ham Skat; deri tror jeg den Odel eller den Odels-Rettighed fornemmelig og egentlig at have bestaaet, som denne Konge, ved Monarkiets Indførsel, siges at have tilegnet sig, fornemmelig i Hensigt til dem, som han var bleven nødt til, med Sværdet at undertvinge sig. Man ser dette bedst af de Gamles egne Beretninger derom: – – – –. Det var Skat og Landskyld af Odelen, ei Eiendom deraf, som Kong Harald tilegnede sig, som ingen blev undtagen fra, især blandt dem, hvilke havde grebet til Vaaben imod ham. Blandt disse var Þelerne; de burde derfor, efter bemeldte Stats-Maxime, betale Kong Harald Skat – – –.“

Her er altsaa den videnskabelige Tvivl kommen frem om de gamle Beretningers bogstavelige Paalidelighed Schøning havde gaaet i Spidsen med den kritiske Prøvelse af disse. Men det varede endnu længe, forinden han fik Efterfølgere.

Hvad der meddeles i L. A. Gebhardis mere kortfattede Kongeriget Norges Historie (dansk Oversættelse, Odense, 1777), I, S. 42, er kun at regne som en misforstaaet Udskrift af Torfæus og har ingen selvstændig Betydning. Beretningen om Odelen har hos denne Forfatter faaet følgende Form: „Denne Erobring var ugemen fordelagtig for Harald; thi den forhvervede ham endnu mange flere Lande uden Sværdslag, formedelst den vise Indretning, som han gjorde i Orkadal. Han lod nemlig alle dem, som frivillig underkastede sig ham, beholde deres Gods og Rettigheder mod en maadelig Afgift, hvilken de tilforn allerede havde betalt. Men Skove, dyrkede Agre, Søer og kortelig, alle Besiddelser og Næringskilder, som tilhørde dem han ved Vaaben betvang, tilegnede han sit Skatkammer De gamle Indbyggere maatte dyrke dem og føre dem til Nytte, men indlevere Kongen alt, hvad de forhvervede ved Fiskefangst, Jagt eller Agerdyrkning, hvorimod Kongen gav dem nødtørftig Livs Ophold“.

Det kan ikke antages, at denne Skildring i nogen nævneværdig Grad har medvirket til at bestemme de senere Slægters Mening om Harald Haarfagre eller om hans Tilegnelse af Odelen. Det Skrift, hvori den forekommer, har overhovedet ikke hørt med i Rækken af de historiske Værker, der har efterladt sig de dybe Spor i Folkets Bevidsthed og i dets Opfatning af Fortiden.

Efter 1814 møder Chr. M. Falsen med den første Norges Historie, hvis første Bind udkom i Christiania 1823. Men denne blev væsentlig et Kompendium, bygget paa, hvad Forgjængerne havde ment om de samme Spørgsmaal. S. 19 heder det om Kong Harald:

„Allevegne, hvor han vandt Landet med Magt, lagde han Odelsgodset under sig eller tvang Indbyggerne til, uden Persons Anseelse, deraf at betale ham Land- skyld eller Skat. Derved fornedredes de fra frie Eiendoms- eller Odelsmænd til Leilændinger og mistede al deres Indflydelse paa Forfatningen selv, siden de ei længere havde Stemme ved Thingene.“

For øvrigt er Falsen en Beundrer af Harald, hvem han roser for den Klogskab og Tapperhed, med hvilken han samlede Norge, og han mener, at Udvandringerne væsentlig maatte regnes som et Gode, fordi de skilte Norge af med mange urolige Elementer.

Fra Falsen kommer derefter et Sprang over til den nyere Retning af norske Historikere.

Rudolf Keyser er den første af disse. Han siger i sin Kirkehistorie (I, S. 19), om Harald, at han „styrede efter de gamle Sagaers enstemmige Vidnesbyrd Norges samlede Rige med Kraft, Klogskab og Hæder i en lang Aarrække“, og at „hans Erobringsværk gav Anledning til mange Udvandringer“.

I sin lille Norges Historie (I, S. 210–230) omtaler Keyser Harald paa en Maade, der viser denne som den store, omend strenge Konge: Hans Herredømme var i mange Henseender Seierherrens over de undertvungne; det var derfor ikke andet at vente, end at det maatte synes Folket strengt, endog naar det udøvedes med Retfærdighed. Harald troede det nødvendigt, til sin Magts Opretholdelse at indskrænke Folkets gamle Friheder; Bønderne skulde derfor ei længere være uindskrænkede Eiendomsherrer over sin Jord (Odelsbønder), men skulde betragtes som Kongens Leilændinger. – – Den store Omvæltning imidlertid, som Harald udentvivl tilsigtede, og hvilken de mere oplyste og uafhængige Nordmænd forestillede sig som uundgaaelig Følge af hans Eneherredømme, blev, som det lader, ingenlunde gjennemført i det Omfang, som udtaltes i dens Grundsætninger. Tilegnelsen af Landets Odel synes ikke at have ledet til nogen virkelig Skatlægning af Jorden eller til et almindeligt Leilændingsvæsen, men i det Høieste til Indførelsen af en personlig Skat.“

Keyser gjør derhos opmærksom paa de mørke Skildringer, som enkelte af de islandske Sagaer har givet af Haralds tyranniske Herredømme, men tilføier: „Imidlertid maa man ogsaa erindre, at disse Sagaers Forfattere var Islændinger, og at paa deres Fædreneø, som blev bebygget af Slægter, der ansaa sig forurettede af Harald, ingen gunstig, men snarere en overdreven haard Dom maatte fældes over hans Foretagender.“

Skarpere og strengere falder Udtrykkene i Keysers Udsigt over den norske Samfundsordens Udvikling i Middelalderen (Samlede Afhandlinger, S. 403 flg.). Her heder det saaledes: „Haralds Fremgangsmaade kunde ikke andet end vække et retfærdigt Misnøie“, og der tilføies lidt efter, at „Norges mange misfornøiede Stormænd – – – forlod Landet med talrige Skarer af Tilhængere“; fremfor alt flyttede „mange Høvdinger af Norges mægtigste og mest anseede Slægter“ til Island.

Vi finder saaledes ikke hos R. Keyser nogen fast og klar Opfatning af Harald Haarfagres historiske Personlighed. Til forskjellige Tider har han hyldet forskjellige Meninger, og hans vekslende Anskuelser i dette Punkt er saaledes nærmest at opfatte som de skiftende Stadier for hans egen fortsatte Granskning og derpaa byggede Udvikling.

