Hopp til innhold

Harald Haarfagres Skattepaalæg og saakaldte Odelstilegnelse

Legg til lenke
Fra Wikikilden
HARALD HAARFAGRES SKATTEPAALÆG OG SAAKALDTE ODELSTILEGNELSE[1].
AF
ERBE HERTZBERG.
I.

Ved de germanske Stammers Indrykning i de tidligere af Romerne beherskede Lande forefandt de der dels i fuld, dels i afsvækket Anvendelse en Række Styrelsesprineiper, som hidtil havde været dem selv fuldkommen fremmede, samtidig med at de omvendt fra sin egen Hjemstavn medbragte andre, tildels meget vigtige Opfatninger og Organisationsled, hvortil igjen Romerne intet tilsvarende besad. De Brydninger, som herigjennem opstod, fylder som bekjendt den første Halvdel af Middelalderen med stadig Uro og stridende Modsætninger, og disse forplante sig herunder ad Idéoverførelsernes mere eller mindre dunkle Veie tilligge op igjennem Nordeuropas Folkesamfund paa jævnførelsesvis ren germansk Grund.

En Hovedforskjel mellem romansk og germansk Styresæt aabenbarede sig navnlig ogsaa paa det Omraade, som vi benævner det finantsielle. Fra sit oprindelige Hjem var de germanske Stammer helt igjennem vante til naturaløkonomiske Livs- og Samfundsvilkaar, og et Led i disse var det, at de offentligretlige Ydelser, som ethvert Samfundsfællesskab forudsætter, om det overhovedet skal kunne opretholdes, antog Karakter af personlige Haandsrækninger, personlig Deltagelse i Udførelsen af det, som i fælles Interesse skulde gjøres. Først og fremst gjaldt dette Landsforsvaret. Værnepligten paahvilte blandt Germanerne samtlige voxne Mænd, eller, skarpere betegnet, den tilhørte dem som et selvsagt Udtryk for deres Værdighed af fuldt berettigede Samfundsmedlemmer. Den opfattedes ikke som en Byrde, men som en naturlig Menneskerettighed. Og noget lignende maa have været Tilfældet i Henseende til de øvrige, forresten forholdsvis faa Fællesanliggender, som det germanske Oldsamfund bekymrede sig om, Gudsdyrkelse og Offervæsen, Retsvæsen, Udbedring af Veie o. s. v. Alt saadant krævede altsaa Deltagelse, men ikke offentlige Udgifter. Hændte det imidlertid leilighedsvis, at der behøvedes Udredsler af en eller anden Art, f. Ex. til de store religiøse Offerfester, saa skede dette ved frivillige Sammenskud, for hvilke det strengt paasaaes, at de beholdt sin Karakter af Gave. Selv hvor denne Gave efterhaanden sædvanemæssigt fæstnede sig til at blive en regelmæssig Kontingent, maatte i Formen ethvert Anstrøg af Tvang omhyggelig undgaaes. Thi Tvang var det Trællens, ikke den fribaarne Mands Sag at underkaste sig.

I Overensstemmelse med denne Germanernes nedarvede og dybt rodfæstede Opfatning skilte da ogsaa deres Sprog meget bestemt mellem de 3 Begreber, personlig Arbeidsydelse, Gave og Afgift. For her at indskrænke mig til at gjengive de oldnorske Betegnelser, saa var disse gerð, giöf og giald. Gerð og giöf kunde den frie Mand uden Skam præstere, men giald maatte han enten ad Magtens eller Rettens Vei tvinges til at erlægge.

Den finantsielle Svaghed, som en saadan Betragtningsmaade medførte for det fremspirende germanske Statsliv, stod i den skarpeste Modsætning til det velordnede, mangeleddede, til en talrig Stab af over- og – ikke mindst – underordnede Skatteopkrævere støttede romerske Beskatningssystem. I det keiserlige Romerrige var, for at holde fast ved den germanske Udtryksmaade, alt bygget paa giald, saagodtsom intet paa gerð. Skatteudredslerne blev da ogsaa noget af det allerførste, der tog Opmærksomleden fangen hos de byttegridske Barbarfyrster, som underlagde sig Romerrigets Provindser. Deres statsretslige Begreber var imidlertid altfor lidet udviklede til, at de forstod enten Systemets egentlige Princip og ledende Grundtanker eller endog blot dets administrative Teknik. Hvad de strax indsaa, var blot, at der ogsaa paa denne Maade var Gods at vinde. Følgen blev paa den ene Side, at de germanske Konger i videst mulige Udstrækning søgte at bibeholde de Afgifter og Skatter, som hidtil havde paahvilet deres nye romanske Undersaatter, og endog, naar Leiligheden syntes gunstig, at over- føre dem paa den nytilkomne germanske Del af Befolkningen, men paa den anden Side tillige, at det romerske Skattevæsen ikke desto mindre snart i sine væsentligste Stykker forfaldt og smuldrede hen, navnlig saaledes at Skatterne gik over til uforanderlige Grundbyrder paa de faste Eiendomme[2].

Som nys antydet laa det imidlertid i Forholdenes Natur, at det i Levningerne af Romerriget forefundne Skattepriceip i høi Grad tiltalte navnlig de mest magtbevidste og myndige germanske Konger, og at de, naar Anledning gaves, søgte at bringe det i Anvendelse ogsaa paa sine Undersaatter af germansk Afstamning og i de af disse befolkede Landsdele Men her stødte de paa den mest energiske, i det germanske Tænkesæt dybt begrundede Modstand.

Mest oplysende er i saa Henseende Spørgsmaalets Historie i Frankerriget under de ældre, kraftige merovingiske Herskere. Gregor af Tours beretter herom bl. a. (III, 36), at da den i det 6te Aarh. regjerende Kong Theodebert I havde ilagt Frankerne Skat, paadrog Parthenius, den Mand, der havde tilraadet ham dette, sig et saa stærkt og alment Had, at ikke før var Kongen død, end at Uveiret brød løs over ham. Skjønt han flygtede og tilsidst skjulte sig i en Kirke, slæbtes han ud derfra af den rasende Folkehob under Raabet: »Gud har givet vor Fiende i vor Haand«, – lemlæstedes og stenedes. Længere ud i samme Aarhundrede tog den tyranniske Kong Chilperich I, den endnu mere berygtede Dronning Fredegundes Ægteherre, sig ligeledes for at paalægge sit Folk Skatter. Dette forekom mange saa utaaleligt, at de forlod sine Bosteder og sine Eiendomme og udvandrede til andre Lande. »De vilde«, siger Gregor, »heller udvandre, end løbe slig Risiko«[3]. Samtidig brød de hjemmeblivendes Utilfredshed ud i aabent Oprør, hvorunder Skattelisterne blev opbrændte. Til Straf satte Kongen først Skatterne endnu høiere. Men saa stærkt stred den hele Forholdsregel mod Frankernes nedarvede Retsfølelse, at da der kort efter udbrød en Omgangssyge, hvoraf Kongefamilien selv blev angreben, formaaede endog selve Dronning Fredegunde ikke at værge sig mod den Forestilling, at dette var en Guds Straffedom i Anledning af Skattepaalæggene. Hun henvendte sig derfor, beretter Gregor, til Kongen, stemplede Skatteopkrævelserne som Rov og behæftede med Forbandelse. »Lad os derfor brænde de uretfærdige Skattelister og nøie os med de Indkomster, som din Fader Kong Chlotar nøiede sig med.« Og virkelig lykkedes det hende tilsidst ved sine Forestillinger at faa Chilperich til at tilbagekalde Udredslerne.

Som det vil erkjendes, er denne Fortælling i høi Grad orienterende med Hensyn til det Lys, hvori den ægte germanske Opfatning anskuede selve Beskatningsprincipet. Den bekræftes yderligere ved den Tilføielse (Gregor af Tours, VII, 15), at efter Chilperichs Død kastede Folket sig over en af hans vigtigste Raadgivere: Dommeren Audoenus, og udplyndrede ham saa grundig at han alene beholdt, hvad han paa Flugten kunde bære hos sig; og dette just, fordi han havde beskattet fribaarne Franker. Derimod havde Frankerne intet at indvende mod »ved særlige Leiligheder at bringe Kongen Gaver«; det var alene »Afgiften i sin Regelmæssighed«, som var dem »yderst forhadt«, og »fra Tid til anden udbryder derover heftig Uvillie«[4].

