Gamla Reglo aa Rispo/9
Ei Gong va dæ ein Man aa ei Kjæring, so buddø i ein Skog, saa langt afsiis ifraa Følk, at Skogen va fleira Mile storø aa saa kjukkø, at dei saago ingjistane; aa dær haddø dei nok levt væl før; men no toko dei te aa vørto gamle: Kjeringa va ovør tressønstjuø Aar, aa Man va mæst likø saa gamalø, aa inkji haddø dei Bødn. No toko dei te, aa liø sli Mangel te Mat, at dei vildø reint svæltø ihæl. Ma’n skuldø daa ut ein Mørgo aa prøvø um ’n kunna finnø Almøbørk, (den turka dei, aa gnuddø ’n sund te Mjøl) der komm ’n aat eit Bærg, der sprang dæ up ei Dør, aa trast kom dæ ut eit Bærgatrøl, so haddø try Huvvu, aa spordø Ma’n: Ko’n gjek ette. Aa e gaaer aa leita ette Almøbørk: sa Ma’n, me vilja te aa svæltø ihæl, me ha ’kji Mat. Mat ska du faae sa Trøllø. Saa haddø Man ein Uxe, so ’n kjøyrdø paa. Bærgatrøllø læstø paa eit Lass, mæ alløslags Mat sligt, so Uxin va go te dra; men han maattø løva o, at ’n vildø faae dæ, so Kjæringe bar unde Belte: (Han truddø ho va fremmøle.) Aa Man, so vistø ho va før gamalø te di, han gjek rat in paa den Afkort’n. Daa Trøllø daa haddø læst paa Lassø, so balla dei ikring Lassø noko Grønbar, aa gjurdø aat mæ tvau Reip, at ’n inkji skuldø sæta burt noko. Daa Ma’n kom heimat, vart Kjæringe sintø før’n kom mæ eit Lass mæ Grønbar aa spordø: Ko vil Du mæ dessa? Ha me ’kji nok taa Sligt te aa brænnø? Kor æ Almøbørken? aa dæ meiræ? Aa du veit inkji ko so æ i Lasse du, sa Ma’n; no ska du sjaa, me ha faa’t Mat; aa saa førtæld’n kost’n haddø faa’t dæ paa Lag: at Trøllø vildø ha dæ, so du bæra unde Belte, aa attø dæ, du gaar mæ, ska bli eit Gutøbaad’n, aa den vil Trølle ha, neer ’n bli femta Aar; aa faar’n ’n inkji daa, saa vil’ n slaa Gut’n ihæl, eldaa vil ’n kastø Krøtør-Ham paa’n, aa detta ha e’ løtø samtykt, aa vil no oksaa du samtykjy dæ, saa skuld e koma attø aa seia o dæ, aa daa skuldø e faa ei heilø Bør mæ Pæing atpaa. Kjæringe lo aat dei Betingilse, aa sa dæ: E ska nok oksaa rat gaa ind paa den Afkort’n før e veit daa, at e æ or Baad’neigd’n, neer e æ ovør tre Gonge tjuø Aar. Saa reistø Man te Bærgajutule attø mæ dei Besjee, so Kjæringe haddø gøve; aa saa fæk ’n ein Sæk fullø mæ Sylpæing: Bærø du mæir? sa Trøllø, Ja, sa Ma’n, aa synt o ein Sæk, han haddø mæ se. Ja, saa gaa no ini denne Bue, sa Trøllø aa hølt up Sækken din, saa ska e gaae uppaa Løftø aa rennø ti ’n or ei Tynnø, te ’n bli fullø. Man va fulø han: han skar Høl paa den Sækken aa rendø saa igjøno han, aa fullø ein te. Daa Trøllø haddø rent i Sækken noko meir, saa sa’n: æ ’kji Sækken fullø endno? Nei, sa Ma’n. Kor ha du faa’t denna Sækken daa? sa Trøllø; Aa e ha laant ’n taa Præste, sa Ma’n. Aa æ dæ forundør: E veit at Præstosækken bli aldør fullø, sa Trøllø; men daa Ma’n inkji truddø se te aa bæra meir, saa skræik ’n te Trølle: No kan du høldø. Daa no Ma’n kom heimat mæ saa mykjy Pæing, atve dei haddø faat saa mykjy Mat før, vørto dei saa glae, at dei heldø eit lite Gjæstobø aat se daa. Aa ifraa den Ti vart Kjæringe fremmøle, aa detta vørto dei reint forundra ovør bæi tvau. Dei ha no vørte glae hellist; men te nemmar dæ no lei, at Kjæringe skuld koma i Barseng, tess meir bedrøvandø vørto dei baadø ho aa han, aa yngste bærø, at ho maattø koma mæ ei Gjentø; men daa o aattø, daa va dæ ein vælskaftø, finø aa storø Gut.
