Garman og Worse/15
Endeligt — en Dag ude i December syntes det onde Veir at have raset ud for en Stund. Himlen var ganske klar, og der fandtes ikke den mindste Sky, som kunde foranledige Spaadomme.
Om Natten havde der været et Par Graders Kulde, og Veiene, som i lang Tid havde været næsten umulige for Fodgjængere, blev med en Gang haarde og tørre. Paa Vandpytterne laa den første Is saa klar og tynd som Rudeglas, og de vaade Marker vare let kridtede af Rim.
Udover mod Sandsgaard vandrede Kapellanen med sit nye Smil. Det smukke Veir oplivede ham og gav hans Tanker et Sving af Haab og Fortrøstning. Thi Kapellanen gik paa Frieri.
Det var nu snart gode to Aar, siden han mistede sin første Kone. Han havde holdt af hende; men nu var det jo længe siden.
Det vilde have været altfor paafaldende — Menigheden vilde ikke engang have ligt det —, om en saa ung Enkemand forblev ugift længer end nødvendigt ifølge Reglerne for Anstand. Nu vidste Kapellanen ligesaa godt som nogen anden, at der er en egen Charme ved en ugift Præst — for en Tid. Men han var ogsaa fuldstændig enig med Provsten Sparre, der for en Tid siden havde sagt: „Skal Menigheden ret faa den lune, beroligende Følelse af Sjælesørgeren, bør den have et stille Husliv for Øje, en venlig Præstekone og helst et talrigt Afkom.“
Forøvrigt var Præsten Martens ogsaa forelsket. — Madeleine Garman havde for lenge siden — ligefra hun kom til Byen — erobret hans Hjerte ved sit beskedne, landlige Væsen. Og der blandede sig ingen verdslig Beregning i Kapellanens Kjærlighed. Han vidste, at Richard Garman ikke eiede en Skilling, og han var fordomsfri nok til at trodse det almindelige Rygte, at Madeleines Fader ikke havde været ordentligt gift med hendes Moder.
I Madeleine haabede han at finde denne bly, ydmyge Kvinde, han søgte. Især i den sidste Tid, da hun var bleven endmere stille, var han kommen hende nærmere, og det syntes ham, at hun kom ham imøde paa en tækkelig, kvindelig Maade.
— Paa Sandsgaard traf han Fru Garman i Stuen. Han betroede sig til hende. I Førstnigen var det, somom Fruen ikke syntes om det; men ved nærmere Eftertanke blev hun venligere stemt. Hun beregnede, at sent eller tidligt maatte dette komme, og da var det dog bedre, at hendes kjære Kapellan fik en, som hørte til Huset. Derfor sagde hun tilslut:
„Ja — ja! — naar De virkelig tror — Hr. Pastor! — at Madeleine kan blive Dem en god Hustru for Gud og Mennesker, saa vil jeg ret inderligt ønske Dem tillykke med Deres Valg. Madeleine er inde i den grønne Stue.“
Præsten Martens gik ind i den grønne Stue og kom tilbage efter et Kvarters Forløb. Men hvad kan lignes med Fru Garmans Overraskelse, da hun erfarede, at han medbragte en Kurv.
„Fortæl —“ stønnede hun — „fortæl hvert Ord! — aa det arme — vildledte Barn!“
„Hvert Ord kan jeg ikke gjentage for Dem — Frue!“ svarede Martens bleg af Sindsbevægelse, „dertil er jeg altfor angreben og —“
„— og overrasket!“ fuldendte Fru Garman, „ja det finder jeg saa rimeligt! hvad gaar der dog af Barnet? — hvilken Grund?“
„Hun sagde ikke stort,“ svarede Præsten, „det var næsten som hun var ræd mig. Hun gik til Døren og begyndte at græde og sagde —“
„Hvad? — hvad sagde hun?“
„Hun sagde tydeligt og gjentagende „nei!“ —“ svarede Kapellanen modfalden. Fru Garman kunde ikke komme sig af sin Forbauselse.