Overhovedet gaar Beskatningsspørgsmaalet, snart i en Anvendelse, snart i en anden, uafladelig igjen, ikke alene i den merovingiske Historie, men ud gjennem hele den ældre germanske Middelalder. Kongerne fornyer idelig, snart i et Land, snart i et andet, Forsøgene paa at skatlægge Undersaatterne, og disse vægrer sig ligesaa ihærdig ved at finde de dem paatvungne Skatter overensstemmende med deres nedarvede Frihedsbegreb.

For at hente et Par veiledende Vink fra et vore egne Forhold baade i Tid og Sted nærmere liggende Samfund end det frankiske Merovingerrige, skal her tillige mindes om, at den første Konge af Danmark, som historisk vides at have villet paalægge det danske Folk regelmæssige Skatter, var den i sidste Halvdel af det 11te Aarhundrede levende Kong Knud den hellige. Om ham heder det udtrykkeligt, at han »ved en ny og uhørt Lov tvang Folket til den Skat, som vi kalder Nefgjald« (d. v. s. Kopskat) Men derfor gik det ham ogsaa ilde. Adel og Almue reiste sig i endrægtig Harme og fældede ham i Albani Kirke i Odense Aar 1086. Først omtrent et Aarhundrede senere lykkes det under Knud VI Kongemagten at faa indført et virkeligt Skattepaalæg i Danmark, nemlig den saakaldte Stud. Men vel at mærke, heller ikke dette sker saadan uden videre; thi Studen er i Virkeligheden kun en (delvis) Omlægning af den ældre »personlige og ubestemte Natholdspligt«, hvorved forstodes Bøndernes Forpligtelse til at underholde Kongen og hans Følge en eller flere Nætter, naar han var paa Reiser rundt i Landet. Med andre Ord, der møder os heller ikke her egentlig en af Kongen paalagt Skat, men en gjennem Forhandlinger med Bønderne opkommen Udredsel, hvorved man i Udviklingens Medfør omdannede den ældre, mere personlig konstruerede og anskuede Ydelse[5].

Gaar vi dernæst over til Norge selv og spør os: naar opstod her i Landet den første varige – d. e. ikke paa Grund af Befolkningens Misnøie atter nogenlunde snart afskaffede – Skat, saa kan det ikke være tvilsomt, at Svaret maa blive: ved Ledingens (delvise) Overgang fra en personlig Byrde til en Udredsel[6]. Ligesom Tilfældet er i Danmark, er altsaa ogsaa i Norge den ældste varige Skat fremkommen ved en (delvis) Afløsning af en tidligere mere personlig anlagt »gerð« Og denne Parallelitet bør særlig mærkes; thi den stadfæster, at den oprindelige germanske Betragtning heroppe i Norden først ad den naturlige Udviklings Vei og i Forholdenes velforstaaede Medfør er vegen for den yngre Opfatning, at Skat (giald, senere skattr, tollr) kunde man paatage sig, naar den gjennem frivillig, statsretslig Overenskomst traadte istedetfor og saaledes dannede den umiddelbare Fortsættelse af den ældgamle, almene Samfundspligt at yde sin Medvirkning til Fællesgjøremaalenes Udførelse. Hvor dette derimod ikke var Tilfældet, vægrede man sig fremdeles ved at anerkjende Berettigelsen af suveræne Skattepaalæg. Endnu saa sent som i Magnus Lagabøters Landslov af 1274 heder det med al mulig Tydelighed i 3die Bogs 1ste Kapitel: »Ingen almindelige Skatter skal Kongen paalægge os.

Tidspunktet for Ledingens delvise Overgang til en Skatteform lader sig saameget mindre med Sikkerhed angive, som det nærmest ser ud til, at denne Overgang er skeet temmelig umærkeligt og successive, idet Udskrivningen af saakaldet »halv Leding< uden noget dertil knyttet Ledingsudbud blev mere og mere aarvis. I fuld lovlig Orden fremtræder Ledingsskatten imidlertid først i Magnus Lagabøters Landslov.

Men ligesom i Danmark og det merovingiske Frankrig mangler det heller ikke i Norge paa tidligere Forsøg fra Kongemagtens Side paa af egen Magtfuldkommenhed at bebyrde Folket med Skatter. Det yngste Vidnesbyrd herom danner Alfivatiden. Under det daværende kortvarige danske Herredømme i Norge indførtes der et for Landets Indbyggere hidtil ukjendt System af Afgifter, hvorom man rigtignok tør formode, at de formelt er bleven vedtagne af Almuen paa Lagthingene, men som med Tryghed kan siges alene at have opnaaet denne lovlige Anerkjendelse derigjennem, at Alinuen, som Omstændighederne i Øieblikket forelaa, ikke vovede at modsætte sig dem. Afgifterne blev med andre Ord Folket paatvungne. Paa den anden Side havde ingen af dem efter Datidens Begreber strengt taget Karakteren af almindelige Skatter. Bortseet fra Arbeidspligt paa Kongsgaardene og en strengere Ledingspligt, angik et Par af dem specielt Færdsel og Næringsliv paa Sjøen (Landslod af Fiskerierne og Toldafgifter), hvorved er at mærke, at Havet, som ikke Gjenstand for privat Eiendom, øiensynlig af Kongen er bleven sidestillet med Almenningerne, over hvilke, som bekjendt, Eiendomsretten ansaaes at tilkomme den norske Konge. I den samme Betragtning bunder paatageligvis den tredie Bestemmelse, at der paa ethvert Skib skulde holdes et Rum tverskibs til Kongens Raadighed. Meget nærmere en almindelig Skat kom det derimod, at der af hver Arne skulde erlægges en Mæle Malt, et Oxelaar og et Smørspand samt af enhver Husmor en Dot uhæglet Lin. Men netop ved disse Udredsler erfarer vi, at man i Navnet og altsaa ogsaa i Formen omhyggelig undgik at betegne dem som Skat; man gav dem tværtimod den hyggelige Benævnelse »Julegaver«, hvilket vil sige, at man ønskede at have dem betragtet som en Art frivillig paatagne Bidrag til Kongens Feirelse af Aarets største Høitid Herved mindes vi da uvilkaarlig den gamle frankiske Opfatning, at man ogsaa gjerne var med paa at række Kongen Gaver ved festlige Leiligheder, naar de bare ikke fik Karakteren af Skat. Det samme honorable Udseende af Gave var det derimod ikke muligt at overføre ogsaa paa den af Fiskerne ligeledes in natura erlagte Landslod, og derfor hed det om dem øieblikkelig, at de nu var nødt til at »leie Sjøen«[7].

Alfivatidens Afgifter blev i den større Del af Landet af kort Varighed; men det er et noksaa mærkeligt Vidnesbyrd om den Lovlydighed, som beherskede det gamle norske Samfund, at de ikke simpelthen ansaaes bortfaldne ved Knytlingernes Fordrivelse. Ligesom de var bleven vedtagne ved gyldig Lovbeslutning, maatte de ogsaa afskaffes paa gyldig Maade, nemlig derigjennem, at Kongedømmet atter frasagde sig Retten til at opkræve dem. Dette skede for Gulathingslagens og formodentlig Romsals og Nordmøres Vedkommende paa et Thing, som Kong Magnus den gode holdt i Langøsundet ved Averøen paa Nordmøre omkring Aar 1040. Her afskaffedes saavel Julegaverne som de Skibsfart og Fiskeri paalagte Afgifter. Naar nemlig Gul. Kap. 148, som forøvrigt udtrykkelig omtaler denne Afskaffelse, ikke tillige oplyser, at Fiskernes Udredsel af 5 Fisk pr. Baad ligeledes bortfaldt, saa maa denne Udeladelse suppleres ved Hjælp af den ovenanførte Yttring i Fagrskinna, der bestemt gaar ud fra, at det kun var i Alfivatiden (og de sig dertil nærmest knyttende Aar), at Fiskerne »leiede Sjøen«. Fiskeafgiften har derfor rimeligvis gjort Følge med de øvrige nye danske Paalæg[8].

