Et anonymt politisk Skrift omtrent fra 1649 og dets sandsynlige Forfatter

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Trediveaarskrigens sidste Aar 1648, henimod Afslutningen af de langvarige Forhandlinger, der gik forud for den saakaldte westphalske Fred, indtraf Christian den fjerdes Død og det Interregnum i Danmark og Norge, der var foranlediget deraf, at denne Konges til Thronfølger udvalgte ældste Søn var død 1647, uden at den yngste Søn endnu var bleven valgt i hans Sted. Den venetianske Diplomat ved Forhandlingerne i Osnabrück, Contarini, indberettede i den Anledning til sin Republik bl. A. følgende besynderlige Nyhed: »Norge staar i Begreb med at organisere sig som særskilt Republik under Sveriges Beskyttelse«, og der tilføies, at »den svenske Regjering udruster sin Flaade for ikke at forekommes af Hollænderne, samt at en stor Del af den danske Adel slutter sig til Sverige og ønsker begge Rigers Forening til et eneste«.[1]

At denne besynderlige Beretning indeholder en uhyre Misforstaaelse, behøver ikke at siges. Men da ligesaa vist Venetianerne som Europa i det Hele ved den Tid mindst af alt pleiede at tænke paa Norges Anliggender, end sige paa norsk Politik, kan ikke Contarini have fundet paa dette ganske af sig selv. Der maa vel nærmest fra svenske Diplomater være faldet Ytringer, som Brevskriveren har opfanget og saa givet denne selsomme Skikkelse.

Thi efter lange Tiders Forløb var virkelig ved denne Tid et Slags »norsk Spørgsmaal« kommet op, nemlig om Successionen til Norge. At vort Fædreland fra gammel Tid var et Arverige, medens Danmark var et Valgrige, var trods Begivenhederne efter Grevefeidens Afslutning aldrig ganske forglemt. De holstenske Hertuger førte siden Frederik den førstes Tid vedblivende Titel af Arving til Norge, og for en dansk Kongesøn maatte det være af stor Betydning at fastholde denne Prætension, idet selvfølgelig derved lagdes et stærkt Tryk paa Danmarks Rigsraad og Stænder, saasom det blev tænkeligt, at disse, om de forbigik den naturlige Throncandidat, ved Christian den fjerdes Død altsaa hans eneste tilbageværende Søn, derved kunde udsætte sig for, at Hertug Frederik gjorde sig til Konge af Norge og sprængte Forbindelsen mellem de to Kongeriger.

At der i Norge skulde være Nogen, endsige en Flerhed, der arbeidede for en Adskillelse fra Danmark, er i høieste Grad utænkeligt. Men Erindringen om Norge som et eget Rige var ingenlunde uddød, og det var vistnok for Nordmænd tiltalende at betragte sit Land som Arverige, fordi det just gjennem sin Character af saadant fremtraadte for Bevidstheden som noget Mere og Høiere, end et ligefremt dansk Lydland. Disse Tanker fandt et Udtryk i 1648 ved Hyldingen i Christiania igjennem Jens Bjelkes udtrykkelige Erklæring, at Frederik den tredie, dengang allerede valgt i Danmark, var norsk Arvekonge.

Den nye Konge ønskede naturligvis sin Søn Christian, dengang et lidet Barn, snarest muligt erkjendt som Thronfølger, og nu opstod i Danmark Spørgsmaalet, om Kongesønnen af de danske Stænder skulde vælges til »disse Riger og Lande« eller kun til Danmark, idet Norge var hans Arv. Kongen ønskede det sidste, Rigsraadet og Adelen det første. Geistligheden og Borgeraanden føiede Kongen i at vælge Sønnen kun til »Danmark og dets underliggende Provindser«. Trods Rigsraadets Protest blev det herved i 1650. Forhandlingerne vare blevne aabnede 1649, og de vare vistnok paatænkte allerede lige efter Kong Frederiks Tiltrædelse af Regjeringen i 1648.

Der existerer et norsk politisk Skrift, der maa antages at hidrøre fra denne Tid, omtrent fra 1649, maaskee endog det foregaaende Aar. Dets Overskrift er: »En Anonymi Consilium, givet Kong Frederik den tredie om Arverettigheden til Norge at maintenere.« Det vides kun at existere i et eneste Haandskrift, der tilhører Videnskabsselskabet i Throndhjem og er udgivet af afdøde Rigsarchivar Birkeland i det af ham redigerede meget indholdsrige Bind: Meddelelser fra det norske Rigsarchiv I. Chra. 1870. S. 274–284 (cfr. S. 269–270).

