Gamle Bygdeskikke
1. I første Samling af mine Bygdesagn har jeg meddelt Noget om den gamle Skik, at Nygifte pleiede kort efter sit Bryllup at vandre om i Bygden for som „Bustemand og Bustekone“ at samle Gaver og Bidrag til sin Husholdning. Herom har jeg senere stødt paa flere ældre Optegnelser, som fortjene at kjendes.
I en utrykt Beskrivelse af Jedderens Provsti fra Slutningen af forrige Aarhundrede heder det saaledes: „Iblandt dette Steds ældgamle Skikke kan vel ogsaa regnes det saakaldte Buste. Samme sker her paa følgende Maade. Ikke saa snart er en Mandsperson trolovet og skal sætte Bo, førend han forsyner sig med en Hest, en ny og stor tom Sæk og et Snustobaks-Horn og saaledes begynder at reise om fra den ene Gaard til den anden og det ikke alene i sit eget, men vel og flere Sogne, hvor Venner eller Bekjendte haves. Hvor han kommer frem, præsenterer han sit Snushorn og beder om Hjelp til Bustemanden, og endskjønt han egentlig hermed mener Korn til at tilsaa sin Jord, modtager han ogsaa hvad Andet man ved denne Leilighed vil give ham, hvilket udentvivl har givet Anledning til det gamle Ordsprog: Alle Ting ere nyttige for Bustemanden. Herved indsamles ofte betydeligt. Denne Skik blev forbuden ved den kongl. approberede Plan til en almindelig Indretning af Fattigvæsenet i Christiansands Stift af 5 Mai 1786.“
Medens alle hidtil bekjendte Spor til denne gamle Skik hidrører fra Vestlandet, kan det dog paavises, at den har hersket ogsaa paa Østlandet, kun under et andet Navn. Dette eiendommelige Tiggeri hed nemlig der „at munke“, aabenbart et Navn, der skriver sig fra Tiggermunkes og Pilegrimes Vandring i den catholske Tid. Peder Hersleb, Biskop i Akershus Stift, skriver nemlig Følgende i sine „Uforgribelige Tanker til Betleriets Afskaffelse i dette Stift“ af 18 December 1736.
– – „Saa maatte og til ubesindede Giftermaal nogenledes at hindre strengeligen forbydes den Uskik, som paa nogle Steder i Stiftet længe har været brugelig, men nu begynder at tage Overhaand, at slige Ny-gifte skaffe sig strax en Hest og Slæde, fare dermed omkring første Vinter i nogle Prestegjeld, hver paa sin Side at bede til Bøling, det er at tigge til Husholdning, Uld, Lin, Boskab, Sædekorn, hvilket de kalde at munke, og det som er forunderligt, disse faa rigelig, saa at de fare hjem som ofteste at tømme Læsset og fare ud igjen, og med det samme faar deres Hest Vinter-Foderet, hvilken (Hest) de til Sommeren sælger, og Bønderne holde det for en Religion at give saadanne rigelig, thi saa kan deres Børn, naar de gifte sig, vente det samme, men de Fleste, som faar det, har hverken Avling eller Plads, ikkun hugge sig en Hytte op i Skoven, æde op i Ladhed det de har samlet, siden ere de Betlere.“
Skikken har ogsaa fundet Sted i Sverige, hvor man navnlig fra Smaaland har omtrent hundrede Aar gamle Meddelelser derom. Det var her brugeligt, at Fæstemøen før Brylluppet drog om idet Sogn, hvor hun var født og i de tilstødende Strøg af Nabosognene, ledsaget af en ældre Kone, der førte Ordet for hende, og paa denne Vandring indsamlede Hamp, Lin, Uld o. s. v. Fæstemanden reiste om før Jul for at samle Havre og kaldtes derfor ogsaa Havretigger, medens Bruden hed Tona-Tiggerske (af To ɔ: Hamp og Lin). De, som modtog denne Hjelp, ansaaes forpligtede til at give Andre igjen, men de, der ikke indlod sig paa disse Tiggerreiser kunde sige Nei til dem, der besøgte dem i sligt Ærinde. Ogsaa i Nerike reiste Fæstemøen om, ledsaget af en Kone af Slægten. Den der saakaldte Brudstugång afskaffedes undertiden ved formelige Sognebeslutninger, f. Ex. i Svennevads Sogn 1696.
Ogsaa i Dalarne omtales Skikken, og der tilføies tillige den interessante Oplysning, at mellem de Bønder, som boede paa den norske Grænse, var det Sædvane, at Brud og Brudgom vandrede til Norge for at bede om Uld, Traad o. s. v., og at norske Brudefolk til Gjengjeld besøgte de svenske Nabobygder i samme Ærinde.
