Garman og Worse/4
Da Gabriel havde lukket Døren, efterat have meldt Onkelens Ankomst, reiste Konsulen sig og gik hen til Nøgleskabet. Her tog han et Uhyre af en Nøgle, hvorved der hang et gammelt sort Træstykke. Derpaa børstede han sine brede Frakkeopslag, lagde Hagen tilrette i Halsbindet, greiede det tynde Haar rigtig langt frem og forlod Kontoret.
Det var et stort gammeldags Hus med lange Gange og brede Trapper. I den vestre Fløi var Kontorerne med særskilt Indgang mod Søsiden; mod Syd — med Udsigt mod Haven laa Familiens Soveværelser og de Stuer, der brugtes til dagligdags. Hele anden Etage var Selskabsleilighed, en stor Dansesal i Midten og rummelige Værelser til begge Sider. Her spiste man om Søndagene og saa snart der var Fremmede — helst i den lille Sal mod Nordvest med Udsigt over Værftet og Søen.
I tredie Etage — eller rettere paa Loftet var der en Utallighed af Soveværelser og Gjæsteværelser i alle de forunderlige Udbygninger, som prydede Taget.
Møblementet var gammel Mahogny med Hestehaar, høie, mørke Skabe, Speile med forgyldte Guirlander og Terriner ovenpaa og Glasset delt i to, dertil svære posede Lysekroner og Lampetter paa Væggene.
Konsulen traf en Pige i Gangen: „Er Legationssekretæren kommen?“
„Hr. Legationssekretæren er gaaet ovenpaa til Fruen,“ svarede Pigen; hun havde lidt Møie med den vanskelige Titel; men hun vidste, at det maatte til, Konsulen taalte aldrig at høre „Fyrforvalteren“.
Fru Garman pleiede, naar Veiret var varmt, at foretrække en af de luftige Stuer ovenpaa. Det var en meget fed Dame, der levede i en stadig Kamp med sine Opstød. Fra hvilken Side man end betragtede hende, frembød hun overalt glatte, fyldige Rundinger — overtrukne med sort Silke.
Det var igrunden forunderligt, at Fru Garman blev saa korpulent; det maatte vist — som hun selv sagde — være et „Kors“; thi ved Maaltiderne var hun altid først færdig, og hun kunde ikke noksom forbauses over de andres Appetit. Kun en enkelt Gang, naar hun var alene i sit eget Værelse, kunde hun faa Lyst paa lidt Mad, og Jomfru Cordsen bragte hende da en Bid af et eller andet, som just var ved Haanden.
Da Konsulen traadte ind, sad Fruen i Sofaen og underholdt sig med Legationssekretæren.
„Goddag — goddag — Christian Fredrik!“ raabte denne muntert og gik et Par Skridt frem: „Se her har du mig alt igjen!“
„Velkommen Richard! det glæder mig at se dig,“ svarede Konsulen med Hænderne paa Ryggen.
Den anden blev ganske forvirret; saaledes gik det ham altid, naar han mødte Broderen. Undertiden kunde Christian Fredrik være munter og aaben som i Guttedagene, og saa med en Gang stak Kjøbmanden frem — kold, tør og saa forbandet korrekt.
„Kommer her nogen til Middag idag? — Caroline!“ spurgte Konsul Garman.
„Pastor Martens vil være saa inderligt snil at indføre den nye Skolebestyrer i Huset,“ svarede Fruen.
„Formodentlig ogsaa en Theolog,“ sagde Konsulen tørt, „saa skal vi sende Søren ind med den store Vogn efter Morten og Fanny og bede dem tage et Par unge Mennesker med sig — Jacob Worse for Exempel.“
„Hvorfor det?“ spurgte Fruen i en Tone, somom hun vilde vove en liden Kamp.
„Fordi hverken Richard eller jeg synes om at spise mellem bare Præster,“ svarede Konsulen i en Tone, som betog Fruen Kamplysten; „vil du saa være saa snil at konferere med Jomfru Cordsen om Maden.“
„Aa — den Maden — den Maden!“ sukkede Fru Garman, idet hun gik, „jeg begriber ikke, hvorledes man kan lægge saa stor Vægt paa de Ting.“
Legationssekretæren fulgte sin Svigerinde til Døren; men da han vendte sig om igjen efter sit sidste ærbødige Buk, saa han Christian Fredrik staaende midt paa Gulvet med Benene ud fra hinanden og den ene Haand paa Ryggen. Med den anden holdt han den uhyre Nøgle som en Lorgnet op for det ene Øie, idet han betragtede Broderen med en polisk Mine.
„Kjender du den?“ spurgte Konsulen.
