Garman og Worse/2
Det høieste Punkt paa den milelange flade Sandstrand var Bratvoldsbrækken. Der var Fyrhuset bygget paa den yderste Kant af Skraaningen, som faldt saa brat af mod Søen, at man maatte løbe ned ad den paaskjøns og krydse sig opover. Faarene havde siden umindelige Tider skaaret sig et Net af Veie i de steile Bakker, og paa Frastand saa disse Stier ud som mørkere Buer og Festons, der hang udover.
Søndenfor den høieste og bratteste Brink, hvor Fyrhuset stod, trak Kysten sig med en Gang tilbage i en Bue, og paa det andet Endepunkt af Halvcirkelen laa de store Bratvoldgaarde, mange Huse sammen som en liden Landsby.
Nedenfor Gaardene i Stranden var den lille Baadhavn beskyttet af en Molo af svære Kampesten. Ogsaa fra Fyrhuset saa man ned i Havnen, og derfor kunde Madeleine holde Øie med Pers Baad; hun kjendte den ligesaa godt som deres egen Dagligstue.
Det var ellers en prægtig stor Stue, den Dagligstue. Selve Fyrtaarnet, der ikke var høiere end Huset, var bygget paa det sydvestre Hjørne. Saaledes havde Stuen et stort Vindu vendt ud imod Havet og et imod Nord med Udsigt over de store Sandsletter med lave Lyngklitter og Marehalm.
I Dagligstuen havde Fyrforvalteren sine Bøger, sit Skrivebord og først og fremst den store Kikkert. Den kunde dreies paa sit Stativ, saa man baade kunde se nordover og langt udover Søen. Madeleine havde ogsaa sine Blomster og sit Sybord her, og det smukke Møblement, som Onkel Garman havde bestilt fra Kjøbenhavn — Legationssekretæren kunde ikke noksom forundre sig over den billige Pris — tog sig godt ud i det lyse hyggelige Værelse.
I de lange Aftener, naar Vinterstormene kom lige ind fra Havet og kastede sig over det lille Fyrhus, sad Fader og Datter lunt bag de tykke Mure og de lukkede Skodder; medens Lyset faldt i regelmæssige blændende Blink fra Fyrlygten ud over Bølgerne, som kogte og brusede nede i Stranden. Det evige Drøn fra Havet blandede sig i deres Samtaler, i deres Latter, i hendes Musik, — deres hele Liv tog en frisk Smag af dette altid vexlende Hav, der skyllede lige under deres Vinduer.
Madeleine havde arvet meget af Faderens lette Sind; men saa havde hun ogsaa noget heftigt — en af Gouvernanterne havde kaldt det Trods. Da hun derfor blev voxen, blev hun den stærkeste; Faderen bøiede af, det var nu hans Methode; han lo af sin lille Tyran, og hun ruskede ham i hans tykke, krøllede Haar. Naar den gamle Herre halvt i Distraktion fortalte Historier, som truede med at tage en ængstelig Vending, skjændte hun paa ham. Men naar det hændte, at han i en eller anden Smaating ikke var rigtig tilfreds med hende, tog hun sig saa nær af det, at hun følte det i lang Tid. Hendes Sind var muntert og freidigt, men hun trængte til meget Solskin; naar Faderen var i tungt Humør, var hun strax bange for, at det var hendes Skyld, og da blev hun ganske modløs.
Madeleine havde ogsaa arvet sin Faders Øine — mørkebrune og blanke; men ellers lignede hun ham kun paa den slanke Holdning og de smukke Bevægelser. Hendes Mund var for stor og Hudfarven lidt brunladen. Alle maatte indrømme, at det var en kjæk Pige; men ingen vilde kalde hende smuk; de fleste unge Herrer vilde være enige om, at hun var styg. —
— En vakker Eftermiddag tidligt paa Vaaren laa Per og ventede med Baaden udfor Odden af Moloen. Han havde ikke Tomle-Hans med sig; thi baade han og Madeleine vare enige om, at det ikke behøvedes, naar de bare skulde ro; og idag gjaldt det blot at forsyne Hummerteinerne med friskt Agn for Natten.
En for en roede de andre Fiskere ud gjennem det smale Seilløb; de havde alle en liden ondskabsfuld Vittighed at slænge ombord til ham, og bestandigt gik det igjen — det infame „vente“. Det kogte i ham, der han laa og hvilte paa Aarerne — stirrende ufravendt mod Fyrhuset deroppe.