Gut’n vart saa omogøle klokø, at, endaa han inkji haddø nokon te lære se, saa kunna’n alløslags Tungømaal aa Spraak, daa ’n va tolv Aar. Dei førtældø o, at Bærgatrøllø skulde ha ’n neer ’n skuld bli femta Aar; men dæ bryd ’n se inkji om: e veit dæ sa’n, e ha øfto tala ve Jutul’n mæ try Huvvu, e sa ’n, aa dæ æ derve, e vil koma te aa gjera mi Lykke i Vær’n. – Førældro hass vørto daa noko tefres, daa dei høirde dæ. No lei dæ te dei Dage, at Trøllø skuldø faa Gut’n; Far hass aa Mor hass greto; men Gut’n greet inkji. Daa dei daa komo aat Bærge, Far hass aa han, saa banka dei paa. Trast sprang dæ up ei Dør, aa der kom Jutul’n ut, aa to imot Gute, aa takka Far hass, før’n haddø helde Or, aa lovdø, at dæ slet inkji skuldø staa paa o. Aa Gut’n haddø dæ oksaa særdeilis godt: Han aat aa drak taa di bæstø, so kunna tænkjas, fæk nye Pløg ifraa Hønd aa te Fot, aa laag paa Duunseng mæ Blaiø[1] paa alle Neta.
Men no vildø Jutul’n paa ei Reisø aat eit langt burtligjande Land, aa no betruddø ’n ingjin a’n Lykklad’n før Bærge, end te desse Gute; men enddaa saa sa ’n dæ før’n reistø; Dæ staar Nummør paa kor Lykkjyl kostan Laas dei høirø te; men den, so staar Nummør tiø paa, den maa du ’kji brukø, (dæ sto sama Numrø paa Laaso, so sto paa Lykklo) før dæ Værilse faar ingjin gaa ini anna ell e sjøl, aa no vil e prøvø de, um du æ truø; æ du dæ, saa ska du ha dæ gødt; æ du ’kji truø, saa ska du misse Livø. Derpaa reistø ’n burt. Saasnart no Gut’n vart eisømal, saa tænkt’n ve se sjøl: dæ vøre daa morosamt aa veta, ko so æ ini dessa Værilse, aa no te væl oksaa Trøllø kommin saa langt, at ’n inkji veit dæ; e ska daa glyttø paa Døre. Aa so ’n daa læstø up Døre, fanst dæ ingjin Ting anna i dei Kammørse ell ein lit’n Spasserstøk, so ein Kjæp paa Lag; den to ’n, aa trast kom Trøllø, (han hadde nok førnøme dæ maaveta enddaa ’n va komin manga Mile burt.) men ko ha du gjort no? sa Trøllø, denna Gønge faaer e væl gje de te; men gjere du Sligt øftar, saa ska du missø Livø. No levera e de ein Lykkjyl, so staaer Nummør tjuø paa; men læse du up den Døre, saa ska du vera dauskyldigø; før der ha endno ingjin kome, anna ell e sjøl. Aa ja, Jutul’n reistø attø, aa Gnt’n biddø daa ei Par Daga, te ’n truddø, at ’n skuldø vera komin saa langt, at ’n inkji kunna veta, kost dæ gjek te heimø. Daa Gut’n læstø up den Døre, va okso dæ Værilsø, sonemmø tomt, at dæ fanst inkji anna i di, ell ei erønde liti Flæskø me Vatn i, aa saa eit tomt Glas; dæ tokø ’n aa gjøymdø der, so ’n haddø Spasserstøkken; men trast kom Trøllø plænt so ’n vøre sprængdø aa saa sintø, at dæ va saa neer, at ’n ha drepe Gut’n. Han ba daa saa vænt at ’n maatte slæppø me Live, aa løvdø baadø mæ Hønd aa Mund, at ’n aldør skuldø visø se olydigø øftarø. Jaja, sa Trøllø, dæ ska e snart prøvø de paa. Her har du endno ein Lykkjyl, so