„Mais oui!“ raabte Legationssekretæren henrykt, og nu kjendte han ogsaa Christian Fredrik igjen, saaledes som han var paa disse Expeditioner til Vinkjælderen. De to gamle Herrer gik derpaa Arm i Arm gjennem alle Værelserne til Kjøkkentrappen forat stige ned i Kjælderen.
Ved Kjøkkendøren standsede de, og Konsulen raabte ind: „Lygterne!“
Der blev strax en Løben derinde, og et Øieblik efter kom Jomfru Cordsen selv ud med to ældgamle Haandlygter.
Hver tog sin — de tog aldrig Feil af hinandens Lygter —, hvorpaa de steg ned ad den steile, begsorte Kjældertrappe.
Først kom de ind i den store forholdsvis lyse Kjælder, hvor der laa almindelig Bordvin — St. Julien, Rhinskvin, Graves og franskt Brændevin. Her førte Jomfru Cordsen Kommandoen, idet hun efter ubrødelige Regler fra Gamle — Konsulens Tid besørgede de reglementerede Vinsorter fremsatte alt efter Selskabets Størrelse og Betydning. Men henne i den mørkeste Krog var der et gammelt Nøglehul, som alene Konsulen kunde finde; men han kunde ogsaa finde det i Mørke. Alligevel hørte det til, at begge holdt sine Lygter frem, for at søge, og Unge-Konsulen undlod aldrig at gjøre opmærksom paa, hvor klogt den Gamle havde vidst at anbringe den hemmelige Dør.
Nøglen dreiedes to Gange om med en rusten Lyd, som de to Brødre skulde kunne kjende fra enhver anden Lyd i Verden; der slog imod dem en Luft af Mug og Vin, da de traadte ind. Konsulen lukkede Døren og sagde: „Se saa! nu faar Verden hjælpe sig en Stund uden os.“
Den indre Vinkjælder saa ud til at være meget ældre end selve Huset; den mindede mest om en gammel Klosterhvælving. Der var saa lavt, at Legationssekretæren maatte bøje sig en Smule, derfor gik ogsaa Unge—Konsulen lidt kroget, naar han var hernede.
I de gamle Rækker laa mange Slags Flasker overgroede med Støv og Spindelvæv, oppe i Muren i Fordybningen efter et Gittervindu, som var tilmuret udenfra, stod der to gamle hollandske Glas paa Fod, og henne i den ene Krog laa et stort Vinfad. Men foran Fadet var der stillet et tomt Anker midt imellem en Lænestol uden Ryg — Krølhaar tød ud af Sædet — og en forhenværende Gyngehest, der havde mistet sine Meier.
De satte Lygterne fra sig paa Bunden af Ankeret og trak sine Frakker af — hver havde sin Spiger at hænge op paa.
„Ja — hvor mener du, vi skulde vende os hen idag?“ sagde Christian Fredrik og gned sine Hænder.
„Portvinen var ikke ilde“ — mente Legationssekretæren og kigede ind i Rækkerne.
„Portvinen var udmærket“ — svarede Konsulen og lyste med Lygten, — „men se der inderst inde ligger en Snes Flasker, vi aldrig har prøvet; jeg gad dog vide, hvad det er.“
„Formodentlig Bedstemors Ribssaft —“ mente Richard.
„Aa Snak! — tror du Far gjemte gammel Ribssaft inderst i Kjælderen.“
„Kanske holdt han ligesaameget paa det gamle som visse andre, jeg kjender,“ sagde Legationssekretæren.
„Aa — du er nu altid saa forbandet vittig“ — knurrede Konsulen, „kunde vi bare faa fat paa de Flasker.“
„Ja du faar krybe ind — Christian Fredrik, for jeg er for tyk.“
„Ja jeg faar vel det —“ svarede Broderen og lagde sit Uhr med de tunge Signeter fra sig. Derpaa krøb den lille Herre forsigtigt ind mellem to Rækker.
„Nu har jeg en —“ raabte han ud.
„Tag to med det samme, du er der.“
„Ja — men saa maa du hale mig i Benene.“
„Avec plaisir“ — svarede Legationssekretæren, „men vil du ikke tage dig en Slurk Burgunder, mens du er derinde?“
Dette maatte være en Vittighed; thi Unge-Konsulen lo — det var tydeligt og altimellem raabte han: „— Jeg kvæles — Pirre! vil du hale! — din Satan!“
Pirre var et Kjælenavn fra Barndommen; men med Vittigheden om Burgunderen forholdt det sig saaledes.
Det var engang Unge-Konsulen krøb inde mellem Flaskerækkerne, forat finde en eller anden Sjældenhed, at han kom til at støde Hovedet mod en Flaske, som laa i Rækken ovenover — saa haardt, at Halsen knak, og en hel Flaske Burgunder styrtede ham i Nakken. Hvergang en af dem hentydede til denne Begivenhed, kom de paa Latteren; og Legationssekretæren var endogsaa saa uforsigtig at komme med Hentydninger, naar der var andre tilstede.