Men der var alt stille. Det solide lille Stenhus laa saa fredeligt og velholdent i det klare Solskin. Det skinnede i de blanke Ruder og paa den rødmalede Hat over Fyrlygten; han kunde se Fyrdrengen gaa udenom paa det lille Galleri og pudse Glasprismerne.
Endelig — langt om længe kom hun ud paa Trappen. Et Øieblik efter var hun ude af Gaarden, henover den indhegnede Mark, som hørte til Fyret, ud gjennem den lille Port i Gjerdet, og nu kom hun i fuld Fart nedover Skraaningen.
„Har du ventet?“ raabte hun; da hun kom helt ud paa Spidsen af Moloen.
„Hop ikke!“ vilde han have raabt igjen; men det var for sent; uden at minke Fart var hun sprunget fra Bryggen og lige ned i Baaden. Hun gled med Benene, saa at hun kom til at sidde paa Tiljen; lidt af Kjolen hang i Vandet.
„Fanden til Fruentimmer!“ raabte Per; han havde vist hundrede Gange sagt hende, at hun ikke maatte hoppe i Baaden; „nu slog du dig!“
„Nei!“ svarede hun.
„Jo — du gjorde!“
„Bare lidt,“ svarede hun og saa stivt paa ham; men der kom Taarer i Øinene; thi hun havde i Virkeligheden skrubbet sig dygtig paa Læggen.
„Lad mig se —“ sagde Per.
„Nei — du faar ikke —“ svarede hun og bredte Kjolen over.
Per begyndte at skode mod Land.
„Hvad vil du?“
„Op efter Brændevin; jeg vil gnide Foden din.“
„Jamen, det faar du ikke!“
„Saa faar heller ikke du være med mig,“ svarede Per.
„Godt — saa lad mig komme op!“
Endnu før han fik lagt Baaden til, sprang hun iland paa en Sten, steg op paa Moloen og gik raskt indover. Hun bed Tænderne sammen, thi det gjorde saa ondt, naar hun gik; men alligevel fulgte hun hurtigt den kjendte Sti med Øinene fæstede paa Jorden.
Hun kom forbi Nøstene, steg over Aarer, Tjærekoster, gammelt Tougværk og alskens Skrab, som laa spredt mellem Baadene; krumme Krabbekløer laa rundt omkring og halvraadne Torskehoveder, hvor store mætte Fluer gik ud og ind i Øienhullerne.
Hun naaede helt op til Fyret uden at vende sig; hun vilde ikke se efter ham. Alligevel stansede hun paa Toppen, for at puste ud; hun vilde dog se, hvor langt han var kommen udover.
Madeleine vidste, at de andre Fiskere havde stort Forsprang, altsaa maatte hans Baad være bagefter — mellem dem og Land. Men han var ikke til at se, heller ikke i Havnen. Da saa hun med en Gang den kjendte Baad; men den var ikke bagefter — næsten i Række med de sidste; Per maatte have roet som en rasende. Hun forstod at bedømme Afstande og vidste, hvad det var for et Kraftstykke, hun saa for sig; og glemmende baade, at hun var fornærmet og at hun var alene, vendte hun sig om — som til en stor Forsamling og pegte udover med straalende Øine: „Se paa ham! — det er Gut, som kan ro — det!“
Men Per sad i Baaden og tog Spændetag, saa det knagede. Det var somom han vilde straffe sig selv i den uhyre Anstrængelse. Hun blev mindre og mindre, eftersom han roede udover, tilsidst blev hun borte for ham. Men det havde han fortjent. Fanden til Fruentimmer — gjentog han, og hvergang tog han fat igjen, somom det gjaldt Livet. —
Det var det yndigste Solskinsveir den næste Dag ogsaa. Havet laa saa stille som det kan ligge; en engelsk Hummerkutter stod fra Land med halvfyldte Seil; man kunde se det slænge i den slanke Rig, eftersom Fartøiet vuggede mageligt i den svage Dønning.
Madeleine sad ved Vinduet; hun vilde ikke gaa ud. Hun fulgte med Øinene Hummersluppen, som hun kjendte saa godt; det var „Flying fish“, Kaptein Crabb af Hull.
Per havde altsaa været ude med Hummer imorges; mon han havde faaet mange?
Bare han ikke havde forslidt sig igaar, da han roede. Hun gik ud paa Bakken og saa ned i Havnen. Hans Baad laa der; Per kunde gjerne være syg.
Pludseligt bestemte hun sig til at løbe ned og spørge en Mand, som hun saa ved Nøstene. Men halvveis i Bakken mødte hun en, som kom opover. Madeleine havde ikke kunnet se ham før, fordi han var indunder det bratteste; men nu kjendte hun ham strax og sagtnede sine Skridt.