Korte Underretninger over „Jedderens Provsti, sammenskrevne af afgangen Provst Johan Grøn Lund, efter hans Død ordnede ved Peder Ludvig Lund, Sognepræst til Valle i Sætersdal. (Manuskript i Christiansands Kathedralskoles Bibliothek). Herslebs „uforgribelige Tanker“, i Rigsarchivet. Beskrifning om Swensta Allmogens Sinnelag, Seder &c. Sthlm. 1774 4. S. 11–12; Hofberg Nerikes gamla Minnen, S. 198, samt Diss. Acad. de Dalekarlia Pars I, autore Zach. Holmio Ups. 1729 p. 134–135.
I en anden Dissertation (de ritibus nuptiarum apud Sveo-Gothos, præs. Hermansson Ups. 1726. p. 37) omtales Skaalebryllupper, om hvis Alder der hos os har været tvistet, som brugelige i Sverige paa den Tid. „Bradesvendene, heder det, ombære Brudskål eller Brudtalærken, hvori Penge lægges til de Nygifte. Undertiden bar dog Bruden selv Skaalen om just, som Gjesterne skulle drikke paa „Dannemands og Dannekvindes“ Velgaaende. Overtroen mente, at de indkomne Penge aldrig maatte udbetales til Nogen den Dag, de vare ydede i Skaalen.
2. St. Luciedagen (13 Decbr.) var i ældre Tider en af de mærkeligere Helgendage. I visse Bygder antoges ogsaa at „Lussinatten“ var den længste Nat i Aaret, hvorfor ogsaa Aasgaardsreien særlig drev sit Spil da. Det var derfor ikke raadeligt at være ude den Nat, da man ellers let kunde blive opsnappet af Reien. Sligt hændte stundom, især med Piger; en saadan, der var bleven røvet af Aasgaardsreien, kom aldrig mere igjen, men Aaret efter, da Veien paany kom til samme Kant, kastede hun sit „Stølebelte“, der var besat med Sølvstads, ned paa Jorden, for at Folk kunde vide, hvor det var blevet af hende.
Den saakaldte Hvidetirsdag, der indtræffer lige før Fastens Begyndelse, var ogsaa i sin Tid i stor Agt og Ære. Det gjaldt nemlig da at spise saa godt, som muligt, fordi man nu saa længe skulde leve knapt Derfor nød man paa Hvidetirsdag (eller „Smørtirsdag“) det bedste, som Huset formaaede. Dagen derefter hed derimod Askeonsdag; da skulde man nøie sig med Grød, kogt af askeblandet Meel. Paa samme Askeonsdag havde man ogsaa i ældre Tider for Skik at lade Ungdommen veie, og de unge Menneskers Vegt blev endog undertiden optegnet. Naar saa Langfredag kom, bleve disse atter veiede, og hvis det da viste sig, at de ikke vare syv Mærker lettere (en for hver Fasteuge), var det et Tegn til at man ikke havde spæget sit Legeme, som man burde i Fastetiden, og man skulde da have Straf. Opfindsomme Folk viste dog Raad: man fyldte Sand i Sokkerne, havde Smaasten i Lommen o. s. v. Langfredagsmorgen pleiede man ogsaa tidlig om Morgenen at gaa fastende ud i Skoven for at „marke“ eller høste Fodersurrogater til Kreaturerne, thi ogsaa disse skulde den Dag spæges.“ Endnu indtil den sidste Tid har det i mange Bygder været Skik at arbeide og det haardt idetmindste en Stund hver Langfredag. Præsterne have undertiden betragtet det som Tegn paa Ringeagt for Helligdagen, men Tanken har idetmindste oprindelig været ganske den modsatte, at plage sit Legeme til Christi Ære.
Paa sine Steder er det endnu Skik, at Pigerne i en Grænd om Høsten og Vinteren samle sig hver Fredagsaften og vaage Natten over først i et Hus, saa i et andet efter Omgang. Den Aften er nemlig den bekvemmeste, thi den følgende Lørdagsaften kan der soves godt ud.
Sammenlign Bergensposten for Juni 1872.
3. Det har i Fortiden været almindelig, at der paa Gaardstunet var plantet et Træ, Tuntræet, Vettetræet eller Bøtræet, der betragtedes som helligt. Paa samme Maade har man i Sverige Bosträd eller Tomteträd. Ja, det skal endnu en enkelt Gang kunne hænde, at en Gaardmand ved sin førstefødte Søns Fødsel henter en ung Træstamme fra Skoven og plantet den nær Husene; Træet er da fra den Tid Guttens og fredes omhyggeligt. Paa sine Steder mener ogsaa Ooertroen, at Tuntræet falmer, naar Husbonden ligger paa Sotteseng, og visner, naar han dør.
