Garman og Worse/13
Den næste Dag øsregnede det. Morten og Fanny kjørte til Byen strax efter Frokost. Madeleine laa tilsengs og havde Feber.
Rachel var inde og saa til hende; men hun fandt Madeleine saa besynderlig, at hun vilde lade Doktoren hente. Jomfru Cordsen mente dog, at det var bedst at lade den Syge have fuldkommen Ro, saa vilde det nok rette paa sig — med Tiden.
Rachel vilde alligevel have sendt Bud efter Doktoren, hvis hun ikke havde glemt det, da hun kom ned i Stuen. Hun var saa optaget af sine egne Tanker: vilde han ikke komme idag heller?
En Vogn rullede ind paa Gaarden. Fru Garman, som just havde endt en liden Privatfrokost i sit eget Værelse, lod Avisen synke og sagde:
„Herregud! — kommer her nu Visitter — — i dette Veir!“
Rachel følte, at hun blev rød; hun havde kjendt hans Stemme i Gangen. For ikke at forraade sin Bevægelse, satte hun sig ved Pianoet og bladede i Noderne.
Døren gik op, og ind traadte — først Provsten Sparre og saa Kandidat Johnsen.
Rachel vendte sig paa Stolen og greb saa haardt fat i Pianoet, at hun anslog et Par Toner i Bassen. Hendes Øine hvilede ufravendt paa Johnsen, somom hun hvert Øieblik ventede, at han skulde tale, forklare hvad det skulde betyde — dette, at han kom i Følge med Provsten.
Provsten Sparre hilste med stor Venlighed paa Damerne og bebreidede mildt Rachel, at hun aldrig var at se i Præstegaarden; han havde saa mange Hilsener til hende fra „Smaapigerne“.
Fru Garman var strax bleven forsonet med Visiten, da hun saa, hvem det var; at underholde sig med geistlige Mænd var hende altid kjært.
Samtalen dreiede sig først om det ustadige Veir, og Rachels Øine veg ikke fra Skolebestyreren. Han saa ikke til hendes Kant; hans Ansigt var blegt og Munden fast sammenpresset.
„Vi vilde gjerne — min unge Ven og jeg —“ begyndte endelig Provsten, „aflægge dette Besøg i Deres Hus — Frue! — sammen; mangt og meget kan forklares, megen Misforstaaelse undgaaes, naar man faar tale — saadan tales nærmere ved.“
Provsten stansede og saa paa Skolebestyreren; denne gjorde øiensynligt en Anstrængelse for at tale, men opgav det. „Det vilde være beklageligt,“ fortsatte da Provsten, „om man af mindre vel betænkte Ord skulde faa det Indtryk i Menigheden, at der herskede Uenighed — eller vel endog Splittelse blandt de Mænd, der have at samarbeide i Kirkens Tjeneste.“
Rachel havde reist sig og stillede sig midt foran Skolebestyreren: „Er dette Deres Mening.“
„Nei — men Rachel!“ udbrød Fru Garman; det gik dog over alle Grænser med Rachels Besynderligheder.
„Er dette Deres Mening?“ gjentog den unge Dame strængt som en Forhørsdommer.
Han hævede raskt Hovedet og saa paa hende: „Lad mig forklare Dem — Frøken! —“ men han kunde ikke holde Stand mod de kolde, blaa Øine; hans Blik gled tilside, og han stansede i sin Tale. Da vendte Frøken Rachel sig om uden at sige et Ord og gik ud af Stuen.
„Jeg maa isandhed —“ sagde Fru Garman, „bede mine Herrer undskylde min Datter. Rachel er undertiden saa besynderlig — jeg forstaar ikke —“
„Ungdommen — kjære Fru Garman!“ sagde Provsten mildt, „er idetheletaget lidt besynderlig nutildags; men vi maa betænke —“ og han glattede udover med sin varsomme, bløde Haand, saa at Fru Garman — da de havde taget Afsked — næsten kjendte sig tilmode som efter en Opbyggelse.
— Men at Provsten i tre-fire Dage havde fremkaldt dette Omslag hos Kandidat Johnsen, var for Martens en ny Kilde til Beundring, ligesom ogsaa den hele By følte en stor Beroligelse ved at se de to kjøre paa Visitter sammen.
Hele hin mindeværdige Søndag havde Johnsen spadseret op og ned i sine Værelser. Han gjentog Talen stykkevis for sig selv. Enkelte Ting havde han ikke faaet sagt, et og andet kunde have været endnu skarpere; — men alt i alt var han tilfreds. Ikke tilfreds i den Forstand, at han syntes, han havde udrettet noget stort; men tilfreds som den, der endeligt faar Luft. Vind i Seilene — selv om det er Storm, er dog bedre end Dødveir.
Det maatte have rystet ordentlig op i alle de dorske Sjæle; hvormange Mennesker rundtomkring ham sad ikke nu og kjæmpede med de stærke Tanker, han havde kastet ud blandt dem. Undertiden saa han ud paa Gaden, og det undrede ham næsten, at Byen var saa rolig og søndagsstille.