Per maatte ogsaa have seet hende, skjønt han saa ned; thi et Par Skridt fra hende steg han ned fra Hovedstien og tog en, som var lidt lavere. Da de derfor var ved Siden af hinanden, var hun lidt høiere end ham. Per havde en Kibe paa Ryggen, og Madeleine saa, at der var Tare i den. Ingen sagde et Ord, og begge vare lige nær ved at kvæles.
Da hun var et halvt Skridt forbi, vendte hun sig og spurgte: „Hvad har du i Kiben? — Per.“
„Hummer,“ svarrede han, svingede Kiben af Ryggen og satte den paa Stien.
„Lad mig faa se den,“ sagde Madeleine.
Han tog i en Fart Taren væk og trak op en uhyre stor Rognhummer, som slog med de brede Haleskjæl.
„Det var da en overhændig stor Hummer!“ raabte hun.
„Aa ja, den er ikke med de mindste.“
„Hvad vil du med den?“
„Spørge Fyrforvalteren, om han vil have den.“
„Hvad skal du have for den?“ spurgte hun, skjønt hun godt forstod, at det skulde være en Gave.
„Ingenting!“ svarede Per kort.
„Det var pent af dig — Per!“
„Aa — det er ikke stort,“ svarede han og lagde Taren tilrette.
Med det samme det saa ud, somom de skulde skilles, sagde han: „Hvordan er det med Foden din?“
„Tak godt — jeg tog Brændevin.“
„Sved det?“ spurgte Per.
„Aa — ikke stort.“
„Det var godt gjort,“ sagde han og løftede Øinene saa langt som til Spidsen af hendes Hage.
Nu maatte de vel skilles; der var ikke mer at sige; men Madeleine syntes, at Per var svært ubehjælpelig.
„Farvel Per!“
„Farvel!“ svarede han, og begge drog sig et Par Skridt afsted.
„Du Per! — hvor skal du hen, naar du har været oppe med Hummeren?“
„Ingen Plads,“ svarede Per.
Han var dog altfor dum; — og alligevel vendte hun sig endnu engang og raabte:
„Jeg gaar nordover i Marehalmen, her er saa vakkert Veir —“ derpaa løb hun.
„Aa ja!“ svarede Per og for som en Kat opover Skrænten.
Mens han løb, kastede han al Taren fra sig, for at have Hummeren fri; og da han fik op Kjøkkendøren, slængte han Uhyret paa Bænken og raabte „Værsaagod!“ idet han forsvandt.
Pigen havde kjendt ham paa Maalet og løb efter, for at bestille fersk Fisk til Fredag. Men han var alt udfor Bakken; hun stirrede halvræd efter ham og mumlede: „Jeg mener, Degeren tog han Per!“
Den gulhvide Sand strakte sig nordover med sine grønne Tuster af Marehalm, saalangt Øiet kunde naa. Kystlinien bøiede sig i Næs og Bugter, hist og her en Klynge Baade; Maager og Ringgjæs havde travelt i Stranden, medens Brændingen rullede med smaa krumme Bølger, der tindrede i det klare Solskin.
Per tog hende snart igjen; thi Madeleine gik langsomt idag. Hun havde plukket et Par unge Ax af Marehalmen og prøvede at fæste dem i Hattebaandet, mens hun gik.
Uvenskabet fra igaar hvilede tungt paa dem begge; det var egentlig den første Begivenhed, som indtraf i Forholdet mellem dem; og de følte kanske — hver paa sin Maade — at de stod ved et Afsnit. Derfor gjorde de begge saa stor en Bue som muligt udenom det, som egentlig beskjæftigede deres Tanker. Og Samtalen gik i korte, ligegyldige Sætninger afbrudt og stakaandet. Tilslut maatte hun prøve at bringe ham nærmere til Sagen og spurgte ham, om han fik mange Hummer inat?
„Syvogtyve —“ svarede Per.
Det var hverken mange eller faa, saa derom var ikke mere at sige.
„Du roede fort igaar —“ sagde hun og bøiede sig; thi hun følte, at nu nærmede de sig.
„Det var — det var, — fordi jeg var alene i Baaden —“ kom det stammende; han forstod strax, at det var dumt sagt; men han kunde ikke hjælpe det.
„Kanske du liger bedst at være alene i Baaden?“ spurgte hun raskt og saa paa ham.