staaør Nummor trædevø paa, so aldør nokon ha take ti anna ell e sjøl. Men læse du up den Døre, aa e kjæmø ovør de, saa slær e de ihæl mæ eit Slag, før daa har du aldør fornø’n aa bea um Livø meir: No va e komin ovør hundrø Miil herifraa aa maattø heimat før di Skuld, aa ska e no heimat, før e faar ut’retta dæ e ska, saa veit du no kost dæ gaaer de. Aa dermæ skjildis dei aat trea Gøng’e. No betænkte Gut’n se ret mange Daga, før detta va ’n harø Afkort; men endøle vart ’n huga te, oksaa aa sjaa ini dæ Værilsø; aa daa ’n kom innum Døre, sto der tryaa Hesta, ein svartø, aa ein brunø, aa ein kvitø; paa Vægge hekk dæ tryaa Gullsale, den einø finar ell hin, try Gullbeis’l dæ einø finar ell hitt, aa tre Svær me Gullfæste paa likøsaa, aa endøle tre fornæmme Klæninga samaleis den einø sinar ell hin, (den einø va saa finø so Sole, den aro so Maanin aa den trea, so Sjærnud’n.
No kunna den kvitø Hest’n tale, aa han sa dæ ve ’n: No ska du snøggø de, aa ta den førnemstø Gullsal’n aa dæ fornemstø Gullbeislø, aa lægji paa me; ta saa den førnemstø Klæningen, aa dæ førnemstø Sværø aa bultø ihop, ta saa ein Gulkamb, so liggø i Glasse aa stik ni Lumma di, aa ta saa hine tvo Klæningad’n aa dæ du ha fønne i hino Kammørso, aa sæt de saa paa me, aa lat uss saa sjile plænt skund’ uss, før kjæmø Trøllø no ovør uss, saa slær ’n uss ihæl baae tvo. Aa saa bar dæ ivægen, saa Gut’n vistø ’kji anna ell And’n skuld gaa or o; dei reistø tre firø Miil i Tima. Hest’n spordø daa Gut’n: seer du noko kjæmø ette uss? Jau e seer dæ kjæmø eit stort fælt Trøl, aa saa høire e sli fælø Duur, at dæ æ mæst likøso ein Torøslaat. Ja, sa Hest’n, neer’n no kjæmø saa nemmø, at’n vil gripø de, saa ska du kastø Spasserstøkken at ovør de, saa bli dæ trast ein storø Skog imyljo uss; aa dæ gjordø Gut’n. Aa trast varst dæ ein saa storø Skog; at ingjin haddo seet sli Skog før, aa der varst Trøllø verand i langø Ti: Han braska aa ’n braut se fram aa fram; men mea komo desse tvo langt undaa o. Men paa Slutnan va ’n komin dei saa nemmø mæ sino try Huvvu, attø dei saago Klysssputør’n’ sto or øllo tryaa Kjafto paa o. Ja, no gripø’n me, sa Gut’n! Jasaa, ta ’no Vasflæska, sa Hest’n, aa kastø hona at ovør vingstrø Øxle di; dæ gjord’n, aa dæmæsaa vart dæ eit stort Hav imyljo dei daa, aa der varst Trøllø ligjand aa svæmja i dei Have, saa dæ va sli Vassputør at dei saago den manga Mile; men te Slut va Trøllø gote aa svæmja ovør, aa daa kom’n ette dei, saa dæ vart ein saa fælø Duur, at Jore skølv unde dei; aa daa ’n kom dei saa nemmø, attø dei saago ’n, daa va ’n saa svartø aa fæls taa Sinne, at Gut’n vart ret heilbang’in, aa sa ve Hest’n, at no gripø ’n me. Skundø de, sa Hest’n, aa ta detta tomø Glasø, du har mæ de, aa kastø dæ ovør høggrø Øxle di, aa dæ gjord ’n, aa trast vart dæ eit stort Glasbærg imyljo dei, aa dæ va saa haalt paa alle Sio, at dæ va ingji Raa te koma ovør. Jutul’n prøvdø me Læmpo aa me Sinne aa koma uppaa dæ, men han glat neat; Endøle hadd ’n daa paa Sist’n vøre gote kravle se uppaa dæ, saa dei saag ’n; men daa rulla Glasbærgø ikring mæ o, aa han unde, aa Bærge aavapaa, saa dæ knust ’n i smaae Mølo; saa vøro dei kvittø o. Aa daa vøro desse tvo komne baadø ovør Sjø aa Land ifraa Afrika, aa rat te London i Engøland. Saa sa Hest’n: no ska du løserø de ind i Utkante taa By’n, aa me ska du prøvø, aa faa sætt paa ein Stall, aa dæ veslø, du æ gote tenø de før Dagen, ska du kjøpø Mat fere aat uss baao; e ska vera førnøigdø mæ di, e faar. Aa ja, dæ gjord ’n noko Daga; men saa sa Hest’n ve ’n daa: no ska du gaa aat Kungsgare aa prøvø du faar de Tenist, e veit dæ fela dei ein Underkøk; kanskji du kan faa den Teniste, aa daa faaer du Mat nøk, aa daa faaer du oksaa koma me ihug mæ nokolite kor Kveld. Aa ja dæ gjord ’n, aa vart oksaa antakin so Underkøk. Den Kamben, han hadde mæ se, va soleis beskaffa, at neer ’n kjæmdø se mæ o, saa vart Haarø so dæ vore taa Gull. Detta haddø ei taa Kungsdøtto faat se’tt ein Dag, aa ho truddø plænt, at ’n inkji va nokon almindøle Fyr. No kom Kungen der i Engøland i Kri mæ Prøise aa der skuldø dei ut aa kri, saa mange so vøro gote. Denne Gut’n ha no væl sløppø, men han ba um at’ n maattø faa Løv aa fylji mæ, aa dæ fæk’n. Dei skaffa o daa ’n Hest, aa eit rusta Svær, aa stæltø ’n ivægen me hino Riandø. Aa jau, Gut’n rei Hest’n uti ei blautø Myr, saa ’n søk ni rat upunde Øiro, aa dæ lo’o hine aat aa inkji vildø hjølpø o up at. Men daa dei vøro reiste førbi, saa fæk nok Gut’n uppat Hest’n sjøl han maaveta, (han gjorde dæ bære paa Fulheit ser aa bli kvit dei Fylgjye) aa saa reiste ’n dit, so ’n hadde sin eigne Hest, aa han sa dæ ve ’n: No ska du ta’ den Klæningen, so æ likøso Sjærnud’n, aa sala saa me, aa sæt de paa me; ta saa Svære aa hæng dæ ve Sia di, aa ri saa paa Plass’n, før daa kjenne ingjin de, aa alt, so du snur Egge paa Svære imot, dæ falle, um du alder kjæmø aat di; aa neer daa Kungen, vil veta, ko du æ før ein, saa ska du kaste ne eine Hanskin din, aa saa riø din Væg. Detta va fyste Dagen. Arø Dagen, saa skulde dæ i Vagen eit endaa større Krigsfylgjy, aa Gut’n ba’ oksaa um aa faa vera mæ den Dagen, aa dæ fæk ’n. Han skunde se daa lite fere hine aat dei Myr’n, aa dær had’n søgt ni Hest’n likøsaa fyste Dagen; men lite længer va ’n komin. Aa ja, dei lo’o aat o, aa leto ’n vera, aa Ingjin hjølt’o. Men trast dei vøro reiste um ’n, gjæk ’n sta aa tok sin eignø Hest, aa saa den Klæningen, so va likøsaa Maanin aa kom paa Plass’n i drivønde Tan, saa ingjin haddø seet nokon haddø ree saa stært før; aa saa ba ’n um, at ’n maatte faa ei Trøpp aa kummøderø ovør (aa dæ had ’n oksaa bee um fystø Dagen) aa kor ’n kom mæ dei Trøppen