Gaarden Egeland i Konnismo øverst i Undalen skal have sit Navn efter en stor Eg, som endnu staar paa en Haug midt i Gaarden. Træet er omtrent 114 Favn i Omkreds og hult, men neppe over sexten Fod høit. Sagnet fortæller nemlig, at en Træl, som var bleven vred paa sin Husbonde skal have afhugget Toppen i ældgammel Tid. Indtil for to eller tre Mandsaldre siden dyrkedes endnu Træet af Folkene paa Gaarden paa den Maade, at disse hver Juleaften satte et Krus Øl med nogle Lefser og lidt Kjød ved Stammen. Engang i gamle Dage vare Folkene paa Egeland meget bedrøvede, fordi Træet var begyndt at tørke og truede med at gaa ud. Men da traf det sig, at der blev Bryllup paa Gaarden, og at der i dette var fire Spillemænd tilstede, og blandt disse to Kjæmper eller Slagsbrødre. Disse to bleve uenige og vare nær ved at skulle komme i Slagsmaal, da den ene af dem sprang op i Egen og satte sig til at spille sin Fiolin fra den. Dette Spil havde en vidunderlig Virkning: Alle, som hørte derpaa, begyndte at græde, den anden Kjæmpe blev forligelig, og fra den Stund af begyndte Træet igjen at grønnes og voxe.
Mangesteds har det været Skik at slaa Øl ud ved Rødderne af et Træ nær Husene, hyppigst en Ask eller en Rogn. Stundom, f. Ex. i Hægelands Sogn troede man paa den Maade at skulle redde Juleøllet for Aasgaardsreien. Andensteds f. Ex. i Venneslands Sogn ved Christianssand slog Konen, naar hun havde fjernet Smør, om Lørdagen sin Kjernemelk ud i et gammelt og hult Lindetræ, fordi Jorden da vilde bære ny Grøde. En Mand paa Omdal i samme Sogn ville for omtrent hundrede Aar siden, en Vaar pløie op et Stykke Mark til Ager. I den ene Kant af Jordstykket stod en Eg, som var Vettetræ. Ikke destomindre huggede Manden Egen om, men da den faldt, hørte han en Røst som raabte: „Dette skal hevnes i tredie Led.“ Paa Klingevolden paa Gaarden Kortvedt i samme Bygd skal have staaet to Birketræer, for hvilke Manden lod slaa Kjernemelk ud om Lørdagen, og som han slog Humlen omkring, naar Juleøllet var brygget.
Meddelelse af S. Th. Storaker (sammenl. Kristianssands Stiftsavis 1872. No. 123 og 128.) Se ogsaa S. Hansens Archiv 2, 360. Selv har jeg ogsaa i min Barndom hørt forskjellige lignende Sagn i Kvinesdal og Fjottland.
4. Som bekjendt benævntes i Kalmarunionens Dage og den nærmest efter denne følgende Tid en af de fornemste Embedsmænd Fodermarsk. Ved Hoffet var Fodermarsken den, der fungerede som Overstaldmester, anordnede Kongens Reiser og varetog Politivæsenet i Kongens Gaard, og paa Rigets Slotte og Fæstninger var han som oftest den øverste Mand næstefter selve Lensherren eller Befalingsmanden. Mærkelig nok, har den samme Benævnelse holdt sig i vore Bygder lige ned til henimod vor Tid. Endnu veed saaledes Almuen i Næs, Hurdalen og flere andre Bygder paa Romerike at fortælle om Fogdernes (maaske ogsaa Sorenskrivernes) Fodermarsker. Fogderne havde nemlig, uvist med hvilken Hjemmel, (maaske som en Levning af den Kongen tilkommende Foring) den Skik at sende sine Heste om i Bygderne for at føres og fedes i den Tid af Aaret, hvori de selv ikke havde Brug for dem. De fordeltes i visse Dage paa de forskjellige Gaarde, for længere Tid paa en Fuldgaard, for kortere paa en Halvgaard. Den Huusmand eller Tjener, som fulgte Hestene, benævntes Fodermarsk. Det samme Navn tillagdes ogsaa de Tjenere, som fra Gaarden Buskerud paa Modum fulgte Eierens Heste om i Krydsherred og Hallingdal, hvor denne havde Ret til at lade sine Heste fodres uden Betaling af Almuen.
Mundtlig Fortælling. Sammenl. Allen, de tre Nordiske Rigers Historie, S. 2, S. 284–235 og Krafts Beskrivelse over Norge 2 Udg. 2, 175.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |