Garman og Worse/12
Onsdag i samme Uge skulde Fanny og Madeleine i Dameselskab, Rachel havde svaret nei Tak — kort og godt; men det var man vant til.
„Aa — jeg har saadan forskrækkelig Hovedpine,“ klynkede Fanny, hun kom ind til Madeleine, medens denne klædte sig til Selskabet. Madeleine var fulgt med til Byen Søndag Aften.
„Stakkels Fanny —“ sagde Madeleine oprigtigt, „har du nu faaet Hovedpine igjen!“
„Ja — det kom somom det var kastet paa mig, just som jeg skulde til at bytte Kjole — aa — hvor ondt det gjør.“
„Jeg synes, du har saa ofte Hovedpine i det sidste — Fanny! — du skulde tale til Doktoren om det.“
„Det nytter ikke,“ svarede Fru Fanny og trykkede sin Pande mod det lille Haandspeil, for at kjøle sig; „der er bare et, som hjælper mig, og det er frisk Luft; — og saa Stilhed — huh! her er saadan Larm fra Gaden. Og saa tænke sig, at jeg skal sidde en hel Aften i en varm Stue! — aa jeg holder det aldrig ud!“
„Du skal slet ikke gaa i Selskab saa daarlig som du er,“ sagde Madeleine afgjørende, „jeg skal gjøre en smuk Undskyldning for dig.“
„Ak — om jeg turde blive hjemme — eller — endnu bedre, om jeg var paa Sandsgaard — der er saa stille,“ sukkede Fanny.
„Ja — det skal du netop gjøre —“ raabte Madeleine, „du tager Vognen, naar den har kjørt mig, og reiser derud. Det klarner op — tror jeg —, det bliver vist en stille deilig Maaneskinsaften.“
„Ja — det kan nu være det samme for mig,“ sagde Fanay med et mat Smil, „men synes du, det gaar an, at jeg —“
„Det skal du ikke være bekymret for; jeg skal undskylde dig med saa smukke og forbindtlige Ord, at du ret skal have Ære af al den Umage, du har med at opdrage mig. Se nu — saaledes vil jeg komme —“ og Madeleine, som endnu ikke havde faaet Kjolen paa, neiede og smilede og holdt en flydende Tale om den kjære Fru Fannys slemme Hovedpine.
Fanny lo, indtil det pludseligt gjorde saa ondt i Hovedet, at hun maatte skrige lidt. Imidlertid lod hun sig overtale, og Madeleine kjørte alene til Selskabet.
Madeleine begyndte at finde sig tilrette i den nye Tilværelse. Fanny var saa god og elskværdig mod hende, at den unge Pige tilslut vandt Bugt med sin Skyhed og fortalte Veninden hele Historien om Vente-Per og alt det andet derudefra. Og Fanny lo slet ikke; tvertimod sagde hun, at hun misundte Madeleine denne lille romantiske Kjærlighedshistorie; det var en skjøn Erindring for hele Livet.
Men da saa Madeleine frygtsomt sagde, at for hende var det mere end en Erindring, at hun betragtede sig som bunden, da stødte hun paa en Modstand saa afgjort, at hun blev helt forvirret. Saadanne Urimeligheder — sagde Fru Fanny — finder altid unge Piger paa i en vis Alder. Selv havde hun været forelsket indtil Vanvid i en Skorstensfeier — en virkelig Skorstensfeier! — saa kunde Madeleine selv begribe!
Og alt som hun mere levede sig ind i Bylivet, fik hun alle de gamle Tanker puttet hen i en Krog; — der laa de og saa paa hende med store Øine, hvergang hun var alene. Men hun gik forbi dem: det maatte dog være en Urimelighed. Madeleine havde aldrig Lyst til at følge med Faderen hjem til Bratvold for et Par Dage; det var somom hun gruede for at se Havet igjen. —
— Ogsaa denne Dag havde Rachel ventet forgjæves. Hun begyndte at blive urolig; hvorfor kom han ikke ud til hende? — han maatte dog vide, hvormeget hun ønskede at tale med ham — takke ham, hun som havde saa stor Andel i hans Optræden. Han kunde dog umuligt tro, at ogsaa hun syntes, han var gaaet for vidt. Kom han ikke imorgen, vilde hun skrive til ham.