Der var ikke saa megen Oplivelse i det klare Solskin, da Pastor Martens gik til Byen igjen. Alligevel betvang han baade sit Sind og sit Ansigt: det var en Prøvelse, han skulde modtage i Ydmyghed. Kun angrede han, at han havde betroet sig til Fru Garman. —
— Pastor Martens’s Frieri fuldstændiggjorde den pinlige Tilstand, hvori Madeleine havde levet siden hin Maaneskinsaften ihøst. Og alligevel kunde Kapellanen paa en vis Maade have Ret, naar han syntes, at Madeleine var kommen ham imøde med Venlighed. Der laa nemlig i den næsten faderlige Velvilje, hvormed han behandlede hende, noget, som beroligede hendes forskræmte Hjerte; hun trængte til at føle fuld Tillid til nogen; og den rolige, alvorlige Præstemand syntes hende at være saa fjernt fra alt det, hun ved hin Opdagelse havde faaet saamegen Afsky for.
Og saa kom ogsaa han og talte om det samme — paa en helt anden Maade, det forstod hun jo godt; men det var dog det samme — bestandigt dette, hvor hun vendte sig. Saa tog ogsaa Fru Garman hende strængt i Skole for hendes upassende og taabelige Afslag til en Mand som Pastor Martens; og det ene med det andet gjorde, at den unge Pige blev ganske syg, og Doktoren fik sin Møie med en haardnakket Blegfeber. —
— Georg Delphin havde strax faaet at vide af Fanny, at det var gamle Jomfru Cordsen, som havde seet dem i Haven og givet dem den betimelige Advarsel.
Dette var ham en større Lettelse end Fanny anede. Thi efter den første stolte Glæde over den skjønne Erobring havde Delphin stærkere følt et Nag i sit Hjerte, hvergang han tænkte paa Madeleine. Bryde med Fanny vilde han ikke — ja han turde ligefrem ikke. Men let og behændig som han var, mente han, at han skulde kunne spille et dobbelt Spil med dem begge. Tiden fik da afgjøre, om han kunde vinde Madeleine, og da fik han afgjøre, om hun var værdt den Pris: at bryde Forholdet med den straalende Fru Fanny.
Men allerede et Par Søndage efter hin uforsigtige Aften, kom han ud af sin Forblindelse. Fanny var ikke paa Sandsgaard — lille Christian Fredrik havde faaet Mæslingerne — og Delphin forsøgte derfor at knytte en Samtale med Madeleine i den godmodige fortrolige Tone, som var Brug mellem dem. Men bare et Blik fra hendes forskrækkede Øine var nok for ham; han slog sine Øine ned, taug og gik under et Paaskud strax efter Bordet.
Han havde desuden lovet at se indom til Fanny om Eftermiddagen, og hun ventede ham — i et fortryllende Halvtoilette fra sit Barns Sygeværelse. Da han traadte ind, løb hun ham imøde med fremstrakte Hænder.
Delphin tog dem ikke, men sagde alvorligt: „Nu ved jeg, hvem der saa os hin Aften; det var ikke Jomfru Cordsen.“
„Det har jeg længe anet —“ svarede Fru Fanny smilende; „men jeg har ikke villet alarmere dig. Forresten er Madeleine altfor dum til at kunne skade os.“
I dette Øieblik var han næsten bange for hende. Han kunde ikke blive hos hende, skjønt hun bad saa indstændigt.
Fru Fanny stod og saa efter ham og bed sig i de smaa røde Læber; Taarerne stod hende i Øinene, og hun greb krampagtigt i Gardinet, bag hvilket hun skjulte sig. Thi den Erobring, hun paa sin Side havde gjort — ogsaa i Forfængelighed, havde endt med at vende sig mod hende selv. Hun elskede ham og forstod hele Sammenhængen. —
— Juletiden nærmede sig og gled over. De reglementerede Festligheder i det Garmanske Hus gik sin Gang, men tungere iaar end nogensinde. Der var mange, som havde hver sin Sorg, den de bar adskilt — hver for sig. Og lille Christian Fredrik — det eneste Barn i Familien — laa hjemme og skallede efter Mæslingerne. Ikke engang Legationssekretæren kunde finde sin Julestemning; Madeleines Udseende voldte ham saa megen Bekymring. Efter at han ikke længer kunde holde Øie med hende i den store Kikkert, var hun kommen rent bort for ham blandt de andre derinde i Byen, og naar de en enkelt Gang var alene sammen, kom Madeleine altid til at græde; han skjønte det ikke.
