Habor og Signe
Og der de komme til Signilds Bur
Da laa hun der i Glød;
Og der de kom, hvor Gallien stod,
Da var alt Hafbur død.“
Hafbur og Signes Vise.
I Aardal i Sogn boede i Oldtiden Habor Kongesøn og paa Urnes Kong Rangvald. Denne havde en Datter, som hedte Signe og hun havde sit Jomfrubuur ovenfor Urnes paa en liden Fjeldslette, som endnu kaldes Signes Sal eller Møsalen. Den unge Habor fattede Kjerlighed for den væne Signe og vilde gjerne have hende. Hun syntes ogsaa godt om Habor; men Ragnvald vilde intet vide om denne Forbindelse og gav Habor Afslag. Ikke desto mindre vedblev Habor sin Forstaaelse med den smukke Kongedatter og besøgte hende ofte hemmelig. For ei ved Nattetider at fare vild paa den store Hei over til Urnes, opreiste han smaa Steenvarder. Disse findes endnu og kaldes Haborvarderne. Paa Fjeldet er en græsrig Slette. Her pleiede Habor at hvile sig og oppebie Nattens Ankomst, og medens hans Hest beitede, fordrev han Tiden med at prøve sit Sværd paa en stor Steen, som endnu viser tydelige Mærker efter Sværdhuggene. Engang besøgte han endog Signe i hendes Buur. For ei at blive røbet havde han vel iført sig Qvindfolksklæder, men en af Signes Terner fattede Mistanke, og, da Habor om Natten i en fortrolig Samtale røbede sig ved sin Mandsstemme, skyndte den lyttende Terne sig til Kong Ragnvald og røbede Hemmeligheden for ham. Forbittret samlede Kongen sine Mænd, overraskede den uforberedte Habor, fangede og bandt ham og dømte ham til at hænges. Da han blev ført til Galgen bad han, at de først vilde hænge op hans Kappe. Han ønskede nemlig at prøve, om Signe vilde holde den Ed, hun havde svoret, ei at overleve ham, men indebrænde sig i sit Buur i det Øieblik han blev dræbt. Hans Ønske blev opfyldt. Da Signe saa Habors Kappe i Galgen stak hun sit Buur i Brand, og da Habor saa Luerne udbryde, blev han glad og forlangte strax at hænges, da han nu ei havde mere at leve for.
En meget stor Gravhaug, der er 197 Alen i Omkreds, 40 Alen i Gjennemsnit og over 20 Alen høi, sees paa Urnes, hvor Kong Ragnvald siges at være begraven. Den er vel bekjendt i hiin Egn under Navn af Ragnvaldshaugen. En anden anseelig Haug, Habors Haug kaldet, blev for nogle Aar siden udgravet og jevnet. I samme vare mangfoldige Gravkammere ved Siden og over hinanden og otte Alen under dens Overflade fandtes en firekantet Grav, bedækket med en Skifersteens Helle, hvorpaa var udgravet nogle temmelig regelmæssige Snirkler, under hvilken man fandt flere Potter Kirsebærstene aldeles ufortærede og nogle endog med Kjerner. Langs Fjeldsiden, søndenfor det Sted, hvor Signes Jomfrubuur skal have staaet, er nu en vild Skov af Kirsebærtræer, ⅛ til ¼ Miil lang, hvilken Sagnet fortæller skal være bleven til, enten ved et Jordskred fra Signes Hauge, eller derved, at Fuglene have bragt Kirsebærstene fra Haugen derhen. I Urnes Kirke har været forvaret et Teppe, som foregives at være vevet af Signe. Det var et grovt almindeligt Aaklæde, og da Reisende sedvanlig have taget et Stykke deraf er nu Intet tilovers af Sigars Vev. Et Stykke findes dog i Bergens Museum. Man kjender endnu her i Egnen en Vise om Signe og Habor, og i Kirken findes Habors og Signes Billede, der dog neppe ere Andet, end et Par gamle Helgenbilleder.
Anm. Mundtligt, sammenlign Kraft 4, 824 og Budst. 5, 358. Suhms samlede Skrifter 3, 293, Saxo 7de Bog, kritisk Undersøgelse af Danmarks og Norges Sagnhistorie ved P. E. Müller 161 og Balladen om Hafbur og Signe, der foruden andre Steder findes i danske Viser fra Middelalderen, udgivne af Nyerup og Rahbek, 3die Deel forsynet med interessante Anmærkninger, blandt hvilke følgende: „Det ved Signes og Habors Hendelser fremstillede Exempel paa trofast Kjerlighed, urokkeligt Venskab, uslukkeligt Had til Fiender, samt Hevnlyst og Ringeagt for Døden, er det rene Aftryk af gamle Nordens Aand og Tænkemaade. En Skildring af den Natur greb saa ind i ethvert skandinavisk Gemyt, at ikke alene alle tre nordiske Riger, men endog i ethvert Rige tre, fire Provindser tilegne sig denne Tildragelse. Det Factum, som ligger til Grund for dette i hele Skandinavien saa almeen yndede Sagn, skjuler sig langt borte i den fjerneste Oldtid, hvor man raner i tykt Maria uden at kunne med Kritikens Fakkel belyse de forekommende Gjenstande. I Landnama og i de eddaiske Sange, hos en Saxo og en Snorre, altsaa hos Forfattere, som have levet i 10–13de Aarhundrede, er Talen derom som et Echo, der gjenlyder fra hine længst henrundne umindelige Tider.“ Allerede i Thjodolfs Ynglingatal fra 9de Aarhundrede kaldes Galgen Signes Mands Hest.
I de nævnte Anmærkninger omtales endvidere de Steder i Danmark, Sverige og Norge, der gjøre Fordring paa at være Skuepladsen for denne Tildragelse, og hvortil jeg altsaa henviser den, som ønsker nøiere Underretning herom. Sammenlign Afzelius 1, 73.
Blandt de norske Beilere til den Ære ville vi nævne: Egnen om Frederikstad, hvor Biskop Jens Nielsen allerede 1584 fandt Hagbarholm o. m.; Sigarsvold paa Lister, hvor Signes Fader, Kong Sigar, skal have boet og Fritsøkulen, et yndigt Sted ved Faritsvandet i Nærheden af Laurvik, hvor Sagnet fortæller, at Signes Jomfrubur har staaet. Sagnet her tilføier, at Kongen frigav Habor, da han fik at vide hvo han var og endog lovede ham sin Datter: men da en skinsyg Terne hidsede Hagbars blaa Kappe op i Galgen, brændte Signe sig inde. Til Straf blev Ternen levende begraven og ved Nattetid hører man endnu hendes Skrig og Signes Sang. De maae dog alle vige enten for Gaarden Steig paa Engelen (Aungley), der har Landnamabogen for sig, som Side 256 beretter: „I Aungley bio Sigar Kongr a Steig, oc þar Signyarbrunnr i Hagbardsholme“ eller for Urnes i Sogn, hvor, som vi have seet, en Samling af Sagn pege hen paa denne Tildragelse. Sogn, hvori Urnes ligger, spiller allerede tidlig en vigtig Rolle blandt Norges Smaastater. Her laae Baldershage, Syrstrand og Framnes, berømte af Frithiof og Ingeborgs Historie, her fandtes Kaupanger og Gulething, og her kjæmpede Sverrer og Magnus ved Fimbreide om Liv og Norges Rige.