Naar de tilsvarende Indrømmelser fra Kong Magnus’s Side er kommet det søndenfjeldske Norge tilgode, siges intetsteds; men den har neppe heller der ladet længe vente paa sig. Derimod har han ikke udstrakt den til ogsaa at gjælde de egentlige Thrøndere; thi disse siges i Magnus Barfods Saga, Kap. 1, udtrykkelig først at være bleven fri for Julegaverne og Skibsafgifterne ved en Eftergivenhed af Kong Haakon Thoresfostre i Aaret 1093. Sammenhængen hermed maa derfor have været den, at Magnus den gode har været uvillig til at indrømme Thrønderne den samme Fritagelse paa Grund af den ledende Rolle de sammen med Haalogalændingerne havde spillet ved Fældelsen af hans Fader Hellig-Olaf paa Stiklestad. Heller ikke nyttede Haakon Thoresfostres Gunst dem stort; thi da Magnus Barfod efter Underkuelsen af Steigar-Thores Oprør i 1095 saa sig istand til at holde Straffedom over Thrønderne, maa han først af alt have taget tilbage de af ham saa ilde seede Indrømmelser, som hans Medkonge Haakon Thoresfostre havde gjort dem. Vi erfarer nemlig af Frost.lovens Slutningskapitler, at det først var under Kong Magnus’s Sønner, at Thrønderne og med dem Naumdølerne og Haalogalændingerne endelig blev fritagne for de nævnte, upopulære Afgifter[9].


II.

Tager vi nu med den Forkundskab, foregaaende Afsnit har søgt at bringe, for os Harald Haarfagres Skattepaalæg, saa bliver det første, som bør fastslaaes, netop den Kjendsgjerning, at han udskrev Skatter af Befolkningen. At han saa gjorde, er nemlig utvilsomt. Landnáma ved gjentagende at berette, at islandske Landnamsmænd havde udvandret, fordi de ikke vilde erlægge Kongen Skat (f. Ex. Ketil Flatnef og hans Søn) eller kom i Strid med hans Sysselmænd, Herser og Jarler. Da det netop var disse Ombudsmænds Hovedfunktion at indkræve de kongelige Indtægter, hvoraf de for egen Del oppebar en betydelig Del, kan det umulig miskjendes, at det endnu mere ligeoverfor dem end overfor Kongen personlig først og fremst har været Skattevægringerne, som fremkaldte Striden. Særlig betegnende er i saa Henseende, hvad Landnáma fortæller om Bondehøvdingen Aasgrim fra Thelemarken. Da Oppebørselsbetjenten kom for at kræve ham for Skatten, svarede han, at han havde sendt Kongen en Hest og meget Sølv, men som Gave, ikke som Skat; thi Skat havde han aldrig udredet og vilde han heller aldrig udrede. Da det samme Krav Aaret efter fornyes, sammenkalder Aasgrim Herredets Bønder og forelægger dem paa Thinget det Spørgsmaal, om de vilde erlægge Skat eller ikke. De afgiver da den enstemmige Erklæring, at Skat vilde de ikke udrede, og bemyndiger ham til at svare dette paa deres alles Vegne. Oppebørselsbetjenten lader da Aasgrim myrde, og hans Slægtninge maa efter at have hævnet ham ty til Island.

Ogsaa Snorre (Harald Haarfagres Saga, Kap. 6) kjender til, at Harald paalagde Bønderne »Skatter og Skyldigheder« eller, som han ogsaa siger, »Landskylder« (om Betydningen af dette Ord i denne Forbindelse, se nedenfor). Men særlig at mærke er det, at Fagrskinna, der er saa kortfattet i sin Omtale af Haralds Statsindretninger, dog finder Plads til den Oplysning, at efter hans Seire »siðaðisk landit, guldusk skattar hit efra sem hit ytra« (Kap. 13) For denne omtænksomt og i det hele vel og nøgternt redigerede Saga staar det altsaa som selve Kjærnepunktet, det eneste statsretslige Træk, den under Kong Harald anser det nødvendigt at fremhæve, at man under ham maatte erlægge Skatter og det baade inde i Landet og langs Kysten. Heller ikke er det uvist, hvilken Skatteform Kongen efter Fagrskinnas Mening anvendte. Af Kap. 32 fremgaar det nemlig, at det var det saakaldte nefgildi (Kopskat), den samme Skat, som de Danske et Par Aarhundrede senere slog sin Konge Knud den hellige ihjel for at ville paalægge dem. Saameget tryggere kan man vistnok stole paa denne Oplysning i Fagrskinna, som Kopskatten jo netop danner den i skatteteknisk Henseende raaeste og simpleste Beskatningsform, der stiller Inddrivelsen de mindste Vanskeligheder at overvinde og derfor maa antages just at være bleven anvendt i et Land, hvor ethvert Skattevæsen hidtil havde været ukjendt. Nærmere beseet støtter desuden Omtalen ogsaa i Eigla af Haralds Skattepaalæg den Opfatning, at det her er med en Kopskat, vi har at gjøre. Foruden de egentlige Bønder og Rydningsmænd i Skogene nævner denne Saga nemlig Saltkogerne og Jægerne og Fiskerne som Gjenstand for Kongens (Beskatnings-) Undertrykkelse. Da nu imidlertid Næringsskatter, omfattende det hele Folk i dets forskjellige Sysselsættelser paa et Kulturtrin som Nordmændenes under Harald Haarfagre, faktisk vilde være umulige at regulere, inddrive og kontrollere uden netop i Skikkelse af en lav, almen Kopskat paa Hvermand, saa maa vi ogsaa heraf slutte, at det kun har været Spørgsmaal om en saadan.

I Modsætning hertil staar rigtignok Meddelelsen i Snorres Harald Haarfagres Saga, Kap. 6, saaledes som dette Kildested vanligvis opfattes. Det siges nemlig her, at Harald tvang alle Bønder, baade rige og ikke rige, til at »gjalda sér landskyldir«, hvilket Ord man oversætter med Landskyld og forklarer derhen, at Bønderne blev paalagt en Grundskat, afpasset efter Størrelsen af deres Gaarde. Men Rigtigheden af denne Forstaaelse bestrider jeg. Allerede af selve det nævnte Kapitel, der angaaende Haralds Indtægter om hverandre taler om »sakeyrir ok landskyldir«, »skattar ok skyldir«, »álög ok landskyldir«, faar man et Indtryk af, at »skyldir« og »landskyldir« her anvendes omtrent ensbetydende, nemlig om alt, hvad man var skyldig at udrede til Kongen, og at derfor ved »land« her ikke som i det privatretslige Landsleieforhold sigtes specielt til Jordeiendommene, men til Land og Rige som Helhed. Denne Betydning af Flertalsformen »landskyldir«, som jeg altsaa mener i hidhørende Forbindelser maa oversættes med Landsudredsler el. lign., vil man rigtignok ikke finde anført hos Lexikograferne, der overhovedet ikke egner Ordet »landskyld« mere end en noksaa affeiende Opmærksomhed. Men i Glossariet til de gamle Love har jeg paapeget en Række Steder i Sagaerne, hvor »landskyldir« øiensynlig bruges i nævnte Forstand = skyldir. Paatageligst tør i saa Henseende være Slutningsordene i Kap. 72 af Snorres Harald Haardraades Saga (Ungers Udgave). I dette Kapitel er der Tale om Ophævelsen af de kongelige Indtægter paa Oplandene, og disse specificeres først i Forbindelsen »at heimta har skatta ok landskyldir ok konungs sakeyri«, hvor altsaa de 3 Hovedbestanddele af Kongens Indtægter er særskilt opregnede. Strax ovenfor tales der mere kortfattet kun om at opkræve »landskyldir sínar ok skatta af Upplendingum«. Men da saa Oplændingerne vægrer sig ved at erlægge sine Skyldigheder til andre end Lensindehaveren, Jarlen Haakon Ivarssøn, svarer de, »at þeir mundu greiða allar skyldir, þær er þeir áttu at greiða, ok fá í hendr Hákoni jarli, meðan hann var á lífi«, og, tilføies der saa, »fékk konungr þaðan engar landskyldir á þeim vetri«. Her bruges tydelig »skyldir« og »landskyldir« i samme Betydning, nemlig som omfattende alle de 3 førstnævnte Klasser af Indtægter, Skatter, Sagøre og Landskyld i snævrere Forstand, og i samme videre Betydning skjønnes som sagt Ordet »landskyldir« anvendt i en Række andre Sagasteder. Hvorvidt Harald Haarfagres Saga Kap. 6 ogsaa hører ind blandt disse, vil maaske befindes mere tvilsomt. Men betænker man, at Fagrskinna, som vi saa, udtrykkeligt oplyser, at Kong Harald lagde »nefgildisskatta« »á alt landit«, og at denne Meddelelse, selv om Snorre ikke direkte har benyttet Fagrskinna som Kilde, dog af sidstnævnte Saga maa være hentet fra en Kilde, som ogsaa maa have staaet Snorre tilraads (jfr. Finnur Jónssons Litteraturhistorie II, S. 636), kan man neppe komme til andet Resultat, end at Kopskatten af Snorre indbefattes under Benævnelsen »landskyldir«, og at dette Ord saaledes ogsaa af ham her anvendes i sin videre Betydning. Dette stemmer ligeledes med, at Ordet strax nedenfor omskrives med »skattar ok skyldir« og »álög ok landskyldir«, Udtryk, der er mere samlende end enkeltvis præciserende[10].