— Morten gruede for Aaarsopgjøret sammen med Faderen. Den Del af Forretningen i Byen, der kunde regnes som Filial af Garman & Worse, maatte nøie holdes ud fra endel Privatforretninger og Privatgjæld, som Grossereren i Aarenes Løb havde lagt sig til paa egen Haand. Hans Husholdningsconto, som Faderen altid ønskede at se, maatte ogsaa udarbeides paa en egen Maade.
Men det allerværste var, at naar de sad sammen i Konsulens Kontor paa Aarets sidste Dag, kunde Morten aldrig blive kvit den Tanke, at hvormeget han end snoede og dreiede sig, saa gjennemskuede dog de klare blaa Øine alle hans Manøvrer; og dette gjensidige Komediespil var ham yderst pinligt.
Da de vare færdige iaar, satte Konsulen Fingeren paa Aarets Indtægt og sagde: „Det er altfor lidet!“
„Det har været daarlige Tider,“ svarede Morten, „jeg er sikker paa, at til næste Aar —“
„Tiderne have ikke været værre —“ afbrød Unge-Konsulen, „end at Huset med den Formue, vi raader over, burde have tjent det dobbelte. I min Fars Tid tjente vi mere med den halve Kapital.“
„Jaja! det var andre Tider den Gang — Far!“
„Og saa var det andre Folk den Gang,“ sagde Konsulen skarpt, „dengang gik man langsomt og sindigt fremad, og forspildte ikke sin Kredit ved at være med blandt alslags Spekulanter i alskens tvivlsomme Foretagender.“
Morten følte Snerten og svarede: „Aa jeg tror ikke, Garman & Worse har sat noget til af sin Kredit til denne Dag.“
„Huset er ikke længer, hvad det har været —“ sagde Unge-Konsulen kort og slog den tykke Bog sammen. Derpaa rakte han Haanden over Bordet: „Tak for det gamle Aar — Morten!“
„Tak skal Far have! —“ svarede Morten, og de saa hinanden et Øieblik i Øinene.
Unge-Konsulen tænkte paa de Tider, da han selv stod, hvor Morten nu stod, og Gamle-Konsulen sad i Armstolen. Hvor ganske anderledes alle Ting vare i gamle Dage.
Dermed var Aarsopgjøret forbi, og glad var Morten. —
— Efter Julen fulgte en Række Selskaber og Baller inde i Byen. Paa Sandsgaard blev der kun givet et stort Bal om Aaret, og det var paa Gamle-Konsulens Fødselsdag den l5de Maj.
Madeleine gik ikke ud denne Vinter, heller ikke kom hun mere ind til Fanny. Rachel var som altid uberegnelig; snart svarede hun sit bekjendte: Nei Tak! — snart kunde det falde hende ind at pynte sig, tage paa Bal og være elskværdig eller skarp — ganske som det kunde træffe.
Den Skuffelse, hun havde oplevet med Kandidat Johnsen, gjorde hende endmere bitter. Men paa ham selv tænkte hun ikke mere. Hun havde strøget ham ud — som hun sagde til sig selv —, og da det var gjort, hørte hun med stor Ligegyldighed, at Skolebestyreren havde et enormt Tilløb til sine Bibelfortolkninger i Bedehuset.
Men i sit stille Sind følte Rachel mangengang en Tomhed, som hun selv blev ængstelig over; hun syntes, at alt var saa ligegyldigt; ingenting havde hun Lyst til, og i den Stemning var det ialmindelighed, hun gik paa Bal.
I Februar var der et stort Bal i Klubben, hvor baade Rachel og Fanny vare. Fru Fanny var i blaa Silkekjole, blaa Sko, blaa Blomster paa Haaret, blaa Vifte og de blaa Øine blaaere end alt det andet.
„Ein Meer von blauen Gedanken
Ergiesst sich über mein Herz —“
havde Delphin sagt, da hun traadte ind i Salen; og paa denne Kompliment levede hun den hele Aften. Thi hun kunde ikke længer skjule for sig selv, at Delphin holdt paa at glide fra hende. Hun gjorde ham aldrig Bebreidelser; Fru Fanny havde det paa Følelsen, at saasnart der kom Bebreidelser mellem dem, var det hele forspildt; — og hun kunde ikke slippe ham.
Jacob Worse dansede en Française med Rachel. I Pauserne prøvede han flere Gange at lede Samtalen hen paa den Fornærmelse, hun havde tilføiet ham ved at kalde ham feig. Først bøiede hun af: det var et altfor alvorligt Emne for en Balsal. Men Worse gav sig ikke; det var ikke saa ofte, han havde Anledning til at tale med hende, og tilslut lovede Rachel ham halvt i Spøg at staa til Ansvar for sine Ord, naar Dansen var endt.
Da de nu sad for sig selv henne i en Krog i et af Sideværelserne, medens Ballet støiede videre, sagde hun:
„Jeg beder Dem om Forladelse for mine Ord dengang. De er ikke feigere end alle de andre.“
„Naar vi engang kunde komme tilbunds i dette: hvad De egentlig forstaar ved Feighed —“ sagde Jacob Worse.
„Det ved De meget godt!“
„Nuvel! — er ikke dette omtrent Deres Mening: naar en Mand enten i religiøs eller i politisk eller i en anden Henseende er i dyb Uoverensstemmelse med det Samfund, han lever i, saa kan der — naar han forholder sig taus — ikke tænkes nogen anden Aarsag end den, at han er — som De kalder det — feig.“
„Det er netop min Mening og den fastholder jeg.“
„Paa den anden Side vil De vist indrømme,“ fortsatte Jacob Worse, „at det ikke er al Opposition, som er lige værdifuld; mangengang kan det skade mere —“
„Aa — jeg kjender dette Feighedens Skalkeskjul,“ afbrød hun ivrigt, „hvad nytter det! — siger man — hvad kan vel jeg alene udrette? — og saa lægger man sig til at sove — det er netop Feigheden par excellence!“
„Da kan jeg dog sige Dem — Frøken Rachel! —“ svarede Jacob Worse, og Blodet steg ham til Hovedet, „at der gives mange Mænd, der gjennem hele Livet føler det som et smerteligt Tryk, at de ikke — ligefrem ikke formaar at gjøre sine Anskuelser gjældende eller endog blot fremstille dem for Verden. Men det er ikke Mod, de mangle — disse Mænd — langtfra!“
„Jeg skulde tro, De talte om Dem selv,“ sagde Rachel næsten ligegyldigt.
„Ja — jeg gjør —“ svarede han hurtigt og kort, „jeg har alle Dage været af de tunge og langsomme Mennesker; men saa har jeg noget, som det Slags Mennesker burde være fri for: jeg er hidsig. Ligefra Gut har jeg vidst det og holdt det nede efter bedste Evne; men alligevel griber denne Heftighed mig pludseligt, naar jeg mest behøver min Eftertanke; jeg farer op, Ordene begynde at strømme som en Fos, og jeg hører halvt forskrækket paa mig selv. Ja — De har selv hørt mig en enkelt Gang — Frøken; —“ tilføiede han og smilte, „og De vil vist indrømme, at en Mand som jeg er lidet skikket til at optage Kampen mod Fordomme; thi dertil udfordres Taalmodighed og et koldt Hoved.“
„Det kan gjerne være, at de Egenskaber, De der nævner, ere gode at have,“ svarede Rachel, „men alligevel staar det fast, at hver Mand, som har en Overbevisning, pligter at gjennemføre den; hvormeget han udretter, det kommer ikke ham ved, men han skal prøve.“
„Jeg skal fortælle Dem, hvorledes det gik med min første Prøve,“ sagde Jacob Worse, „da jeg kom hjem — det er nu to-tre Aar siden — havde jeg hele Udlandets frie Luft i mig. Og det første, som faldt mig i Øinene herhjemme, var den unaturligt slette Tilstand, hvori vore Arbeidere og Haandværkere leve. Baade Huse og Madstel, Børneopdragelse, Læsning, Dannelse — det hele Stel stod saa langt under, hvad jeg mente, det burde være.“
Rachel afbrød ham: „Det samme har jeg ogsaa ofte tænkt paa; men Far siger, det er Folkenes egen Skyld, de vil ikke have det anderledes.“
„Det er en af Deres fortræffelige Faders værste Fordomme. Men jeg begyndte altsaa med at stifte en Forening, — hvilket er saare let herhjemme. Det gik godt i Begyndelsen. Da der skulde vælges Formand, sagde en: Worse skal være Formand! — og deri vare alle enige — det var jo ogsaa noksaa rimeligt. Jeg blev da Formand og gjorde mig megen Umage med at lære Folkene, hvad de kunde forstaa og have Nytte af. Men saa begyndte jeg hist og her at høre smaa Hentydninger, man forundrede sig — hed det — over, at der aldrig var valgt ordentligt paa Formand. Jeg agtede ikke stort paa det, men berammede dog nyt Formandsvalg. Ja — Dagen kom, og saa blev en anden valgt.“
„Det var Præsten Martens — ikke sandt?“ spurgte Rachel.