Saaledes kunde han sige ved Bordet, naar Talen faldt paa Rødvin:
„Ja — min Broder Konsulen har nu en ganske egen Maade at nyde Burgunder paa —“ hvorpaa der fulgte en Række Hosteanfald og mange hemmelige Tegn mellem Brødrene.
Ungdommen i Huset havde mange Gange prøvet at trænge ind i Hemmeligheden om Burgunderen, men forgjæves; alene Jomfru Cordsen, som hin Dag havde hjulpet Konsulen til en ren Skjorte, var Medvider; men Jomfru Cordsen kunde tie med værre Hemmeligheder end den.
Endelig kom Konsulen ud igjen — leende og skjændende, støvet nedover Maven og med Spindelvæv i Haaret. Efterat de havde leet endnu en Stund over Vittigheden — det var godt, at Hvælvingerne vare saa tykke — aabnede Legationssekretæren den ene Flaske efter alle Kunstens Regler, — det var hans Specialitet.
„Hm!“ — sagde Konsulen, „den har en egen Bouquet.“
„Den Vin er s’gu raadden,“ mente Legationssekretæren og spyttede.
„Tvi — ja du har Ret — Pirre,“ raabte Christian Fredrik og spyttede to Gange.
Onkel Richard aabnede den anden Flaske, lugtede og sagde afgjørende: „Madeira.“
Den klare gule Vin blinkede saa godt den kunde i de gamle Glas, der aldrig bleve vaskede.
„Ja — se det var noget andet,“ sagde Unge-Konsulen og satte sig overskrævs paa Gyngehesten, for det var hans Plads.
Men Gyngehesten var et Legetøi fra deres Barndom — „alting var mere solid i gamle Dage —“ sagde Christian Fredrik — og da den engang kom for Dagen blandt andet Skrammel, lod Konsulen den bringe ned i Vinkjælderen.
I mange Aar havde han nu siddet paa sin Barnehest og drukket den gamle Vin af de gamle Glas med sin gamle Legekammerat. Og Legationssekretæren sad i den skrøbelige Lænestol, der knagede under hans Vægt, fortalte Historier og lo, mindedes gamle Dage og drak den funklende Vin. Og aldrig havde nogen Vin smagt ham saa godt, aldrig havde nogen Sal straalet saaledes i hans Øine som den lave Kjælderhvælving med de to osende Lygter.
„Det er stor Skam —“ sagde Konsulen „at du endnu ikke har faaet din Halvpart af det store Portvinsfad. Jeg vil sende lidt Vin ud til Bratvold en af Dagene, forat du kan have noget, indtil vi faar tappet op.“
„Men hør nu Christian Fredrik! du sender mig saa ofte Vin; jeg er vis paa, at jeg har faaet min Halvpart for længe siden — og mer til.“
„Snak — Pirre! — holder du kanske Regnskab?“
„Nei ingenlunde!“
„Ja — ser du det! men det gjør jeg; og du vil uden Tvivl have bemærket, at i vor Contocourant for forrige Aar —“
„Ja — Gudbevares! — Skaal Christian Fredrik!“ skyndte Onkel Richard sig at sige; det var hans Skræk, naar Broderen begyndte med Handelsordene.
„Det er et meget stort Fad.“
„Ganske vist! — et overmaade stort Fad.“
Og begge de gamle Herrer rettede sine Lygter og stirrede paa Fadet; og den ene tænkte om den anden: „det er godt, at min Broder ikke ved, at Fadet næsten er tomt.“ Thi det gav en haabløs Klang, naar man bankede paa Bunden, og under Fadet havde der i umindelige Tider været en sort Flek af Fugtighed.
Ved det sidste Glas reiste de sig begge og klinkede med hinanden. Derpaa tog de hver sin Flaske Burgunder, der skulde serveres ved Middagen, hængte Frakkerne over Armen og steg op igjen i Dagen.
Det var strengeligen forbudt at møde dem, naar de kom fra Vinkjælderen, og Jomfru Cordsen havde sin Møie med at holde Passagen fri. De saa ogsaa høist besynderlige ud — især den korrekte Christian Fredrik — naar de røde og straalende, støvede og i Skjorteærmer kom stigende hver med sin Flaske og sin Lygte.
Men en Timestid efter mødte de begge ved Middagsbordet — Legationssekretæren friseret og pyntet — med sit forbindtlige Diplomatsmil, — Konsulen stram, høitidelig og korrekt ud i Fingerspidserne. —