Heller ikke hos P. A. Munch i hans store Hovedværk, Det norske Folks Historie, vil der findes nogen indgaaende Behandling af disse Spørgsmaal.

Munch mener først (I, 1, S. 466 flg.), at efter den af Harald indførte nye Tingenes Orden blev Gaardene ikke længere sine Besidderes Odel; de tidligere Eiere beholdt dem kun som Len og mod en Afgift. I den Anledning udtaler han, at saadant ikke kunde andet end hos Folkets Flerhed at vække Harme og Mismod, hvorpaa da ogsaa Historien har leveret mange Exempler. Hvad der an- føres, er dog alene to Steder af Egils Saga, og det bliver ikke mange Erempler. Længere frem i Værket (I, 1, S. 606) gjentages den samme Dom, at Haralds Indretninger, fornemmelig i Begyndelsen af hans Regjeringstid havde været forhadte, og at Kongen ved flere Leiligheder havde vist Strenghed, ja, Haardhed. Men Munch siger tillige i samme Forbindelse, at Harald maa have besiddet overlegne Talenter og udøvet en mægtig Indflydelse paa alle sine Omgivelser.

Munch har her, som ogsaa ved andre Tilfælde, søgt at sammenarbeide de forskjellige Opfatninger, for saa af dem at lave en ny, der skal vise Harald fra flere Sider.

Som den næste Historiker kommer i denne Række T. H. Aschehoug, der i sit Værk over Statsforfatningen i Norge og Danmark (1866) kort og klart udtalte, at Harald „fordrev vel ikke Jordens forrige Eiere; men han berøvede dem deres Odel (Eiendomsret) og lod dem give sig Landskyld“. Efter dette gives en Oversigt over Haralds administrative Anordninger. Aschehoug har antagelig her ladet sig nøie med en Tilslutning til sine nærmeste Forgjængere, idet hans Opgave mere var at give en Oversigt over den samlede, afsluttede Udvikling end med Munch at indgaa i den kritiske Undersøgelse og Prøvelse af alle de Enkeltheder, der skal bygge den samlede historiske Bygning op.

Men saa afsluttes ogsaa dermed den ældre Opfatning af Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen, – hvad der i Virkeligheden laa i denne. Denne ældre Opfatning havde ikke trængt dybt ind, og den havde hovedsagelig dvælet paa Overfladen. Munch havde nok – i sin Prøvelse af de gamle Kilders Beretning om Haralds Samfundsorden – forsøgt at gjøre et dybere Snit. Men han havde ikke naaet frem til et holdbart Standpunkt, der kunde afgive det faste Grundlag for et videre Arbeide, sigtende til at opnaa en Tydning af Kilderne, som gav den endelige Forklaring.

Keysers og Munchs Forsøg paa at finde en saadan, blev senere kritiseret af den berømte tyske Lærde, Konrad Maurer, der behandlede Emnet i en Artikel i Tidsskriftet Germania, XIV, S. 27–40. Han saa i Odelstilegnelsen væsentlig en „kolossal Brandskatning“. Men den Begrundelse, han gav for denne nye Fortolkning, var altfor kunstlet til, at den i Længden kunde finde Tilslutning. Den mødte derfor ogsaa berettiget Kritik, da Spørgsmaalet næste Gang blev optaget til Undersøgelse, og denne Gang atter fra en norsk Historiker^[24].

Den norske Historiker, som nu (1872) traadte frem, var J. E. Sars. Han tog Odelstilegnelsen til sit Emne i en Afhandling om Harald Haarfagres Samling af de norske Fylker og hans Tilegnelse af Odelen, der findes i første Række af Historisk Tidsskrift, II, S. 171–237. Hans første Resultat bestod deri, at den islandske Tradition om Haralds ofríki, om hans voldsomme og hensynsløse Færd, om Utaaleligheden af den Tvang, han gjennem sin Erobring lagde paa Folket, ingenlunde kunde regnes som ubetinget paalidelig (S. 176). Videre saa han i Harald, saadan som denne grundlagde Organisationen af det nye norske Samfund, en bevidst Hersker, der stod paa sin Tids Høide og havde tilegnet sig dens raadende, politiske Ideer (S. 187). Uagtet Sars ikke fandt Heimskringlas og Egils Sagas Beretning om Odelens Tilegnelse bekræftet ved andre Kilder, antog han dog, at den maatte have et faktisk Grundlag (S. 189). Sars antog videre, at det forfatningsmæssige Grundlag, Harald gav sit nye Enekongedømme, i Hovedtrækkene har svaret til, hvad der var blevet gjældende Ret i de store germaniske Mønsterstater, det frankiske og det angelsachsiske Rige (S. 213). I Henhold hertil har Harald ikke frataget Bønderne den egentlige Eiendomsret i privatretslig Betydning. Gaardene har vedvarende fortsat med at gaa i Arv efter de Bestemmelser for Odelsarvegangen, som havde været gjældende forud for Haralds Erobring. Hvad der var ophævet, var den med Odelen forbundne Suverænetet.

„Der er“ – siger Sars (S. 218) – „bleven paalagt dem Byrder, som ikke havde Karakteren af frivillige, til deres eget Forsvar indgaaede Forpligtelser, men som udgik fra en Magt, der var deres egen ubetinget overordnet og selv bestemte, hvad der skyldtes den. De maatte gjøre Krigstjeneste, ikke blot, hvor det gjaldt at værge deres egen Frihed, men naar og saalænge det faldt Kongen for godt at bestemme. – – – Det blev endelig paalagt dem Skat. Men at give Skat var uforeneligt med det gammelgermaniske Begreb af personlig Frihed og uafhængig Eiendom.“

Den hele Afhandling er et Indlæg mod den Opfatning, at Harald alene var den hensynsløse Voldshersker. Sars skrev for at tage Kongens Billede ud af den Ramme af frastødende Haardhed, der stemte med de Forestillinger, som engang var blevne de gjængse. Sars siger (S. 231): „Hans Værk staar ikke for os som Udtryk for et blot personligt Magtbegjær, der ingen andre Grænser kjender end dem, som den ydre Modstand foreskriver. Det har været betinget og begrænset af en almindelig Udvikling. Han har repræsenteret denne; men han har tillige foregrebet den. Deri kommer hans Personligheds overlegne Magt tilsyne.“

Med dette sit Arbeide havde Sars ført Opfatningen af Harald Haarfagre som historisk Personlighed ind paa helt nye Linier. Med den var skabt et nyt, og som det maatte forekomme, væsentlig paalideligt Grundlag til en Forstaaelse af den nye Samfundsorden. Undersøgelsens Hovedresultat kan i Korthed formuleres derhen, at Harald Haarfagre i og med de Forandringer, han foretog i Forfatning og Rigsstyrelse, havde sat Norge ind i Rækken af Europas ordnede Enhedsstater.