Det staar følgelig fast, at Harald Haarfagre har indført et offentligt Retsinstitut, som tidligere var Nordmændene ukjendt, nemlig Skattevæsenet. Ligesaa sikkert er det, at Nordmændene i de nærmest følgende Aarhundreder – bortseet fra Alfivatidens mere eller mindre forbigaaende Afgifter – ingen Skattepaalæg var underkastede, før Ledingen, den personlige Værnepligt med tilhørende Naturalkontingenter, begyndte at antage Formen af en Skatteudredsel. Kong Haralds Skattepaalæg maa saaledes atter være bleven afskaffede. Naar skede dette? Ogsaa herom giver Fagrskinna Besked. Den meddeler (Kap. 32), at Kong Haakon Adelstensfostre »lod de Nefgildesskatter, som hans Fader Kong Harald havde paalagt hele Landet, borttage i Kystdistrikterne langs Havet og i Thrøndelagen og lægge til Skibsgerdene. Ved Skibsgerden mener

Forøvrigt viser det anførte Kapitel af Harald Haardraades Saga, at Ordet »landskyldir« saa at sige i samme Aandedræt kan anvendes i sin snævrere og sin videre Betydning, og dette maa antages ogsaa at være Forholdet i Harald Haarfagres Saga Kap. 6. Fagrskinna her det samme som ellers kaldes Ledingen[11], den af Kong Haakon indrettede Sjøforsvarsordning, og vi faar saaledes vide, at denne Konge, idet han gav Afkald paa de saa høist upopulære, af hans Fader anordnede Skatteudredsler og med dem tillige en Gang for alle Kongemagtens selvtiltagne Ret til at paalægge Skatter. istedet har formaaet Folket til at paatage sig den personlige »gerð«, Værnepligten med herunder indgaaende Naturalydelser.

Forøvrigt bør det udtrykkelig tilføies, at naar Fagrskinna nærmest maa forstaaes derhen, at det kun var Kystdistrikterne og det Throndhjemske, men ikke Indlandet og navnlig ikke Oplandene, som Kong Haakon fritog for Kopskatten, hvilket nyere Historikere atter har villet sætte i Forbindelse med den saakaldte Visøre, der paa Oplandene skulde være en Fortsættelse af Kopskatten fra Kong Haralds Dage[12], saa beror dette visselig blot paa en altfor sammentrængt Udtryksmaade fra Fagrskinnas Side. Ledingen, Skibsgerden i egentlig Forstand, indskrænkedes ganske vist til Kystdistrikterne. Men naar Kongen for at imødekomme Befolkningens Frihedsbegreb samtidig maatte give sit Minde til Skatternes Ophævelse langs Kysten og i Throndhjem, saa har Oplændingerne selvfølgelig ikke fundet sig i i denne meget principielle Henseende at staa tilbage for d. e. at maatte anse sig personlig for mindre frie end Rigets øvrige Indbyggere. Der er her rigtignok et Hul i de ned til os naaede Efterretninger. Men vi tør med Tryghed gaa ud fra, at ogsaa Oplændingerne mod at paatage sig en personlig Forpligtelse af en eller anden Art, en gerð, er blevet fri for det forhadte giald, Nevgildesskatten. For Indlandsbygderne ligger det i saa Henseende unægtelig nærmest at tænke paa Skydspligten.

Resultatet af den forudgaaende Undersøgelse er altsaa, at Kong Harald af egen Magtfuldkommenhed paalagde Nordmændene Skat, og at Kong Haakon atter fritog dem derfor og frasagde Kongedømmet en saadan Magtfuldkommenhed. Men nu er det jo netop de to selvsamme Konger, hvorom andre eller tildels de samme Sagaer ved at berette, at den første af dem berøvede Bønderne deres Odeler og den sidste gav dem dem tilbage. Man kan da umulig undgaa at forbinde disse to ulige Sæt af Efterretninger. Naar den ene Udtryksmaade gaar ud paa, at Kong Harald tog Skat af Bønderne, og den anden, at han tog Landskyld af dem, gjorde dem til sine Leilændinger og Leiemænd og i og med dette berøvede dem deres Odeler, saa er det i mine Øine at gjøre sig forsætlig blind, hvis man ikke ser, at der her i forskjellige Ordelag tales om en og samme Regjeringshandling. Den Afgift, som lod Bønderne ligesaavel som Skogenes Rydningsmænd, Saltkogerne, Fjeldenes Jægere og Havets Fiskere betragte sig som Leiemænd, er just den af Harald »hele Landet« paalagte Nevgildesskat, og nævnte Betragtning nøiagtig den samme som den, der senere bragte Alfivatidens afgiftspligtige Fiskere til at finde, at de nu var nødt til at »leie« selve Sjøen.

Heller ikke bør det i mindste Maade forundre, at denne Betragtnings- og Udtryksmaade faldt Datiden let paa Tungen. Som allerede fremhævet, var Skattepaalæg for Kong Haralds Undersaatter noget nyt og tidligere ukjendt, hvortil de ikke fra sin hidtidige Erfaringskreds kunde fremskaffe noget nærmere Analogon, end Leilændingens Leieudredsel til Jordeieren. Dette at skulle betale for overhovedet at faa Lov til at drive en hvilkensomhelst økonomisk Virksomhed enten paa Land celler Sjø blev derfor i deres Øine uvilkaarlig lige godt med at erlægge et Slags Leieafgift, og anvendt paa de stolte og selvbevidste Odelsbønder førte altsaa denne Opfatning ganske følgerigtig til, at de herefter var Leilændinger, ikke længer Odelsmænd, eller med andre Ord, at Harald havde berøvet dem Odlerne, d. e. selve Eiendommene som Gjenstand for virkelig Eiendomsret, med andre Ord, den ubetalte og alle uspurgte Udnyttelse af Jorden.