imot Fiend ’n der føllo dei likøso dei vøre blesne burt, før dæ va ingji Raa, te staa o imot, før bærø ’n snuddø Egge paa Svære si imot Fiind’n, saa rulla dei. Kungen ynsktø daa aa faa tala ve ’n, men han kasta taa se ein Gulsko, so Kungen tok, aa saa reistø ’n taa Plasse, saa ingjin va gote aa naa o. Aa ja, detta va no gøt aa væl; men Slagø va no ’kji endaa vønne: trea Dagen vart daa bestemdø te Aavgjørils, at den, so daa vann Seiør skulde vera vønnin før Ølvøro. Ei større Krigsmagt vart daa ut’rusta paa bæo Sio, aa denne Gut’n vilde vera mæ, aa dæ fæk ’n Løv te, aa reistø lite fere, men daa hine komo ette aat dei blautø Myr’n, daa va Gut’n mæst ovørkomin, men lell let’n dei reisø se førbi. Aa saa gjek’n dit so ’n haddø Hest’n sin, tok den, aa haddø saa paa se den Klæningen, so va saa blankø, so Sole, aa kom saa paa Plass’n i fult Traav, aa allø, so saag ’n, vørto saa førundra baadø paa Hest’n aa paa Kar’n at dei alle gjednø vildø veta, ko dæ va før ein. Han ba daa Kungen um aa faa den hælvø Krigshær aa kummøderø ovør, aa dæ fæk ’n; men daa slo ’n ne for Fot, alt so førekom o, saa dæ fanst inkji at ei Kjæmpø taa Fienden so tøldø vaagø se imot o. Kungen bau o daa den bæstø Belønning, ess ’n vildø seia o, ko ’n va før ein; men han to taa se eit Gullkje, so ’n haddø ikring Hæls’n, aa dæ kasta’n ne paa Plas’n, aa saa ga ’n Heste utaa Spøro, aa saa reistø ’n sin Væg. Kungen tok oksaa Gullkjeø aa gjøymdø dæ, aa va væl fornøigdø ovør dæ Utfallø, so Slagø haddø faat. Men enno va dæ ei storø Landøplagø, so hærska der i Engøland, nemle: ein Tigør, ei Løvø aa ein Bjød’n, so drøpo saa mangføldøle Følk aa Krøtør, at Kungen tveltø før, at hass heilø Land skuldø bli øiølagt. Han løvdø daa ut, at den, so va gote aa drepa desse Dyre skuldø faa kæm ’n sjøl vildø vælja taa Døtto hass, aa teliks Hælvødeil’n taa hass Kungørikji, aa ette hass; Dø dæ heilø Rikji. No va dæ vist Mange, so ynsktø aa faa fat i Prindssessa, aa Kungørikjiø, men dæ va ’kji saa greit aa gaa i Kast mæ dei villø Dyro maaveta. Endøle va dæ mange so bøo se te aa prøvø, aa denne Gut’n ba oksaa um Forløv aa vera mæ, aa ja, han fæk Lov. Dei skaffa no hono ei skarvø Byrssø, aa Kulo aa Krut. Dei arø mægtignø Riddera føngø dei førnæmstø Gjevær, so Kungen haddø. Fystø Dagen træftø dei Løva: Alle skøto paa o, saa længji dei haddø noko aa skote mæ, aa Gut’n fæk inkji Løv, før hine haddø skøte burt dæ dei haddø te Kulo aa Krut. Fystø Skøtø Gut’n skaut, gjek mistø, dæ arø Skøtø likøsaa, aa dei arø lo’o aat o; men trea Skøtø, daa træftø’n Løva beint imyljo Øiro, saa ho rulla. Detta vørto alle baadø forundra ovør, aa telikømæ misundøle ovør. Den førnæmstø Statsministør’n, ein, so eite Riddør Rød (dei kalla’n oksaa Riddør Røv, taa dæ va ein styggø Fuling maaveta,) han ba daa Gut’n um at’n skuldø faa kjøft