En afgjort Modsætning til Sars bød Gustav Storm i en Afhandling om de norske Lendermænd (fra 1882), i hvilken han ogsaa havde Anledning til at omhandle Harald Haarfagres Samfundsorden og hans Stilling til det gamle Fylkesaristokrati^[25]. Han tog der for sig det administrative System, som Snorre tilskriver Harald, og mente at kunne paavise Svagheder og Uregelmæssigheder i Snorres Fremstilling, og derunder antydede han som en Mulighed, at Systemet, som det foreligger i Heimskringla, kunde være opkonstrueret af Snorre, og altsaa nærmest at betragte som et Resultat af dennes kritiske Slutninger^[26].

I 1893 udkom Ebbe Hertzbergs Afhandling Lén og veizla i Norges Sagatid^[27], der i flere, væsentlige Punkter grundig behandlede de af Harald Haarfagre indførte Forandringer i Administrationen. Hertzberg fandt Storms Formodning uholdbar, idet han opfattede denne, som om han sigtede Snorre for at have grebet det hele ud af Luften. Dette ligger dog ikke i Storms Ytringer, der visselig rettest er at opfatte som ovenfor skeet. Hertzberg gik saaledes ud fra, at Snorres Beretning var korrekt, og byggede sine videre Slutninger paa den. Med Hensyn til Spørgsmaalet om Odelstilegnelsen var han væsentlig enig med Sars, at Harald aldrig havde foretaget nogen privatretslig Tilegnelse af Odelen, medens han ikke som Sars saa Forbilledet for Haralds Organisation af sin Rigsstyrelse i det frankiske Monarki, men derimod nærmest antog denne for at være bygget efter angelsachsiske Forbilleder.

Til Sars sluttede sig væsentlig Halvdan Koht i en liden Afhandling, der er trykt i Samtiden for 1900. Han antog, at det var de frankiske Riger, der havde givet Harald hans Forbilleder for den nye Ordning af det norske Samfund^[28], og at Odelstilegnelsen havde bestaaet deri, at Kongen paalagde en Landskyld eller Jordskat.

I 1904 udkom første Halvdel af A. Tarangers Værk, Udsigt over den norske Retshistorie, Bind II, hvori han, S. 188 flg. ytrer sig om det samme Spørgsmaal. Han bestrider her Rigtigheden af „den herskende Lære“, at det var Haralds Beskatning, der af Folket regnedes for en Tilegnelse ɔ: Ophævelse af den private Odelsret. Taranger mener tværtimod, at dette er en Forvexling af Aarsag og Virkning og opstiller den Lære, at den principale Ret, som Harald tilegnede sig, var en Eiendomsret til Landet. Af denne Ret fremgik igjen hans Beskatningsret, eller rettere: Beskatningen er en Udøvelse af Eiendomsretten.

Den næste Behandling af de hidhørende Emner skyldes Alexander Bugge, der i sit store Arbeide, Vesterlandenes Indflydelse paa Nordboernes Kultur i Vikingetiden (1905), har ofret et særeget Afsnit paa Omtalen af Harald Haarfagres Stat (S. 86–130).

Bugge ser ogsaa Forholdene i det Lys, at denne Konge, ved sin Samling af Norge, „var, bevidst eller ubevidst, et Led i en stor europæisk Bevægelse“, og at hans nye Kongedømme paa mange Maader maatte forekomme Folket at være en fuldstændig Nydannelse, et Brud med forudgaaende Aarhundreders Udvikling. Sagaernes Syn paa Haralds Styre kan imidlertid ikke antages at være aldeles uhildet og maa stamme fra misfornøiede islandske Landnaamsmænd. Bugge tror ovenikjøbet, at de Nyordninger, som almindelig gaar i Haralds Navn, for en stor Del allerede af hans nærmeste Forgjængere var gjennemførte i hans fædrene Rige.

Beretningen om Haralds Tilegnelse af Odelen vil Bugge – i Henhold til en af Professor Absalon Taranger given Anvisning – have forstaaet derhen, at den alene gjaldt de nyerobrede Landstrækninger, men ikke Haralds egne Arvelande, hvor det nye, af ham opretholdte og ellers indførte System allerede fra Tiden omkring Aar 800 havde været gjældende.

Efter Sagaernes Udtryk havde Kongens Tilegnelse af Bøndernes Odel tilfølge, at de maatte betale Kongen en Afgift af sine Eiendomme. Men Forholdet kan ikke opfattes paa den Maade, at Harald tillige skulde have tilegnet sig den øverste Eiendomsret til Bøndernes Jord. At saa var skeet, er rigtignok, hvad Sagaerne fortæller. Det kan ligeledes have været i Overensstemmelse med Bøndernes eget Syn paa Sagen. Det viser imidlertid ikke det virkelige retslige Forhold.

I den allersidste Tid har en tysk Retshistoriker, Assessor Dr. Friedrich Boden i Hamburg, ogsaa behandlet de samme Emner^[29], uden at dog hans Afhandlinger synderlig berører dem i den Forbindelse, i hvilken de her maa sees. Det er helt nye Undersøgelser, der bl. a. byder den ikke uvæsentlige Fordel at være byggede paa et grundigt Kjendskab til Island. De repræsenterer det nyeste Standpunkt af Studierne over denne Øs ældgamle Forhold. Men derved kastes der neppe synderligt Lys over Moderlandets Historie.

6. Slutning.

Det foregaaende Referat er blevet noksaa langt. Det staar tilbage at samle, hvad der efter min Opfatning fremgaar som Resultat af en Gjennemgaaelse af Kilderne. Det stiller sig for mig, som om J. E. Sars er den, der nærmest maa antages at have rammet det rette, især naar hans Meninger bedømmes med de af Hertzberg tagne Forbehold. Men det maa tilføies, at ogsaa Storms kritiske Tvivl kan forekomme ganske vægtige, – vel at mærke, naar de opfattes som tidligere forudsat. Som jeg tror at burde tyde Storms Ord, angiver de kun, at Snorres Skildring af Harald Haarfagres politiske og administrative System ikke er det umiddelbare Udtryk for en fra gammel Tid bevaret, samlet Tradition, men at den er bygget paa Snorres og andre Forfatteres egen kritiske Bearbeidelse og Sammenstilling af de forskjellige lokale Traditioner om det gamle norske Fælleskongedømme.

Det er her ikke Hensigten at optage selve Hovedspørgsmaalet til fornyet Drøftelse. Hvad her haves for Øie, er nærmest at forsøge paa en Udskillen af Harald Haarfagres Billede i den gamle Tradition. Men dermed er atter Udtalelserne om hans Tilegnelse af Odelen nær sammenhængende, idet Anklagerne for Haardhed og tyrannisk Færd netop i det Punkt har budt den skarpeste Braad. Det er som den haarde Konge, der tog Odelen fra Jordens gamle, oprindelige Eiere, han er tegnet af de mod ham fiendtlige Forfattere af de islandske Ættesagaer.

Naar jeg saa skal opgjøre min egen Mening om den reelle Betydning af det, der i Historien staar som Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen, maa jeg til en Begyndelse bede fastholdt, at jeg anser det for nødvendigt med en langt større Skarphed, end det tidligere er skeet, at fastholde det stærke Skille, som faktisk er forhaanden mellem de tre Klasser, der er af gamle Kilder. Jeg sætter Landnámabók i Midten, med de Kilder, der bygger paa norsk Tradition, og de, som leverer den yngre islandske, til hver Side.

Den kortfattede Tradition, som bærer de historiske Beretninger, Ágrip og Fagrskinna, og som snarest vinder i Styrke ved at sammenstilles med Beretningerne i Landnámabók, er – efter mit Skjøn – det, som i dette Punkt ligger nærmest ind paa de virkelige historiske Forhold. Hvis man vil søge at udfinde, hvad der ved Siden af Skaldeversene er den historiske Kjerne i Traditionerne om Harald Haarfagre, da bliver det disse kortfattede Beretninger, som nødvendigen maa danne Udgangspunktet. Efter hvad der nu vides, navnlig om Fagrskinna gjennem Gustav Storms Undersøgelser^[30], kan det forudsættes, at denne Sagaredaktions Bearbeidere endnu har havt en levende, omend uklar Sagntradition at holde sig til, helt fra Harald Haarfagres Dage. Men en saadan maatte være knap og kort, og den kan heller ikke benyttes uden skarp Kritik. Den viser os kanske ikke saa meget, hvorledes Harald opfattedes og bedømtes af sin Samtid, – som den giver os det Billede, de nærmest følgende Slægtled havde dannet sig af ham og hans Gjerning.

For mig staar det – jeg maa gjentage det paany – som den mest nærliggende Slutning, at enhver Fremstilling af Harald Haarfagres Historie først maa bygges paa denne kortfattede Tradition, der stammer fra Norge, paa Skaldeversene og paa Landnámabók. Deraf følger dog ikke, at al anden Sagaskildring uden videre maa forkastes. Men Storm kan have været inde paa den rigtige Opfatning, da han i Snorres berømte Skildring af det nye Rigsstyres Organisation mere saa Resultatet af en kritisk prøvende og afveiende Undersøgelse af forskjellige Sagn og Traditioner, indsamlede fra mange Kanter, end en Gjengivelse af en enkelt, allerede foreliggende Tradition. Hertzberg maa derfor paa sin Side ligefuldt tilkjendes Ret i den Opfatning, at Snorres Skildring var rigtig, og at den stemmer overens med de Brudstykker, vi endnu kan gribe af den lokale Tradition før og under Haralds Tid.

Men Grunden hertil er vel neppe nogen anden end den, at disse Brudstykker netop er Dele af det Materiale, Snorre benyttede som Underlag for sin kritiske Bearbeidelse. At Snorre i det væsentlige er kommet til rigtige Resultater, kan alene tjene til at øge den Respekt der staar af ham som Historieforsker og Bearbeider af det foreliggende Kildemateriale.

I ét Punkt har dog, tror jeg, Snorre gaaet videre, end det var nødvendigt og rigtigt. Det er angaaende Haralds Tilegnelse af Odelen. Men idet jeg der drager en videre Konsekvense af Sars’s Resultater, erkjender jeg villig, at dette tildels kan være en Strid om Ord, mere end om Realiteter. Det, som virkelig skede, er, ogsaa efter min Opfatning, netop hvad Sars og Hertzberg har fundet. Men i Stedet for den nu givne Fortolkning, at Snorres Beretning ikke har Hentydning til Odelen som privatretslig Institution, men derimod kun gjælder Ophævelsen af Odelens Suverænetet, vil jeg sige, at Snorre og andre islandske Forfattere her nok har havt for Øie en Forandring som den, der udtrykkes ved de sidstnævnte Ord, men at de for at betegne den har valgt et Udtryk, som i denne Forbindelse ikke gav nogen fuldgyldig Redegjørelse for det sande Forhold. Denne Opfatning af Forholdene er ny. For mig staar den som vel grundet, og den henstilles hermed til Andres nærmere Overveielse. Jeg tror, den maa vinde i Styrke gjennem en ganske nærliggende Henvisning til Island.

Islændingerne havde ikke Odel i den Forstand, i hvilken Begrebet blev taget i Norge. Odelen var for dem et fremmed Begreb, der repræsenterede en Institution, til hvilken de ikke selv besad noget Sidestykke. Men de vidste, at der i Norge var Odel, og de hørte megen Tale om denne Odel. De havde en Tradition, der bl. a. gik ud paa, at Kong Harald havde taget Odelseiendommene fra mange Mænd og fra mange Slægter. For de islandske Sagaforfattere, der byggede paa de bitreste Minder, var det ikke saa lige til at skille mellem Inddragning af enkelte Odelseiendomme og Ophævelse af den hele Odelsinstitution, og saa sammenblandedes disse to, i sig selv ganske forskjellige Ting. De er sammenblandede inden nogle Kredse af lokal islandsk Ættetradition, og de er sammenblandede i den af Snorre leverede kritiske Bearbeidelse af de ham foreliggende islandske og norske Kilder, der for os baade er kjendte og ukjendte, det sidste kanske ikke mindst.

Men Landnámabóks Taushed viser, at det kun var en afgrænset Tradition, der havde at fortælle om Odelstilegnelsen, og det maa forudsættes, at dette heller ikke kan have været den oprindelige Tradition, men langt hellere en sekundær Tradition, der var bygget paa Slægtleds Reflexion over den Uret, som mentes at være tilføiet de Forfædre, der først drog ud fra Norge. Saaledes kan det ikke være berettiget at tage et Udgangspunkt for den moderne Forskning i den.

