Garman og Worse/3
„Avoir — avant — avu — saa var det! — avoir — avant — avu — det er rigtigt — Gutten min! — avoir — avant —“.
Nu vidste hele Klassen, at Adjunkten var falden i Tanker. Han gik med lange Skridt op og ned paa Gulvet med halvlukkede Øine, af og til gestikulerende, medens han gjentog og gjentog det mishandlede Hjælpeverbum.
Paa de øverste Bænke begyndte man at fnise; paa de nederste, hvor man ikke havde saa fint Øre for de franske Verber, lo man med for Selskabs Skyld. Men den ulykkelige, som blev examineret, sad og skalv for, at Adjunkten tilslut skulde mærke, hvad det var for en underlig Konjugation.
Denne ulykkelige var Gabriel Garman — yngste Søn af Firmaet; han var en lang, smekker Gut paa femten, sexten Aar med et fint Ansigt, stor Næse og en rank Holdning.
Gabriel sad i den nederste Halvdel af Klassen, hvilket var en stor Skam — mente Lærerne —, thi han havde gode Anlæg. Men det var en underlig, vrang Gut; i enkelte Retninger — f. Ex. Regning og tildels Mathematik — udmærkede han sig; men i de vigtigste Fag — Græsk og Latin — var han næsten umulig at drive frem, og Gabriel var bestemt for Studering.
Da den almindelige Munterhed i Klassen brød ud i forskjellige halvkvalte Lyd, vendte omsider Adjunkten tilbage fra sine dybsindige Drømmerier. Men da han igjen tog fat paa Bogen, for at gaa videre i Examinationen, vilde Ulykken, at han endnu engang gjentog: — „avoir — avant! —“ han for iveiret — „avu!“ skreg han i den høieste Discant — „aa, du Kamel! — kan du endnu ikke dit avoir! — hvad skal der vel blive af dig?“
„Kjøbmand —“ svarede Gabriel kort.
„Hvad siger du! — svarer du din Lærer! — bruger du Mund! — jeg skal lære dig! — hvor er Protokollen? —“ og med lange Skridt for han op paa Kathederet, dukkede ned i Pulten og rodede omkring.
Idetsamme gik Døren til Gangen op, og et besynderligt, lidet skolemæssigt Hoved stak ind — langt, amerikansk Bukkeskjæg, rød Næse og blaa Sømandshue.
„Master Gabriel —“ sagde Hovedet med en halvdrukken Stemme, „Master Gabriel! — er du her? — aa sidder du der — poor boy! — tvi Fan for en Luft! jeg vilde bare indom og sige dig, at du maa komme ned paa Værftet, naar du slipper af Skolen, — vi begynder paa Huden —“
Længer kom han ikke; thi ved Synet af den langbente Adjunkt, der steg ned af Kathederet forfærdet over denne Forstyrrelse af Skolefreden, stansede Hovedet i sin Tale og med et hjerteligt: „Gudsbitterdød — for et Spøgelse!“ forsvandt det og Døren lukkedes.
Der skulde ikke saa meget til for at bringe de unge Mennesker i Latter, og da idetsamme Pedellens Klokke forkyndte, at Timen var forbi, brød den hele Klasse op, medens Adjunkten skummende af Raseri løb, for at klage til Rektor.
Gabriel skyndte sig ogsaa ud af Skolen saa fort han kunde, for at indhente sin Ven, der havde forstyrret Skolefreden. Men han var allerede forsvunden, — formodentlig var han gaaet ned i Byen, for at styrke sig.
Det var Skibsbygmester Tom Robson, som han hed efter sin Hjemkomst fra Amerika. Egentlig hed han Thomas Robertsen, da han reiste hjemmefra; men det blev forandret i Amerika, og nu beholdt han det som det var.
Tom Robson var den flinkeste Bygmester paa Vestkysten; men han drak, saa at den, der skulde bruge ham, maatte føre streng Kommando og alligevel have megen Taalmodighed. For Garman & Worse havde han bygget flere Gange; men det Skib, som nu stod paa Stabelen ude i Sandsgaard, skulde dog blive hans Mesterstykke. Det var det største Fartøi, som endnu var bygget i Byen — paa 450 Læster, og Konsul Garman havde givet Ordre til, at der ikke skulde spares paa nogen Ting, — det skulde blive en Mønsterskude.
Derfor drak Tom bare af og til — ved de større Afsnit i Arbeidet; saaledes idag, da man var kommen saa vidt, at man kunde begynde at lægge Plankehuden paa Spantene.