Jeg erindrer levende, at min afdøde Ven Birkeland, dengang han beskjæftigede sig med dette Actstykke, spurgte mig, om jeg kunde nævne ham nogen norsk Mand – Forfatteren betegner sig nemlig udtrykkelig som en saadan –, hvem man her kunde tænke paa. Vi anstrængte os saa begge for at udfinde Forfatteren, men forgjæves. Den Gjetning, Birkeland et Øieblik havde gjort paa Vilhelm Meklenburg, blev med Føie strax opgiven. (Se l. c. 270).

Spørgsmaalet, om hvem Anonymen kunde være, har jeg siden aldrig ganske tabt af Syne, men først for ganske kort Tid siden har jeg ment at have fundet et Vink, der maaskee kunde fortjene en kort Omtale.

Den norske Forfatter begynder – efter et latinsk Motto – med at udtale, at han »for lang Tid siden har kviteret sit Fædreland Norge og opholdt sig i fremmede Lande af den Aarsag at han ikke kunde see og tolerere den Servitut hvilken Danmark vilde paalægge bemeldte hans Fædreland«. Men nu haaber han, at »Kongen vil sætte Norges Rige i sin forrige Tilstand og bruge den Arverettighed, som han af Gud og Naturen haver«. Der gjøres saa en Række Forslag til Midler, hvorved Kongen til sit eget som til Norges Bedste kunde gjøre en Art norsk Statskup for at udløse Norge af dets Afhængighed af det danske Rigsraad o. s. v. Med Birkeland tør man være enig i, at Skriftet lægger Indsigt for Dagen.

Idet jeg forøvrigt henviser Læseren til det i Medd. fra Rigsarchivet aftrykte Skrift selv, vil jeg strax fremhæve, at man ved Gjennemlæsningen uvilkaarlig kommer til den Formodning, at Forf., i den Tid han – angivelig i patriotisk Harme – har færdedes i »fremmede Lande«, nærmest maa have levet i Sverige. Han anfører nemlig ikke alene (S. 282–83) endel politiske Exempler af Sveriges nyere Historie, men hans Stil og Sprogform forekommer mig ogsaa at pege paa en Mand, der en Tidlang har færdedes mellem Svenske. Hvad Stilen angaar, beror min Formodning nærmest paa et almindeligt Indtryk, men af enkeltvise formentlige Svecismer kan dog nævnes som Exempler: Timlig for timelig, tige for tie, fraa og daa for fra og da, Trugsel for Trudsel, mugligt, Baghus o. s. v. Han bruger ogsaa det i Sverige almindelige, i Danmark og Norge af gode Grunde ikke da forekommende Ord »Arvefürste«. Ved Siden heraf har han adskillige i Danmark neppe almindelige Germanismer. Skulde man foruden Sverige, hvor han bestemt maa formodes at have opholdt sig, ogsaa gjette paa andre af »de fremmede Lande«, som han ubestemt taler om, turde man da tænke paa Tydskland Imidlertid maa Forf., da han skrev sit »Consilium«, ikke alene være vendt tilbage fra sit, som han angiver, frivillige Exil, men hans Tilbagekomst maa være skeet allerede for en ikke aldeles kort Tid siden, saasom han viser sig saa bekjendt ei alene med adskillige Forhold i Hjemlandet og Danmark, men ogsaa med Personer i Norge. Han omtaler navnlig Rigets Biskopper, paa hvis Stemning og Holdning han mener, at der bør lægges Vegt. Biskopperne i Christiania og Stavanger antager han sikkert maatte kunne vindes for det tilraadede Statskup, om Bergens Biskop mener han at kunne haabe det samme, men hos Throndhjems er han sikker paa at man skulde støde paa bestemt Modstand, hvorfor han slaar paa, at denne maaskee burde fjernes[2].

Jeg vil da nu nævne den Mand, i hvem jeg mener at see vor Anonym.