Vi kan overhovedet aldrig vente at komme til fuldstændig Klarhed om den Udvikling, som i disse Henseender maa forudsættes at være foregaaet med den ældste islandske Tradition, saavel den, som angik de enkelte Slægter paa Island som den, der dreiede sig om de norske Konger og om Moderlandets politiske Forhold. Hvad vi derimod gjennem nye Undersøgelser maa kunne haabe at faa bragt frem til bedre Indsigt, er et dermed nær sammenhængende Spørgsmaal, – hvorvidt virkelig den islandske Opfatning af Norge, saadan som den kommer tilsyne i Sagaliteraturen, giver os, hvad vi kunde kalde den rette Norm for Norges Historie. Dette er netop det, jeg her tror at kunne fæste Opmærksomheden ved. Snorre var ganske vist en af de Islændinger, som gjennem Selvsyn bedst kjendte Norge. Men deraf følger ikke, at hans Meninger i alle Dele skal være bindende for Dommen over vore middelalderske Begivenheder og de med dem samtidige Forhold. Ialfald bør det herefter være et Maal for videnskabeligt Arbeide, at faa det bragt paa det Rene, hvor langt vi tør stole paa de islandske Sagaers Beretninger om den ældre Del af det, vi kalder Sagatiden. I denne Strid er der inden de norske Historikere flere, der i dette Punkt har sine Tvivl, og jeg ved, at jeg i den Henseende ikke staar alene. Saa meget mindre er der Grund til at holde Tvivlene tilbage, – om ikke for andet, saa ialfald for at faa deres Holdbarhed prøvet.

Det er her et underordnet Spørgsmaal, hvorvidt Egils Saga er Snorres Kilde, eller om de begge har benyttet en fælles ældre Kilde. Med Gjessing og Finnur Jónsson er det vistnok – mod G. Storm – rigtigst at forudsætte, at Egils Saga, der var skreven kort før 1200, altsaa ældre end Snorre, ikke har været benyttet af Snorre, men at de begge viser hen til ældre Kilder^[31]. Det væsentlige er den anden, reelle Side, hvorvidt det er en gammel Tradition, som er fulgt, – eller om det er en kritisk Konjektur, bygget paa det foreliggende, gjennem Tradition overleverede Stof.

Hvis saa denne sidste Forudsætning holder Stik, hvis Omtalen af Odelen altsaa er en Tilsætning, beregnet paa at forklare, hvad der skulde gjøre Haralds Adfærd saa forkastelig og stemple den som det til Yderlighed gjennemførte Tyranni, da kan det forstaaes, hvor liden Vægt der rettelig bør lægges paa den Sag. Den sikre, gamle Tradition kan da ikke have tillagt Harald en saadan Handling som Ophævelsen af en privatretslig Institution. Hvad vi nu har af norsk Tradition, maa nærmest forudsættes at være Udtryk for, hvad der om denne Sag mentes inden de Kredse, der stod nærmest Kongerne af Sverres Dynasti og inden enkelte af Norges mest høitstilede Ætter, og der var det vel forstaaet, at Haralds Nyordning ikke havde grebet ind paa dette privatretslige Omraade.

Naar der i denne Sammenhæng er lagt Vægt paa den Statshandling, hvormed Haakon den Gode aabnede sin Regjering, idet han skal have givet Odelen tilbage til Bønderne, da maa først betones, at denne er aldeles ukjendt i de Kilder, som giver den norske Tradition.

Efter disse Kilder var det tværtimod som den, der ophævede Erik Blodøkses og Dronning Gunhilds tyranniske Bestemmelser og Paabud, at Haakon hurtig vandt sin Popularitet. Den Maade, hvorpaa f. Ex. P. A. Munch^[32] her har benyttet samtlige Kilder til et Forsøg paa at give en Oversigt over Haakons hele Optræden ved Ankomsten til Norge, er i flere Henseender høist betegnende. Som han tager lidt af Heimskringla og lidt af Fagrskinna og støber dette sammen, glider den mellem disse Kilder bestaaende Grundforskjel bort, og det glemmes, at det ikke er saa ganske rigtigt at tage Sagen paa denne Maade. Det maa først erindres, at Kilderne hverken er ensartede eller jævnbyrdige.

Fagrskinna staar her bestemt imod Heimskringla og de med denne overensstemmende Haandskrifter af Egils Saga^[33]. Ligesaa lidt som Fagrskinna beretter om, at Harald tilegnede sig nogen Odelsret og tog den fra Bønderne, ligesaa lidt har den et eneste Ord om, at Haakon gav den tilbage til Bønderne.

Det er alene helt islandske Kilder, som nævner begge Dele, og da ligger en Formodning meget nær, – den Formodning, at ogsaa Odelens Tilbagegivelse hviler paa en kritisk Slutning. Som det først var sluttet, at Odelen var ophævet, maatte det være ligedan med dens Gjenindførelse Thi de islandske Forfattere vidste meget vel, at Odelen vedvarende bestod. Men da de nu engang havde ladet Harald afskaffe Odelen, var det en Nødvendighed at faa den tilbage. Dette var omtrent ikke til at undgaa. Anledningen dertil bød sig netop frem i Forbindelse med Haakons Tilbagekomst. Men er det saa, da indsees hurtig, at Fagrskinnas ligefremme Udsagn ikke af den moderne Historie lader sig sammenarbeide med det Forsøg paa at anvende Kritik, der møder i Heimskringla. Hvad enten dette skyldes Snorre eller oprindelig en ældre Forfatter, saa lader det sig ikke forene med Fagrskinna.

Med denne Sammenhæng er det i Grunden en overflødig Ting at spekulere over, hvad der ligger i Snorres Omtale af Odelstilegnelsen. Saa meget mindre kan derfra hentes noget Argument imod Sars’ og Hertzbergs Opfatning af den egentlige Rækkevidde i Haralds Nyordninger. Denne faar netop sin bedste Støtte gjennem Ágrip og Fagrskinna.

Men dermed bortfalder videre det odiøse, som navnlig Forfatteren af Egils Saga har ment at kunne lægge ind i den nye Samfundsorden. Saaledes synes det nødvendigt i væsentlig Grad at afdæmpe Skildringen af Haralds haarde Fremfærd. Ingen kan betvivle, at der i mange Tilfælde blev taget haardt paa Haralds Modstandere, og at Rigets Samling ikke kunde gjennemføres uden at gjøre adskillig Vold og Uret. Vi ved nok, at flere af den Grund forlod Norge, og at der mellem Islands Nybyggere var en Del af den Slags Udvandrere, der ganske naturlig kunde komme til at betragte sig som end mere forurettede, end de virkelig var.