Aftensbordet var stille den Aften. Konsulen var ordknap som han pleiede, naar han var alene med Damerne. Fanny, der var kommen, for at pleie sin Hovedpine, var taus og lidende. Klokken ti var hele Huset stille og uddødt, alene Rachel sad i sit Værelse og stirrede hen for sig. Hun kunde ikke læse, flere Gange tog hun en Pen, for at skrive, hun vidste ikke selv hvad. Men det blev ikke til noget; saa slukkede hun Lyset og satte sig til at stirre udover Fjorden, som laa blank i Maaneskin.
Dersom han nu kom — forladt af alle andre, og bad om mere end hendes Venskab? — hun var forberedt paa det og havde taget sin Bestemmelse. Han var en Mand — en modig Mand, og hun vilde følge ham. Hun havde glædet sig til at møde en saadan Mand; — men hvorfor var hun ikke glad?
Rachel sad saalænge ved Vinduet, til hun hørte Vognen, der bragte Madeleine hjem fra Selskabet; da klædte hun sig hurtigt af og gik iseng.
— Da Madeleine kjørte hjem, blev Vognen standset udenfor Klubben, og en Gut talte nogle Ord med Kusken.
Det var gamle Per Karl, som kjørte iaften. For mange Aar siden var han kommen op fra Danmark med et Par Heste til Unge-Konsulen. Baade han og Hestene vare forlængst ude af Tjeneste; men naarsomhelst Per Karl kunde passe sit Snit, fik han de gamle sorte for Vognen og sig selv op paa Bukken. Saaledes ogsaa iaften, da det bare var den gode Frøken Madeleine, som skulde hentes. Hun var saamænd lige glad, om det ikke gik i saadant „forskrækkeligt Jav“ — mente den gamle Jyde. Men nu vendte Per Karl sig om og sagde til Madeleine:
„Ih — Jøsses bevares — lille Frøken! nu vil her ligge et Hus! Grossereren vil kjøre ud med os, og naar han ser, vi har „de gamle“, saa —“
Efter et Øieblik kom Morten og tog Plads ved Siden af Madeleine under mange Undskyldninger. Han vilde ud og se til Fanny — sagde han —; hun havde seet saa daarlig ud. Og desuden — hvilken henrivende Kjøretur i Maaneskin!
— Han satte sig mageligt tilrette og tog et langt Drag af sin Cigar; men med ét for han iveiret: „Stop hvad var det!“
Den ene af Hestene havde snublet lidt, saa det gav et Ryk i Vognen.
„Det er jo de gamle — og Per Karl!“ raabte Morten og reiste sig halvt op. „Hvad Fanden skal det betyde?“
„Aa —“ brummede Per Karl, han var forberedt paa en Batalje — „de gamle er s’gu inte at kimse ad. Men havde vi ellers vidst, at Hr. Grossereren vilde tage med, saa —“
„Snak! — de gamle skal ikke bruges mere — det ved De godt — Per Karl! Jeg skal tale med Far; de skal skydes imorgen den Dag.“
Morten interesserede sig meget for Heste, og desuden var han i den Stemning af Iver og Vigtighed, som man ofte bringer med fra en Aftensmad i Klubben.
Madeleine prøvede at formilde sin Fætter; men det gjorde ham bare værre.
„Se — hvorledes hun gaar og stiger paa Foden — hun den venstre —“
„Den nærmer? — mener Hr. Grossereren?“
„Aa Fanden ivold med Deres nærmer og fjærmer! — hun tilvenstre der — Hoppen — hun har Staalsvamp saa stor som en Sofapude paa begge Forbenene, det saa jeg ivaar.“
„Inte paa dem begge —“ svarede Per Karl trodsigt.
„Jo — hun har; — men det skal vi nok faa Greie paa; jeg vil en Gang for alle have en Ende paa dette! —“ sagde Morten med Kraft; han var netop i Stemning til at tage Tingene grundigt.
Da de kom frem, havde han neppe Tid til at hjælpe Madeleine ud af Vognen af bare Iver for at faa denne Staalsvamp konstateret, og hun hørte dem snakke og rumstere borte i Stalden, mens hun steg op af Trapperne.
Madeleines Værelse vendte mod Vest, og da hun kom op, stod hendes Vindu aabent. Hun vilde lukke det; men Haven laa saa fredelig nedenfor hende i det klare Maaneskin, at hun lagde sig paa Knæ paa Stolen og saa ud.
Maanen var endnu ikke kommen saa langt, at den skinnede paa hendes Vindu; fra Hjørnet af Huset faldt der en skraa Skygge henover Hækkene og lod en Trekant indunder Husvæggen være i Mørke.