„Jo — ganske rigtigt! Jeg blev overrasket og lagde ikke Skjul paa det. Pastor Martens havde ikke sat sin Fod i Forsamlingen, før hin Aften, han blev valgt — det hele var mig ufatteligt. Men saasom det i vore Forhold ikke er vanskeligt at faa en hvilkensomhelst Ting at vide, naar man bare ikke generer sig for at spørge efter, saa fik jeg snart fuld Vished for, at den, der havde sat det hele i Scene, var Provsten Sparre. Saa gik jeg en Dag op til ham.“
„Nei — dette har jeg aldrig hørt —“ raabte Rachel, „hvad sagde Provsten?“
„Ingenting! — han svarede mig i Virkeligheden ingenting; — ikke saa at forstaa, at han taug — tvertimod, han talte — talte med sin smukke Stemme — venligt — smilende — ja næsten anerkjendende. Men ikke et eneste Ord kom der fra hans Læber, der gik lige paa Sagen. Det var mig umuligt at faa ham til at diskutere et enkelt Spørgsmaal, eller forklare, hvorfor han havde trængt mig ud af Arbeiderforeningen og sat sin Kapellan istedet. Han benægtede Intet, — indrømmede Intet — og tilslut — ja der ser De igjen min Ulykke! — tilslut blev jeg saa gal af at se ham lænet tilbage i Stolen med de hvide Lokker og dette evige Smil, at jeg fik et af mine allerværste Anfald og holdt ham en rigtig Tordentale.“
„Nu? — og Provsten? blev han heftig?“ spurgte Rachel.
Worse lo: „Jeg kunde ligesaagodt have prøvet at slaa Gnister af Filt — som at faa ham heftig. Nei Provsten var lige blid, og da jeg gik, trykkede han min Haand og haabede snart at se mig igjen. Men senere har jeg faaet min Løn for den Visit.“
„Hvorledes det? —“ spurgte hun.
„Jo — ser De — efter den Tid er jeg sat i etslags Ban. Det kommer frem paa utallige smaa Punkter — i Forretningen, i Selskabslivet — overalt; Mor — Stakkel! — hører det i Kramboden af Kunderne; bestandig dette Arrigskab under Form af Beklagelse over Fritænkeren — den Vantro — og saa videre, og jeg er vis paa, at de fleste anser det som et overordentligt Held, at jeg itide blev forhindret fra at fordærve — mindre kan det ikke være — fordærve vor hæderlige Arbeiderstand. Da sagde jeg til mig selv: naar der er saa stor Afstand mellem mine Meninger og deres, som jeg vilde hjælpe, og jeg dertil selv er saadan som jeg er, saa er der ikke andet for mig at gjøre end lukke mig inde i mit Arbeide og holde mig iro.“
„Iro — ja der er det igjen!“ sagde Rachel og saa hen for sig, „men nei — nei De har ikke Ret!“
„Lad mig nu faa Lov til at sige noget om Dem — Frøken Garman! —“ sagde Jacob Worse og tog Mod til sig, „hverken jeg eller nogen anden i Deres Omgivelser formaar at gjøre de Fordringer Fyldest, De opstiller. Men jeg skal nævne Dem en, som kan det — og det er Dem selv — De Frøken Garman har alle de Betingelser, vi andre mangler.“
„Jeg? — en Kvinde! — værre endda: en Dame? —“ Rachel saa paa ham i største Forbauselse, „og hvorledes? — om jeg maa spørge.“
„De skal skrive!“
Rachel studsede og betragtede ham mistroisk. „Det er ikke første Gang, jeg hører det. En og anden har sagt mig det før; det er nu engang saa, at Forfatterskab regnes med blandt en emanciperet Kvindes Unoder.“
Jacob Worse blev atter rød i Hovedet: „Jeg kan taale, at De kalder mig feig — Frøken Garman! men naar De tror eller lader somom De tror, at jeg ikke mener det alvorligere end en hvilkensomhelst —“
„Nei, nei — bliv siddende! — jeg beder Dem,“ bad Rachel ængsteligt og lagde Haanden paa hans Arm, „det var ikke ondt ment, men jeg er saa mistroisk; — Omforladelse! — se saa! lad nu det være glemt! De mente altsaa virkeligt, at jeg burde skrive.“
„Uden Tvivl —“ svarede Worse, som strax blev god igjen, „De sidder inde med mange originale Tanker, De har en Energi, som vil overvinde enhver Vanskelighed, og Mod mangler De ialfald ikke!“
Midt i den tossede Ballarm omkring dem lød de dobbelt underligt i hendes Øre — disse opmuntrende Ord, som med en Gang aabnede nye Udsigter.