Men vi har ogsaa Snorres Ord for, at de Kilder, han havde benyttet, nærmest lokale Traditioner, tillige viste noget andet, – at de ved Haralds Samfundsorden vundne Fordele var saa store, at de knyttede mange til ham som dennes paalidelige, varmt hengivne Støtter. Vi kan dertil føie, at om det end i Haralds egen Tid bestandig kan have gjæret paa mange Steder i Norge, saa er ikke dette enstydigt med, at han overalt var den forhadte Hersker. Navnlig tør vi forudsætte, at han for de følgende Slægter ikke har staaet i noget saadant Lys. Der har vi de Vidnesbyrd, der forekommer i Ágrip og Fagrskinna. Det er paa dem, jeg har ment at kunne lægge Hovedvægten.

Nærmere er det ikke muligt at komme ind paa Livet af den virkelige, den historiske Harald. Hvad vi ved om hans Personlighed, er kun, hvad der gik ind i den noget yngre islandske og norske Tradition. Men vi kan dertil føie noget mere, at den store Bevægelse, der affødte den norske Kolonisation paa Island, ingenlunde alene skyldtes Haralds Politik. Denne Bevægelse var i fald Gang, forinden Harald havde faaet Magten. Det var kun den tilfældige Omstændighed, at Island opdagedes netop, som Slaget havde staaet i Hafrsfjorden, der ledede Udvandringsstrømmen ind paa den Vei. Som vi nu, efter al Rimelighed, maa se dette Slag, som en Kamp mod norske Vikinger fra det keltiske Vesten, viser det selv bedst, at Bevægelsen har havt en meget almindelig Karakter, og at den har rukket langt ud over Island, hvor den tværtimod fik et af sine sidste Afsnit.

Udvandringen til Island er alene at betragte som Fortsættelse af den meget tidligere og gjennem et langt Tidsrum foregaaede Bevægelse fra Norge mod det keltiske Vesten, som igjen var et Sidestykke til de gamle Udvandringer fra Danmark og fra Sverige. Der er ingen Grund til at nære Tvivl om, at Island, efterat Øen først var funden, vilde blevet bebygget, selv om ingen Harald Haarfagre havde bragt det samlede Norge under sit Vælde. Han kan, gjennem sin Indgriben, for en Del have givet Foranledningen til en stærkere Udvandring. Men den almindelige norske fýsn efter landaleit, den var der paa Forhaand og uafhængig af ham, ligesom den overlevede ham og holdt sig gjennem flere Aarhundreder.

Harald stod midt i denne Bevægelse Hans Samlingsværk hører, paa sin Vis, ogsaa med ind derunder som et af dens vigtigste Led, – tillige det, som fik den længste Varighed. Men da maa det ogsaa, i sit Forhold til Islands Bebyggelse, stilles paa en noget anden Plads end den, det indtager efter nogle islandske Kilder. Det maa sees under et meget videre Synspunkt, som det ogsaa har en adskillig bredere Basis, hvad Islændingerne, efter nogen Tids Forløb neppe selv forstod.

Jeg haaber senere at kunne komme tilbage til disse og lignende Studier og dermed at kunne række at behandle ogsaa andre Sider af Harald Haarfagres Historie, der overhovedet byder mange Opgaver. Som Punkter, der særlig forekommer egnede til kritisk Behandling, kan allerede her nævnes det gamle Fylkesaristokratis Deltagelse i Udvandringen til Island og det ældre vestfoldsk-oplandske Kongevældes Betydning som Indledning til Harald Haarfagres Erobringsmonarki og som den sidste Forudsætning for dette.

Hvad Aristokratiet angaar, da har øiensynlig Sagaskriverne havt sine Betænkeligheder ved at give Udvandringen de store Dimensioner, som den maatte have havt, hvis de islandske Ættetraditioner skulde have været helt ud paalidelige. Der tages jo Forbehold, endog meget stærke om, at der ogsaa var adskillige Stormænd, som blev i Norge, ja endog med Glæde greb den lokkende Anledning, som der var til at træde i den nye Storkonges Tjeneste og der vinde baade Udmærkelse og Fordele, som ikke hidtil havde kunnet byde sig frem for dem under de snevrere Forhold, i hvilke de tidligere havde været henvist til at leve.

Hvad Kongedømmet angaar, da forekommer det mig, som om der maa være en stor, endog en saare væsentlig Forskjel mellem dettes Udvikling i de tre forskjellige Hoveddele af Norge. Det staar bl. a. for mig som et meget sandsynligt Resultat af en fremtidig Undersøgelse, at der har været en iøinefaldende Parallelisme i den historiske Udvikling af Samfundsforholdene mellem det østlige Norge og Sverige. Som der i Sverige opstod egne sluttede Samfund omkring Mælarens Bassin og omkring Gøtalands store Indsøer, saa maa ogsaa paa norsk Grund Christianiafjordens Bassin og Mjøsbassinet, med deres frugtbare, indsunkne Silurbund tidlig have budt Betingelser for at danne afsluttede Samfund.

Medens vestenfjelds de aabne Fjorde indbød til at færdes paa Søen og drog en æventyrlysten Befolkning mod det ukjendte Fjerne, gav Østlandets helt eller næsten helt indelukkede Indsøbassiner sine Beboere mere rolige Livskaar. Her var der Plads for mere fæstnede Samfund, med en agerbrugende Befolkning, der fra gammel Tid af fandt godt Udkomme, endog langt oppe i Dalene.

Fra Sireaaen til Rendalen gaar der en lang Række af parallele Dale med store Indsøer, som Regel nogenlunde i samme Afstand fra Kysten. I geografisk Udvikling vokser disse Dale og Indsøer, jo længer man kommer østover, og dermed tillige i økonomisk Værd, – hvilket ogsaa har øvet historisk Indflydelse. Vi kan mærke dette paa flere Maader, f. Ex. paa Forekomsten af de gamle Sagn. Paa Agder har vi Sagnene knyttede til Kysten, Kvin, Spangereid, Tromøen o. s. v. Derefter følger Skiensfjordens og Norsjøs mægtige Bassin, og saa flytter Sagnene ind i Landet, med en enkelt Undtagelse, af Vestfold. Forøvrigt er Sagnene om det norske Kongedømmes Oprindelse knyttede til Indlandsbygder, hvis Jordbund overalt byder de samme Betingelser for Samfundets Udvikling. Sagnenes Forekomst viser, hvor den ældste Historie har spillet.