Da Madeleine lænede sig udover, saa hun, at ogsaa Jomfru Cordsens Vindu stod aabent. Først vilde hun raabe ind til den gamle Dame, med hvem hun stod paa en venskabelig Fod; men hun betænkte sig; hun vilde heller nyde Ensomheden og den deilige Høstaften.
I denne Del af Haven var der mest store Træer og overgroede Gange. Den lille Dam, hvor der i gamle Dage havde været Karudser — ja de var der vist endnu, men Ingen agtede paa dem — var kantet med høit Siv, og paa den anden Side var den gamle Havepavillon — næsten skjult i Buskene, som aldrig bleve klippede.
Hovedinteressen ved Haven havde efterhaanden samlet sig om Midtpartiet foran Husets Façade, derfor blev denne Del omtrent overladt til sig selv.
Langs med Havemuren stod en Række Aspetræer, hvis Blade alt begyndte at gulne og strø sig udover Gangene; men næsten alle de andre Træer holdt sig endnu, skjønt man var i September. Rognbærrene tog til at rødme og i det klare Maaneskin glinsede de store Bærklaser indimellem Løvet, hvor et enkelt Blad var blevet gult med høirøde Kanter. Bøgetræerne, der vare plantede i Unge-Konsulens Farfars Tid, bredte sine Grene vidt udover. Det blanke mørkegrønne Løv hang i rige Buer helt ned mod Jorden, og paa de tynde Grene sad Bøgenødderne en paa hver Side langs opefter med de lodne gulgrønne Tuster.
Saa stilt og hemmelighedsfuldt var der i Haven. Maaneskinnet rislede ligesom lydløst indimellem Bladene, listede sig nedad Stammerne og flød udover Græsset, — stansede foran de lange, sorte Skygger.
I Aspetræerne sad nogle Gulspurve, Bogfinker, et Par Troster og andre Høstfugle. De fleste sad stille og puslede med Fjærene; kun nogle Aarsunger hoppede endnu omkring fra Gren til Gren. De gamle Fugle saa paa dem og tænkte formodentligt paa, hvor deiligt det er at være ung og uskyldig.
Den hele Natur var saa færdig. At den vilde Travlhed fra Vaaren var glemt; Fuglene vare mætte og rolige; Hanner og Hunner sad fredeligt Side om Side; der var hverken Tilbud eller Efterspørgsel. Kjærligheden med alle dens Galskaber var bragt til Ro — for iaar.
Kun de underlige Libeller med de fire store Vinger og Kroppen saa tynd som en Griffel, drev endnu deres Elskovsspil over Dammen. Der havde regnet og blæst saameget i August, at de tog tiltakke med det klare Maaneskin i den lune Høstaften.
Hannerne sad hist og her i Sivet, speidende til alle Sider med de fremstaaende Øine. Naar to kom hinanden for nær, styrtede de mod hverandre; de klare Vinger som fine — fine Plader af Kraagesølv slog mod hinanden med en Hvislen, og det raslede saa smaat, naar de skjællede Kroppe stødte sammen i Kampen. Saa blev der igjen stille i Sivet, indtil der nærmede sig en Hunlibelle.
Den kom surrende langsomt og ubestemt etstedsfra i Haven, nærmede sig Dammen, kastede tilsiden, vendte om og kom igjen. Det lille Hjerte bankede vist, saa mangt kan hænde den ubeskyttede Skjønhed i Maaneskin! tilslut tog den Mod til sig, lukkede Øinene og gled frem over Sivet.
Strax skjød fem sex Hanner iveiret, styrtede mod hinanden som Riddere i Panser og Plade, kjæmpede, forvirredes, for hid og did med en Støi som af en bitteliden Vaabenlarm.
Men han — den ene, den lykkelige — han gav Kampen en god Dag og skjød forbi de andre lige op til den Skjønne. Deres Vinger svirrede et Øieblik mod hinanden i den lille Skinfægtning, som nu engang hører til. Men saa gled de, gjensidigt bærende hinanden paa de lette Vinger, vidunderligt omslyngede gjennem det tindrende Maanelys — den lystigste — wedding—trip — høit over de fortumlede Riddersmænd, for at søge et ensomt Sted langt inde i Sivet. —
Der lød nogle skarpe Pigestemmer over fra west end; Melodien var uendelig følelsesfuld og Madeleine kunde følge hverrt Ord i den stille Aften:„Nu maa jeg Afsked tage
Fra dig min lille Ven;
Lad ingen dig bedrage,
Jeg kommer snart igjen.“
Hun blev saa underligt beklemt. Netop som i Kirken isøndags saaledes dukkede pludseligt Delphins Billede op i hendes Tanker; hun vidste ikke, hvor han kom fra. Mange forvirrede Drømmerier begyndte at knytte fine Traade i hendes Sind, medens Maanen spandt sit hemmelighedsfulde Net af Straaler over den stille Nat.