Da Gabriel ikke fandt sin Ven og heller ikke saa noget til Vognen fra Sandsgaard, som pleiede at holde udenfor Skolen, tog han paa Hjemveien tilfods — udover den lange Allée, som førte til Firmaets Eiendom. Det var en god halv Times Gang, og mens han vandrede afsted slæbende det tunge Læs af forhadte Bøger, gik Gutten i bitre Tanker.
Hver Dag, naar han kom fra Skolen, mødte han de yngre af Kontorfolkene, som spiste i Byen; de saa trætte og tildels luvslidte ud; men alligevel misundte han dem. De fik sidde og arbeide den hele Dag i Kontoret — den store Helligdom, hvor han, som dog var Husets Søn, ikke havde noget at sige eller gjøre. Han maatte indskrænke sin Virksomhed til Værftet, hvor der var hundrede Smuthuller, og hvor Konsulen sjeldent kom om Eftermiddagen. Derfor var ogsaa det store Skib hans Stolthed og Fryd; han krøb omkring baade udenbords og indenbords — oppe og nede — iagttagende hver Planke og hver Nagle, som blev slaaet i.
Tilslut havde han erhvervet sig adskilligt Skjøn paa Skibsbyggeriet, og i Tom Robson, Anders Begmand og de andre smaa rundryggede Skibstømmermænd havde han erhvervet sig gode Venner.
Det skulde blive det stolteste Skib i Byen, og hvergang han tænkte paa det, glemte han næsten sin Byrde af Græsk og Latin. Af halvtforstaaede Samtaler hjemme i Huset vidste Gabriel, at der havde været adskillig Uenighed mellem Faderen og Morten — den ældste Søn, som var optaget i Firmaet, dengang der fra først af var Tale om at bygge Skibet.
Morten vilde, at man heller — enten alene eller sammen med et Par andre Firmaer i Byen, skulde kjøbe et Jerndampskib i England. Han paastod nemlig, at den Tid ikke kunde være fjern, da Seilskibene maatte ligge aldeles under for Dampskibene.
Men den Gamle holdt principielt paa Seilskibene; og desuden var det ham en utaalelig Tanke, at Garman & Worse skulde gaa i Kompagniskab med disse Grosserere fra igaar derinde i Byen.
Altsaa blev det som Chefen vilde; Skibet blev bygget af egne Materialer, paa Firmaets eget Skibsværft, af Husets egne Arbeidsfolk der i Slægtled havde havt sit Arbeide hos Garman & Worse.
Da Gabriel kom saa langt, at han kunde se ned i den Bugt af Søen, hvor Sandsgaardeiendommene laa, var derfor Skibet det første, han saa efter.
Der stod det nedenfor Hovedbygningen paa Værftet med de stærke, velforbundne Spant og den fint bøiede Stevn. Det var Middagstider, og alle Mand var enten hjemme i de smaa Hytter, som strakte sig udefter Vestsiden af Bugten, eller laa og sov i Spaanedyngerne.
Som han stod oppe paa den lille Bakke, hvor Veien skraanede jævnt ned mod Husene, og saa udover alle disse Herligheder, som fra gammel Tid tilhørte Garman & Worse, blev Gabriel mere og mere tung tilmode. Der laa den gammeldagse Hovedbygning — hvidmalt med blaa hollandske Tagsten, og fuldt af Udbygninger og Vinduer paa Taget. Foran Huset mod Syd den store Have med Alleer og klippede Hækker, en liden Dam halvt overgroet med Siv og tykke Buske. Paa Nordsiden mod Søen var Indkjørselen og det flade, ryddige Gaardsrum med det gamle Lindetræ i Midten, og saa kom Søhusene — fire i Rad alle gulmalte med brune Døre; men bortenfor dem — netop midt i Bunden af Bugten var Skibsværftet.
Længer oppe ved den Vei, som førte videre sydover langs Kysten, laa „Gaarden“, som den kaldtes. Det var Fjøs, Forpagterbolig og andre Huse; thi der hørte en meget stor Jordvei til Sandsgaard med Møllebrug, Meieri og deslige.
Den Del af Forretningen havde aldrig interesseret Gabriel synderligt — og alligevel! — om han endda havde faaet Lov til at blive Landmand. Saa kunde han styret Gaarden, og saa var han dog forbleven i Nærheden af Forretningen, Skibene og Søen. Men han skulde studere, der var ikke nogen Mulighed for at slippe.
Konsul C. F. Garman var ikke let at bøie. Hans Fader havde gjort det saaledes: opdraget den ældste Søn til Forretningen og den yngste til Studering, og saaledes vilde ogsaa han gjøre. Den oprørske Gabriel tænkte undertiden, at det var et tarveligt Udbytte, Onkel Richard havde af sine Studier; men det turde han jo ikke sige.