Om Eftermiddagen ventede han Provsten; han var vis paa, at han maatte komme. Og Skolebestyreren havde hele den Tale færdig, hvormed han vilde modtage sin Overordnede. Han vilde ikke bøie sig; — langt heller opgive sin Stilling — og saa? — saa vidste han en, der havde lovet ham sit Venskab, om alle andre vendte ham Ryggen. Og altsom Dagen gik og der blev Skumring i Stuerne og ingen Provst viste sig, kom hun mere og mere i Forgrunden; han tænkte sig hende ved sin Side — de to i Kamp med hele Verden! og fuld af Haab og Mod gik han tilsengs.
Da han vaagnede den næste Morgen, piskede Søndenvind og Regn paa Ruderne. Tomme Kjærrer kjørte i Trav ned ad Gaden foran hans Vinduer; hele Mandagstravlheden var igang i den sølede, halvlyse Høstmorgen. Han skulde være i Almuskolen før otte og indlede Ugens Gjerning med Bøn og Sang. Dette havde han slet ikke tænkt paa igaar.
Han kom til at mindes, hvor Børnene lugtede ondt, naar de kom vaade i Skolen, den uskjønne Sang og al den trevne Aandløshed, hvormed Skoleugen atter begyndte at slide sig henimod Lørdag og Søndag, og hele dette smaalige Hverdagsarbeide forekom ham idag saa trøstesløst. Var det noget for ham?
Mens han sad ved Frokosten og just tænkte paa, at sende Pigen hen til Skolen med en Sygmeldelse, blev der banket paa Døren og Provsten Sparre traadte ind. Strax begyndte Kandidat Johnsen i sin Hukommelse at lede efter den Tale, han igaar havde sat sammen til Provsten. Men han kunde ligesaa godt have forsøgt at synge Lohengrin udenad som overhovedet at gjenfinde nogetsomhelst fra igaar — i denne raakolde Morgenstund foran dette bekymrede Smil.
Provsten gik uden Omsvøb lige løs paa Sagen; men fra en helt anden Kant end Johnsen havde ventet. Han syntes nemlig uden videre at forudsætte, at Johnsen var forelsket i — kanske endogsaa forlovet med Frøken Rachel Garman, og at han igaar i sin Prædiken havde talt lige ud af hendes — ganske vist originale, men vist ogsaa lidt forskruede Anskuelser. Frøken Garman var uden Tvivl en begavet Dame, men —
Alt, hvad Johnsen forsøgte, for at faa Provsten ud af denne Tankegang og gjøre ham begribeligt, at han tog feil i sin Forudsætning, at der aldeles ikke var noget mellem ham og Frøken Rachel, som kunde ligne et Forhold — det var altsammen spildt Umage.
Provsten hørte venligt og taalmodigt paa ham og tog fat, hvor han slap. Tilslut sagde han roligt og ligefrem: „Elsker De da ikke denne Kvinde?“
Johnsen vilde strax svare nei; men han fik ikke Ordet frem, stammede og sagde: „Jeg ved ikke.“
Fra dette Øieblik havde Provsten afgjort Overtaget. Skolebestyreren prøvede at afbryde Samtalen ved at se paa Uhret, da det led henimod otte.
„De tænker som samvittighedsfuld Mand paa Deres Skole — ikke sandt?“ — sagde Provsten, „men De behøver ikke at være ængstelig; jeg gik indom og meldte, at De var forhindret fra at komme. Lærer Pallesen vil forrette Morgenandagten.“
Johnsen satte sig igjen — meget modfalden; han følte sig somom han i al Lempelighed var afsat og indespærret.
Og Provstens vellydende Stemme gled videre. Han berørte ikke direkte noget Punkt i Prækenen; derimod skildrede han, hvorledes den jordiske Kjærlighed — Forbilledet paa en høiere Kjærlighed — ofte fører os Mennesker paa Vildspor. Han vidste det af egen Erfaring — han vilde ikke gjøre sig bedre end han var; men det gjaldt — især for Ungdommen at være paa sin Post. Johnsen kunde selv se, hvor langt han igaar havde ladet sig føre.