Den 3. Januar 1645 omtaler Hannibal Sehested i et Brev fra Akershus en Capitain Jacob Madsen[3] I November s. A. nævnes den samme Mand som General-Mønsterskriver og Ammunitionsskriver[4]. Denne Ansættelse synes Jacob Madsen imidlertid efter Freden at have mistet. Thi den 15. Juli 1646, – det var ved Christian den fjerdes sidste Besøg i Norge – udstedes et mærkeligt Brev om samme Jacob. For det første faar Hannibal Sehested Befaling til at skaffe ham »nogen Leilighed og Plads«. For det andet oplyses i Kongebrevet, at Jacob i »forleden Feidetid har kvitteret Sverige for at gjøre os og hans Fædreland Tjeneste, og at han derfor har mistet de Gaarde, som der (i Sverige) vare ham »forundte«. Jacob har altsaa ei alene opholdt sig i Sverige, men aabenbart ogsaa staaet i svensk Tjeneste, siden der er »forundt« ham Gaarde i Nabolandet. Statholderen faar da i Brevet Befaling til at skaffe ham nogen Erstatning for dette Tab til Ophold for ham, Hustru og Børn[5].

Om nu Hannibal Sehested har gjort Noget for denne Mand, hvem Kong Christian altsaa tager i Beskyttelse, er mig ubekjendt. Men i Januar 1649 møde vi to Kongebreve til Jacob Madsens Bedste, og det er da sandsynligt, at denne personlig har søgt Frederik den tredie – med hvem han maaskee allerede har talt under Hyldingen 1648 – og udvirket sig Bevilgningen. Ved det første Brev af 1. Jan. 1649 udnævnes han til »Ammunitionsforvalter i vort Rige Norge« med den i Datiden ikke ganske ringe Gage af 400 Rdlr. »Os elskl.« Jacob Madsen faar derpaa d. 19. i samme Maaned »for den Tjeneste, han i forgangen Feide har gjort, og det Gods, han i Sverige har kvitteret,« to Gaarde Skøien i Aker, hvilke han i October 1650 dertil endog fik frie for Oppebørsel eller Afgift, saalænge Hannibal Sehested havde Lenet og Jacob Madsen blev staaende i sit Embede[6].

Fra denne Tid af ved jeg Intet om Jacob Madsen i Norge at sige. Aldrig vilde heller let min Interesse have fæstet sig ved denne Mand, hvis ikke en paafaldende Omtale af ham i Aaret 1658 havde vakt min særlige Opmærksomhed.

Thi i Marts 1658 finder vi ham i Skaane hos Corfits Ulfeldt. Jacob ønsker nu svensk Tjeneste, og Ulfeldt anbefaler ham i et ganske mærkeligt Brev til en unævnt svensk Statsmand, hvilken Skrivelse er bestemt til at forelægges Kong Carl Gustav. I Brevet, der er affattet paa Fransk, angiver Ulfeldt først, at han har gjort Jacob Madsens Bekjendtskab for over tyve Aar tilbage. (Jeg vil her antage, at dette er skeet i den Tid, da Ulfeldt (1632–34) var forlenet med Baahus). Dernæst roses Jacob som habil i mange Sager. Han forstaar sig godt paa Bergverksdrift, han er særlig inde i, hvad der angaar Ammunition og Arsenaler, og han er skikket til at anvendes ved de Forhandlinger, der maa drives i Anledning af Fredsbetingelsernes Gjennemførelse, enten det skulde være i Skaane eller i Norge. Hvad Norge angaar, da er han vel bekjendt med Styrelsen der baade i civil og militær Henseende. »Overhoved han er en Mand, skikket til med Nytte at tjene Kongen, ellers vilde jeg ikke have anbefalet ham.« »Jeg er vis paa«, fortsætter Ulfeldt, »at, om Hans Majestæt ansætter ham, vil han være vel tjent, dersom De vil forestille ham for H. M. og vise denne dette Brev. Man søger ofte Tjenere, og man finder ei let en Mand som denne.«[7]

Hvilket Udfald denne stærke Anbefaling har faaet, er mig ubekjendt ligesom i det Hele Jacobs Skjebne efter 1658. I den sidste Krig 1657–58 har han aabenbart ikke deltaget. Hvorfor han forlod Norge, vides ikke.