Fru Garman var af den Anskuelse, at det just var gavnligt for det unge, stridige Sind at kjæmpe mod sine Tilbøieligheder; intet kunde være mere fordærveligt end at føie Kjødet.
Der var altsaa ikke Hjælp at vente fra nogen Kant, og Gabriel vandrede modfalden nedover Alleen med sit tunge Læs af Bøger. Da opdagede han langt sydover paa Veien bagom „Gaarden“ en Rytter, som han strax kjendte; det var Onkel Richard paa Don Juan.
Gabriel tog øieblikkelig tilbens; han glemte sit tunge Læs af Sorger og Bøger og tænkte bare paa al den Munterhed og al den gode Mad, som altid fulgte med Onkel Richard. Han vilde skynde sig gjennem Kjøkkenet og sige det til Jomfru Cordsen, derpaa vilde han ind til Faderen; thi den var altid velkommen — det vidste Gabriel —, som kunde melde, at Legationssekretæren var isigte.
„Ih! — Jøsses — Bitterdød!“ raabte Jomfru Cordsen, „fyr under Stegovnen — Martha!“ derpaa løb hun efter en ren Kappe.
„Godt — min Dreng! —“ sagde Konsul Garman og nikkede venligt til Gabriel. Konsul Garman havde faaet sin første Uddannelse i Christiani’s Institut i Kjøbenhavn, derfor sagde han Dreng istedetfor Gut og Pige uden g.
Gabriel var meget vel tilfreds med Udfaldet af sin Melding; han havde faaet Jomfru Cordsen til at sige „Bitterdød“, hvilket var en Sjeldenhed, og Faderen havde været usædvanlig venlig. Thi Konsul Garman var ellers ikke nogen Følelsernes Mand.
Unge-Konsulen, som han endnu kaldtes blandt Folkene fra den Tid, Gamle-Konsulen var Husets Chef, var lavere end sin yngre Broder, og medens Legationssekretæren i Aarenes Løb var bleven lidt førladen, syntes Unge-Konsulen snarere at tørke ind. Han havde glat, tyndt, graaligt Haar, som han greiede fremover fra alle Kanter, lyseblaa, skarpe Øine og Undermunden en liden Smule fremskudt.
Glatraget og velbørstet, med stivt hvidt Halsbind, blanke Støvler og Stok med Sølvknap — var der ved hans hele Person noget solid velholdent; hvert Ord, hver Bevægelse — lige til den lille karakteristiske Vending, hvormed han lagde sin Hage tilrette i det stive Halsbind — alt var saa sikkert, tørt og korrekt. Korrekthed var overhovedet et Ord, der passede paa Unge-Konsulen, somom det var opfundet for ham; baade hans Person og hans Liv gav overalt dette klare kolde Gjenskin af Korrekthed ud i de yderste Fibre.
Foruden den vidtløftige Forretning og den store Formue, han havde arvet, havde Konsul Garman ogsaa arvet en ubegrændset Beundring og Respekt for sin Fader. Morten W. Garman — Gamle-Konsulen — modtog i sin Tid Sandsgaardeiendommene, som dengang ikke stod høit i Værdi, temmeligt belæssede med Gjæld, og Forretningen i stor Forvirring efter sin Fader. For at holde det hele sammen gik Morten W. Garman i Kompagni med en gammel rig Skipper ved Navn Jacob Worse — deraf Firmanavnet. Støttet af gamle Worses Penge kom der Liv i den faldefærdige Forretning og Morten Garmans store Dygtighed gjorde i faa Aar Firmaet til et af de betydeligste paa Vestkysten.
Men da den gamle Worse døde, og hans Søn traadte ind i Firmaet, viste det sig, at Morten Garman og den unge Worse ikke kunde arbeide sammen. „Efter venskabelig Overenskomst“ traadte da Worse ud med en betydelig Formue, og Garman beholdt Familieeiendommen Sandsgaard og Firmaet. Fra denne Tid daterede sig egentlig den store Rigdom hos Garmans, medens Worse i kort Tid ødelagde sine Penge, og døde insolvent. Folk mumlede om, at Worse nok var kommen lidt hovedkulds ud af Forretningen just som de gode Tider begyndte; men der var nu engang Lykke med Garmans.
Forresten saa det ud til, at ogsaa Worse’s Enke og Søn, der drev Forretning i Byen, skulde arbeide sig op igjen især i den senere Tid. Men hvorledes det end kunde hænge sammen med Skilsmissen mellem Garman og Worse, saa kunde aldrig nogen beskylde gamle Morten W. Garman for Uhæderlighed i Forretningen. Og hans Søn — Christian Fredrik — fortsatte nøiagtigt i sin Faders Spor, ovetralt følgende den Rettesnor: hvad vilde Far have gjort i det Tilfælde?