„Men — hvad skulde jeg vel skrive? hvad ved jeg, som ikke Verden allerede ved i Forveien; nei — nei! — De tager feil Hr. Worse! — jeg kan ikke —“ hun saa nedover sin Pynt og begyndte at finde det hele temmeligt dumt af Worse.
„Det er umuligt at forudsige, hvad De vilde skrive,“ svarede han, „men det er sikkert, at der er uendeligt meget, som Verden kun kan faa vide af Kvinden, og som den venter paa at faa vide. For Dem gjælder det blot at ville; De gjennemgaar en Krise i denne Tid, der er en Gjæring i Dem —“
„Jeg synes, De behandler mig mere som en chemisk Forbindelse end som et Menneske — endsige da — som en Dame —“ sagde Rachel leende.
„Lader os takke Guderne, fordi De er saa lidet Dame,“ sagde Jacob Worse oprigtigt.
Nu begyndte en Dans, som Rachel havde lovet bort. Hendes Kavaller kom og førte hende bort.
Jacob Worse saa en Stund efter hende; derpaa fik han fat paa sit Overtøi og gik hjem.
Han forstod godt, at naar han vakte denne Tanke hos hende, fjernede han endmere enhver Udsigt til det, der udgjorde hans Livs Drøm. Men det var hans Overbevisning, at de herlige Anlæg hos Rachel vilde gaa aldeles tilgrunde i disse trange Omgivelser; og han troede ialfald, at han var fuldtud oprigtig mod sig selv, naar han sagde, at han ikke vilde stanse hende paa den Vei, han følte, hun maatte gaa — selv om han derved kunde opnaa den høieste Lykke for sig selv.
Men da han kom hjem i sine tomme Værelser, faldt det saa tungt paa ham. Thi det følte han, hvis Rachel først kom til fuld Bevidsthed om, hvad hun evnede, vilde Hjemmet være hende for trangt, og et Ægteskab — som han kunde byde det — vilde ikke være noget for hende.
Der var Lys i Bagbygningen; Klokken var ikke mere end elleve. Jacob Worse gik over til sin Moder, som han fandt i Nattrøie ifærd med at ordne sin Smule Haar til Natten.
Det var ikke at undres over, at den gode Fru Worses Øine tindrede af Stolthed, da den store, smukke Søn traadte ind i fuldt Baltoilette. Men da han kastede sig paa Sofaen, gjemte Ansigtet i Hænderne og sagde — „Aa — Mor — Mor!“ — ganske som i Gutteaarene, naar han havde gjort noget rigtig dumt —, da rystede Madam Worse sine knyttede Næver mod en eller anden usynlig Skikkelse borte i Krogen og mumlede:
„Er det Manér at sende mig slig en Gut hjem paa den Maade?“
Men hun sagde det ganske stille for sig selv; gik hen og trak hans Hoved op paa Fanget; og medens hun lod sine Fingre glide i hans Haar, sagde hun med sin urokkelige Tillid: „Ja — ja! Gutten min! — vær bare rolig; alt kommer nok iorden — alligevel!“
— Rachel vilde ogsaa gjerne taget hjem strax. Men Fru Garman havde hørt, at den nye Restauratør i Klubben kunde en ny Filét, og derfor maatte de vente til efter Aftensbordet. —