Garman og Worse/14
Nu var Høstregnet rigtig begyndt. Dag ud og Dag ind strømmede Vandet ned, og om Natten hørte man det piske paa Ruden og dryppe fra Taget, hvergang man vaagnede.
Først regnede det længe med Sydvest; men det var der ikke noget at sige paa, Sydvesten er nu en Regnvind. Men da det saa i fjorten Dage havde regnet med Nordenvind, saa sagde Folk, som forstod det: Ja — begynder det først at regne med Nordenvind, saa faar det aldrig Ende.
Saa var det stille en Morgen med tunge, mørke Skybanker, og Folk, som forstod det, sagde hovedrystende: idag blir det værre end værst! Men saa regnede det ikke hele Formiddagen; Luften blev lysere og tyndere, og da den var bleven ganske lysegraa, begyndte det at smaaregne.
Og det duschregnede, og det smaaregnede, og det silregnede, og det øsregnede, og det styrtregnede, og det plaskregnede; — men værst var det, naar det silregnede — jævnt og ubønhørligt fra Morgen til Aften.
De „nye Maaner“ gik ind med Regn og gik ud med Regn, og alle Almanakkens Mærkedage vare lige vaade. Men Vinden for omkring til alle Kanter, samlede Skoddebanker ude i Søen og tykke Regnskyer oppe i Fjeldene, sobte alt sammen og lod det regne og regne over den hele Vestkyst.
Og Stormen tog fat for Alvor, ruskede i de gamle Træer i Alléen og peb i Riggen paa Skibene, som laa i Vinteroplag. I de store Huse paa Sandsgaard havde hver enkelt Vind sine Hylekroge, som den gjenfandt med Henrykkelse hvert Efteraar. Nordenvinden kom brølende op imellem Søhusene; Søndenvinden tog de vaade Blade fra Haven og kastede dem i nævevis mod Ruderne; Østenvinden for ned i Piberne, saa det røg i alle Stuerne, og Vestenvinden havde sin Specialitet i at klapre med tyve Tagsten ad Gangen — den hele udslagne Nat.
Konsulen gik og kigede paa Barometeret og pikkede paa det, for at se, om Kviksølvsøilen steg eller faldt. Men — sandt at sige — det gjorde ikke stor Forskjel enten den steg eller faldt: Luften, Skyerne, Regnet, Stormen — det var i et Røre altsammen, og dermed gik Uge efter Uge udimod Vinteren.
Paa Værftet gik det langsomt; thi Garman & Worse var ikke saa nymodens, at de byggede under Tag. Men Mr. Robson mente dog, han skulde blive færdig „paa Dagen“, — skjønt det var „et Fandens Veir“.
Men den, som mest bandte Veiret og Vestlandet og alt, hvad dertil hørte, var Adjunkt Aalbom. Naar han gik hjemmefra om Morgenen, piskede Vind og Regn ham i Ansigtet, og naar han forlod Skolen, var de saa venlige at følge ham helt hjem til Døren igjen. Et Stykke ude i Alléen pleiede Vinden at kaste sig ovenfra ned paa hans Paraply, ruske i den og trykke den ned, indtil Hatten kom opimellem Spilerne. Saa gjorde den pludseligt den samme Manøvre nedenifra, for opunder Paraplyen og ind mellem Adjunktens lange Ben, fyldte den fodside, knappede Regnkappe, saaat han holdt paa at gaa tilveirs. —
October og November gik hen paa denne Maade, og Folk, som vare vittige, sagde, at de havde glemt, hvorledes Solen saa ud. —