Saaledes øgede Velstanden jævnt og det hele gik sikkert og ensformigt, indtil Unge-Konsulen begyndte at blive gammel og hans ældste Søn — Morten kom hjem fra Udlandet og traadte ind i Firmaet. Men fra den Tid fulgte der flere Forandringer.
Den Unge — „Grossereren“, som han kaldtes, havde Hovedet fuldt af nye, udenlandske Ideer: der skulde rendes omkring i Byen, skrives og telegraferes Verden rundt, tilbydes og anbefales — altsammen Ting, der var Garman & Worse ganske nyt og modbydeligt.
„Lad dem komme til os,“ sagde Konsulen.
„Nei — kjære Far!“ raabte Morten, „ser du ikke, at Tiden løber fra dig. Det nytter ikke længer at sidde stille som i gamle Dage, man maa s’gu være ude om sig paa alle Kanter — ellers mister man de gode Forretninger og beholder bare Affaldet.“
Saa længe holdt Morten sine Taler, at Konsulen indvilgede i at lade ham faa Kontor inde i Byen, — men under eget Navn. „Garman & Worse“ var som før at finde paa Sandsgaard, og derud fik de Folk umage sig, som ønskede at gjøre Forretninger med Huset.
Imidlertid gik der dog efterhaanden mangt og meget gjennem Grossererens Kontor i Byen. Konsulen ligte det ikke; men det var hans Princip at soutinere sin ældste Søn — saaledes havde hans Fader ogsaa gjort —, og derfor kom Huset opi mangen Forretning, som Konsulen aldrig vilde indladt sig paa.
For Kontorpersonalet stod Unge-Konsulen som etslags høiere Væsen. Naar han gik gjennem Kontoret, bøiede alle Hovedet; det var som om alle følte, at nu saa de kolde, blaa Øine tvertigjennem alt, hvad der fandtes — baade Bøger, Regnskaber og Breve — ja, endog tvertigjennem deres inderste Privathemmeligheder. De vidste, at han kjendte hvert Blad i Hovedbogen, mangfoldige Conti kunde han nævne ved Pagina, og var der saasandt en liden Uregelmæssighed nogetsteds, saa kunde man vædde paa, at Unge-Konsulen fik Øie paa den.
Derfor var det en fast Overbevisning blandt dem, at om alle Husets Kreditorer eller Skifteretten eller endog Fanden selv en Dag traadte ind i Kontoret, skulde der ikke findes en eneste Feil paa noget Blad i alle de tykke, vel indbundne Bøger.
Og dog var der en Conto, som ingen havde Greie paa, og det var Legationssekretærens. Den havde intet dødeligt Øie seet; nogle mente, den maatte findes i Konsulens røde Bog, andre troede, at den slet ikke var til. — Ogsaa Korrespondencen med Legationssekretæren førtes af Husets Chef personligt; og det mærkeligste var, at disse Breve aldrig blev kopierede. Kontorfolkene spekulerede mange Gange herover og fandt tilslut ud, at Unge-Konsulen ikke vilde, at man skulde erfare, i hvilket Forhold Richard Garman stod til Firmaet.
En Ting var sikker og bestyrket ved lang Erfaring — nemlig, at Konsulen lagde stor Vægt paa de Breve, der kom fra Fyrforvalteren. Han læste dem før noget af den øvrige Post, og dersom nogen kom ind, mens han var ifærd dermed, lagde han altid et Ark Papir over.
Engang paastod en af de yngre Kontorister, at han havde seet Vexler i et Brev fra Legationssekretæren. Men dette fandt liden Tiltro i Kontoret; thi det var bekjendt nok, at der i hele Forretningen ikke existerede et Papir med Richard Garmans Navn. Og endnu utroligere var den Beretning, som Kontorbudet afgav en Dag, der var kommet Brev fra Bratvold. Da han — Budet — kom ind med Bankporteføljen, stod Unge-Konsulen henne ved Nøgleskabet med Brevet i den ene Haand og to Vexler i den anden — ganske rød og sammenkroget, somom han vilde kvæles. Først troede Budet at Konsulen havde faaet Slag, da — ja enhver kunde jo høre, at det var Løgn — da vilde han — Budet — tydeligt have hørt Konsulen — Unge-Konsulen! — sprude ud i en liden kort, men tydelig Latter. Dette var naturligvis en Misforstaaelse; enhver vidste, at Unge-Konsulen ikke kunde le. —