Hermed maa jeg afslutte disse kortfattede Bemærkninger, der nærmest kun er postulerede Teorier, hvis Prøvelse senere hen vil give adskilligt Arbeide.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

↑ J. E. Sars har dog i 1872 (Historisk Tidsskrift, II, S. 176) fremsat den Opfatning, at Haralds Modstandere i Hafrsfjorden væsentlig havde sin Magt og Styrke fra de keltiske Lande i Vesten.
↑ Annals of Ireland. Three fragments, edited by John O’Donovan (Dublin, 1860), pag. 195.
↑ Landnámabók beretter (S. 108), at Olaf hvite faldt i en Kamp i Irland. Men dette hviler neppe paa sikker Tradition.
↑ I Egils Saga kaldes Haklang Konge af Agder.
↑ Sote Jarls Navn er sat i Forbindelse med Sothaugen, en stor Gravhaug fra Broncealderen! Hvis dette Haugnavn kunde antages at have en høi Alder, var det muligt, at man deri havde Forklaringen til, at Sote Jarl er kommen med i Sagaerne. Men det er dog mere rimeligt, at Haugen i senere Tider har faaet sit Navn efter Sagaernes Omtale af ham. Forøvrigt er at mærke, at en Sote af Sotanes i Landnámabók omtales som Farfader af en af Haralds Modstandere i Hafrsfjorden; Íslendínga sögur, I, S. 71; 159 flg.
↑ Smlgn. Norsk geografisk Selskabs Aarbog, 1904–1905.
↑ Efter Gustav Storms Oversættelse i Snorre Sturlassons Kongesagaer.
↑ Oldtidslevninger i Stavanger Amt, S. 85 flg., trykt Stavanger Museums Aarshefte for 1901.
↑ Finnur Jónsson, Den oldnorske og oldislandske Literaturs Historie, II, 1, S. 590 flg.
↑ Denne citeres nedenfor med Sidetal efter Udgaven i Íslendínga sögur, I (Kbhvn. 1843).
↑ Torstein omtales som maðr norrœnn ok farmaðr mikill.
↑ Eyvind nævnes som Sønnesøn af Nerid Jarl den gamle. I denne Anledning har P. A. Munch (Norske Folks Historie, I, 1, S. 342, Note 5) ment at kunne antage for givet, at denne Slægt maa have havt sit Hjem i Telemarken eller Grenland, da Navnet Nerid kun skal forekomme i disse Strøg og paa det nær tilgrænsende Vestfold. Det kan imidlertid ogsaa paavises fra Rakkestad i 1578 og fra Askim i 1603 (Breve fra disse Steder i Rigsarkivets Yngre Diplomsamling). Smlgn. forøvrigt G. Storm i Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger, 1875, S. 86, Note 2 og Norske Gaardnavne, af O. Rygh, VIII (ved Amund B. Larsen), S. 6.
↑ Smlgn. ovenfor, S. 12.
↑ Norske Folks Historie, I, 1, S. 553.
↑ Dette er Björn gullberi, hvis Hjemstavn ikke nævnes i Landnámabók, men omtales i Hørd Grimkjelssøns Saga, Kap. 1.
↑ Dr. G. Storm, Norske Historieskrivere paa Kong Sverres Tid, trykt i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, 1871, S. 410–431.
↑ Dr. G. Storm, Monumenta historica Norvegiæ (1880), S. 6; 8 flg.
↑ Anf. St., S. 103 flg. Ved Midtlandet menes her det Indre, Vestfold, Oplandene m. m.
↑ Ágrip af Noregs konunga sögum, Diplomatarisk Udgave ved Verner Dahlerup, (1880), Sp. 2 flg.
↑ G. Storm i Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger, 1875, S. 81 flg.
↑ Dette gjenfindes i Flateyjarbók, I, S. 575, medens Heimskringlas Beretning er fulgt smstds., S. 569 flg., og i Saga Olafs konungs ens helga (Christiania 1853), S. 4.
↑ Historisk-topografiske Skrifter om Norge og norske Landsdele, udgivne af Dr. Gustav Storm (1893), S. 6 flg., 47 o. fl. St.
↑ Samlede Skrifter af Peder Claussøn Friis, udgivne af Dr. Gustav Storm (1881), S. 175; 182.
↑ I sit Skrift over Island (München, 1874) har imidlertid Maurer udtalt sig mere ubestemt om strenge fiskalske Forholdsregler, der fremkaldte Misnøie og gav Anledning til Udvandringer.
↑ Historisk Tidsskrift, Række II, Bind 4, S. 129 flg.
↑ Storm har ogsaa i den Oversigt, han har leveret af Norges Historie i Salmonsens Konversationslexikon, XIII, S. 616, omhandlet dette Emne. Han giver der den Forklaring, at „Kongens Tilegnelse af Odelen kun betyder en Fiktion om, at al Arv tilfalder Kongen, og at den virkelige Arving maa løse Odelen, altsaa ved et Slags Arveafgift“. Med fuld Ret siger A. Taranger (Udsigt over den norske Rets Historie, II, S. 188), at han ikke kan finde denne Lære „velgrundet“.
↑ Germanistisehe Abhandlungen zum LXX. Geburtstag Konrad von Maurers, S. 286–331.
↑ Samme Forfatter har ogsaa omhandlet Emnet i en Afhandling, der er trykt i Verdens Gang for 7de og 8de Mai 1905. I denne omtales tillige forskjellige Forsøg, som andre har gjort paa at finde en Forklaring af, hvad der skede.
↑ Professor Taranger har gjort mig opmærksom paa denne Forfatters Afhandlinger, Das altnorwegische Stammgüterrecht, trykt i Zeitschrift der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte, germ. Abt.„ XXII (Weimar 1901), S. 109 flg., Das Urteil im altnorwegischen Recht og Die isläindischen Häuptlinge, i samme Tidsskrift, XXIV, S. 1 flg. og S. 148 flg. Dertil kommer allersenest: Die isländische Regierungsgewalt in der freistaatlichen Zeit, trykt i Dr. Otto Gierkes Untersuchungen zur Deutschen Staats- und Rechtsgeschichte, LXXVIII (1905).
↑ Disse Resultater er samlede i de allerede (S. 47) nævnte Afhandlinger om de norske Sagaforfattere m. m. fra 11te–13de Aarhundrede.
↑ Se Fortalen til Finnur Jónssons Udgave af Egils Saga Skallagrimssonar (Kjøbenhavn, 1886–1888), S. LXXV seqv.
↑ Det norske Folks Historie, I,1, S. 708 flg.
↑ I Finnur Jónssons Udgave er det hidhørende Sted ikke optaget i Texten (S. 213). Vedk. Haandskrifter er de yngre.

[1] J. E. Sars har dog i 1872 (Historisk Tidsskrift, II, S. 176) fremsat den Opfatning, at Haralds Modstandere i Hafrsfjorden væsentlig havde sin Magt og Styrke fra de keltiske Lande i Vesten.

[2] Annals of Ireland. Three fragments, edited by John O’Donovan (Dublin, 1860), pag. 195.

[3] Landnámabók beretter (S. 108), at Olaf hvite faldt i en Kamp i Irland. Men dette hviler neppe paa sikker Tradition.

[4] I Egils Saga kaldes Haklang Konge af Agder.

[5] Sote Jarls Navn er sat i Forbindelse med Sothaugen, en stor Gravhaug fra Broncealderen! Hvis dette Haugnavn kunde antages at have en høi Alder, var det muligt, at man deri havde Forklaringen til, at Sote Jarl er kommen med i Sagaerne. Men det er dog mere rimeligt, at Haugen i senere Tider har faaet sit Navn efter Sagaernes Omtale af ham. Forøvrigt er at mærke, at en Sote af Sotanes i Landnámabók omtales som Farfader af en af Haralds Modstandere i Hafrsfjorden; Íslendínga sögur, I, S. 71; 159 flg.

[6] Smlgn. Norsk geografisk Selskabs Aarbog, 1904–1905.

[7] Efter Gustav Storms Oversættelse i Snorre Sturlassons Kongesagaer.

[8] Oldtidslevninger i Stavanger Amt, S. 85 flg., trykt Stavanger Museums Aarshefte for 1901.

[9] Finnur Jónsson, Den oldnorske og oldislandske Literaturs Historie, II, 1, S. 590 flg.

[10] Denne citeres nedenfor med Sidetal efter Udgaven i Íslendínga sögur, I (Kbhvn. 1843).

[11] Torstein omtales som maðr norrœnn ok farmaðr mikill.

[12] Eyvind nævnes som Sønnesøn af Nerid Jarl den gamle. I denne Anledning har P. A. Munch (Norske Folks Historie, I, 1, S. 342, Note 5) ment at kunne antage for givet, at denne Slægt maa have havt sit Hjem i Telemarken eller Grenland, da Navnet Nerid kun skal forekomme i disse Strøg og paa det nær tilgrænsende Vestfold. Det kan imidlertid ogsaa paavises fra Rakkestad i 1578 og fra Askim i 1603 (Breve fra disse Steder i Rigsarkivets Yngre Diplomsamling). Smlgn. forøvrigt G. Storm i Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger, 1875, S. 86, Note 2 og Norske Gaardnavne, af O. Rygh, VIII (ved Amund B. Larsen), S. 6.

[13] Smlgn. ovenfor, S. 12.

[14] Norske Folks Historie, I, 1, S. 553.

[15] Dette er Björn gullberi, hvis Hjemstavn ikke nævnes i Landnámabók, men omtales i Hørd Grimkjelssøns Saga, Kap. 1.

[16] Dr. G. Storm, Norske Historieskrivere paa Kong Sverres Tid, trykt i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, 1871, S. 410–431.

[17] Dr. G. Storm, Monumenta historica Norvegiæ (1880), S. 6; 8 flg.

[18] Anf. St., S. 103 flg. Ved Midtlandet menes her det Indre, Vestfold, Oplandene m. m.

[19] Ágrip af Noregs konunga sögum, Diplomatarisk Udgave ved Verner Dahlerup, (1880), Sp. 2 flg.

[20] G. Storm i Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger, 1875, S. 81 flg.

[21] Dette gjenfindes i Flateyjarbók, I, S. 575, medens Heimskringlas Beretning er fulgt smstds., S. 569 flg., og i Saga Olafs konungs ens helga (Christiania 1853), S. 4.

[22] Historisk-topografiske Skrifter om Norge og norske Landsdele, udgivne af Dr. Gustav Storm (1893), S. 6 flg., 47 o. fl. St.

[23] Samlede Skrifter af Peder Claussøn Friis, udgivne af Dr. Gustav Storm (1881), S. 175; 182.

[24] I sit Skrift over Island (München, 1874) har imidlertid Maurer udtalt sig mere ubestemt om strenge fiskalske Forholdsregler, der fremkaldte Misnøie og gav Anledning til Udvandringer.

[25] Historisk Tidsskrift, Række II, Bind 4, S. 129 flg.

[26] Storm har ogsaa i den Oversigt, han har leveret af Norges Historie i Salmonsens Konversationslexikon, XIII, S. 616, omhandlet dette Emne. Han giver der den Forklaring, at „Kongens Tilegnelse af Odelen kun betyder en Fiktion om, at al Arv tilfalder Kongen, og at den virkelige Arving maa løse Odelen, altsaa ved et Slags Arveafgift“. Med fuld Ret siger A. Taranger (Udsigt over den norske Rets Historie, II, S. 188), at han ikke kan finde denne Lære „velgrundet“.

[27] Germanistisehe Abhandlungen zum LXX. Geburtstag Konrad von Maurers, S. 286–331.

[28] Samme Forfatter har ogsaa omhandlet Emnet i en Afhandling, der er trykt i Verdens Gang for 7de og 8de Mai 1905. I denne omtales tillige forskjellige Forsøg, som andre har gjort paa at finde en Forklaring af, hvad der skede.

[29] Professor Taranger har gjort mig opmærksom paa denne Forfatters Afhandlinger, Das altnorwegische Stammgüterrecht, trykt i Zeitschrift der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte, germ. Abt.„ XXII (Weimar 1901), S. 109 flg., Das Urteil im altnorwegischen Recht og Die isläindischen Häuptlinge, i samme Tidsskrift, XXIV, S. 1 flg. og S. 148 flg. Dertil kommer allersenest: Die isländische Regierungsgewalt in der freistaatlichen Zeit, trykt i Dr. Otto Gierkes Untersuchungen zur Deutschen Staats- und Rechtsgeschichte, LXXVIII (1905).

[30] Disse Resultater er samlede i de allerede (S. 47) nævnte Afhandlinger om de norske Sagaforfattere m. m. fra 11te–13de Aarhundrede.

[31] Se Fortalen til Finnur Jónssons Udgave af Egils Saga Skallagrimssonar (Kjøbenhavn, 1886–1888), S. LXXV seqv.

[32] Det norske Folks Historie, I,1, S. 708 flg.

[33] I Finnur Jónssons Udgave er det hidhørende Sted ikke optaget i Texten (S. 213). Vedk. Haandskrifter er de yngre.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]

[15]

[16]

[17]

[18]

[19]

[20]

[21]

[22]

[23]

[24]

[25]

[26]

[27]

[28]

[29]

[30]

[31]

[32]

[33]