„Thi er der noget —“ fortsatte Provsten, „hvorved De udmærker Dem — kjære unge Ven! — og hvorfor jeg just har havt og endnu har saa stort et Haab til Dem, saa er det den Retsindighed, den Trang til Sandhed og Oprigtighed, der danner Understrømmen i Deres Væsen. Men — kjære Ven! — hvorledes staar det til med Oprigtigheden, naar en Mand træder frem og raaber: se — jeg elsker Sandheden over alle Ting! mit Hjerte er fuldt af Kjærlighed til den høie, rene Sandhed! — og saa viser det sig, at den Kjærlighed, hvoraf hans Hjerte var fyldt — det var den jordiske Elskov til den Kvinde, som havde indgivet ham disse Tanker. Eller kan De nægte, at det var saaledes, det hang sammen igaar?“
Ganske kunde Johnsen ikke nægte dette, og Provsten tog den halve Indrømmelse og udviklede den uden at blive træt. Da han endelig gik — udpaa Formiddagen, sagde han:
„Jeg ser indom til Dem i Eftermiddag. De har naturligvis saa meget at tænke paa, at De ikke gaar ud idag — det vilde kanske ogsaa se mindre godt ud.“
Ogsaa i de følgende Dage holdt Johnsen sig inde og Provsten kom til ham Morgen og Aften; indtil pludseligt Omslaget indtraadte. Det blev ham med en Gang klart, at han havde været nær ved at komme paa Afveie. Alle hans Betænkelighederr fra den første Tid paa Sandsgaard vaagnede op; han havde nær glemt og sveget sit Kald blandt Almuen, hvoraf han var kommen. Men nu havde han faaet Øinene op, og selve den Kjærlighed, hvis Styrke han nu først følte, vilde han bringe som et Sonoffer, fordi han saa nær var bleven sit Kald og sig selv utro.
Han sprang op og greb Provstens Haand:
„Tak — Tak! De har reddet mig.“
Hans Øine lyste, det stærke, brede Bryst udvidede sig; i dette Øieblik kunde Provsten have sendt ham i den visse Død, og han var gaaet.
— Da de nu kjørte tilbage fra Sandsgaard, iagttog Provsten nøie sin unge Ven. Visitten hos Garmans var ikke løbet saa heldigt af som hos flere andre Familier i Byen, hvor de alt havde været, og hvor Skolebestyreren ved sit rolige, værdige Væsen havde gjort et godt Indtryk. Det var kanske ikke værdt at drive det videre, tænkte Provsten Sparre, Sagen var kommen i en god Gjænge. Derfor blev der ikke gjort flere Visitter; hvorimod de kjørte hjem til Provstens, forat drikke en Kop Chokolade. Frøken Barbara skjænkede. —
— Jomfru Cordsen havde faaet to Patienter at passe ovenpaa; thi ogsaa Rachel holdt sig nogle Dage paa sit Værelse. Den gamle Dame gik fra den ene unge Pige til den anden. Det var ikke godt at vide, hvormeget hun forstod af det hele. Munden med alle de smaa Rynker omkring var saa vel tillukket, den skulde ikke forsnakke sig. Lydløs og utrættelig færdedes Jomfru Cordsen overalt i det store Hus; oppe og nede mødte man hendes stivede Kappestrimmel, og der fulgte en liden gammeldags Lavendellugt med hendes Klæder.
Rachel kunde sidde timevis og stirre hen for sig uden at foretage sig noget. At ogsaa dette skulde ende saaledes! — var det da umuligt at finde et Menneske med Mod i Brystet og Blod i sine Aarer. Selv var hun jo afstængt fra al Virksomhed, der kunde tilfredsstille hende; fordømt til dette ørkesløse Dagdriverliv. Og hendes Sind blev saa bittert — først mod ham, der havde skuffet hende, og siden mod alle Mennesker.
Madeleines Sind blev derimod ikke bittert — bare forskræmt — mer og mere forskræmt. Den store Troløshed hos hendes Veninde, en Troløshed saa bundløs, at hun aldrig havde kunnet tænke sig den; og saa han, at det netop maatte være ham, den eneste blandt de fremmede Mennesker, hun følte sig tiltrukken af — og det netop paa Grund af hans Aabenhed! Omigjen og omigjen kom alle disse Tanker og pinte hende; det kjendtes somom hun havde mistet Fodfæste for bestandigt. Der var kommen noget urent ind i hendes Liv, som gjorde hende sky og mistænksom blandt disse Mennesker, der oversaa eller bedrog hende.
Morgenen efter hin Nat var hun bleven vækket af Fanny, som kom ind halvklædt, før det endnu var rigtig lyst. Fanny havde nemlig ikke sovet stort, hele Tiden plagende sig med Tvivl og Formodninger, hvorfra Advarselen var kommen. Thi hun var sikker paa, at det var en Advarsel. Det maatte enten være Jomfru Cordsen eller Madeleine, hun havde seet begges Vinduer aabne. Var det Madeleine, saa var Situationen fortvivlet — saa fortvivlet, at hun ikke turde tænke paa det. Var det Jomfru Cordsen, saa var det jo slemt nok, men altid lidt bedre. Efter Lyden gjettede hun paa et Glas Vand eller sligt, og saasnart det lysnede, stod hun op, mens Morten snorksov; hun vilde have Vished.
Madeleine reiste sig op i Sengen, da hun kom ind: „Undskyld Madeleine! jeg kommer, forat faa et Glas Vand hos dig; der var kommen en Edderkop i vor Karaffel.“
Hun trak Gardinerne fra; der stod Karaffelen — og Glasset ogsaa. Den smukke Frue udstødte et Lettelsens Suk; men Madeleine laa længe og stirrede paa Karaffelen uden at kunne begribe det hele. —