Men da han stod der foran hende — det lange, ubehjælpelige Mandfolk saa ynkeligt forfjamset og sønderknust og alligevel saa stor og stærk og vakker, kastede hun sig med et lidet Sprang om Halsen paa ham og sagde halvt leende halvt skamfuld: „Aa du Per! — du Per!“
Per havde ingen ide om, hvad han skulde foretage sig med en Dame, der hang ham om Halsen, og han stod derfor ganske stille. Han saa nedover det lange sorte Haar og den slanke Ryg, — og skjælvende over sin egen Dristighed lagde han sin svære Arm lempeligt omkring hende.
De vare komne ind mellem Marehalmen, og bag en af de største Tuer satte hun sig i det varme tørre Sand. Han fik Plads ved Siden af hende.
Per sad og saa sig om, af og til gled hans Øine henover hende, men altid usikkert; han begreb øiensynligt ikke Situationen. Og tilslut blev han hende saa komisk, at hun reiste sig leende og raabte: „Kom Per! — lad os løbe!“
Snart løb de, snart gik de Fod for Fod; hans tunge Søstøvler gjorde et bredt Mærke i Sandet, og hendes smaa Damestøvler tog sig saa snurrigt ud ved Siden, at de maatte vende sig og le. De legte og lo som Børn uden at mærke, at de vare voxne, og Per maatte love, at holde op med at tygge Tobak. Og langsmed den bugtede Strand lige paa Randen af det store friske Hav feirede de sin Livsfest — disse unge Hjerter, mens Brændingen rullede med smaa krumme Bølger, der tindrede i det klare Solskin. —
— Fyrforvalteren havde netop fuldført et Brev til sin Broder. Det var et af disse kjedsommelige Forretningsbreve med indlagte Vexelblanketter. Aldrig kunde han lære, hvor han skulde anbringe sit Navn paa disse utaalelige, langagtige Papirer. Men — underligt nok! — Broderen sagde bestandig, at det var ganske rigtigt, og Christian Fredrik var uhyre nøie paa det i slige Ting. Nu var da Brevet afsendt, og den gamle Herre aandede lettere, medens han stod ved Vinduet og saa udover. Da opdagede han to Skikkelser, som gik nordover mod Sandsletten. Halvt i Tanker flyttede han hen til det andet Vindu og rettede den store Kikkert.
„Hm! —“ sagde han, „er de nu der igjen!“
Pludselig reiste han sig: „Hvad behager? — Jeg tror saagu, hun er gal!“
Legationssekretæren bøiede sig igjen ned til Kikkerten og kastede sin Cigarette. Jo, ganske rigtigt! — det var hans egen Madeleine om Halsen paa Vente-Per.
Han gned ivrigt Glassene med sit Lommetørklæde. Se saa! — der gik de da ordentligt ved Siden af hinanden. De vare indimellem Marehalmen; nu gik de ind i en stor Tue og blev borte. Han rettede betænksomt Kikkerten mod den anden Kant af Tuen og ventede.
„Nu da?“ sagde han og gned atter Glasset. De vare endnu ikke komne frem igjen. Der gik et Par Minutter, Fyrforvalteren blev ganske nervøs. Endeligt saa han en Skikkelse reise sig, derpaa den anden. Kikkerten var udmærket, og den gamle Kavaller forstod Situationen ligesaa godt, somom han havde siddet i Marehalmen.
„Naa — naa — ikke værre!“ mumlede han; „men det kan blive slemt nok. Det er vel bedst, hun kommer til Byen.“
— Ved Middagsbordet sagde han altsaa:
„Du ved, Madeleine! — der har længe været Tale om, at du skulde være nogen Tid paa Sandsgaard —“
„Aa nei — Pappa! —“ afbrød Madeleine, og saa bønligt paa ham.
„Jo — Barn! det er paatide nu — mener jeg —“; — der var en usædvanlig Bestemthed i hans Tone.
Madeleine fik en Anelse om, at han vidste det hele, og med en Gang stod det for hende, hvad det dog i Grunden var for en besynderlig Formiddag, hun havde tilbragt. Naar hun sad heroppe i den elegante Stue, lige overfor Faderen, der var saa fin og statelig, tog baade Per og Stranden og alt, hvad dertil hørte, sig ganske anderledes ud. Og istedetfor den freidige Tilstaaelse, hun havde øvet sig paa, da hun gik hjemover, slog hun nu Øinene ned og blev blussende rød.
Dermed var Sagen afgjort. Madeleine var glad over, at Faderen ikke lagde Mærke til hendes Forvirring. Og Legationssekretæren var lykkelig, fordi han slap nøiere at drøfte dette Emne med sin Datter. Thi den gamle Herre havde just ikke sin stærkeste Side i dette Kapitel.
Den næste Dag red han altsaa til Byen.