Men – vi have her en Mand, der som Anonymen har forladt Norge og opholdt sig i Sverige og er vendt tilbage derfra. Netop ved den Tid, som det omhandlede kongevenlige Skrift maa formodes at være skrevet, faar denne Mand flere Begunstigelser af Frederik den tredie. Anonymens Skrift viser Kundskab og flersidig Indsigt, og Ulfeldts Anbefaling for Jacob Madsen antyder for dennes Vedkommende det samme. Navnlig fremhæver jeg Ulfeldts Ytring, at Jacob skulde være brugbar som Commissair eller Underhandler. Dette forudsætter jo ubetinget en ikke ringe Dannelse og Dygtighed. Og endelig er Jacob, saavidt jeg ved, den eneste Nordmand af nogen Distinction, om hvem det kan oplyses, at han efter at have begivet sig i svensk Tjeneste er vendt tilbage til Norge i de nærmeste Aar før 1649. Til Evidents kan det vel neppe bringes, at han er vor Anonym[8], men sandsynlighed forekommer mig at tale derfor.

Til Forstaaelse af Skriftet er det ingenlunde ligegyldigt, om Jacob kan tænkes som dets Forfatter. Thi Jacob er, om end en flink Mand, dog tilsidst en Eventyrer, som formodentlig har gjort sig umulig i den svenske Tjeneste – Ulfeldt omtaler heller ikke denne i sit Anbefalingsbrev – og derfor søgt hjem, opofrende de ham »forundte Gaarde«. Saa har han rimeligvis ikke kommet af det med Forhold eller Personer i Norge og er tilsidst deserteret derfra og villig til paany at tjene de Svenske.

Anonymen begynder med at erklære sig for en saa ivrig Patriot, at han ei har kunnet holde ud i Norge paa Grund af den »Servitut«, der paalagdes Landet af de Danske. Denne Ytring gjør det netop sandsynligt, at det er en Eventyrer, der taler. Saavel Livets Erfaring som Historiens Studium lærer os at nære en vis Mistanke mod professionelle Patrioter, der høilydt rose sin egen Patriotisme; det er ikke netop mellem dem, man helst har at søge sande og ægte Fædrelandsvenner. Man tænke f. Ex. paa den glødende norske Patriot Enno Brandrøk i Erik den fjortendes Dage!

Har nu Skriftet som et i Norge for den Tid overraskende Phænomen altid en vis Interesse, formindskes denne unegtelig i ikke ringe Grad, om Jacob Madsen er dets Forfatter. Og jeg tror, som sagt, at der ikke let vil paavises nogen, hvem man med saamegen, end sige større Sandsynlighed kan tillægge Forfatterskabet.

(3. Mai 1906).


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. La Norvegia si è gia dichiarita di voler viver in republica da qui avanti, ma sotto la protettione di Svezia etc. C. T. Odhner: Sveriges förbindelser med Venetianska Republiken under siuttonde århundradet. (Hamiltons Nordisk Tidskrift, Lund 1867).
  2. Bisper i Christiania og Stavanger vare Hening Stockfleth (en Sønderjyde) og Thomas Wegener (dansk). I Bergen var Ludvig Munthe (dansk) Biskop indtil sin Død 12. Marts 1649; til hans Eftermand udnævntes 30. Juni s. A. den vistnok norsk fødte, men i Danmark opdragne Jens Skjelderup, der vel ikke ganske strax tiltraadte Embedet; jeg tænker derfor bestemt her paa Munthe, og dette tør indeholde et vink om det anonyme skrifts Forfattelsestid. Den myndige Erik Bredal i Throndhjem var, som af Anonymen antaget, en udpræget dansk Mand, hvad han i 1658 og 1661 lagde for Dagen.
  3. Samll. til det N. Folks Hist. II. 521, V. 419.
  4. Samll. til det N. Folks Hist. II, 521. V. 419.
  5. Norske Registr. VIII, 425.
  6. Norske Registr. IX. 268, 301. X. Cfr. Samll. til N. F. Hist. IV. 18.
  7. Danske Magazin 5 R. II. 76.
  8. Dog kunde det tænkes, at det omtalte i Throndhjem værende Haandskrift, der af Birkeland antages muligvis at være selve Forfatterens, kunde vise paatagelig Lighed med Breve fra Jacob Madsen fra hans norske Embedstid, der maaskee kunde findes i Rigsarchivet.