Det er imidlertid denne Forklaringsmaade, som Prof. Taranger ikke vil lade gjælde. Den forveksler efter hans Mening »Aarsag og Virkning (Udsigt S. 188). »Den principale Ret, som Kong Harald tilegnede sig, og som han mente og sagde at tilegne sig, var en Eiendomsret til Landet. Den Ret var Kilden, Hjemmelen til hans specielle Rettigheder over Land og Folk.« Og han paaberaaber sig til Støtte herfor dels Sven Aagesøns sent ude i det 12te Aarhundrede skrevne Oversigt over Danmarks Historie, hvori det heder, at Kongerne fra det Øieblik, de overtog Rigets Styrelse, ogsaa jure dominii besad al Rigets Jord (l. c. S. 189), dels en Række andre spredte Meddelelser fra Bayern, England, Shetlands- og Orknøerne saavelsom fra den privatretlige Kirkeeiendomsret. Jeg maa imidlertid nedlægge Indsigelse mod et Ræsonnement af denne Art. Det er at falde tilbage paa forladte Stadier af Forskning, naar man saaledes slæber sammen løst og fast af andetsteds henhørende Foreteelser for at forklare Udviklingen af vore egne Forhold. At der gives Parallelrækker i de forskjellige Landes institutionelle Historie, bestrider ingen; men desto mere maa det fastholdes, at en saadan Parallelitet selv maa bevises, men ikke kan opstilles som et Postulat. »Overhovedet maa«, siger Konrad Maurer, »Jævnførelsen mellem beslægtede Retssystemer tage Ulighederne ligesaa skarpt i Øiesyn som Overensstemmelserne.« »Vil man imidlertid i den ene eller anden Retning opnaa brugbare Resultater, maa Jævnførelsen ikke, som forhen ofte skede, iværksættes ved vilkaarlig at blande om hverandre til en forvirret Masse en Del løsrevne Enkeltheder fra de forskjelligste Retskilder. Tværtimod kan den alene finde Sted under stadigt Henblik paa de jævnførte Leds Plads i Stammeslægtskabet og med den koldblodigste Overveielse af de Tidsforhold, hvorunder hver enkelt Retssætning er fremtraadt« (Nordgerm. Retskilder S. 3, jfr. 5) Men i Henseende til denne anbefalelsesværdige Forsigtighed lader Tarangers Anførsler, synes mig, meget tilbage at ønske. Saaledes ved vi intet om, fra hvilken Tid det af ham paaberaabte Skattesystem paa Shetlands- og Orknøerne skriver sig – at de »uden Tvil« skulde gaa tilbage til »Harald Haarfagres Dage« er en ganske ubevislig Gjætning –, ikke at tale om, at de oprindelige Forhold paa disse vestlige Øer fra første Færd af kan have ligget gunstigere til for Indførelsen af Beskatningsprincipet end i Norge. Ligeledes siger det sig selv, at Forholdene i det af en ny Race, Angelsakserne, erobrede og besatte England, i væsentlige Henseender maa have skilt sig ud fra Harald Haarfagres Erobringsmonarki, hvor der jo dog ingen anden Invasion fandt Sted end af Kongen selv og hans visselig ikke overdrevent talrige Skare af Hird- og Stridsmænd. Enhver Slutning fra de bekjendte, rent angelsaksiske Jordbrugskategorier, folcland og bocland, afviser jeg derfor som i foreliggende Forbindelse ubrugbare, og det saameget trøstigere, som Taranger, som jeg mener med Uret, just i selve Hovedpunktet, Spørgsmaalet om Eiendomsretten til folcland, erklærer sig uenig med de nyeste Forskere paa dette meget omtvistede Omraade, Maitland og Vinogradoff. Paa lignende Maade afviger Taranger fra de tyske Germanister i Opfattelsen af Kongegavers Indflydelse paa de private Jordeiendomsforhold, og han synes for de private bayerske Gavebreves Vedkommende i selve Prineipet lidet tilbøielig til at slutte sig til Brunners, som det synes mig, fuldt tilfredsstillende Forklaring. Overhovedet kan jeg ikke i det af Taranger paaberaabte finde den ringeste Støtte for den Opfatning, at det gammelgermanske, af den senere Lensret endnu upaavirkede Kongedømme skulde sidde inde med noget Slags Overeiendomsret til al Jord i Riget. Umuligheden af en saadan retslig Konstruktion paa de Tidspunkter, det her gjælder, fremgaar saa klart af Fremstillinger som f. Ex. Brunner’s i hans Rechtsgeschichte I, S. 203 ff. (jfr. II, S. 76) eller v. Amira’s i »Recht«, S. 152 f, at jeg herom anser det ørkesløst at strides med ham. Kun maa jeg med Hensyn til hans Paaberaabelse af Sven Aagesens Yttringer om Forholdet i Danmark paa Gorm den gamles Tid, paa Grund af det nære Slægtskab mellem de danske og de norske Statsindretninger, udtrykkelig tilføie, at dette Bevisforsøg forekommer mig at være det uheldigste af dem alle. Af de nyere danske Historikeres, særlig Steenstrup’s og Erslev’s, grundige Undersøgelser fremgaar det som ganske sikkert, at noget Slags Overeiendomsret til Landets Jordbund ikke heller tilkom den danske Konge. Jeg skal i saa Henseende først henvise til Prof. Erslevs fortræffelige Studie »Valdemarernes Storhedstid«, hvor det S. 265 heder: »Bortseet fra de fyrstelige Len, af hvilke Sønderjylland var det eneste, der fik blivende Betydning, er der i Danmark neppe Spor til en kongelig Overeiendomsret i feudal Form.« Og paa Siden forud: »Der er jo ikke mindste Spor af, at Herremændene, naar de traadte i Tjeneste hos Kongen eller en af Rigets Fyrster, overdrog denne nogen Art af Eiendomsret til deres Godser, eller rettere, det er ganske klart, at de ikke gjorde saadant ..... Efter Vederlovens Regler om, at man for Utroskab mod Kongen mistede sin Jord, finder Holberg[13], at der ikke er Tvivl om, at der har været Vassalitet i Danmark. Ja, i saa Fald bliver ligeledes hver dansk Bonde Vassal, siden han ogsaa forbryder sit Gods, naar han fører Avindskjold mod Riget, ja endog blot for forsømt Leding.«[14]

Naar Erslev altsaa for Tiden omkring Aar 1200 blot har en ironisk Bemærkning at gjøre om den Tanke, at »hver dansk Bonde« skulde være »Vassal«, følger det af sig selv, at Sven Aagesens Udtalelse om de statsretslige Forhold i Danmark 3 Aarhundreder tidligere endnu mindre kan tillægges Spor af Vægt i den Forstand, hvori Taranger opfatter den. Men endnu ubegribeligere bliver det, at Taranger kan gjøre en saadan Forstaaelse gjældende, naar man i Jhs. Steenstrup’s »Studier over Kong Valdemars Jordebog«, S. 325 ff., som Taranger selv henviser til ved et »jfr.«, finder en indgaaende og, som det skulde synes, aldeles afgjørende Kommentar til hine Ord hos Svend Aagesen. Steenstrup udtaler her bl. a., at »Beviset for, at her i Danmark Kongen aldrig har havt eller tillagt sig nogen saadan Ret til vilkaarligt at fordele Landets Besiddelser, kan simpelt, men afgjørende føres ved at henvise til hele den da gjældende Retsorden.« Dernæst paaviser han, at Sven Aagesens Yttring beror paa en Sammenblanding af den private Eiendomsret til Jorden, hvilken tilkom Bønderne, og Kongens privatretlig farvede, men ifølge selve sit Indhold og Væsen offentligretlige Eiendomsret til Kongedømmet og Riget som saadant. Et af sine Hovedargumenter henter Steenstrup forøvrigt netop – og med fuld Ret – fra de tilsvarende Forhold i Norge. Han anfører bl. a. de hidhørende Yttringer i Kongespeilet (Kap. 29). Endnu mere slaaende kunde han have paaberaabt sig den bekjendte Sætning i Hirdskraaens Kap. 14 om Kongen, at »hans eign ok oðal er allt landit«; thi her er det klart nok, at »eign ok oðal« ikke betyder noget Slags Privat- eller Overeiendomsret, aldenstund Norges Godseiere og Bønder vedblev at nyde den fulde Odels- og Eiendomsret til sine Gaarde. Men det er selve den kongelige Myndighed og Landsherredømmet, der anskues under Synsvinkelen af en Art Eiendomsret, hvilken imidlertid lod den private Odel og Eiendom i Landet ganske ubeskaaren. De to Odelsbegreber tilhørte med andre Ord to helt forskjellige Rets- og Tankeomraader.