Da blev hendes Opmærksomhed vakt ved en Lyd fra Haven. Hun troede bestemt at have hørt Døren til Havepavillonen knirke paa de rustne Hængsler. Idetsamme hørte hun ogsaa Mortens tunge Trin nede i Trappen; han var vel færdig med Staalsvampen. Det var Tid til at lægge sig; alligevel blev hun staaende og saa henimod Pavillonen.
Og nu opdagede hun to Skikkelser, der langsomt gik nedad en Gang, som førte mod en liden Port i Havemuren. Der var høie, overgroede Hækker langs den Vei, hvor de gik; hun saa bare Hovederne af og til. I den Tanke, at det var en af Pigerne i Huset, som havde en Kjæreste, vilde hun lukke Vinduet; det var jo ikke noget, som vedkom hende.
Da naaede Parret just et Sted, hvor to Veie krydsede hinanden, og tversover kastede Maanen en bred Lysstribe. Madeleine var dog nysgjerrig efter at se, hvem det kunde være og blev staaende med Haanden paa Stormkrogen.
De Elskende stansede ogsaa, somom de følte, at det var et farligt Sted at passere. Endelig tog de Mod til sig og gled hurtigt forbi.
Men ikke hurtigt nok; — Madeleine havde kjendt dem begge. Hendes Hjerteslag stansede, Brystet snøredes sammen og uden at give en Lyd fra sig gled hun ned paa Gulvet foran Vinduet.
Da hørte hun paa Gangen udenfor sin Dør Morten gaa brummende tilbage fra det Værelse, hvor han og Fanny pleiede at ligge; han havde ikke fundet sin Kone.
Med ét blev hendes Hoved klart; om et Øieblik kunde han være nede af Trappen — ude i Haven — og saa! De maatte reddes — hvorfor? — det vidste hun ikke, heller ikke hvorledes; men reddes maatte de. Et Øieblik tænkte hun paa at lukke Vinduet med et Smæld; men hun vovede ikke at reise sig. I sin Nød saa hun Vandkaraflen paa Bordet, hun greb den og satte den uden at løfte Hovedet i Vinduskarmen; hun stødte til med Haanden og et Secund efter hørte hun Glasset knuses og det store Klask af Vandet, som skyllede ud over de flade Stenheller inderst ved Husvæggen. Hun laa stille sammenkrøben indunder Vinduet.
Lette hurtige Trin og en Damekjole raslede hen over Gruset; der var saa stille og hendes Nerver vare saa anspændte, at Madeleine hørte Glasdørene i Havestuen blive aabnede og lukkede igjen. De kom opad Trappen, og idet de gik forbi hendes Dør, hørte hun Morten sige: „Vente? du kunde jo ikke vide, at jeg vilde komme her ud iaften,“ — og Fanny svarede: „Aa — sligt har man paa Følelsen!“
Madeleine for sammen; det var netop Fannys Stemme, naar hun var mest elskværdig og bedaarende.
En Stund efter reiste hun sig og trak Vinduet til. I den indetste Krog af Værelset klædte hun sig hurtigt af og krøb i Seng. Taarerne trillede hele Tiden; men hun vidste knapt af det; hun var som lamslaaet og gled snart over i en tung, tung Søvn.
— Men en hel Time, efterat Madeleine var sovnet, aabnedes hendes Kammerdør stille og et langt Spøgelse gled ind i Værelset. Spøgelset satte en Vandkaraffel paa Bordet.
Maanen var nu kommen saa langt, at den skinnede skraat indad Vinduet og hen paa Sengen, hvor Madeleine sov. Den hvide Skikkelse trak Gardinerne godt for, og idetsamme gled en Straale af Maanen henover dens Ansigt. Det var tæt furet af utallige Smaarynker, en Natkappe med stivet Strimmel var knyttet stramt om Hagen.
Lydløst som det var kommet gled Spøgelset ud igjen, og Døren lukkedes. —