taa o Præmiø. Aa ja, sa Gut’n: e faaer væl inkji Kungsdøtte e korssøva; men saa va Gut’n fulø han mæ: han stiltø se te, aa skar eit Stykji taa Tungun aat Løvun aa gjøymdø dæ. Daa dei komo heimat vart Kungen saa glaø, at ’n gjordø allo dei fornæmstø eit stor Gjæstøbø før Riddør Røds Skuld, so haddø drepe Løva, aa sætto han øvst ve Borø nemle: i Hæksætø. Arø Dagen gjek dæ likøeins te, Gut’n fæk Løv aa vera mæ aa daa gjengo dei imot Bjødne; men daa hine haddø skøte burt baadø Kulo aa Krut, daa fæk Gut’n Løv aa skøtø, aa daa oksaa han haddø skøte møngø Skøtt aa inkji raakt, daa skaudt’n Bjød’n ihæl. No va dæ nøk taa dei, so ha vilja kjøft taa Gut’n Bjødn; men ingjin tøldø gaa Riddør Rød i Førkjøp, taa han va den fornæmstø. Han kjøftø daa Bjød’n taa Gut’n, aa daa dei kom aat Kungsgare mæ Bjødne, vart dæ sli Glee, at Riddør Rød vart saa høiagta, so ’n skuldø alt ha vørt Kunge; men Gut’n haddø oksaa stilt se te aa skøre Tungøsnippen taa Bjødne aa gjømt dæ. Trea Dagen daa, saa skuldø dei imot Tigøre, aa han va faalignar ell baadø Løva aa Bjød’n, aa dei tveltø daa kost detta vildø gaae; men dæ gjek samaleis te so før. Gut’n vart mæ, aa daa hine haddø skøte burt dæ dei haddø mæ Krut aa Bly, aa inkji raakt ’n, daa skaut denne Gut’n bærø eit Skøtt, aa dæ gjek beint igjøno Hjerta paa Tigøre,saa ’n stuftø dauø i Smælle. Men dei tveltø før, at ’n inkji skuldø vera dauø, aa derfør saa tøldø ingjin gaa innaat o; men Gut’n gjet te o eisømal, aa skar lite taa Tungun hass aa gjøimdø, taa ’n vistø, at Riddør Rød oksaa vildø ha den. Aa ja, han vildø oksaa dæ, aa drog heimat mæ Tigøre i storø Triumf. Kungen so no vart saa glaø ve aa ha Fre aa Roleheit baadø før Kri aa før villø Dyr, skreiv daa ovør sit heilø Land, aa indba alle dei førnæmstø Herra te aa møtø i London i Kungsgare, aa drikkø Bryllaupø aat Riddør Rød, so no ve sin Heltødaad haddø gjort se fortentø te aa faa Døtte hass te Ægtø. Aa ja, Dagen vart bestemdø, at Bispen skuldø koma aa viji dette fyrstølignø Bruparø. Daa alle vøro førsamla i Rigssale gjek denne Gut’n, so va Undørkøk uppaa Sal’n aa ba, at ’n skuldø faa tala ve Kungen. Dæ fæk ’n, aa saa spordø ’n Kungen: Kæm æ so ha drepe dessa villø Dyre, ant’n den, so har dei; ell den so har Tungud’n, so høire Dyro te? Kungen sa dæ, dæ ska e svara dæ paa, um ein Time. Han let kallø si høgstø Raa, aa spordø dei um dette: Dei sa, at ’n skuldø gjeva dæ Svarø, at den, so haddø Tungud’n oksaa haddø drepe Dyre. Ro syntø Gut’n Tungud’n, aa sa dæ, at e ha skøte ihæl Dyre; men Riddør Rød kjøftø dei taa me, men e ha ’kji faat noko før dei; men e tøldø inkji seia o imot, aa dæ ska e bevisø mæ allo, so mæ vøro. Aa ja, detta vart sant dæ maaveta, før dei vøro teste’is alle, so vøro mæ paa dei Jagt’n, aa dei bekræfta, at Gut’n sa sandt, før dei vøro alle ville paa Riddør Rød.