De af Prof. Taranger paaberaabte fremmede Vidnesbyrd for, at det skulde have været »urgermanisk« Retsopfatning, at Kongen betragter sig som Eier af Land og Folk i den Forstand, at han eiede selve Jorden, forfalder saaledes ganske ved den nærmere Granskning af deres Indhold. Hverken Danmark, Bayern, det merovingiske Frankrig eller det angelsaksiske England frembyder brugbare Spor af »den germanske Storkonges Eiendomsret til Landet«, naar dermed sigtes til Eiendomsret til Jorden[15]. Og naar Udtalelsen tilspidses derhen, at Kong Haralds »Odelstilegnelse og hele hans Lensorganisation er en Reception af Samtidens europæiske Lensret«, saa er dertil følgelig at svare, at nogen europæisk Lensret kjendte Kong Haralds Samtid overhovedet ikke til. Den europæiske Lensret befandt sig i det 9de Aarhundrede endnu blot i sin Vorden. Len havde man nok allerede, eller rettere forlængst[16]; men den fuldt udviklede Lensret, hvori Sætningen om al Jordeiendoms lensretlige Karakter endog er en forholdsvis ung Retsdannelse, tilhører først de følgende Aarhundreder, og den reciperedes forsaavidt aldrig i det skandinaviske Norden.


III.

Beretningen om, at Kong Harald skulde have tilegnet sig al Jordeiendom i Landet i privatretslig Forstand, er kommen til os i 2 eller, om man vil, 3 Sagagjengivelser, nemlig i Snorres » Heimskringla og hans store »Olaf den helliges Saga« samt i »Eigla«. Dog kan Udtryksmaaden i Olafssagaen ikke betragtes som en helt selvstændig Kilde ved Siden af dens Forfatters Anførsler i hans andet Værk, idet den kun repræsenterer en yderligere Omskrivning fra. Snorres Side af den oprindelige Kilde. Derimod er Eigla og Heimskringla (med Olafssagaen) indbyrdes umiddelbart uafhængige af hinanden[17]. Der er imidlertid stærke Antydninger til, at de hver for sig hviler paa en fælles Kilde. »Haralldr konungr eignaðiz í hverju fylki óðul oll«, heder det i Eigla Kap. 4, og Heimskringla gjentager, at »hann eignaðist óðul öll« (Harald Haarfagres Saga Kap. 6), eller som Omskrivningen i den større Olaf den helliges Saga har det: »Þa eignaðiz hann sva vendiliga allt land oc oll oðol«. »Skylldu aller búendr vera hans leiglendingar«, siger Eigla strax nedenfor, og i en anden Forbindelse (Kap. 59) tilføier to af Hovedhaandskrifterne »hafði Haralldr konungr hvern mann áþjáð bædi ríka(n) ok úríka(n)«. Hos Snorre er paa først anførte Sted dette omskrevet til, at Harald »lét alla bœndr gjalda sér landskylda, bæði ríka ok úríka« (i Olaf den helliges Saga: »voro allir búendr hans leigumenn ok landbúar«), og i Haakon den godes Saga Kap. 1: »Haraldr hafði allan lýð i landi þrælkat ok áþját«. Disse fælles Ordelag peger umiskjendelig hen paa en fælles Kilde, hvis Udtryksmaade Snorre i Heimskringla og Olafssagaen kun mere spredt har bibeholdt, medens Eigla, for hvem det jo ikke kom an paa at levere en selvstændig Redegjørelse for de statsretslige Forhold i Norge, maa antages for sit Øiemed at have indskrænket sig til en nogenlunde ordret Afskrivning af Originalen.

Hvilken denne Original har været, er neppe heller synderlig tvilsomt. Hvad Finnur Jónsson i Fortalen til Udgaven af Eigla, Pag. LXXVII–VIII efter Gjessings Foregang oplyser om Heimskringlas og Eiglas fælles Norgeshistoriske Kilde, gjør det overveiende sandsynligt. at denne har været Are Frodes tabte, i hans større Islendingabok indlemmede norske Kongekrønnike. Naar imidler- tid Prof. Yngvar Nielsen vil indskrænke denne Tradition til at være en »lokal islandsk Ættetradition«, »en afgrændset« og »sekundær Tradition« i Modsætning til »den oprindelige« (se Nielsens Afhandling ovenfor i nærv. Bind. S. 72–73), har jeg vanskeligt for at følge ham. Nielsen paaberaaber sig til Støtte for denne sin Opfatning fortrinsvis den Omstændighed, at Landnáma, saaledes som han læser den, ingen bindende Vidnesbyrd bringer om en udbredt Misfornøielse blandt de til Island udvandrende Nordmænd over de af Harald Haarfagre indførte statsretslige Forhold i Norge, og at navnlig heller ikke Tabet af Odelen nævnes med et eneste Ord i dette udførlige Kildeskrift. Til Bevis herfor meddeler han en i sig selv værdifuld og oversigtlig Sammenstilling af de Motiver, der i Landnáma leilighedsvis anføres som havende foranlediget denne eller hin Landnamsmands Udvandring. Det forekommer mig imidlertid, at der netop ud af denne Sammenstilling nøiere beseet kan læses noget nær det modsatte af, hvad Prof. Nielsen deraf udleder. Naar det om 4 af Landnamsmændene heder, at de for bort »fyrir ofríki Haralds konungs« (l. c. S. 28–29 og 30), og om 4, at de blev »missáttir við Harald konung«, om Geirmund Heljarskinn, at han ved at erfare, at Harald Haarfagre havde »tekit .. marga menn af óðulum sínum« ligeledes fandt det raadeligst, »at leita Íslands«, om 5 andre, at de selv eller deres nærmeste havde kjæmpet mod Harald i Hafrsfjord, om 2, at de maatte rømme af Landet for Harald (»stökk fyrir Haraldi konungi or Noregi«), om 1, at »hann var jafnan óvin Haralds konungs«, om 3 Brødre, at de drog til Island, efterat deres Fader var bleven dræbt paa Kong Haralds Anstiftelse, om 2 saa høit anseede Mænd som Skallagrim og Ketil Høng, at de drog til Island som Følge af Kong Haralds Drab paa Thorolf Kveldulfssøn, og paa samme Maade om 2 Hersesønner fra Telemarken, at de udvandrede af den Grund, at Harald havde straffet en tredie Broder paa Livet, fordi han nægtede at betale Kongen Skat, om Ketil Flatnef og hans Søn Bjørn Buna, at Kong Harald inddrog deres norske Eiendomme, fordi de undlod at betale ham de deraf skyldige Skatter, videre om 1, at han havde dræbt tre af Kong Haralds Sysselmænd, om Øndott Kraaka og hans Slægt, at de, som Nielsen selv udtrykker det, blev uenige med Kongen »efter et voldsomt administrativt Indgreb« fra en kongelig Herses Side, og at »Kongen synes næsten personlig optagen af Stridene, samt endelig om en hel Række (8–10), at de i en eller anden Anledning blev uenige med eller maatte flygte for en af Kongens Jarler, blandt hvilke Haakon Grjotgardssøn paa Lade især synes at have havt en haard Haand, – saa kan det, synes mig, umuligt bestrides, at det gaar som en noksaa kraftig Understrøm gjennem Landnámas Beretninger, at Sammenstød med og Utilfredshed over den nye Samfundsskik i Norge og de denne repræsenterende nye Magthavere udgjorde en af Hovedforanledningerne til Udvandringen. Man maa jo tillige erindre, at Landnáma for de allerfleste Landnamsmænds Vedkommende overhovedet ingen Motivering af deres Udvandring angiver, hvorfor det ikke gaar an at modstille hele denne øvrige Mængde de færre, hvis Bevæggrunde anføres eller ialfald antydes at have været af mere eller mindre ublandet politisk Art. Tværtimod maa det være fuldt tilladt at slutte, at naar saavidt mange af dem, hvis Motiver meddeles os, veg for Sammenstød med de nye Magthavere i Landet, har det samme været Tilfældet med ikke saa ganske faa blandt dem, hvorom Sagaen i saa Henseende tier. Dertil kommer endnu en Betragtning: Prof. Nielsen fremhæver stærkt den almindelige Uro, som paa det heromhandlede Tidspunkt havde grebet Befolkningen, navnlig i det vestenfjeldske Norge, og som drev den skarevis ud med en uimodstaaelig, men uklar Trang til Omskiftelse og »landaleitan«. Saa træffende dette end kan erkjendes at være, hvor det gjælder at skildre selve Bevægelsen og dens umiddelbare Resultater, saa maa det dog paa den anden Side ikke oversees, at heller ikke en saadan ubestemt »Uro« opstaar uden Aarsager, og at den af Nielsen efter Landnáma paaberaabte almindelige »fýsn at fara til Íslands« har havt sit nærmeste Grundlag i, at man ikke længer likte sig hjemme. Vor egen Tidsalders »Amerikafeber«, som ogsaa nævnes af Prof. Nielsen, antager ganske vist ved Leilighed tildels en Karakter, som indbyder til at betegne den som en ubestemt Reiselyst saadan i sin Almindelighed; men dens dybere liggende Aarsager maa som bekjendt søges i Landets økonomiske og sociale Forhold, og anderledes vil det i sin Tid heller ikke have været med »Lysten til at flytte til Island«. Den har virket smittende, som f. Ex. naar det om en af Landnamsmændene siges, at han drog over for at besøge sine Slægtninge. Men sin oprindelige Rod har den havt i en voxende Utilfredshed med Forholdene indenlands, enten nu denne Utilfredshed drev Udvandrerne til Island, til de sydvestligere Øer eller bare ud i et omflakkende Vikingeliv. Og at et af de stærkest virkende Momenter i denne urolige Utilfredshed netop har været Harald Haarfagres Underkastelse af det hele Land, det tør ikke mindst være antydet ved, at Landnáma blandt dem, som »fýstist til Íslands«, fortrinsvis anfører Folk af Herse- og Hovgodeætter (se Nielsens Afhandling ovenfor, S. 22–23). Det maatte jo i første Række være saadanne Mænd, som mere eller mindre bevidst følte Bitterhed over de nyindtraadte Forskyvninger.