No haddø Kungen tryaa Døtta, men ingjin Saan. Riddør Rød haddø valt den yngstø te si Dronning, aa ho vart saa bedrøva, før o skulde bli tvinga te ta ’n. Men no vart dæ anna før Riddør Rød ell bli Kunge i Engøland; Kungen befaltø, aa laga te ein Gælgji, aa deri hængdø dei Riddør Rød; men Gut’n toko dei i Stan, aa han vildø dei daa iførø kungøle Dragt; men Gut’n ba um, at ’n skuldø faa Løv aa klæ se sjøl, aa dæ fæk ’n Han gjek daa te Heste si, aa han sa dæ: No ska du ha paa de den førnemstø Klæningen, so æ likøso Sole, aa Sværø dit, aa maka dæ saa, at dæ fela dei ein Hanske, ein Sko aa eit Gullkje; kjæmb saa Haarø dit mæ dei Kambe, du har; læg saa Gulsal aa Beisel paa me, aa ri saa aat Kungsgare, saa kjennø dei de attø, si du va mæ i Kri, aa daa faaer du attø baadø Sko’n, aa Hanskin aa Kulkjeø. Aa ja, dæ gjordø ’n; daa’n kom vart dæ sli Glee paa Kungen, so no fæk sjaa, aa tala ve den Riddarn, so haddø hjølt o i Kri. Aa Prindssessa vart no meir ell glaø før o skuldø faa denne istan før Riddør Rød, aa saa vart dæ Bryllaup. Men trast vart da Sørg ette Glee. Hest’n haddø sagt ved Gut’n: Du ska ’kji leta nokon ta me, ell stellø me a’n ell du sjøl; men o Kveld’n, daa’n va vigdø mæ Prindssessun, daa fæk inkji han Løv aa stellø Heste si maaveta. O Morgon daa’n vakna, aa tænktø ovør, ko Hest’n haddø sagt, sto ’n up, halt paaklæddø, aa gjek dit, so ’n trudde Hest’n va; men daa’n kom dit, va Hest’n burtø. Han gjek daa burt i’n storø Skog aa leitø, aa inkji fann. Paa Slutnan haddø ’n førvilla se i dei storø Skoge, saa ’n inkji vistø kor ’n va. No vart ’n baadø tystø aa svøltin, aa fraus gjord ’n, taa ’n haddø ’kji noko te Pløg paa se. Prindssessa, so no haddø vorte hass Dronning, syrdø saa urimøle, aa Alt va sørgøle i Kungsgare før hass Skuld. No la ’n se te aa søva ve ei Kjældø i Skoge, aa der drømdø’n at ’n fann Hest’n. Aa daa ’n vakna, aa haddø leit ei Stund, fann han oksaa Hest’n, men daa va ’n saa turrø aa stvggø at ’n inkji kunna kjennø ’n at, aa daa vildø ’n baadø slaa aa bitø. Endøle fæk ’n daa fatt paa o; aa daa sa Hest’n: No ska du ta eit Svær aa høggø Huvuø taa me. Dæ ha ’kji denne vilja gjort, men Hest’n sa dæ: Gjera du ’kji dæ, saa slær e de ihæl. Dæmæsaa laut Gut’n, so no va Kunge, gjera da, aa trast vart dæ ein finø Riddar ell Prinds aa kallø, aa saa fyldist dei aat, aat Kungsgare, aa daa vart dæ Glee paa nyt. Denne Gut’n, so no haddø vorte Kunge, han førtældø daa si heilø Affærø ifraa fyst aa te sidst, aa denne Riddarn førtældø, at ’n va Systøsaan aat Kungen der i Engøland, aa at da Bærgatrøllø mæ try Huvu haddø kasta Hestøham paa ’n daa ’n va lit’n, før ’n inkji vildø bli hjaa o. No vart no før dæ fystø Bryllaupø aat desse tvau fulenda mæ storø Stas aa Hærleheit, aa den gamlø Kungen udtroftø denne te Kunge ovør dæ hælvø Engøland. No vistø ’kji denne ungø Kungen koleis han best skuldø belønnø denne ungø Riddarn, so før haddø vore hass Hest; taa han tyttø, han haddø mykjy hono aa takkø før si Lykkø. Han ovørla daa mæ Droningen sinnø, at dei skuldø bea den gamlø Kungen um aa faa Løv te aa gje o eit Greivskap utaa dessa hælvø Rikjie dei haddø faa’t. Den gamlø Kungen vildø gjednø dæ han maveta, før ’n va Systøsaan hass. Han ga o oksaa eit Greivødømme, aa no gjordø dei han te’n Storherre. Saa gjek dæ te, aa meir veit inkji e, om dei; den, so vil veta bærø Besje, han faar reisø dit sjøl aa spørja ette.
- ↑ Lagen.