Endelig fremgaar af Prof. Nielsens Sammenstilling med en vis Paatagelighed endnu en Omstændighed, som i denne Forbindelse bør nævnes. De S. 24–25 anførte Landnamsmænd, der tyede til Island, fordi de i Norge havde forøvet Drab, har neppe heller været saa helt uberørte af Statsomvæltningen i Norge, som Nielsen synes at forudsætte. Han anfører selv Ágrips Ord, at Kong Harald »siðaði vel land sitt ok friðaði«, og heri ligger visselig mere end blot antydet, at det paa hans Tid blev vanskeligere for Ugjerningsmænd at holde sig indenlands end under den tidligere Tilstand, da en Fredløs kunde befinde sig i Sikkerhed, ialfald for Forfølgelse fra selve Retssamfundets Side, ved bare at flygte over i et fremmed Fylke. Ganger-Rolf har visselig kun været en blandt mange høibaarne Lovbrydere, som Enevoldskongens længere rækkende Arm har drevet ud af Landet.

Alt i alt mener jeg derfor, at Landnámas Opgivender med Hensyn til de Motiver, der bragte Udvandrerne til at forlade Norge, saa langt fra at svække den i Egilssaga og Heimskringla bevarede Tradition om Opfatningen af Haralds Styrelse, meget mere vidner om, at den har været den almindelige ude paa Sagaøen. Landnáma nævner vistnok intet om Haralds almindelige Tilegnelse af de norske Bønders Odel; men den taler om hans »ofríki«, hans ildeseede Skattepaalæg, hans Konfiskationer af Odelseiendomme, hans Strenghed og ubrødelige Opretholdelse af Lov og Fred, og alt, vel at mærke, som noget, de stridige Halse havde meget vanskeligt for at finde sig i.

Heller ikke kan det indrømmes, at denne islandske Traditition ikke tillige skulde have været norsk. I saa Henseende betyder det nemlig i mine Øine lidet eller intet, at Bøger som Ágrip eller Fagrskinna og endnu mindre de kortfattede latinske Norgeshistorier undlader at omtale den paastaaede Odelsinddragning; thi alle disse Kilder, Fagrskinna tildels undtaget, er i Omtalen af Haralds Statsindretninger saa yderst knaphændige, at de derom nærmest siger ingenting og derfor maa antages overhovedet ikke at have havt til Hensigt at udtale sig om dette Emne. I denne Mangel [paa Omtale at ville se en særskilt »norsk Tradition«, som Stikordet jo nu siden Gustav Storms Tid lyder, vilde være at gjøre den norske Tradition omtrent jævngod med ingen Tradition. Men nu viser imidlertid Snorres Meddelelser om Haralds Landsordning med Jarler og Herser og det til disse knyttede Militær og Finantssystem, at der ogsaa i Norge havde bevaret sig en udførligere Tradition om Kong Haralds Statsindretninger; thi for denne Del af Snorres Redegjørelse foreligger der ingen islandsk Kilde, og det ene sandsynlige er, at han, paa samme Maade som hans berømte Omtale af den svenske Lagmandsinstitution øiensynlig gjengiver, hvad han selv havde indhentet Kundskab om ved Besøget i Sverige, i Norge har ladet sig berette tilsvarende Træk fra det norske Landsstyres Udviklingshistorie Dette altsaa til Trods for, at hine kortfattede Norgeshistoriske Kompendier ikke ofrer Jarlerne og Herserne i deres Egenskab af Oppebørselsbetjente, Krigshøvdinger og Veizleindehavere et eneste forklarende Ord. Det gaar derfor ikke i mine Øine an med Gust. Storm og Yngv. Nielsen at søge den norske Tradition væsentlig i de historiske Beretninger, som siger mindst eller paa det her nærmest omhandlede Punkt intet. Den faar efter Omstændighederne søges – naturligvis under Forudsætning af tilbørlig Kritik – ogsaa i de islandske Sagaer. Overhovedet bør i Henseende til Norges egen Historie neppe norsk og islandsk Tradition stilles i altfor skarp Modsætning til hinanden. Dette er imidlertid et Emne, hvortil jeg forhaabentlig en anden Gang kan komme tilbage.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Foredrag i Videnskabsselskabets historisk-filosofiske Klassemøde 6te April 1906.
  2. ↑ Jfr. f. Ex. med særlig Anvendelse paa det frankiske Rige Brunner’s træffende Yttringer, D. Rechtsgesch. II, S.3: »Det senromerske Rige er utænkeligt uden dets udviklede System af knapt inddrivelige Skatter og Afgifter, som leverede Midlerne til at lønne en vældig Hær og en talrig Embedsstand. Derimod lever den frankiske Forvaltning paa den germanske Grundsætning, at de frie Mænd umiddelbart og gratis har at yde Samfundet, hvad det behøver. Den frankiske Statsrets saare Punkt var netop Mangelen af et ordnet Finantsvæsen; thi de lokale romerske Skatter, som blev igjen, tabte forholdsvis tidlig Karakteren af statsretslige Udredsler og gik over til privatretslige Byrder.« Se ligeledes Schröder, Lehrb. d. d. Rechtsgesch., § 17: »Beskatningsret besad Kongen ikke; selv det indtil videre opretholdte romerske Skattesystem ... kom snart i Forfald«, samt herom nærmere i § 26.
  3. ↑ »Qua de causa multi relinquentes civitates illas vel possessiones proprias, alia regna petierunt, satius ducentes alibi peregrinari quam tali periculo subjacere«, Gregor af Tours, V, 29.
  4. ↑ Loebell. Gregor von Tours u. seine Zeit, Leipzig 1869, S. 165.
  5. ↑ Se herom Prof. Erslevs bindende Redegjørelse i »Valdemarernes Storhedstid« (1898), S. 79, 148–52 og 218. Jfr. ligeledes Johs. Steenstrup, Kong Valdemars Jordebog, S. 149–76, 313 ff.; K. Lehmann, Die Gastung der germ. Könige, i Abhandlungen (1888), S. 57–70 og det der citerede af ældre Literatur.
  6. ↑ Jfr. Taranger, Udsigt II;, S. 314, hvor Forfatteren i mine Øine udtaler sig klarere og tildels rigtigere end S. 299. – Fr. Brandts Forsøg paa at sætte det 14de Aarhundredes »Visøre« i direkte Afledningsforhold til Harald Haarfagres nefgildi (Militært Tidsskr., 34te B., S. 8), fortjener neppe en alvorlig Imødegaaelse; jfr. dog Glossariet til N. g. L. under vísaeyrir. – Forøvrigt bemærkes, at jeg i hele denne Forbindelse ser bort fra Skibsafgiften, de saakaldte landaurar, der heller ikke opfattedes som Skat i egentlig Forstand, hvilket selvfølgelig i endnu høiere Grad gjælder Tienden.
  7. ↑ Fagrskinna, Kap. 111. – Naar P. A. Munch, N. F. H. I2, S. 816–18, af disse Paalæg drager den meget vidtgaaende Slutning, at de var ensbetydende med Indførelsen af en Feudalforfatning i Landet, saa hænger dette sammen med hans. Syn paa Lensvæsenet som en allerede for de ældste germanske Erobringsriger naturlig og oprindelig, fælles Statsform. Men at en saadan Opfatning hviler paa stærke anakronistiske Misforstaaelser, er forlængst godtgjort og af Lensrettens Historikere almindelig erkjendt. Den bestyrkes da heller ingenlunde ved Arten af de Afgifter, som skyldtes det danske Herredømme efter Stiklestadslaget; thi vistnok var de flere og tungere, end man i Norge hidtil havde været vant til; men som ovenfor paavist udgik de dels fra andre Betragtninger, dels søgtes de meddelte en Karakter, som netop havde til Hensigt at fjerne enhver odiøs Antydning af ufri Underkastelse. Forøvrigt paaberaaber Munch sig ogsaa den Omstændighed, at der i Alfivatiden indførtes strengere Straffebestemmelser angaaende Forbrydelse af Odelsjord. Men det siger sig selv, at en Gradsforskjel i Straffenes Strenghed – Forbrydelse af Odelsjord ved visse grovere Lovbrud var ogsaa i norsk Ret baade før og senere fastsat – ikke kan opfattes som Udtryk for et helt nyt Statsprincip, og at bringe Odel- jordernes Forbrydelse i Forbindelse med Begreber som Feloni og Lensinddragelse er derfor vildledende, ikke at tale om, at det er uden nogensomhelst Støtte i oldnorsk Lov.
  8. ↑ Kun for Lofotfiskets Vedkommende (»i Vagum«) bibeholdtes ifølge Frost. XVI 2 ogsaa efter Magnus Barfods Sønners Dage de 5 Fiskes Afgift af hver deri deltagende. Bestemmelsens Ordlyd maa nærmest forstaaes derhen, at Kongerne nu indskrænkede sine Krav paa Fiskeafgift til Lofoten, medens den tidligere havde været erlagt ogsaa andetsteds i (og udenfor?) Haalogaland. Sammenholdes hermed den ganske almindelige Udtalelse i Fagrskinna om Fiskernes Leie af Sjøen i Alfivas Tid, maa det imidlertid antages, at der med Hensyn paa denne Afgift strax efter det danske Herredømmes Fald er indtraadt en væsentlig Forandring, der gjorde Afgiftserlæggelsen mindre upopulær. Nærmest ligger det da at formode, at Opkrævningen er bleven indskrænket til visse større Fiskerier og givet Karakter af en Landslod for Benyttelsen (ikke af »Sjøen«, men) af de vidtstrakte Almenningsstrande.
  9. ↑ Jeg slutter mig i Opfattelsen af de her omhandlede Afgifters genere Historie i det væsentlige ti Munchs Fremstilling i N. F. I2, S. 852 med Note 3, og II, S. 469 og 489, hvilken er den eneste, som holder sig strengt til Kildernes, Lovenes saavelsom Sagaernes Ord. Kun finder jeg ingen Grund til af Udtryksmaaden i Magnus Barfods Saga, Kap. 1, at formode, at ogsaa Oplændingerne lige til Haakon Thoresfostres Tid har maattet erlægge Julegaverne. Ordet »Rettebøder« henviser for deres Vedkommende vistnok kun til »de mange andre Rettebøder«, han ogsaa havde givet Thrønderne.
  10. ↑ Naar, som strax ovenfor saaes, Harald Haardraades Saga hos Snorre Kap. 72 (efter den tabte Del af Haakon Ivarssøns Saga) omtaler »Skatter« som indgaaende blandt de kongelige Indtægter, maa dermed sigtes til de af Sysselindehaverne udredede Lensafgifter; thi at disse opfattedes som og benævnedes »Skatter« fremgaar af flere Kildesteder; se f. Ex. Mork. S. 140 nederst; jfr. mine Paavisninger i »Lén og veizla«, S. 314–15.
  11. ↑ Jfr. Udtryk som »hversú morg skip eða stór skyldi út gera or fylki hveriu«, Snorre, Haakon den godes Saga, Kap. 21, – »ganga þar i tal sem skip er i gerðum«, d. e. udredes, stilles, Gul. 298; jfr. Glossariet til N. g. L. under gerð.
  12. ↑ Jfr. Noten S. 167.
  13. ↑ Dr. Ludvig Holberg, der i Kong Valdemars Love (1486) havde udtalt en modsat Opfatning.
  14. ↑ En tilsvarende Bemærkning er at gjøre ligeoverfor Taranger, naar han i sin Afhandling foran S. 117–18 synes at ville udlede Kongens Konfiskationer af Jordegods fra hans Overeiendomsret; naturligvis gjælder det i de anførte Tilfælde forbrudte Landeiendomme eller saadanne, der befrygtedes at ville blive anseede som forbrudte. Det er med andre Ord Strafferetten, ikke noget Slags Lensret, som her kommer i Anvendelse (jfr. ogsaa ovenfor Noten S. 170). – Naar T. i samme Forbindelse endog gaar saa langt som at ville opfatte Kong Haralds Indgriben i de af ham afhængige Personers Giftermaalsplaner som et Udslag af Lensretten, og til Støtte herfor dels anfører den engelsk-normanniske Kong Henrik I’s Kroningsbrev af Aar 1100, dels Vestgoter og Frankerkongernes Overgreb ved at tilsidesætte Samtykket fra en Bruds Slægtsformynder og erstatte det med en auctoritas regia, saa foreligger der saa haandgribeligt en Sammenblanding af saglig og kronologisk uensartede og kun i Resultatet tilfældigvis delvis sammenfaldende Foreteelser, at en vidtløftigere Imødegaaelse bør være overflødig.
  15. ↑ Taranger foran S. 126 og 118. Den ærede Forfatters Benyttelse af Paastande synes mig at kulminere i den Bemærkning paa sidstanførte Side, Note 2, at Harald Haarfagres bekjendte Voldgiftskjendelse mellem de islandske Landnamsmænd, hvorefter hver af disse ikke maatte tage mere end et vist Maal Land i Besiddelse, skulde betyde, at Kongen ansaa sig som Eier ogsaa af (al Jord paa) Island!
  16. ↑ Naar Taranger foran S. 109–110 gjør gjældende en noget forskjellig Opfattelse af den oprindelige Anvendelse af Betegnelsen lánardróttinn end jeg i »Lén og veizla«, skal jeg gjerne indrømme, at der kan være ulige Meninger om, hvorvidt Ordet lán i denne Betydning tidligst har betegnetret stats- eller et privatretsligt Laan (jeg udtaler mig l. c. S. 303 temmelig ubestemt herom); men jeg maa vare mig mod, at min Opfattelse af dette Ord, som T. siger, skulde danne selve »Udgangspunktet» for min »Betragtning af Haralds Odelstilegnelse«. Det vilde være at lægge for stor Vægt paa et enkelt Udtryk.
  17. ↑ At Snorre ikke, som G. Storm formodede (Snorre Sturlassøns Historieskrivning, S. 53), »har kjendt og benyttet Egilssaga«, maa ansees fuldt godtgjort ved Gjessings (Arkiv f. nord. Filol. II, S. 289 ff.) og Finnur Jónssons (i Fortalen til hans Udgave af Egils Saga, Pag. LXXIV seg.) Undersøgelser.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Harald_Haarfagres_Skattepaalæg_og_saakaldte_Odelstilegnelse&oldid=232979»